[28]

Ved Lyders Komme udreves Sverre af sine triste Betragtninger. Ikke den mindste Bevægelse røbede, at han følte nogen Glæde ved at se sin gamle Ven. Flegmatisk, let forundret betragtede han ham.

Lyder rakte ham Haanden, det slog ham, hvor disse faa Dage havde ændret Sverres Udseende. Han var gusten i Ansigtet, Trækkene saa slappe, og Øiet havde et stivnet, saart Udtryk.

Men Sverre modtog ikke hans Haand.

«Vær nu fornuftig, Sverre – Tænk en Gang over vort Forhold – Er det mig eller dig, som har havt Uret? Jeg har aldrig gjort dig noget Ondt, du derimod har fornærmet min Forlovede – dog dette vil jeg nu tilgive dig –»

273«Tak!» svarede Sverre ironisk. «Altid ædelmodig!»

«Har jeg udtrykt mig galt? – Ja, du ved, jeg er ingen Talekunstner – jeg er ikke af mange Ord, men –» Han lagde Haanden venligt som en Bror paa Sverres Skulder. «Hvad feiler dig? Har man været ond mod dig, Gut?»

«Kommer du som Udsending fra mine Forældre?» spurgte Sverre, mildere stemt.

«Nei, jeg gaar mit eget Ærinde.»

«Du vil besnakke mig, saa jeg vender tilbage til Far, ikke sandt?»

Den ærlige Lyder, slet ikke vant til diplomatiske Sendelser, kløede sig forlegen i Nakken.

«Tag Plads! – Ja, du ser mistroisk paa Stolen – den er rigtignok skrøbelig, men man kan dog uden Fare sidde paa den. – Nu vil jeg gjøre dig et Spørgsmaal, som du skal besvare ganske aabent. – Du ved, hvor lidt jeg synes om Far, men maa han ikke ogsaa være dig og alle andre antipathisk?»

«Du bruger saa stærke Udtryk – Antipathisk?»

«Svar! – Og vær sand!»

«Naar han ikke kan vinde din Hengivenhed – du, som er hans Søn, hans eget Kjød og Blod – hvordan skulde det da lykkes ham 274at vinde min – jeg, som er ham en Fremmed? – Vi er saa forskjellige forresten.»

«Med andre Ord, du kan ikke udstaa ham – det har jeg længe anet – og som det gaar dig og mig gaar det vistnok de Fleste. – Skram skriger ham saaledes ud overalt som en Parvenu og en Egoist – Far har ingen Evne til at vinde nye Venner, men en særlig Begavelse, rent ud et Geni til at tabe de faa, han allerede har. – Det er en underlig Mand,» sagde Sverre og faldt hen i Tanker.

«Han skulde bare være lidt mer’ omgjængelig,» sagde Lyder, «lidt hjerteligere –»

«Hjerte! – Ja, der traf du det! – Hvor jeg forstaar denne Ligegyldighed, denne Reserverthed, man overalt møder Far med! Hvor udæsker han ikke Kritikken! Det er ligesom det blir koldt, hvor han træder ind, det glade Ord dør paa Tungen, Pladsen om ham blir øde som en Kirkegaard – – Hvad nytter det Verden, at man fortæller den, at dette tause, barske Væsen kun er en Skal, hvorunder den søde Kjærne skjuler sig, naar man aldrig faar denne Kjærne at se? – Jeg for min Del har kun faaet de haarde Skaller slængt i Fjæset.»

«Stakkels Sverre!»

«Hvor hele min Opvækst nu forekommer mig ensom og trist – En Hjemløs har jeg 275været i mit eget Hjem – H j e m! Tør jeg kalde et Hus som vort det? – Havde endda Mor holdt en Smule af Far – men det gjør hun ikke – da havde vi havt det hyggeligere … Hun har vist aldrig elsket ham – Jeg synes jeg kan føle paa mig selv, at jeg er Resultatet af en Forbindelse, hvor Hjertet har havt saa lidet at sige – Jeg er ikke bleven harmonisk nok – saameget forkert og mislykket – Folketroen siger, at Elskovsbørn er smukkere og friskere end andre, jeg mener det samme – Desværre er jeg intet Elskovsbarn – Med mig vil det ta’ en gal Ende …»

«Bah! – Alt vil gaa godt, naar du bare –»

«Hvor jeg har grublet over mit Forhold til Far i disse ensomme Dage! Nu dømmer jeg ham lidenskabsløst, objectivt som om han var mig en Fremmed. Ak, er han mig desværre ikke en Fremmed? Vil han ikke altid bli’ det?»

«Tal ikke saa, Sverre –»

«Jeg beundrer Far –»

«Se, det var bedre,» – sagde Lyder oplivet.

«Jeg har altid beundret hans – Forretningsdygtighed, hans Arbeidskraft, hans finantsielle Begavelse. Der skal særegne Evner, en særegen Udholdenhed til, maa du tro, for at 276kunne rode sig op af Sølen, hvori Skjæbnen har kastet én. Den fattige Søn til en fordrukken Skoflikker –»

«Sverre!»

«Hvorfor skjule Sandheden? … Jeg ved nu godt hvad min Bedstefar var for en Stakker … Altsaa den fattige Søn til en fordrukken Skomager hæver sig op til en af Kristianias mest ansete Rigmænd. Jeg ta’r Hatten af for dette. Det er stort.»

«Arbeidets Adel,» mumlede Lyder.

«Men noget mere end denne kolde Beundring for – Grosserer-Geniet kan jeg heller ikke yde. Det er mig umuligt at holde af ham – Ja, jeg har ikke engang fuld Agtelse for ham – De Midler, hvormed han har svunget sig iveiret som Forretningsmand, har ikke altid været de reneste. Han har ofte benyttet sig af en Sælgers bitterlige Nød til at tilvende sig Eiendomme for Spotpris, han har paa en servil Vis, som jeg foragter, vundet sig mægtige Forbindelser i Handelsverdenen, og at han er en haard, ubønhørlig Kreditor, ser jeg af hans Korrespondance … Hvormange rørende Breve om Henstand! Han bevilger den aldrig, men driver Gjælden ind uden Skaansel, panter Folkene ud … Engang blev han selv flaaet ligetil Skjorten – det var i hans 277Ungdom, da han fallerede – nu flaar han til Gjengjæld andre. – Verdens Gang er saa.»

«Men vi har alle vore Feil, gode Sverre. En Far blir dog en Far. – Blodets Baand – Husk, hvad du skylder ham! – Pieteten –»

«Blodets Baand! – Pietet!» gjentog Sverre ringeagtende. «Du er ældre end mig, Lyder, og burde ha’ tænkt dybere, og alligevel sidder du endnu fast til Halsen i gamle Fordomme. – Blodets Baand! Hvad betyder det? Jo, en Mand ser paa en Kvinde og begjærer hende, han oplever nogle vellystige Nætter, og Resultatet er, senere eller tidligere, et Barn, der hjælpeløst kommer ind i en hjælpeløs Verden, til Overflod beheftet med nogle legemlige og aandelige Skavanker, nedarvet fra Forældrene. – Nei, denne stakkels Skabning skylder ikke sine Forældre noget, fordi det er skubbet ind i Livet – ikke for dette alene, Fødselen er jo en simpel Naturproces – tvært imod, ved mangen Vugge burde Far og Mor, der trods Sygdom og Armod har forenet sig, paa sine Knæ bede Gud (hvis der er en) om Tilgivelse. Det er en Forbrydelse, de har begaaet ved at gi’e Livet til en liden Orm med nedarvet Sygelighed, et stakkels Barn, der aldrig har bedet om den Elendighed, som ufeilbarlig venter det.»

278«Nei, nu tror jeg, Sverre, at du har forlæst dig paa SpencerSpencer] Herbert Spencer (1820–1903), engelsk tenker kjent for sin sosialdarwinistiske filosofi og de andre moderne Filosofer, du altid havde liggende paa dit Bord. Du har ikke fordøiet rigtig deres gudsbespottelige Tanker.»

«Gid det var saa!» raabte Sverre melankolsk. «Gid det var saa, at det blot var nogle fremmede Theorier, som havde forvirret Hovedet paa mig – da kunde jeg atter læges og bli glad – men Sandheden er, at hvad jeg her fremsætter, er det sørgelige og logiske Resultat af min egen Tænkning over min særegne Stilling til Far … Det har ledet mig til at reflektere over Børns Forhold til deres Forældre i det Hele taget. – Nei, det er ikke sandt, at den blotte Fødsel nøder os til Taknemmelighed og Hengivenhed mod vore Forældre! Der maa saamænd andet til! Disse varme Følelser maa de vinde efterhaanden ved et helt Livs Opofrelse og Kjærlighed. De maa erobre os som den Fremmede gjør, der uden at ha’e en Blodsdraabe fælles med os, dog til slut vinder vort Hjerte og blir vor Ven, blot fordi han er god og trofast … Ingen Trældomsfrygt, ingen Slægtstvang, men Kjærlighedens frie Valg maa her være det Bestemmende … En Far f. Ex. maa være saa brav, saa øm, saa elskværdig, at om man havde givet 279mig Lov til selv at vælge min Far mellem tusinde Mænd, havde jeg dog foretrukket min egen og sagt: «Ham og ingen anden!»

Lyder undrede sig over den Veltalenhed, Sverre udfoldede. Hans Øine flammede, hans lille Mund sitrede lidenskabeligt. Lyder mærkede, at det var en længe samlet Tankestrøm, som her fandt sit endelige Udløb.

«Men din Far holder dog saa af dig,» søgte han at indvende.

«Jeg har aldrig tvivlet derom,» svarede Sverre med et bittert Smil. «Ja, han holder af mig, som af sine Skoge derhjemme, som af sine Aktier og Pantebreve, sine Huse og Heste, kort sagt, som af alt det, hvortil en fornuftig Beregning knytter Mennesket, det, hvoraf han kan drage Nytte og Fordel –»

«Huh!» sagde Lyder som om han frøs.

«Jeg er den eneste Søn – han haaber, at jeg skal kunne «forplante Slægten», som man siger – og det med Glans. – Han ved, jeg er begavet, ialfald siger mine Professorer saa – Han er stolt af dette, og smigrer sig med, at jeg skal drive det til noget Stort i Verden, noget, der kan gi’e Pehrsen-Navnet en Anseelse som Rothschildernes.Rothschildernes] ledende finansfamilie med grener i flere land – Alt er Egoisme, ser du. – Blev jeg ved et Ulykkestilfælde Idiot imorgen, forsikrer jeg dig om, at han 280ikke vilde bryde sig mere om mig end om Stolen her, thi da kunde jeg jo ikke mere tjene hans Ærgjerrighed – Et ‘blødsinnigt’ Menneske holdt op at være hans Søn, jeg blev kun et Lægdslem, der var ham til Byrde – Jo, jeg kjender mine Folk – Hahaha!»

«Le ikke saa fælt, Sverre – Du gjør mig ganske ræd – Alle disse Fantasterier! – End din Mor da! Hende glemmer du.»

Der arbeidede noget i Sverre, det var som om han med Anstrængelse slugte noget.

«Mor er god,» stammede han og saa væk.

Tilslut maatte Lyder gaa ligesom Faderen med uforrettet Sag.

Sverre sad alene tilbage med Hovedet skjult i Hænderne. Timerne gik, den ene efter den anden, det blev Skumring. Og hans romerske Bekjendt, som skulde besøge ham og bringe Arbeide med, kom ikke. En uendelig Trøstesløshed faldt over ham … Fremtiden laa foran ham ligesaa mørk og fattig som dette leiede Værelse med Udsigten til den smudsige Gade … Desuden var han hungrig, han havde denne Ungdommens sunde Appetit, som ikke Sorgerne ganske kan udrydde … Hvorfor havde han ikke havt Mod til at bede Lyder om et lidet Laan? Lyder 281var god, Lyder havde gjort det saa gjerne – Men han vilde, at Lyder selv skulde tilbudt sig.

Da aabnedes Døren sagte.

En ligbleg, sortklædt Kvindeskikkelse, der vilde synke om af Træthed, stod paa Tærskelen. Han kjendte dette Jammersbillede. Det var hans Mor. Hun havde trods Lægens Forbud reist sig af Sygesengen og slæbt sig hid for at hente sin Søn.

Hun mælte ikke et Ord, hun saa blot paa ham – o, dette Moderblik, saa uendelig sørgmodigt, saa mildt bebreidende, saa kjærligt kaldende! – og faldt ham saa om Halsen med en lang, krampagtig Graad.

Da smeltede ogsaa det Dække af Is, hvormed Sverre hidtil havde søgt at pantsre sit unge, stolte, dybtkrænkede Hjerte. Moderens Bevægelse smittede ham. Han fik Taarer i Øjnene.

«Nuvel, jeg følger dig, Mama … men paa en Betingelse – jeg maa faa Maden bragt ind paa mit eget Værelse, jeg maa spise alene – for jeg kan ikke taale daglig at se ham … ikke endnu. – Alt maa ha’ sin Tid.»

Moderen lovede det.

282«Og saa maa du ogsaa sige ham, at han aldrig mere maa minde mig om min Afhængighed, om min Fattigdom … Et haardt Ord til, en ny Ydmygelse – og jeg flygter paany … for aldrig mere at vende tilbage.»

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.