I.

(Aftenbladet, 22, juni 1872.)

Under Forhandlingerne paa Folkehøjskolemødet viste det sig, at vi hertillands ligesaavel som i Danmark og i Sverige have to Slags Folkeskoler, der bære det samme Navn, men som ere grundlagte paa forskjellige Principer og følgelig drive Undervisningen paa en temmelig forskjellig Maade. En Del af vore Skoler er som bekjendt anlagt i Mønster af de grundtvigske i Danmark, men ved Siden af disse er der nu ogsaa oprettet andre, der ikke blot ere en Aflempning af den grundtvigske Skole efter norske Forhold, ikke blot en Omvæxt af dens Ide i den nye Folkegrund, men som tager et ganske andet Udgangspunkt og fører frem til et andet Maal. Og denne sidste Skole blev paa Folkehøjskolemødet af Flere 93kaldt «den rette Folkehøjskole» i Modsætning til den grundtvigske, der baade under Mødet og siden i Pressen fik et alt andet end godt Skudsmaal.

Den grundtvigske Skole fandt vistnok ogsaa sine varme Talsmænd paa dette Møde, og de, som vare tilstede her, eller som har haft Lejlighed til at læse et udførligere Referat, ville vistnok have et temmelig sikkert Indtryk af dens Særkjende. Alle, som læse danske Blade og Tidsskrifter, ville ogsaa have fundet denne Skoles Grundtanke hævdet baade grundigt og varmt. Derimod er der neppe endnu i noget af de større Blade hertillands forsøgt nogen Redegjørelse for disse Skolers Virkemaade, medens de andre Skoler, «de rette Folkehøjskoler» gjentagne Gange have fundet sine Talsmænd i Storbladenes Spalter. Saaledes er det da gaaet til, at Mangfoldige, der interessere sig for denne Sag, men som ikke have Adgang til danske Bøger og Blade, egentlig blot kjende den grundtvigske Skole gjennem Modstandernes Angreb, der, om de end ramme enkelte Overdrivelser inden Retningen, dog langtfra kan siges at give nogen paalidelig Indsigt i disse Skolers Karakter. Vi antage derfor, at det ikke kan kaldes en ganske overflødig Gjerning, naar vi i det efterfølgende søge at give en Fremstilling af den ledende Synsmaade for Undervisningen i disse Skoler, saaledes som vi have opfattet den, idet vi samtidig ville møde nogle af de Indvendinger,Indvendinger] rettet fra: Indvendiger (trykkfeil i papirutgaven) man har rejst mod denne Undervisning, og tilslut ogsaa anføre de Grunde, som synes os at vidne mod, at «den rette Folkehøjskole» nogentid skulde kunne løse den Opgave, som den grundtvigske Skole arbejder med.

Det vilde her føre for langt, om vi skulde give endog blot et Omrids af de aandelige og sociale Tilstande, som have fremkaldt den grundtvigske Bevægelse. Vi ville heller ikke indlade Os paa at spaa noget om, hvilken Indflydelse den vil faa paa det religiøse Liv og paa Kulturlivet; vi ville ikke afgjøre, om Grundtvigianerne have Ret i den Paastand, at Livet er kommen for langt bort fra sine naturlige Grundbetingelser, at den herskende Dannelse hviler paa et altfor snevert Grundlag i Folkenaturen, og at den maa gjenfødes gjennem friske Opvæld fra Folkegrunden, – vi ville her udelukkende fæste os ved Bevægelsen, forsaavidt det er dens Maal at føre Folkets store Mængde til et virksommere Medriv i Kulturen, og forsaavidt den søger at fremme dette Maal ved Oprettelsen af særegne Skoler, de saakaldte Folkehøjskoler.

Man læste for nogen Tid siden i et dansk Blad, at den bekjendte franske Forfatter Renanden bekjendte franske Forfatter Renan: Ernest Renan (1823–1892) i en Samtale med en dansk Mand havde ytret, at kunde man ikke give Almuen en 15–20 Aars Undervisning, saa var det bedre, at den slet ingen fik. Denne Ytring er yderst betegnende; den afslører ganske vist et Grundonde, som alle Samfund mer eller mindre lide af, men som har aabenbaret sig mest afskrækkende i det franske. Tanken i hin Ytring er nemlig denne: Der gives blot en eneste Dannelse, som er istand til at forædle Mennesket, og denne Dannelse 94hviler paa betydelige Kundskaber og en udviklet Intelligents. Vejen til denne Dannelse gaar imidlertid ene gjennem en 15–20 Aars møjsommelig Skoledressur. Dermed er det altsaa givet, at den aldrig kan blive noget Fælleseje, men udelukkende kan komme de mere begunstigede Klasser tilgode. De andre, de ubemidlede Klasser, Folkets store Mængde, kan aldrig naa frem til en saadan 15–20 Aars Undervisning, det vil sige, den kan aldrig naa saa langt frem i Aandskultur, at den opnaar nogen sand indre Frigjørelse, nogen virkelig fyldestgjørende Dannelse, som kunde slaa Forstaaelsens Bro mellem den og Samfundets højere Lag. Men da det nu er uryggelig vist, at politiske Rettigheder og fri Forfatninger alene ikke er istand til at gjøre et Folk frit, men at den ydre Frihed kan ende i Lovløshed og fornyet Trældom, naar den ikke bæres af den indre, saa er Folkets Sag hermed haabløst opgivet, Intelligentsen har paa den ene Side ikke andet end højst en medlidende Foragt for denne store uvidende Hob, og denne, der staar med det samme trøstesløse Syn udover disse 15–20 Aars Skolegang, som ligger mellem den og «Samfundsgoderne», har et Svar paa denne Intelligentsens Afvisning, som truer med al Kulturs Udryddelse, og dette Svar er Internationales Program.

*

Ligeoverfor dette forfærdelige Syn, ligeoverfor denne Udsigt til, at den røde Fane en vakker Dag vil vaje som et Dødsmærke over en sprængt Kultur, nøder det Spørgsmaal sig Dag for Dag haardere og haardere ind paa Menneskeslægten: Gives der da ingen Vej til forsoning, kan ikke den raadende Dannelse uden at sænke sit Sigte dog faa et folkeligere Grunddrag; kan paa den anden Side ikke det store Folk faa en saadan Opdragelse, at det kan komme til virksomt Medliv i denne Dannelse, eller gives der ikke nogen Dannelse, hvori det hele Folk kan mødes, kjendes og forsones?

*

Det er paa dette Spørgsmaal, Folkehøjskolen vil prøve at finde et Svar. Dermed er det da givet, at den i sin Undervisning følger en anden Vej end den gamle Skole, som man til Forskjel fra Folkeskolen har kaldt Kundskabsskolen. Og naar der nu spørges, hvilken denne Vej er, saa svares der, «at den folkelige Undervisning sætter det som sin Opgave at give en personlig Dannelse, at indvirke paa Sindet, at vække Sjælekræfterne og at give en tilsvarende Oplysning om Menneskelivets Maal og Vilkaar for den Enkelte, for Samfundet, for Slægten, – her virkes fra Grunden af paa det hele Menneske, og Folkeoplysningens oprindelige Drivefjeder søges i Livsinteressen.» Stadigt med samme Sigte paa denne Dannelses personlige Karakter udtrykkes ogsaa Tanken saaledes, at det er Folkeskolens Maal at gjøre den Unge skikket til at finde sin Bestemmelse, at føre et daadfuldt Levnetsløb osv. Men hvilke Ordelag man nu forøvrigt vælger, saa vender man altid tilbage til, at Folkeskolens Undervisning fornemmelig skal 95virke personligt vækkende i Modsætning til Kundskabsskolen, der først og fremst vil være belærende.

Man har faret stygt med denne Vækkelse. Den er forfulgt som et Udyr af store og smaa, der er ikke en Indsender, der i hvilket som helst Ærende aflægger en Visit i et Blad, uden at han er forsynet med et Mistillidsvotum til Vækkelsen og Løftelsen i form af et Par Gaaseøjne. Det er bare en Frase denne Tale om Vækkelsen, siger man, det er noget, man har fundet paa for at følge, at man i Grunden ikke ved, hvad man selv vil, eller for at kaste et Slør over, at det, man vil, bare er at forlyste sig med at holde Festtaler og at gjøre Smaadigte, og man spaar, at det hele vil ende med Opblæsthed, Fraser og Tant, uden at Eleven vil vinde noget Livsgavnligt Udbytte hverken i øgede Kundskaber eller i større ethisk Hold.

Vi kunne ikke negte, at det forekommer os, som det i grunden bare er den trangbrystige Spidsborgerlighed, vort samfund er saa rigt paa, der gjennem disse Gaaseøyne stirrer glubsk ud paa alle de Tidens Rørelser, der truer med at ville gjøre det poetiske, det ideelle syn til en Livsmagt. Det forekommer os nemlig, som om disse Udfald mod «Vækkelsen» er i høj Grad ubeføjede. De vilde være ubeføjede, selv om det virkelig forholdt sig saa, at dette Udtryk for den Indflydelse, Folkehøjskoleundervisningen tilsigter, var mindre godt valgt, selv om der i det hele viste sig en vis famlen hos Sagens Mænd, naar de skulle gjøre rede for den nye Undervisnings Særkjende. Det er jo nemlig saa, at ingen ny Bevægelse i Menneskelivet med en gang springer saa bundklar frem, at den med det samme den faar Fart gjennem Livet, ogsaa lægger færdige Theorier tilrette; der gaar et Anelsernes Tog gjennem Sindene, og Følelsen og Fantasien forkynder i Billeder det nye, som er i Fremvæxt, før det klare udtømmende Tanke-Udtryk findes. Saaledes er det ogsaa med Folkehøjskolesagen og den Bevægelse som ligger til Grund for den. Det er vistnok ingen ny Bevægelse i den Forstand, at den Trang, den udspringer af, aldrig før skulde have været oppe, og at det Maal, den styrer mod, aldrig skulde have været i MenneskehedensMenneskehedens] rettet fra: Meneskehedens (trykkfeil i papirutgaven) Sigte. Men rig er den i det Bodemiddel, den byder for den Kulturbrist, som har fremavlet den, ny er den i den Undervisning, den har sat i Gang, en Undervisning, der har en anden Hoveddrivkraft end den gamle og tager et andet Udgangspunkt. Der vilde altsaa slet ikke være nogen rimelig Grund til at flotte sig med Gaaseøjne, om det end ikke var lykkets Sagens Forkjæmpere at finde et fuldt ud tilfredsstillende Udtryk for det Karakteristiske i Folkeskoleundervisningen. Men nu er det ovenikjøbet saa, at det Ord, man har valgt for at betegne det Afgjørende, hvori den nye Undervisning skiller sig fra det gamle, nemlig at den først og fremst skal være vækkende, er saa langt fra at være en Frase, at det tvert om er saare betegnede og til fulde forklarer, hvad denne Undervisning sigter paa, og hvorfor den maa følge 96en anden vej, end Kundskabsskolens. Det er netop denne Vækkelse, man faar holde sig til, ifald man vil finde Folkeskoleundervisningens Særkjende, og det er netop den Omstændighed, at de andre Skoler sætte Kundskabsmeddelsen med Lærebøgernes og de autoriserede Meningers Herredømme ind i Vækkelsens Sted som det ledende Øiemerke, der stempler deres Virksomhed som en væsentlig anden end de grundtvigske Skolers, og naar man ikke destomindre særlig har udkaaret denne vækkelse til Gjenstand for sine lumre Kaffevittigheder, da opnaar man sandelig ikke andet end at give sig selv Attest for et over al rimelig Maade indsnevret og prosatørt Syn paa Aandslivet.

*

Men hvad er det da egentlig, man mener med denne Vækkelse? Svaret er ofte givet og ligesaaofte misforstaaet, hvad enten man nu ikke har villet eller man virkelig ikke har kunnet forstaa det. Men istedenfor at gjentage disse Forklaringer eller forsøge en ny, ville vi blot henvise enhver til hans Erfaringer fra det daglige Liv, og om end disse Erfaringer ikke indeholde det fulde Svar paa, hvad der er Folkehøjskolens Maal, saa kunne de dog hjælpe Tanken i det rette Spor og overbevise enhver, der ikke møder frem med alt for megen Vrangvilje, om, at det ikke er noget Luftsyn, man styrer efter. Det er jo nemlig noget, som enhver vil have erfaret, at der gives en Dannelse, som slet ikke staar i ligefremt Forhold til det større eller mindre Kundskabsforraad, man har inde, eller den større eller mindre skolemæssige Aandsdressur, man har faaet. Ligesom man dagligdags kan finde Kundskaber og Intelligents parret med Raahed i Syn og Sind, kan man paa den anden Side ogsaa møde Individer med en temmelig begrændset Viden og en forholdsvis ringe Tanketugt, men som dog eje en saadan dyb Forstaaelse af alle Fænomener indenfor det personlige Livs Omraade, et saadant opladt Sind for alt stort og skjønt i Menneskelivet og en saadan Adel i al sin Livsfærd, at man umuligt kan frakjende dem Dannelse. Dette er noget, man finder Exempler paa baade blandt Bønder og Storfolk. Søger man nu Kilden til denne Hjerte- eller Sindsdannelse, da vil man kanske finde den i Hjemmet, i stille Indflydelser fra Far og Mor, eller man vil finde den paa et andet Hold, og man vil kanske kunne pege paa en bestemt Tid, da Omslaget i det indre Liv tog sin Begyndelse, man vil kanske kunne datere det fra Samlivet med dette eller hint Menneske, som ejede Betingelserne forat kunne udøve en saadan vækkende og forædlende Indflydelse. Man kan ikke tage fejl af, at et Selvoptugtelsens, et Dannelsens Arbejde her er begyndt; det videre Syn, de livligere Interesser, det fyldigere og renere Følelses-, Fantasi- og Viljeliv og den sundere Dømmekraft vidner tilfulde derom. Men undersøger man saa, hvilken Tilgang af positive Kundskaber denne Dannelsesproces har hvilet paa, da vil man kanske finde, at Udbyttet ikke har været saa særdeles stort, og fremfor alt vil man gjøre den Erfaring, 97at Meddelelsesmaaden ikke lader sig bringe ind under nogen bekjendt Læremethode og slet ikke har søgt nogen støtte i autoriserede Lærebøger.

II.

(Aftenbladet, 24. juni 1872.)

(Sidste Artikel.)

At holde Undervisningen saaledes, at den i og med Kundskabsmeddelelsen udøver en saadan vækkende og forædlende Indflydelse paa Personligheden, er nu Folkeskolens Opgave. Og dette sigte paa Sindslivets Vækkelse, dette Fæste, den tager i Livsinteressens, forklarer tilfulde, hvorfor Folkeskolelærerne saa haardnakket vægre sig for at holde nogen fast Skoleplan med uryggelig Faginddeling, Lærebøger, Lektielæsning og Timetabel og for at taale nogen Kontrol fra oven. Naar det nemlig er saa, at det er hele det sjælelige Liv, som skal vækkes, Sindet, som skal forædles, Hjertet som skal vannes, Fantasien, som skal fyldes ligesaafuldt som Synet, der skal udvides og Dømmekraften, der skal skjærpes, naar det er saa, at Kundskaben her ej er Maal, men blot Middel, og at det, man vil, er at Eleven, naar han gaar ud af Skolen og skal virke i Livet, hvad enten det nu bliver paa et snevrere eller videre Omraade, skal have en forøget Trang til Selvutvikling, en større Drift til at øge sin Kundskab og en mere aaben Sands for alle Livsrørelser, da er det jo klart, at Kundskabsmeddelelsen ganske maa rette sig efter Elevens Trang, hans individuelle Anlæg og de Forhold, han kommer ud af. Det er dog i grunden sørgeligt, at man ikke skal kunne høre andet end en Frase ud at dette Ord, at den Forberedelse, man kræver hos Eleven, er hans Trang. Netop dette er dog saa oplysende om, hvor Folkeskolens Undervisning tager sit Udgangspunkt. Det er dog virkelig ikke andet end Prokurator-Krangel af allersimpleste Sort, naar man har faaet ud, at Tanken skulde være, at Elevens tilfældige Lyst og hans snevre Syn skulde være Undervisningens bestemmende Øjemærke. At man retter sig efter hans Trang vil jo blot sige, at man væsentlig søger Forberedelsen hos ham i hans Udviklingslængsel, hans Selvdrift, og at man tager et større Hensyn til hans individuelle Vilkaar, end det er muligt paa Kundskabsskolen. Folkelæreren søger Eleven der, hvor han er, og lægger Mærke til, hvad han mest trænger, og idet han nu sætter sig paa hans Standpunkt, gaar ind i hans Tankegang, lever sig ind i hans Følelses- og Fantasiliv, bestemmes Kundskabsmeddelelsens Omfang og Maade ganske naturligt efter, hvad Læreren finder bedst kan vække Elevens indre Liv, hjelpe ham til «at tænke sine egne Tanker,» og vejlede ham i at udvikle sig selv.

Det vil bare af disse Antydninger være klart, at Hovedvegten i disse Skoler ikke kan lægges paa Kundskabsmeddelelsen. Naar Maalet er, at Eleven skal tilegne 98sig et vist Kundskabsforraad, vil det være umuligt for Læreren at gjøre et saadant frit Valg af Stof, at bruge en saadan Foredragsmaade og at tage alle de individuelle Hensyn, som er Betingelsen for at øve den Indflydelse paa Karakteren og Livsretningen, paa Følelse, Fantasi og Vilje, som er Undervisningens Maal. At der er Berøringspunkter mellom de to Slags Undervisning, er tydeligt nok; Kundskabsundervisningen øver jo ganske vist ogsaa en Indflydelse paa Sindet, og Folkeundervisningen forudsætter og meddeler jo ogsaa Kundskaber; men den, som praktisk vil prøve at løse Opgaven, vil snart finde, at der maa ske et valg til en af Siderne, og at hele Undervisningen maa faa en væsentlig forskjellig Karakter, alt eftersom Hovedvegten lægges paa at vække eller at belære.

Har man bestemt Folkeskolens maal, som ovenfor erer] rettet fra: et (trykkfeil i papirutgaven) skeet, da bliver det ogsaa klart, at der maa rejses særegne Krav til Læreren. Det er ikke nok, at han ejer Kundskaber og kan meddele dem klart til andre. Foruten at have en stor Kundskabsfylde, der er blevet hans eget eje i en inderlig Tilegnelse, maa han ogsaa have flere – ja, lad os nævne Ordet, skjønt vi vide, at hundrede Gaaseøjne ere rede til at udpege det – flere digteriske Egenskaber. Han maa være udrustet med et sikkert Kjendskab til Sjælelivets Love, han maa eje dette skarpe Blik for Karakteren og denne Evne til at sætte sig ind i Andres Forestillingskreds, som jo den psykologiske Digter frem for andre er i Besiddelse af. Han maa desuden eje en varm Følelse; thi han skal jo bevæge sympathetisk, han skal faa «de indre Strenge» i Eleven til at klinge, og det evner man ikke bare med en overlegen Intelligents og stort Kundskabsforraad. Han maa fremdeles være udrustet med en levende Fantasi; thi hans Fremstilling maa først og fremst være anskuelig. Her er ikke Tid og heller ikke Fordannelse til at give nogen saadan Indsigt i alle Historiens Enkeltheder, som i den lærde Skole. Alt, hvad Læreren kan gjøre, er at give store Billeder af Epokerne i Menneskeslægtens Udvikling. Billeder, som tillige give Udsigt til det, som forberedte og fulgte Tidsskriftet, Billeder, der kunne fæste sig i Elevens Minde, fordi de tale til Fantasien og Følelsen og lægge en saadan Lære tilrette til ham, som mindre kræver Kundskaber og tugtet Tænkeevne forat forstaaes, end slige Livserfaringer, som ethvert voxent Menneske kan have. Det kræves i det Hele, at Læreren har en varm, en vækkende Personlighed, og at det, han har læst og lært, er blevet til Liv i ham og derfor ogsaa kommer frem med individuelt Præg. Thi dette er og bliver Betingelsen for, at man kan udøve den Slags Indflydelse, her er Tale om; her kan det ikke hjælpe, hvor habil man er i sit fag, og hvor godt optugtet man er i de til en vis Tid og af et vist Lands Autoriteter godkjendte Synsmaader.

Men – indvender man – selv om det indrømmes, at der forsøges en ny Undervisning i disse Skoler, og at de virkelig kunde gjøre en Gjerning i Folket, som 99de andre Skoler ikke have magtet, saa er det dog paa det løse, om denne indflydelse vil blive god eller slet, alt er jo her afhængigt af Lærerens Personlighed, her er ingen Kontrol, og er det end muligt, at denne Undervisning er en Magt, saa er det en farlig Magt. Det maa da ogsaa indrømmes, at Folkeskolelæreren kan misbruge sin Stilling; men hvad kan der til syvende og sidst ikke misbruges? Bogtrykkerkunsten er en endnu vældigere Stormagt, men hvorledes kan den ikke misbruges? Hvad Garanti har man for, at de Lægprester, som gaa ud over Landet mellom Aar og Dag forat virke paa et ganske anderledes betydningsfuldt Omraade, virkelig have Kald til sin Gjerning, og at de ikke misbruge sin Magt? Ja, Kontrollen selv, de kontrollerede Skoler og de autoriserede Lærebøger kunne jo hævde forfærdelige Misbrug. Det er os i det Hele taget uforstaaeligt, at man med Aarhundreders Erfaring for Øje kan sætte denne Tillid til Autoriteter over Autoriteter, og disses Dom over og Udvalg af Ideer og Retninger. Det har paa et par Undtagelser nær vist sig, at naar de styrende tog sig af en Ide, da var dens Vælde i Livet allerede Grundfæstet, og det Tryk, Bevægelsen øvede, uimodstaaeligt, og de Par Exempler, man har paa Reform fra Højden, uden Hensyn til, om Trangen i Folket var vaagen og Synet aabent for de nye Ideer, viser bedst, at der intet frugtbart Resultat er at vente af, at man vil Iægge hele udviklingen i Autoriteternes Hænder. Det aandelige Formyderskabs Tid er forbi. Bærer Skolens Virksomhed en Frugt, som Folket finder sig tjent med, saa vil den voxe, om saa alle Autoriteter fordømte den, og har den ikke indre Livskraft i seg, da nytter det lidet at forsyne den med de Styrendes Sanktion. Imidlertid mene kanske de grundtvigske Skolers Modstandere, at de have ført Vidnesbyrd for, at Trangen til en saadan Kontrol alt var tilstede. Der rejstes nemlig den Indvendig mod vaare Folkeskoler, at de vare for nært afhængige af det danske Mønster, at de søgte at udbrede grundtvigske Troslærdomme og i det Hele ikke drev Undervisningen med det fornødne Alvor. Gjaldt nu Protesten virkelig det, den tilsyneladende rettedes mod, nemlig at den norske Skole skulde blive en raa Overførsel af den danske paa norsk Grund uden Hensyn til den norske Folkenatur, der ikke uden Affektation kan indleve sig i de dansk-grundtvigske Former, da maatte man ogsaa give Modstanderne ret. Man maatte fremdeles gaa med dem, ifald de blot vilde nedlægge Indsigelse mod, at disse Skoler brugtes til Fremme af Grundtvigs Mening om Skrift og Tradition, og det er endelig selvsagt, at man maa forene sig med dem i at modsætte sig al letsindig Omgang med unge Sjæle og al Sindsvækkelse, som ender med at sætte Livsskuden paa grund – overhoved i at kræve Alvor og Sandhed i Skolens Gjærning. Men gjælder Indsigelsen ikke blot dette, gjælder den det Grundsyn paa Menneskelivet, som Grundtvig og mange med ham hævder, gjælder den den Tro paa Menneskenaturens Udviklingsevne, den aabne Skjønnhedssans, den levende Interesse for alle Livsrørelser, den Respekt 100for Individualiteten, det Had til ufrugtbar Skoledressur og juridisk Spidsfindighed, gjælder den kort sagt i Grunden det poetiske Grunddrag, som Retningen unegtelig har, – da er det ogsaa slut med Følget. Thi paa disse Egenskaber hviler hele Bevægelsen; de som vende sig mot dette Særkjende, vende sig ganske vist imod Livsmagten i Folkeskolens Virksomhed, de fornegte just det, som vi andre sætte vort Haab til, og det er netop den Omstændighed, at de Mænd, som styre de andre Skoler, vise sig gjennemtrængte af en helt anden Aand, som gjør, at vi umuligt kunne vente os noget Udbytte for Folkeudviklingen afderes Virksomhed – og her ville vi da lade den Bemærkning, vi havde at gjøre om disse Skoler, flyde ind.

Det er slet ikke vor Mening, at disse Skoler skulde være værdløse; tvertom vil den Tilvæxt i Kundskab, Bondegutter her kunne faa, komme vel med; men vi forstaa heller ikke, at disse Skolers Virksomhed kan naa længere end til at give dette lille Tillæg til det Kundskabsforraad, Gutten har faaet i Almueskolen. Det synes os, som det af det foregaaende fremgaar, klart allerede af den Omstendighed, at Skolen ligger formeget paa det gamle Grundlag til at den større Indflydelse paa Gemyt og Karakter kan finde Sted, men selv om det skulde være muligt at forene en saadan Paavirkning med Kundskabsskolens Maal, saa synes de Mænds Livssyn, som styre disse Skoler eller arbeide for dem, at vidne mod, at de ere de rette Mærkesmænd for en ny og frugtbar Folkeoplysning. Det maa vel nemlig ansees for givet, at det er en Kulturgjerning og ikke en Missjonsvirksomhed, som søget fremmet gjennom disse Skoler. Men isaafald møder der os strax den betænkelige Omstændighed, at det pietistiske syn unegtelig medfører en vis Interesseløshed for alle rent menneskelige Livsrørelser og saaledes ikke kan give noget ret Drivkraft til en Virksomhed som Folkeskolens. Men endnu mere haabløs bliver Udsigten til, at der skulde udgaa nogen vækkende impuls fra disse Skoler, naar man husker, hvilket syn paa Samfundsudviklingen denne religiøse Forretnings Mænd aabent hævde. Det synes os da at maatte blive Hvermand klart, at de ikke alene intet ville kunne udrette i Folkesagens Tjeneste, men at det tvertom vilde sætte hele Udviklingen tilbage, om disse Skoler kom i Hænderne paa Mænd af hin religiøse Retning. Vi behøvde i saa Henseende blot at henholde os til Hr. Klavenæss’sHr. Klavenæss: Thorvald Klaveness (1844–1915), cand. theol., en av lederne for den pietistiske fløy i kirkelivet, seinere atskillig mer kulturliberal Udtalelser paa Folkehøjskolemødet – hans Anskuelse kan nok saa omtrent antages at være den raadende inden der Lejr, han tilhører. Og Hr. Klavenæss ‘s Ord gikk ud paa, at den, der bryder ned paa det bestaaende, har samfundsopløsende Tendentser, og at det derfor var uforsvarligt af en Folkehøjskolelærer at optræde mot det Bestaaende. Her have vi altsaa det Grundsyn paa Menneskeslægtens historiske udvikling, som skal bære «den rette Folkeskoles» Virksomhed. Det, man begynder med, er hverken mere eller mindre end en Protest mod hele den Civilisation, som er den historiske Udviklings Resultat. 101Det er ligefrem en fordømmelse af alle de Bevægelser, som gjennem Tidene have hjulpet Folkene fram til det Kulturtrin, hvorpaa de nu staa. Ikke en eneste er undtaget; thi man vil ikke kunne paavise en eneste for Kulturudviklingen afgjørende Samfundsrørelse, som ikke paa den ene eller anden Maade har brudt ned paa det Bestaaende. Alle Samfundsgoder, som vi kunne glæde os ved fremfor vore Fædre, al den Frihed og Oplysning, vi sidde inde med, har sin Rod i saadanne Angreb paa det Bestaaende. Ja, Reformationen selv, som man dog skulde have troet, de Herrer maatte anse for et Fremskridt, var jo et brud med det Bestaaende saa dybt, som man bedst kan kræve det. Og hvorledes skulde ogsaa nogen Fremgang i Udviklingen være mulig uden gjennem en saadan Opposition mot det Bestaaende? En fornegtelse af Individets Ret til at opponere mod den bestaaende Samfundstilstand vilde jo ligefrem føre til, at Menneskeslægten vilde blivet skruet tilbage til Middelalderens tykkeste Mørke, eller den maatte konsenkvent lede til, at man sagde sig løs fra Kulturlivet og fulgte «Brand» paa hans Tog op paa Vidderne. Man kan forstaa, at den Enkelte gjennem en særegen Udviklingsproces kan komme til et saadant Syn, og man kan forstaa ham, naar han da vender sig bort fra alle de menneskelige Opgaver, Slægten arbejder med – men at han, uagtet han har dette Syn, vil være – ikke blot Omvendelsesprædikant, men Folkelærer og styre Skoler, hvis Maal det er at fremme Folkets Medliv i den Kultur, som for han maa være en eneste stor Synd, og at han kan give sig til at redigere politiske Blade og sysle med Samfundsopgaverne med det Maal at fremme og ikke at stoppe Udviklingen – det er og bliver en Misforstaaelse.

Denne Udtalelse i Retning af, at det Bestaaende har guddommelig Sanktion i den forstand, at man ikke tør opponere mod det og søge at rygge det, er ikke enestaaende fra denne Side, men den er tilfulde tilstrækkelig til at godtgjøre, at det blot kan bero paa en mærkelig Uklarhed hos disse Mænd selv, naar de give sig af med en Virksomhed, som den her nævnte, og at det ialfald ikke kan være de Skoler, som grundlægges paa slige Synsmaader, der kunne give Bidrag til at løse den store Opgave, som her foreligger. Det kunde, som sagt, være nok med denne ene Udtalelse, men før vi slutte, ville vi dog fra samme Folkehøjskolemøde fremdrage et lidet Bevis for, hvor uformuende Modstanderne ere til at fatte den Synsmaade, som raader hos de grundtvigske Skolers Forkjæmpere. Vi tænke paa den maade, hvorpaa man opfattede Hr. SchrødersHr. Schrøder: Hans P. S. Schreuder (1817–1882), norsk misjonsbiskop Tanke med hint Citat af Ibsens «Kjærlighedens Komedie»:

«og sejled’ jeg end min Skude paa Grund,
O! saa var det dog dejligt at fare.»

Maa der nu ikke hele vor tørre, spidsborgerlige Snusfornuftighed, hele vor juridiske Spidsfindighed til forat faa ud, at det var Hr. Schrøders Tanke, at en Ungdoms Lystsejlads burde kjøbes med Livsskudens Forlis? Kunde det ikke 102kræves av Folk, der vil virke paa Ungdommens Aandsliv, at de skulde eje saa megen poetisk Forstaaelse, som der skal til for at skjønne, at dette Billede blot var en Illustration af den Sandhed, at man ikke strax skal møde frem med Snusfornuftens Sax, om et gjærende Ungdomsliv ogsaa skulde at sætte en og anden Drøm, som man kan forudse ikke vil holde Livssejladsen ud?

Eller kanske forstod man det, og kanske var det just denne Tanke, man vilde protestere mod? Vi maa da sige, at vi tro, at den Ungdom, som har Evne til at blive varm for Idealer, selv om det ogsaa skulde vise sig, at et og andet af disse dens Idealer var en Drøm, er titusinde Gange mere værd, end den Oldinge-Ungdom, som aldrig seilede efter noget Luftsyn, fordi den overhoved aldrig sejlede, fordi Hjertet aldrig havde et fuldblodigt Slag, Tanken aldrig Fantasiens Flugt, denne Ungdom, som blot har et tusindaarsgammelt Smil, en uforskammet Kritik eller en raa Kaféskjemt for alt, som dens Spidsborgersind, dens fantasislukne Syn ikke kan forstaa. Vi mene ialfald, at det ikke er fra denne Ungdom ligesaalidt som fra de Mænd, da altid ere paa Vagt mod det svageste Pust af en Poesiens Luftning ind i Skolestuen, at man kan vente nogen befrugtende Bevægelse ind i vort Folkeliv. Vi tro tvertom, at Historien har vist, at overalt, hvor Poesiens, Følelsens og Fantasiens Ret fornegtedes, der førte det bare til, at de underkuede Sindsmagter rejste sig og gjorde Oprør. Da man klippede Sjælelivets Skud ligesom Træernes efter Autoritetens Snor, da var Svaret paa denne Synd mod den frie Naturvæxt Rousseau og Revolutionen i 1789.

Kan man nu saaledes ikke med Grund fælde Fordømmelsesdommen over den grundtvigske Skole, og tør man paa den anden Side ikke paa Forhaand fortrøste sig til, at de andre Skoler, «de rette Folkehøjskolen» skulle kunne give Folkelivet noget Fremstød i Udvikling, som er at tale om, saa mene vi, at det er bedst, de begge faar arbejde i Fred og vise sin Livsmagt i sin Gjerning. Vi mene, at man endnu faar vente en Stund, før man dømmer den grundtvigske Skoles Undervisning til Døde. Lad at se, om ikke disse Folk, som komme ud af Folkehøjskolen, ville møde frem med en mere opladt Sans for «Aandslivets Herlighed» og med en større Evne til frugtbar Selvudvikling. Lad os se dem siden i deres personlige Forhold, se dem i Kommunen og i Thinget, lad os se, om det ikke vil synes, at skjønt de i disse to Vintre ikke fik nogen stor Kundskab at bramme med, saa fik de dog en ny Kraft i sig, fik Respekt for Liv og Aand, fik Hjertelag for det, som stort og smukt er, og Alvor i sin Stræben. Lad saa være, at Folkeskolens hele Virkebare bliver at tænde denne Funke i Sjælelivet og bare at «aabne et Udsyn paa Menneskelivet» – der er dog mere vundet ved dette varme, vækkende Bølgeslag ind i den unges Sind, end en Remse Historie og Geografi ind i hans Hjerne. Hint kan dog give Stødet til en hel, frugtbar Udvikling; men den Smule øgede Kundskab vil, hvor agtværdig og nyttig den end kan 103være, dog i ni og nitti Tilfælde af hundrede blive et dødt Eje. Vi gjentage det derfor: lad Folkeskolens Gjerning faa gro i Fred, og lad os se, om dens Indflydelse paa disse Enkelte ikke kunde forplante sig videre og bære den Frugt for hele Folket, som det danske «Fædrelandet» spaar om i følgende Ord: «Middelbart vil en Løftelse af Almuen, naar den bliver nogenlunde almindelig, løfte hele Folket højere, ikke blot fordi hin Klasse er den talligste, men ogsaa fordi de Samfundsklasser, der søge og ville vedblive at søge en anden Art og en videre gaaende Dannelse, ville mærke det første Pust nedenfra og erkjende Nødvendigheden af en fyldigere og ædlere Aandens og Hjertets Udvikling for at hævde sin Plads. Alle Klasser ville under disse Bestræbelser drages nærmere mod hinanden i en fælles Forstaaelse, og derved vil hele Folket blive stærkere.»

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X