[20]

Lyder havde indtaget Sverres ledige Plads ved Andreas Side. Fra sin Kant af Veien hørte Sverre godt, hvad de hviskede om. Det var om Violer. Lyder sagde, at den Viol, hun havde skjænket ham, endnu var frisk, han havde straks ved sin Hjemkomst sat den i Vand – og Andrea hørte paa ham med et Smil, der var ligesaa glad som undseligt.

Sverre knyttede ismug Haanden. Af Lyder lo hun ikke, men han forstod jo ogsaa at udtrykke sig. Det lød som et Digt, denne deres lille Samtale om Blomster. Sverre ønskede sig langt borte fra det hele Selskab.

Pehrsen fortalte Fru Storm nogle politiske Nyheder, han nylig havde faaet fra Hjemmet, og fik derved Anledning til at gjøre Udfald mod Venstrepartiet, «denne Flok af raabarkede 207Bønder». Fru Storm rynkede Brynene og saa sig om efter Bistand.

Sverre ytrede, at det vilde være ønskeligt, om Adelen atter indførtes i Norge; om man ikke fik den arvelige, kunde man ialfald tage Carl Johans Forslag op igjen og indføre Person-Adelen.

«Nei, stop nu, gode Ven», sagde Skram med sit sødligste Smil, nu gaar De for vidt. Hahaha! Man maa virkelig bære Navnet Pehrsen for at komme med en slig «adelig» Ide. Hahaha! Sverre von Pehrsen, jo det klinger!»

Sverre bed sig Læben næsten tilblods, men det udfordrende Svar, som Skram frygtede, kom dog ikke. Sverre lignede deri Faderen, at han sjelden havde Kraft til at gjøre Skridtet fuldt ud, men altid maatte have en Bro aaben bag sig.

Pehrsen hævnede sig imidlertid over Skrams Uforskammenhed ved i en hviskende Tone at meddele Fru Storm et Par Smaahistorier, der ikke var synderlig smigrende for vor Billedhugger, om Pengelaan, han havde gjort uden at ville tilbagebetale, om hans selskabelige Paatrængenhed m. m., men endte sin slemme Omtale af den fornemsyge Kunstner med disse Ord: «Forresten er han min 208gode Ven», den ligesaa sædvanlige som karakteristiske Slutning paa de Attester, Pehrsen gav sine Bekjendte.

«Gud bevare mig for mine Venner etc.», tænkte Fru Storm og greb den første Anledning til at vende Pehrsen Ryggen.

Man passerede Indgangen til Kalixti Katakomber.Kalixti Katakomber] De eldste katakombene i Roma, oppkalt etter Callistus, som var pave fra 217 til 222 Kampagnen laa aaben foran dem med fjerne, blaanende Bjergkjeder. Dagen blev varmere og varmere. Damerne begyndte at klage over Træthed, og da Skram foreslog, at man skulde raste et Øieblik og drikke et Glas Vin i en nærliggende «Capanna»,Capanna] enkelt vertshus fandt denne Idé almindeligt Bifald.

Sverre, der ellers var Nøgternheden selv, tømte det ene Glas efter det andet. Fru Pehrsen saa hovedrystende paa ham. Mens Sverre drak, stirrede han uafbrudt paa Andrea, han slugte hende med Blikke, der blev dristigere og dristigere. Andrea havde kastet sin Mantille, og hendes Kjole, tricot-snever og blød, som Moden vilde det, lod hver skjøn Enkelthed ved hendes Former falde i Øinene, især naar hun raskt bevægede sig. Over dette Legemes Pragt glemte Sverre, at den unge Pige ogsaa havde en Sjæl, høi og rig nok til at møde de Bedstes. I hans Sind reiste der sig en stærk Reaction mod hans tidligere Beundring for 209hende, han fandt i sin Forstødthed en ynkelig Trøst i at reducere hende til et «emanciperet og behagesygt Fruentimmer», hvis Modstand han higed efter at knuse i et brutalt, hadefuldt vellystigt Favntag, og derved hævne sig over hendes Latter.

Hendes snerpede Dyds-Fysiognomi var igrunden en Maske, som hun bar i Lighed med andre «Fruentimmer», han havde kjendt? Den, der i Skumringen kunde gaa alene og spadsere med Lyder som hun nylig, den, der havde koketteret som hun med hin unge Digter, kunde ikke have saa mange Skrupler? Dertil var hendes Samtale undertiden for fri, næsten æggende …

Om han prøvede? Ubemærket af Moderen drak han et nyt Glas Vin.

Andrea, der led meget ved at se, hvordan man i Italien mishandler Dyrene,hvordan man i Italien mishandler Dyrene} Jf. Hans E. Kincks beskrivelse i Italien og vi, 1925, s. 2: «Selvfølgelig er der ulikheter mellem folkeslagene ogsaa andetsteds end paa glosernes felt. Naar Italia-farere vender tilbake, hører man dem f. eks. klage over sydlændingernes behandling av sine husdyr som hester, æsler, hunder, høns. De er blit vidne til en av disse motbydelige scener som siden aldrig gaar en nordbo av minde; og de er i en eneste forbauselse, fordi behandlingen i deres øine utelukkende er dum, og fordi den tillike virker paa dem som utslag av psykopathi.» havde imidlertid kjælet for et stakkels, gammelt Æsel, der var bundet til Hyttedøren. Æslet havde et stort, blodigt Saar paa Ryggen, hvorpaa Fluerne satte sig. Hun jog disse smaa Bødler væk og bad Eieren om dog «for Madonnas Skyld» at pleie det syge Bæst. Og Lyder stod med forelskede Øine og betragtede Andrea, Æslet og Eieren …

Vandringen fortsattes. Man saa i det 210Fjerne allerede Cæcilia Metellas Grav. Pehrsen, der havde Lyst til at erfare noget mere om Monumentet, vilde atter blade i sit levende Konversations-Lexicon, men Sverre var nu ikke mere oplagt til at give det sædvanlige høflig-underdanige Svar.

«Ved ikke», sagde han kort. «Du faar se i Bædeker, som vi Andre. Der finder du al ønskelig Oplysning».

Pehrsen var nær ved at tabe Næse og Mund af Forskrækkelse. Dette var jo fuldstændigt Oprør af Sønnen. Han kasted et Blik, der lynte af Harme, paa Sverres vinglødende Ansigt. «Gutten maa være bleven gal – eller han har drukket for meget».

Endelig var man ved Maalet. Det berømte Gravmæle, hvor Cæcilia, Triumviren Crassi Hustru hviler, reiste sig lige foran dem, mægtigt og imponerende, i Form af et rundt Taarn, der takket og gulfarvet tegnede sig mod Horizonten. Rundt om det laa Campagnen, brun og grønlig i Nærheden, blaanende langt borte, hist og her dukkede op Akvadukternes storartede Buer, og over hele Billedet hvælvede sig en Himmel, saa lysmættet og blegblaa som kun Syden eier den.

Vort Selskab mønstrede Bygningens Indre, hvor det egentlige Gravkammer med Inscriptioner 211m. m. er, og det ophøiede Sceneri i Omgivelserne. Pehrsen var igjen den Første, som afbrød den enthusiastiske Stemning ved at minde Fruen om, at det nu kunde være paa Tid at tage de smaa Proviantposer frem.

Skram valgte en liden, tør Plet et godt Stykke fra Taarnet – og snart laa vort hele Selskab mageligt leiret i Græsset, hvorover Plaids var bredte, og nød skæmtende en improviseret Frokost. Lyder var især oprømt. Fru Storm priste det italienske Solskin og drog, ikke uden en let Gysen, Sammenligninger med det bergenske Regnveir, Andrea morede sig med af Markblomster at danne en Guirlande om Vinflaskerne, en italiensk Skik; Skram beklagede sig, med Munden fuld af Pølse, over at han endnu aldrig, hverken hjemme eller ude, havde været buden til et Hofbal, hans høieste Ærgjerrighed, Fru Pehrsen spurgte, om det ikke var farligt at sidde i Græsset, hun havde læst saa meget om giftige Skorpioner – kun Sverre sad taus og forstemt.

Nu og da heftede han sit sorte flammende Blik paa Andrea, idet han langsomt smagte paa Vinen. Han pønsede øiensynligt paa noget Galt …

De Andre spiste og drak videre, men 212Andrea reiste sig og gik tilbage til Taarnet. Hun vilde endnu engang se den mærkelige Frise, som smykker dets Tinde. For bedre at betragte disse fine Tegninger, der slynger sig i Form af Blomsterguirlander og Tyrepander, klatrede hun et Stykke op ad Muren, hun troede sig ene og heftede op sin Kjole, hvis Slæb generede hendes Stigen. Da saa hun, at Sverre, der ubemærket havde fulgt hende, stod lige nedenfor, med et cynisk Smil studerende Formen af hendes fine Smalben i den snehvide Strømpe – og istedetfor at beundre Frisen tænkte Andrea nu kun paa, hvordan hun bedst og hurtigst skulde slippe ned igjen. Stedet, hun just havde naaet, var farligt. Smaastene og Kalkstykker ramlede under hendes Fod.

«Ræk mig Haanden!» bad Sverre fremdeles med det samme Smil, «jeg skal hjælpe Dem».

Hun nølede og lod sin opheftede Kjole falde ned, hvad der dobbelt besværede hendes Nedstigen.

«Kom nu! – Slige Pariser-Kostumer egner sig slet ikke til Gymnastikdragter. De er for lidet rummelige. Giv mig saa Haanden! De kommer saa alligevel ikke ned alene».

Hun rakte ham, hvad han forlangte, gjorde et modigt Hop og stod frelst med fast Grund 213under Fødderne; men Sverre slap endnu ikke hendes Haand, tværtimod, han trykkede den kun fastere.

«Hvorfor lo du af mig? … Tror du ikke, at jeg elsker dig? … Jo, jeg kan elske, du – slig, at du skal gløde og sitre derved som et Vesuv, forstaar du … Og igrunden elsker du ogsaa mig – nægt det ikke. Hin Kvæld i «Foreningen» var du saa venlig mod mig, at jeg turde tro – det Dristigste … Tvivler du om min Discretion … Aldrig har jeg røbet den Gunst, en Dame har skjænket mig … aldrig».

«Slip mig!» befalede Andrea og gjorde forgjæves Anstrængelser for at faa Haanden løs, idet hun med Skræk betragtede Sverres brune Ansigt, der glødede af Vin og vanvittig Lidenskab …

«Ikke før du kysser mig … du Stivnakke … jeg er ikke den Første, du gi’er et Kys … Sødeste, du», sagde han hviskende, stakaandet, og inden den overrumplede Andrea kunde hindre det, knugede han hende tæt, tæt ind til sig og trykkede et sugende Kys paa hendes Kind. Der stod en rød Plet igjen efter det.

Andrea rev sig løs med et Skrig. I samme Øieblik stod Lyder ved hendes Side. Han opfattede straks Situationen. Andrea 214greb, skjælvende over alle Lemmer, hans Arm.

«Skammer du dig ikke?» raabte Lyder rasende, og det skyldtes kun Andreas snare Mellemkomst, at Sverre samtidig ikke fik et Slag i Ansigtet. «Fy! – Og det er dig, som vil være Adelsmand! Se først at lære lidt Æresfølelse, Gutten min, den mangler du endnu!»

Sverre og Lyder vekslede Blikke, mørke og truende som Tordenskyer.

«Hvad angaar dette dig?» spurgte Sverre. «Hvem har bedet dig komme hid? Har Frøken Storm beklaget sig? Har hun kaldt paa dig? Hvad Ret har du til at ville optræde som hendes Beskytter?»

Sverre talte med en kold, haanende Frækhed, en Frækhed saa uventet, saa grændseløs, at Lyders Harme gled over i Forbauselse, blandet med Sorg. Var dette Sverre, hans Sverre, Vennen? Der faldt som et Bind fra Lyders Øine. Han opdagede nu, at der aldrig havde været Venskab mellem dem, det var kun et Bekjendtskab, sluttet i Skolen, pleiet af Vanen.

«Hvilken Ret jeg har?» Andrea klyngede sig fremdeles til Lyders Arm, spændt, speidende, ræd for at den høie Ordstrid skulde kalde det 215øvrige Selskab til og Skandalen saaledes blive fuldstændig. «Jo, det skal jeg ret forklare dig, endskjønt din nuværende Tilstand (han saa paa Sverres drukne Mine) just ikke opfordrer dertil. Som en ung, enestaaende Dame har Frøken Storm Krav paa enhvers Forsvar, der besidder Spor af Ridderlighed, desuden har jeg Landsmandsskabets Ret til at værne om hende, dette Landsmandsskab, som du saa sjofelt har forraadt».

«Tak! – Nei, nu maa De ikke gaa, bedste Frøken, men høre Deres Ridders Veltalenhed tilende. – Maaske han ogsaa har andre Rettigheder, naar det kommer til Stykket, haha!»

«Netop det har jeg», sagde Lyder irriteret, opflammet, «en Ret større end du og nogen ved!»

Han saa, lynsnart, ømt paa Andrea, det var, som om han bad hende om Tilladelse til noget, hun svarede ved at tage hans Haand og med høi, fast Stemme at sige:

«Lyder Brinkmann er min Forlovede».

Det suste for Sverres Øren, som om en Pileregn havde hvislet forbi … Han hørte ikke mere, han saa ikke mere … I denne Stund indbildte han sig, at han i Sandhed havde elsket Andrea, og følte hele Tabets og Forsmaaelsens Smerte … Han sank omsider 216ned paa en Sten, uden en Taare, uden et Skrig … Hans Kval rasede saa meget værre, som den var bunden … Det stærke Solskin fornærmede ham og skar ham i Øiet, han vilde hele Naturen skulde være mørk og sønderreven, i Harmoni med hans eget Indre.

Hvorlænge han sad der paa Stenen, hensunken i sit fortvivlede Grubleri, vidste han ikke selv … Da han omsider saa op, var Andrea og Lyder forlængst borte. Han var ganske ene i Taarnet, men det forekom ham, at han i Fjernet hørte dæmpede Fryderaab, leende Tilstaaelser, en øm Hvisken – og han holdt Hænderne for Øret for ikke at høre mere.

Saa kaldte Fru Pehrsens ængstelige Stemme paa ham.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.