[29]

Dagmars korte Lykkedrøm var forbi. Hun saa ikke mere Rosenius. Fru Berner var atter rask, hun pjattede og spaserede som tidligere – og den holdningsløse Rosenius laa paany i hendes Garn.

Dagmar betragtede melankolsk Portraitet, der nærmede sig sin Fuldendelse. Men for at det kunde blive helt færdigt, var det nødvendigt, at han endnu «sad» for hende et Par Gange. Hun lod ham underrette derom. Han lovte at komme næste Formiddag. Hun ventede forgjæves lange Timer. Om Eftermiddagen modtog hun en Billet, hvori han undskyldte sin Forsømmelse med et literært Arbeide, en Korrespondance, der var trængende nødvendig. Senere fik Dagmar vide af nogle Skandinaver, at Rosenius havde været med Fru Berner i Galleri Colonna den samme Formiddag.

284Det var altsaa den vigtige «Korrespondance».

Hendes Smerte og Ydmygelse kjendte ingen Grænser. Hvad betød dette? Brød han sig ikke om at faa Portraitet til den bestemte Tid? Hans Mors Fødselsdag var jo allerede i Marts. Tiden var knap. – Vilde han ikke møde hende mere? Men alle hans skjønne Ord, hans Blik, hans varme Haandtryk, hans kjærlige Erklæring og saa Digtet! Havde hun havt Uret i at lægge nogen Betydning ind i dette? Var alt Løgn og Bedrag? …

Hun søgte ham om Aftenen paa «Genio», men fandt ham ikke. En Skandinav fortalte hende, at Rosenius og Fru Berner nu spiste i «Falcone». Fru Berner havde ytret, at hun ikke kunde like «Genio», fordi der kom saa mange Landsmænd. Man var aldrig alene og i Ro.

Dagmar søgte ham saa i «Foreningen», hvor han hver Eftermiddag pleiede at læse Hjemmets Aviser. Nei, heller ikke der fandt hun ham! Rosenius var ganske forsvunden.

Saa løb flere Dage hen, og hver Dag øgede Dagmars Længsel, hendes Ydmygelse, hendes angstfulde Uvished. Hun evnede ikke at arbeide, hun fik ikke sove. Tilslut kunde hun ikke holde det ud længer.

285Det maatte gaa som det vilde, men hun maatte have en Afgjørelse. Liv eller Død! Enten – eller!

I Fortvivlelse tilskrev hun ham et lidenskabeligt Brev, hvori hun lagde sit Liv, sin Ære i hans Hænder, et af disse Breve, som en Kvinde straks angrer at have afsendt, og som hun gjerne giver sit Hjerteblod for atter at faa tilbage.

Er Manden ædelmodig, kan han betale hendes Tillid med Lykke og Taknemmelighed, men Skam og Spot kan ogsaa være Lønnen, hun faar. Alt er Hazard-Spil!

Hun havde bedet ham om et Stævnemøde Kl. 7 om Aftenen i Poppel-Alleen ved Tiberbredden, tæt ved Via del Fiume, et af Roms ensomste Steder, ligesom skabt for hemmelige Elskende.

Brevet blev rigtigt afleveret i hans egne Hænder. Budet vendte tilbage med denne Besked fra Rosenius: «Jeg kommer».

Ingen Misforstaaelse kunde altsaa indtræde.

Dagmar afventede febrilsk Aftenen. Hun kunde ikke være rolig noget Sted. Med Angorakatten paa Armen vandrede hun op og ned i Atelieret. Hvert Øieblik saa hun paa Uret. Længe før Kl. 7 var hun paa Mødestedet. 286Om Hovedet havde hun slynget et tæt, sort Slør som Romerinderne bærer det.

Det var allerede dunkelt, Poppel-Alleen øde, undertiden passerede en Arbeider, der efter endt Dagværk vendte tilbage til sit Hjem i Kampagnen. Et Skib med Kul og nogle Smaabaade laa i Tiberen og fyldte næsten dennes snevre Løb. En uregelmæssig Rad af Lys, her og der nogle Lanterner, viste den Vei, Floden tog. Himlen var stjernetindrende, Luften kjølig og viftende, gjennem Alleen raslede et og andet vissent Løv. En liden Gut, der red paa Kulskibets Ræer, sang drævende og monotont en Sjømandsvise, der naturligvis handlede om «amore» og «cuore». Og til hans Toner føiede sig alle hine dæmpede, uvisse Lyd, der kun høres i Aftenstilheden.

Dagmar drog Sløret tættere om sig.

Hun gik op og ned i Alleen, hun syntes det var saa deiligt at vente, med den glade Vished, at han snart vilde være der. Hvad mon han vilde sige til hende? Hvad vilde hans første Ord være? Mon han vilde finde noget ukvindeligt i hendes Opførsel? Aa, vist ikke – Han var jo Digter, han vilde forstaa en ildfuld Kvindesjæl bedre end Spidsborgerne, han vilde ikke maale den med Hverdagsmenneskets prosaiske Alen –

287Hendes Stemning var saa rig, rig til Svulmen som Floden ved hendes Side, saa sødt beklemmende som Duften af disse Nelliker fra den nærliggende Blomsterbod i Via del Fiume. «Hvorfor«Hvorfor] rettet fra: Hvorfor (trykkfeil) dufter Nellikerne stærkere, mere lidenskabeligt end Roserne?» spurgte hun sig selv. Hun yndede saa Nelliker, særlig de blodrøde …

Jubel og en hemmelig Angst vilde ligesom sprænge hendes Bryst – Hun stod stille og indaandede i sugende Drag den aftenfriske Luft, hun saa mod den vestlige Horizont, hvor en lang Sky, i Form af en Gondol, seilede frem mellem Stjernerne – o, var det ikke hendes Lykkebaad, de To alene i Gondolen? – og hun hørte med et drømmende Smil paa Skibsguttens Vise, der trods sin Ensformighed behagede hende meget … Handlede den ikke om det eneste Thema i Verden, der aldrig trætter og aldrig slides op, «amore», den samme Følelse, der i denne Stund bragte hendes eget unge Hjerte til afsindigt at banke? …

Klokken blev imidlertid 7½. Dagmar fandt det ikke mere «deiligt» at gaa der ventende. Den blev 8. Endnu ingen Rosenius! Hun vandrede frem og tilbage, hun stansede lyttende – var det ikke hans Fodtrin? – og fortsatte saa skuffet sin Gang. Hun sank over 288i en Drømme-Døs, og skræmtes op af denne ved et raslende Blad, der fløj for Aftenvinden. Kom der Nogen?

Hun lænte sig mod et Stykke Murværk, hun kilte sig ind i Væggens Skygge for ikke at sees.

Aa, denne brændende Skam! – Hendes Kinder glødede som Flammer under Sløret.

En hel Time forbi! – Men kanske han endnu kunde indfinde sig? – Hun vilde gaa ham imøde. Han kom sandsynligvis gjennem RipettaenRipettaen] Via di Ripetta – Hun ilede op i denne Hovedgade, der snor sig langs Tiberen. Den var tom. Hun mødte kun et Barn, der havde været hos Bageren, og bar et stort Brød under Armen.

Hun fo’r tilbage til Alleen og skjulte sig som før bag Muren.

Hvert Minut, han udeblev, ligesom forøgede hendes Brøde, den voksede og voksede, den antog uhyggelige endeløse Dimensioner ligesom Skyggerne af disse Popler, der tabte sig i Mørket – thi nu følte hun det som en Brøde, at hun i et overstrømmende Øieblik havde vovet at tilskrive ham hine glødende Ord … Da hun gjorde det, var det i den berusende Tro, at hun var elsket af ham, og da havde hun havt Ret – men nu? … Hvad 289kunde bedre overbevise hende om hendes Feiltagelse – denne Feiltagelse, som hun aldrig kunde tilgive sig – end hans Udebliven?

Hun havde altsaa givet sin Følelse til Pris, uden at vinde hans til Gjengjæld? Hun havde aandeligt givet sig hen til ham – men hendes Kjærlighed var bleven forsmaaet …

Slig afviser man en Tiggerske –

Ovenpaa Forventningens Spænding, der efterhaanden slappedes, fulgte en sløv Ro, der afløstes af en vild Angst … Og saa kom atter Slapheden, en traurig, vinterlig Følelse, ikke langt fra Resignationen …

Seet fra dette Punkt giver Tiberen et malerisk Skue. Den bugter sig frem, næsten i en Halvbue, og Husene paa begge Sider reiser sig, uden nogen formildende Bred lige op af Vandet som Paladserne i Venedigs Kanaler. Disse Huse er gamle, murgraa, skjæve og harmonerer godt med den gulagtige Strøm, der bader deres Fødder. Vinduerne og Loggiaerne staar uregelmæssigt, hist og her, spottende alle arkitektoniske Love.

I Vinduerne brændte Lys. Mekanisk betragtede Dagmar dem. Hvilke Dramaer med Sorg og Glæde spilledes ikke bag disse oplyste Vinduer! Hvert havde sin egen Historie. Ved denne enlige Lampe maatte en bleg, forlæst 290Student sidde eller en træt Syerske, hint urolige Blus, der som et Angstskrig skar sig ud i Natten, hørte hjemme i Sygestuen – maaske Døden i dette Nu herjede derinde og skilte en Mor fra sit Barn – men bag denne lille Rude, hvis Lys var saa blidt og dæmpet og hvis hvide Florgardin saa omhyggelig trukket for, maatte findes en Rede for to Elskende.

To Elskende …

Tiberen bruste forbi med sit evige Suk, Dagmar bøiede sig frem over den, erindrende, ikke uden Gysen, hvormange ulykkelige Sjæle, der havde fundet Fred for sin Smerte i disse dybe, mørke Vande …

En tragisk Historie, som just i de Dage fyldte alle Roms Aviser, vilde hende ikke ud af Hovedet.

En ung, prostitueret Kvinde, en af Roms Skjønheder, havde pludselig druknet sig og Motivet var dette. Hun havde gjort Bekjendtskab med en ung, brav Militær fra Provinsen, der istedetfor den sædvanlige flygtige Passion indgjød hende en sand Kjærlighed. Hun havde ikke troet sig istand til at nære en slig skjøn, uegennyttig Følelse, hun blev paa engang lykkelig og fortvivlet derover. Men jo bedre hun lærte hans ædle Karakter at kjende, jo 291dybere beklagede hun sit eget Fald, jo afskyeligere fandt hun sig. Hendes Kjærlighed til ham gav hende ligesom en ny Jomfruelighed, og en Sjælens Adel, som hun aldrig før havde eiet. Hun, den frække Kourtisane, fik pludselig en Samvittighed, øm og fintfølende som en Konfirmandindes … Med nye, bedrøvede Øine saa hun paa sig og sine Omgivelser. Afstanden mellem ham, den retskafne Mand, og hende forekom hende tilslut uovervindelig. Hans Hustru kunde hun aldrig blive – det vidste hun – og være for ham, den Elskede, hvad hun havde været for næsten alle Roms Lapse,alle Roms Lapse] alle byløver i Roma en Maitresse, der faar Penge, men ikke Agtelse, nei, det kunde hun ikke – ikke nu, efter at hun havde faaet et Glimt af den rene Kjærlighedsverden, som hun tusinde Gange havde forraadt … Hun sprang i Tiberen – og saa slutted den Roman.

Dagmar bøiede sig endnu dybere ned over Floden, grundende over det gamle Emne, Kjærlighedens dybe Mystik, der af Kourtisaner skaber Martyrer, og af unge, uskyldige Piger lidenskabelige Mænader …Mænader] kvinner som dyrket vinguden Dionysos i antikken, ifølge noen kilder gjennom ville orgier

«Bum!» klang det med et ved hendes Øre. «Bum!» – Hun skvat op af sine Drømme. Klokken ringede i en nærliggende Kirke. 292Dagmar talte med vildt stigende Hjertebanken hvert Slag.

«Ti!» skreg hun. «Ti! – O, min Gud!»

Hun krøb sammen i Murhjørnet, disse Klokker ringede for hende til Begravelse … hendes unge Kjærlighed var Liget …

I tre Timer havde hun altsaa forgjæves speidet efter ham. Nu nyttede det ikke at vente længer … Han kom ikke, kom aldrig mere …

Men hvorfor var han ikke kommet? Hvad havde hindret ham? Var han syg, et pludseligt Ildebefindende? Eller – –? Nei, hun havde ikke Mod til at forfølge denne skrækkelige Anelse … Fru Berner? – Jo, hun maatte tænke det ud!

Om Fru Berner her havde havt sin Haand med i Spillet? Om hun havde lokket Hemmeligheden med Stævnemødet ud af Rosenius, der i sin Svaghed og Eftergivenhed var saa let at friste, og siden ved Smiger og Kjærtegn fængslet ham til sin Side for at hindre ham i at indfri sin Aftale?

Maaske hendes Brev – o, denne Tanke gjorde hende vanvittig! – i dette Øieblik var i Fru Berners Hænder? Maaske hun læste det høit op for skadefro Skandinaver som hun engang havde gjort med Rosenius’ Digt? Disse 293ømme, stammende, nøgne Linier, kun bestemt for den Elskedes Øie, blev nu brutalt kritiseret, diskuteret, gjort til Gjenstand for Latter og Haan? …

«Brevet!» skreg hun. «Jeg maa atter faa fat i det forrykte Brev – Kan jeg ikke frelse min Kjærlighed, kan jeg maaske endnu redde Æren.»

Hun fløi lige til hans Bolig (hun vidste godt Adressen, det var Via SistenaVia Sistena] Via Sistina Nr. 101). Hans Vinduer, som vendte til Gaden, var mørke; altsaa var han ikke hjemme.

Hvor skulde hun nu vende sig?

Hun erindrede, hvad man nys havde sagt hende, at Rosenius og Fru Berner pleiede at spise i «Falcone». Hurtigt derhen! Atter krydsede hun Korsoen, kom ind i forvirrende Smaagader, passerede Pantheon, hvis herlige Søilerad lyste roligt i Stjerneskinnet, og naaede endelig den bekjendte Restauration.

Hun havde ikke Mod til at gaa ind, men gjennem Ruden keg hun ind i Værelset. Han var der ikke. Skram sad alene ved et Bord og spiste Østers – men ham havde hun jo ingenting at sige.

Hun styrtede tilbage til Korsoen. Kan hænde hun fandt ham i «Morteo», en stor Café, meget søgt af Skandinaverne, ikke alene 294paa Grund af det gode Øl, men ogsaa fordi den er længst aaben.

Uden at bryde sig om de elegante Opvartere, der forbauset saa paa den ensomme, forvildede Dame, fo’r hun lige ind i det lille Kabinet, der stødte til den større Sal, hvor de fleste Gjæster opholdt sig. Hun forlangte en Kop Chokolade, som hun ikke drak, og imidlertid mønstrede hun i et Speil, der reflekterede Salen, alt, hvad der foregik derinde.

Nei, heller ikke her var han!

Hun var fortabt, om hun ikke fik Brevet tilbage. Fortabt!

Atter søgte hun hans Bolig i Via Sistina. Vinduerne var fremdeles mørke. Hun ringede krampagtig; det gav en drønende, skrattende Gjenlyd i den store Stengaard. En søvnig Portner aabnede med en Forbandelse Døren. Han var i Underbenklæder og havde en osende Lampe i Haanden. – Var Herr Rosenius hjemme? – Nei, «il Signore» var endnu ikke kommet hjem. Der laa Breve i Portnerlogen og ventede paa ham.

Og med en vredagtig Brummen sloges atter Døren til.

Dagmar satte sig paa den kolde Stentrappe, fast bestemt paa at afvente hans Hjemkomst, selv om denne først skulde falde ud paa 295Morgenstunden. Hun drog Sløret endnu tættere om sig og trykkede sig helt ind i Døraabningen.

Det var nu over Midnat.

Hun frøs, hendes Tænder klaprede, men som en tro Hund, der venter paa sin Herre, beholdt hun standhaftig sin Plads. En Gendarm passerede og kastede et mistroisk Blik paa hende, han traf en Kollega, de lod til at holde en stille Raadslagning, mens begge saa speidende mod den Krog, hvor hun sad sammenkrøben.

Hvad vilde de hende? Hun blev bange og sitrede over hele Kroppen. Troede de kanske, at hun var en Tyvekvinde? Vilde de arrestere hende?

Heldigvis tiltalte de hende ikke; hun fik Lov at sidde i Ro og sørge.

Hendes Hoved gled ned mod hendes Fang, hendes legemlige Træthed var ligesaa stor som hendes sjælelige Smerte … En tung Døs, hvori de bitre Tanker ligesom stivnede, faldt over hende …

Hun vaktes ved, at en ung, munter Kavaller, der øiensynlig kom fra et lystigt Lag, lagde Haanden paa hendes Skulder og hviskede nogle Ord, der var ledsaget af en saa 296talende Gebærde, at Ordet igrunden var overflødigt.

Hun fo’r op som stukket af en Skorpion. En Hulken, vild og skjærende, løsnede omsider hendes Kval, og som en Forfulgt løb hun hjemover; hun boede lige i Nærheden.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.