Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

[SØREN KIERKEGAARD: EFTERLADTE PAPIRER]

(Dagsposten 27. og 28. okt. 1880.)

Søren Kierkegaards efterladte Papirer er vistnok uden Sidestykke i nogen Literatur. Vi mindes ialfald ikke nogen Forfatter, der har efterladt sig et Værk, i hvilket de mindste Svingninger i hans Sjæleliv i en Række af Aar er afmærket med en saadan minutiøs Troskab som her. En mærkelig Personlighed og et mærkeligt Forfatterskab! Hvilken Guldgrube for Sykologer er ikke denne lange Monolog. Hvilke Oplysninger om Forf.s indre Liv giver ikke bare disse paa langs i Journalerne skrevne Stykker der meddeler hans Forstaaelse af sig selv og sin Opgave til de forskjellige Tider. Hvilken forfærdelig Reflexion! Hvilken Tvil, hvilken Svingen frem og tilbage! Skal denne eller hin Bog udgives, skal den udkomme med eller uden dette Tillæg, skal dette eller hint Ord stryges eller blive staaende, skal Skrifterne udgives under et fingeret Navn eller under hans eget, – skal han derpaa slutte eller fortsætte, skal han søge et Præstekald eller reise – er det ene eller andet Guds Vilje? Forstaaelsen skifter med hvert andet Blad. Nu er det afgjort; han vil søge et Præstekald. I næste Øieblik opdager han, at dette har været en forfærdelig Misforstaaelse. Han skal blive, forfatte, fremdeles udsætte sig for «Nederdrægtighedens Angreb». Men ogsaa dette er en Vildfarelse, han er dog væsentlig Digter, tør ikke vove sig for langt ud; Guds Vilje er en ganske anden, nu ser han det, og bæver af Rædsel over, hvor nær han havde været ved at tage et Ansvar paa sig, som han dog ikke turde bære. Men atter faar han en anden Opfatning – han svinger uafbrudt mellem alle disse Muligheder: at slutte af, eller slutte halvveis af, at fortsætte med fuld eller halv Damp – det svimler ordentlig for En ved at læse disse høiere Ordre, der er saa umaadelig vanskelige at faa rede paa, og som ofte angaar Ting, som vi umuligt kan tillæge den Betydning, som disse høiere Ordre skulde tyde paa. Et er klart: G. Brandes vil i mange Stykker maatte gives Ret i sin Opfatning af, hvad der har 202været af afgjørende Indflydelse paa Kierkegaards religiøse Udvikling. Kierkegaard kommer i disse Papirer idelig tilbage til, hvad der har været det bestemmende: Samlivet med Faderen og Erindringen om ham, – hans Forlovelse og endelig Korsarens Angreb.Korsarens Angreb: I det danske ukebladet Corsaren, redigert av Meir Aron Goldschmidt, ble Søren Kierkegaard i 1846 sterkt angrepet og karikert. Bladet hadde tidligere vært velvillig innstilt mot Kierkegaard, men en enkelt kritisk artikkel fikk K. til å be om å bli utskjelt i Corsaren på samme måte som andre «respektable Skribenter». Redaktøren tok ham da på ordet. Han havde vistnok, skriver han, altid været et religiøst Gemyt; han var tidligt bleven ført til den Tanke, at hans Liv maatte være en Pøniterendes. Men han tør dog ikke sige, at han fra først af havde et religiøst Formaal med sin Skribentvirksomhed – først lidt efter lidt bliver han klar over sin særlige Mission. Mest afgjørende synes «Korsarens» Angreb at have været: under disse ser han sig mere og mere som en Martyr, der af Forsynet er udseet til at ofres, forat Samtidens Usselhed kunde blive aabenbar, og særlig forat det uhyre Bedrag med «Kristenheden» og «Statskirken» kunde afsløres.

Kirkegaard fremtræder just ikke altid som nogen elskværdig Personlighed i disse sine efterladte Papirer. Vi tænker nu ikke her paa den skarpe Kritik, der rammer Samtiden og særlig Samtidens Kristendomsforkyndelse, men paa den Maade hvorpaa han behandlede sine Venner f. Ex. R. Nielsen.R. Nielsen: Rasmus Nielsen Han drager denne til sig, og han er, som det lader til, ret vel fornøiet med Nielsens Forstaaelse af hans Forfatterskab. Han har ialfald intet at indvende mod, at R. Nielsen udgiver en Bog om hans Skrifter; han forbeholder sig blot ikke at blive citeret. Men da Bogen kommer, kommer med de Kierkegaardske Tanker, men uden at K. ligefrem er citeret, da luer han op mod R. Nielsen paa det heftigste: han er veiet og fundet for let. Hvad Kierkegaard havde ventet af ham, var nemlig, at han mod K.s bestemt udtalte Ønske dog skulde have citeret ham. At være Kierkegaards Modstander var farligt, men det lader til, at det næsten var ligesaa resikabelt at være hans Ven.

Naar man ser K. Aar efter Aar, Dag efter Dag med den samme dybe Fortvivlelse komme tilbage til Korsarens Angreb og Samtidens Medskyld ved at tie til disse Angreb (han havde forøvrigt selv anmodet nogle af de andre Blade om at forholde sig passive, hvad der rigtignok atter var en Prøve, han satte dem paa), da fristes man ogsaa til at udbryde: Hvilken sygelig Pirrelighed! Man bør dog betænke sig to Gange, før man dømmer. Ja, nu synes det vel for os, for hvem han staar som den store, berømte Mand, som om han maatte have kunnet bære Korsarens og de andre Blades Angreb med Ro. Hans Stilling var imidlertid langt pinligere, end man i Almindelighed forestiller sig det. Han omdigtedes til en Karnevalsfigur for et Publikum, der aldrig lærte ham at kjende i hans Værker. De Folk, for hvem Korsaren aftegnede ham, vidste intet om, at han var en af de største Aander, der har levet – deres eneste Kilde til Kundskab om ham var jo disse selvsamme Blade, der daglig fremstillede ham som en forfængelig Nar og intet videre. Man faar et godt Indtryk af, hvordan han som Forfatter var situeret, naar man læser følgende Notits om «Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift 203til de filosofiske Smuler» – maaske hans mest betydningsfulde Værk: «Denne Bog udkom i Danmark. Den blev ikke nævnt et eneste Sted. Der blev maaske solgt 50 Exemplarer, saa altsaa Udgivelsen kostede mig 4 a 500 Rd., foruden Tid og Flid. Og imidlertid aftegnes jeg af et Pøbelblad, der i det samme lille Land havde 3000 Subskribenter, og et andet Blad (ogsaa et meget udbredt, Flyveposten) fortsætter Discussionen om mine Buxer».

Man betænke at denne Mand er en af de største Tænkere og eiendommeligste Forfattere, der nogensinde har levet! Man maa indrømme, at det for ham var en forfærdelig Skjæbne at være født i et lidet spidsborgerligt Samfund, hvor han som Forf. var afhængig af et Par Blade, der havde sin Fordel af at forhaane ham, og nogle kirkelige og literære Matadorer, der frygtede ham, og under alle Omstændigheder ikke havde Mod til at forsvare ham. Vil man saa efter at have læst disse «Efterladte Papirer», finde, at Forf. var overordentlig pirrelig og selvbeskjæftiget, saa vil man heller ikke være i Tvivl om, at Goldschmidt ved sine Angreb i Korsaren og Tidens literære og kirkelige Bannerførere ved sin Taushed har kastet en Skygge over sig, som aldrig kan fjernes.

Den Kritik, han i disse Papirer underkaster Pressen og Statskirken, er bitter og vistnok i flere Henseender uretfærdig. Men ofte nok er den da ogsaa saa sand og saa træffende, at man forgjæves skal forsøge paa at imødegaa den. Kan man end ikke udlede hele Tidens Fordærvelse af Pressens Misbrug, som K. synes at ville, saa maa man dog indrømme ham, at det er en forfærdelig Ting, at «En, der er ingen, uden Tanke om Ansvar, kan sætte enhver Vildfarelse i Cirkulation ved Hjælp af det rædsomt uproportionerede Meddelelses-Middel, og at derpaa denne uansvarlige Vildfarelse overtages af Publikum, som igjen er Ingen». Og nu Statskirken! Ja, vidste man ikke, hvor seiglivet deslige gamle Institutioner er, maatte man forundre sig over, at den har overlevet den Kritik den her bliver underkastet. Det kunde være fristende at citere; men vi henviser til Kilden; enhver vil kunne lære af, hvad der siges om dette Emne, om end ikke alle vil føle sig opbyggede.

Naar det gjælder den gejstlige Stat, er Kierkegaard revolutionær: den er baseret paa Usandhed og maa sprænges. Er derimod Talen om det verdslige Samfund, da er han alt det bestaaendes aller ivrigste Forsvarer. Han kan maaske ikke tages til Indtægt for Læren om, at det bestaaende har guddommelig Sanktion; men han er dog en uforsonlig Modstander af alle Reformbestræbelser. Er disse for mange af vore Gejstlige ugudelige, saa er de for Kierkegaard Vrøvl, ret og slet, Vrøvl af Mennesker, der intet alvorligt har at tænke paa. Han er heller ikke nogen Ven af de nationale Rørelser. Den hele Gjæring i Danmark i 1848 er for ham et højst ubehageligt «Spektakel», hvis største Betydning er, at det berøver ham hans Tjener.

204Man har klaget over, at disse Papirer er blevne udgivne. Vi kan ikke forstaa dette. Vistnok er det ofte forunderligt saart, at se ham være saa uendelig selvbeskjæftiget og at opdage, hvor borneret denne store Mand i mange Henseender var. Vi vilde ogsaa have fundet det højst utilbørligt at udgive disse Efterladenskaber, ifalt de havde indeholdt saadanne uoverlagte Udbrud, som var undsluppet ham i svage Stunder, og som han ikke havde tænkt sig offentliggjorte. Men dette er jo ikke Tilfældet. Disse Papirer indeholder hans egen, vel overvejede Kommentar til hans hele Forfattervirksomhed; de giver i det hele saadanne Bidrag til Forstaaelsen af hans Personlighed og hans Livsførelse og indeholder en saadan Rigdom af dybe Tanker og i sykologisk Henseende mærkelige Oplysninger, at ingen Ven af Kierkegaards Forfattervirksomhed og ingen Gransker af Menneskenaturen kan ønske, at Papirerne var blevne holdt tilbage eller udgivne i et Uddrag efter Enkeltmands Skjøn.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.