Familien Pehrsen

av John Paulsen

[15]

Det bankede. Døren sloges op, og inden Dagmar kunde tørre sine Øine, og fjerne Billedet, stod Fru Berner ved hendes Side, klædt i et broget Vaar-Toilette, og med en Violbuket i Brystet.

«Men jeg tror virkelig, De græder, Frøken Lunde! – Hvad er iveien?» – Hun trak sine gule Handsker hurtigt af. «Gud, er det ikke Rosenius!» – Hun pegede paa Portraitet. «Skal De male ham? En Bestilling maaske?»

«De tar feil. Det er Skitsen efter en Model». – Og Dagmar flyttede Billedet væk. «Men vil De ikke ta’ Plads? Her finder De desværre alt i Uorden».

«Nei, Tak, jeg maa straks gaa igjen. Jeg skal i Vatikanet. Gaar De med? – Men Deres Øine er virkelig røde!»

152«Jeg er lidt uvel. Denne Scirocco! De ved, jeg taaler den ikke».

«Ja, den er ogsaa slem! – Gud, hvor jeg morede mig Lørdagsaften i ‘Foreningen’. Har De hørt, at vi siden – det var efter Kl. 12 – kjørte ud til Peterskirken for at høre den ‘sukke’. – Det var Rosenius’ Idée. Den sukker virkelig, det gamle Skrog, det er ganske gyseligt at høre, hvor det knager og stønner i Murene. – Men den, der sukkede mest, var Rosenius. – Han blev ganske sentimental og vilde partoutpartout] (fr.) for enhver pris ha’ en af de rosenrøde Sløifer paa min Kjole. Kan De forstaa, hvorfor alle Mandfolk er saa gal efter mig? Jeg undrer mig virkelig derover» –

Hun lo høit som et Barn, og rettede paa Viol-Buketten.

«Ja, der er ogsaa andre, som undrer sig over det», svarede Dagmar.

Fru Berner saa lynsnart paa hende. Den bebreidende Taare kom dog ikke frem. Disse graadfulde, bedrøvede Øiekast ødslede hun overhovedet aldrig paa sit eget Kjøn; hun vidste, hvor lidet de der nyttede. Men det forlorent Barnlige svandt ganske af hendes Træk, idet hun mistænksomt mønstrede sin Landsmandinde.

«Hvad mener De dermed?»

153«Aa, intet – Fru Berner! – Vor Opfatning af mange Ting er kun saa forskjellig».

«Ja, De er sikkert klogere end jeg, jeg blir evindelig det samme lille Tossehoved – jeg er saa ‘naiv’, siger mine Veninder. – Apropos, Rosenius talte ogsaa om Dem».

Dagmar vendte instinktmæssig Hovedet tilside, saa at ikke Fru Berner kunde udspejde hendes Bevægelse.

«Han fandt, at der var noget storslagent ved Dem» – hun kastede med det samme et ironisk Sideblik paa Dagmars høje Figur. «Ja, netop det Udtryk brugte han – Storslagen! – De mindede ham om en Sagakvinde – Gud, er ikke det komisk! – Da foretrækker jeg at være en liden Kjøbenhavnerinde, som jeg er. – Jeg gider ikke engang læse Sagaerne, de er, min Skam, saa kedelige».

Dagmar taug. Fru Berner hoppede om mellem Billederne; der var noget af en rastløs Fugl ved hendes Bevægelser.

«Gud, jeg glemmer at fortælle det Morsomste. – Igaaraftes spiste vi i ‘Falcone’ – aa, hvilke deilige Trøfler! – og alle lo af Digtet. – Skram og den unge Pehrsen var ogsaa tilstede. – Ja, De maa vide, at det 154gale Menneske har skrevet et Digt til mig; jeg læste det op for de Andre. Selv var han der naturligvis ikke. Skram – det er en nydelig Mand forresten – fandt det især saa kosteligt, han fik aldeles Mavevrid af Latter. – Gud, hvor dumme Mændene kan være! – Tænk, han kalder mig en ‘Solskins-Regn’‘Solskins-Regn’] rettet fra: ‘Solskins-Regn (trykkfeil) – hahaha! – og et andet Sted for en ‘Aprilshimmel’. Bare han ikke selv blir narret April. – Hahaha!»

«Jeg forstaar Dem ikke rigtigt – De har modtaget et Digt? Af hvem?»

«Af Rosenius naturligvis – han er jo Poet – af hvem ellers. – Han er forliebt i mig opover Ørene. – Har De ikke mærket det?»

«Og en slig Bekjendelse – der var bestemt udelukkende for Dem – profanerer De ved at lade et helt fremmed Selskab høre den. – Saaledes at prisgive hans Følelse, gjøre den latterlig – Fy!»

«Jeg er nu engang ikke saa romantisk af mig, som De, bedste Frøken Lunde. – De læser sandsynligvis endnu Ingemann.Ingemann] Bernhard Severin Ingemann (1789–1861), dansk romantisk forfatter – Nei, naar man har været gift, som jeg, faar man andre Tanker om Livet. – Man tar Mændene for, hvad de virkelig ere, nogle – Noksagt. 155Hvorfor skriver han ogsaa slige Galskaber? Har jeg opfordret ham dertil? – Nu skal De selv høre» – hun tog et Papir op af Lommen. «Her er det kostbare Dokument – bare jeg nu kunde læse Svensk rigtigt!»

«Hvar gång jag skådar i ditt öga blå,
som ler i gråt, en himmel i April,
Shakespeares Cordelia jag minnas må,
hvars blickar var som solskensregnet mild».

«Nok!» sagde Dagmar, og hendes Stemme skalv hørligt, men Fru Berner fortsatte dog Læsningen; hun vilde tilbunds ærgre denne hovmodige Malerinde, hvis Tilbøielighed for Rosenius hun længst havde opdaget.

«Som den berömda dottren af Kung Lear,
du är så skön, så blond, så barnasöt» –

«Men De er vist upasselig, Frøken Lunde – De blir ganske graa i Ansigtet. Skal jeg hente Dem et Glas Vand?»

Hun gjemte Digtet. At «ærgre» Dagmar mere, var overflødigt. Stødet havde rammet sikkert og godt.

«Nei, vist ikke … Det er, som sagt, Sciroccoen … denne kvælende Luft. – Jeg har været uvel den hele Morgen …» Hun 156aabnede Vinduet for at aande lettere og ikke besvime.

«Ja, det ser man virkelig paa Dem. – Et Glas Limonade burde De ialfald ta’. – Det vil gjøre Dem godt».

«Men jeg tør ikke opholde Dem længere, Fru Berner … De skulde jo i Vatikanet, og jeg maa til mit Arbeide. Farvel!»

Fru Berner imponeredes af den fornemme Ro, hvormed den unge Pige forstod at dølge sin Krænkelse. Det angrede hende, at hun var gaaet for vidt.

«Adieu da! – De vil ikke række mig Haanden? – Naa, vi er lige gode Venner for det. – Anstreng Dem nu ikke for meget. – Det er virkelig kjøligt her paa Deres Atelier. – Faa for Guds Skyld ikke Typhus! – Den grasserer stygt i Rom nu, ved De. – Igaar døde to af mine tyske Bekjendte. – Vi sees vel iaften i ‘Genio’. – Maden er forresten væmmelig der. – En Dag fandt jeg en Edderkop i Salaten – Uh! – Men der havde jeg nær glemt min Handske. – Adieu! – Er det ikke en nydelig gul Farve? – Kronprinsesse Margherita bærer altid denne Kulør. – Men den passer ikke rigtig til min Kjole, hvad? …»

Plaprende og dansende fløi Fruen ud ad 157Døren – men Dagmar stod tilbage, ubevægelig som en Statue.

Saa fór hun op af sine tunge Drømmerier, hun hentede en Kniv og skar med sammenbidt Mund en stor Flænge i Rosenius’ paabegyndte Portrait.

Aldrig, aldrig mere vilde hun se ham.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Familien Pehrsen

John Paulsens roman Familien Pehrsen kom ut i 1882 og ble fra start oppfattet som en dårlig fordekt og fordreid framstilling av Henrik Ibsen og hans familie. Ibsen-koblingen gjør romanen så interessant at den må regnes som selve kroneksempelet på sjangeren nøkkelroman her til lands.

Familien Pehrsen består av grosserer Pehrsen, som skildres som en som gjør sitt ytterste for å nå høyere sosiale lag og som suger til seg all heder som han tror kommer hans vei, hans sønn Sverre, med «Napoleon-kompleks», og hans kone Sofie, «en liden, svagelig Dame med et Par store, mørke, forgrædte Øine i det blege, udtærede Ansigt».

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1882 (nb.no)

Les mer..

Om John Paulsen

I sin samtid var John Paulsen en anerkjent forfatter, men i den grad han huskes i dag er det nok enten for nøkkelromanen Familien Pehrsen eller for sine nedskrevne erindringer om mange av datidens kjente personer.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.