[24]

Paa sin sædvanlige stille Vis forlod han Salen. Forældrene hørte, at han gik ind paa sit eget Kammer, men deri fandt de intet underligt. Efter hver huslig Strid pleiede Sverre at trække sig slig tilbage.

Dog, da en Stund efter Gadedøren aabnedes og faldt i igjen med et Smæld som efter en ilsom Løbende, blev Forældrene opmærksomme. Fruen tørrede sine rødgrædte Øine og saa paa Pehrsen. Han slog sine ned.

«Om vi keg ind i hans Værelse?» hviskede Fruen. – Det var tomt. Og det lille Portrait af Moderen, som hang paa Væggen over hans Skrivebord, var ogsaa borte.

Fruen jamrede høit, da hun opdagede dette. «Nu har du faaet det, som du vilde det», sagde hun til den bestyrtede Pehrsen. 243«Han er løben bort fra os. Vi ser ham aldrig mere».

«Aa, han kommer nok tilbage», sagde Pehrsen, men han rystede saa i Knæerne, at han maatte læne sig til Bordet, «om ikke før, saa dog naar han er sulten».

«Og det siger du – hans Far – Saa ligegyldigt». Hun kastede sig over Sønnens tomme Seng og græd høit, klagende som et forladt Barn, der jamrer sig. «Aa, gid jeg var død, gid jeg var død! … Naar skal dette kummerlige Liv ende? … Aldrig Fortrolighed, aldrig Venlighed, aldrig et godt Ord … Men jeg har et Hjerte, Pehrsen, og det ved du ikke … du river i det, Stykke for Stykke, du dræber mig daglig, tommevis … og du ved det ikke. Du har ikke engang villet tro paa min Sygdom». Atter fik hun en vældig Hostebyge. «Tror du da paa dette?» spurgte hun ham pludselig og viste ham Lommetørklædet, som det opspyttede Blod havde farvet, «eller kanske du mener, at disse Blodpletter ogsaa er ‘Narreri og Affektation’. – Aa, du grusomme, grusomme Mand!»

«Sofie!» skreg Pehrsen med en vild Skræk i alle Miner, idet han greb krampagtig hendes Haand. «Du er døende – og du har tiet dermed. Det var Synd, stor Synd af dig. 244Nei, du maa ikke gaa fra mig, du ogsaa! – Sofie! – Hører du, du maa ikke gaa fra mig».

Aar, lange, bitre Aar var gaaet hen, siden han havde givet hende hint fortrolige Fornavn, der mindede hende om Forlovelsesdagene. … Og nu var det for sent, det følte hun.

«Tænk ikke paa mig», bad hun og søgte at kvæle sin Hosten. «Nu maa du kun tænke paa din Søn – vor Søn … Bare han ikke har gjort en Ulykke paa sig … Kanske han i dette Øieblik … du ved, hvor ofte han har truet os med at ville tage … aa, nei! det er umuligt! – Men skynd dig, Pehrsen! Gaa ud i Gaden og se efter ham. Maaske finder du ham».

Pehrsen ilede ud. Gaden var mørk, Himlen overskyet, en kold, hvas Vind blæste og ruskede i Pehrsens graa Haar. Han havde i Hastværket glemt at tage Hatten paa sig. Han søgte og søgte, men forgjæves. Det var allerede over Midnat, Gaderne var tomme, kun hist og her stod nogle Gendarmer paa Post. Pehrsen spurgte dem paa gebrokkent Italiensk, om de havde set en ung, sorthaaret Herre i lysegraa Vaarfrakke og med sort, rund Filthat fare forbi, men Gendarmerne forstod ham 245ikke, de betragtede hans ubedækkede graanende Hoved og trak paa Skuldrene, troende, at det var en gal Mand.

Efter at have gjennemstreifet Smaagaderne, løb Pehrsen gjennem Korsoen, og tilslut (han havde ikke Mod at tilstaa sig selv den skrækkelige Anelse, som drev ham did) stod han forpustet, speidende, vild af Angst, ved Tiberens Bred. Ogsaa den var øde. Floden rullede mørk og uigjennemtrængelig forbi. Dens Brusen syntes at sige: «Jeg ved noget, men jeg fortæller det ikke», og denne sørgmodige Lyd blandede sig sært med den fortvivlede Faders Skrig. «Sverre, Sverre!» raabte han ud i Natten. «Hvor er du? – Sverre, Gutten min! – Saa svar mig dog! – Hvor er du? – Sig det! – Jeg er ikke mere sint paa dig. Kom tilbage! – Sverre! Kom tilbage!»

Et mat, ligesom haanende Ekko fra Murene var det Eneste, han fik til Svar.

Pehrsen angrede allerede sin Haardhed mod Sønnen … Ja, han var gaaet for vidt! … Han kunde ikke tilgive sig det selv! – Og saa den syge Mor derhjemme! – Hvilket Jammersbillede! – Alt sort i sort som Floden ved hans Fødder … Ikke et Glimt af Haab i alt dette Mørke.

246En sand Helvedesangst sneg sig over ham, det løb ham koldt nedad Ryggen, det bragte Svedens kolde Draaber paa hans Pande og satte hele hans Krop i en sitrende, febersyg Bevægelse.

Aa, hvor han vilde være god og kjærlig mod Sverre, hvis han endnu var ilive, hvis han fandt ham igjen … Han vilde bære ham paa Hænderne hele Dagen … Han vilde sige ham alle de gode Ord, han hidtil af falsk Stolthed havde trængt tilbage … hvor han holdt af ham, hvor han var lykkelig ved at eie en slig flink og flittig Gut.

Men hvis han nu aldrig saa ham mere … Sverre havde mere end en Gang skræmt ham med Selvmord, men han havde altid leet deraf som af barnagtige Trusler. Men om han nu alligevel? … Kanske han allerede var …?

Nei, han turde ikke tænke denne skrækkende Tanke ud.

I Nøden lover den fromme Katholik Lys til den hellige Jomfru. Pehrsen var vel ingen Mirakel-Troende, men hans ængstede Faderhjerte gav Vorherre mange Løfter denne Nat, mens han stod der ved Tiberen, fortabt og skjælvende. «Hvis Vorherre blot vilde – – Blot dette Ene – – Ja, Vorherre, som læste 247i Hjerterne, forstod ham nok – – Den gode, snille Vorherre …»

Han hørte Fodtrin, der gav Gjenlyd i Stenbroen. Pehrsens Hjerte stod stille i spændt Forventning. Men Skridtene fjernede sig, istedetfor at komme nærmere. Et Øiebliks Overlæg, og Pehrsen sprang resolut efter Vandreren. Han indhentede ham. Det var en gammel, laset Mand, der med en Kurv paa Ryggen og en Lygte i Haanden gik og samlede Affald. Kludesamleren, der ræd frygtede for et Overfald, vendte sig truende om. Pehrsen ilede videre med en forvirret Undskyldning. «Pazzo!»Pazzo] galning mumlede Kludesamleren og tog beroliget op en Cigarstump af Rendestenen.

Det begyndte allerede at gry, da Pehrsen med uforrettet Ærinde sneg sig hjemover. Han var snavset af sin natlige Fart i de smudsige Gader, han rystede af Kulde for i næste Sekund at brænde som i Feber, og Vinden havde leget med hans graa Haar, saa at de nu hang som tjavsede Masser om Tindingen og ned i Øinene paa ham. Han havde slaaet Frakkekraven op over Ørene, og om sit bare Hoved havde han bundet sit store, røde Silkelommetørklæde, som virkede skarpt mod det skiddenblege, forvaagede Ansigt, der i det grelle Morgenlys saa dobbeltældet og furet 248ud. En halv komisk, halv tragisk Skikkelse stod den gamle Mand, krøget og frysende, udenfor sin egen Dør og bankede paa.

Tjenestejenten var allerede oppe. Med store, søvnige Øine betragtede hun «il Signore» og hans sælsomme Hovedplag. Hun havde Lyst til at le af ham som af en morsom Karnevalsfigur, men da traf hun hans Blik, og Latterlysten stivnede i Rædsel. Pehrsen styrtede forbi hende. I et Sæt var han opad Trappen. Et nyt Haab blussede op. Om nu Sverre … mens han var borte … det kunde jo tænkes …

Han rev Døren til Salen op. Nei, Sverre var ikke kommen tilbage! – Med lukkede Øine og det blodplettede Lommetørklæde for Munden laa Fruen paa Sofaen. Hun lignede i sin blege Ubevægelighed et Lig. Hele Tiden havde hun ventet, hver Fiber var strammet. Den nedbrændte Lampe stod ved hendes Side. Hun var endelig sunket hen i en Døs.

Ved Pehrsens Komme slog hun Øinene op. Da hun saa, at han vendte tilbage uden Sønnen, lukkede hun atter stille Øinene. Men Pehrsen mærkede, hvordan den ene Taare efter den anden piblede ud gjennem de lukkede Laag.

«Er du nu bedre?» spurgte han.

249«Hvor er Sverre?» skreg hun. «Jeg vil ha’ min Søn, min Søn! – Med mig blir det aldrig bedre, før du skaffer mig ham tilbage – – Han holdt af mig, ser du, han tog mit Portrait med sig – det var det Eneste, han vilde eie – af al din Rigdom …»

Pehrsen kastede sig ned over Bordet og lænte Hovedet over sine korslagte Arme. Hans Ryg bevægede sig stødvis op og ned, og man hørte underlige, dæmpede Strubelyd – – Var det muligt, at Pehrsen, denne haarde Klippe, græd? Isaafald var det første Gang, tænkte Fruen. Hun havde kun én Gang før seet ham i slig Bevægelse, og det var dengang, da Executions-Forretningen fandt Sted i deres fallerede Bo.

Men hvor var Sverre? Var han flygtet ud i den vide Verden? Vilde han aldrig mere vende tilbage til Faderen, eller havde han allerede – –?

Næste Dag gjorde Husets Eier Anmeldelse til Politiet om, at en ung Fremmed var sporløst forsvunden. Politiet vilde nok vide at finde ham, død eller levende.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.