[17]

Lyder von Brinkmann, eller som han selv kaldte sig Lyder Brinkman, var Ætling af en over Danmark indvandret tydsk Adelsfamilie. I flere Aarhundreder havde Slægten boet i Norge, uden at modtage et nationalere Præg eller føle en større Interesse for deres nye Fædreland. Søn efter Far havde været Embedsmænd, alle i høie Stillinger, nogle havde endog staaet Kongen og Hoffet personlig nær.

De betragtede sig selv som Dannelsens Missionærer i en raa Nybygd, som Repræsentanter for den fremmede Kultur mellem en Flok Vilde.

«Ach, disse Bønder», sagde Lyders Bedstefar, den gamle General-Krigscommissair, sukkende, naar han talte om Normændene, «de ingenting forstaa – de sig aldrig bukke – 175aldrig kysse min Haand. Umuligt en Opvarter eller Lakei af dem at gjøre – stive, stolte – mangle al Education».

Han tog sig med et nyt Suk en Pris af sin Skildpaddedaase, den gamle, fine Herre med Kniplingsmanchetterne og Kalvekrydset, hvori den blinkende Diamantnaal. Og saa fordybede han sig i et Bind af Voltaire eller Diderot.

Thi der var Sands for Læsning og Literatur i denne Familie, men det var kun franske eller tydske Skribenter, man valgte. At Norden havde noget at byde paa i denne Henseende lod ikke Familien til at have ringeste Anelse om. En af Lyders Onkler, der i sin Ungdom studerede i Heidelberg, havde endog udmærket sig ved at skrive (paa tydsk) og lade trykke en videnskabelig Afhandling.

Lyders Far, Amtmanden, en stiv, formel Herre, med meget Hjertelag bag det konventionelle Ydre, havde giftet sig med en norsk Dame. Han var den Første af Familien, som gjorde dette, de Øvrige havde i sit Valg af Hustru gaaet til Udlandet. Dog, Norskheden var hos Lyders Mor mere «i Klæderne skaaret, end i Sindet baaret». Hun tilhørte en af disse indvandrede Ætter, hvis bedste Erindringer var i Danmark eller Holstein. Hun 176følte ligesom sin Mand «en sand Horreur» for alt «det Raa og Bondske» hos sine Landsmænd.

Lyder havde flere Søstre og Brødre, der, stille og artige, opførte sig ganske til Forældrenes Tilfredshed, hvorimod Lyder allerede som liden Gut ærgrede og uroede dem ved at være «anderledes end alle andre». Om Sommeren, naar de boede paa Landstedet, legte han uafbrudt med Bønderbørnene, hvad der strengelig var ham forbudt, og istedetfor det fine, korrekte Bogsprog, blandet med Fransk, som Moderen talte, kom han med Ord, haarde og klingende, som hun ikke forstod, men som mindede hende om Tjenernes Snak, naar de larmede ude i Drengekammeret.

«Gud forbarme sig, tror jeg ikke, han taler Bondemaal!» raabte hun ved en slig Leilighed, og var nær ved at daane. Og Faderen betragtede ham hovedrystende. Hvad skulde der blive af et Barn, der var saa lidet lig ham selv? Et Svane-Par, der pludselig opdager en Ælling mellem sin stolte Yngel, kunde ikke blive mere forundret end disse aristokratiske Forældre ved at følge Lyders Udvikling.

Han var dem stik modsat i alt.

Kom der Gjæster til Landstedet, og 177Børnene skulde forestilles, var Lyder aldrig at finde. Han var gaaet tilfjelds med Gjætergutten eller tilskogs med Per Skytte. Eller han sad inde paa en Bondegaard og hørte, hvor det gamle Lægdslem, en tidligere Spillemand, fortalte Rægler og Eventyr. Kom han endelig slentrende hjem, var det i en forreven og smudsig Tilstand, hans Sko var itu, hans Bukser hullede, hans Haar stod som Børster, man skulde tro, det aldrig havde kjendt en Kams Herredømme. Moderen paastod, at han «lugtede af Fjøs og Stald», og slog en hel Flaske Eau de Cologne over ham, inden hun slap ham ind i Salen til Gjæsterne.

At ride paa usadlede Heste, at svømme gjennem Elven, hvor den var stridest, at tage Ryggetag med Bondegutterne, at bestige de utilgjængeligste Fjeldtoppe, alt dette lærte Lyder af sig selv. Derimod var det en Umulighed for Moderen at give ham «en Smule air», hvormeget hun end exercerede med ham. At bukke sig pent og træde smukt ind en Dør forstod han ikke, at klimpre paa Piano som sine Sødskende vilde han slet ikke lære, af Dansemesteren, der skulde indvie ham i Francaisens Ture, gjorde han Nar, for at bære Handsker havde han en ren Afsky (hans Hænder var store og røde som en Kokkepiges, 178klagede Moderen), og de franske Bøger, Bedstefaderen forærede ham, kastede han bort. Folkeeventyrene eller den gamle Spillemands Historier var ham tusinde Gange kjærere.

Som en vild, uvorren Plante skjød han op midt i dette tamme, veldresserede, af en fremmed Dannelse prægede Hjem. En balstyrig, hjertevarm, uopdragen Gut, der elskedes af Folkene paa Gaarden (de kaldte ham, betegnende nok, «han Lyder»), hvorimod han var en Gjenstand for sine Forældres og Sødskendes bitre Kritik.

Mod sin Villie maatte han gjennemgaa en Latinskole, men hans Ønske var at forblive paa Landet og uddanne sig som Agronom. Hvormange Gange forbandede han ikke hine gamle romerske og græske Forfattere, som han maatte læse, fængslet paa sit Kammer, mens den grønne Skog og den blaa Himmel lokkede derude!

Saa kom Mærkedagen i hans Liv. En Bog bestemte hans Skjæbne. Han kunde den gang være en fjorten Aar gammel.

At denne Bog, der var af hjemlig Oprindelse, var kommet ind i hans Drivhushjem, der holdt sig strengt lukket mod alle norske Strømninger, var ogsaa forunderligt. Husjomfruen havde kjøbt den og laant den til den bondefødte 179Stuepige, og fra denne havde Lyder kapret den.

Men «Synnøve Solbakken» var Bogens Navn.

Det var en af de første Vaardage med Solluft og drivende Skyer – aa, hvor godt han erindrede det! – og han sad paa sit Kammer ved det aabne Vindue med Lindetræerne og læste, som han aldrig før havde læst – i Smil, i Taarer, med bankende Hjerte. Nei, hvad var dog dette for noget? Saa nyt og skjønt, saa nyt og dog saa underligt gammelt og kjært! … Den gamle Spillemands Historier, hans Sommerliv i Mark og Skog, hans Besøg i Bondebrylluper, hele hans Samliv med Folket, alt fandt han her igjen ligesom forklaret, og tusinde gode, kjære Ting, han havde tænkt, men aldrig fundet Ord for, vendte her tilbage som i Klangen af fuldtonende Lurer …

Han læste Bogen ud i et Drag og følte sig som beruset. Det var Nationalitetens Trylledrik med hele dens styrkende Sødme, man her for første Gang havde budt ham, han Stakkel, der var indsnørt i en fremmed Kultur og blind af Klassicismens Støvskyer.

Kammeret blev ham med et saa snevert, han fik ikke Luft trods de aabne Vinduer, 180hans Bryst svulmede og udvidede sig, som vilde det sprænges – han maatte ud, ud …

Som en Gal løb han gjennem Gaderne og standsede først, da han var udenfor Byen, ud i det aabne Land med dets grønne Enge, dets Birke, som dryppede af de Saar, Børnene havde tilføiet dem, de smaa Bønderhytter og den blaa Fjord i Fjernet.

Her følte han sig hjemme.

Han saa udover den herlige Natur, han favnede med sit Blik Fjorden, Fjeldet, Dalen, det var ham, som om han første Gang med fuld Bevidsthed tog Hjem-Naturen til Eie og lagde den ind mod sit ømtbævende Hjerte, idet han jublende raabte: «Det er mit, det er mit, altsammen, Fjeldet og Fjorden, det er mit! Disse Bønder, som arbeider der paa Markerne, de er mine – de er mine Brødre – mit Folk. Jeg staar ikke mere alene – jeg er et Led af noget større. Jeg tilhører nogen – et Land, som var stort og atter kan blive det – og dette Land har Faderens Krav paa mig. Vi har en Historie, en Fortid, en Fremtid. Aa, hvor jeg er lykkelig, at jeg er født her, her i Norge».

Al den Fædrenelandskjærlighed, som hans Slægt havde fornægtet, al den Takskyld, de aldrig havde ydet det lille, afsidesliggende 181Land, som dog i Generationer havde givet dem Ly og Læ og Formue, brød nu frem som en længe tilbageholdt Strøm hos Lyder, Slægtens yngste Skud.

Han vilde ligesom betale og sone for dem alle.

Saften rislede ikke fyrigere i Birkens beskaarne Stammer end Blodet gjennem Lyders unge Aarer i dette Øieblik. Overstrømmende af glad Taknemmelighed brusede det. Han løb op igjennem Dalen, han løb, til han ikke kunde mere, nydende Naturens Vaar og sin egen Ungdom, hele sin gjorte, fagre Opdagelse. Og saa gik han ind i Birkekrattet, og exalteret, begeistret, som kun en romantisk Skolegut kan være det, blottede han sin høire Arm, skar med Lommekniven i den, saa Blodet piblede frem, og med dette sit eget røde, dampende Blod tegnede han saa med et vellystigt Smil paa den hvideste Birkestamme et Navn, berømt og elsket over hele Norden, et Digternavn, hvori et Rovdyrs vilde Kraft og et Himmellegemes ømme Blidhed vidunderligt formæler sig …

Men fra denne Dag gik det slettere med Lyders klassiske Studier, hvorimod han til Gjengjæld fordybede sig saa meget ivrigere i Munchs «Det norske Folks Historie» og i de 182gamle Sagaer. Kammeraterne gjorde Nar af ham og kaldte ham en «norsk Normand». Han balte sig frem til Examen (han fik et non),non] laveste ståkarakter og Studenterlivets Friskhed forsonede ham nu noget med den tidligere Skoletids Tvang. Han drømte, skrev ismug Digte, beundrede og sværmede som hundrede andre Studenter, for hvem Russe-Aaret med dets dolce far nientedolce far niente] (it.) behagelige lediggang ligger som en grøn Lystplet ved Indgangen til Brødstudiets og et senere Embedsmandslivs ørkenagtige Tørhed.

Faderen vilde, at han skulde vælge en diplomatisk Stilling; han havde gode Forbindelser i Stockholm og tvivlede ikke om, at Lyder vilde «pousseres»pousseres] (fr.) hjelpes frem frem ligesom hans Sødskende. Broderen var jo allerede Bureauchef, Søsteren Hortense havde fungeret som Hofdame. Men her mødte Faderen en bestemt, forud overveiet Modstand.

«Jeg vil leve og arbeide for Folket», sagde Lyder.

«Ingen Fraser! – Hvad mener du? Hvad vil du bli’?»

«Skolelærer!» lød det lakoniske Svar.

Den fornemme Amtmand tumlede tilbage, som om han havde faaet et Slag. Hans Søn, en født von Brinkmann, Skolelærer, og det ovenikjøbet Lærer for Bønder!

183Men her gjaldt hverken Bønner eller Trudsler. Med en urokkelig Seighed, der mere mindede om vore Bønders eiendommelige Karakter end om «fin Oprindelse», holdt Lyder paa sit Forsæt. Det kom til Brud mellem Far og Søn. Lyder forstødtes. For en Bonde-Lærer var der ingen Plads i Faderens elegante Hus. Han sendte Sønnen hverken Brev eller Penge. I et Aar maatte Lyder leve, som han bedst kunde, han var Afskriver paa et Sagførerkontor, han gav InformationerInformationer] privattimer i Oldnorsk, han skrev Smaating i Vers og Prosa for et Blad paa Landsmaalet – undertiden frøs og sultede han, dog hans sunde, taalmodige Sind hjalp ham ud over alt. Midt i Ensomheden og Lidelsen slap han aldrig sit store Maal afsyne. I Stilhed uddannede han sig til en Folkelærers, en Opdragers ansvarsfulde Opgave.

Saa døde Moderen; i den fælles Sorg over hende forsonedes han og Faderen, denne hovmodige, men hjertensvarme Fader, der igrunden elskede sin Søn høit og havde lidt mere ved Skilsmissen end denne.

Moderen efterlod ham en liden Formue, og for denne realiserede han straks sin første Ungdoms Drøm, han byggede en Folkehøiskole og det i en Del af Landet, hvor der var mest 184Offer ved at gjøre dette, i en naturskjøn, men ensom og forsømt Bygd, hvis Bønder betragtede al Lærdom og Oplysning, foruden Biblens, som et Djævelens Værk.

Men hans nuværende lille Reise til Rom skulde være ham ligesom en Indvielse til hans fremtidige Arbeidsliv i Folkets Tjeneste. Han vilde eie en Skat af store Minder til at tære paa derhjemme i Bygdens Afsluttethed.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.