[Kapittel 5]

70Det blev en sommer ingen mindtes maken til i Fanny Delmars hjembygd. Regn om natten – blankt solskinsveir om dagen – godveir fulgte byge, en fin, stille varme laa over jorden lik et bredsel, og kløverengen stod tyk som en dyne. Oppe i fjeldet aat sommeren sig ind paa isskorpen og rensket stenen, saa den kom frem svart og vaat, der ingen av prestebarnene hadde set sten før; de gamle snebræene minket og fik nye grænser, og før Sankt Hans hadde Fannys ældste bror Guttorm fundet en utsprungen fjeldfrue oppe i uren. «Her ser du bergfrua!» ropte han længe før han naadde dit Veronica Maiman sat og sydde – og Fanny kom fra kjøkkenet og presten fra kontoret. «Saxifraga cotyledon,» sa presten – Veronica tok den spinkle stilken mellem peke- og tommelfingeren og holdt blomsten, som steg lik solrøk fra den lille lærtykke bladrosetten, «Saxifraga cotyledon – ædel, høibaaren, ensom, frøken Maiman!» Og Fanny fortalte om gutten som vaaget livet for at hente fjeldfruen utpaa stupet til kjæresten sin …

Det hændte noget nyt hver dag – ørreten vaket i det blanke elveoset bent ut for prestens baatstø, saa smaaguttene fôr med en gammel bete net paa en siljekjep og trodde de skulde fange den. Og engelskmanden paa Store Bø tok en laks saa diger paa flue at det 71maatte gaa ekstraskyss med telegram til England. Hver dag hændte det noget – barnene suste gjennem de aapne dørene med nyheter. – «Mor, Stjerna kalver, Stjerna kalver!» ropte de – «Far, det kommer en skyss neri veien…» Og de kløv op paa rækverket paa havetrappen og holdt sig i de tvundne, flossede grenene paa den gamle vivendelen og skrek: «Han kommer hit!» –

Veronica hadde vaagnet tidlig den første morgenen og hadde ligget litt og set sig omkring i værelset med skraataket, og hadde prøvd samle alt som var hændt siden hun sa farvel til moren og søster Klara paa stationen i Kristiania. Ør hadde hun listet sig ut av sengen uten at vække Fanny – bort til gavlvinduet. Derifra hadde hun for første gang fulgt elven, som gik i krok og bugt gjennem dalen med store, graa stener ute i det klare vandet – og elvemælen paa den andre siden og den stutte, grønne græsvolden, som laa lik et teppe ut over sandraset. Hun hadde set op over fjeldet dit sneen lyste, og ned efter bækkene som kom brusende og slap sig ut for bergsiden og hang i luften lik glitrende sølv. Her er deilig, Fanny har sagt sandt, her er det deiligst, hadde hun tænkt – men i det samme husket hun paa moren og sorgen hun hadde voldt hende, og fik samvittighetssting, som hadde hun ingen ret til synet der utenfor …

Naar hun fik bær de første dagene, smakte de ikke saa godt – moren fik ingen. Naar barnene gav hende blomster, vilde hun helst sendt dem til moren. Hvad gjør mama nu? – og nu? tænkte hun. – Hvem knapper støvlene hendes? Glemmer hun at stoppe hansketuppene sine? Og hun saa hende for sig paa den morkne verandaen ute paa Nordstrand, hvor hun bodde 72i sommerpensionat – selv hadde hun sittet der alle regndagene ifjor sommer og længtet efter Fanny … Morens øine var altid taarevaate, syntes hun. – Hun maatte gjøre op noget med sig selv ogsaa – hvad vilde hun – hvad trodde hun – gik det an at leve videre og ikke vite det?

Men sommeren og utelivet, den sterke luften gjorde sin gjerning med hende. Naar hun la sig paa bakken for at tænke, sovnet hun; naar hun sat alene i den store, lyse havestuen, kom undring over alt hun hørte og saa paa prestegaarden, – og med sytøiet i fanget blev hun sittende og døse i gyngestolen. Ind gjennem de aapne vinduene kom en liten bris og løftet de klare gardinene og slap dem igjen – det var lugt av kaprifol og lugt av nyslaat høi – og det kom humler og hveps og summet og dasket imot taket. I karmene blomstret røde geranier – «musketter» kaldte fru Delmar dem. «Jeg liker dem, for de taaler noget,» sa hun, «de kan staa i dagevis uten vand.» Men Veronica visste at presten stelte med dem hver morgen …

I førstningen kjendte hun sig utryg, naar hun sat ved det lange middagsbordet i den lavloftede spisestuen. De lo og trættet allesammen ved maaltidene i prestegaarden – det var ingen persons anseelse, alle hadde sit ord med i laget, like til den yngste fireaars gutten. «Det er ganske rigtig bemerket, lillegut» – sa fru Delmar, «forpagteren skraar, det gjør han for at ærgre sin kone.» «Olafsen er meget god mot sin kone, Caroline,» sa presten. «God, Delmar? Hun har ni barn, min ven.» «Ti mor, ti, for én er død,» ropte de. «Ti,» sa prestefruen – «og du har til og med besørget dem døpt.» «Skulde jeg maaske negtet dem daaben, Caroline?» 73spurte presten og spilte øinene bak brillene. «Ja, sæt!» sa fru Delmar …

Det var bare ett emne de aldrig drøftet i prestegaarden – Veronica tok mod til sig og spurte Fanny: «Snakker dere aldrig om gud?» «Nei, vi er jo i hans brød,» sa Fanny. De gik allesammen i kirken om søndagen. «Uff, nu maa vi avsted,» sa de. Og Louise tok sin far under armen: «Aa, præk kort, fatter, for vi skal til Bø og spise melkebunke,» sa hun. Presten er den eneste som bryr sig om gud og himlen, tænkte Veronica; næst Fanny likte hun ham bedst av alle i prestegaarden.

En eftermiddag holdt de unge pikene paa at renske stikkelsbær. Kurven med umodne bær, som de hadde plukket dagen før nederst i haven, der bærbuskene grodde som en vild-skog, stod paa gulvet i dagligstuen; mellem sig paa bordet hadde de et stort, tomt melkefat, og med en kniv skar de stilken og den lille brune toppen av bærene, som de hadde forsyning av i fanget. Veronica hadde faat et av fru Delmars store kjøkkenforklær paa sig; hun sat inde i alt blaatøiet som i en hams, de smaa, smale hænderne arbeidet fort og nervøst, og hun passet nøie paa at det ikke kom rusk i fatet … Fanny fortalte Louise om klubben hun hadde i Kristiania, og om den skrevne avisen – og naar hun tok pust, sa Louise travel, mens hun knaset stikkelsbærkart med de smaa, hvite tænderne: «Fortæl mer, Fanny!» – Fru Delmar kom ned og saa til dem – hun sat ovenpaa og stoppet efter vasken – Hun var varm og hadde aapnet halslinningen paa kjolen – naar hun reiste hodet, gik to sener stramme som spændte baand op mot haken paa hende. – «Og er jeg færdig med den ene bunken, kommer en ny – man er selv træd 74paa uldtraad med stoppenaal, frøken Maiman!» sa hun og bøide sig og saa nærsynt efter paa bærene, om de var godt rensket. «Det er i orden, morlille,» sa Fanny – «pas heller paa at den ene karten ikke æter den andre –.» Men fru Delmar fandt to bær som ikke var kvit stilkene, og hun blev flekket i de konglebrune kindene: «Du glemmer stilkene igjen paa bærene, Fanny – jeg saa det var dig som slap dem opi.» Og hun fandt en saks og klippet stilker og stykker av Fannys bær.

«Reinert Bø er inde hos far,» sa hun og klippet.

Fanny rørte sig saa det trillet kart med smaa smeld bortover gulvet, der malingen var slitt av i store, blakke øer – «Er han kommet fra eksisen?» ropte hun – «Reinert?» Og hun plukket op bærene og satte sig tættere ind til Veronica og trykket til hende med albuen. «Nu skal du faa se Bøgutten, du vet,» hvisket hun. «Gamlekjæresten til Fanny!» ropte Louise og vred sig paa stolen og kniste. –

Da det gik i kontordøren, blev det stilt. Veronica saa opmerksom paa ham som kom ind i stuen efter presten. Det var en lav, bredskuldret gut; haaret var lyst og brynene lyse som ublekt lerret; han smilte – tænderne var litt brune, men store og jevne; han slog hælene sammen og bukket. De reiste sig. «Det er Reinert Bø – det er Veronica Maiman, min veninde,» sa Fanny. «Du maa gi ham haanden, Veronica, det er skik hos bønderne, ikke sandt, Reinert?» Reinert lukket Veronicas haand ind i en stor næve, haard og ujevn i haandflaten. «Jo, det er saa,» sa han og saa paa Veronica. Han ser paa mig som han ber om noget – tænkte hun – blikket og det lange, alvorlige haandslaget jog blodet 75op i kindene paa hende. «Vil De ikke sitte, Bø?» sa fru Delmar – «hvordan staar det med avlingen?» – «Sit selv, kjære Caroline,» sa presten og tok en stol frem – «sit litt hos os.» «Jeg har tretten par strømper paa mig, Delmar – eller vil du maaske stoppe dem for mig?» «Saa gjerne, kone, blot jeg kunde, du» – han satte sig nu selv paa stolen og slog ut med haanden. «Sit ned hos damene, Bø, sit ned, far!» Men Reinert Bø stod – han saa paa Fanny. Hun skar stilkene nøiagtig av bær efter bær – hodet holdt hun litt skakt og munden var rund. «Tak, jeg faar vel tænke paa hjemveien,» sa han.

Litt efter fulgte presten og fruen og Louise ham ut. «Skal ikke vi ogsaa, Fanny?» Veronica samlet forklæet i begge hænderne – «Skal ikke vi ogsaa følge?» Og en underlig dirring som ved noget muntert og lykkelig tok paa at skjælve indi hende. «Nei da!» hvisket Fanny og kløp hende – «sit, hører du, sit!» Og hun blev mørkerød i ansigtet. «Jeg vil ikke gi ham haab,» sa hun og drog haken til sig.

Presten kom alene ind igjen; han holdt den ene haanden under frakkeskjøtene – han gik tungt i tøflene, og lignet en vadefugl, for han var flatfotet. Ved vinduet stod han litt og saa paa veiret – og han gav sig noget at gjøre borte ved pipebordet. Men da han var blit viss paa at hans kone var gaat ovenpaa, satte han sig paa Louises tomme stol. – «Reinert Bø har været hos mig og raadført sig med mig, Fanny; han vil studere til prest.» Fanny bøide sig over fatet. – «Hvad sa du til det da, fatter?»

«Dertil var det meget at si – meget og mangehaande …» presten Delmars blaa drømmeøine flakket 76litt og fæstet sig paa Veronicas hvite pande og fine, mørke bryn. – «Men ikke alt kan sies, min kjære frøken Maiman, ikke alt kan sies …» og han glemte hvad de snakket om, og husket et vers og sa det:

«I skoven boer hun, Sang af Nattergale.
En Gjenklang er af hendes Røst, den bløde,
Og hendes Blik er Stjernerne, som gløde,
Og hendes Trin er Hjortens Gang i Dale –

Ja, den Molbech, den Molbech, han fandt ord for sine tanker, barn, det er enestaaende …»

«Læste du vers for Reinert, far?» Fannys røst lignet morens – «eller hvad svarte du?»

Veronica flyttet sig paa stolen – hun var gla i Fannys far. Om morgenen pleide hun gaa i haven med ham og se paa det nye som var sprunget ut.

«Jeg sa –» presten strøk sig over skallen og det graa kindskjegget, og blev grætten i øinene: – «Hvad vil han paa den galei, har han ikke de gode havneganger paa Bø – de brede bakker mot syd, den dype jord – og mer end fem maal utlagt til have? Kan han ikke høste mangefold paa sin faders gaard? Men han vil i kjolen, han vil paa stolen – rimene løper mig av munden, børn – han vil partout kaste sit korn paa stengrund, og lar sig ikke avskrække. Jeg sitter her i mine tøfler, sa jeg til ham, en mand i min stilling er nemlig løpedreng for det ganske sogns gamle kjellinger, min gode Reinert, sa jeg, – ja, jeg maa saamen takke den gode gud at jeg beholder tærne, igaar var jeg i Bratberget hos Brit Bratberglia, og idag har hun atter budsendt mig. Men begge mine støvlepar er til reparation,» han ristet de løst knyttede hænderne foran sig i luften, «– jeg kan da ikke begive mig tilfjelds i tøfler. Hva?»

77«Nei,» sa Fanny, «Reinert …»

«Ja – og hvad driver ham – jeg spør, hvilke bevæggrunde utdriver ham fra den fædrene gaard? Sitter der en længsel efter det fuldkomne i ham, efter idealet? Sier han som Adam:

Det gjælder ingen Hvile mig at levne,
før Aanden i mig vorder Kjød og Blod,
før selv jeg bliver Ett med Idealet
og faaer dets Herlighed i Daab udtalet …

Kjære børn, han vilde neppe forstaa en saadan tale! Eller er han en drømmer, den kjære Reinert, en sværmer, som mange av os i de dage – i de dage, frøken Maiman, «da stjerners glimt os hilsen bragte». Ingenlunde, ak ingenlunde! Han vil av vadmelet i klædesfrakken, vil han – han vil væk fra sine firbente over til de tobente – det er dog immer faar, ræsonnerer den gode Reinert, men de sidste bringer mig i statskalenderen!»

«Han snakker godt for sig naar han vil,» sa Fanny.

Hendes far stanset og saa et øieblik forbauset paa hende med sine bleke øine –

«Kalder du det at tale, du som dog har hørt en ikke altid like ueffen veltalenhet i din faders kirke – jeg mener din jordiske faders, Fanny! Saa det kalder du at tale …» pastor Delmar tok hurtige skridt i sin gang tvertover det store, tyndt møblerte værelse – «Jeg sier ikke at han ikke kan bli en habil kateterbestiger ad aare – jeg sier ikke at hans røst vil lyde ilde i de kaarnes sal, hvor enhver taler med sin tunge, uanfegtet av rhetorikens enkleste læresætninger – men i guds hus, i guds hus –», han rettet sig og ristet paa hodet med 78det tynde graa haar, som laa paa frakkekraven lik en beskeden digtermanke – «i guds hus bør dog forkyndelsen lyde fra et ledigere tungebaand og et fuldere register end en saadan hvemsomhelst fra skog og mark raader over, frøken Maiman! Ti hvad søker det oprindelge menneske i sit gudshus, frøken Veronica? Jeg sier Dem, han søker utløsning for sin latente konstdrift, han søker føde for den mennesket fra evighet av iboende skjønhetstrang, han søker mot det tapte paradis.»

«Bønderne – gjør bønderne ogsaa, far?» Fannys brune øine hvilte paa faren med en underlig blanding av morskap og ly’ing i blikket – som en kvinde ser paa et snakkende barn saa hun paa ham.

«Bønderne? Bonden som arbeideren, visselig, Fanny! Den gamle kvinde og de unge – og jeg sier: særlig de unge! Jeg saa dem løfte ansigtene paaskedag, og lytte og græde med skinnende øine, da den nye klokker istemte hallelujaet, og koret fulgte … Han har ogsaa en baryton den mand. Og ved siden av ham disse, disse fine kvinderøster, der steg som hvite fugler … Ti hvad Beethoven og den elskelige Brahms er for os, børn, det er en saadan klokkerrøst for den, hvis øre fra vuggen til graven blot hører hverdagens og arbeidets grove maal.»

«Ja, du far …»

«Skulde da ikke kirken være en høienloftssal for saadanne sjæle – og ingenlunde en skræmmestue, børn – og skulde ikke vi, dens tjenere, trække vore sko av, naar vi staar paa et hellig sted? Skulde ikke vore hænder, vore stakkels hænder, gripe varlig over de stumme strenge? Vi bærer alle en harpe i vort hjerte, børn – vi toner med i de store harmonier, naar David rører 79vor sjæl! Længselen efter det fuldkomne, vi bærer den, som grenen bærer adventivknoppen, – men hvem er fuldkommen uten gud, vor fader? Og hvem nærmer sig paa jorden dette fuldkomne, som er gud – likesom hvitklædte børn nærmer sig sin fyrste og strør blomster for hans fot? Det gjør konsten, børn, konsten! Kalliope, Erato, Thalia, Polyhymnia, Melpomene – Zeus’ og Mnemosynes hvitklædte børn! Ak, vi ser ikke det lys som engang skal fylde vore aapne øine med gylden fryd, vi ser det ikke – ti vort hjerte er trykket av hemmelig nød – men der gives intet menneske saa usselt, saa blindt, saa fattig, at det ikke rækker sin sjæls hænder mot dette lys, hvis straaler det fornemmer paa sine skjælvende øienlaag! Der er ingen aand saa forkrøblet, saa gjemt under ve, at den ikke huser en digter – ak, en rede omdigter – i sindets skjulte vraa! Og vi, Herrens tjenere paa jorden …»

«Far?» Fanny holdt om det store lerfatet med de lange, brune fingrene, og det lyste underlig i øinene paa hende.

Presten Delmar stanset et øieblik – saa flakket blikket bortover væggen, og fæstet sig ved ett efter ett av portrættene som saa han dem for første gang:

«Til Reinert Bø … sa jeg … Det er jo dog foreskrevet, hvad vi har at si ved saadanne leiligheter, Fanny,» utbrøt han klagende: – «Kirken trænger tjenere …»

Det blev banket i gulvet.

«Tre ganger,» – han knappet den øverste knappen i bonjuren – «det er mig …» Frakkeskjøtene flakset i mottrækken, da han aapnet døren og hastet ovenpaa til sin kone.

80Veronica var blit bevæget; hun sat med hænderne foldet i fanget, og øinene hendes var sorte og store.

«Hvor søt og god han er, din far» – sa hun.

«Aa, far,» sa Fanny «Veronica –», hun bøide sig frem og la armen om veninden. «Reinert vil bli det for at faa mig,» hvisket hun – og hun holdt hende ut fra sig og saa stivt paa hende. «Prest!» sa hun, og ansigtet drog sig sammen i latter – «Han er glubsk!»

*

Den sidste dagen Veronica var hos Delmars, en dag i begyndelsen av august, kom en ny gjest til gaarden.

Det var mot kvelden. Hun var alene i havestuen – døren og vinduene stod aapne; det var varmt og stille, og hun kunde høre akerriksen. Paa det store, runde bordet midt i værelset var det dækket til fest – der stod fater med smørrebrød og glas og tallerkner … duken var stor og sid, og de hvite, blanke foldene naadde gulvet. Det lugtet litt mysk av den. Veronica bøide sig og saa paa det fine mønstret, som tonet frem av den hvite vævingen lik rim paa sne; det løp rundt hele duken i en række billeder – en hel jagt, rammet ind av trær med spidse, blanke blade … Hun tok i den ytterste folden og lot hænderne gli langs kanten og gik litt bakover og holdt det glatte, kostelige stof foran sig med begge hænderne og saa fordrømt paa det. Da nogen kom op havetrappen bak hende, sa hun:

«Har du set hjortene og de ridende jægerne i duken, Fanny?» men straks kjendte hun paa sig at det ikke var Fanny, og snudde sig.

En fremmed mand stod i døraapningen. Han hadde ransel paa ryggen, hatten holdt han i haanden – han hadde ikke snip, og halsen og ansigtet var solbrændt, 81men den lille barten var næsten hvit … Veronica rørte sig ikke. Fanny og hun hadde lekt med barnene – hun var utklæd, hun hadde en krans av tusenfryd paa hodet, haaret hang ned over ryggen, den hvite kjolen var Louises, paa føtterne hadde hun røde morgensko, og benene i skoene var bare … Hun dovnet liksom eftersom hun husket; hun fik ikke til at slippe duken. «Undskyld –» den fremmede blev mørkere brun i ansigtet – «mit navn er Ivar Ringby, stud. med. Fru Delmar er min faster – de er kanske ikke hjemme?» «Jo, de er her – de er ute i kjøkkenet – nogen er i haven –» raadløs av forvirring tok hun et skridt mot døren han stod i – saa sprang hun ind i spisestuen, aapnet kjøkkendøren paa klem og ropte: «Fru Delmar, fru Delmar, det er en herre i stuen –» og hun berget sig ut i gangen og op paa kvisten.

Om kvelden var det et litet lag paa prestegaarden – de unge fra nabogaardene var bedt, lensmandens store bause datter, som var skinsyk paa Veronica Maiman, og sakførerens tvillinger, som satte sig ved siden av hende og tok i klærne hendes og spurte hvor de var kjøpt og hvad de kostet; Reinert Bø kom ogsaa, og Guttorms og Louises venner.

De samlet sig i stuen – ungdommen langs væggene, de andre ute paa gulvet – med den nye gjesten var de seks og tyve. Fru Delmar hadde stukket et krøljern i det glatte, graasprængte haaret og hadde to skarpe bukler paa hver side av skillen til ære for sin brorsøn. Hun hadde søndagskjolen paa og en kamémedaljon paa brystet. – Veronica og Fanny bød om smørrebrød. «Bare spis,» sa Fanny, «det med spekepølse er bedst. Efterpaa skal vi ha ribsvin og kaker.» Og hun bikket 82og svinget, og tok mer plads end ellers og passet paa at fange fætterens øine og nikke opmuntrende til ham. «Bare spis, Ivar, det er mer ute.» «Hvilken velsignet dag,» sa presten, «og nu kommer kjøligheten, og saa kan leken gaa over enge,» og han bøide sig mot Veronica og sa lavt: «Er hun ikke smuk iaften, frøken Maiman, er ikke min kone overordentlig smuk? Glæden klæder –.» Og han gik smaanynnende videre.

Da alle hadde spist, blev Veronica igjen inde i huset og hjalp piken at ta av bordet. Fanny hadde hentet hende ned fra kvisten, da alle var kommet; mens de spiste, hadde hun holdt sig paa den kanten av værelset, hvor barnene sat; hun hadde maattet by ham sukker og fløte en gang, men hun hadde ikke set op. – Bordet var ryddet, og hun blev alene i havestuen – hun fik øie paa sin egen hvitklædde skikkelse i speilet og snudde sig væk – mindet om møtet med ham rørte hende uavladelig som et litet hett vindpust. Bare hun kunde slippe at snakke med ham – bare han ikke vilde si noget til hende – hjertet hendes slog ujevnt og fort.

Ut og gaa paa brandvakt
Sent en lørdags kveld …

sang det saa det ljomet over volden –

Ut og gaa paa brandvakt,
Sent en lørdags kveld!
Pikene skal hjemme være,
Guttene skal ut og gaa –
Ut og gaa paa brandvakt,
Ut og gaa paa brandvakt,
Sent en lørdags kveld …

Ind under de lyse røstene gik elvesusen som en sorgfuld hvisking.

83«Nu leker vi munken gaar i enge, nu kommer Veronica,» ropte tvillingene og sprang imøte og tok Veronica imellem sig som var hun en stor og deilig dukke. – «Dan ring, dan ring!» ropte de. – Og hænder kjedet sig og leken gik.

Midt paa den grønne volden stod Fannys fætter med det lille blaa tørklæet Fanny hadde hat om halsen, i haanden. De gik rundt ham og sang:

Munken gaar i enge
den lange sommernat,
hvad gjør han der saa længe,
sig hvad gjør han der?

Han plukker av de roser,
han samler av de bær,
han plukker krusemynter
til sin hjertenskjær.

Og munken breder ut
sin kappe saa blaa,
og beder skjøn jomfru
at knæle derpaa, –
kom falleri falleri ra!

Ivar Ringby bredte tørklæet paa græsset; det laa som en stor blaa blomst i det grønne græsset; – han saa spørgende paa Fanny … «Nu skal du vælge, Ivar, vælge en jomfru,» ropte hun. Han valgte med et litet buk; og den ene av tvillingene slap Veronica Maimas haand, drog op skulderen og la hodet mot den, gik frem med et bryd smil og knælte paa det blaa tørklæet …

Munken gaar i enge
den lange sommernat …

84Studenten danset med den blomstrede sirtskjolen, til den stod som en kirkeklokke om de lange, tynde leggene … Selv var han smal over hoftene og smekker om livet – «som en officer paa Carl Johans tid,» sa Fanny. Men Veronica Maiman blusset, mens hun saa paa dem, og øienhaarene gik som et hjerteslag paa hende.

Da de kom tilbake til huset, var det midnat; ansigtene lyste bleke under viltert haar, og øinene var store.

Lampen var tændt i stuen, og lyset stod ut av de aapne dørene, rødt som lyset fra et baal, møtte natten og la sig over trappen som en rødme. De unge satte sig paa trinnene, og prestedøtrene bar ut vin og kake til dem; naar de løftet glassene og drak med hverandre, gik lyset gjennem den røde vinen saa den funklet. Inde i stuen spilte Veronica Maiman presten Delmars yndlingsstykke, Schumanns Schlummerlied, for sidste gang.

Efterat gjestene var gaat og husets folk hadde sagt godnat til hverandre, listet hun sig ned loftstrappen og ut i haven. Hun tok op nogen av de smaa, grønne bellisplantene, som hadde forvildet sig i græsset – de var vaate av dug – hun la dem i den lille kurven fru Delmar hadde git hende, moren og hun skulde plante dem paa farens grav. Tilslut bøide hun sig og lugtet paa resedaen, som grodde langs havetrappen, og strøk vivendelen med haanden. Ute paa tunet stod hun litt – elvesusen var blit stor og alene og fyldte hele luften – hjertet slog saa stilt at hun knapt kunde kjende det.

Oppe paa kvisten sat Fanny i sengen med hodet mot væggen og ventet. De hvisket sammen, mens Veronica klædde av sig; før hun la sig, gik hun bort til vinduet og stod og saa ut som den første morgenen, og Fanny 85kom og stod ved siden av hende. Nu kjendte hun litt av det: elven og den seilne moen paa den andre siden – nu visste hun hvordan det lugtet av blomstene som grodde der, og av det stutte græsset. Og hun saa over til fjeldene, som laa fjerne i dyp skygge. «Saa blaat alting er, saa blaat …» hvisket hun. «Ja,» sa Fanny langsomt og ændret uttryk, og saa paa Veronica med de blanke hjorteøinene, «tror du vi blir lykkelige i verden, Veronica? Jeg var saa gla – jeg var gla helt til vi sat paa trappen og du begyndte at spille. Da kom jeg paa graaten … Og nu vil jeg bare graate …» Hun la hodet ind til veninden, og graaten baaret i hende – «Gid jeg kunde dø …» Da syntes Veronica hun ønsket det samme som Fanny, og slog armene omkring hende og graat sammen med hende. –

Tidlig næste morgen stod skyssen for døren. Fanny tok paa Veronica hatten og kaapen og vilde hjælpe hende med alle ting. «Du er blit saa rund paa brystet at kaapen din gaar ikke igjen,» sa hun, «og du har faat tre fregner paa næsen.» Louise og Guttorm og de andre barnene var ute paa tunet; hvergang Veronica saa paa dem, skrek de: «Farvel og lykkelig reise!» Og fru Delmar aapnet soveværelsevinduet og ropte: «Lev vel, Veronica, har De husket kuften, som hang paa loftet?» – En graasprængt flette gled ned over skulderen paa hende, og Veronica saa hun lignet en gammel Fanny.

Da hun sat i kjærren, da skvætlæret var fæstet, og skyssgutten hadde kløvet op paa kufferten bakpaa, kom nogen fort ut paa trappen; det var Fannys fætter. «Du slette tid er du alt oppe, Ivar?» ropte Fanny. Han saa paa Veronica og bukket, litt skakt. Kjærrehjulet dreide 86sig. «Farvel,» sa hun fort og bøide hodet og saa ned paa ham. Det skimret blaat i øinene under den brune panden – han løftet haanden og rakte den ut og sprang et skridt ved siden av kjærren for at naa hendes –

«Farvel,» ropte han og smilte. – «Det var Dem jeg gik i engen for igaar –.»

«Ja,» sa Veronica, og kjendte sig tryg og velberget og sa: «Ja, jeg skjønte det –.»

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.