[10]

Han oversaa sin Barndom og Ungdom – og det var alt graat og kjøligt som en Høsttaage. Søsterens milde Skikkelse kastede en gylden Stribe ind i denne graa Væv… Ja, hende holdt han af… Desværre var hun blot hjemme et Par Aar; først drev Sygelighed hende bort, hun skulde behandles af en berømt, fremmed Læge, siden kom hun til den Pariser-Pension, hvor hun fremdeles var. Fredrikke havde følt ligesaa tungt som Broderen det Hjemløse ved deres Hjem og var glad ved at være udenlands saa længe som muligt.

Engang havde han sluttet sig varmt til sin Mor, men han følte nu, at de ikke mere var for hinanden, hvad de engang havde været. Kun naar de slog sig sammen i stridbar 104Enighed ligeoverfor et tyrannisk Overgreb af Pehrsen, blussede der op ligesom noget af deres gamle, kjærlige Forhold.

Fru Pehrsen saa med Smerte, at Sverre «voksed fra hende», hun klagede over, at han blev hende «for positiv» og ikke mere vilde deltage i Gudstjenesten sammen med hende, ligesaa lidt som han var at formaa til at «gaa til Alters». Hun erindrede, ikke uden dyb Vemod, hvordan Sverre som Barn altid havde fulgt hende til Kirken; hans smaa Fingre havde sluttet sig saa ømt og tillidsfuldt om hendes. Undertiden havde han baaret den forgyldte Salmebog for hende.

Fru Pehrsens Hovedinteresser var Romanlæsning og Kirkebesøg. Dette lyder forunderligt, men fandt dog sin Forklaring deri, at begge Dele gav Næring for en ledig, higende Fantasi. Ceremonierne og Musiken i de katholske Kirker tiltalte hende især.

Tænkte Sverre paa Faderen, var det med lignende Følelser, hvormed en fra Skolen Undsluppen mindes en rigtig ond og forhadt Lærer. Ingen Ros, ingen Opmuntring, kun Arbeide, sure Miner, og atter Arbeide.

Han huskede, naar han havde faaet en Udmærkelse i Skolen, hvordan han stolt og hjertebankende sprang hjemover, forud glædende 105sig til Faderens Glæde – og hvordan han da istedetfor den ventede varme Paaskjønnelse modtoges med en Taushed, en isnende, der bragte hans lille Barnehjerte til at staa stille i Brystet. «Har jeg gjort noget Galt, Mama?» spurgte han senere forknyt Moderen. «Sig, hvad det er, at jeg kan rette mig».

Naar han som Liden snublede paa Gulvet og græd over sine Buler, trøstede aldrig Faderen ham, endskjønt han var i Nærheden. Han lod ham rolig «skrige ud». – Aa, hvor skarpt nu Sverre erindrede dette, hvor bittert!

Havde han gjort en gal Guttestreg, bankede ikke Faderen ham. Han spottede ham kun, og Gutten frygtede mere disse satiriske Pidskeslag end den haardeste legemlige Tugt. Tilslut blev han ræd Faderen, han tabte al Fortrolighed til ham, frygtende Kritik. «Blir du sentimental nu?» var jo det stadige Spørgsmaal, hvormed Faderen slukkede som med en kold Douche hver barnlig varm Meddelelse.

Sverre havde været styg som ganske liden. En gul, tør Hud, glansløst sort Haar, skjæve Ben og en Holdning, der var saa sky og klodset, at han saa ud som et lidet Trold. Faderen kaldte ham «Abekatten min», og 106engang i Fuldskab (det var i Fallitens onde Dage) havde Pehrsen taget en Ridepidsk i Haanden og fundet en djævelsk Morskab i at lade det forskræmte Barn hoppe omkring, accompagneret af Ridepidskens truende Smeld. «Dans nu, lille Abekatten min, saa dans for Fanden!» raabte han med en uhyggelig Latter. Gutten sprang omkring med store, forskrækkede Øine, nu og da saa han paa Faderen – hvilket Blik! – ydmygt og tro som den Hunds, der slikker Herrens Haand, selv naar denne mishandler den. Han kunde slet ikke faa ind i sin lille Hjerne, at hin Mand med Ridepidsken i Haanden og det fæle Grin om Læberne var hans Papa.

Men dette Barneminde var Sverres pinligste. Han krympede sig derved som en Aal, der blir levende flaaet.

Sverre voksede til og blev smuk. Haaret fik Glans, Huden Farve og Kroppen rettede sig, rank som et Lys. Faderen blev opmærksom paa ham og ganske stolt, naar Andre roste den lille, vakre Krabat. Og da saa Guttens store Evner glimrede i Skolen (han var altid øverst i Klassen) skete det fulde Omslag i Faderens Sind.

Han holdt af Sønnen og lagde de skjønneste Planer for hans Fremtid.

107Medens Sverre i sit stille Sind holdt Dom over Faderen, var denne «Hjerteløse» beskjæftiget med at tænke kjærligt paa ham. Han havde i slig Hast forladt Salen, blot for at skjule sin store Sindsbevægelse. Alene paa sit Værelse, drev han op og ned, gnidende Hænderne bag Ryggen som han pleiede i glade Situationer. «Den Pokkers Gut – GuldMedaille! Vil man bare se – Pehrsen-Navnet kommer til Ære og Værdighed. Pokkers brav Gut!»

Hurtigt aabnede han sin Skrivepult, søgte og søgte, Hænderne blev mere og mere utaalmodige, en Skuffe med gamle Regninger aabnedes og sloges i igjen, en anden med Vexelblanketter ligesaa, endelig i et lidet, indre Gjemme fandt han, hvad han ledte efter. Han pudsede sine Briller og gik mod Vinduet for bedre at kunne betragte det.

Det var et Portrait af Sverre, taget i de første Studenterdage. Med Duskehuen paa tre Haar og med Øine, der haabefuldt skuede ind i Fremtiden, sad han der, ung, rank, smilende…

Pehrsen saa paa Billedet, længe – længe, han vendte det paa alle Kanter, han betragtede det gjennem den hule Haand, og han holdt det fra sig, saa det fik Perspektiv. Under 108denne Sysselsættelse strøges efterhaanden ud det forgræmmede Træk om hans Mundvig og gav Plads for et lidet, lykkeligt Smil, saa sjeldent hos Pehrsen.

Han drømte – og Sønnen var Helten i denne skinnende Fremtidssaga…

Thi denne Kjøbmandssjæl havde ligesom Skrivepulten inderst inde bag alle de prosaisk praktiske Skuffer sit lille, hemmelige Gjemme, der kunde lignes med en Forelskets, hvor Kotillons-Sløifer og tørrede, endnu duftende Blomster holder en sød Erindring vaagen.

Bag Pengestoltheden, Bitterheden og Arrogancen laa en Følelse vel forvaret, hans Faderkjærlighed, saa meget mere varm, stærk og levende, fordi den var skjult.

Ja, han elskede, underligt nok, med Lidenskab denne Søn, for hvem han kun havde Taushed eller bebreidende Ord…

Pehrsen lagde omhyggelig Portraitet tilbage paa dets Plads, og pludselig, idet han lukkede Billedet inde, fik han en voldsom Længsel efter at se Sønnen, trykke ham mod sit Bryst og sige: «Hvor jeg holder af dig, kjære Barn, hvor jeg er stolt af dig, Gutten min! Du har kun gjort mig Glæde og atter Glæde. Var der noget Lyst og Godt i mit Liv, saa skyldes det dig, Barnet mit!» – 109Men i næste Øieblik skammede han sig over endog at have tænkt dette. Sligt «Føleri» kunde passe sig for et fjollet, sentimentalt Fruentimmer, ikke for ham, der var Mand og Grosserer.

Han stødte Asken ud af sin Pibe og kastede sig paa Sofaen for at tage sin «Middagslur», men idag vilde ikke Søvnen komme – han kunde ikke glemme dette, at hans «velsignede Gut» havde faaet Guldmedaille. Og saa tænkte han paa, at han vilde glæde Sverre ved at forære ham noget, en Kasse med Havanna-Cigarer f. Ex.

Men hele Ugen derefter talte ikke Sverre med Faderen, og mødte han ham udenfor Huset, slog han ind paa en anden Vei. Pehrsen forstod ikke dette. «Hvorfor mon Gutten er saa sturen?» tænkte han. «Har jeg gjort ham noget?»

Men Cigarkassen glemte han rent at forære ham.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.