[9]

Sverres herskende Egenskab var Ærgjerrighed, men det var ikke hin store, varme Følelse, der driver en Mand gjennem Kamp og Forsagelse opad mod Magtens Tinde, for at blive en Menneskehedens Velgjører, idet han bruger Magten som et Middel til at gavne og nytte – nei, det var en uædel, selvkjærlig Trang til despotisk at herske, til at se andre bøie sig i Støvet, til at tyrannisere sine Omgivelser og selv føle sig som Imperator.

Alexander, Cæsar, Napoleon var hans Idealer i Historien. Han drømte om store Revolutioner, om oprivende Tids-Storme, der ligesom Orkanen fører Havbundens Indhold op paa Overfladen, skulde løfte ham, Plebeieren, ud af Massen, op mod et eventyrligt stort 98Maal. – Den lille Korsikaner besteg jo tilslut en Verdenstrone…

I hans Fantasier laa Verdener for hans Fod, ja, Konger og Keisere tog Hatten af for – Sverre Pehrsen.

Der var megen barnagtig Forfængelighed i dette.

Som Skolegut morede det ham at skrive Breve til sig selv med denne Udenpaaskrift: «Til hans Excellence, Sverre Pehrsen, Storkors af» etc. Passerede Militærmusiken forbi hans Hjem, sprang han øieblikkelig til det aabne Vindue og gjorde en naadig Bevægelse med Hovedet, eller han slog nedladende ud med Haanden, indbildende sig, at han var en Fyrste eller stor General, der modtog de defilerende Troppers Hyldest. Til andre Tider drømte han, at han sad paa en høi, gylden Trone, omgivet af Landets Store, og at hans strenge Far, hvem han altid tidligere havde maattet underordne sig, nu ydmyg og skjælvende nærmede sig Tronens Fod… Denne Drøm standsede altid med et Spørgsmaal: Skulde han i Mindet om Faderens tidligere Barskhed ublidt støde ham væk, eller burde han være ædelmodig og tilgivende løfte den Gamle op i sine Arme?

Det gik Sverre som de fleste Fantaster. 99De maa slaa af, mere og mere paa sine Fordringer, Dalende ned fra Skyerne med brudte Vinger, er de tilslut glad ved at have fast Jord under Fodsaalen.

I Mangel af en Trone syntes ham nu meget attraaværdig en Minister-Taburet, ja, selv et almindeligt Thingmandssæde fik en viss Dragningskraft for ham. Forberedende sig til en politisk Fremtid var han meget flittig. Sent og tidligt studerede han. Naar Pehrsen ved Midnatstid endnu saa Lampen brænde paa Sønnens Værelse, nikkede han tilfreds: «Hm, af den Gut blir der noget». Og saa begyndte ogsaa Faderen at drømme, men i disse Fremtidsbilleder laa han slet ikke ydmyg ved Sønnens Fødder, tvertimod, det var denne, som kastede sig paa Knæ for Faderen og rørt takkede ham for alt, hvad han havde gjort for ham, for «alle Penge, han havde kostet paa ham».

Sverre havde før sin Afreise fra Norge skrevet en Afhandling om statsretlige Forhold. Det var et Prisskrift. Nu modtog han pludselig Underretningen om, at hans Afhandling var bleven udmærket med Universitetets Guldmedaille.hans Afhandling var bleven udmærket med Universitetets Guldmedaille] Sigurd Ibsen tok doktorgrad som 21-åring i 1882, samme år som Familien Pehrsen ble utgitt. Hans Glæde var stormende. Minister-Taburetten rykked saa forunderligt nær.

Hvordan skulde han meddele Faderen 100denne store Nyhed? Og hvordan vilde vel Gamlingen modtage den? Taalte han en saadan overvældende Fryd? Faderen var korpulent og blodrig; man kunde frygte et Slagtilfælde. Pyt, man dør ikke af Glæde, han vilde dog taale det! Men hvilken Form vilde vel Faderens Lykke og Stolthed – det var jo Pehrsen-Navnet, der blev forherliget – hans glade Taknemmelighed mod Sønnen antage? Vilde han fortumlet falde ham om Halsen, eller vilde han ligesom gamle Geijer, da Sønnen,Sønnen] Erik Gustaf Geijer (1783–1847), svensk forfatter, filosof og komponist den senere store Digter, bragte ham sin prisbelønnede Afhandling, trykke i betydningsfuld Taushed hans Haand mod sit rørte Faderhjerte?

Sverre havde en næsten sygelig Trang til Anerkjendelse, især af Faderen, denne lukkede Mand, der altid nægtede ham den – ialfald i aabent udtalte Ord.

Efter Middagen, ved Kaffeen (da var Pehrsen gemytligst) fortalte Sverre sin Hemmelighed. Han var forlegen og gned den høire Haand ned ad Siden, han stammede, men holdt Øinene hele Tiden stivt fæstede paa Faderen.

Intet, af hvad han haabede, skete. Pehrsen tabte ikke engang Kaffekoppen.

«Se, se!» sagde han roligt og gjorde et 101langt, velbehageligt Drag af Piben. Et Øieblik efter gik han ligesaa rolig ud af Stuen, sandsynligvis for at sove sin Middagssøvn, som han pleiede.

Sverre sad maalløs tilbage. Moderen søgte at trøste ham, men forgjæves. Denne Skuffelse var for stor.

«Du skal ikke forsvare ham, Mama, han er hjerteløs, hjerteløs. Nu ligger han derinde og snorker og har ganske glemt, at jeg er til, og at der er Guldmedailler i Verden. Eller kanske han indbilder sig, at det er ligesaa let at skrive en politisk Afhandling som at skrive ud en Conto-Courant over Tømmer? – Disse Trælasthandlere! – Men jeg vil ikke taale denne Behandling længer, Mama. For hvem anser han mig dog? – Ja, jeg reiser bort, langt bort. Han skal ikke se mig mere».

«Tøv! – Du forstaar ikke din Far, Sverre, det er Feilen. – Du ved, hvor han holder af dig, og hvor han glæder sig over din Fremgang, om han end ikke siger noget. Han er ikke af mange Ord i Følelseskapitlet, det ved du. Men læg Mærke til hans Miner, hans Bevægelser! Den Maade, hvorpaa han førte Piben til Munden, da han fik det at vide, var for mig en hel Historie. Hvor det frydede 102ham i hans inderste Sjæl! Men tale kan han nu engang ikke, slig er hans Karakter. Han har kun Udtryk for sin Vrede og sin Bitterhed, men ikke for sine gode Rørelser, dem maa man gjætte sig til. Tror du ikke, at ogsaa jeg har lidt under dette evige Taushedssystem?»

«Men han er da for Pokker ikke født døvstum», svarede Sverre opfarende. «Hvorfor fik han en Tunge, naar han ikke vil bruge den?»

Han brusede ud af Stuen, ind i sit eget Kammer. Der i Ensomheden hengav han sig til de bitreste Betragtninger.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.