[WALT WHITMAN: DEMOKRATISKE FREMBLIK]

(Aftenbladet 1. april 1874.)

159Oversætteren af denne Bog ytrer i sin Fortale bl.a.: «Overfor de gjærende Brydninger i Samfundet slutte de fleste sig enten blindt og uden Omtanke til den Side, hvortil de ifølge Vaner og Livskaar naturligst drages, eller de føle sig fra begge Sider frastødte og vende sig i trøstesløs Mistillid bort fra den hele Bevægelse. Det, som det væsentligst kommer an paa, nemlig: at erhverve sig en bestemt Dom om Bevægelsens egentlige Mening, det bliver i begge Tilfælde forsømt. I denne Henseende vil det foreliggende Skrift med sine ejendommelige Fortrin og Mangler bidrage til at kaste Klarhed over den nuværende politiske Situation i vort Fædreland saavelsom over de bagved liggende Problemer. Det vil formentlig bidrage hertil, fordi det ikke i egentlig Forstand kan tages til Indtægt hverken af det ene eller det andet Parti.»

Disse Ord finde ganske vist ogsaa sin Anvendelse hos os. Ogsaa vort Samfund har jo netop nu sine politiske Partikampe, ogsaa her er Løsenet paa den ene Side Demokratiets Tanke, eller hvad man anser derfor, og her som overalt have disse Ideer ogsaa sine udprægede Modstandere, der tro, at disse Tankers Gjennemførelse vilde være jevngod med Samfundets Opløsning. Men under al denne Dagens Kamp for og imod demokratiske Reformer, er det dog saare sjelden, at der falder et Aandens lysende Ord om, hvad der egentlig er Grundtanken i den demokratiske Udvikling, hvilket Maal det egentlig er, den skal føre mod, og hvori dens friende og frelsende Magt ligger. Under Dagens hede Strid tabes de store, vidt lysende Højdemærker saa let af Syne, man faar blot et Stikord for en Tanke; istedenfor en Kamp for store Kulturspørgsmaal, sporer man blot Kiv om en enkelt politisk Reform, hvis opdragende Magt det ialfald for den uindviede ikke er saa let at blive vis paa, og til syvende og sidst se de Fleste blot tvende forbitrede Skarer, der nok bære Vaaben paa hinanden, men ikke altid Aandens, og som nok have et tydeligt Begjær efter at faa eller beholde Magten, men ikke altid Overbevisningens Sjælevarme for en stor Sag. Man maa jo ganske vist indrømme, at saasnart Kampen begynder om de enkelte Foranstaltninger, som til Tankens Gjennemførelse skal fremmes, da maa nødvendigvis ogsaa Gadestøvet begynde at ryge, og at den rene Tankens Kamp paa mange Punkter maa faa en personlig Farvning og et forholdvis fattigt og hverdagsligt Præg. Men hvad man dog ialfald maatte ønske, det er, at det holdes klart oppe, hvad endeligt Maal alle disse gjærende Kræfter styres mod, om det blot gjælder en forbigaaende Forandring, en lidt forandret Magtstilling mellem Kræfterne, eller om der virkelig virkes mod et bevidst Kulturformaal, og hvilket da dette er, og hvori dets Fortrin for det gamle ligger.

Det er netop i denne Retning, at det er saa oplysende at læse denne Bog af en 160udpræget amerikansk Demokrat. Vi tro ingenlunde, at Forfatterens Synsmaade altid holder Stik, vi tro, at meget af det, han venter sig af Demokratiets Sejr, aldrig vil blive mer end et smukt Haab, et stort og straalende Tankesyn, som aldrig vil realiseres. Men paa den anden Side har man dog her en højsindet Redegjørelse for, hvad en Aandens Mand ser i Sagen; vi høre ham med en stor Sjæls Varme for en bedre, sandere, lykkeligere Tilstand blandt Folkene forklare den demokratiske Tankes Oprindelse, anføre, hvad der er dens indre Bærekraft, i Fjernsyn tegne, hvilke nye Tilstande den skal skabe, og vi høre ham endelig med en sjelden Redelighed bekjende, hvilke Farer den medfører, hvilke Misbrug man alt har sat i Gang i dens Navn, og hvor lidet dens sande Aand i det hele endnu besjæler selv dens tilsyneladende mest ivrige Forkjæmpere.

Vi tro saaledes, at Bogen bør finde Indgang, og at den med sin varme og originale Fremstilling vil være saare vel skikket til at give de mange, som blot kjende Bevægelsen af Navn eller smaa lokale Brydninger, der laane dens Navn, et højst fornødent Udblik over denne Verdensrørelses dybeste Grundmotiver, ligesom den ganske vist ogsaa vil være en velkommen Hjelp for dem, den efter Forfatterens eget Udsagt særligt er skreven for, nemlig «for ham eller hende, i hvis Tanke med frem- og tilbagegaaende Bølgelinje Slaget staar mellem Demokratiets Overbevisning og Stræben, og Folkets Raahed, Mangelfuldhed og Ustadighed.»

Naar Demokratiets Tilhængere skulle begrunde dets Ret, hører man dem i Regelen dels avlede den af de almindelige Menneskerettigheder, dels henvise til, at der i Folkets lavere Lag flyder et sundere Blod, findes mere uforfalsket Natur, lever en dybere aandelig Sans, end i de af Kulturen forfinede og forkunstlede Klasser. Walt Whitmann, der vistnok ogsaa henviser til dette større Fond af Naturkraft og Sindsfriskhed, som findes i Folket, søger dog ikke Demokratiets Begrundelse her. Han støtter ikke Kravet paa en mer demokratisk Samfundsordning eller Opdragelse i den Paastand, at den store Mængde, selv naar man tager den bedste Del af den i det Store og Hele, er forstandig og god, han har tvertom et skarpt Øje for dens Raahed og Selviskhed, han koketterer slet ikke med Folkeaanden, men viser os ganske uforbeholdent, hvor vilkaarlig og tyrannisk denne Aand kan være. Heller ikke gaar han ud fra Folkets Ret. For ham er netop det lave Trin af Dannelse og Sædelighed, hvorpaa en stor Del af dette Folk staar, en Grund til af al Magt at fremme den demokratiske Udvikling. For ham er det nok, at de Veje, man hidtil har prøvet forat faa dette Folk, den store Mængde ind i en forædlende Udvikling, have vist sig ubrugelige. Det er en sørgelig Kjendsgjerning, at denne gamle Kultur, selv hvor den har afsat sine bedste Virkninger, dog blot har formaaet at opdrage en Del af Folket som en udvalgt Klasse, at Følgen heraf er bleven at denne Kultur stadig trues med at indsnøres 161og forkrøble, og at der gjennem de lavere Klasser gaar en truende Bevægelse, der voxer Dag for Dag, og spaar om voldsomme Sprængninger i de fleste ældre Samfund. I Gjennemførelsen af den demokratiske Grundsetning ser nu Forfatteren en Mulighed for at faa opdraget større, sterkere, mere sanddrue, tantfri og troende Individer og at faa grundlagt lykkeligere og fastere Samfundstilstande, end det er lykkets og nogensinde vil lykkes, hvor det gamle Kulturprincip hersker og endelig i denne Opdragelse at faa medindbefattet en større Del av Menneskene end før.

Demokratiet har derfor efter Forfatteren ingenlunde noget udtømmende Maal i sig selv; men han mener, at det efter sin Grundtanke og i uforfalsket Renhed er det bedste, ja maaske det eneste fuldt egnede og helt tilstrækkelige Middel til «at fortolke, fremhjælpe og opdrage den store Mængde, Millionen, og det ikke blot til store timelige Formaal, men ogsaa med Hensyn til den udødelige Sjæls Behov.» Ligeoverfor det af Th. Carlyle engang opkastede Spørgsmaal, om Demokraterne virkelig fortrøste sig til at løfte og fremme en Nations politiske Liv ved at optage saadanne Dynger af Sygdomsstof deri, som Tilfældet maatte blive ved en Samfundsordning, der indbyder til Delagtighed i Magten hele det menige Folk med al den Raahed og Uvidenhed, som Forf. indrømmer er tilstede, svarer da Walt Whitmann blot ved at udtale den Overbevisning, at blot i Demokratiet ligger den selvoptugtende Magt, som kan løse Opgaven, og at der endelig intet Valg foreligger. «Som den civiliserede Verden nu er,» finder Forfatteren, at denne Lære, der i Modsætning til den gamle Autoritetstro hævder, at Mennesket, saasnart det blot nyder en udstrakt Friheds Optugtelse, kan blive «sit eget Selvs Lov», er den eneste, som er værd at stride for. Naar Forf. taler om Demokratiet, Demokratiets Tanke, den demokratiske Overbevisning osv., da er naturligvis heri ogsaa indbefattet det politiske Demokrati, Tanken paa en Samfundsordning, der gjennem almindelig Stemmeret og kommunal Selvstyrelse giver Massen af Folket Adgang til fuld Indflydelse paa Statslivet og opøver den i at varetage sine egne Sager. Han siger saaledes udtrykkelig, at det herefter bør være Styrelsens Opgave bl.a. at opdrage frie Samlag af enhver Art til at regjere sig selv. Han omtaler flere Steder almindelig Stemmeret som et af de politiske Midler, der skal bane Vejen for Demokratiet, og han opmuntrer enhver til at befatte sig med Politik. Men af mer end et Sted fremgaar det tydeligt nok, at alt dette for ham er Biting, der i og for sig intet vil kunne udrette, ligesom han ogsaa særlig advarer mod at gaa under en Partifane i Dagens larmende Stridigheder, idet han ytrer: «Disse vilde, ulveagtige Partier gjør mig urolig. Mindre og mindre anerkjende de nogen anden Lov end deres egen Vilje, mere og mere overgribende blive de: giv dig derfor ikke noget Parti i Vold, underkast dig ikke blindt dets Diktatorer, men vedbliv altid at være alle 162Partiers Dommer og Herre.» For ham betyder Demokratiet væsentlig en ny Kultur, en ny Dannelse, med Evne til at opdrage sunde Mennesker og grundlægge et nyt Aandsliv. Han udtaler derfor, at Demokratiet kan ikke holdes i Live ved blot politiske Midler: faar det ikke et ligesaa varmt Greb i Menneskenes Hjerte, Følelse og Tro som Lensvæsenet og Hierarkiet i sin tid, da vil dets Styrke være liden, dets Væxt tvivlsom og dets fornemste Fortryllelse vil mangle. Naar han omtaler Styrelsens Opgave i Fremtidens frie Samfund, sætter han den ikke alene i dette at fremme den fri Sammenslutning og Selvstyrelsen; den skal fornemmelig være rettet paa at oplukke Sindene for aandelig Dyrkning og at yde Fremhjælp, hvor frugtbare Muligheder maatte melde sig, og at opmuntre den Higen efter Uafhængighed, den Stolthed og Selvagtelse, som er skjult i ethvert Menneske. Det politiske Demokrati hører naturligvis med til hans Program; thi naar den demokratiske Opdragelse er gjennemført og det demokratiske tænkesæt er bleven herskende, da er det en Selvfølge, at de politiske Former maa føje sig derefter og kan gjøre det uden Fare. Men hans Hovedsigte i denne Bog er rettet paa det indre, aandelige Demokrati, paa Tankens Frigjørelse fra al paatvungen Autoritet, Personlighedens Udarbejdelse til større Selvstændighed og Sanddruhed, og hele Livets Omformning efter mere omfattende og enklere, frugtbarere Idealer end før. Det er jo al Civilisations Maal at udvikle rige, fyldige, mangesidige Personligheder. Men intet formaar at fremme denne Udvikling saaledes som Demokratiet. «Alene Demokratiet formaar at oppløje alle Menneskehedens endeløse Brakmarker, at udsaa Sædekornene og give alle Kræfter Raaderum, og dette er det, som giver dets Krav større Magt end alle andre.» Det er dens Evne til at fremme Selvudfoldelsen, som stiller den demokratiske Kultur saa afgjort over den gamle. «Intet lever i Kraft af udenfra stillede kritiske Krav og død Indordning derunder»; men den gamle Kultur har netop misdannet Mennesket ved at tvinge det ind under saadanne Aag og derved faaet alt, hvad der er enfoldigt, sundt og bravt i det, til at indsnevres og dø og skabt en Slægt af sindskolde Mennesker, der ikke tro paa nogetsomhelst. Forf. kræver derfor et nyt Kulturprogram, der ikke er udkastet for en enkelt Klasses Behov, ikke indrettet til Brug i Dagligstuer og Læseværelser alene, men med et Blik for det praktiske Liv, for Arbejderen, for Avslgaarden, Skrubhøvlens og Maskinverkstedets Kjendsgjerninger og for den store Mængde af Kvinder af Arbejdsklassen og Samfundets mellemste Lag. – – «Jeg maa af dette Program forlange en Rækkeevne, der er ædelmodig nok til at omslutte selv den videste Tumleplads for menneskelige Kræfter. Dets fornemste Tanke maa være Udarbejdelsen af en Personligheds- og Karakter-Type, som egner sig til Brug for det dygtige Gjennemsnitsmenneske, men ikke er begrændset til Samfundsvilkaar, der er utilgjængelig for den store Mængde.»

163Forf. udhæver udtrykkelig, at han ikke ligefrem udtaler sig mod Kulturens Princip; han vil blot tage det nærmere i Øjesyn og ved Siden afhævde et andet, ligesaa dybt, ja maaske dybere Princip. Demokratiet er udtryk for den alt udlignende Sammenfatning samtidig med, at det giver Raaderum for Indivdualitetens i alle Afskygninger spillende, alt indrømmende, alle Kræfter frigjørende Grundsætning og derfor byder et stort og hidtil unyttet Bjælkeverk eller Underlag, der har Plads til alle og er tilgjængeligt for enhver Agerdyrker og Haandarbejder, Mand saavelsom Kvinde.» Det er Personlighedstanken, der her holdes frem, «Selvets Tanke», som højt over alt andet hævder, «at indenfor det bekjendte er Menneskeaandens ædleste Ytring ubrødelig Troskab mod sig selv med Udblik mod et kommende Liv.»

Til nærmere Belysning af det Personligheds-Ideal, Demokratiet skal udvikle, ville vi se, hvilke Krav Forf. sætter til den nye Literatur, som efter hans Formening, først maa fremstaa, give de demokratiske Rørelser sin Afklaring, og spejle det folkelige Ideal, før den demokratiske Aand kan faa Magt over Sindene. Nutidens Literatur er, mener Forfatteren, trods sin Kundskabsrigdom og Ordsmidighed i sin Grund sofistisk og usund. Forf.s Anker sigte vistnok fornemmelig paa Amerika, naar han klager over, at Forfatterne ikke have trængt ind i Hjertet af Folkets Tænkesæt, ikke har gjort sig til Herre over deres eiendommelige Synsmaader, at de altfor meget tradske den gamle udtraadte Vej og blot hige efter at adsprede og hidse, men mange at disse Bemærkninger gjælde ganske vist ogsaa den moderne Literatur i det hele. I Modsætning til denne, den gamle Literatur, skisserer han saa enkelte Træk af Fremtidens demokratiske Literatur, der naturligvis skal fremblomstre i Amerika. Det gjælder da først, at Digteren med opladt Sans griber alle Naturens Dannelser og Former, dens sanselige Pragt, Skjønheden i levende Mænd og Kvinder, Lidenskabens Greb i Historien og Livet; – udaf alt dette har Digteren eller den, som paa hvilket som helst Felt arbejder med kunstneriske Kræfter, i Kraft af sit Genies ejendommelige Magt at give tilsvarende Fremstillinger i Literatur og Kunst».

Men forat Literaturen kan opfylde sin Bestemmelse som en opdragende Magt, er det ikke nok, at den afspejler Virkeligheden i hele dens Fylde, giver sande og farverige Livsbilleder og har den kunstneriske Formfuldendthed. Et Kunstverk maa vistnok ogsaa prøves med Henblik paa dets kunstneriske Egenskaber, det formende Talent, den maleriske, dramatiske Virkning, den sindrige Sammenføjning, den rythmiske Evne. Men skal det faa dybere Betydning, da hævder Forf. med Bestemthed, at der ogsaa maa anlægges en anden Maalestok, da maa man spørge om en Bog, om den har hjulpet en menneskelig Sjæl?

Forat dette kan ske, maa Literaturen bunde i sædelige Principer med Magt til 164at frigjøre, udvikle og oprejse. En af Civilisationens dødelige Brist, det «ædende Smuds», som skjæmmer den, er nemlig, at Samvittighedens moralske Vælde er stoppet. Den maa igjen blive en styrende Magt, fast Retfærdighedssans og moralsk Sundhed maa ejes paa alle Omraader, dette er et af de første Krav til Fremtidens Literatur. Den gamle Tro, som nu er bortætset af Videnskaben, maa igjen indsættes i sin gamle Ret ved den samme Magt, som bragte den til at vige; den maa indsættes med ny Vingekraft, dybere Sans og videre og højere Rækkeevne end nogensinde. «Det kan nemlig ikke negtes, at Demokratiet fremmer Vexten af Planter og Frugter, som brede sig vidt, til samme Tid, som de ere de skadeligste og giftigste af alle; det begunstiger i stigende Mon alle Overgreb, og trænger saaledes en ny, tyngre Modvegt, mægtige, tøjlende Kræfter». Den nye Literatur skal dernæst være et Udtryk for den nationale Aand, den folkelige Ejendommelighed. Han beklager, at der i Fremtidens Land, den demokratiske Aands vordende Bannerfører blandt Nationerne, ikke findes Spor af nogen Nationalliteratur. Den amerikanske Literatur er efter Forf.s Udsagn i det hele Land en mat Afspejling af fremmede Forbilleder, en ussel Adspredelsesliteratur, og ser man hen til Fædrelandskjærlighedens, Sundhedens, en ædel Personligheds, den demokratiske Livsførelses og Religionens forenede Krav, da er den hele Sværm af Digte og Komedier, som fremkomme, bare et unyttigt Gjøgleri, som er langt fra at være født af amerikansk Aandsliv, og at udtale Nationens bedste Tanker, men som overhovedet intet karakteristisk udtrykker, ingen som helst Aand og Næring eller Styrkelse giver, men blot kan mætte tomme Sinds aller laveste Adspredelses-Trang.»

Denne Literatur er da saare langt fra at svare til Forf.s Ideal. En nervestærk Livsglæde, en frejdig Tro og Sundhedsfølelse skal være Fremtidspoesiens Kjendemærke. Den skal udmærke sig ved sin «muntre Simpelhed», sin Underordning under alle naturlige Maal, sin Tro og sin Ærefrygt, og alt forborgent og mørkt skal holdes borte ligesom Tvivlen, Kjedsomheden, Fjanteriet, Spotten og alle andre Tidens Unoder. Denne Literatur skal hente sine Inspirationer fra Videnskaben og den moderne Aand, dens Syn skal være rettet mere mod Fremtiden end Fortiden, og den skal ikke som den gamle Literatur og den Intelligents og Smag, den affødte, være imod Masserne, miskjende Folket og leve i Fiendskab med Demokratiet. Tvertom er et af de Hovedkrav, der maa stilles til den, netop, at den skal give «en virkelig vederheftig Forstaaelse og skyldig Værdsættelse af Folket med dets umaadelige Rigdom paa skjult Evne og Dygtighed, og dets mægtige kunstneriske Modsætninger af Lys og Skygge.»

Som særlige Formaal for denne Literatur opstiller Forf., at den skal løfte Forestillingen om Kvinden højt og udfri den af «den falske Glimmer, den forstenende, giftige Dunstkreds, som hænger ved Ordet Dame,» ligesom den og 165saa skal udvikle det inderlige og kjærlige Kammeratskab, den ægte, personlige Hengivenhed mellem Mand og Mand.

Med disse Antydninger af, hvad Forf. ser i Demokratiet og venter sig af det, maa det være nok. Det vilde vistnok være fristende at følge Forf. videre, at høre hans aabne, uforfærdede Dom over al den Usselhed og bundløse Uredelighed, som skjæmmer det nuværende Amerikas Befolkning, og endnu mere at gjøre Vandringen med ham over Slagmarken, hvor han har seet dette Folk i sin Udholdenhed, sin Offervillighed og Dødsforagt, og hvor han har faaet sin Tro paa det grundfæstet. Men dette vilde føre for vidt. Vi maa henvise Læseren til Bogen selv, der fortjener at læses blot for disse sidstnævnte Skildringers Skyld, en gribende Fremstilling, som Forf. slutter med det Udraab: «Hvad der i saadanne Træk foreligger, er simpelt hen Demokratiets i fuldt Maal ydede Selvbevis i Frembringelsen af ægte Personligheder, det, som det i sidste Instants kommer an paa, og som er hævet over alle ørkesløse Ordbeviser! – – Ingen sige noget nedsættende Ord om de amerikanske Fællesstammer i Nord eller Syd til En, som i Krigens Tid har befundet sig paa de store Hærlazarether!»

Hvad man fornemmelig kunde invende mod Forf.s Syn paa Mennesket og dets Vilkaar, er, synes os, dette, at han har en altfor stor Tro paa Menneskenaturens Ypperlighed. En Samfundsbetragtning, der hviler paa, at Mennesket blot behøver at faa den fulde Anledning til fri Udfoldelse, for ogsaa at optugte sig selv i alt Godt, er dog til syvende og sidst en temmelig skrøbelig Bygning. Vistnok har Forf. Øje for de moralske Brist, ja, han sigter jo fornemmelig paa disse i sin Kritik af den gamle Kultur og af den nuværende Tilstand i Amerika, og ingen kan udtale sin Afsky for de demokratiske Partiudskejelser i stærkere Udtryk end netop Forf. Men paa den anden Side er dog ogsaa det Billede, han udkaster af Menneskeheden, som han ser den i Fremtiden, naar den frie Samfundordning og den demokratiske Literatur er bleven en opdragende Magt, saa overordentlig straalende, og det hviler saaledes paa Tilliden til Menneskenaturens Selvoprejsningsevne, at man dog ikke kan andet end føle sig noget beklemt ved Forf.s tillidsfulde Begejstring. Det er, som om man her savner et tilstrækkeligt Motiv, paa hvis virkende Evne man er istand til at tro. Enkelte gode og sunde Naturer ville vistnok kunne naa langt i blot og bar Følelse af menneskelig Selwærd, i den Drift, som vakt Sans for aandeligt Liv, for Ret og Sandhed kan give. Men hos den store Flerhed af Menneskerne, i hvem dog de egoistiske Drifter have et ubetinget Overvælde, og hvis moralske og aandelige Sans ikke er saa let vakt, frygte vi storlig for, at Selvoptugtelsens Drift sent vilde blive virksom i noget mærkeligt Mon. Her mangler bestemt noget. Naar man læser de Steder i Bogen, hvor Forf. henviser til den Brist paa sædeligt Hold, paa Tro og Sundhed, som alle de gamle Samfund mere eller mindre lide af, kunde man næsten 166tro, at man havde et amerikansk Udtryk for det samme Syn paa Menneskenatur og Kultur, som her i Norden oftere er kommen til Orde og senere gjennem en Række Tidsbetragtninger i et bekjendt dansk Tidsskrift.et bekjendt dansk Tidsskrift: For Ide og Virkelighed Det er ogsaa utvivlsomt, at der er et Slægtskab i aandeligt Syn mellem Forf. og Oversætteren. Men der er den store Forskjel, at den danske Forfatters Tidsbetragtninger have den kristelige Opfatning af Menneskenaturen, og at hans Samfundskritik peger ud mod det kristelige Ideal, og følgelig ikke søger det frelsende Motiv blot og bart i Vækkelsen af den Mennesket iboende Selvfølelse, «dets guddommelige Stolthed over sig selv,» men i Grundfæstelsen af det religiøse Liv, i Vækkelsen af Syndserkjendelse og Tro.

Man faar saaledes ganske vist slaa af en hel Del paa de store Resultater, Forf. venter sig af Demokratiets Evne til at udvikle store og gode Personligheder og grundlægge lykkelige Samfundstilstande. Tager man Demokratiet, ikke som Forfatteren ser det i sin straalende Renhed, men saaledes, som det har begyndt at udvikle sig i hans Hjemland – og Forf. erkjender overalt, at her er den Grundvold lagt, hvorpaa der maa bygges, – da kan man vel neppe anslaa Demokratiets Samfundsvirkninger højere end skeet er af den danske statsøkonomiske og statistiske Forf. V. Falbe-Hansen, der i et Foredrag over dette Emne ytrer sig saaledes: «Vil man sammenligne vor (den danske) Husmandsstand og Arbeiderbefolkning – det er jo dog den største Del af Folket, – med den kraftige, stolte og oplyste amerikanske Arbeiderbefolkning, da vil man finde, at der i Virkeligheden er langt mindre Velvære i Danmark end i Amerika. Det er kun i de højere Klasser, at den ved Friheden frembragte Materialisme i Amerika viser sig aandelig hemmende og begrænsende. Vi finde unegtelig ikke der som i Europa en talrig Klasse af Mænd med høj Dannelse, der er begejstret for alt Stort og Skjønt; forsaavidt er der et Tilbageskridt. Men Friheden har løftet de lavere Klasser op til Ligestillethed med de højere; – deri bestaar Fremskridtet. Den har trykket de 10 pCt. af Befolkningen ned, men den har hævet de 90 pCt.»

Men hvorom alting er, hvor meget eller lidet Demokratiet virkelig vil kunne bidrage til at bøde de mange Brist, hvorunder alle Samfund endnu mer eller mindre sukke, – denne Bog vil ialfald give Læseren Respekt for en Sag, som omfattes med saa dyb Sympathi, som forsvares med en saa indtrængende Varme af en højt begavet, helt igjennem nobel og sanddru Personlighed. Mange er saa altfor tilbøjelig til at vise fra sig alle Bestræbelser for at udfinde Midler til at jevne den Kløft i økonomiske, i sociale Vilkaar, i Tro og Sæder, der ustridigt findes i alle Samfund, som tomme Drømme, ærgjerrige Paafund af ledige Politikere, egoistiske Begjær efter Magten osv. Men naar man læser et saadant Indlæg og betænker, hvor mange af Verdens første Tænkere, varmeste Digtere 167og sandeste Personligheder, der have viet sit Liv til at grunde over disse «Drømme,» at kjempe for deres Virkeliggjørelse, da maa dog ethvert Menneske med Samfølelsens Evne og kultiveret Tankeliv erkjende, at saa let kan disse Problemer ikke afvises. Fordi om man selv ikke føler Drift til nogen Virken i Tanke eller Gjerning for at finde den Samfundsordning eller Dannelse, som kan omfatte «Millionen,» saa tør man just ikke derfor anse alle Bestræbelser i denne Retning for Hjernespind, ligesaavist som man ikke kan adle ethvert Døgnpolitikens Hurlumhej med Navnet af Kamp for Demokratiets Sag. Man bør lige overfor disse Bestræbelser huske Stuart Mills bekjendte Ord: «Hvis den store Masse af Menneskeslægten, saaledes som det nu er Tilfældet, skulde vedblive at være Træl af et møjsommeligt Arbejde, som den ingen Interesse har i og som den heller ikke føler nogen Interesse for, pinende sig fra den tidlige Morgen til den sildige Aften, blot for at skaffe sig det aller nødvendigste til Livets Ophold og beheftet med alle de intellektuelle og moralske Mangler, som en saadan tilstand fører med sig – uden egne indre Hjælpekilder – uden Dannelse – – selviske; thi Kampen for deres Underhold lægger Beslag paa alle deres Tanker – uden Interesse og Selvfølelse som Statsborgere og Medlemmer af Samfundet, men derimod med en i Sindet nagende Følelse af, at der formentlig sker dem Uret – – hvis en saadan Tilstand var bestemt til at vare evigt, saa kan jeg ikke forstaa, hvorledes nogen, der har sin Fornufts fulde Brug, kan falde paa at bekymre sig videre om Menneskeslægtens Bestemmelse.»

Vi tro just ikke, at Uligheden vil hæves, men vi tro rigtignok, at den ikke behøver at være saa skrigende som den ialfald i mange Samfund er, og at der saaledes her foreligger en stor Kulturopgave.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.