[Kapittel 4]

45Sidste søndag i mars gik fru Maiman og Veronica til kirken.

En ung teolog som nylig var blit viet til prest, skulde forrette; ved en slik anledning var Elise altid blandt dem som kom tidlig og fik en av de gode pladsene. – Paa veien møtte de Fanny Delmar. Fru Maiman vilde straks videre.

«Vi er sent ute,» sa hun, «vi skal til Vor Frelsers …»

Men Veronica stak armen i Fannys, og ansigtet hendes blev mykt av glæde. «Du maa gaa med os, Fanny!» sa hun; og et par skridt bak moren fulgte de, arm i arm.

«Hvem er det vi skal høre?» spurte Fanny, hun heldte sig frem og kavet nu de gik fort, mer end vanlig med den fri armen.

«En ny prest.»

Veronica saa paa ryggen til moren og sa høit: «Jeg er gla, vi traf dig, Fanny, saa du kan faa høre ham. Han skal til Finmarken, presten før ham blev borte paa sjøen, og kaldet har staat ledig. Han er ikke mer end fem og tyve aar. Han har fastet, som de gjorde paa Jesu tid. Mor, sa ikke søster Klara at han har fastet?»

«Klara sier han maa være os alle et eksempel, Veronica. Men vi kommer vel for sent –» 46«Hvad heter han?» spurte Fanny.

«Han heter Augustin Vargen – han er brorsøn av sognepresten – og om gud vil blir han et lys i menigheten likesom sin farbror, sier Klara …»

Inde i kirken satte de sig paa en av de høiryggede bænkene til venstre i midtgangen; fru Maiman tok tak i Veronicas kaape og slap ikke før hun hadde hende ved siden av sig.

Ytterst sat Fanny; i dette gudshuset hadde hun ikke været før; og hun stak skuldrene litt frem og holdt føtterne ind til hverandre; oppe i luften var det varmt, men langs gulvet stod kulden; hun spilte næseborene og drog ind lugten av støv og mennesker og brændt ovnssværte; kirkelugten. Og hun saa sig omkring. Taket var kalkpudset, skumringsgraat, med et spind av fine bindingslinjer under hvælvene; tvert over koret gik en sort jernstang fra væg til væg, lik en vældig tankestrek. … Paa hver side av alteret seg dagslyset blekt ind gjennem smale vindusrevner, sideskibet hadde ogsaa høie vinduer, men de var halvt igjenmuret paa utsiden, saa sprossene i nedre halvdel stod lik svarte kors. Muren til venstre hadde en nische – den var isgrøn i skyggen og tom. Et stykke oppaa væggen gik et galleri – chokoladefarvet, med guldlister i fyldingene; ret imot der hun sat møttes side- og midtskib, og her buket galleriet ut i en paviljong med blodrøde gardiner imellem de brune søilene; paa paviljongtaket stod smaa træspir i rad. Hun skjønte det var den tomme kongestolen. – Væggene var likgraa – det hang sukkerhvite tavler paa dem med svarte tal. Av alterbilledet saa hun ikke andet end en uveirssky … Hun skuttet sig. –

Orglet tonte i; litt efter stemte menigheten op:

47Give Gud i himmerige,
at vi alle, hvor vi er,
aldrig lade os besvige
udaf kjødeligt begjær …

Langsomt, fastheftet ved linjens sidste ord, bar kvinderøster salmen frem. Like ved lød fru Maimans og Veronicas, høie og lyse, saa like i klangen at de sommetider blev som én …

Veronica sang med løftet ansigt og halvlukkede øine – hun kunde versene utenad … Da de gik hjemmefra, hadde moren sagt: Han gir sig hen … Det blev fortalt om denne presten at gud hadde kaldt ham, paa et bestemt klokkeslæt. Likesom søster Klara, tænkte hun –

… Om for syndens skyld vi lide,
deraf roses ingen mand,
men naar folk uskyldig bide
os med deres sladretand,
det stor naade er hos Gud.
O min sjæl hold da kun ud,
lid og bi med alle fromme,
strid din tid, Gud skal vel komme! …
……

Veronica knuget salmeboken mellem hænderne. Og hun bøide sig litt frem og tænkte: «Gud hjælp mig, hjælp mig saa jeg kan faa kraft til at gi mig selv aldeles hen.»

Fru Maiman reiste sig halvt fra bænken, øinene blev mørke av spænding, og den bleke, lyserøde munden stod litt aapen. – «Der er han,» hvisket hun og rørte Veronicas arm.

Den unge høie presten stod foran alteret. Han vendte 48sig imot menigheten. Han var meget blek. Haaret, som faldt bakover fra panden og tindingene, var svakt krøllet og hadde farve som gammelt eketræ – øinene laa dypt, og munden var tæt lukket. Den lange, rette næsen og haken, som skjøt kraftig frem, saa underlæben skjøv den øvre ind, gav ansigtet stor strenghet.

Det var fuldkommen stilt i kirken. Saa aapnet han læbene og sa:

«Lader os bøie os for gud og bekjende vore synder.»

Ved lyden av røsten hukret Veronica – det fôr som frost over huden paa hende, det sved i haarrøtterne – med begge hænderne støttet hun sig imot bokstolen paa bænken.

« … Jeg arme, syndige menneske bekjender for dig, hellige, almægtige gud, min skaber og gjenløser, at jeg ikke alene har syndet mot dig i tanker, ord og gjerninger, men ogsaa er undfangen og født i synd, saa at jeg for dig, retfærdige gud, er ganske og aldeles strafskyldig og fordømmelig. Derfor henflyr jeg til din store barmhjertighet og beder dig for Jesu Christi skyld: Gud være mig synder naadig.»

Taarene strømmet ned over Veronicas kinder; med hænderne i de slitte sorte hanskene holdt hun lommetørklæet for ansigtet. – Fanny var ogsaa blit urolig; hun var rød i kindene og sat tilgjort rak – denne røsten lignet ikke nogen forkynderrøst hun før hadde hørt; og da presten som svar paa menighetens «Herre, hellig aand, miskunde dig» reiste sig og ikke som skikken var sang, men bare sa: «Ære være Gud i det høieste!» kek hun skamfuld paa hans og prestestandens vegne bort paa de nærmeste for at se, om de forarget sig over denne røsten, som ikke eide prestelig tilsnit eller 49tonefagre overgange, men som støtte ordene fra sig med en kraft som skulde sovende vækkes.

Da epistelen var læst, og folk slog op en ny salme, sang ikke Veronica; hun holdt blikket i boken, men rørte ikke læbene. Mens trosbekjendelsen lød, gjemte hun øinene med haanden og prøvde hviske ordene. Heller ikke høimessesalmen sang hun. Men under den første del av prækenen saa hun ufravendt paa prestens ansigt; og efterhvert fik ryggen hendes en krøkning, som var hun ute i et overhændig veir.

« … Mange er kaldede, men faa er utvalgte. Skulde ikke disse ord mane os som en stormklokke til at skaffe os visshet: Hvor hører jeg til? ……… Har du givet dig over til gud, du yderlig fortapte? Har du sluppet dit tak i verden? Er dine hænder fri til at gripe guds frelsende haand, du tifold hjælpeløse! …………… ikke ved egen hjælp … viljeløs, paa det at hans vilje maa fylde dig, – synkende, paa det at hans kraft maa opreise dig – – med alle lys slukket, de lys du tændte for dine jordiske længsler, paa det at hans lys maa gjennemstraale dig …»

Veronicas hode med den lille mørke filthatten sank ned mot brystet, og den sorte sløifen som holdt haaret sammen i nakken, skalv sagte. Fru Maiman saa paa hende og stanset pusten, til den kom i smaa, bratte støt – med tindrende øine stirret hun paa datteren, urørlig, som hadde en fugl slaat sig ned nær hende.

Da de kom ut av kirken, la Veronica armen i morens. Fanny hoppet de to tre stegene i stentrappen paa ett ben.

«Ufa mig,» sa hun, da hun var indved Veronica – «Ja, hvad synes du?»

50Veronica svarte ikke. Det fôr en kold sno omkring kirkemuren, smaa hvirvler av støv toppet sig og fulgte blaasten langs jorden, til de utpaa det aapne torvet møttes med et nyt lunete vindkast, som tok støvet med sig i graa skyer like i øinene paa folk. Fru Maiman holdt salmeboken for ansigtet.

«Det var en av de stunder man aldrig glemmer,» sa hun og trykket Veronicas arm.

«Jeg likte ham ikke,» sa Fanny og grøsset – «end du, Veronica?» hun la haanden i den andres ledige arm. Men Veronica gjorde sig lempelig løs –

«Nei, vi skal ikke den veien, Fanny,» sa hun, «jeg gaar med mama til papas grav.»

Fru Maimans ansigt blev langsomt lyserødt. Og da de hadde sagt farvel til Fanny Delmar, som duvet avsted over torvet lik en skute mot vinden, snakket hun til datteren om veiret, om kirkegaarden – mildt og lavmælt. –

*

Næste morgen laa Veronica og vaagnet langsomt og droges med en uklar angst.

Det var lyst i værelset, saa lyst det blir i rum som aldrig ser sol. Naar togene fôr forbi like indved husvæggen, klirret dørene paa etageovnen i hjørnet; sommetider trængte en emmen lugt av damp sig ind.

Hun aapnet øinene og saa bort paa det grønne, oljemalte strietapetet. Et ansigt gled frem … Hun satte sig op – og tydelig, som hadde ordene ventet hos hende til natten var forbi, kom sætning for sætning imot hende –

Har du git dig over til gud, du yderlig fortapte? –

Har du sluppet dit tak i verden?

51Er dine hænder fri til at gripe guds frelsende haand, du tifold hjælpeløse?

Hun la ansigtet ned i teppet mellem knærne. Mindet om hans haarde, knappe røst, som selv i det mindste ord spurte om det inderste, fyldte hende, – skaket sig gjennem kroppen, fik noget i hjertet til at dirre lik strenger. Hun tok efter pusten –

Var det ikke mer end fire uker til konfirmationen? Var det ikke mer end fire uker til den store forandringen skulde ske?

Hun klædde paa sig og gjorde arbeidet i huset – hun gik til butikken oppe i gaten efter fiskeboller til middagen; og mens moren stelte i stand maten, sat hun paa pladsen ved vinduet og sydde. Tiden hun pleide møte Fanny, nærmet sig – hun saa det paa solen, som naadde fotografiet av faren paa væggen. Men hun blev ved at arbeide, mens hetetogter sprængte sveden frem indi hænderne. Da moren kom og undret sig og spurte, sa hun hun hadde hodepine og ikke vilde ut. Den brystsyke prædikanten var kommet tilbake fra Stavanger og skulde ta op virksomheten i Torvgaten igjen – smaasnakket moren; kanske Veronica vilde følge hende paa det første møtet i kveld? Hun ristet paa hodet. Straks hun blev alene i leiligheten, tok hun bibelen og krøp op i sofakroken.

Hun vilde ha igjen lykkestundene sine … Hun slog op kapitlet i Mattæus evangelium om engelen – «men hans skikkelse var som lynet og hans klædebon hvitt som sne». – Hun læste om kvindene som møtte Jesus – «men de traadte til og omfavnede hans føtter og tilbad ham» … hun lukket øinene tæt sammen og klemte hænderne imot panden, hun drog knærne op og kroket 52sig ihop – «hvit som sne, hvit som sne,» mumlet hun. Men hun kjendte ingenting mer, ingenting …

Solen laa i de smale vinduskarmene; det var litt støv paa bordplaten og støv paa bladene til oleanderen bak pianoet. Løse ord, Fanny hadde sagt, kom med ett og fôr som sting igjennem hodet. – – Jeg tror ikke nogen gud hører os – – – Jeg liker ham ikke.

Graatende kastet hun sig ned i sofaen –

Fanny og hun hadde syndet paa turene sine. – Foran det hvite ansigtet som levde etsteds indi hende og saa paa hende med de indsunkne øinene, blev efter hvert alt hun husket frem og trevlet op, synd. Hun hadde hørt paa det Fanny sa, uten at ta til motmæle – ja, hun hadde sommetider kjendt en god gru, naar Fanny sa det værste. Hun hadde spurt Fanny om kroppens hemmeligheter og faat svar … Hvad krævde gud av hende – hvad skulde hun finde paa at gi for at sone og bøte?

Om natten drømte hun hun steg frem til alteret med de andre konfirmantene; men da hun vilde knæle ved alterringen, løftet presten haanden og stanset hende. Og hun saa nedefter sig selv og saa hun var naken. Baklængs maatte hun gaa ut av kirken – og presten, som drev hende foran sig skridt for skridt, skridt for skridt nedover gulvet, var Augustin Vargen. – –

Veronica ofret Fanny.

Om kvelden gik hun ikke til hende mer – og hun stod ikke længer i skyggen av den store murgaarden til hun fik se hende i skoleporten, skak av bøker. Naar Fanny søkte hende i Munkedamsveien, sat hun nær moren, dødøiet, med lukket ansigt. En dag hørte hun moren og Fanny snakke ute i gangen. Mama ber hende 53om ikke at komme og uroe mig, før det er over, tænkte hun og rørte sig ikke og hindret det ikke.

Det var møte i lokalet i Torvgaten hveranden kveld utover vaaren, og rummet var fuldt. Den unge prædikants forkyndelse hadde faat en sælsom kraft eftersom legemet blev svakere; røsten var ofte saa liten at ordene blev til hvisking, men billeder og lignelser fulgte i rik række, og spaadommen om verdens nære undergang virket paa tilhørerne som varselsrop fra hinsides graven.

De sidste ukene før konfirmationen fulgte Veronica moren paa disse møtene. I førstningen likte hun sig ikke naar hun kom ind i det overfyldte rummet – kjendte det, som skulde hun bli sjøsyk. Men siden merket hun ikke længer den kvalme luften, – straks hun kom indenfor og hørte bønnemumlingen som steg og sank lik usynlige sjøer ind under alle de bøide ryggene, tok en ørske hende. Vâgt som i drøm mindtes hun det hun hadde kjendt som liten mens hun sat op til moren og salmesangen fyldte salen, til hun halvt i dvale av os og træthet bare ønsket den aldrig maatte slutte. Uro og angst døvdes – hun syntes hun vendte tilbake til noget hjemlig og trygt – mellem alle disse bedere, som ikke saa hende og ikke spurte, som bare længtes efter noget og saknet noget likesom hun selv, sat hun lunt og bortglemt …

Litt efter litt holdt hun op at grue for konfirmationshandlingen og avgjørelsen hun skulde ta. Sammen med moren bad hun om at verdens ende snart maatte komme, og en fornemmelse som stod hun paa terskelen til en stor lykke, kunde stundevis fylde hende lik en let rus. –

Da konfirmationsdagen kom, gik moren og hun tause sammen til kirken.

54Elise Maiman var for bevæget til at tale – hun turde ikke lite paa røsten. Det var opholdsveir, gud være lovet! Snart skulde hun gaa alene – snart skulde hun gaa denne kjendte gaten alene. Men hun var villig til at gi slip paa barnet – hun var rede til alt, bare Veronica kunde bli frelst fra verden … Hun vilde bo i et kristelig pensionat nede i byen … Hun hadde git Veronica naalen hun selv hadde baaret som brud – Olaf hadde fæstet den paa hende – hvor blek han hadde været som brudgom, blek som Veronica nu … Hvis basunen lød mens barnet stod for alteret, hvis murene revnet, var hun beredt? Gud vilde være hende naadig for Jesu skyld, for barnets, som hun bragte ham … Det var koldt, hun burde tat et sjal med i kirken … Det lille runde hodet vagget mens hun gik, en flage av svimmelhet strøk sommetider gjennem hende og gjorde skridtet litt ustøt. Og hun kunde ikke se paa barnet, som var høiere og slankere end før i den fotside sorte kjolen og med den nye kuften, som stod stiv og tom og voksen over brystet. –

Veronica holdt haanden med salmeboken tæt ind til sig. I den sidste store talen fredag hadde prædikanten bekjendt et syn gud hadde git ham: livets sidste dag var saa nær som regnet er nær marken og regnbuen himlen – som tonen er nær øret … Alle millionenes opfaring til himlen, Jesu komme i skyen ……Igaar, lørdag, hadde hun været hos Fanny. Fanny hadde ikke sagt stort. Hun hadde git hende et litet sølvkors – «Tak for alt og gud velsigne dig, Fanny.» «Tak det samme,» hadde Fanny svart. Men det hadde været som om det var to andre som sa dette – ikke hun og ikke Fanny. Og nu var det igjen, som det ikke var hende 55selv som gik her … Det spraket sagte i det stivede hvite underskjørtet, de nye støvlene stak frem under kjolen, hænderne var glatte og smaa i de sorte hanskene, al ting var fremmed. Men hun saa op mot de lyse sølvgraa skyene og tænkte: «Og himlen vek bort som en bok der sammenrulles …»

I kirken, som var fuld av konfirmantenes slegt og venner, besvimte en av de unge pikene under den lange handlingen. Men Veronica Maiman sat rak og urørlig nærmest alteret; hun hadde en sort uldkjole uten pynt, og en rund naal av blaa florentinermosaik holdt halslinningen sammen. Da hun gik frem til alteret og knælte laa det som en hinde over de store øinene, og hun rørte sig sikkert som en søvngjænger. – Mange reiste sig fra bænkene for at se bedre, og nogen hvisket: Hvem er hun med det deilige ansigtet? –

I opgangen hjemme i gaarden lugtet det stek.

For hvert tredje, fjerde trin i trappen stanset Veronica og lænet sig mot væggen – moren var alt oppe, hun hørte det kneppe i den amerikanske laasen i gangdøren – de skulde ha fremmede til middag, moren hadde ank paa sig for maten …

Det er forbi, tænkte Veronica og stod litt. Hvorfor hadde presten rørt ved hende og hvisket hun maatte reise sig fra knæfaldet? Hvorfor kunde hun ikke faat bli der? Hun hadde kjendt det som skulde hun dø – hun hadde ikke merket hun hadde krop mer en liten stund, og kanske gud hadde tat hende op til sig … en liten stund, og noget vilde sked … «De maa reise Dem, Veronica Maiman,» hadde presten hvisket … Graaten vilde op i hende – en magtløs harme strøk gjennem hende.

56Inde i stuen stod nogen svibler og en gyldenlak paa det runde bordet – blomster hun hadde faat kvelden før. Paa en hvit duk laa konfirmationsgavene; det var sydde og broderte ting – hun rørte den renstrøkne bomuldsjavaen med fingrene – hvor pent, hvor snildt av dem – – vilde hun tænke; men hun snudde sig væk, gavene bød hende imot. Og hun saa sig omkring i værelset – alting var som det bestandig hadde været – de slitte flekkene paa plysjtrækket syntes bedst ved dagslys … Som en berøring hun kvidde for, kjendte hun stuen ind paa sig – fornam samtidig som én alle smaalytene bare hun visste om – skrøpeligheten, forfaldet … Uten at aapne konvoluttene med lykønskningskortene, som laa i en liten bunke paa skrivebordet, gik hun ut i kjøkkenet til moren. –

De hadde ikke hat middagsselskap siden farens død. Prædikant Haaland, menighetsdiakonissen og gamle frøken Maiman var gjestene. For enden av det firkantete spisebordet sat fru Maiman med konfirmanten ved siden av sig – foran dem stod et fotografi av faren, prydet med blomster. Det gik traat med samtalen i førstningen, og i stilheten hørtes den gamles astmatiske pusting sammen med prædikantens korte, pipende aandedrag.

Søster Klara hadde hat tvil om hun burde komme. Hun hadde nødig samkvem med sekterer, og det græmmet hende at Elise var blit offer for en ukirkelig bevægelse igjen; men mest sørget hun over at Veronica holdt paa at gli ind i en særtro; og naar hun hadde sat sig for at være tilstede, var det for at vise Veronica venskap og i haab om at faa tale et ord alene med hende.

57«Hvor længe det er siden himlen var blaa,» sa Elise Maiman og flyttet fotografiet i den utskaarne trærammen nærmere tallerkenen sin – «det er mer end tre uker siden …»

«Maaske har Herren bruk for skyene,» sa prædikanten, han rørte sig med træg usikkerhet og la kniven til side, da han merket de øvrige betjente sig av gaffelen.

Gamle frøken Maiman hostet.

«Jeg læste i Israelmissionens blad at det er mangfoldig fler jøder i Europa og Amerika end i Jødeland,» sa søster Klara, «og de emigrerer endda, men faa flytter hjem igjen.» – Hun visste sektereren spaadde dommedags nærhet; men i skriften staar det, at før jødene vender tilbake til sit land, skal jorden ikke forgaa.

Prædikanten smilte flygtig, som en voksen smiler til et barns tale, og svarte intet.

«De skal by paa venstre side, paa venstre, har jeg sagt, Emilie!» ropte fru Maiman og dirret i røsten og glemte at den unge sypiken fra vennesamfundet vartet op av sin godhet. – «Forsyn Dem, Haaland, forsyn Dem,» bad hun og hjalp saa han fik et godt stykke stek.

Det blev en stilhet igjen, og Veronica tørket panden med lommetørklæet.

«Jeg var hos Olsens kone igaar,» sa søster Klara, «og jeg gav hende de fem kronene, Elise, nu synes jeg hun fortjener dem – jeg saa hende i kirken sidste søndag ogsaa …»

«Se, se!» gamle frøken Maiman lo en skrubbet liten latter, saa de side kindene ristet – «man faar ikke noget omsonst i jeres forretning heller, søster mer end andensteds. Nei nei …»

«Jeg vet ikke hvad De sigter til.»

58«Gu’ gjør De saa,» sa den gamle.

«Tante mener at de ugudelige skal ha like rettigheter med de gudfrygtige,» sa Elise.

«Vi maa først hjælpe vore egne, kjære frøken,» sa søster Klara mildt. «Det staar ogsaa i guds ord – vi kan ikke ta brødet fra børnene og gi det til de smaa hunde. Lader os gjøre det gode mot alle, men mest mot troens egne, sier skriften. Og det gaar tusener til de vantro og fortapte av kirkens midler, som De vet.»

«Saa har sagtens jeres kirke sin fordel derav, kom ikke og bild mig noget ind!» – den gamle slog med de tykke fingrene i luften – «kom ikke og fortæl mig, at kirken indlater sig paa forretninger som ikke gir profit! De smaa hunde stikker sgu en dag halen mellem benene og slikker haanden, som gir dem brødet – de gaar til kirke for sin femkrone, min gode søster, det er tomme tarmers lov.»

Elise Maimans vidaapne blik gik fra den ene til den andre av gjestene – her ved festbordet skulde det været talt anderledes – hun mindtes middagene i amtmandsgaarden, farens røst, naar han drak de fremmede til …

«Veronica, skal jeg si de skal snakke om noget andet?» hvisket hun.

«De trætter jo bare, mama – saan som dere pleier,» hun saa ikke paa moren.

Barnet var saa lik sin far nu, hun hadde faat opsat haar … Fru Maiman la haanden i datterens fang, lukket øinene et øieblik og sa:

«Venner, la os synge.»

Konfirmanten blev brændende rød –; men straks efter stemte hun i sammen med moren –:

59Jesus, lad din bange due
finde hvile snart hos dig!
Denne jord har ingen tue,
hvor den trygt kan hvile sig –
og den længes og den længes
bort fra ørknen inderlig!
……

Efter sangens mange vers blev der stilt. Forsigtig, uten at klirre mot tallerkenen, spiste prædikanten resten av sin opskaarne stek. Da rykket gamle frøken Maiman stolen væk fra bordet, la hænderne paa sine skilte knær og vendte sig mot sin brorsøns kone:

«Har du øine i hodet, Elise? Jeg sitter og spør: er barnet friskt! Jeg sitter og ser: Skal en ung pike ha hvite kinder og sorgfulde øine? Er du ikke vel bevaret! Skulde man tro du var moder? Men saadan er I, det er sgu saadan I er! I skalter og valter, I skalter med børnene som om de var kar. I tar de smaa liv mellem hænderne og gjør jer en haandtering – jeres synspunkter og jeres taapelige formeninger har ikke interesse for noget forstandig menneske – saa sætter I dem paa børnene, saa kopper I barnet med alt det visvas og sludder jeres eget hønsehode er løpet fuldt med i det sølle liv I har hat – og det blir dumheter derav i slegtled, dumheter i al evighet!»

«Vâr dig – vâr din mund, tante!» ropte Elise.

«Min mund er min egen – la dem ta legatet og rummet og bøkerne naar jeg ikke mer kan holde paa dem med hænderne! De mangler ikke løsten, kan jeg tænke! Men saa længe jeg har munden midt i fjæset skal jeg si jer et sandhetsord, dig og dine hjælpere, Elise! Ti I hjælper saadanne som hende –» lyset fra 60brilleglassene skar hvast imot prædikanten og diakonissen – «I er ute efter saadanne fjols som hende og hendes! I tar dem, de umyndige – I lægger jeres fælder for den unge med det bløte hjerte – og for de gamle som ikke længer kan tygge den sterke mat – og for den syke som ikke vet sig raad. Jeg kjender jer!»

«Jeg vet ikke hvem De sigter til» – søster Klaras røst var tynd som traad – «men hvis De sigter til diakonissehuset, frøken Maiman …»

«Jeg taler om kirken, den snedige fiskermand,» den gamle lo kort.

«Det er en anden sak,» sa prædikanten.

«Veronica,» hvisket fru Maiman graatfuld – «du spiser ikke. De snakker saa høit!» Veronica drog sig unda – «Det er jo bare tante Mai,» sa hun.

«Alle har sin frihet – enhver har sin frihet, kjære frøken,» søster Klara hostet – «kirken tvinger ingen, kjære Dem.»

«Det var mig som spansk pepper! Saa det gjør ikke kirken! Har De ligget paa sykehus, min gode, at si paa sletteste forpleining? Har De prubert at tale om at De ikke vil ha noget med presten at bestille, naar han kommer og tar sin dræt mellem sengene? Justine Maiman pruberte det min ven – og det bekom hende ikke vel! Der sat han og summet og gav sig tid ved min seng, den gode vingaardsmand og gjorde sig min sak til en hovedsak paa salen – det var, hvad jeg hadde igjen av min frihet! Har De bod paa stiftelse for værdige embedsmænds trængende døtre i ugift stand? Jeg stænger min dør, naar pastoren kommer,» hun slog haanden mot duken, «– men de har knappet av paa legatet iaar, Elise. Og hvorfor taler man ikke til mig ved maaltidene? 61Og hvorfor kommer hun ikke naar jeg kalder, piken? Jeg har saa mine tanker – det er den stængte dør, folkens. Hvad maatte broder Vilhelm gjøre, da han begav sjøen og vilde tilbake til landjorden og toldetaten? Han maatte melde sig ind i kirken igjen, maatte han – for at faa de skillinger av sit fødeland! Og saadant kalder man renslighet. Og frihet! Fangene i vore fængsler, er de ikke nødsaget til at lukke prestemanden ind, naar det behager den Herrens tjener? Saa han kan fingre ved deres saar og rumstere i deres hjerte, som hans lyst nu er til! Det gaar sagtens ind i straffen, kan jeg tænke. Pastoren har sgu sin frihet og tar sig den. Vi maa alle lukke ham ind om vi vil være borgere i dette fri land, mine venner – og naar vi er døde og han ikke længer kan faa has paa vores aand, saa se til om vort sølle legem kan komme anstændig i jorden – se til, om han ikke atter er ute med sine fingre! Denne gamle skrot, den er ikke Justine Maimans egen – hun kan ikke forføie over den – hun kan ikke komme ned til sine fædre under mulden uten dikkedarer – de har sikret sig mig i loven, de likranere!»

Høit og støtvis snakket den gamle, som hendes vis var. Sveden stod i klare draaper paa den furete panden; naar hun blev vâr øiekastene mellem Elise og søster Klara, blaaste hun hørlig og foragtelig gjennem næsen.

«Gud hjælpe alle, som blir gamle og ikke har naaden,» sa søster Klara. Men prædikanten, som netop hadde kvalt en hosterid i servietten, rettet sig:

«Den organiserte kirke, statskirken, er en anmasselse, og en utvekst.»

62Som for et signal reiste søster Klara hodet – hendes uttryk, som under den gamles tale hadde været mildt og taalsomt, blev harmfuldt, og i næste øieblik var hun og sektereren oppe i et hissig ordskifte. Bibelord fløi mellem dem, skriftsted avlet skriftsted, evangelistenes utsagn var begges vaaben, med Kristi ord provet begge sin ret …

«Saadan en færdighet, saadanne fortolkere, Elise!» klukket frøken Maiman, «– og saadanne stridsmænd for Herren! Det gives ikke maken til dem – det gives ikke maken til kristenfolket, naar de ryker i tottene paa hinanden – saadanne kumpaner! Kom ikke og tal om Napoleons grenaderer – de slog sagtens fra sig, men de duet ikke saadan indbyrdes, min ven, de slog ikke hinanden saadan godt ihjel som disse!»

Elise Maiman trykket fingrene mot de bleke blaaaarede tindinger – hun kunde ikke følge med, det surret i hodet. –

«Søster Klara!» manet hun, «– Haaland!»

Men de hørte ikke paa hende – de bøide sig over mot hverandre – de talte i munden paa hverandre, om daaben, om konfirmationen …

«Haaland, Haaland –» hun tok tak i prædikantens ærme – «Jeg kjender prester som er enig med Dem, Haaland – prestene vil ogsaa gjøre om konfirmationsløftet – de sier sogneprest Paulus Vargen ikke vil at barnene længer skal avlægge dette løftet …»

«Saa? Saa?» satte den gamle i – «saa det vil han ikke! O de fromme politikusser! Saa har de sagtens atter formerket en strømkæntring – saa lemper de og slaar av og nymaler tingen! Saa? Bringer ikke nettet saa godt et varp som forhen – de har en næse, de karle! De 63skal ikke avlægge dette løftet mer, skal de ikke, børnene? Hvad skal de saa forsage naar de ikke skal forsage verden og djævelen, Elise? Naa – han finder sgu paa noget, pastoren – det ordner sig, det ordner sig, blot børnene lover at holde sit engagement til den kongelige embedsmand, gudstjeneren!»

«Den gamle dame har ret,» ropte prædikanten – «kirken vil bemægtige sig! Den undser sig ikke!»

«Lader de smaa børn komme til mig og forhindrer dem ikke,» svarte diakonissen. «Er ikke presten Jesu discipel paa jorden, har han ikke svoret …»

«Herren forlate ham, – han som sa: Du skal ikke sverge!»

«Det var i en anden mening!»

«Pastoren sverger en ed til det rike, som ikke er av denne verden – paa befaling av dette rikes fiende, riket av denne verden – det er en teolog jeg citerer, børn!» det lekte muntert i rynkene om den gamles øine.

«Frøkenen har ret, kan De negte det?»

Søster Klara la hændene sammen. –

«Det kan jeg trygt, Haaland – naar presten sverger til statens er det saavisst ikke for at han er nødt til det. men fordi han har den rette ydmyghet. For De tror vel ikke vi trænger staten?» – hun sat nakkereist, som bar hun kirken med taarn og spir paa kappebretten. – «Staten faar vel takke til, saa længe vi vil støtte den op, tænker jeg. Kirken trænger ingen almisse – vi har ikke nødig at gaa for hver mands dør, Haaland. For kirken er mangemillionær – den norske kirke eier femti millioner, foruten tre hundre tusen kroner staten har bestjaalet os for. Vi skylder ikke staten noget.»

«Femti millioner,» sa fru Maiman, og hendes buede 64barnemund blev staaende som en liten portal over tallet, mens hendes tanker prøvde fatte det …

«Prestesækken blir aldrig fuld – og en vet ikke hvad i den er før baandet er løst, sier et gammelt ord. Hvor tok kirken pengene, folkens? Av fattigmands lomme – av tiende paa fisk og paa korn og paa almuesmands fornødenhet tok kirken sin mønt! Men da strømmen kæntret og landet skjøt ryg og knurret, da lugtet han nordenvind – da solgte han beholdningen, da solgte han sit gods og fik den kirkelige skat og tiende løst ut i kontanter, den spekulanter! Æreløse er bedre end pengeløse, tænkte han sagtens den Guds statholder paa jorden!»

«Det skal være lettere for en kamel at komme igjennem et naaleøie,» hvislet prædikanten mens hosten krøket ham –

«Men det er nogen som sier et naaleøie er en spræk i muren, paa hebraisk, Haaland, og en kamel kan komme igjennem naar den gjør sig liten,» Elise Maimans røst skalv litt.

«Se solen!» sa Veronica.

Alle snudde sig. Sandelig –. I vinduskarmen laa solskinnet, og bak kronen paa den store bjerken tvert over gaten bredde det sig en renblaast flek av blaat mellem tafsede skyer.

«Men kjære, aapner du?» sa moren.

Veronica var glid væk fra pladsen ved siden av hende – nu slog hun op begge vindusrutene – nu tok hun omkring vindusposten og la hodet indtil. Vandet i Filipstadbugten glitret, aasene var fiolette, et steds paa andre siden fjorden glimtet og blinket en rute – og paa kinden kjendte hun noget varmt … Jorden 65skulde ikke forgaa – og hun vilde ikke den skulde det heller.

*

Dagene efter konfirmationen hadde hun vondt for at se moren i øinene. Og hun fulgte hende ikke paa møtene. «Jeg er saa træt – kanske i overmorgen –» sa hun.

Hun fik ikke til at be mer – hun fik ikke til at synge mer … Hun længtet bare efter Fanny, og det eneste hun endda kunde var at staa imot denne længsel og vise gud sin gode vilje ved ikke at gaa til hende. – Hun vilde gaa til tanten paa stiftelsen. Naar hun kom ut paa gaten, skyndte hun sig – den dype rare røsten ropte liksom paa hende og dirret litt, som ved bordet da den sa: Er barnet friskt … Hun kom ikke fort nok frem, hun smaasprang; men straks taket paa stiftelsen blev synlig, sagtnet hun og begyndte at grue – – hun hadde set bort paa tante Mai dengang moren sa: Venner, la os synge – tanten var blit rar og flat i ansigtet, de korte, graa brynene hadde gaat høit op i panden paa hende; – naar hun husket det, fik hun blodstigninger til hodet saa hun knapt kunde se. To ganger snudde hun ved det høie jernstakittet – tante Mai vilde spørre hvad hun hadde bestilt alle disse ukene hun ikke hadde set indom hende – og aldrig vilde hun faa mod til at nævne møtene i Torvgaten … Da hun tilslut en dag stod paa dørstokken til det kjendte rummet, skalv hun; men grandtanten tok venlig imot hende; og da en halvtime var gaat, kom hun paa graaten, fordi hun ikke blev spurt om nogenting. Hun hadde alt reist sig for at gaa – uten at se op sa hun: «Tante Mai, det er noget jeg har tænkt paa – var papa en troende?»

66«Det har jeg ingen formening om,» svarte den gamle; men straks efter skottet hun bort paa Veronica og la til: «Din fader var en ærlig person, det var ikke juks i ham.» – –

Samme kveld sat hun i stuen i Munkedamsveien sammen med moren og søster Klara. Hun sat litt borte fra bordet med føtterne op under sig i sofaen; hun hørte og hørte ikke det de andre snakket om, mens hun strikket noget til en basar – barnetømmer av kulørte garnstumper. Moren fortalte søster Klara at det var sat i gang en indsamling blandt Haalands venner – han søkte plads paa statens sanatorium for tuberkuløse. Morens røst nævnte bidragene og alle som hadde git …

Hvis det var meget deiligere i himlen end paa jorden hvorfor vilde ikke prædikant Haaland dø saa fort han kunde?

Hvis han trodde gud bestemte naar han skulde utaande, hvorfor vilde han da lægge sig i kur? Maatte han ikke likevel dø det minuttet gud hadde forutbestemt?

Eller trodde han det ikke saa sikkert?
Og vilde han kanske likevel heller leve litt til?

«Hører du ikke hvad Klara sier, Veronica?» spurte moren.

I det samme rørte noget stivt og glat kindet hendes – hun skvat og rettet ut benene og vilde reise sig – men søster Klara bøide sig over hende, den bene skillen lyste hvit i det mørke haaret, de store øinene tindret … og før hun fik samlet sig, var diakonissekappen knyttet under haken paa hende.

Fru Maiman reiste sig og foldet uvilkaarlig hænderne. 67– «Har jeg ikke ret – er hun ikke som skapt for kappen vor der hun sitter?» sa søster Klara.

Men Veronica tok om hodeplagget med begge hænderne, rykket det løs, vrængte det av sig og kastet det bort over bordet mens ansigtet fortrak sig av skræk.

«Veronica!»

Søster Klara blev hvit om læbene.

«Nei,» Veronica tok pusten i en liten hikst – «– nei.» Saa reiste hun sig, gik rundt bordet til moren, la armen om skulderen paa hende og sa med ansigtet ind mot kjolen hendes:

«Jeg kan ikke gjøre det dere vil.»

Elise Maiman stirret ned paa datterens hvite nakke.

«Hvad er det hændt?» hvisket hun.

«Ingenting …» svarte det.

«… Ingenting …» hun fridde sig for Veronicas arm og sank ned i stolen. Og taarer og ord tok paa at strømme – hun hadde anet noget vilde ske – tre nætter paa rad hadde hun drømt lik – men aldrig hadde hun anet dette, endda igaar hadde hun talt med frøknene nedenunder om fremtiden – hvad var det som hadde holdt hende oppe alle disse grusomme aarene – hvad skulde hun gjøre nu, hun som hadde sagt til alle mennesker, barnet skulde bli noget til guds ære? Hun hulket og ændset ikke at søster Klara strøk hende over haaret og snakket til hende – hun kunde aldrig gaa ut blandt folk mer om Veronica svigtet hende – hun kunde aldrig se folk i øinene mer – aa om gud hadde forbarmet sig over dem forrige søndag og gjort ende paa hendes og verdens elendighet …

Veronica stod urørlig ved siden av den lave salryggede lænestolen og saa ut i vaarkvelden. Hun hørte 68alle morens ord, og for hvert utbrud sved det vondt i hjertet. Men hele tiden stod hun og tænkte at det som skedde nu, det maatte ske. Og da søster Klara satte den krøllete kappen paa sig og knyttet den sorte dækskappen utenpaa den og tok skulderslaget over sig og kysset baade hende og moren til farvel, visste hun det som vilde komme. Alting kunde ikke bli godt igjen – hun kunde ikke komme paa andre tanker, som søster Klara sa … Hun skulde lukke gangdøren efter hende og gaa ind til moren igjen og sitte ved siden av hende og høre hende spørre og prøve at svare … Saa skulde de klæ av sig og lægge sig uten at snakke til hverandre. Saa skulde hun ligge og høre moren graate borte i den andre sengen …

Selv graat hun ikke. Hun var tør og brændende varm i øinene og ansigtet. Et steds indi hende sa det med en gammel, kortpusten røst: Din fader var en ærlig person – det var ikke juks i ham. –

*

Nogen dage senere, hun stod i rulleboden i kjælderen og trak tøi, kom moren ned til hende. Først ordnet hun litt ved de halvtørre serviettene, som laa paa bænken, saa sa hun uten at løfte de svulne røde øienlokkene –

«Fanny Delmar er oppe – jeg sa jeg visste ikke om du vilde –.»

«Fanny …» sa Veronica. Mens hun tørket fingrene i forklæet, sprang hun de bratte baktrappene op til leiligheden. Veninden stod midt paa stuegulvet – hun tok hende haardt om halsen med de spæde, myke armene –.

«Du kvæler mig, du struper mig,» Fanny lo og gnusset den faste kinden sin imot Veronicas – «og jeg, 69som trodde du ikke brydde dig det dust om mig mer!»

I et par timer blev de sittende og snakke. Fanny fortalte om konfirmationsgavene sine og om alt som var hændt. Om altergangen sa hun:

«Med det samme presten skulde gaa ind i alterringen, bukket han til Syvertsen og fru Syvertsen og Lotta, som stod øverst. «Tak for offeret,» sa han. «Aa jeg ber,» sa Syvertsen. Han hadde mindst faat hundre kroner, stol paa det! Men da jeg fik oblaten i munden, blev jeg livræd, nu æter du dig til doms bedst det er, tænkte jeg, og jeg holdt den imellem tænderne saa længe jeg var god for at kjende den, det var nifst – var du ræd, du?»

«Ja,» sa Veronica.

«Siden – har du været ræd siden ogsaa?» de brune øinene frittet; Veronica snudde væk ansigtet. – «Naar du bare ikke tuller dig bort i noget, saa …» hvisket Fanny, saa ikke fru Maiman, som gik inde i spisestuen, skulde høre det.

Veronica saa op og holdt blikket paa det sterke, brune ansigtet med de buete brynene og munden, som aldrig var i ro – tok pusten dypt og sa:

«Nei – ikke nu mer.»

«Vil du være med mig hjem i ferien?» spurte Fanny – «hjem til prestegaarden – mor har sagt jeg kan be dig – vi skal ligge paa flatseng …»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.