[Kapittel 14]

278Midfastesøndag, sidste søndag i mars, gik Veronica med til kirken.

Himlen var overskyet, et klart, sølvgraat lys gjorde hus og trær fine i linjene, paa den grønne vintersæden laa en snefonn som et smykke paa kostelig og sjeldent klæde. – Utenfor kirkegaarden delte en flok sortklædde mænd sig og hilste prestefolket: «Godt mot.» Augustin gik forrest – samarien slog ind mellem benene paa ham, han løftet den storbremmede hatten i pullen; Perla leiet Vanda, bakerst kom Veronica. Hun hadde paa sig morens graaverkskaape; den var for stor, med den indsvingede livlinjen og de vide skjøtene som sluttet ved knæet, fulgte den i smaa, ujevne sving bevægelsene hendes – hodet hvilte i den bløte graa halskraven som i et rede. Kindene var let farvet av den raske gangen, og hun hilste kirkefolket med en svak nakkebøining og et litet usikkert smil, øinene blev mørkere og dugget til …

Samtidig og langsomt snudde mændene hodene efter hende.

Paa kirkegaarden laa sneen endda i nordhallet – mot syd stak to-tre nyss tilspadde graver nakne op av den islagte volden, nattekulden hadde git lerklumpene et rimlag, og de hvite papirrosene i lyngkransene tustet og sitret som i frost.

279Presten bøide av fra den brede midtveien og gik med sin husstand stien, som var askestrød, langs kirkeskibet til sakristi-indgangen.

Paa dørstokken til det smale, høiloftede rummet stanset Veronica og studset. Det var fuldt av kvinder der inde; men ingen av dem hadde daapsbarn med sig. De reiste sig fra bænken langs væggen og hilste; en av dem hadde staat ved døren, hun flyttet sig unda da den blev aapnet. Ved ovnen sat søster Lisbet og varmet hænderne. Augustin hilste taus, la hatten fra sig paa det gulmalte bordet, som stod borte under vinduet; kvindene satte sig igjen –; han strøk sig med begge hænderne gjennem haaret, bøide prestekraven unda haken, skjænket sig et glas vand og drak. Da Veronica gik forbi Perla og barnet til døren som paa den motsatte væggen førte ind i selve kirken, kom han imot hende.

«Det er introduktion idag,» sa han lavt og fort – «jeg fik ikke nævnt det for dig igaar. Og idag glemte jeg det. Jeg kommer tilbake under lovsalmen – Gunhilde blir hos dig, Gunhilde og søster Lisbet ledsager dig.» Han bøide sig, tok Vanda ved haanden og gik ind i kirken.

Hun vilde spurt ham –; og hun snudde sig mot Perla og sa:

«Hvad er det vi skal, Gunhilde?»

Søster Lisbet svarte hende:

«Det er mødres introduktion, barselkvindens første kirkegang, fru Vargen – jeg mindet sognepresten om det igaar, og han bad mig følge Dem. De er ikke alene som De ser.»

Uvilkaarlig snudde Veronica sig og saa paa de andre 280kvindene. Nærmest vinduet sat Ingeborg Ottestad, skolelærerens kone; hun kjendte hende og svigermoren, som sat ved siden av hende; en ung, lyslet pike var i følge med dem. Midt paa bænken holdt tre sortklædde kvinder sig tæt sammen. De var magre, sterkbyggede og mørkøiede som folk flest fra nord-bygden; den ene hadde tat hodetørklæet av sig, hun var graahaaret. Alle tre holdt sig meget rake og snudde ikke hodene; men de brune øinene gled til siden og hvilte ihærdig og ransakende paa prestefruen. Nærmest døren reiste en liten krumrygget kone sig og seg over gulvet til Perla: «Godt mot og tak for sidst,» sa hun. De begyndte en hviskende samtale om fælles kjendinger – inde fra kirken kom salmesangen støtvis, sterkere og svakere, baaret paa orgeltonene som paa lunete vindkast …

Veronica gik bort til indvæggen og lænet sig imot den; det samme mennesket som hadde flyttet sig væk fra døren, flyttet sig unda igjen; hun saa paa hende og sa:

«Det er plads for os begge to.»

Da bøide den andre hodet og blev mørkerød over nakken og halsen.

Veronica holdt hænderne fast om salmeboken, det begyndte at dirre et steds inde i brystet, hun vilde stanse skjælvingen og trykket salmeboken haardt imot mellemgulvet. Et øieblik holdt den op, saa kom den sterkere, bredde sig langs armene, nedover lændene …

Gamle fru Ottestad sa noget, den hæse stemmen slubret tandløst i ordene.

«Ja, det er en from og nyttig skik, lykkelig hver bygd som endda holder den i hævd,» svarte søster Lisbet.

281« … Og jeg sier til Ingebjørg: vandre som din mor og jeg har vandret føre dig, sier jeg. Den som gjør Vorherre ære, faar selv ære, sier jeg. Ni ganger har jeg faret i seng, ni ganger har jeg faat velsigningen og ni bra barn har Vorherre latt mig beholde til denne dag.»

Ingeborg Ottestad skjøt frem underlæben.

«Vi trænger alle guds tilgivende naade og naadige forlating,» sa en av de sortklædde.

«Og hans renselse,» sa diakonissen.

«Jeg for mig faar si at jeg ikke synest jeg trænger mer rensing og forlating end han Otter,» sa Ingeborg, «men jeg kan følge skikken jeg som en anden, ikke for det.»

«Ingen er nødt til at søke Herren som ikke føler trang,» sa diakonissen.

«Nødt og nødt – en vil ikke være et spetakkel i bygden og slegten heller.»

«I min tid lot høi og lav sig indlede av gamleprovsten, og jeg saa ikke andet end velsignelse utav det – jeg har staat i vaabenhuset paa øien jamsides med skriverfruen og fruen til kaptein Brissak, og jeg saa ikke andet end at barnekollen trivdes den, i hus og i hytte …»

«Ti synde vi med vilje efter at have annammet sandhetens erkjendelse, er det ikke offer mer tilbake for synden, men en frygtelig forventning om dommen og en brændende nidkjærhet som skal fortære de gjenstridige,» sa en av de sortklædde.

«Oberstinden har aldrig været indgangskone det jeg vet og ikke fruen til doktor Hansen heller; de er fritat, sier ho mor – «alle mænd hvis fruer have nogen 282karakter, som i rangforordningen nævnes, maa være aldeles befriede for at introduceres i kirken av presten» staar det i anordningen ho mor har i hylla, jeg læste’n igaarkveld. Men presten skal ha en slags dusør istedenfor offer hvorsom er, stod det. Ja, det er mig det samme.» Hun dreide et sammenfoldet papir mellem fingrene til omridset av en tokrone kom frem paa det.

«Vorherre bevare munden din, Ingebjørg,» gamle fru Ottestad gløttet bort paa Veronica.

Den midterste av de tre mørke kvindene la det sorte tørklæet om hodet – silken rispet mot de ru hænderne, da hun brettet den ind ved ørene:

«Gud lægger paa sjukeseng, gud lægger i barnseng, gud lar en faa sleppe naar tiden er utrunden,» sa hun.

«Ho har været frami fjorten vendinger,» sa hendes følge og saa fra den ene til den andre i sakristiet.

«Ja, du kunde vel tale om et og andet, du Kari Furhagen, vilde du –» begge snudde de bleke ansigtene mot hende, de livnet i blikket.

Da blev døren til kirkeskibet aapnet; et øieblik fyldte prestens røst rummet – «Men hvad sier skriften? Utdriv tjenestekvinden og hendes søn! Ti tjenestekvindens søn skal ingenlunde arve med den fri kvindes søn. Saa ere vi da …» Klokkeren lukket lydløst døren bak sig.

«Presten kommer saasnart orglet toner op,» hvisket han – og han bukket for Veronica med bøide albuer og travle fingre. – «Om prestefruen vil staa opmed vinduet maaske.»

Hun gik langsomt over gulvet; med hvitt, urørlig ansigt og sænkede øienlok stillet hun sig mellem Perla og søster Lisbet. Klokkeren ordnet de andre i en halvbue; 283nærmest døren kom han i vildrede: to ledsagere var foreskrevet, nærværende kvinde hadde blot én … «Jeg skal tale med sognepresten om dem,» sa søster Lisbets klare røst, «la dem bare staa saa længe, Olsen.»

Straks Vargen kom ind, gik hun frem imot ham; hun snakket fort og hviskende, ordene hendes var bare som en liten sus for ørene. Han gik bort til kvinden som stod nederst.

«Din datter kan ikke indledes med mødrene,» sa han.

«Han hadde love at gifte sig me na, daa han kom vækForfatternote: Druknet – ho e so godt so enkje, prest.»

«I maa gaa,» svarte han og aapnet døren til kirkegaarden.

Den unge smat lydløst ut – nakken var sprutrød. Den gamle drøiet:

«No kunde presten gjort ei sælebot paa na,» sa hun og snudde sig langsomt og gik.

Augustin var blit rød oppe under øinene; han holdt salmeboken med det gyldne korset paa permen mellem de magre, hvite hænder, gik frem foran kvindene og talte til dem.

«Mødre! Takker inderlig gud, som naadig har hjulpet Eder i Eders trængsel og forundt Eder den store glæde at et menneske er født til verden. Men takker ham særlig og av hjertet fordi han bereder Eders barn gjenfødelsens daab paa det at det skal se hans rike. La taknemmelighet mot Herren løfte Eders hjerter op mot Ham, la taknemmelighet indvie al Eders gjerning til Hans ære, avgi daglig et kristelig eksempel paa ydmyghet, fromhet og rent levnet, led Eders barn tilbake 284til ham, som skjænket Eder det av sin ufattelige naade.

Til hende blandt Eder, hvis barn Herren i sin visdom allerede har forvaret til de dødes opstandelse, sier jeg med Job: Han saarer og Han forbinder – Han slaar og Hans hænder læger.

Din sjæl for Herren kvæde,
din aand i Gud sig glæde,
thi Han har holdt i minde
sin ringe tjenerinde …

Gaa ind med fred i guds menighet og tak Herren Eders gud, som har gjort vel imot Eder. Han styrke Eder fremdeles til sjæl og legem og lade Eders indgang nu og altid være velsignet for Hans aasyn. Amen.»

«Amen», gjentok søster Lisbet.

«Fruaa maa følje prestan,» hvisket Perla og rørte Veronicas arm. Da løftet hun ansigtet og saa ind i Perlas bleke øine og ristet paa hodet. Saa gik hun over gulvet mot utgangsdøren.

«Fru Vargen!» sa søster Lisbets røst.

Litt efter stod hun ute paa kirkegaarden. Kjølig som en pludselig berøring la luften sig mot hendes hete ansigt; en flok gulspurv suste over hodet paa hende og slog sig ned i et bjerketræ ved kirkegaardsmuren, kvistene neiet sig, raklene gynget i luften; over snefjeldene i vest laa det sol. Et sekund lukket hun øinene som taalte hun ikke se; og saa voldsom veltet harmen op i hende, at hun krøket sig litt og tok sig mot halsen lik et menneske som strupes.

I ørske gik hun ned bakken paa skaren, blev stanset av stengarden, fulgte den – bøide sig, krammet sne 285i haanden, kastet den, bøide sig og tok ny … De luet gjennem hende, indtrykkene fra sakristiet – ett og ett, samhængsløse, som braat belyst og like braat tat av mørke, – og for hvert nyt ansigt, for hver ny liten tydelig ting hun mindtes fra det øieblikket Augustin var gaat fra hende der inde, øket vreden, som drev hende uimotstaaelig som et veir.

Foran en av de nye gravene snublet hun og holdt paa og skulde falde. Hun stanset og saa hvor hun var. Blodet sank væk fra kindene paa hende, vredesørslen gled av hende. Hun bøide sig og prøvde løfte en liten krans som laa mellem to større; men den var stukket fast i graven med en strikkepinde; mellem vissen fuksia og myrt lyste det endda i en rød blomst; det var en blomst av Perlas «musket». I denne graven hadde de lagt barnet – for otte dage siden hadde Perla fulgt hende hit. Dengangen hadde hun graatt og knælt og rørt jorden med ansigtet sit …

Hun stod litt. Og som gjennem brutt dæmning kom en trang til at snakke med Augustin om noget hun ikke visste navn for – en trang til opgjør, hun visste ikke om hvad … Hun stak hænderne ind i de vide kaapeærmene og gik ut av kirkegaarden. Fra det aapne rødmalte vognskjulet, hvor kirkegjestenes kjøretøier stod i rad, kom det lyd av graat. En graa sjalsryg lutet over noget paa gulvet, sjalet bredde sig lik hønsevinger … Veronica gik ind i skjulet, huket sig og snakket til piken som laa paa gulvet og jamret.

*

Hjemme paa Augustins kontor sat hun og ventet paa dem som var i kirken. Fra væggene saa bøkerne hans paa hende, ryg ved ryg stod de, som sten i en mur; de 286naadde taket, det mørknet av dem i værelset. Titlene krøp op og ned langs permene … «Kristologia» … «4 Bøger om den sande Kristendom» … «System der kristlichen Sittlichkeit» … «Om Grundsandhederne» … Skrivebordet var fuldt av tidsskrifter, avisutklip, vækkelsesblade – haug ved haug. Paa trækpapiret laa et stort hvitt ark med brettet marg; det var skrevet noget paa det … «Til Amtstidende. Svar til X fra A. J. Vargen, Sogneprest … De evige straffe, det yderste mørke, hvor der er graad og tænders gnidsel, ja den som kunde komme forbi dem om blot med fornuftsgrunde for tanken, ærede X …» Hun vendte papiret, saa den blanke siden kom op; og hun heldte hodet bakover, som kunde taarer rende ind i øinene igjen. –

En times tid senere sat hun endda paa stolen foran skrivebordet. De kom fra kirken. Langt borte skjelnet hun skridtene – Gunhildes og Vandas lette skridt bort imot bislaget; og hans faste, tunge fotlag. Han kom op trappen – lukket gangdøren efter sig … Med hænderne foldet over en bok i fanget sat hun og saa ut. Øienlokkene hadde et svakt rødskjær, men ansigtet var hvitt og stille og vaardagens blonde lys syntes at straale tilbake fra hudens blekhet. Da det gik i døren, snudde hun sig halvt, hun sænket panden litt og smilte – langs haaret tegnet dagslyset i en gylden linje hodets og nakkens form.

«Jeg sitter her,» sa hun, røsten var litt klangløs, men rolig.

Han svarte ikke; med korte, forte bevægelser løste han den pipede halskraven av sig, siden samarien; mens han drog mansjetter og frakkeærmer til rette, gik han bort til tobaksbordet, et øieblik efter rullet den første 287blaa røkskyen sig op som et stykke duk i luften, buket ut og seilte langsomt mot ovnskroken.

«Jeg har sittet her og tænkt,» sa hun. «Paa dig og mig.»

«Du forlot dit følge. De andre kvindene fulgte mig, ikke du.»

«Nei Augustin. Men nu tænker jeg ikke mer paa det.»

«Du tænker ikke mer paa det …» han saa fort bort paa hende – «Men jeg tænker paa det, og vær viss, det er dem i menigheten som vil sørge for, at jeg ikke glemmer det. Forstaar du ikke at det er mig du har krænket, at det er mig du skader – i mit dyrebareste virke, i arbeidet for at vinde de oplatte sind for gud og gjøre hans kirke delagtig i livets hændelser, selv de ringeste. Veronica.»

«Ja,» sa hun vâgt. Hun sænket blikket og lot fingrene gli langs det hvite arket paa skrivebordet. Hvordan skulde hun faa sagt det til ham?

«Jeg indrømmer – jeg indrømmer min feil. Jeg burde underrrettet dig om introduktionen igaar.»

«Aa –,» læbene hendes aapnet sig for en liten avvergende lyd.

«Men inat da jeg kom, sov du.»

«Jeg laa vaaken til klokken ett. Hvor sent du kom,» sa hun.

«Jeg burde forklart dig den aandelige betydning av mødres kirkegang. Den gamle kirke forstod den, vor tids forkyndere har latt den gli fra sig, den med det øvrige … Men vi trænger vor guds øie over al vor gjerning, vi trænger hans revsende haand, hans almægtige naade. Han alene kan styrke os i vor usseldom 288og utrense vor synd. Dødens brod er synden; men syndens kraft er loven. Gud være tak som giver os seier ved Vor Herre Jesus Christus.»

Han stod midt i værelset, svøpt i en sky av tobaksrøk. Det blev en kort stilhet.

«Hvor litet dette lignet dig, Veronica,» sa han.

«Augustin,» hun dreide stolen saa ansigtet kom i skygge, «– jeg sat og graat. Al ting herinde er strengt. Du vet tusen ord jeg ikke forstaar. Alle de bøkerne har du læst i. De vilde klemme mig ihjel. Jeg maa staa imot, tænkte jeg, jeg maa staa imot … Og jeg tok omkring denne,» hun løftet bibelen, som laa i fanget, «jeg lukket øinene og sa: hjælp mig, gud. Saa skilte jeg bladene og slog op og lot fingeren min gaa nedover siden til den liksom stanset av sig selv. Saa saa jeg ned – se, her stod fingeren min: «Mine øine se efter de trofaste i landet, forat de skulde bo hos mig.» Augustin – jeg skal være det lille jeg er! Jeg skal være mig – jeg skal ikke forsøke at være dig … jeg skal ikke «prubere at finde det ut,» – lysningen av et smil flakket over ansigtet, – «jeg skal ikke fuske mig bort! – Og det er blit stille her inde –» hun holdt boken imot brystet. «Om en stund blev det stille. Jeg har sittet og tænkt paa at vi elsker hverandre.»

Pipen var sluknet; han rev av en fyrstikke og tændte.

«Du snakker om andre ting,» sa han.

«Om andre ting …?» hun satte to fingre mot panden og rynket den som prøvde hun tænke sig om.

«Hvorfor du forlot kirken – du nævner det ikke.»

«Jeg kunde ikke være der …» hun sat litt og arbeidet med en vanskelig forklaring. Saa rørte hun hodet med et litet kast, reiste sig, gik bort og gled haanden 289ind i hans. «Jeg har ikke syndet, – jeg har ikke noget at be om forladelse for – det kommer jo ikke dem ved, alle de som sitter i kirken, at jeg har hat det saa vondt – og saa deilig,» sa hun og gjemte ansigtet mot armen hans.

«Ikke dem; men vor gud,» sa Vargen.

«Gud? –,» hun lyttet litt paa ordet. «Din – og søster Klaras gud – sitter liksom i et hus, hvor det er lavt under taket,» hun blev brændende rød – «inde i et gudshus …»

«Og din?»

«Min …? Han kommer til mig med uro og angst og haab – i aar og næste aar og alle aar til jeg blir en gammel kone. Og kjærligheten er midt i al ting og inderst og gjør mig sterkere og svakere, og kanske den bryter mig ned. Men for verden er den min ære. Og hvis kirken sier, jeg maa be om forladelse for den og gaa i skjul med den, saa er jeg vel en som staar utenfor kirken … jeg liksom hun, piken, du viste væk. Hun laa paa marken og graat. Jeg spurte moren – elsket hun ham som er død fra hende, spurte jeg. Hun kunde gaat i varmen for ham hun, sa moren. Da dødsbudet kom, maatte de stænge hende ind, de maatte holde vakt over hende, hun vilde gjøre ende paa sig, hun vilde ikke leve uten ham. Moren sa det. Da snakket jeg med hende: gud har gjort jorden og kjærligheten, sa jeg, det der borte har menneskene fundet paa. Men gud ser bare hjertene vore, graat ikke, barnet dit er velsignet. Og jeg sa at jeg gik ikke ind i kirken med de andre, ikke jeg heller var blit indviet med mødrene. Vi fulgtes til døren her, hun bor paa den andre siden elven hos forældrene sine – hun graat ikke mer da vi skiltes.»

290«Er det dig bevisst at du staar og forsvarer synden, Veronica?» han skjøv hende fra sig med armen, saa han kunde se ansigtet hendes. Rolig møtte hun de graa øinene.

«Kjærligheten kjender ikke det stygge, ikke tro dem som sier det, Augustin!» Pludselig løftet hun sig paa tærne og la armene om halsen paa ham – «Se godt paa mig,» hvisket hun, «– jeg vil være hos dig og være hos dig til du skjønner det, stakkars gutten min.»

*

Denne timen hun hadde sittet alene, og samtalen som fulgte, mindtes Veronica Vargen altid siden som en troende vilde mindes stedet for en aabenbaring. Da en tid var gaat, skilte hun ikke mer det lille hun hadde faat til at si, fra det hun hadde følt og fornemmet, det blev ett for hende, blev indledningen til en trosbekjendelse, hun fra dag til dag gjorde mer vidtfavnende. Dette har været meningen med mig hele tiden, tænkte hun. Og i det første lille ordet gjemte hun alt, hun fra nu av vigslet sig i hjemmet, gjerning for gjerning, som presten vigsler sine hellige kar.

Fra tidlig morgen arbeidet hun, let paa foten gik hun i strævet, en sprød nyn laa efter hende gjennem rummene. – Naar hun sat inde i stuen i middagshvilen, spilte hun litt, mens Augustin laa paa sofaen og læste til han sovnet. Hun sat saa hun kunde se ham, og gjennem vinduet fulgte hun Vandas lek ute paa bakken; fra den ene smaamelodien i den andre rørte hænderne hendes sig over tangentene – de var ikke saa hvite som før, hænderne hendes … Men det smale ansigtet blev fordrømt mens hun saa paa dem – fra barnekroppen som tumlet sig ute paa den grønne volden, 291og fra mandens jevne aandedrag som løftet og sænket den brede brystkassen langsomt og sundt, gik det uophørlig som lønlige bud til hende, vâgt og søtt rørte en lykke sig i sindet: Barnets roserøde ansigt, Augustins rolige søvn, deres kropskraft, deres hele, varme klær gav hende en glæde lik den kunstneren kjender for sit verk. –

Utover vaaren og sommeren blev hun med paa forskjellige sammenkomster i menigheten. Hveranden mandag aapnet hun prestegaarden for symøte til indtægt for sognets fattigpleie; folk kom helt fra nordbygden, stuen og spisestuen blev fuld av sortklædde kvinder; de blev traktert med kaffe og vafler, søster Lisbet læste høit om Martin Luthers liv. – Hun kjørte til møtene ute i bygden – til fru Kragstens sjømandsmission, til Kinamissionen paa bedehuset og til kvindeforeningen for den store hedningemission, som gik paa omgang gaardimellem. I det nystiftede ungdomslaget, som Vargen selv ledet, akkompagnerte hun til salmesangen paa et gammelt pianoforte. Det var første gang jenter og gutter hadde fællesforening der i bygden; skjønt det ikke blev «traktert», hadde foreningen 33 medlemmer; Augustin holdt foredrag for de unge om sociale og religiøse emner og lovte sig meget av dette arbeide. Fra pladsen bak pianoet mer merket end saa Veronica pikeflokken bakerst i værelset og de tolv vadmelsklædde guttene som sat nærmest Augustins bord. Under sangen vagget de glatkjæmmede lyse og mørke kvindehodene, og de tynde stemmene slap sig til i melodien med en sterk gommelyd, som i en klagende paakalden; indunder drev et brum av uøvde, skygge mandsrøster, somme endda i maalskifte. Med smaa taktfaste anslag 292prøvde hun at merke op melodien, øke tempoet – et og andet blik gled rapt bort paa hende fra bænkeradene; naar hun slap tangentene, var hun rødkindet og blankøiet. Mens Augustin talte eller læste, sat hun bøid over et sytøi. «De kommer her for at se hverandre,» tænkte hun, «men naar de kommer, tør de ikke se paa hverandre.» –

Paa de andre møtene i sognet prøvde hun snakke med nogen av kvindene. Naar hun merket kaffelugten og visste at en pause i høitlæsningen nærmet sig, fandt hun ut hvor de sat de hun var mindst ræd for.

Hun skjønte snart at læserfolket i bygden ikke godtok hende; men mange av gaardmandskonene hadde ogsaa kulde i øinene. «Kanskje det e ei ormetunge, so legg illt fer fruaa,» hadde Perla en gang sagt. Naar søster Lisbets latter bakom haanden lød saa hun dit, hun sat, ærgret sig over at hun gjorde det, og blev rød – altid møtte hun søster Lisbets øine … Var fru Kragsten tilstede, hadde hun det godt; den høie, vakre fruen vilde ha hende ved siden av sig – hun blev ikke færdig med at spørge efter Vanda, den fortryllende trollungen … Hendes myke altrøst og hendes klare latter tok med sig noget hjemmefra til de kolde storstuene paa bondegaardene, hvor alle uten hun snakket lavt – hele tiden mens hun talte med fru Kragsten, længtet Veronica efter dagligværelset paa sorenskrivergaarden, hvor det lyste svakt i guldrammer paa væggen, og hvor flyglet altid stod halvaapent … I Kinamissionen paa bedehuset tydde hun sig helst til landhandlerens hustru; sammen med hende og nogen faamælte bondekoner holdt hun sig ved et litet sidebord borte under et av de høie vinduene; oppe ved talerstolen sat bygdens fremste kvinder, plads til hende blev holdt aapen blandt dem; 293men litt efter litt sluttet de at nøde hende … Fru Olafsen hadde hat stort husstel paa landhandleriet i mer end tyve aar. Hænderne hendes laa halvaapne foran hende mens hun snakket – paa indsiden var de dækket med ørsmaa mørke striper lik en fin runeskrift, de korte, skjæve fingrene rundet sig efter arbeide de netop hadde sluppet, mot arbeide de straks skulde lukke sig om. Mens hun talte om gode opskrifter, om vedsparing og storvask, mens spørsmaal og svar gik stilt mellem hende og de andre, la det sig en god fred over Veronica – noget drog og bandt hende til disse kvindene, – øinene deres var trætte og venlige, i deres taushet var hun sammen med dem om noget – en søskenlængsel hun aldrig hadde faat stillet, fandt frem til dem. –

Paa det første høstmøtet paa bedehuset var landhandlerfruen borte. «Ho he faat ej jente denne gongen,» sa en av konene. «Ho kan være gla ho he gjort fraa seg,» sa en anden; hendes og Veronicas øine møttes; da skjønte Veronica at den unge bondekonen var frugtsommelig som hun selv og prøvde skjule det, liksom hun selv. –

Alt i mai hadde hun merket hun var med barn igjen. Skræk var det første hun hadde kjendt. Med intens tydelighet vaagnet lidelsene i erindringen – fra de forfærdelige døgnene mindtes hun ting hun aldrig før hadde husket – hun stirret tilbake, og som synsk fik hun øie paa alt som var gaat for sig derinde, hvor hun hadde ligget i de rasende smertene.

Naar hun laa og tænkte paa dette om natten, fik hun ofte omigjenfornemmelser, tørhet i munden og svake smertebyger over ryg og lænder.

Da hun utover sommeren begyndte at forandres, prøvde hun skjule det; hun sydde sig en liten pute og 294la den paa brystet, saa figuren syntes jevnt litt sværere; og hun fik fru Kragsten til at kjøpe et korset til sig i Kristiania.

Det blev Augustin som først nævnte hendes tilstand: «Er det saa, at det er galt fat med dig igjen, Veronica?» spurte han. Hun sat paa sengkanten og tok skoene av sig. «Heter det ikke velsignede omstændigheter?» spurte hun og prøvde le litt. Men hun visste det ikke kunde være velsignet for ham. Endda hadde de ikke vundet at betale apotekregningen fra fjoraaret, og foruten alt det andre, utgiftene til moren og vekselrenter, hadde han hat uheld med en ko i sommer. «Det blir vel ikke saan opstuds som sidst faar vi haabe,» sa hun vekt. – «Du maa la lægen se paa dig, Veronica.» – Hun svarte ikke. Men dennegangen vilde hun hverken til læge eller jordmor. Hadde det hjulpet sidst? Doktor Hansen var ikke hjemme heller, han laa ved bad og hadde en ung vikar …

Augustin hadde nok at bære om ikke hun skulde lægge sten til byrden. Det skulde være valg i amtet, straks høionnen i bygden var over, begyndte de at holde folkemøter baade paa gaardene og i kommunelokalet. Hun skjønte ikke aldeles hvad striden gjaldt, men saa meget skjønte hun at Augustin kjæmpet for noget han holdt for ret. Det kom og gik folk paa kontoret, ofte stod tre og fire gigger og karjoler ute i gaarden; selv var han meget borte – han talte paa møter i nabobygden, han vilde ha kristne repræsentanter til tinget, partistandpunktet fik komme i anden række. Mange støttet ham, han fik istand et vælgerlag for bygden, det blev grundet en ny avis.

Ofte sat han og skrev utover natten, saa hun maatte 295ind og hente ham. «Augustin, du maa ikke holde paa saan, du kan ikke taale det, ikke engang du kan taale at arbeide atten timer …» sa hun og stod bak stolen i natlinnetet og la armene paa skuldrene hans. Naar han snudde ansigtet mot hende, strøk hun det som vilde hun faa bort noget … det graa ansigtet, de trætte øinene, haaret, fik hende til at tænke paa aske. «Du arbeider dig ihjel,» hvisket hun – og hun presset sig ind mellem ham og skrivebordet, saa ham i ansigtet – øienlokkene hans hadde drad sig sammen, i en fin bundt straalte rynkerne ut imot tindingen, det dirret endda litt i dem efter et smil. «Du smiler! … Nogen ganger tror jeg du gjerne vil det, arbeide til du stuper,» brøt hun ut –; men hun hadde aldrig tænkt det før, og huden nupret sig paa hende. «Det vil du vel ikke – for min og – og Vandas skyld …» hun bøide sig fort, klemte øinene sammen, tok om de første fingrene paa den høire haanden hans. « … Og blækket gaar aldrig mer av langemanden din,» sa hun og fik klemt væk graaten. –

Efter hvert vandt hun over gruen for det som skulde komme. Hun var ikke den eneste i verden som maatte lide for kjærligheten. Mens Augustin strævet og tomlet der ute med det vanskelige arbeidet sit, gik hun hver dag en slags jernbyrd for ham – og hun gik sammen med tusen andre, med millioner og millioner. – Aa, sommetider syntes hun at fornemme dem nær sig, jorderiks svangre kvinder – hun var bare en liten prik i en stor, bølgende hær av trætte og besværede, av rædde og av svake, som maatte tvers gjennem døden for at tjene livet.

296En søndag sidst i september ventet de søster Lisbet til middag i prestegaarden. Veronica stod paa kjøkkenet og saa gjennem vinduet at hun kom over gaarden. Hun hadde hat fri i fire uker, det var mer end to maaneder siden hun hadde set hende … Hvor let og rak hun gik i den sorte kaapen; og støvlene var saa blanke endda veien var sølet … Nu sprang Vanda imot hende … Nu bøide hun sig og tok omkring barnet og strøk det over det krøllete haaret med den sorte hansken … Nu saa hun op til kontorvinduet …

Veronica ordnet kjolen foran; det var den samme mørkeblaa kjolen som sidst, men hun hadde hat sypike og faat gjort ved den. «Likevel ser hun det vel nu,» tænkte hun. Og hun hadde hjerteklap da hun gik ind i stuen.

Ved middagsbordet talte søster Lisbet med Augustin om bygden og valget. «For en forandring, for et liv i de lunkne,» sa hun, «hvor jeg kommer, spør de mig: har du hørt vi skal vælge et gudsbarn dennegangen?»

«Jeg har korrespondert en del med min farbror Paulus Vargen om fremgangsmaaten, jeg har hat nogen av vore paalideligste her til konferanse – hvad mener De om en mand som Ole Furhagen, Ole Pedersen Nedre Furhagen, – man har foreslaat ham for mig.»

Søster Lisbet visste ikke rigtig hvad hun skulde mene om Ole Furhagen … Hun trevlet et kjøtstykke smaat med gaffelen, mens hun kom med indvendinger. Han hadde jo ikke været fri hverken det ene eller det andre – av tilbøieligheter … Hadde ikke konen Kari bedt for ham nat og dag, ja, bedt paa sine knæ for ham baade i fjøs og stald og aldrig sluppet ham av øinene sine … Ole Furhagen kunde sandelig si med psalmisten: 297Han som har fundet en god hustru, har fundet en god ting og faat en naadegave av Herren …

Veronica reiste sig og aapnet døren til gangen.

«Det er varmt her,» sa hun og tok sig med haanden rundt den aapne hvite halskraven. Hvor fort Augustin spiste, han tygget næsten ikke betene …

«Harald Beruldsen har været nævnt; og min kollega pastor Øvrebø.»

«Øvrebø!» Søster Lisbet vendte sine runde øine mot Veronica.

«Jeg kjender ham ikke.» sa hun fort og satte sig.

«Ja da er det da vidnefast at han spiller kort med Brissaks og andre storfolk der i bygden.»

«Jeg har ikke fæstet mig større ved ham heller, hans stilling til adiafora er formentlig den frisindede prests,» overlæben drog sig op over de jevne, hvite tænderne – «som skjænker kirken sine anlæg og verden sit levesæt. Barnet maa spise op, Veronica.»

I ansigtet paa Vanda drog det op til graat.

«Jeg la kanske for meget paa tallerkenen til hende» – hun bad for barnet med øinene.

«Naar vi ikke spiste av tallerkenen, blev maten sat bortpaa ovnen, og det vi levnet, fik vi til kveldsmat, og vraket vi det om kvelden, fik vi det til morgenvær» – søster Lisbet gjemte munden med haanden og lo – «Mor lærte os tidlig ikke at vanske guds gaver.»

«Hører du det, Veronica?»

Hun bøide sig over barnet og hvisket – trods slos med skræk for faren i det lille røde ansigtet.

«Naar Vanda har spist op, kan hun faa si frem for søster Lisbet versene far har lært hende, kan hun ikke?»

298Barnet saa paa Vargen; hun var forbudt at snakke ved bordet. Faren nikket. Og mens samtalen om valget fortsatte, fik Veronica maten i barnet, ske for ske – «en for far – en for Perla – en for Ronica – en for tuppene …»

«No har jeg spist op, far,» ropte Vanda og slog armene sammen over brystet. – «Bort fra verdens land at hvile mæt av møie hjem og ile er jeg reisefærdig til naar min søde Jesus vil, da skal mund og hjerte ringe faar min frelser lov at bringe blandt utvalgtes sang og lyd i guds engleomkvems fryd, fri fra sorgen, fri fra døden o hvor vil jeg være go i guds engleomkvems bo.»

«Samkvem,» hvisket Veronica.

«Du sprang over tre vers,» sa faren. «Allevegne … naa – allevegne …»

Barnet tok fat igjen.

Veronica sat og saa paa hende, et litet stolt smil stjal sig i smaa ryk over ansigtet hendes, og de mørke øinene dugget til. De runde barnearmene laa tæt ind til det hvite forklæet – hun hadde lært hende at sitte slik stundevis naar de hadde «skole»; ungen skjelte av stræv … Vargens blik hvilte ogsaa paa Vandas ansigt – aldrig før var han blit vâr barnet hadde det kastet med øinene …

«Hendes far læser religion med hende, jeg lærer hende at stave og skrive og strikke, Vanda vil ikke være dum, hun,» sa Veronica. Barnet hadde sluttet, hun stirret paa faren – da Veronica vilde stryke hende over haaret, vred hun sig utaalmodig unda.

«Faar jeg igjen Tulla da, far …» hvisket hun. Hun hadde spyttet paa Perla dagen før, til straf hadde de tat dukken fra hende.

299«Ja,» sa Vargen. Efter maten hentet han selv dukken, bøide sig og kysset barnet paa øinene. –

Ved syvtiden om kvelden blev Veronica og søster Lisbet alene; Vargen hadde bibeltime i sakristiet med konfirmanter fra fjoraaret.

«Sognepresten slipper ikke sine,» sa diakonissen, da de hadde hørt gangdøren bli slaat i efter ham som gik – «han bevarer dem fra fælden verden stiller op for dem, og for deres snarer som øver uret …»

Veronica svarte ikke. Hun drev paa længden som laa paa gulvet fra dør til dør. De hadde ikke tændt hængelampen endda; gjennem trækhullet paa ovnen lekte en liten ustadig lysning over rutene i filleteppet – snart hentet den frem en grøn, snart en brun rute … Hun strøk dem med taaspidsen mens hun gik – grønt græs, vissent løv, grønt græs, vissent løv, tænkte hun – nu er han snart ved kirken … Fra soveværelset hørte de Perla synge, om søndagskvelden fik barnet ha nogen hos sig til hun sovnet.

«De gaar saa fortænkt, fru Vargen. Vi tænker kanske paa det samme, paa dagens præken. Det vil komme en opfordring til sognepresten om at trykke den i Amtstidende. Fra «Flere».

«Jeg gik og tænkte paa om det gaar an at vende en prestekjole,» sa Veronica og lo klart og lavt. – «Men saant behøver aldrig De at tænke paa, søster.»

Hvor stille det blev …

«Ikonn gekk i engi og slo
høirde du inkje det snørde?
Skjæra bredde, kraaka dro,
vesle kattepus han kørde»

sang Perla.

300Om en liten stund spurte Veronica, angergiven – «Hadde De en god ferie da, søster?»

Ja en velsignet hviletid hadde hun hat; visste ikke fru Vargen, at hun var blit utvalgt som en av de fire søstrene fru godseier Hjelm paa Ringerike hver sommer gav et fjorten dages ophold i sit deilige hjem? Hun tænkte sognepresten hadde nævnt det, kanske. Det var sognepresten som skrev og skaffet hende pladsen. Visste ikke fru Vargen det?

«Jeg har vel bare glemt det,» sa Veronica. «Likte De dem der da?»

«Aa De kan tro det var et menneske og et hus, ja have ogsaa da, og stald og vogner og ytre bekvemmeligheter, ja en kunde tro sig i paradis, fru Vargen, naar en vaagnet i den hvite omhængssengen …»

Søster Lisbet blev ved at snakke – glat, litt lespende silret røsten hendes ut i skumringen. Veronica saa ikke paa hende; men hun visste at nu lignet hun søster Klara i ansigtet naar hun sa: «Der gaar generalkonsulen som har ligget paa sykehus hos os.» Hvor var Klara nu? Hun skrev ikke mer; hun kunde ikke vente det, hun skrev aldrig selv, ikke engang til Fanny skrev hun. Hvem bodde i leiligheten i Munkedamsveien nu? – Hun stanset ved et av vinduene; inde fra stuen hadde hun set kvelden fiolblaa paa rutene; men utenfor gjemte dagslyset sig endda i løvet, gulblakt dottet bjerkesnæret sig borte paa det nypløide jordet, bak stod aasen nattesort og streng. Hvad var det hun med ett længtet saa forfærdelig efter?

«Søster Lisbet – nu skal jeg ha en liten igjen.»

Diakonissen stanset at snakke, og Veronica blev vâr hun hadde tat ordet fra hende.

301«Undskyld at jeg brøt Dem av,» sa hun – «Ja – kanske De har set det paa mig?»

Nu lo Lisbet.

«Det har jeg da visst siden i april, fru Vargen.»

I april. Veronica tænkte efter. Da visste hun det knapt selv.

«I april …?»

«De faar en liten flek paa det venstre kindet, ringorm ser det ut for. Det fik De sidst ogsaa. Den var borte, saa vidt det var. Saa kom den igjen, saa jeg.»

Veronica hadde tat sig til kindet. Hun stod med ryggen til stuen; blodet suste for ørene. Saa længe hadde søster Lisbet gaat og visst det …

«Kanske madamen har været hos Dem?»

«Nei,» sa Veronica.

«De har kanske ikke været hos doktoren heller …» Hvor blid søster Lisbets røst kunde være.

«Nei, jeg har ikke været hos doktoren …» Litt efter sa hun fort og høiere end før. «Jeg var ræd med det samme, de første maanedene. Men nu er det gaat over.»

Straks hun hadde sagt det, satte hun sig ved vinduet og saa ind i stuen. Ilden i ovnen var gaat ut; det glødet bare svakt i det runde hullet. Nu kunde hun ikke skjelne søster Lisbets ansigtsdrag mer … – Den hvite kappen lignet en vingelam fugl … Den sat og slog i smaa sagte nap, som hakket den i noget … Det er søster Lisbet som sitter og rører hodet, tænkte hun; men hun holdt ved at stirre paa fuglen. Og den gamle angsten krøp ind over hende, hukret sig langs halsen, stivnet i armene, iset i tænderne; læbene og fingrene blev valne … Ingen kunde hjælpe hende; ingenting 302kunde stanse det; om hun vilde gaa til verdens ende, kom hun ikke unda fødselen …

Hun la de dirrende hænderne dér hvor noget hele tiden rørte sig langt inde, i smaa ustø skjælv og ryk.

«Er doktor Hansen kommet hjem?» spurte hun, ved lyden av sin egen stemme blev hun svimmel og lukket øinene.

«Nei, men han er ventendes. Og han har jo vikar.»

«Vikaren ser saa – fin ut; han ser ut som – en herre paa Karl Johan.»

«Liker De ikke vikaren, saa er det jo udmerkede læger i Vikstrand» – sa søster Lisbet. – «De har netop faat ny overlæge paa sykehuset tesmer, søstrene roser ham svært, hører jeg, søn av gamle distriktslæge Ringby. Han skal ha faat sig moderne operationsstue ogsaa. Det tar jo ikke mer end dagen dit, med dampen …»

Veronica lænet sig mot vinduskarmen.

«Men jeg trænger jo ikke doktor.»

«Nei, hvad skulde De trænge doktor efter, nu …» søster Lisbet stod op og glattet sig, det staaket i det nye underskjørtet hendes. «De lider jo ikke av sygdom – jeg ser efter fyrstikkene, vi faar vel tænde, jeg skimter ikke haand for mig jeg for min del …»

Litt efter gik hun over gulvet mens hun skjermet den lille fyrstikflammen med haanden. Bak hende reiste Veronica sig og gled sagte ut av stuen.

Kjøkkenet var tomt og mørkt; hun hørte tevandet koke borte paa komfyren. Inde i kammerset hostet Perla. Og hun sprang over gulvet og kastet sig ind mot pikekammersdøren.

«Aa jø kor i skvatt,» sa Perla – Va’ fruaa mørkræd?

303Veronica trykket sig ind til hende, holdt armene om halsen hendes og boret ansigtet ned i strikketørklæet – hun skaket og skalv som et løv.

«Nei no, nei no,» sa Perla og strøk nedefter den krøkete ryggen og prøvde holde igjen med hosten.

*

Da Augustin kom hjem, laa hun. Døren til stuen var laast. Omkring den runde lampekuppelen hadde Perla sat en avis sammen med knappenaaler.

«Jeg har været dum igjen og ræd,» hvisket hun og drog ham ned til sig – «Jeg bad Perla si det til søster Lisbet at jeg blev litt klein. Jeg vil reise til Hansen straks han kommer hjem, jeg skulde ikke latt være.» Hun la kinden sin imot mandens kjølige.

«Du skulde gjort det før, barn,» sa han.

Hun la sig tættere ind til ham og svarte ikke.

« … jeg bad dig om det, som du husker bad jeg dig uttrykkelig om det, Veronica. Jeg har saa meget at ta vare, netop nu …» han rettet hodet og saa paa hende som søkte han noget i ansigtet hendes. Fra de bleke dragene brøt længsel og lykke imot ham lik noget synlig, en utstraaling – – øinene var sorte og uten bund, de røde læbene skilte sig litt og blev rødere. Han bøide sig hastig, tok om hodet hendes med hænderne og kysset hende – ansigtet hans blev hvitt og som smerteslaat.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.