[19]

Vore Bekjendte, Pehrsens og Storms, skulde foretage en ny Udflugt sammen, med Lyder og Skram som Anførere. Maalet gjaldt denne Gang Cæcilia Metellas Grav.Cæcilia Metellas Grav] Mausoleum ved Via Appia utenfor Roma, bygget i første århundre f.Kr. og gjort om til en borg i middelalderen. Cecilia Metella var giftet inn i den kjente Crassius-familien. Lyder var gaaet i Forbøn hos Andrea for Sverre; denne havde ydermere tilskrevet hende en forvirret, skruet Billet, som hun var naadig nok til at tage for god Vare.

Hun talte dog ikke med Sverre den første Del af den appiske Vei, som de passerede, tilligemed de gamle Grave, som der findes.

Andrea havde bedet Dagmar, hvis Studie hun flere Gange havde besøgt, og for hvem hun havde fattet et sandt Venskab, om at deltage i Turen, men Dagmar havde undskyldt sig med Ildebefindende. Hun saa ogsaa bleg og melankolsk ud. Fru Berner og Rosenius var efter Forlydende reist sammen til FrascatiFrascati] by to mil sørøst for Roma, et populært reisemål for rike romere. Henrik Ibsen bodde her sommeren 1866. 192for der at tilbringe et Par Dage i den herligt beliggende Villa Falconieri. Man sagde, at Rosenius nu havde brudt med sin «fästmö» og vundet en ny i den lille, blonde Enke.

Vort Selskab standsede et Øieblik for at se den lille Kirke «Domine quo vadis». Da Fru Storm spurgte, hvoraf Kirken havde faaet dette Navn, vendte Pehrsen sig straks til Sverre, af hvem han myndig forlangte Oplysninger.

I en Tone, hvori der endnu var nogle Rester tilbage af den tidligere Skoleguts Remsen, fortalte Sverre aandeløst (det var, som om han ikke hurtigt nok kunde imødekomme Faderen), at Legenden vilde vide, at Petrus her, da han flyede Martyrdøden, mødte Kristus, og paa sit Spørgsmaal: «Domine, quo vadis?»Domine, quo vadis?] (lat.) Hvor går du, Herre? fik af Kristus Svaret: «Venio iterum crucifegi»,Venio iterum crucifegi] (lat.) jeg går for å la meg korsfestes på ny et Svar, der beskjæmmede Petrus i den Grad, at han uopholdelig vendte tilbage til Rom.

Pehrsen saa paa Sønnen med synlig Stolthed. De latinske Ord havde han ikke forstaaet, men det kunde ogsaa være det samme. Hovedsagen var, at de imponerede Damerne.

«Har du mærket, at den gamle Nar altid bruger Sverre som Konversations-Lexicon», hviskede Skram til Lyder. «Naa, han vil ha’ 193Valuta for de Skolepenge, han har kostet paa Krabaten! Disse Grossereres Valgsprog blir dog altid: do ut des».do ut des] (lat.) jeg gir, for at du skal gi

«Nei, nu maa du ikke kritisere for meget», bad Lyder, ellers gaar vor Fornøielse Pokker i Vold».

Sverre benyttede sig af Situationen til at nærme sig Andrea, der stod ene. Selskabet spadserede videre, og Sverre gik nu sammen med Andrea istedetfor Lyder, over hvem Skram fremdeles udøste sit gnavne Lune.

Sverre var klog nok til ikke at berøre Historien med Digtet. Her at gjøre en ny Undskyldning vilde være det samme som at rode op i en Skarndynge, den stinker kun mere.

Efter at han i flere Minutter havde gaaet taus ved hendes Side, sagde han pludselig med et Suk, der kom ligesom uvilkaarligt:

«Aa, hvor jeg er ulykkelig!»

Hun saa flygtigt og tvivlende paa ham. Han var klædt i en lysegraa Vaardragt med rødt Slips og lyse Handsker. Denne brogede Dragt passede vel til hans brune Hud og sorte Øine.

«Ja, jeg er virkelig ulykkelig», gjentog han og slog med sin tynde Spadserestok efter Veiens Smaabuske. Der var nogen Affectation 194og en Smule Sandhed i dette ungdommelige Udbrud. Ved Siden af den store Lyst til at spille den Interessante, ikke usædvanlig hos unge Mennesker, følte han en virkelig Modløshed ved at erindre sit triste Hjem, ved at se Faderen, der stum og gravitetisk gik foran ham, denne Far, der nys havde behandlet ham som en Skoledreng ved at kræve en Lektie af ham.

«Det tror jeg ikke», svarede hun, og han skvat næsten op ved at høre, hvor haard Andreas Stemme kunde blive. «Hvorfor skulde De være ulykkeligere end Andre?»

Han slog Hovedet af en Tidsel, inden han, noget skjælvende, svarede:

«Om det nu var – blot af den Grund – at jeg Ingen, Ingen har … til hvem jeg kan ha’ Fortrolighed – til hvem jeg kan sige … hvad jeg dybest tænker – jeg mener det Bedste, det Smule Ædle, som dog findes i hver Menneskenatur …»

Et mistroisk Blik løftedes mod ham. Spillede han atter Komedie?

«Jeg forstaar Dem ikke. De har jo Kammerater, for hvem De kan skrifte alle Deres Tanker».

«Det Fineste betror en Mand aldrig en anden Mand, enten det er af Undseelse eller 195af Frygt for ikke at finde den rette Forstaaelse».

«Nu – saa har De Deres Forældre».

«Forældre!» gjentog Sverre, og der var noget i Tonen, som gjorde Andrea opmærksom. Det mindede om disse fjerne, utydelige Nødskrig, man indbilder sig at høre, naar man ved Nattetid vandrer gjennem en mørk Skog.

«Ja – Deres Mor».

«Man kan ikke sige alt til en Mor. Blodets Baand er ikke altid nok til at lokke frem sympathiske Meddelelser. Et Venskab, som frit er valgt og som frit gjengjældes, virker altid stærkere, fortroligere. Det giver mere, ialfald er det mere uegennyttigt».

«Og nu vil De, at jeg skal være Dem denne Ven – hvis jeg fatter Dem ret?»

«Aa ja! – Om jeg kunde haabe … vidste De blot … jeg …»

«Det er da en underlig Vei, De har gaaet, for at vinde mig. Ved List eller Bedrageri faar man ikke Andrea Storms Venskab».

«Aa, glem dette med Digtet! – Er De endnu sint paa mig?»

«De har Ret, jeg vil glemme. Det var om Dem, vi nu skulde tale. Hvad er der saa iveien med Dem? Deres Ulykke?»

«Undertiden synes jeg, at hele mit Liv 196er saa tomt, saa unyttigt … Naar jeg f. Ex. tænker paa Fremtiden, kan jeg næsten fortvivle. Endnu vil et Par Aar gaa hen, inden jeg blir nogenlunde uafhængig – og hvad blir jeg saa? Kopist, om ti Aar maaske Bureauchef».

Andrea tænkte: Er dette «det Fineste», som ikke kan betroes en Mand. Hun smilte ubemærket og hørte paa ham med mere Sympathi.

«En ubetydelig Plads i Departementet blir det Hele. En Stilling, hvortil der ikke trænges nogen Begavelse – den første, den bedste Renskriver kan udfylde den – skal jeg nøies med, jeg, som … Aa, hvor langt anderledes var det dog i mine Drømme! – Der var jeg saa stor, jeg greb saa mægtigt ind …»

«Hvilket Livsmaal drømte De da om?»

Han nølede. Turde han fortælle hende sine barnagtig-forfængelige Tanker? Sine Skoleguts-Fantasier om en Alexanders, en Cæsars, en Napoleons Storhed? Ikke engang sit Haab om engang at blive Minister, vilde han betro hende. Hun, der var saa oppositionel, syntes ikke om, at en ung Mand gik Regeringsveien. Hun vilde ikke kunne forstaa ham, maaske vilde hun le ham ud.

«Havde jeg blot en Smule af Deres Tro, 197Deres glade Syn paa Livet», sagde han sukkende istedetfor at besvare hendes Spørgsmaal, «aa, da vilde meget bli’ anderledes!»

«Pessimisterne siger, der gives ingen sand Lykke her», sagde Andrea, jo, «der gives én, at glemme sit lille Jeg, idet man arbeider for en stor Sag. Jeg har søgt efter min ringe Evne at gjøre dette, derfor er jeg ogsaa tilfreds».

Han saa paa den unge, freidige Kvinde, som hun stod der, frisk og smilende, med en Art Begeistring i de store, blaa Øine, omgivet af en italiensk Soldags hele Glød, TramontanaenTramontanaen] vinden fra nord legte med hendes blaa Slør, der vaiede flot som et Modets og Haabets Signal – og han følte sig pludselig saa langt fra hende … Det var, som om hun tilhørte en anden Verden end hans, en bedre og lysere … Derinde i Solskinnet vandrede hun om med faste Skridt, mens han stod usikker tilbage i Mørket, i Ensomheden …

«Om De ogsaa forsøgte derpaa – hvad? Tror De ikke, det vilde hjælpe Dem ud over Deres Melankoli?»

«Ja – find mig en Opgave – en, der er værd, at man sætter Livet ind paa den».

«Aa, jeg ved mange – men Departementsveien fører ikke til nogen af dem. Alle 198Bureauchefs-Drømme maa De slaa ud af Hovedet. Thi De vilde jo leve, arbeide?»

«Ja, jeg vilde gjerne. Men Opgaven!»

«Jeg vil gi’e Dem to istedetfor en. – Der er saa megen Nød og Elendighed i Verden, saa megen Uret at afhjælpe, saa meget Ondt at bøde paa … Deres Far er rig, De vil engang bli’ Besidder af en efter vore Forhold betydelig Formue … Om De anvendte denne til at hjælpe de Fattige og Undertrykte? Om De satte Dem til Maal at leve for den Del af Samfundet, som andre døder? Om De valgte Dem til Livs-Devise: ‘For Kvinden, for Barnet!‘»

«For Barnet, for Kvinden!» gjentog han drømmende.

«Netop! Tænk paa Barnet, baade det fattige og det moralsk forkomne. Samfundet og Lovene har endnu gjort saa lidet for det. – Har De nogensinde kiget ind i et elendigt Arbeiderhjem og seet de stakkels Smaa der? Moderen er en liderlig Kvinde, Faderen drikker, – og Børnene er givet ganske i disse drukne og brutale Forældres Vold … Dette er frygteligt, den mest tragiske Side ved Menneskelivet … Børnene mishandles daglig og har de væmmeligste Exempler for Øie … De trænger til Hjælp og Forsvar, til moralsk 199Støtte, men hvem skal saa beskytte disse Stakler mod deres naturlige Beskyttere, Forældrene?»

«Hvor sandt!» mumlede Sverre, og han tænkte samtidig paa, at der gives Børn, hvis dannede Forældre hverken drikker eller slaaes – og at disse Børn maaske alligevel var de ulykkeligste …

«Og saa Kvinden – ja, her taler jeg min egen Sag – men der er endnu saa lidet gjort for os. Kvinden har hidtil ingen Saga – et enkelt Kvindenavn blusser nu og da op i det menneskelige Udviklingsled, vi kalder Historie, men slukkes straks af et forvildende Hav af Mandsbedrifter og Mandsstorhed … Enkelte Digtere og Tænkere har i vor Tid udtalt sig til vor Fordel. Det er vægtige Ord, som varsler godt – men dette er ikke nok … Vi vil mere end Ord; Gjerninger maa der til … Lovgiverne maa nu tage Sagen i sin stærke Haand. Lige-Stilling kræver vi … Hidtil har vi hverken faaet Lov til at raade over vor materielle Formue eller udnytte vor aandelige Begavelse … Det eneste, man tillod os, var at lide, lide uendeligt … Udmærker vi os paa nogen Maade, ved Geni eller ved Arbeidskraft, trænges vi altid tilbage i Skyggen … Optræder vi som Kunstnere, med Begavelsens 200naturlige Ret, blir Anerkjendelsen halv, – De skulde blot høre, hvad for Historier Frøken Dagmar har fortalt mig, – arbeider vi som en Haandværker for vort Brød, blir Lønnen halv, og dog er Kvinden i sit Arbeide i Reglen mere taalmodig og udholdende end Manden … Hvor denne Uretfærdighed oprører mig! … Jeg erindrer, at da jeg satte min Skole igang derhjemme, saa vilde Præsten …»

«Haha», tænkte Sverre, «slap det derud! Personlig Krænkethed».

«Nei, jeg vil forskaane Dem for, hvad jeg selv har lidt, hvordan man har søgt at gjøre mit Kjøn til Hindring for mit Livsmaal, Folkeskolesagen … Jeg vil blot sige Dem, at jeg ikke kan forstaa de Mænd, som fremdeles gaar med paa at undertrykke Kvinden … Hvis en Mand elsker sin Mor, hvis han har en Søster, som han agter og holder af, saa maa han ogsaa agte det Kjøn, hvortil de hører, og vise sin Agtelse derved, at han hævder Kjønnets Frihed og Selvstændighed».

«Jeg har aldrig været imod Emancipationen», søgte Sverre at føie ind. «Tværtimod!»

«I sit Hjem er Kvinden den Første, det kan Ingen nægte, der spiller hun en Dronnings Rolle. Hvorfor har hun da saa lidet at sige i det større Hjem, vi kalder Samfundet? 201Ligger ikke her en stor Uretfærdighed til Grund, en Spotten af vor Intelligents, en Ringeagt for vore friske, uprøvede Kræfter?»

Sverre fandt det her passende at udstøde et lidet, sympatiserende Suk.

«En Kvinde, selv den bedste, er altid mere smaalig end en Mand – ja, nu gjør De store Øine – og dog er vor Natur igrunden noblere end Mandens. Man har nemlig altid holdt os tilbage i det Smaa i Livet, henvist os til Dagens Bagateller. Men giv os Frihed og Viden, Aandens Lys og Luft, og vi vil opnaa en Storhed, som Manden endnu aldrig har seet, men kun anende seet et Glimt af i sine bedste Drømme».

Andrea slog energisk ud med Armen. Hun havde talt sig blussende hed. De blaa Øine eiede Lyn, Kinderne brandt, og Musklerne om den fine Mund dirrede. I Talens Løb havde hun taget Hatten med det blaa Slør af sig, og det blonde Haar fik Lov at kruse sig rundt de smaa Øren og fremover Panden, som det selv lystede.

Sverre tog i et Blik det henrivende Billede ind i sin Sjæl. Han syntes, at hun var meget ensidig i sit Syn paa Kvindens Stilling, og dog imponerede hun ham ved sin Sikkerhed, 202sin Tro, sin lyse Begeistring … Hvorfor havde han aldrig før mødt en slig Kvinde? Han turde ikke dølge for sig selv, at hans Opfatning af Forholdet mellem de to Kjøn havde været noget cynisk, han havde som sin Yndlingsdigter Heine,Heine] Heinrich Heine (1797–1856), tysk forfatter kjent for sitt skarpe vidd og ironi der i en af sine Skitser sammenligner de forskjellige Landes Kjøkken med deres brune eller blonde, fede eller magre Kvinder, seet Sagen mere fra et gastronomisk end fra et erotisk-idealt Standpunkt.

Hans Tilbøielighed for Andrea havde hidtil ikke aabenbaret sig som Kjærlighed, hint stille, varme Følelses-Væld, men som Passionen, der glødende og begjærende, kun drømmer om Besiddelse. Men idag kjendte han for første Gang noget, der i sin drømmende Renhed stod paa Kjærlighedens Grændse. Alle hans tidligere farveskjære Erindringer ilede til for ligesom at styrke denne ædle Følelse, der vilde arbeide sig frem mod Lyset. Han huskede sin første Barne-Ømhed for Moderen, han huskede den Skolekammerat, der havde været ham kjærere og troere end alle andre, og saa et lidet, gulhaaret Pigebarn, der havde udmærket ham paa Børneballerne, mens de andre Smaapiger lo af hans Keitethed.

Han havde en dunkel Længsel efter, at 203den Verden, hvori Andrea vandrede, engang ogsaa vilde aabne sig for ham; der var nogle ømme Steder i hans Bryst, som under Andreas Hænder havde tonet lig klingende Tangenter, og enkelte ædle Skjønhedssyner blaanede i Fjernet som et forjættet Land … Han havde en Trang til at sige hende dette, til at fortælle hende, at der foregik ligesom en Revolution i hans Sjæl, at han vilde forbedre sig og søge at blive god og opofrende som hun, at han elskede hende og i hendes Samfund vilde ind i Idealets Egne – men da han endelig, efter megen Grublen og Møie fandt nogle Ord, der tilnærmelsesvis skulde udtrykke hans Tanke, klang de saa komiske, saa forretningsmæssig stive, saa absurde, at Andrea slog op en høi Latter. Thi hvad Sverre sagde, disse søgte lyriske Fraser i Departements-Stil lignede mere et Uddrag af «Brevbog for Elskende», Kokkepigernes og Kudskenes ømme Raadgiver, end en sand, virkelig følt Kjærlighedserklæring.

Andrea lo fremdeles. Sverre blev ildrød i Hovedet og gik over til den anden Side af Veien.

Men denne Andreas Latter afgjorde hans Skjæbne.

204Sverre opdagede i denne Stund med uendelig Bitterhed, at han ikke kunde tale Følelsens Sprog, en Følge vistnok af den barbariske Tausheds Kultus, der herskede i hans Hjem. Thi Følelsens Udtryk, dets smeltende Nuancer, disse Ord, der smigrer som Kjærtegn, disse Kjærtegn, der skjules i et Ord, det maa læres, som man lærer et andet Tungemaal. De Vilde udstøder uarticulerede Lyd og river Næserne mod hinanden, vi Dannede har en Tale, fuldt udviklet, med vekslende, uendelig rig Form for hele vort Tanke- og Følelsesindhold.

Hvorfor stammede Sverre i dette Sprog, som andre unge Mænd kunde tale som Mestere?

Han saa mørkt paa Faderen, der gik nær ham, irriterende langsomt, han saa paa denne Far, der altid havde stagget og kuet ham, holdt hans Hjerteliv med Magt nede, kneblet hans Mund, hans Ungdoms Begeistring med dette iskolde: «Blir du sentimental nu?»

Naar Faderen kom med denne Sætning, virkede det paa ham som et Slag i Ansigtet.

Der var et Udtryk, næsten af vildt Had, i det Blik han gav Faderen.

Desværre skulde han nu aldrig blive 205«sentimental» mere … Andrea havde jo med Haanlatter forstødt ham … Alt var forbi … Han gled, syntes han, og sank dybere og dybere ned i mørke, klamme Grunde, hvor Slimdyr kryber om i de forviltrede Tangmasser … Alle onde Drifter fik Overhaand.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.