[6]

Rom er som en rig Fyrste, der giver forskjelligt, men giver til alle. Enhver Individualitet, som gjæster den, modtager noget. Faa er de Lykkelige, som overskuer og optager i sig hele dens Rigdoms Fylde.

For Byron var Rom den store Kirkegaard, en Samling af Verdensruiner, over hvis Kjæmpesorg han søgte at glemme sin egen, mindre Lidelse; for Goethe var den Skjønheds-Staden med den høie Plastik, der gav hans harmoniske Væsen den sidste Fuldendelse.

Nogle søger der Viden, andre Glemsel, de fleste Skjønhed.

For Andrea blev Rom som en Lysthave, fuld af Blomster, som hun glad plukkede. Den ene Dag henryktes hun over en Rafael, 64den anden sværmede hun om i en af de underskjønne Villaer, en tredie Dag sad hun under Peterskirkens høie Hvælv og lod sin Sjæl flagre afsted i Røgelse og Orgelbrus.

Sverre, der var lidet æsthetisk anlagt, følte sig mest tiltrukken af Forum romanum med alle de historiske Erindringer. Han kjøbte sig Gregorovius’ berømte Værk over Staden og studerede flittigt dens Fortidshistorie. Ønskede man en nøiere Oplysning over romerske Keisere og Paver, deres Rækkefølge m. m., behøvede man blot at spørge ham; han var som en anden Baedeker.Baedeker] den mest kjente guideboken for reisende på 1800-tallet

For Lyder blev Rom den By, hvor Andrea levede – alt andet blegnede. Han læste Roma bagvendt, og fandt da den rette Betegnelse for sin Stemning: Amor, Amor!

Den berømte Stad med de syv Høie tabte for ham alt selvstændigt Værd; den reduceredes til at danne Kulisserne om den Scene, hvor hans Hjertes Heltinde yndefuldt bevægede sig.

Pehrsens Opgave var som alle vulgære Reisendes at klage. Han klagede over alt, over den italienske Mad, over kolde Værelser, over slette Senge, over Utøi m. m. Og hans stakkels, sygelige Hustru maatte undgjælde, 65fordi Romerne havde indrettet sin levevis paa deres Maade – uden først at spørge Hr. Pehrsen tilraads. Hvad der forsonede ham en Smule med Opholdet, var de elskværdige Tiggere, der kaldte ham «Excellence» og bøiede sig dybt til Jorden for ham, naar han gav dem en Soldi.en Soldi] italiensk bøying er: en soldo, flere soldi. Og Pehrsen var, mod Sædvane, gavmild. Det er jo ikke hver Dag, at en Excellence-Titel bydes En.

Fru Storm og Datter havde aflagt Visit hos Pehrsens. Bekjendtskabet var sluttet, og smaa Udflugter foretoges sammen. Fru Pehrsen deltog dog ikke altid i disse, dertil var hun for svag. Hun brød sig ikke stort om de lange, trættende Gallerier. Lidt Solskin og Blomsterduft var nok for hende, og det fandt hun paa Monte Pincio, hvor hun spadserede hver Dag, i Reglen alene. Der, under den blaa Himmel, mellem Myrther og Roser, drømte hun om igjen en gammel Drøm.

Hun havde erotiske Fantasier, skjære som en ung Piges… Hun erindrede ham, den Anden, den forstødte Maler… Hun undrede sig over, hvordan hendes Liv vel vilde formet sig ved hans Side… En Kunstners Hustru. … Ak, hvad betød det, om Atelieret var fattigt, Bestillingerne faa, bare der var Kjærlighed … denne Følelse, uden hvilken Livet 66trods al ydre Rigdom er nøgtern og graat som en støvet Landevei… Han havde studeret her i Rom i flere Aar, hun vidste det… Mange Gange havde han, fuld af Mismod, vandret her paa Monte Pincio, i de samme Alléer, hvor hun nu dulgte sin Vemod… Thi han havde døiet meget ondt baade som Kunstner og Menneske… Ingen Anerkjendelse, Næringssorger, Sygdom… Hvor mon han nu var? Aviserne havde paa lang, lang Tid ikke nævnt ham…

Naar Fruen saa kom hjem i Skumringen, traf hun Pehrsen, der imidlertid havde skrevet Forretningsbreve, og som stadig modtog hende med sit spodske: «Har du sværmet nok om i det Blaa nu? Har du været sentimental tilgavns?»

Julen havde man feiret i den skandinaviske Foreningden skandinaviske Forening] Skandinavisk Forening ble grunnlagt i 1860 og fungerer som en møteplass for nordiske kunstnere, forskere og kulturutøvere i Roma. i Via PonteficiVia Pontefici] Via dei Pontefici paa den traditionelle Vis. Der var mange Sange, endnu flere Taler, megen og sur Vin, en Risengrød, der ikke var nogen Risengrød (den romerske Kok havde efter Recept af Fru Pehrsen laget en mystisk, klumpet Vælling, fuld af Rosiner, som han beærede med hint hjemlige Navn) og en Julegran, der havde en overraskende Lighed med et tilstudset Laurbærtræ. Dertil Musik og Dans.

67Sverre havde flere Gange valset med Andrea, hvad der mishagede Lyder, som slet ikke kunde dandse.

Man var i Januar, og vore to Familier besluttede i Fællesskab at foretage en Tur til Monte Testaccio og den nærliggende protestantiske Kirkegaard. Til Selskabet sluttede sig foruden Billedhugger Skram et Par Bekjendte fra «Foreningen», Herr Rosenius, en ung, svensk Æsthetiker med en svær Knebelsbart og et Par smaa, ærlige graa Øjne, og to danske Damer, for hvem Æsthetikeren var Kavaller.

Den ene, Fru Berner, var en spæd, leende Blondine, der efter sit eget Udsagn «vilde more sig i Rom i Vinter, for det var min Skam bleven saa kedeligt i København». Hun var Enke, formuende og kunde være en otte og tyve Aar gammel.

Frøken Dagmar Lunde, en høitbegavet Malerinde, var ganske ung og brunet. Hendes Figur var ligesaa kraftig som slank, for storbygget, fandt mange af Herrerne. Hun var saaledes næsten et Hoved høiere end den lille, vevre Enke.

De Ældres Forslag om at kjøre, forkastedes af Ungdommen, der foretrak at 68spadsere derud. Veien skulde være lige saa behagelig som smuk. Skram førte an.

Morgenen var solklar, men kjølig. En TramontanaTramontana] nordlig vind blæste, gav Damerne en frisk Rødme og legede med Andreas blaa Slør. Alle havde forsynet sig med Bædeker og Plaids. Sverre, der havde glædet sig til en tête-à-tête med Andrea, maatte istedetfor nøie sig med hendes livlige Mor, der lagde Beslag paa ham hele Henveien.

Lyder og Andrea gik for sig, passiarende uafbrudt mest om hjemlige Forhold. Andrea fortalte, at hun nylig havde faaet Brev fra Norge, og at det gik saa godt med Folkehøiskolen. Ti nye Jenter havde i Aar meldt sig ind. Hvad Maalsagen angik, havde hun erfaret, at en Del af Biblen var bleven oversat paa Norsk, hvad der glædede dem begge meget.

«Det unge Norge» kaldte Skram spottende Parret og forstyrrede dem slet ikke i deres nationale Sværmerier.

Tilslut kom Æsthetikeren med de to Damer, til hvem han vekslende gjorde Kur. Begge to udmærkede ham, Fru Berner iøinefaldende nok, Dagmar paa en stille, blufærdig Vis. En hemmelig Væddekamp fandt Sted mellem Damerne. Momentant lykkedes det 69Malerinden at fængsle ham, men den kokette Enke vandt dog tilslut Seiren. Hendes blaa Øine lod ham ganske glemme «lilla fästmöen min», om hvem han havde udbredt sig saa hyppigt og naivt de første Dage af sit Romerophold, og hvis Portrait han da altid havde baaret paa sig, rede til at vise det frem ved hver Leilighed. Han var nemlig forlovet med en liden Præstedatter høit oppe i Wärmelands Skogbygder.

Enkens Øine var ogsaa vidunderlige. De forstod at bede og smægte, som kun blaa Øine forstaar det, og de svømmede oftest, for endnu mere at forvirre Beskueren, i en vaad Glans.

Lige saa let som det er for Andre at fremtvinge et Smil, var det for Enken at smykke sig med en Taare. Hun havde den altid til sin Disposition, og den gjorde altid, dirrende i de mørke Øienhaar, en glimrende Virkning.

Naar den ledsagede en øm Bebreidelse, var den uimodstaaelig. Æsthetikeren deklamerede om «en Øiets April, fuld af Sol og Regn», om «dugbesprængte blaa Forglemmigeier» m. m., og naar man nu spurgte ham: «Hvordan lever Fästmöen din», blev han ganske forlegen.

70Man vandrede ud Via della Salara. Tiberen, smudsig og lad, viste sig paa deres Vei. Tilhøire saa man Kapitols Tinder, lysende i Solen. Veien slyngede sig videre mellem graa Mure, tilslut naar man en stor Slette. Monte Testaccio er nær.

Pehrsens praktiske Natur vaagnede, da han fik høre, at Høien efterhaanden havde dannet sig af ophobede Potteskaar. Han begyndte med sin Stok at grave i Jorden. De Andre, mere interesserede for Udsigten, løb op paa Høiens Top. Derfra saa de langt, langt udover, lige til Volskerne.

Middagssolen var der allerede og lod det storladne Landskab fremtræde i det bedste Lys. Ved Høiens Fod ligger Cestius-Pyramiden, ensom og mørk, i hele Gravmælets Vemod, nær ved den betegner en Skog af høie Cypresser Stedet, hvor mangen skjønhedssøgende Landsmand har fundet den sidste Hvile. Som en ubegrændset Ramme derom strækker sig Kampagnen udover, bølgende, brunviolet farvet, dens Jævnhed brudt nu og da af Akvadukterne, hvis rødlige, lange Buer minder om sønderbrudte Tempelhaller. Rundt omkring Sabiner- og Albanerbjergene, med blaanende, bløde Linier, mod en lysbleg Himmel. De kridthvide Punkter her og der viser, 71hvor de herlige Smaabyer, Tivoli, Frascati, Marino, ligger.

Pehrsen var den første, som mindede om Mavens Krav. Hvor skulde man spise? Skram foreslog at tage en improviseret Frokost i en Hytte, som laa tæt ved. Han kjendte Folkene, sagde han.

Uden Ceremonier spadserede man ind i Huset. En forfrossen Italienerinde, hvis lige saa fattige som maleriske Dragt ikke bar noget særligt nationalt Tilsnit, sad med Hænderne i Skjødet ved Siden af Ovnen, hvori der ikke brændte nogen Ild. De tykke, kolde Stenmure prydedes af en Mater dolorosa med de syv Spyd i Brystet, forresten var Stuen, naar undtages et Par Rørstole og et Bord, meget øde.

Hvad der interesserede Skram mest, var Synet af en lemlæstet, corinthisk Kapitæl, der var stillet slig, at man kunde benytte den til Sæde. Skram vilde endelig kjøbe den; Bladværket var saa fint udført, fandt han. Værtinden smilte som af en slet Spøg. «Vale niente, Signore, pietra solamente».«Vale niente, Signore, pietra solamente»] (it.) den er ingenting verdt, min herre, det er bare stein

I et Hjørne af Stuen var noget Halm og brogede Tæpper, der lignede Hestedækkener, henkastet. Pjuskede, forsultne Høns spankede 72om paa Gulvet, og oppe i et Vindu, der var høit, tykt og tilspigret som et Fængsels, sad en hvid, skindmager Kat og pudsede sig.

Underhandlingerne med den forfrosne Værtinde begyndte. «Niente, Signore, niente», sagde hun og ledsagede sin Beklagelse over Husets Armod med det mest elskværdige og udtryksfulde Fingersprog. Hun havde intet i Huset, hverken Mad eller Vin; jo, noget Brød og Salat havde hun dog, maaske ogsaa lidt Skinke. Æg maatte der ogsaa findes, mente Skram og pegte paa Hønsene. Værtinden nikkede.

Hun bragte tilslut, hvad Huset formaaede, og gik bort til en Nabo for at hente Vin. Imidlertid fik hendes Gjæster fuld Raadighed over Hytten. Man dannede en Festcomité. Fruerne Pehrsen, Storm og Berner valgtes enstemmig.

Med Husmødres majestætiske Miner forlod disse Damer Stuen og gik ud i Kjøkkenet. Efter megen Søgen fandt man en gammel Jernpande, hvori endnu nogle gule Levninger af Polenta. I Sverres Lod faldt det at rense denne «Augias Stald»,«Augias Stald»] Referanse til myten om Herakles, som måtte rense stallen til kong Augias, som ikke hadde fått fjernet gjødsel på 30 år. et Hverv, hvorfra han skilte sig meget slet, mente Damerne. De maatte gjøre Arbeidet op igjen, hvad der 73naturligvis skete under Skjæmt og Latter. Imidlertid skyllede Lyder og Skram, med unødvendig, men høist morsom Travlhed et Par brøstfældige Vinglas (Skram smøgede forsigtigt op sine fine Manchetter) og lagde nogle Rørstokke og Træfliser paa Gruen. Snart blussede en Ild i Veiret. Stegepanden kom paa, en behagelig Duft fyldte efterhaanden Kjøkkenet. Herrerne vilde hjælpe til med Stegningen, men det strenge Dame-Triumvirat frabad sig bestemt enhver klodset Indgriben.

Værtinden kom tilbage med et Par FoglietterFoglietter] halvliter vin i Haanden og modtoges med Bravoraab af det glade Selskab. Snart stod delikate Speilæg med Skinke, frisk Brød og den velsmagende Chianti paa Bordet.

Vanskeligst var det at finde Sæder til alle. Af Halmen og Tæpperne i Krogen dannede Sverre et Slags «tyrkiske Puder», hvorpaa de yngre Damer leende tog Plads. De mere laa end sad paa Gulvet. Skram nedlod sig med Velbehag paa den ødelagte, korinthiske Kapitæl, Sverre og Lyder spiste staaende. «Vi kan tro, at vi er i Stiftsgaarden og souperer», sagde Sverre med Munden fuld af Skinke. «Her kan man da i al Fald naa 74frem til Buffeten», og han tog sig smilende et nyt Speilæg.

Vandringen og den friske Tramontanaluft havde givet alle en voldsom Appetit. Maden smagte fortræffeligt, Vinen kunde man ikke nok prise. Alt var Liv, Spøg og Lystighed, man snakkede i Munden paa hverandre og drak tankeløst af hverandres Glas. Selv Pehrsen blev, paavirket af Chiantien, meddelsom. Han anstillede Sammenligninger mellem Kommunevæsenet i Kristiania og Rom, en Sammenligning, der ikke faldt ud til den fremmede Hovedstads Fordel. Hjemme var alt bedre og renligere. Skram talte høirøstet om sine fornemme Bekjendtskaber i Roms beau monde,beau monde] (fr.) sosietet og viste Pehrsen og Fru Storm, der var rige nok til at kunne give ham Bestillinger, en udsøgt Opmærksomhed.

Æsthetikeren holdt for sine lyttende, danske Veninder et lidet Foredrag om «det Primitives» Fortrin, Lyder skar med Tollekniven sit Navn ind i Bordet (eller var det Andreas?), Sverre rullede sig ovenpaa Maaltidet en Cigaret, Pehrsen skreg paa mere Vin, Foglietterne var allerede tømte – da sprang pludselig den magre Kat med et listigt Hop ned af Vinduet midt paa Bordet mellem 75Flaskerne og Glassene, der alle ramlede omkuld.

Hele Selskabet lo, kun Fru Pehrsen skreg af Skræk, og Fru Berner benyttede Anledningen til med affekteret Ængstelighed at trykke Æsthetikerens Arm.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.