Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

[JONAS LIE: TREMASTEREN «FREMTIDEN»]

(Aftenbladet, 24. febr. 1873.)

114Det er bleven sagt om denne Bog, at den paa en smuk Maade opfylder de Løfter, «Den Fremsynte» gav. Og har man hermed ment, at Hr. Lies første Bog indeholdt sikre Vidnesbyrd om, at man her havde et Talent for sig, som ikke var udtømt med denne ene Produktion, men som lovede endnu at ville oprulle mange smukke Folkelivsbilleder for os, – da maa man være enig i, at saavel «Fortællinger og Skildringer fra Norge» som «Tremasteren» ganske har opfyldt de Forventninger, man i denne Retning kunne nære. Vil man derimod have lagt noget mere i hint Udtryk, vil man betegne, at den «Fremsynte» blot var et Løfte, og at «Tremasteren» er Indfrielsen af dette Løfte i den Forstand, at den er en rigere Aabenbarelse af Hr. Lies Talent end hans første Fortelling, og at den altsaa staar over denne i digterisk Henseende, da kunne vi umuligt samstemme i denne Dom. «Tremasteren» har maaske en større stoflig Interesse, forsaavidt som den gjør os kjendt med flere Omraader af det ejendommelige Nordlandsliv, som «den Fremsynte» aabnede en saa smuk Udsikt til; den byder saaledes større Afvexling af Billeder, men i Skildringens Stemningsfylde og i sykologisk Interesse synes den os at ligge adskilligt tilbage for «Den Fremsynte». Eller hvor findes der i «Tremasteren» et Naturbillede malet i saa store Træk og med saa friske og varme Farver som det, der indleder «Den Fremsyntes» Selvbiografi? Har den nogen Skildring af Kystlivet, der saaledes paa engang afspejler Havfærdens Rædsel og det Fantasiliv, den har vakt i Sjøbondens Sind, som Elia’s Kapsejlads med Draugen? Smiler der os nogen saadan yndig Idyl imøde, som Fortællingen om den Fremsyntes Barndomsliv og om Kjærlighedens første Gry? Eller ejer den nogen Livshistorie, der paa noget Punkt frembyder en saadan sykologisk Interesse eller vækker en saadan Samfølelse som den Fremsyntes senere Skjæbne? Dertil kommer, at Forf. i denne vakre Skitse har kunnet givet sine Billeder af Nordlandslivet og Nordlandsnaturen en ejendommelig Styrke ved at lade dem gynge stemningsrigt op med Heltens Hjemlængsel og aftegne sig i hele sin Modsetning til det paa friske Naturindtryk fattige Byliv, i hvilket han stille gaar sin Lidelsesgang og tilsidst slukner ud med at langt, længselsfuldt Blik mot den Natur, som vistnok har udviklet hans skjæbnesvangre Fremssynsgave og begravet hans dyreste Livshaab, men hvor han dog ogsaa har haft sit Livs skjønneste Oplevelser, hvor han har vundet den Kjærlighed, der er det eneste Lysvæld, der straaler ind i hans Tusmørketilværelse.

Det er dog ikke blot ved i Almindelighed at hævde «Tremasteren» en Plads over «Den Fremsynte», men endnu mere under den nærmere Paavisning af, hvori den første Bogs Hovedværd er at søge, at man har vakt vrange Forestillinger 115om retningen af Hr. Lies Talent og bidraget til at forvirre Begrebene om, hvad Digtningens Maal egentlig er. «Tremasteren» er skreven med meget Evne, den læses fra Ende til anden med udelt Interesse, og den vil altid hævde sig en smuk Plads i vor Literatur; men det bør nok siges, at det ikke er ved de Egenskaber, vor Kritik især har lagt Vegt paa. Det, som denne mest har rost, er nemlig den Ro og det Maadehold, der præger Fremstillingen. Dersom man herved vil sige, at Forf. fortjener Paaskjønnelse, fordi han ikke søger at spænde ved udvortes Konflikter, at hidse med en Lidenskab, han blot har i Hovedet eller ved mystiske Gebærder at vække Anelser om sykologiske Dybsindigheder, som ikke findes, vil man med andre Ord blot sige, at Hr. Lie er en ærlig Skribent, der aldrig gjør sig Umage for at faa Læseren til at tro, han raader over Kræfter, han ikke ejer, – da maa man heri give Kritiken ubetinget Medhold. Ligefra Titelen til sidste Sætning lægger Hr. Lie for Dagen, at han kjender sine egne Midler, og der er intetsteds i hans Bøger noget Forsøg paa at blænde ved Gaader eller at sætte uægte Mynt i Kurs. Men man har aabenbart villet sige noget andet og mere. Man har utvivlsomt villet fremhæve, hvilken sund realistisk Digternatur Hr. Lie er, og under hvilken skarp Skjønhedssansens og Selvkritikens Kommando hans digteriske Kræfter staa. Men herved fremkommer netop Misvisningen. Man kommer nemlig ved at betone denne Egenskab ved Forf.s Skildringer til at vække falske Forestillinger om Beskaffenheden af hans Fantasigave og af de Livserfaringer, han digter paa. Naar Ro og Maadehold i Skildringen skal kunne gaa og gjælde for en digterisk Fortjeneste, maa det jo være Kunstnerisk Beherskelse af dybe, gjærende Digterkræfter; man maa bagom tydelig spore den brændende Digterdrift til at leve sig ind i Menneskernes dybeste Sjæleliv, at finde Rede i det og at male dette indre Liv frem med lidenskabelig Varme, med fantasifuld Anskuelighed, og Billedets Klarhed og Tonens Ro maa ikke være fremkommen derved, at Forf. væsentlig blot holder sig til Livets Udside og slet ikke har Trang eller Evne til at dukke ned i Dybderne. Men som Mønster paa en saadan Kunstnerisk Beherskelse kan Fortællingen i «Tremasteren» umuligt opstilles. Lægges hovedvegten paa den Livshistorie, som fortælles, og tvinges man at maale dennes rent digteriske Værd i og for sig, da kan Dommen vanskelig falde saa fordelagtigt, som ifald man ser den fra det Synspunkt, fra hvilket Forf. selv gjennem titelen « Liv nordpaa» tydelig nok har antydet, at han vil have den seet. Det er nemlig væsentlig Mortens udvortes Historie, vi faa. Det er en Handelsmands Skjæbne betegnet gjennem saadanne Træk, som slaar godt nok til forat karaktisere de Vilkaar, under hvilke en saadan voxer frem dernord, og forat give den Oplysning om Manden, at han var dygtig i sin Dont, brav, arbejdsom og stolt, kort sagt, her er ypperlige Bidrag baade til Skildringen af Nordlandsliv og særlig til Skildringen af den nordlandske Handelsstands Vilkaar 116og til en pyntelig Ligtale over et overmaade agtværdigt Medlem af denne Stand, men her er ikke mange saadanne Træk, som tegne en Karakterudvikling og føre ind i et bevæget indre Liv med Oplevelser, som fængsle og beherske Ens Opmærksomhed, og Fremstillingen har da heller ikke i denne del af Bogen det varmblodige Pulsslag, som vidner om, at Emnet har erobret Digterens Hjerte og Fantasi. Vi indrømme meget gjerne, at der ogsaa i Mortens Historie findes interessante Episoder, men det er da gjerne Omgivelserne, det er de Træk af Livet dernord i Almindelighed, som Mortens Historie giver Anledning til at meddele, der vinder vor største Opmærksomhed og mindre hans egen individuelle Udvikling. Hvorlidet det har været Forf. om at gjøre at føre denne frem for os i fuld digterisk Anskuelighed, kan man blandt andet se deraf, at der nesten ikke findes en eneste Samtale i Bogen, og samtalen er dog et Middel til at give Personerne i Nærværelsens Livagtighed, som en Novelle-Digter ikke godt kan undvære. Et øjeblik ser det vistnok ud, som om der skulde komme en Karakterudvikling istand, der kunde vække vor Sympathi, i det det nemlig var tænkeligt, at Forf. vilde benytte det Motiv, som ligger i Mortens falske Selvfølelse, til deraf at lade en Konflikt voxe frem, og man skulde ganske vist vente, at hans Skjæbne som Handelsmand paa dette punkt vilde faa Betydning for hans indre Opdragelse. Tanken har aabenbart ogsaa været opp hos Forf., men den er ikke bleven gjennemført for alvor, det kommer aldri til nogen dybere Kamp og Selverkjendelse i ham, og den indre Udvikling, som af og til synes at skulle komme i Gang, standser en god Stund, før hans ydre Oplevelser udmunde bredt og stille i den fredelige Udsigt til en lykkelig Fremtid som Handelsmand og Husfader. Gaar man fra Morten til de mange Bipersoner, som optræde i Fortællingen, da er Tegningen her strax mere fyldestgjørende. Det gjælder her at skitsere snart alvorlige, snart løjerlige Fysiognomier og Figurer, der alle have den ligefremme Bestemmelse at udfylde Forgrunnen i det store Nordlandsbillede, at udtrykke en Race-Særegenhed, at dokumentere en Naturindflydelse eller at illustrere den nordlandske Levevis i en eller anden Retning, og paa dette Omraade viser Hr. Lie sig ofte som Virtuos. Der findes vistnok ogsaa blandt dette brogede Folkeferd mislykkede Figurer – saaledes er Sølvsara, der naturligvis burde have været en troende Finnehex, slet og ret uden interessante Kjærlighedshistorier og gudelige Rørelser tilslut, ligesom ogsaa hendes halvtullede Kjæreste ikke videre smagelige Skikkelser; men saa findes der til Gjengjeld andre, som det er en ren Fornøjelse at blive kjent med, som f. Ex. Andreas, Stuwitz, Heggelund, Bergenskjøbmanden, Kvænen o.fl. Dog maa disse Bifigurer heller ikke betragtes isoleret; sin rette Virkning øve de først, naar man ser dem paa sin Plads i det kombinerede Landskabs og Genremaleri, som er det Omraade, hvor Forf. bevæger sig sikrest. Her, hvor det gjælder at lade Livet nordpaa udfolde sig i hele sin brogede Mangfoldighed 117gjennem en Række af karakteristiske Smaatræk og skiftende Figurer og med en storartet Natur til Baggrund, her bliver han den veltalende Forfatter med alle Tankelys oppe og med Stemningens spillende Farveskjær til sin Raadighed. Hvilken Række underholdende Tableauer gaar ikke her forbi vort Syn! Efter en ypperlig Indledning om, hvordan Nordland har faaet sin befolkning af Vrag-Mennesker, der have drevet op her som Rekved, aabnes den lange Billedrække med «Tremasterens» Forlis i Storm og Snedrev og Vragets Plyndring. Den døende Kvinde, der snees ned, disse Folk fra Kysten, der kaste sig over Vraget som Rovfugle over et Lig, og Kvænen, der redder Barnet, give tilsammen et yderst levende Indtryk af en saadan Begivenheds hele Rædsel. Og siden opleve vi, idet vi flytte frem i Aarene, en ejendommelig Jul i et gammelt Nordlandshus, vi indføres alt her saa smaat i det nordlandske Handelslivs mindre hyggelige Sider og blive Vidne til en Kamp mellem den fattige Fisker i sin farefulde Idræt og den Kapitalstærke Forretningsmand, der hersker med uindskrænket Vælde over disse afsides Strøg. Denne Jons og Marinas Bosættelseshistorie har mange smukke Træk, men overstraales igjen af Fortellingen om Kvænen i Finkrogen og af Skildringen af Finnelivet paa Viddeme. Her viser utvivlsomt Forfatterens skildrende Evne sig i sin største Glans, over dette Billede ligger der en betagende Farvetone af noget paa engang kjendt og ukjendt. Af Scener fra Havlivet findes der ogsaa en, der kommer i bedste i «Den Fremsynte» meget nær, nemlig hin Uvejrssejllads, der ender med, at Folkene frelse sig paa et Skjær og hvælve Baadene over sig til Ly. Men ogsaa Livet i Heggelunds Hus, Mortens Ankomst dertil, hans første Oplevelser og senere hans Ophold i Bergen frembyde en Række lette og livlige Skildringer, der alle give den samme Besked om, hvad Forf. vil og kan, og hvad Bogen er: et i Klare Træk tegnet og med Fantasi og Stemning udført kulturhistorisk billede af Nordlands for de fleste hidtil lidet kjendte Liv i ældre og nyere Tid.

*

Et Blad har vistnok ment, at Grunden til, at Bogen ingen Sjælesaga af dybere poetisk Interesse indeholder, skulde stikke deri, at Livet deroppe former sig for roligt og jevnt til at kunne give Motiver til en saadan. Men hertil maa svares, at man atter betvivler de poetiske Emners Tilværelse, indtil Digteren kommer og opdager dem, og at der jo desuden ikke var nogen tænkelig Grund for Forf. til at stavnsbinde sig til Nordlandslivet, ifald han havde Trang for Emner, som her ikke frembyde sig. Nej, Tingen er ganske vist, at Hr. Lie har fulgt den Drift, som hans Evners Natur har kaldt tillive i ham, og at han i lykkelig Forstaaelse af sine egne Anlæg just herved har fundet det Omraade, hvor han er Hersker, og hvor han ganske vist vil gjøre endnu mange ligesaa smukke Fund, som dem, han har nedlagt i de tre Bøger, hvormed han alt har beriget vor Literatur.

118Før vi slutte, maa vi dog omtale en saare løjerlig kritisk Virksomhed, som denne Bog ha givet Hr. Sogneprest Krohg i Vestnes«Hr. Sogneprest Krohg i Vestnes»: Otto Theodor Krohg (1811–1889) anmeldte Tremasteren «Fremtiden» i Morgenbladet. Han hadde vært Lies lærer på middelskolen i Tromsø. Lejlighed til at udfolde. Naar man læser disse Lovtaler og ser, at Hr. Sogneprest netop giver alt, hvad der er svagt eller mislykket i Bogen, Attest for at være mesterligt, og hvor fuldstændigt alt hvad den ejer af sand Poesi, ligger ude af hans Syn, falder unegtelig den storstemte Begejstring, hvormed han hilser Hr. Lie velkommen paa det norske Parnas, temmelig mistænkelig, og man spørger seg uvilkaarlig: er det rimeligt, at en Mand, der i selve sin Kritik leverer et saa utvetydigt Bevis for, at den poetiske Sans ikke er falden i hans Lod, i Sandhed kan være kommen i en saadan «løftet lyrisk Stemning» under Læsningen af denne Bog? Man tror det ikke, man læser videre, og endelig leverer Hr. Sognepresten selv den højst amusante Opløsning paa Gaaden. Efter at have rakt Hr. Lie Digterkransen, opkaster Sognepresten nemlig det Spørgsmaal: hvorledes kan det nu egentlig være gaaet til, at Hr. Lie er bleven en saadan stor Digter? Jo, svarer Presten sig selv: han har aldrig besmittet sig med Politik. Her laa altsaa Hunden begraven! Hr. Sogneprest Krohg havde altsaa fundet ud, at Hr. Lie ikke har besmittet sig med Politik, og saa slutter han: han maa være en ubegribelig stor Digter. Han tager hans Bøger for sig, læser dem, forstaar dem ikke og bestyrkes herved end ydermere i sin Mening, og dermed drager Politikeren og Theologen den æsthetiske Rustning udenpaa sine mange andre, og Opdagelsen bliver et Almeneie. Vi berøre ikke dette Fænomen for at indlade os i noget Ordskifte om, hvad Indflydelse Befatning med Politik kan have paa en Digters Udvikling, men blot for at notere det Faktum, at Hr. Lie’s Skribentvirksomhed, lige indtil han udgav «Den Fremsynte,» fornemmelig omfattede politiske Emner, og vi ville til Slutning anbefale Hr. Sognepresten at gjennemlese Hr. Lies Artikler i «For Ide og Virkelighed» – det kunde da være, at Hr. Sognepresten vilde finde en ny og ugjenkaldelig sidste Optræden i æsthetisk Kritik nødvendig for at give Theorien om den politiske Smitte en liden Modifikation.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.