[14]

Dagmar var født i Jylland. Hendes Forældre var Bønder. Da hun viste sig at være et opvakt Barn, der snart lærte at læse og skrive, blev hun af Faderen sendt til den nærliggende Kjøbstad for at tage Tjeneste der, istedetfor at blive ude paa Landet og passe Gjæssene for Herskabet.

Dagmar (dette Navn skyldte hun Godsets romantiske Frue) kom i Boden hos en liden Kræmmer, men da hun istedetfor at sælge Papir og Blyanter til de faa Kunder, selv brugte disse Varer op, idet hun paa Papiret klorede op allehaande Tegninger, alt, hvad hun havde seet i sit unge Liv, Herregaardens Gjæs, Kjørene, den lille Landsbykirke, Skog-Stenterne, den tykke Degn, Træerne 143udenfor Butikken, Kunderne, de gamle, vraltende Madammer som de unge Piger og Skoledrengene, og tilslut endog fordristede sig til at karikere Principalens smørfede, kuglerunde Ansigt, blev hun af denne, under mange Skjeldsord, sat paa Porten.

Det var Sommer. Med sin lille Bylt og sine Tegninger i Haanden sneg Barnet sig ud af Staden, og vandrede langsomt hjemover langs den øde Hede. Ak, hvad vilde den strenge Far sige? Hun var bange for at møde ham – han slog hende sikkert ihjel –

Hun satte sig ned i Lyngen og græd. Den synkende Sol gyldnede de violette Lyngtoppe, og Hedelærken kvidrede. Men Barnet græd endnu stærkere. Hun kunde slet ikke forstaa, hvorfor hun var jaget bort, og endnu mindre sin ubændige Lyst til at ødelægge alt Principalens Papir, ved at kradse paa det. Mon ikke en ond Aand var faret i hende? Hun erindrede de religiøse Formaninger, Degnen havde givet hende med paa Vejen, da hun drog hjemmefra, og hun begyndte at drømme stygt om Synd og evig Fordømmelse.

Det knarrede i Sand-Veien. En elegant Reisevogn fo’r forbi. Den gamle, fine Dame, som sad i den, befalede Kusken at standse. Hun steg ud og nærmede sig venligt det 144hulkende Barn. «Hvad fejler du, min kjære, lille Pige?»

Dagmar fortalte hende, afbrudt af Graad, alt, og rakte hende sine Blyantstegninger. «Men du er jo begavet», raabte Damen, en ligesaa rig som godgjørende Godsbesidderske, bekjendt i hele Danmark for sin Iver efter at «opdage Talenter». – «Disse Tegninger er udmærkede! – Og ingen har lært dig det, siger du? – Natur-Geni! – Et virkeligt Natur-Geni! –Tør dine Øjne, kjære Barn, du skal følge med mig til Kjøbenhavn, der kan du male og tegne hele Dagen, saameget du vil. – Med dine Forældre skal jeg nok affinde mig».

Hvad saa fulgte, er let at sige. I Hovedstaden kom Dagmar paa en bekjendt Professors Atelier, nød hans ypperlige Vejledning flere Aar, fik ved Siden af en god Skole-Opdragelse; Aarene gik, hun arbejdede paa egen Haand, og indførtes tilslut af sin Velgjørerinde i Kjøbenhavns bedste Familier. Overalt var hun en hædret Gjæst, hendes Rygte var ligesaa rent som hendes Talent stort. Et glimrende Billede, udstillet paa Charlottenborg, og enstemmig beundret af Kritiken, gav den unge Pige pludselig Navn. Siden fik hun et større Stipendium, der satte hende i Stand 145til at opholde sig i Rom og der studere videre. –

– Dagmar er ene i sit Studie. Hendes Yndling, den hvide Angorakat, dovner sig paa sin Pude. Det er tidlig Morgen, Lyset falder graat og koldt ind i Værelset. Himlen er skyet, man kunde tro, det regnede, men det er kun Sciroccoen,Sciroccoen] trykkende middelhavsvind (se beskrivelse på s. 310) som ligger i Luften. Dagmar følte den straks, hun løftede Hovedet fra Puden. Denne Tyngde i alle Lemmer, denne slæbende Mathed!

I slige Sciroccodage kan hun slet ikke arbeide, saa nervøs blir hun. Frem og tilbage vandrer hun mellem sine Billeder (at sidde rolig er hende en Umulighed) uden at røre ved dem. Hun er klædt i en lang, lys, folderig Morgenkjole, der holdes sammen om Livet af en rød Silkesnor med lange Kvaster. Det brune Haar falder skjødesløst, uordnet ned over Skuldrene, og hun ser blegere ud end sædvanlig.

Denne Nat har hun ogsaa vaaget … Altid de samme, pinende Tanker!

Den hvide Kat ser paa sin Herskerinde med blinkende Øine som om den forstod hendes Kummer, og for at vække hendes Opmærksomhed, stryger den sig mjauende op efter hende. Hun tar den paa sine Arme og 146kjærtegner den mekanisk. Denne regelmæssige Bevægelse formindsker hendes Nervøsitet, og Katten snurrer veltilfreds.

Hun sætter den fra sig og gaar hen i en Krog af Studiet som om hun søgte noget … Hun finder det og tar det dog ikke … Ja, hvorfor skulde hun ikke se paa det?

Gjemt bag nogle gamle Malerier staar et Lærred, hvorpaa med Kul er tegnet et Mandsportrait.

Endelig henter hun Lærredet frem og stiller det paa Staffeliet, midt i Lyset fra Vinduet. Selv tar hun Plads paa en lav Skammel ved Staffeliets Fod, Morgenkjolen breder sig som i Bølger rundt om hende, og Haaret vælter sig ned over Ryggen som et mørkt Slør. Med Hænderne foldede om Knæet, med Brynene tanketungt sammentrukne, ganske hensunken i sin Smerte, betragter hun Billedet …

Jo, det lignede ham … Det var hans smaa, noget skjævtliggende Øjne, hans Mund formet til et Smil, hans lave Pande – lav og dog skjøn som paa de græske Statuer – – – O, hvorfor havde denne fremmede Mand til hendes Ulykke faaet slig Magt over hende?

Pludselig rejste hun sig, greb Kulstiften 147og ændrede Billedet, idet hun idealiserede det. Hun gav det en Karakter, en Alvorets Højhed, som Originalen aldrig havde ejet. Brynene fik en bestemtere, energisk Bue, det smilende Drag af Svaghed om Læben tog hun bort, Panden høinede hun og gav den mere Kraft.

Saa viskede hun hele Stadsen ud. – Hvilken Dumhed at ville give Guds Værk i forbedret Udgave, at ville gjøre Vorherres Gjerning om igjen … Slig som han var, i al sin straalende Karakterløshed var han skjønnest. Hun vilde ikke have ham anderledes. – Var ikke hans Feil ogsaa en Del af hans Selv?

Hun begyndte at tegne Portraitet op igjen i dets tidligere Skikkelse, saa svigtede Kræfterne hende, den lammende Scirocco-Tyngde gled over hende, hun sank ned paa sin gamle Plads paa Skammelen, Hænderne sluttende om Knæet. Hun grundede over en ældgammel Gaade, hvorover saa mangen Kvinde har brudt sin Hjerne itu, og hendes Hoved sank imidlertid dybere og dybere ned mod Brystet …

Hvordan opstaar egentlig Kjærligheden? Hvorfor netop denne Mand blandt alle Verdens Millioner? – Nei, man har intet selvstændigt 148Valg … høie, usynlige Magter, dunkle Naturkræfter vælger for Menneskebarnet … Hvor ufri staar ikke Villien, den stakkels Villie, ligeoverfor hin urandsagelige Følelse, som kommer mægtigt og ukaldet lig Lynet, der slaar ned paa en klar Sommerdag, – som Stormen, der uventet oprører hele Naturen, knusende Sjøens Spejlflade, hvor stille Stjerner nys bundede, knugende det unge Træ midt i dets Vaardrøm mod Jorden, og slyngende Blomsterstøvet befrugtende udover …

Under sit Ophold i Kjøbenhavn havde hun levet i en Kreds, hvor alle Landets Stormænd samledes. Der var Digtere, Politikere, Kunstnere, berømte Gjennemreisende fra alle Egne. Og flere af disse Mænd eiede foruden Ryets Glorie ogsaa Ungdommens Ild og Skjønhedens Adelsbrev. Men Ingen af dem alle havde dog formaaet at røre dette stolte Jomfruhjerte, Ingen havde bragt hende til at sitre af Fryd ved et Blik, af Angst ved en streng Mine, af Fortvivlelse ved et flygtende Fodtrin, hun var forbleven kold som det Staffeli, hvorved hun arbeidede – og saa kom han, denne unge, ubetydelige Æsthetiker …

Hun fattede det ikke. Hun følte sig hendragen til ham fra første Møde.

149De gamle, danske Kjæmpeviser, man havde sunget for hende som Barn og hvor Elskovens ubegribelige Magt tillægges Runer og Trylledrikke, kom hende pludselig isinde. Nu først syntes hun, at hun Forstod Visernes dybe Betydning … Ja, hvilken Trolddom er farligere, hvilket Runesprog uløseligere end Elskoven? Den er mystisk som den hellige Bogs Aabenbaringer og har forvildende Løngange som en Labyrinth …

Ubetydelig sagde de, at han var. – Nogle kaldte ham aandløs, Frasemager, og paastod, at hans Konversation kun var en Blanding af rethoriske Smigrerier og gamle Citater, laante hos bekjendte Digtere … Men hvad nyttede dette hende? Maaske det var sandt? Men varmer Solen mindre, fordi der drager nogle Skyer over den? … I hendes Øine var han den betydeligste Mand, fordi han var den Eneste, – den Første, der havde magtet at skabe et sitrende Strengespil af hendes døde Hjerte, et Strengespil, der under hans Herskerhaand vekslende klagede og jublede og skreg vildt, men som dog, trods al Disharmoni, vedblev at være Musik, Livets levende Tone …

I denne hans Tale, som kjedede andre, fandt hun Aand og Poesi … Hun vilde heller 150sidde med lukkede Øine og lytte til ham end læse Verdens største Digterværk …

Mændene var misundelige paa ham, det var Sagen … Jo, han havde baade Kundskaber og Forstand. – Hun vidste, at en anseet Lærerpost, som man ikke gav den Første, den Bedste, stod ham aaben, naar han vendte tilbage til Upsala – –

Men hvad besad dog den lille Fru Berner forud for hende, at hun slig kunde daare ham? Koketteri? – Men til at bruge slige ufine Vaaben var hun selv for stolt – hun havde aldrig formaaet at hykle, at smigre, hverken i sin Kunst eller i sit Liv …

Hovedet var nu ganske sunket ned mod hendes Knæ. Som et Sørgeklæde bredede det lange, mørke Haar sig udover den sammenkrøbne Skikkelse. Taarerne kunde nu ikke mere trænges tilbage … Hun græd, græd længe og bitterligt …

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.