[7]

Men den almindelige Munterhed gav Andrea Lejlighed til at kunne liste sig ubemærket bort. Et Øieblik efter fjernede ogsaa Lyder sig.

Andrea mere løb end gik henover Markerne, indtil hun naaede den protestantiske Kirkegaard. Hun havde en Trang til at besøge den alene. De store Minder, hun her vilde dvæle ved, blev ligesom profanerede i et støiende Selskab.

Porten stod heldigvis aaben. Langsomt, ligesom søgende, gik hun fra Grav til Grav, mellem sorte Cypresser med solgyldte Toppe, og hvide Marmorstøtter, mellem Laurer og Myrther; alt reiste sig saa søndagsstille, mod den blaa Himmel, i denne lyttende Ensomhed. Nu og da kom et Vindstød, og Cypresserne suste hemmelighedsfuldt klagende.

77En høi Fred faldt over hende.

Hun mærkede, at nogle Grave var forsømte, kun den grønne Efeu dækkede dem, andre skjultes næsten af Blomster: Roser og pragtfulde Camelier.

Mangt berømt Navn, mangen rørende Indskrift bragte hende til i Vemod at standse og mindes om, at hvor skjønt end Livssolen straaler, en Aften maa den dog dale.

Geni, Ungdom, Skjønhed, Intelligents, alt fandt hun her samlet i den fælles stumme Ro. Aander, der i Livet haardt havde bekjæmpet hinanden, laa her ved hinandens Side i broderlig Enighed, alle faldne som Offer for den samme ubønhørlige Naturmagt, hvem Lighed og Broderskab ikke er noget tomt Ord.

De fleste var kunstelskende Fremmede, født i kolde Snelande, hvor Kunsten ingen Templer havde. Nu stedtes de til Ro her, i Solskinnet, i Nærheden af den Stad, man har kaldt Kunstens Vugge. Nogle var kommet hid, fuld af Poesi og Skabertrang, for i Skjønhedslandet at finde Løsning paa alle de Tankens Gaader, som fyldte dem – og Løsningen kom ogsaa, men ak, i Dødens strenge Skikkelse.

Keats og Shelley! De hviler her ikke langt fra hinanden. Hele Englands Ungdom 78har i Fantasien bøiet Knæ og grædt over denne lille Plet Romerjord, der indeslutter Støvet af det Største, det Kostbareste, deres nye Digtning eier. – Goethes Søn! – o, hvor bæver man ikke ved Navnet! – det var hans eneste. – Hauch! Den ædle, danske Skald, hvem Vaaren nægtede sin «Krans af Violer, gjennemflettet med Krokus», han har nu til Gjengjæld faaet Ærens Laurbær og Skjønhedens Roser strøet ud over sit Leie. –

Andrea havde omsider fundet den Grav, hun ledte efter. Denne hvide Marmorbuste gjenkaldte hende den kjære Afdødes Træk.

Ja, her hvilede han, den store Seer, den høie Sagafortæller, han, der skjænkede os til os selv, idet han gav os en Historie, en Fortid, en Æt, hvoraf vi kunde være stolt…. Men ved hvert gyldent Blad, han føiede til vor Saga, hang en Draabe Blod, og da Sagaen endelig var færdig, brast Kjæmpens Sjæl med det samme, for det var med sit eget varme, rødt strømmende Hjerteblod han havde skrevet den…

Ved Munchs GravMunchs Grav] Historikeren P.A. Munch (1810–1863) døde i Roma i mai 1863 og ble begravet på Cimitero acattolico di Roma. En minnestøtte på graven ble avduket i 1865, med tale av Henrik Ibsen. stod hun.

Andrea, opdragen i en Kultus for alt Norsk, for hvad Betydeligt vi kunde eie, maatte ved denne Mands Hvilested gribes dybere end andre. Taknemmelighed, Ærefrygt, 79Ømhed vekslede i hendes Sind. En liden, vissen Buket, medbragt lige fra Norge, tog hun frem af sit Bryst og lagde den paa Graven. Buketten bestod af smaa Grankviste og enkelte Markblomster. De skulde være ham en Hilsen fra Hjemmets fjerne Jord, fra det fattige Land, som han havde elsket saa høit og ofret saa meget…

Lyder stod pludselig foran hende. Dreven af den samme Tanke som Andrea, havde han i Stilhed forladt Selskabet. De saa betydningsfuldt paa hinanden. Andreas Øine var fulde af Taarer.

«Ja, han var meget for os», sagde Lyder dæmpet. Saa taug de begge i vemodig Eftertanke, mens deres Hjerter mødtes i én stor Følelse.

Stille gik de bort.

Hele Selskabet kom nu styrtende med Skram i Spidsen. «Havde jeg nu ikke Ret i, at vi vilde finde ‘det unge Norge’ her?» raabte Billedhuggeren. «Ja, nu har I vel anstillet de mest melankolske Betragtninger?»

«Sentimentalitet!» mumlede Pehrsen.

Selskabet spredtes nu omkring paa Kirkegaarden. Æsthetikeren tog et Blad fra Shelleys Grav og forklarede sine danske Veninder, hvad Indskriften «cor cordium» betød. Dagmar 80søgte alene op Hauch, og hun var meget alvorlig, da hun kom tilbage. Hun havde hilset paa den lyriske Digter, hun yndede mest.

Sverre stod i Samtale med sin Mor, da et pludseligt Vindstød løftede en liden Sørgesløife fra en af Gravene og førte den lige mod Sverres Bryst. Med et Udraab af Angst rev Moderen Sløifen bort. Overtroisk som alle sensible Naturer saa hun i denne Tilfældighed et slet Varsel. Hun var trist og ordknap paa hele Hjemveien. Det lykkedes hende ogsaa at gjøre Sverre forstemt. «Blir du sentimental nu, Gut?» spurgte Pehrsen – og fik som Svar et ondt Blik.

Skram var den første, som skyndede paa Hjemturen. Han skulde om Aftenen paa Bal hos den tyske Ambassadør, og skulde han faa sit Toilette i Orden, maatte han nu afsted.

Mageligt slentrende, en Smule trætte, gik de hjemover. Sverre var nu saa heldig at faa Andrea ved sin Side. Lyders Tur blev det at underholde Moderen.

Sverre bød Andrea Armen; hun tog den smilende. Pehrsen saa næsten taknemmeligt paa den unge Pige. Naar man udmærkede Sønnen paa en eller anden Vis, bævede hans Faderhjerte af glad Stolthed.

Det begyndte allerede at skumre. Enkelte 81Stjerner traadte frem. Fra Markerne kom en Duft af Urter, Løv og brændt Jord, og i Stilheden hørte man Tiberen bruse…

I Taushed gik de videre. Lige overfor Andrea blev Sverre ofte forlegen, vidste ikke, hvad han skulde sige hende; hun var jo ogsaa et Par Aar ældre end han.

Ellers kunde han være meddelsom nok. For den Tvang, han led i Hjemmet, hævnede han sig ved udenfor dette at være fri, spottende, undertiden cynisk i sine Udtalelser. Da Andrea nu spurgte ham, om han ikke længtes hjem, kom Spottelysten over ham. Den ene ironiske Bemærkning om hjemlige Forhold afløste den anden. Det var, som man hørte Skram tale.

Paa engang interesserede og frastødte han hende. Han var hende ialfald noget Nyt.

«Jeg mærker, at De desværre ikke er en af vore», sagde hun med et lidet Suk, og i sit stille Sind besluttede hun at «omvende denne Kosmopolit». Sverre var kvik og intelligent, han blev engang rig, det kunde nok være Møien værd at vinde ham for «Sagen».

«De mener, Frøken, at jeg ikke er nogen norsk Normand?»

«Aa, spot nu ikke mere! – Ja, jeg mener, at De ikke holder nok af Deres Land, at De 82ikke tror paa os, at vi i Deres Øine kun er en Flok ‘raabarkede Bønder’, for at bruge Deres ikke meget originale Udtryk. Vore Bestræbelser for at løfte Folket, for at oplyse det – Oplysningen er vor første, vor vigtigste Fordring – at gjengive det sit Sprog og sin Nationalitet, alt dette er Dem ligegyldigt».

«De gjør mig Uret, Frøken. Ogsaa jeg er med paa at ‘løfte’ Folket, det er kun om Midlerne, vi ere uenige. Jeg tror f. Ex. ikke, at Deres Maalstræv vil hjælpe Folket meget frem; nei, der maa andet ‘Stræv’ til!»

«Men oprøres De da ikke over at tale et fremmed Tungemaal, et Sprog, der er laant af en tidligere Fiende, et Sprog, der i sin Udenlandskhed ikke har Udtryk for vort inderste hjemlige Følelses- og Tænkesæt? Føler De ikke det ydmygende, det falske, det uselvstændige ved dette Forhold?»

«Nei, slet ikke! Dette Sprog er min Mors, det første, hvori jeg har lært at tænke og føle. De taler jo selv dette ‘fremmede Tungemaal’.»‘fremmede Tungemaal’.»] rettet fra: ‘fremmede Tungemaal’. (trykkfeil)

«Simpelthen, fordi De ikke forstaar Norsk. Taler jeg med en Italiener, taler jeg Italiensk – med Dem Dansk; det er jo ganske naturligt».

Hun gjorde en Bevægelse med Armen, 83som vilde hun trække den fra ham. Han mærkede, hun var harm og søgte at formilde hende.

«Jeg maa indrømme, at Maalstrævet paa en Vis har gavnet os».

«Se, se!»

«Alchymisterne søgte i gamle Dage de Vises Sten, at lage Guld lærte de dog aldrig, men i sin Stræben derefter gjorde de Opdagelser, vigtige for Chemien … Maalmændene har gjort noget lignende. Den nye Tunge; som de længes efter, faar de aldrig indført, men deres Syslen dermed har bidraget til at styrke vor Nationalitet, øge vore Saga-Skatte, berige Sproget med gamle, gode Ord af Folkedybet –».

«Bah! – Engang vil vort Sprog tales over hele Landet fra Nordkap til Lindesnæs. – Det er kun et Tidsspørgsmaal».

«Aldrig! Fordi Deres Sprog har ligget ubrugt og dødt i de sidste Aarhundreder, mens vor Tænkning stigende er gaaet fremad. – Det kan ikke spænde over den. – Man ifører aldrig en voksen Mand Barnets aflagte Klæder… Han sprænger dem kun itu».

«Billedet halter».

«Forresten er vor Opgave, efter min ringe Mening, at bringe Norge mere og mere ind i 84de store evropæiske Kulturstrømme, men ikke at isolere det, som Deres Maalstræv gaar ud paa. Er ikke det stakkels Land allerede isoleret nok ved sin Beliggenhed, ved sine Fjelde? Jeg vilde helst, at hele Verden talte ét Sprog, Fransk f. Ex».

«Naa, det er mig en net Patriot», tænkte Andrea, men sagde intet. Hun manglede ikke Argumenter til at fortsætte Striden, men hun vilde afvente en bedre Leilighed. «Han blir slem at omvende», mente hun, men just dette tiltrak hende.

Det er ikke de tamme Heste, som er interessantest at dressere.

Man var allerede ved Indgangen til Korsoen. Turen var slut. Æsthetikeren forsvandt med den hoppende Fru Berner under Armen (de havde i Stilhed aftalt at soupere sammen i «Falcone» og siden besøge et af Smaatheatrene) og overlod Dagmar til de Norskes Selskab.

Dagmar saa længe og trist efter dem. Hendes Underlæbe krusede sig, det var, som vilde hun briste i Graad.

«Jeg vil forsøge at gjøre en Normand af Dem», var Andreas sidste Ord til Sverre. Imorgen sender jeg Dem, hvad De ikke har læst, et Par islandske Sagaer og vor Digters Skrifter. Ja, jeg mener naturligvis Vinje».

85Han trykkede fast den Haand, hun til Afsked rakte ham. Haandtrykket berørte hende ubehageligt, for Sverres Haand var fugtig, brændende.

Men Lyder var den Lykkelige, som fulgte Andrea hjem.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.