[26]

Skram sad alene i sit Studie og morede sig med at være gnaven. En sammenkrøllet Avis laa ved hans Fødder. Døren til hans Beboelsesværelse, der laa ved Siden af Studiet, stod aaben. Saa gik han derind og gjorde alt for at glemme «den fordømte Kritik». Han klimprede paa sit Piano, han gyngede sig i Lænestolen, rygende en Cigaret, han bladede i en Roman af Brødrene Goncourt (Skram læste næsten aldrig norske Forfattere), han prøvede sin nye Pariserdragt fremfor Speilet (Monsieur Loiseau havde desværre gjort hans Maal noget større, mens han fremdeles var lige mager), men ingenting kunde adsprede ham, ikke engang den lille Ærgrelse over Pariserskrædderens Feilgreb. Han gik tilbage til Studiet og rodede i Kummen med Visitkortene, men den ellers saa styrkende 259Tanke paa hans fornemme Bekjendtskaber formaaede idag ikke at sætte ham i Stemning.

Han skelte modstræbende hen til den sammenkrøllede Avis paa Gulvet. Han havde i sin første Harme kastet den did. Saa greb han den pludselig. Jo, han maatte endnu en gang læse det! Stod det der virkelig, Sort paa Hvidt, at alle hans herlige Billedhuggerværker, disse Skjønhedsskikkelser med Kniplinger og fine Frisurer kun var «Modedukker i Sten».

Hvilken Uforskammethed!

Han havde nylig sendt hjem til Udstillingen i Kristiania et Par af sine nye Arbeider og «Morgenbladet» havde straks grebet Anledningen til at læse den elegante Kunstner Teksten. Havde det endda været «Dagbladet», det kunde han tilgive, hine Bønder forstod ham jo ikke, men «Morgenbladet», hans eget Parti, hvis intelligente Kritikkere var hans Kammerater. – Her maatte stikke en Kabale under.

«Digteren har dog Ret,» mumlede han og citerede: «Du store Blad, som gjøder med Skandalerne»,«Du store Blad, som gjøder med Skandalerne»] kanskje en pastisj over Wergelands dikt «Mig selv» (1841) idet han forbitret, Stykke for Stykke, rev Avisen isønder, og kastede Resterne i Papirkurven. Et nyt Citat, yndet af 260miskjendte Storheder, faldt ham ind, og han deklamerede:

«Es liebt die Welt das Strahlende zu schwärzen, und das Erhabne in den Staub zu ziehn.»Es liebt die Welt … Staub zu ziehn] fra Die Jungfrau von Orleans (1801) av Friedrich Schiller (1759–1805)

Ligesom de fleste Kunstnere affekterede Skram en knusende Ringeagt for Kritikkens Dom, mens han i Virkeligheden tog sig meget nær den ubetydeligste Dadel, og i flere Dage kunde ærgre sig over en saadan «literær Snob, anonym Skribler, gemen Penneslikker» m. m. Af slige Skjældsord havde han et helt Lager.

For at forøge hans Misstemning havde han samtidig med Anmeldelsen (der var sendt ham af en «god Ven», af hvem man jo altid faar slige behagelige Nyheder) modtaget et Brev fra sin gamle Søster, en Dame, der udmærkede sig ved en djærv, hensynsløs Aabenhjertighed.

«Mens du,» skrev hun, «dernede i Rom omgaaes med Baronesser og Markiser, og hvad alt det Fantepak heder, og sjokker fra det ene Selskab til det andet, arbeider (dette var to Gange understrøget) dine Kolleger og vinder sig Navne, der ganske fordunkler dit – og du er dog den Ældste af dem. A. har, som du vel ved, faaet Medaille paa Salonen, B., der for Tiden studerer i Paris, er paa Veie at blive en berømt Mand. Rom er en Drømmeby, du bør bort derfra saa snart som muligt trods 261alle de ‘fine Kredse’, som du omtaler, trods alle de gamle Antikker i Vatikanet og Capitol. Det er den nøgne, levende Model, du bør studere, ikke det døde Grækerbillede, og endnu mindre – Modejournalerne! Dette burde du selv indse og spare mig for at sige dig Ubehageligheder, men jeg mærker, du er slaaet ind paa en gal Vei, og saa kan jeg ikke tie længer. Det er min Pligt som Søster at tale, du ved, hvor jeg holder af dig (‘Gamle Heks!’ udbrød her Skram). Paris er nu den eneste, den rette By for Kunstneren. Der forstaar man at arbeide og der er Natur og Sundhed i Kunsten, ingen Mode-Nykker! – Gaa til Paris, til Paris!»

Ogsaa hun, den gamle, sære, men tro Beate talte om «Moden». Skulde det være en Hentydning? Han skummede af Raseri, og for at berolige sig nogenlunde, maatte han tilbagekalde i sin Erindring alle de smigrende Udtalelser, Ministre, Grever og andre «Højtstaaende» havde ladet falde om hans Kunst.

Han arbeidede jo ikke for «Plebsen». Dertil havde hans Smag altid været for fin. Hans Publikum havde altid hørt til «le beau monde».

Han gik omkring mellem sine Statuer og Buster, han saa paa dem med ømme Faderblikke, 262han strøg kjærtegnende hen over dem og mumlede: «Saa I er Modedukker, I? Alle sammen? Haha! – Nei, disse raa Normænd forstaar sig ikke paa Kunst, paa sand Kunst, det er Sagen! – Og Søster Beate er jo halvfjollet, hun gaar i Barndommen. – Hvad kan jeg lære i Paris. Jeg var til længe før man talte om alle disse Gyplinger, der nu holer sig Medailler paa Salonen og andetsteds. – Naar man engang er Mester og har faaet Stempel derpaa, sætter man sig ikke atter paa Elev-Krakken … Jeg har jo et Marked allerede, jeg har Bestillinger, hvad bryr jeg mig saa om hin misundelige Vinkelskriver i Skandalbladet? Det er sandsynligvis en forulykket Kunstner, der nu hævner sig paa mig, der er heldigere situeret –»

Og saa trøstede han sig saa godt han kunde.

Det bankede. Lyder kom ind, og blev noget surt modtaget. Han var jo ogsaa en af disse «raa Normænd», der ikke forstod sig paa Kunst. Aldrig havde han sagt en Kompliment over hans Mesterværker, aldrig gjort en Bestilling – og Lyder var dog formuende.

«Gaar du i Selskabet hos Pehrsens?» spurgte Lyder, der vant til Skrams Lunefuldhed, 263tog Sagen meget rolig. «Det skal jo være imorgen.»

«Nei,» svarede Skram tvært. «Hvad har jeg der at gjøre? Disse Mennesker er mig for hjemmebagte, de har ingen «bon ton».bon ton] (fr.) gode manerer – Pehrsen har endnu ikke været hos mig, derimod har han, ligesom Rosenius, bestilt sit Portrait hos Frøken Lunde, ja, saa siger man. – Den Tølper! – Igaar havde jeg forresten Besøg af Monsignore Parini – ja, du kjender vel ham – han staar paa Nippet til at blive Kardinal, er en god Ven af Paven.»

Skram gjorde her en kneisende Bevægelse som om han selv stod paa intim Fod med hans Hellighed.

«Har ikke den Ære,» sagde Lyder tørt.

«Nei, med Pehrsen omgaaes jeg ikke mere! Der erer] rettet fra: et (trykkfeil) en gammel, adels- og ordensgal Nar. – Ved du, at han i Hemmelighed har været oppe hos Ministeren, i den Tro, at denne kunde skaffe ham en Dekoration i Knaphullet. – Den Dumrian indbilder sig, at Ministeren gaar med Lommen fuld af Olafs- og Wasa-Ordener som Børnene med Tinsoldater, og at han blot behøver at gjøre et Greb i Lommen og derved lyksaliggjøre en Persen eller Paalsen … Ministeren lo hjerteligt, da han fortalte mig Historien. – Pehrsen havde tilbudt sig, det skulde 264være et Slags Vederlag for den ønskede Orden – at understøtte nogle ‘nødlidende Skandinaver’ inden vor Forening. Hahaha!»

Lyder deltog ikke i Latteren.

«Apropos, du har vel læst ‘Morgenbladet’. – Er det ikke skjændigt? – ‘Modedukker!’»

«Kritiken var streng, kjære Skram, men mon der ikke var noget sandt i den?»

Det søde, næsten stereotype Smil forsvandt ganske fra Billedhuggerens Læber.

«Hvad mener du?»

«Ja, du gi’er mig Lov til at være oprigtig? – Se den Buste der! – Ansigtet forsvinder aldeles under en stor Rembrandts-Hat med lang Strudsfjær. Det forekommer mig som at hugge ud Fjærens hundrede Krusninger har været dig det Væsentlige. Jeg for min Del bryr mig ikke om sligt Mode-Stads. Det er noget Krimskrams, synes jeg – ja, nu har jeg snakket lige ud af Posen.»

Skrams Ansigt blev surt som Eddike. Atter «Moden»! – Idag har hele Verden sammensvoret sig mod mig, tænkte han og mumlede mellem Tænderne «Norsk!» hvad der for ham i dette Øieblik var synonymt med «Torsk!».

En Stund stod begge tause.

«Der blir forresten ikke noget Selskab af 265hos Pehrsens,» sagde omsider Skram, «du ved vel, at Sverre er rendt væk.væk.] rettet fra: væk, (trykkfeil) Ingen ved hvor, og nu er Politiet sat i Bevægelse for at finde ham. – Ja, jeg forudsa’ jo, at det vilde ende slig. – Husker du ikke vor Samtale dengang? – Naar man har en slig gammel Grinebider til Far, en Mand, der tier Folk ud af Huset, saa –»

«Umuligt!» raabte Lyder overrasket. «Naar er det sket? – Stakkels Sverre!»

«Ja, Enkelthederne ved jeg ikke. Det maa du spørge Familien om.»

«Det vil jeg virkelig, og det paa Stedet,» svarte Lyder, greb sin Hat og gik, glemmende over Sverres Skjæbne, at han havde fornærmet Skram, der besvarede hans Farvel med en lang, uhyggelig Fløiten.

Ligesom alle ædle Hjerter glemte Lyder over en Fjendes Ulykke al Uret, som denne før havde tilføiet ham. Han erindrede blot, at Sverre engang havde været hans Ven, og at denne Ven nu var ulykkelig.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.