[WILLIAM SHAKESPEARE: HAMLET]

(Aftenbladet 8. mars 1870.)

For vor Tids Mennesker maa det næsten synes urimeligt, at man nogen Tid har kunnet være uens om, hvad Hamlet er. Hamlet-Karakteren er nemlig den, som i vore Dage oftest er bleven kritisk klaret, ethisk vejet og digterisk fremstillet. Enhver, der har nogen Læsning i vor Tids æsthetiske Literatur, vil have fuldt af Hamlet-Fysiognomer i Minde. Hamlet-Naturer er jo til enhver Tid almindelige Fremsyninger i Livet, men især i en, der er saa reflexionssyg, som vor. De lægges ikke Mærke til; thi de fleste ere Hamlet-Naturer i ringere Omfang, og deres Tragedie slukner stille ud i det jevne, hverdagslige Liv, uden at andre end de nærmeste kjende den, og disse faa forstaa den kanske ikke. Men naar et saadant Menneske er udrustet med større Evner og er stillet under betydningsfulde 66Forhold fremme paa Livets Højder, som alle Blik ere løftede mod, da vækker en saadan Karakter og en saadan Skjæbne videnom en Blanding af Foragt, Medynk, Sorg og Rædsel, og Rammevidden er saa stor, fordi de fleste Mennesker have noget af denne Natur i sig.

En af de Replikker, man kan gaa ud fra, naar man vil finde frem til Hamlets indre Bygning, er denne:

«O, gid mit altfor – altfor faste Kjød
dog maatte smelte, tø, i Dug opløses!
O, havde dog den Evige sit Bud
ej sat mod Selvmord. O, min Gud, min Gud,
hvor led og tom og hul og usel tykkes
mig hele denne Verdens Færd.»

Det er Moderens Giftermaal, som tvinger dette Udraab frem, men det er hele hans Livs-Forhold, som faar Ord med det samme; de Tanker, som løses ved Faderens Jordfæstelse og Moderens Bryllupstog, lyse os sikkert ind i Hamlets hele aandelige Tilstand. Hamlet har en ualmindelig levende Følelse af Misforholdet mellem Livet, som det er, og Livet, som det skulde være. Hans Sjæl er fuld af Sorg og Pine over denne Erkjendelse. Men hans Sind er blødt, vuggende i Stemning, blussende i Lidenskab og atter splittet og spredt i en smidig, altid færdig Reflexion, der hindrer al Samling i en Beslutning. Der er altid noget ivejen, naar der skal handles. At han ser Spliden mellem Livet og Idealet føler han som et personligt Ansvar, det forpligter ham til et Valg, til alt efter indre og ydre Vilkaar at udtrykke det rette i sit Liv, hvad det saa end skulde koste. Men det er et saadant Valg med alle følgende Kampe, han altid viger for, han bliver kuldskjær, saasnart Kampen skal flyttes over fra Tankens og Fantasiens Verden til Virkelighedens. Han kan derfor ikke komme sig til at ville for Alvor, og istedenfor at gjøre sit Liv til en levende Protest mod det, som han ser er vrangt, stiller han sig ligesom personligt udenfor det og er ironisk. Dette Forhold avler Tungsind, og Tankerne famle altid om Selvmord. Ved et lidet Tryk at flytte sig selv udenfor det Hele, at sige i Jord, eller at «smelte, tø, i Dug opløses», kort at forsvinde fra det Hele, det vilde være saa dejligt beroligende. Men her er Drømmene i Vejen, han maa leve og lide.

Naar et saadant Liv skal fremstilles dramatisk, maa naturligvis det tungsindige Individ sættes under en enkelt Prøve, hvor Pligten er en bestemt Handling, som skal øves. Dette er nu Hevnen over Faderen, som Aanden kræver, og som Hamlet tager som et absolut Pligt-Bud, som sin Livs-Gjerning. Knuden er strammet, han har ikke længer den Udflugt at ty til, at der ingen enkelt Sag er, som kræves hans Kræfter. Men han finder andre Udflugter. Han indbilder sig selv, at han ikke er vis paa, om Aandens Ord er Sandhed, dette maa han komme efter, det vil sige, han tager sig Hvile, giver sig Udsættelser. Han gaar fra nu af 67stadig i Ring om sin Pligt, og naar han er alene, vælder han ud i lidenskabelige Forbandelser over sig selv og andre, vilde Hærtog i Ord, som skal slukke hans Handletørst, men hvergang lader ham føle, at det er sig selv, han raser mod. Men er andre tilstede, da slaar Bitterheden over Verden og Bitterheden over, at han selv ej er, hvad han skulde være, ud i denne Tungsindets Ironi, som de andre kalde hans Galskab. Hans hele Komediespil er intet andet, han behøver ikke mere for at vildlede sine Omgivelser end at give disse Udbrud af Tungsind en lidt vild Form hist og her. Den Skuespiller, som ikke forstaar og kan fremstille Hamlets Galskab saaledes, at den ligefrem fører op til og fortsætter hin Replik i anden Akt:

«Nu saa farvel. – Nu er jeg da alene!
– – – – – – – – – – – –
– – – Ha, hvilket Æsel jeg dog er!
Ja, det er saare tappert gjort, at jeg,
Søn, af en dyrebar, snigmyrdet Fader,
tilskyndt til hevn af Himmel og af Helved,
skal som en Skjøge lette Hjertets Byrde
med Ord og gribe til Forbandelser
ret som en Kokketøs, en Gadetøjte»,

han kan blot give Liv til Hamlets halve Del, hvor fyldigt et Udtryk han end kan give de enkelte lidenskabelige Udbrud.

Der er en Ting, som let misleder den, der skal spille Hamlet, og det er, at Stykket er saa berømt. Der findes vel knap nogen Skuespiller, som ikke engang i sit Liv har seet Hamlet ligge frem for sig som den Kunstens høje, tause Borg, som han matte storme eller falde for. I alt, hvad han har hørt og læst om Skuespilkunst og Skuespillere og Skuespillerliv, mødte han paa en eller anden Maade den tungsindige Prins af Danmark. De mest berømte Kritikere have mønstret ham ind- og uvendig, Malere have tegnet ham, og store Skuespillere have fremstillet ham snart efter en snart efter en anden Opfatning, og de, som hverken have kritiseret eller malet eller spilt eller efterdigtet ham, de have dog drømt om ham. Hver eneste mere betydningsfuld Replik kjender man ialfald stumpvis af Citater i andre Bøger, længe før man kjender Hamlet selv. Naar] rettet fra: Haar (trykkfeil i papirutgaven) Kunstneren da endelig er naaet frem til at skulle leve hans Liv igjennem i Fantasien, da er det let forstaaeligt, at der gaar en vis «hellig Gysning» igjennem ham. Han staar jo ikke alene foran et af Verdens største Digterverker, men desuden et Verk, som saa mange geniale Mænd har lagt saa meget Tid og saa mange Tanker paa at klare og fremstille. Den sørgmodige Prins har et Følge, som giver Respekt, et «forfærdeligt Tjenerskab», en Historie, som overvælder. Der ligger jo skjulte Dybder under hvert Ord, hvor forfærdeligt, om man nu ikke fandt dem, om man skred hen over Dybsindigheder, som Kritik og Fremstillingskunst alt har 68bragt for Dagen, som om intet særdeles var paafærde. Følgen af dette er, at Kunstneren selv der, hvor alt synes ham at gaa saa taaleligt naturligt til, vil drive sin Opdagelsesevne til det yderste, og hvor han dog intet finder, paa Maafaa pine noget ud af sin Opfindsomhed, der muligens dog kunde se ud, som om det var noget og tilføre Tilskuernes Fantasi Billeder, som ikke have levet i Skuespillerens.

Det er ikke frit for, at Hr. Isachsens Fremstilling af Hamlet gjør det Indtryk paa En, at han paa enkelte Punkter har soknet efter noget særdeles uden at finde og dog ikke ret har kunnet overvinde sig til at tilstaa det. Men maaske skyldes disse overordentlige Anstalter dog i langt større Mon noget i Hr. Isachens Kunstnerindividualitet end denne Stykkets Berømthed. Hr. Isachsen maa vel paa mange Punkter selv have følt, at den Opgave, som her stilledes ham, faldt langt udenfor hans Omraade, og naar han ikke vilde lade store Strøg af Rollen ligge døde, har han ingen anden Udvej haft end at bygge kunstige Broer over de farlige Steder. Man kunde ogsaa paa Forhaand vide, at det maatte gaa saaledes; thi Hr. Isachsen er altid paa Spor efter noget karakteristisk, og han plejer ikke resignere, hvor det, som skulde frem, ikke kan gjenfødes i hans Kunstner-Ejendommelighed. At dette i nærværende Tilfælde ikke tilfulde kunde ske, vil man let forstaa ved at mindes nogle af de mest fremtrædende Særmærker ved ham som Kunstner. Han søger gjerne bratte Overgange og stærke Modsætninger, som han driver ud til det yderste. Han bevæger sig baade aandeligt og legemligt frem i haarde Sæt og Ryk, i Sprang og dybe Fald. Hans mindste Ord har et bestemt Præg af Energi, han hugger sig ligesom frem gjennem alle lidenskabelige Udbrud, og selv de letteste Overgange ske med en Beslutsomhed, som gjør at man altid venter, at Ordet skal være Handlingens Forbud. Dette skarpe Blik for Modsætningerne og denne Trang til at faa dem energisk fremstillet i rigtigt stærke, haarde Linjer gjør ofte hans Fremstilling meget virksom, men ogsaa ofte hvileløs og stundom uskjøn, og er Opgaven just at male i fine Overgange, gjælder det at give en Fylde af bløde, varme Stemningsskifter Udtryk, gjælder det at fremstille en Lidenskab, som, hvor glødende den end er, dog ikke er af den Slags, som samler til Handling, eller gjælder det at følge en Reflexion, som ikke gaar frem i afgjørende Slutninger til et Resultat, der avler en Beslutning, men som tvertom fører videre og videre ud i det blaa og ender i Tvivlens Raadløshed, da er Hr. Isachsen ikke Manden. Hans ydre Midler svare ganske nøjagtigt til det indre Anlæg. Hans røst er kraftig og velklingende, naar den skal udtrykke stille Alvor. Men saasnart den indre Bevægelse bryder paa, bliver den skarpere og tørrere, og i alle hedere Udbrud savner den saaledes alle blødere, sympativækkende Tonelag og faar et saa stærkt Særpræg, at den blot synes tjenlig til at bære en ond Lidenskab frem. Hans Blik er ofte udtryksfuldt, 69klart og kvast, det kan være snart og spejdende, det kan være bydende og det kan ogsaa være dybt, alvorligt og tankefuldt; men det har saare vanskeligt forat faa et Skjær af Vemod, og forat spejle den varme Glans af et Indre, der er fyldt af en ren og stor Lidenskab. Hans Bevægelser ere korte og knappe, han er altid rastløst paafærde og har en Trang til at være allestedsnærværende med sit Legeme og male i Stillinger og Fagter, der holder Tilskuerens Fantasi i Uroen af et ustandseligt Ind- og Udflytningsstyr af Billeder, der dukke frem og, før de have udfoldet sig, igjen fortrænges af nye. Ogsaa dette spænder altid Ens Forventning paa, at der skal ske noget. Alt dette kan nu i visse Opgaver være til overordentlig Hjælp, og det giver overhoved Hr. Isachsens Fremstilling et Liv, som altid holder En vaagen; men det peger ogsaa alt bort fra, hvad der kræves af den, der skal spille Hamlet. Det er næsten helt igjennem de modsatte Egenskaber, som her skulde til. Det siger sig selv, at dette ikke nedsætter Hr. Isachsen en Tomme som Kunstner; en Skuespiller med langt ringere Evne end han kunde staa Opgaven nærmere, og naar han ved vor Scene har faaet Hamlets Rolle, saa er det vel netop, fordi man stolte paa, at han med sine Evner vilde kunne gjøre Virkning selv under disse ugunstige Vilkaar.

Idet vi nu følge Hr. Isachsens Udførelse, skulle vi paavise, hvorledes denne hans Ejendommelighed har gjort sig gjældende paa de enkelte Punkter. Den første Replik, der kan tjene som Prøve, er denne:

«Og gid mit altfor – altfor faste Kjød osv.»

Begyndelsen var ganske i Retning af det rigtige, træt og brudt; men under Stigningen blev det En altid klarere og klarere, at dette ikke var Afmagtens Lidenskab, Røst, Holdning og Blik, alt sprængte paa til en Afgjørelse, det næste kunde ikke være andet end Handling, Uvirksomhed hos denne Mand var utænkelig. I forbigaaende bemærkes, at der her som ogsaa enkelte andre Steder kom noget hult, noget «schauderhaft» ind, som mindede om tydske Traditioner. Man kunde imidlertid dog have fundet sig i, at denne Replik kom frem, som en Forberedelse til noget, der ikke kommer, ifald de efterfølgende Scener, de, hvori Hamlet søger at vildlede sine Omgivelser med Hensyn til sin indre Tilstand, vare blevne fremstillede saaledes, at de gav et klart Indsyn i den rette Sammenhæng. Men her er det just, at Hr. Isachsen svigter. Hans Galskab savner just, hvad Polonius siger, den har, nemlig Methode. Det er meget muligt, at her er samlet en hel Del i og for sig gode Iagttagelser, at her foreligger et Materiale til noget, men som det nu blev brugt, var det Hele uden Sammenhæng med Hamlets Sjælstilstand, alt var udvortes og vilkaarligt, det var bare Fagter. Og her falder dog Replik paa Replik, der som en rød Traad viser den eneste rigtige Vej. Det er ikke det mindste andet, som gaar for sig i disse Scener end i alle hans Enetaler, det bevægende er den samme Rugen over hans eget Livsforhold, det 70er en tungsindig Sjæls Digtning, det er Hamlets «Diapsalmata.»«Diapsalmata»: gr., pause, mellomspill Men Hr. Isachsen gjorde en hel Del Kunster med disse Replikker. Der var Variationer i det endeløse, han forsøgte dem oppe i Diskanten og begrov dem i Bassen, han lod nogle trippe i Dansetakt, andre jage i Stormflugt, atter andre slippe sig over Tungen, som om de egentlig ikke vare bestemte til at høres og opfattes, og flere fik en ejendommelig mystisk Betoning, som man ret kunde gyse ved, saa uudgrundelig var den. Men mon ikke Sandheden er den, at der under alt dette slet ingen Dybder findes, er ikke det hele enten Brist paa Syn for at disse Replikker er det dybeste Udtryk for, hvad der gjærer i Hamlet, eller Evne til at sige dem saaledes, at dette blev klart? Eller maa man ikke spørge saaledes, naar Skuespilleren enten rent springer over eller tuller bort Replikker som disse:

    Polonius.

Hvad er det, I læser, Naadige Herre?

    Hamlet.

Ord, Ord, Ord!

    Polonius.

Naadigste Herre, nu vil jeg underdanigst tage Afsked fra Eder.

    Hamlet.

I kan ingenting tage fra mig, Herre, som jeg mere villigt giver Slip paa, undtagen mit Liv, undtagen mit Liv.

    Rosenkrans.

Saa er Verden ogsaa et Fængsel.

    Hamlet.

Ja, et forfærdeligt Fængsel, med mange Aflukker og Fangebure og Taarngjemmer, og Danmark er et af de værste.

    Rosenkrans.

Saa er det Eders Ærgjerrighed, som gjør det dertil.

    Hamlet.

O, Gud, jeg kunde være indesluttet i en Nøddeskal og anse mig for en Konge over et grændseløst Rige, naar jeg kun ikke havde onde Drømme. osv. osv.

Vi ville blot tage denne ene Replik: «Ord, Ord, Ord!» Hr. Isachsen lo denne Replik ud paa en vidunderlig udspekuleret Maade, men saaledes, at det hele 71blev betydningsløst uden som rent Galmandsindfald. Og dog er det jo hans Sjæls dybeste Kummer, som her bryder igjennem, det er jo hverken mere eller mindre, som udtales i denne Replik, end hans Livs brændende Spørgsmaal, hele Stykkets Indhold, nemlig at Kravet er Gjerning, men hans Svar er: «Ord, Ord, Ord! » Det er jo nok til at gjøre ham gal i de Andres Øjne, at han svarer med dette frygtelige Alvor paa de mest jevne og ligefremme Spørgsmaal. Det maa allerede gjøre hans mentale Tilstand mistænkelig for de andre, at hans Svar ere saa dunkle; men det maa synes dem fuldstændig Daarekistegalskab, naar han siger alt dette med et Underlag af Smerte, som Gjenstanden, hvorom der tales, slet ikke synes at give den ringeste Anledning til. Alle videre Anstalter ere af det Onde. Og saa dette Punktum: undtagen mit Liv, undtagen mit Liv! Maa man ikke vansmægte i en ren Ørkentørst, naar denne Replik kommer sejlende forbi En i den samme Dansetakt som alle hine? Disse to Replikker kunde dog give os et ligesaa fyldigt Billede af, hvordan det staar til med Hamlet, som alle Selvforbandelserne og Selvmordsbetragtningerne. Men Hr. Isachsen blev en anden Mand, som ikke staar i noget Slægtskabsforhold til Hamlet, han er bent frem bare et menneske, der agerer gal, og som ligesaagodt kunde sige og gjøre hvilke som helst andre usammenhængende Ting. Ligesaa urimeligt er det ogsaa at gjøre særegne Komedie-Anstalter ligeoverfor Ofelia. Alt hvad Skuespilleren her kan finde paa af sære Tonefald og endnu særere Fagter, er dog et kummerligt Vederlag for den Undersang af bitter Lidelse, som skulde høres ud af disse Ord, hvormed han tager Afsked fra Ofelia. Hr. Isachsen gik vistnok afsides og hviskede et Suk ned til Publikum; men mon Hamlets Vaande paa dette Sted kan udtømmes i et lidet Gisp? – I den Replik, der ender anden Akt, er Hr. Isachsen igjen langt længere oppe; i Overgangen fra de ødsle Forbandelser over Farbroderen og til den ydmygende Erkjendelse af egen Afmagt, var han det rette nærmere end paa noget andet Punkt i Stykket. Var der kanske end ikke den rette fortvivlelse, der var dog et Præg af dyb Lidelse og en Bitterhed i Selvbebrejdelsen, som drog langt paa Vej. Tredje Akt er dog utvivlsomt Hr. Isachsens bedste. Den bitre Kommentar til Stykket og det vilde Udbrud tilslut lykkedes særdeles godt, Scenen med Hofmændene og Fjøjten var mesterlig og Mødet med Dronningen faldt vægtigt. Derimod er det igjen udenfor Hamlets Karakter, naar han begynder hin Replik, hvor han kommer over Kongen bedende, med et Sæt fremover og med at drage Sværdet halvt. Det er langt, meget langt fra, at Hamlet er kommen saa vidt, og er han det, da standser han ikke saa let. Den Tanke stiger vel op i ham ved Synet av Kongen, at nu kunde det, nu burde det ske; men i samme Stund er Reflektionen der ogsaa. Han kan vel famle efter Sværdheftet, men hans første Ord: «Nu kunde jeg det gjøre,» maa forkynde, at han allerede har givet sig Udsættelse, og alt det efterfølgende maa siges, saa man føler, at han 72bare forelyver sig noget til Undskyldning. Strax efter faar man se, hvordan Situationen maa være, naar Hamlet skal handle. Han dræber Polonius i en Øjeblikkelig Ophidselse, han faar ikke Tid til Overlæg, han faar ikke se sin Gjerning i fuldt Lys, hans Offer er skjult. Alt det truende i Forberedelsen til en Daad, alt det, som minder om Ansvaret, alt det alvorlige i Udførelsens Stund, alt det, som kræver et Sind, der er samlet i Vilje, er borte, han dræber ham rent tilfældigt, som om det hele var en Spøg, en kaad, letsindig Streg. Det viser just, hvor Tungsind og Letsind er nært i Slægt. Hamlet tror jo, at denne Gjerning er hans Pligt, er Livets Krav til ham, men saaledes øver han den ikke; det er Lejligheden, der drager Sværdet for ham, og det forstaar sig, styrer det saaledes, at den Urette rammes, og Gjerningsmanden faar et blodigt Vidnesbyrd om, at han har en Brøde mere at sone.

I Korthed bliver altsaa Hovedanken mod Hr. Isachsens Fremstilling, at den manglede den Tungsindets Bundsang, som er Hamlets Særkjende, og som avles af den Splid, der er mellem hans Erkjendelse og hans Vilje. Det kan vel ogsaa siges, at Hr. Isachsens Hamlet under alle Omstændigheder savnede Samhold, hans Billede opløste sig i en hel Del smaa Enkeltheder, der i og for sig kunne være interessante nok og vidne baade om Talent og Arbejde, men som ikke tilsammen bygge en hel Skikkelse op for os.

Det er muligt, det kunde synes mange urætfærdigt at klandre en Fremstilling saa haardt, der kan opvise saa meget virkeligt godt som denne; man kunde mene, at Opgavens overordentlige Vanskelighed og Hr. Isachsens særlige Anlæg burde opfordre til Anerkjendelse af det, der blev givet, og til større Skaansomhed ligeoverfor Manglerne. Og det skal ogsaa villigt indrømmes, at Hr. Isachsen har gjort et dygtigt Stykke Arbejde, som i mange Maader er ham til stor Ære og fortjener det levende Bifald, han fik; men paa den anden Side maa der dog rejses en bestemt Indsigelse mod, at hans Hamlet bliver slaaet fast som den rette, og der maa saa meget mere protesteres, som Bifaldet just fulgte rigest, hvor Hr. Isachsen svigtede dybest, nemlig i Fremstillingen af Hamlets Galskab.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.