(Dagsposten, 21. okt. 1880.)
Der er blot en Forfatter i vor Literatur, der har vundet en saa hurtig og almindelig Anerkjendelse som Alexander Kjelland,Kjelland: Namnet er skrevet slik konsekvent nemlig Jonas Lie. Denne vandt ved «Den Fremsynte» og de derpaa følgende Skildringer strax en stor Læsekreds; Kritikken havde intet andet end gode Ord for den nye Forfatter, den regjerende Myndighed skjænkede ham alle de Stipendier, den raadede over, den bevilgende gav ham Digtergage. Det er først i den senere Tid, at Kritikken har vendt sig mod Jonas Lie, i det den ganske ikke har villet godkjænde hans Forsøg paa Samfundsromanens Omraade.
Det kan ikke forundre, at Jonas Lie modtoges med almindelig Velvilje. Han var i Besittelse af et smukt Talent og en elskværlig Forfatterpersonlighed, og hele 196hans Digtning var gjennomgaaende neutral. Hvad han i sin første Forfatterperiode gav, var fornemmelig Skildringer af Naturen og Folkelivet, og hvor han som i «Lodsen og hans Hustru» lot det rent novellistiske Element faa større Raaderum var der dog intet, der kunde sætte nogen Læsers Sind i Oprør, intet der sigtede mod en almindelig Skavank, eller sætte omtvistelige Spørgsmaal under Debat. Det var en gjennemgaaende fredelig Digtning; Forfatterens eneste Maal var at meddele et Skjønhedsindtryk.
Ganske anderledes forholder det sig med Alexander Kjelland. Han er en fuldkommen moderne Forfatter. Han har gaaet i Skole hos de franske Realister, og om han end i sine Skildringer ingenlunde gaar Virkeligheden saa hensynsløst paa Livet som disse, bruger han dog deres Methode, og allerede dette skulde man tro vilde have vakt Opposition heroppe, hvor Smagen endnu ikke har undergaaet et saadant Omslag at den realistiske Digtning overalt skulde kunne vinde Sympathi; hvad der dog skulde formodes i endnu høiere Grad at have forhindret Alexander Kjellands Digtning i strax at vinde Indgang og Anerkjendelse er dens Tendens, de udpræget moderne sociale og religiøse Synsmaader, den hævder. Man erindre, hvorledes det er gaaet alle andre nordiske Forfattere, der i sin Digtning har berørt Problemer, der sætter Tiden i Bevægelse. Den Modtagelse, Henr. Ibsens første Bøger fandt heroppe, maa man vel nærmest tilskrive vort Publikums mangel paa literære Interesser og vore Kritikeres Bornerthed – man kan maaske ved H. Ibsen ligesom ved Alexander Kielland snarere undre sig over, at hans Digtning, trods dens revolutionære Retning, dog har formaaet at vinde en saa almindelig Tilslutning. Men hvorledes er det ikke gaaet B. Bjørnson, og hvorledes behandles ikke de nyere danske Forfattere som F. Ex. Schandorf, Gjellerup m. fl.? «Magnhild». «En Fallit», «Redaktøren», og «Leonarda» har jo paa langt nær ikke en saa fremtrædende Tendens som flere af Alex. Kjellands, Arbeider, og dog ved man, hvilken Storm, de har voldt, hvorledes de har givet Anledning til at overøse Forfatteren med Beskyldning for at hylde yderliggaaende Synsmaader på alle Omraader. Hvad har ikke B. Bjørnson maattet døie, fordi han har reist en Beskyldning mod vort Samfund for Mangel paa «Sandhed». Men hvem er bleven fornærmet over, at Alex. Kielland giver dette selvsamme Samfund en lignende Attest i «Garmann & Worse» og naar han i «Det hele er ingenting» endog udtrykker dette i følgende skarpe, haanende Ord: «Halvhed og Løihed, skikkelig Nederdrægtighed; smaa, fredelige Lidenskaber, Agerdyrkning og Børneavl. Udenfor bølger et Hav – man lader som ingenting. Der er Storm i luften – man tætter Vinduerne. Mens det bryder i Sindene, mens Trangen til Lys, til Liv vil sprænge sig Vei – gaa vi her saa pene og artige og spørge til hinandes Befindende.» Ingen forarges eller finder det latterligt, naar han kræver, at der skal leves «sandt og stærkt.» 197Der er i nogle af Novelletterne som ogsaa i «Garmann & Worse» Skildringer, der ganske anderledes radikalt blotter det dybe Slug mellem de rige og de eiendomsløse, og som har en ganske anden Braad end f. Ex. noget af, hvad Schandorf har skrevet i lignende Retning. Men medens den danske Forfatter er bleven behandlet, som om han var en udpræget Socialist for ikke at sige noget endnu værre, har Kritikken ikke havt andet end et anerkjendende Smil for Kjelland. Hvorledes er der ikke gjort Allarm over Bjørnsons «Frafald», hvilke Kræfter har man ikke sat i Bevægelse forat advare mod denne farlige Kristendomsfornegter? Men hvem har troet at burde signalisere Brand, naar Kjelland i «Garmann & Worse» hævder den frie Tænknings Ret saa utvetydigt som muligt og lader Satirens Svøbe ramme Orthodoxiens Repræsentanter med det ønskeligste Eftertryk? Naar andre Forfattere forsvarer Kvindens Emancipation, kan de være sikre paa at faa høre ilde, men i «Garmann& Worse» faar disse anskuelser Lov til uklandret at gjøre sig gjældende. Ja, Alexander Kjelland nyder ikke alene den Begunstigelse i Fred at faa hævde disse Synsmaader, der hos andre Forfattere betegnes som radikale, «samfundsfarlige» osv. – et dansk Blad har endog fremhævet som en særlig rosværdig Egenskab ved hans Digtning, at den er saa fri for al Tendens.
Hvad er det nu ved Kjellands Digtning, der virker saa beroligende paa det hele literære Politi, som dog ellers saa aarvaagent speider efter «moderne Ideer» hos vore Forfattere? Er det dette, at Tendensen hos Kjelland træder mindre nøgent og paatageligt frem? Neppe. Man ser nemlig af Dommen over andre Forfattere, at det ikke er denne Omstændighed, som er afgjørende for Kritikken. Hvor træder saaledes Tendensen mere nøgent frem end i Slutten af «Et Dukkehjem», og dog har det ikke afstedkommet en saadan Forargelse som flere af B. Bjørnsons Bøger, hvor Tanken langt mere stiger op af, hvad der sker, som Røgen af sin Ild. Et dansk Blad fandt jo i sin Visdom – og vi tør vel tilføie i sit Had til Bjørnson – ud, at hvad Ibsen med utvetydige Ord siger i «Dukkehjemmet» skulde blot passe paa det enkelte, foreliggende Tilfælde, medens Feilen hos Bjørnson var, at Tanken fik en almindelig Anvendelse. Men denne Dom, der nedsætter Ibsens mægtige og vidtrammende Digtning til en Kuriositet som enhver digterisk Behandling af et ganske abnormt Tilfælde, har ligesaa lidet at betyde som en norsk Kritikers Forsøg paa at faa det samme Drama til at handle om noget ganske andet end det, hvorom der hele Tiden tales.en norsk Kritikers Forsøg paa at faa det samme Drama til at handle om noget ganske andet end det, hvorom der hele Tiden tales: sannsynligvis tenker Elster her på Frederik Petersen, som i Aftenbladet 9. jan. 1880 malte Et Dukkehjem med den antikke greske tragedies mal og savnet en «Forsoning» som kunne vise «Menneskene Idealitetens endelige Sejr.» Man kan derfor med vore to største Digtere for Øie slaa fast, at det ikke er den mer eller mindre kunstnerisk beherskede Maade, hvorpaa Digteren lader Tendensen træde frem, der er det afgjørende for, hvorledes vor Kritik og vort læsende Publikum forholder sig til forkyndelsen af «moderne Tanker». Man maa søge en anden Forklaringsgrund.
198Man maa da for det første lægge Mærke til, at Hr. Kjelland er politisk ren. – Vistnok er det klart nok, at han ikke kan nære nogen Tro paa det mytiske Kongedømme, og Formodningen er i høi Grad for, at han nærer Sympathi for Demokratiet. Men han har dog ikke blottet sig ved nogensteds at røbe Interesse for Demokratiets Forkjæmpere hos os, og man tror aabenbart at turde slutte, at disse heller ikke for Fremtiden vil finde nogen Støtte hos Forf. Dette er allerede meget, overmaade meget. Men man frygter heller ikke for, at Hr. Kjelland vil udfolde nogen farlig Kampiver paa andre Omraader. Hovedgrunden til at man skjænker Hr. Kjelland Absolution, eller rettere ganske ignorerer, at han er alt andet end orthodox, er denne: Man tror ikke paa, at det er Alvor med det hele. Man gaar ud fra, at Hr. Kjellands Forhold til de «moderne Tanker» er udtrykt ved dette Ord: «det hele er ingenting». Det kan nok more ham aandrigt at forfægte radikale Anskuelser, at blotte det bestaaendes Svagheder og at gjøre sig lystig derover; men man holder sig forvisset om, at han aldrig vil aabne nogen saadan Kamp mod det forældede eller forkynde de nye Synsmaader paa en saadan Maade, at han vilde kunne bidrage til at forandre Partistillingen og dermed Magtfordelingen hverken paa det politiske, sociale eller rent aandelige Omraade. Hr. Kjelland er saaledes trods sin Radikalisme ikke farlig – det er Ræsonnementet.
*
Hvad man i denne Slutning støtter sig paa, er det fornemtblaserede, der undertiden kommer frem i hans Digtning. Man faar ganske vist undertiden det Indtryk, at det er med Forf.s Kjærlighed til de moderne Tanker som med Konrads til Kamilla i «Det hele er ingenting». Han elsker nok sin Kusine, men dog ikke saaledes, at han tør udsætte sin Kjærlighed for en offentlig Forlovelses Skjærsild. Idet forholdet fra en Mulighed truer med at blive Virkelighed, viger han tilbage. Forf. elsker de nye Ideer, men han vil neppe gaa ud paa Gaden blandt dem, der kjæmper for disse Ideer her og idag – der følger saa uendeligt meget uskjønt, ubehageligt og latterligt med en saadan Kamp; man kommer ofte i et overmaade tvilsomt Selskab og indvikles i allehaande Videreværdigheder. «Jakob Worse» i «Garman & Worse» er en Skikkelse, der ligeledes kan tages til Indtægt for den Opfatning af Kjelland, at han ikke egentlig vil blive en kjæmpende Digter. Jakob Worse har forsøgt at vove en Dyst for sin Overbevisning; men da Modstanden kom og Krigen af Modstanderne førtes paa den smaalige Maade, som især er eiendommelig for Samfund som vore, da lukkede han sig inde paa sit Kontor med sine Tanker og søgte at dulme sin Smerte ved at lade sig sluge af det daglige Arbeide. Det er her som om Forfatteren vilde sige: Det er bedst at vende sig bort fra Daarligheden eller at smile af den, og saa forøvrigt at søge at bedøve sig paa den ene eller den anden Maade.
199Det literære Politi mener nu som sagt, at en Digtning som denne, om den end skjærper blikket for Livets mange Misforhold og skaber en Del stille, fortvilede, dog samtidig virker som det bekjendte «Patent-Filt» – den vil aldrig vække til Handling. Vi tør nu for vor Part heller intet spaa om, hvorvidt Hr. Kjelland har Stof i sig til at blive en «Kjæmpende Digter». Denne faar som bekjendt «Fossekallens Kaar», og det er ikke alle givet at udholde disse.
« – Skal en Digter trives
i Fossekallens Kaar,
han maa for alting drives
af Iver, som forslaar.
Dertil af Himlen skjænkes
en dygtig Fjederpelts,
som taaler at overstænkes
af bistert brusende Vand tilfjelds – »
siger Welhaven, og vi ved ikke, om Hr. Kjelland har «Iveren» og «Fjederpeltsen». Men vi tror rigtignok, at det Literære Politi lægger altfor sterk Vegt paa det i hans Digtning, som dog maaske nærmest stammer fra hans Forelskelse i Heine. Vi er bange for, at man dog forregner sig, naar man stoler paa, at Hr. Kjellands Digtning kan opføres under «larmfri Varer», der vil kunne losses i vort Samfund uden at at sætte varige Virkninger. Der er ved Siden af det aristokratisk-fornemme dog ogsaa saa megen oprigtig Smerte over Saamfundslivets Brist, et saadant brændende Had til alt uklart og uærligt og en saadan varm Sympathi med de oprigtige, de modige og handledygtige Naturer, at hans Digtning sikkert nok vil naa videre end til at udbrede den Slags Weltschmerz, der bringer Manden til at se paa det hele med et ironisk Smil, fordi det jo er ingenting. Forf. har følt, at han stod i Fare forat blive, hvad den unge Mand i «Det hele er ingenting» er; men vi tror ikke, at han vil blive staaende her. En Skikkelse, som den unge Pige, der er stillet ligeoverfor Ætlingen af Heine, et saa sundt og skarpt Arbeide som «Paa Hjemveien», og hele det friske Lune, der præger «Garmann & Worse» og mange af Novelletterne, synes os at indestaa for, at vi ikke her staar lige overfor en Forfatter, der blot vil forøge «de Syges» Antal. Hr. Kjelland har ganske vist været grebet af den Fortvivlelse over Tilværelsens Misforhold, som enhver, der vover at tænke, og som har et varmt Hjerte for de Lidende, vil trues af. Vi regner Hr. Kjelland det tilgode, at han hverken overdækker Spliden eller skjuler Mismodet – dette er efter vort Skjøn langt bedre end det Livsmod, som det for nogen Tid tilbage var paa Mode blandt vore Forfattere at bære til Skue, hvor dybt fortvivlet Digteren end følte sig. Hr. Kjelland koketterer – naar vi ser bort fra disse Reminisenser fra Heine – ikke med sin Smerte; han er i Regelen ærlig og mandig, og vi tror derfor ogsaa, at hans Digtning 200vil øve en vækkende og styrkende Indflydelse paa vort Aandsliv – altsaa blive lange «farligere», end det literære Politi aner.
Af hvad Hr. Kjelland hidtil har frembragt, har Kritikken hos os især fremhævet «En Balstemning» som det ypperste – ja, som noget, der stod i Høide med det bedste, vor Literatur eier. Vi har ogsaa al Respekt for denne lille Skitse, den er stemningsfuld og gribende. Men er det dog ikke en uhyre Ensidighed, der gjør sig gjældende, naar dette lille Digt i Prosa sættes i Spidsen for alle hans Skildringer og endog gives en saa fremragende Stilling i hele vor Literatur? Ganske vist – det er et af Tilværelsens dybeste Misforhold, som her med et Par Linier er afsløret i hele sin Rædsel, og det er gjort med stor kunstnerisk Styrke. Men alligevel: de franske Mønstre behersker dog her endnu Forfatteren saaledes, at man kunde fristes til at sværge paa, at man skulde finde Originalstedet hos en eller anden fransk Skribent. Da synes allerede «Visne Blade» os at forraade mere af Forf. s Eiendommelighed, og vi er for vor Del ikke i Tvil om, at de bedste Skildringer i «Garmann & Worse» og maaske frem for alt «En god Samvittighed» ganske anderledes viser Forf.s eiendommelige Evne end «Balstemning», der uagtet man føler, at den er digtet ud af et dybt førstehaands Indtryk, dog ikke er uden Præg af ogsaa at være en literær Studie. I «En god Samvittighed» er man ikke alene forvisset om, at alt beror paa Selvsyn, men her rører ogsaa Forf. sig i hele sin Originalitet indenfor den valgte Kunstform; hvad der her endnu mindre om Mønstrene, er ganske uvæsentlig.
At dømme efter hvad Forf. hidtil har udgivet, ligger hans Evner særlig for Genrebilledet. Det er saaledes betegnende, at «Garmann & Worse» opløser sig i en Række saadanne Billeder med et udmærket Figurgalleri. Nogen dybere gjennemført Karakterskildring har Forf. derimod enten ikke indladt sig paa, eller den er mislykket. De fleste af Bogens Personer staar stille, og hvor der som hos Kand. Johnsen er en Udvikling, er denne egentlig ikke skildret – blot Resultatet er noteret.
De tre dramatiske Arbeider, der er sammenfattet under titelen «For Scenen», røber alle Talent for dramatisk Komposition. Af de tre Stykker er det sidste «Det hel er ingenting» det mest stemningsfulde, aandrigste og pikanteste. Efter vor Mening er dog «Paa Hjemveien» det fuldvægtigste. Ganske fortrinlig er den overfladiske Maade, hvorpaa Mængden dømmer, fremstillet, og i den mesterlige Skildring af den unge Præst har Statskirkevæsnet faaet en skjærende skarp Kritik. Hvad er det ikke for et skrigende Misforhold! Her staar en ung Theolog, der intet har erfaret og intet tænkt, og skal i Kraft af sin Examen optræde som Sjælelæge for en Kvinde, der i uendelig høiere Grad besidder Betingelserne for at være den raadende og ledende. Præsten staar da ogsaa ganske i Niveau med Dusinet i sin Opfatning af det foreliggende 201Tilfælde; han kan om det hele Forhold blot aflæse nogle kurante Fraser, med ens hendes Replik er ægte Guld fra først til sidst.
«Hans Majestæts Foged» indeholder meget fornøieligt, men falder dog noget tørrere end de to andre Arbeider. Bedst er Skildringen af Fogden. Scenerne mellem ham og Uhrmageren og især mellem Fogden og hans Datter er i høi Grad dramatiske. Sorenskriveren er en god Repræsentant for det Standshovmod, hvoraf der endnu findes maaske ikke saa lidet inden vor Embedsstand; Stykkets svageste Punkt er det forbrugte Motiv med en Skurk af en Kontorist, der elsker Datteren og truer Faderen.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.
Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.
Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.
Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.