[8]

Andreas Bestefar var Bonde og Husmandssøn, en Omstændighed, som man ikke nok kan tage i Betragtning, naar man vil forstaa denne mærkelige Piges Udvikling.

Han svang sig ved Flid og Dygtighed op til Handelsmand i den lille, nordlandske Bygd, hvor han var født. Han giftede sig med en Præstedatter, men midt i sit «konditionerede Liv» beholdt han mange af Bondens Sædvaner tilligemed hans Sprog. At «knote» eller «danske» var ham en Umulighed. Af sin Herkomst var han stolt som en Fyrste. I Familien gik der Sagn om, at man nedstammede fra en af de store Bonde-Ætter, der havde taget Del i Slaget ved Stiklestad.

Han havde flere Børn. Sønnerne sendtes til Universitetet, men Gyda (saa hed Andreas 87Mor) blev hjemme, undervist af en trondhjemsk Guvernante. Faderens stoute og enkle Sæt at være paa, havde paa hende en stor Virkning. Hun sammenblandede ham med de høie Kjæmpeskikkelser i Sagaen, hvori hun læste de lange Vinterkvælder, naar Havet bruste og Stormen slog om Fjeldene, ved hvis Fod Handelsstedet laa … og saa drømte hun om den svundne Storæt, hvortil hun hørte. I Fantasien levede hun mere end i Virkeligheden.

En Sommerreise til Bergen forandrede hendes Liv. Hun mødte en ung, elskværdig Mand – han var Konsul og Kjøbmand – og blev hans Hustru. En Række lykkelige Aar fløi hen. Saa døde han, og Enken sad tilbage med en stor Formue og en liden Pige, Andrea. Da Sørgeaaret var forbi, deltog Fru Storm atter i Verden. Hendes Hus blev med Tiden et af de selskabeligste.

Til den nationale Kunst-Bevægelse, som i Sekstierne rev Sindene med sig, og som for Bergensernes Vedkommende gjorde dette Tiaar til deres rigeste, fuldt af Skjønhedsaabenbarelser og Musik, sluttede Fru Storm sig med hele sin Sjæl. Hendes nordlandske Fantasi fik her noget at øve sig paa.

I Glorien af et Verdensry kom Ole Bull 88tilbage til sin lille Fødeby, i hans Haand blev Buen en Ønskekvist, Tonens Genier adlød ham blindt, og en norsk Scene trylledes pludselig frem for det undrende øie. I Bjørnstjerne Bjørnsons Skikkelse sprang vor nyfødte Poesi frem paa Brædderne,Brædderne] teaterscenen i Klangen af Lurer og Horn kom den, med Sagakappen over Skulderen og Bondens røde Toplue paa Hovedet.

Fortid og Nutid flød her sammen til én Melodi.

Ved Siden af disse to Stormænd bevægede sig en Kvinde, ligesaa skjøn som begavet, øvende Kritikens fine Tugt. Hele Norden kjender nu Magdalene ThoresensMagdalene Thoresens] Magdalene Thoresen (1819–1903), forfatter, Suzannah Ibsens stemor Navn.

Fru Storms smukke Hjem blev snart et af Samlingsstederne for denne Aands-Adel. Med naiv, lyrisk Begeistring optog hun hver ny Ide. Hun var en af de Kvinder, der lærer at elske Ideerne gjennem Manden, deres Bærer. Hun reflekterede ikke, spurgte ikke sig selv, om Tanken var god eller ilde, havde den blot en nobel, sympathisk Fortolker, var hun erobret – og hvilke Fortolkere fandt hun ikke her?

I en saadan aandelig Atmosfære voksede Andrea op.

Over hendes Barndom har vor unge Kunst 89bøiet sig og synget stammende sine første, vidunderlige Sange…

Sælsom var hun som Barn. En stor Videbegjærlighed, en varm Kjærlighed til de Fattige og Undertrykte udmærkede hende. Dertil kom en stor Lighedstrang. Hun kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor Tjenestejenterne skulde spise ude i Kjøkkenet, mens hun og Moderen spiste alene i den prægtige Sal. Hun vilde have dem bænket ved samme Bord, men i dette Stykke gik den ellers ettergivende Mor ikke efter hendes Hoved.

Engang, da Moderen alene havde foretaget en Spadseretur, fandt hun ved sin Hjemkomst Salonen fuld af alle Gadens barbenede Unger, som Andrea i Hast havde samlet til Gjæstebud. Andrea sad straalende glad ved Pianoet og sang Folkeviser for Fattigbørnene, mens disse gjorde sig tilgode med Syltetøi og Kager, som Andrea for deres Skyld havde stjaalet fra Husjomfruen. Ved Moderens pludselige Komme tog alle de smaa Gjæster Flugten.

Ofte forsvandt Andreas Kaaber og Kjoler paa en mystisk Maade, og da havde altid Husjomfruen samtidig seet et eller andet fillet Pigebarn, der paa Dørtrappen havde klaget 90sin Nød for «Frøken Drea», saa kaldte hele Kvartalet hende. –

Andrea blev voksen, og istedetfor som Moderen daadløst at «sværme», arbeidede hun for de nationale Tanker, man havde opdraget hende til at støtte. Hun søgte at føre dem ud i Livet. En større Arv efter en Onkel gjorde hende pekuniært uafhængig, og Moderens Formue stod ogsaa til hendes Disposition.

Med blind Beundring saa Moderen op til denne energiske Datter, Alt var velgjort, hvad «Dreamor» gjorde. Kun ét nægtede hun Datteren, det var at klæde sig i Bondekostume som denne selv dengang bar det. «Jeg vil ikke gjøre mig til Nar paa mine gamle Dage. Det er en anden Sag med dig. Du er ung, og dig klær disse Baand og Søljer».

Foruden at arbeide for de Fattige og virke paa den Folkehøiskole, hun havde oprettet, søgte Andrea at gavne Folke-Oplysningen ved at oversætte paa Maalet fra Engelsk berømte Smaaskrifter for Almuen. Disse udgav hun anonymt og uddelte dem gratis i Bygderne. Desuden gjorde hun besværlige Reiser omkring i Norges mest ubefærdede Strøg «for at lære Folket rigtigt at kjende».

Af Overanstrengelse faldt hun tilslut i en 91haard Sygdom. Neppe helbredet sendtes hun af Lægerne til Syden, for at hvile sig ud. Alt Arbeide var hende forbudt.

Og nu var hun altsaa i Rom. –

Sverre havde allerede flere Gange besøgt Andrea, i Selskab med sin Mor og alene; men altid traf han Lyder der. «Du er nok bleven Husven for Alvor», sagde Sverre spodsk, «men vogt dig for Husvarmen, den er farlig, ved du».

Sverre trivedes saa vel i Andreas Bolig. Der var Piano, Bøger, Blomster, Gemytlighed, hele Duften af Hjerteforholdet mellem Mor og Datter, al den Hygge, som han savnede i sit eget Hjem. – Han bragte Andrea de laante Bøger og fik nye at læse. For at indsmigre sig hos hende, hyklede han en voksende Interesse for «Sagen». Hun forudsaa med Glæde den Dag, hvor de kunde «tale Norsk med hinanden», og gav ham til dette Øiemed Ivar Aasens Ordbog. En Anelse om hans Usandfærdighed berørte hende dog allerede pinligt nok. Sverre havde en Dag bragt hende tilbage et Bind Digte af Vinje med stor Ros over deres Skjønhed. Da Andrea siden tilfeldigvis aabnede Digtsamlingen, fandt hun, at Halvdelen var – uopskaaren.

En Dag spadserede Sverre alene i Villa 92Borghese, forbi Casino'etCasino'et] trolig Casino Nobile til VillaensVillaens] parkens mere afsidesliggende Del. Paa en Bænk i Skyggen af nogle gamle Ege sad en ung, blond Dame og læste. Han troede at gjenkjende dette blaa Slør. Ganske rigtigt, det var Andrea. Da Sverre hilste paa hende, tabte hun forskrækket Bogen, saa fordybet havde hun været i Læsningen.

Han tog Bogen op og keg i den.

«Lassalle! – Studerer De Lassalle?»De Lassalle] Ferdinand Lassalle (1825–64), tysk sosialfilosof og agitator spurgte han overrasket og tog Plads paa Bænken ved hendes Side.

«Ja, hvorfor ikke?»

«Jeg troede ikke slig tør Lekture kunde interessere Dem».

«Men det er jo om Arbeiderspørgsmaalet», svarede hun roligt, «og det bør interessere os alle. Eller er De maaske en af dem, som mener, at vi Kvinder ikke bør lære noget, ikke vide noget. Da vil jeg svare Dem med et gammelt Ord: 'Naar man gi'er en Gut Dannelse, skaber man kun en dannet Mand, men naar man gi'er en Kvinde Dannelse, skaber man en oplyst dannet Familie'».Familie'»] rettet fra: Familie» (trykkfeil)

Sverre fik her en kjærkommen Anledning til at berøre alle de ildnende Tanker, som er oppe i Tiden. Fra Kvindeemancipationen og Socialismen gled han med en diplomatisk 93Vending over til at udmale den frie Kjærligheds Skjønhed. Den Taushed, hvormed Andrea hørte paa ham, øgede hans Mod. Han bekjendte, at han i hende troede at have fundet omsider en af disse stærke Kvinder, der i Bevidstheden om sin Selvherlighed stolt hæver sig over Samfundets smaa Vedtægter, over alle ynkelige Menneskepaafund (saa kaldte han Lovene) og betonede det efter hans Mening Latterlige i, at man ved ydre, brutale Baand tror at kunne forpagte for evigt det Flygtigste, Skjønneste, Sarteste, som Mennesket eier: hans Hjertes Følelse.

Og ligesom henrevet af sin Tales Varme lagde han sin behandskede Haand paa Andreas. Hun trak sin hurtigt tilbage og saa paa ham ikke uden Mistro. Det Keitede i hans Væsen, som første Gang havde slaaet hende, var nu ganske borte. Hans Optræden var sikker. Hans Antræk var ligesaa elegant som hans Figur fin og sirlig. De lyse Glacéhandsker sad stramt om de smaa Hænder med de lange Fingre, som legte med Spadserestokken.

Det brune Ansigt med de uregelmæssige Træk udtrykte en tæmmet Lidenskabelighed. Øinene var sorte og brændende, næsten stikkende. Naar han smilte, fik de et cynisk 94Glimt, og alle Tænderne, hvide og spidse som et Rovdyrs, traadte da frem, stærkt lysende mod den røde, kjødfulde Mund, der forraadte megen Sandselighed.

Andrea maatte modstræbende indrømme, at han var vakker, men denne Skjønhed var hende ikke sympathisk; den lignede mere en passioneret Sydlændings end en Nordboes.

I Sekundet lukkede hun Øinene og saa en anden Skikkelse, en høi, bredskuldret Mand, en rødskjægget Viking med et Par blaa Barneøine i det kraftige Ansigt.

Hvor Sverre med al sin Elegance og Læsning syntes hende lidet betydelig sammenlignet med Lyder!

«Men det blir kjøligt», sagde Andrea, reiste sig og stak Bogen i Lommen. «Det er paa Tide at gaa hjem. Mor venter mig».

Sverre fulgte hende. Tause gik de nedover Alléen. Sverre anede, at han var gaaet for vidt, og Andrea havde ingen Lyst til at optage en Samtale, der truede med en frivol Vending. Hun vilde desuden kun ægge hans Spottesyge, om hun nu fortalte ham, at hun saa langt fra at være en «stærk Kvinde» endnu havde bevaret sin Barnetro (hun tilhørte Grundtvigianernes Kreds), og at hun slet ikke 95kunde tænke sig et Samliv med en elsket Mand uden i lovlig Form, det vil sige som et Ægteskab, beskyttet af Samfundet, helliget af Kirken.

Paa Piazza del Popolo mødte de Lyder. Andrea hilsede ham med udulgt Glæde.

«Men hvorfor har De allerede forladt Villaen, Frøken Andrea?» spurgte Lyder. «De lovte jo at vente der ved de gamle Egetrær, indtil jeg kom og hentede Dem».

«Her har jeg nok forstyrret en øm tête-à-tête», tænkte Sverre og bed sig i Læben.

«Det blev koldt», sagde Andrea, og jeg havde desværre intet Shawl med. Men vil De ikke gjøre os den Fornøjelse at følge med hjem. Der var noget, Mor vilde tale med Dem om, hun vilde ha' et Permesso,Permesso] inngangspass tror jeg, til Villa Albani».Villa Albani] herskapshus ved Via Salaria bygget på midten av 1700-tallet for kardinal Alessandro Albani, pavens nevø

Sverre forstod, at han var tilovers og tog kort Afsked. Andrea saa med en liden Skuldertrækning efter ham.

«Hvor underligt, at han heder Sverre», sagde hun. «Dette gammelnorske Kongsnavn, hvori der er ligesom Klangen af en Kamplur og et Hærskrig, passer slet ikke paa ham. – Jeg ved en Anden, som heller burde bære hint Kongsnavn».

96Hun betragtede skjælmsk Lyder. Han strøg smilende sit Skjæg.

«Og hvad burde da Sverre hede?»

«RobertRobert] Robert le diable (1831), opera av Giacomo Meyerbeer (1791–1864), basert på en legende fra middelalderen eller RenéRené] René, ou les effets de la passion (1805), kortroman av François René Chateaubriand (1768–1848) som en af Romantikens blaserede Helte. – Jeg har en Anelse om, at han beundrer disse og tar dem til Forbillede».

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.