Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

FRA NORGE

(For Idé og Virkelighed 1872:2)

Det har ofte hændt, at der midt i en Tid, da hele vort offentlige Liv syntes at ligge i hverdagsagtig Vindstille og alle dets Storskibe at have søgt Havneleje, pludseligt er dukket frem en Sejler med spilte Duge og vajende Flag, og før man har vidst et Ord af, har Søen saa begyndt at gaa høj, og dukkende Sejl har stevnet frem fra alle Kanter.

Alle, som er mindre kjendt med de Vilkaar, vort Samfundsliv vokser under, vil være tilbøjelige til at forklare et saadant Fænomen eventyrligt: man vil søge Aarsagen til Stormens Opkomst og de mange Smaasejleres Bølgedans i en lønlig Trolddomsmagt ombord i hin første enslige Kutter, istedenfor at sætte dens og de andre Skibes Sejllads i Forbindelse med de naturlige Vind- og Vejrforhold.

Det er den utroligt stille, dulgte og sene Vekst, de fleste aandelige Bevægelser har heroppe under Hverdagslivets bindende Sysler, som er Skyld i, at temmelig naturligt fremvoksne Fænomener Gang efter Gang kan komme over os som en styrtende Overraskelse. Vort Samfund kan nemlig dølge en temmelig sterk Uvilje mod de raadende Synsmaader, uden at den paa længe kommer til offentlig Ytring, ja stundom kan det endog være et Mindretals Sympathier, der udgives for «den almindelige Stemning», «den offentlige Mening»; i vide Kredse kan der raade en anden Drift og en anden Overbevisning, der saa en vakker Dag tænder i et varmt Sind og faar sin Ordfører, eller som først i Prøvens Stund aabenbarer sig som en afgjort Utilbøjelighed til at indfri de Løfter, som enkelte Ordførende gav paa hele Folkets Vegne.

104En saadan overraskende Fremtoning var det, da «En Nordmand»,«En Nordmand»: Bjørnstjerne Bjørnson, som under dette pseudonymet tok til orde for en omvurdering av forholdet mellom Frankrike og Tyskland («Signalfeiden») først i «Oplandenes Avis» og siden i «Aftenbladet», tog Ordet for et nyt Syn paa «den tydske Sag.»

Der var neppe noget Land – Danmark kanske ikke undtaget –, i hvilket Sympathierne ved Udbruddet af den fransk-tyske Krig var saa overvejende franske som i Norge. Og dette var et ganske naturligt Forhold. Det, man heroppe først og fremst hugsede, var nemlig den Uret, Danmark nys havde lidt af Tydskland, og det, som nærmest interesserede En i Kampen mellem de to Stormagter, var de Følger, dens Udfald vilde have for vort Grandefolk. Thi lige siden det var bleven klart for Folket heroppe, at Danmarks Kamp blot gjaldt dansk Grund og dansk Folk, fulgte man den med en ganske anden Samfølelse end før og følte den ogsaa mere som en nordisk Sag, end dengang Spørgsmaalet var mindre grejt, og Kampens Maal og Danmarks Ret laa taagesløret for vort Syn. De varme Ønsker for Frankrigs Held var saaledes dengang Udtrykket for vort Hjertelag mod Danmark. Siden, da den ene overraskende Begivenhed efter den anden erobrede Opmærksomheden for selve det fransk-tyske Opgjør, som holdtes, og for de almindelige Kulturspørgsmaal, som dæmrede frem over Kampen, vedblev Stemningen fremdeles at omfatte Frankrigs Sag med afgjort Forkjærlighed – selv førend de mange Nederlag endnu havde kaldt tillive den Medfølelse, Ulykken altid vækker. Paa dette Punkt kunde man vistnok fra enkelt Hold høre som en svag Hvisken om, at Begivenhederne opfattedes med en utilgivelig Trangsynthed heroppe og bedømtes med en eksempelløs Partiskhed, der blot saa lidende Uskyld paa den ene Side og barbarisk Rovlyst paa den anden. Men disse spæde Ytringer af Tvil om, at alt stort og sandt, som Menneskeheden har vokset frem paa, kjæmpede med de Franske og at alt hemmende, lavt og uselt taagede frem med de Tyske, blev øjeblikkelig kvalt under den raadende Stemnings Havdønninger. Her var blot Ordlyd for en Sympathi med Frankrig, der lignede Forgudelse og en Uvilje mod Tyskland, der steg til blindt Had. Alt, hvad der kom frem om Sagen, bares af en Uformuenhed til at se baade Styrken og Begrændsningen hos de Nationaliteter, som her holdt et verdenhistorisk Stevne, og af et saa fordomsbundet Syn paa de kjæmpende Folks Udviklingsgang og historiske Stilling, at der slet ikke kunde være Tale om at gjøre hver især Ret og Skjel, end sige om at se hele Kampen i det klarnende Ideernes Lysfald, der ene kan løfte Betragningen op af de blinde Instinkters Taagehav. Denne Brist paa Evne til at arbejde sig op til et uhildet Syn paa Kampen, var saa dyb, at et enkelt Blad – «Norsk Folkeblad» –, hvis politiske Artikel skreves af en kundskabsrig og talentfuld Historiker,en kundskabsrig og talentfuld Historiker: Ernst Sars i den Grad søgte at forklare en Sejr ud af hvert eneste fransk Nederlag, at Folk paa Landet, der fik hele sin Kundskab om Begivenhedernes Gang fra dette Blad, længe efterat Kampens sande Udfald var 105kjendt af alle andre, endnu gik og ventede paa, at de franske Kanoner skulde gjøre Ende paa de tyske Løgnsagn om Preusserørnens Sejre. Og fra det private Liv kunde jeg fortælle om Forhaanelser af Tyskere og deres rosværdige Fædrelandskjærlighed, som man maa blues ved at tænke paa, og som jeg ikke mindes at have hørt noget Sidestykke til fra Danmark, hvor et saadant Udbrud af Uvilje dog vilde have været ganske anderledes naturligt og tilgiveligt end her. I det hele tør jeg sige, at det første Glimt af en dybere Forstaaelse af Kampens historiske Grunddrag trængte herop med, hvad nærværende Tidsskrift i sine «Tidsbetragtninger» bragte frem om Sagen.

Spørger man om Grunden til dette, mildest talt, uhyggelige Forhold, da slaar det ikke længer til at søge Forklaringen i Samfølelsen med Danmark. Laa den lønlige Drivkraft for de franske Sympathiers Overvælde her, da kunde man ialfald saa nogenlunde forsone sig med det herskende Tyskehad som den Harmens Overdrivelse, der er saa naturlig, efter at man har været Vidne til en saadan Krænkelse af et Frændefolks Ret som den, Tyskerne nys havde gjort sig skyldig i. Men man kan ikke med Sandhed søge den fulde Forklaring her. Den maa derimod søges i visse sejge Traditioner i vor Dannelse, der kunne gaa og spøge saalænge og med ét vinde et saadant Vælde over det almindelige Syn i et Samfund, hvor Flertallet af de Dannede er ukjendt med den nyere Udvikling i de europæiske Kulturfolk og med det Lys, som vor Tids Forskning har kastet over deres tidligere Historie.

Vi staar som de fleste Europas Nationer i dyb Taknemmelighedsgjæld til det franske Folk. Vi maa takke det for de store Friheds- og Lighedsideer, der, om de end ikke først er dukkede frem i det franske Folk, dog her fik den Aflempning, som beredte deres Sejrstog over Europa. Paa disse Frihedsideer er vor Grundlov bygget, og fra den samme Udgangsstation har der ogsaa siden rullet mange frisindede Tanketræn ind i vort Samfundsliv. Vi har desuden som saamange andre Folk været troldbundne af Beundring for de glimrende Krigsbedrifter, som har spredt en saa bedaarende Glans over det franske Folk. Det franske Aandslivs direkte Indflydelse paa vort har neppe været overvældende stor – vi har tvertom været ganske anderledes aandsbundne af Tyskland –; men det franske Folk er gjennem sine Frihedskampe og sin Krigssaga blevet vort Helte-Folk, som vi mindre har studeret og bedømt end beundret. Det blændede og betagende i den franske Aand har tvunget os i Knæ selv da, naar de Ideer, den satte ud i Verden, de Tilstande, den grundlagde, og de Bedrifter, den slog ud i, netop maatte faa os til at føle, hvor lidet den var i Slægt med vor, maatte aabenbare os dens Begrændsning og give os Frygt for dens Verdensvælde. Det er, som om den levende og lysende Begejstring, som der er over det franske Folk, selv da naar den omfatter falske Idealer og flammer over alt andet end priselige Bedrifter, 106har en saa forunderlig Magt over Sindene, at intet formaar at rokke Troen paa, at Frankrigs Sag altid maa være Civilisationens, at det franske Folk er det eneste, som har Respekt for andres Ret, Samfølelse med andres Nød og Vilje til at kjæmpe for andres Sag – kort sagt Evne til at gaa i Ilden for ideale Kampmaal. At mer end et Træk i Frankrigs Historie giver dette Folk vakre Vidnesbyrd om Ridderlighed, er ogsaa vist nok, og det er langt fra min Mening, at ville laste de franske Sympathier i og for sig. Men de har for vort Vedkommende ført til en Opfatning af Historien i fransk Aand og dermed til en Mangel paa Forstaaelse af andre Folkeslags politiske Udvikling, som nødvendigvis maatte komme til at omtaage vort Omdømme, naar Verdensbegivenhederne en vakker Dag lagde et Folkeopgjør som det tydske-franske ind under vor Eftertanke.

*

Der er vistnok mer end én Grund, som gjorde det umuligt, at vore Sympathier kunde staa paa tydsk Side. For ikke at tale om den Harme, som endnu kogte i os over Nordslesvigs Tab, saa laa der i den Omstændighed, at den tyske Rejsning og Samlingskamp tillige blev et Knæfald for den preussiske Soldateraand, og i det brutale Overmod, som slog frem af det tyske Folks Sejrsglæde, noget, som baade maatte indgyde os Frygt for dette Folks uhindrede Fremgang og give os Afsmag for dets patriotiske Begejstring. Men der er langt fra at have en simpel Forstaaelse af et Folks historiske Vilkaar, fra at kunne sætte sig ind i dets Sindstilstand og Tankegang – til at føle Sympathi med dets Færd. Og det er denne simple Forstaaelse, som savnedes heroppe og savnedes væsentlig paa Grund af vor Forgudelse af det franske folk og paa Grund af det vrange historiske Syn, denne forgudelse gav os. Under hele den tyske Samlingskamp, ligesom under det paafølgende Opgjør med Frankrig, blev det saaledes af dem, som skulde retlede Opfatningen herhjemme, knapt nok med et eneste Ord nævnt, hvad dette samme Tydskland har lidt i sin Splittelse, og hvilke forsmædelige Ydmygelser det har at mindes Frankrig fra gammel Tider. Jeg ved ikke af, at her var en eneste En, som var storsindet nok til midt under al den Forhaanelse, som blev Tydskerne tildel, at minde om, hvordan et Folk, der er udrustet med slige Betingelser for at være en Stormagt som Tyskerne, men som af indre og ydre Grunde dog har maattet føre en politisk Tilværelse, der ligefrem har gjort det til Latter og Løjer mellem Folkene, hvordan et saadant Folk, naar det endelige vaagner til levende Følelse af sin Fornedrelse, maa være tilmode. Her var ingen, som vovede at minde om, hvor rimeligt det er, at dette Folk vil være tilbøjeligt til at kjøbe Enheden og Styrken udadtil selv paa meget dyre Vilkaar, og at da, naar det omsider faar Afløb for den længe samlede Harm og Hevntørst mod det Folk, som næst det selv har haft størst Del i dets Afmagt, ikke just vil fare med Lempe, men bedre mindes sine egne Ydmygelser med andres Ret.

107Det er nu vist nok, at denne nationale Rejsning med Hevnlystens Drivkraft paa Bunden, var et alt andet end opbyggeligt Syn; det er saa langt fra, at den har afsløret noget folkeligt Engle-Aasyn og givet os nogen Tillid til den tyske Kultur, at den tvertom har blottet meget stygge Drag i den tyske Folkenatur og givet os et overraskende Eksempel paa, hvor megen Intelligens og Granskerflid der kan være paa et samfunds Høider, uden at den her raadende Dannelse har nogen Magt til at sendesende] rettet fra: sendt (trykkfeil i papirutgaven) tilsvarende sindsforædlende Indflydelser ned i Folkets store Mængde. Og ifald de ordførende heroppe havde søgt at lede os til Forstaaelse af de Særegenheder i den tyske Natur og den tyske Dannelse, som laa til Grund for disse utrivelige Fænomener, da kunde vi have faaet en frugtbar Lære deraf. Og ifald man hadde prøvt at give de franske Sympathier en lignende Retledning i en kulturhistorisk Betragtning, istedenfor at drive dem ind i tankeløse Overdrivelser, da havde vi ikke siden siddet fortabt i en endeløs Forbauselse over alle de Vidnesbyrd om tyk Uvidenhed, iskold EgoismeEgoisme] rettet fra: Egiosme (trykkfeil i papirutgaven) og sædelig Opløsning i det franske Folk, som siden kom for Dagen.

*

Men ingen af Delene skete. Vi saa lige fordomsblinde paa begge Folk; vi sad med en ligesaa tom Forstaaelse af den hævnlystne tyske Folkerejsning under den preussiske Korporalstoks Kommando, som af det aandelige Tilbagetog fra alle Indbildninger om intellektuel Overlegenhed og militær Uovervindelighed, som var den første Vindning,Vindning] rettet fra: Vindding (trykkfeil i papirutgaven) Franskmendene høstede af sit Nederlag.

*

Den ligefremme Følge af denne Mangel paa Forstaaelse og af denne blinde Fanatisme, som ikke tilbødtilbød] rettet fra: tilbod (trykkfeil i papirutgaven) mer end én Anskulese at faa Ordlyd, var, at her samlede sig lummer Luft. En Sympathi, der i en saa høy Grad er et Vaneprodukt, og som støttes af saa ensidige Fremstillinger, som vor for den franske Sag, og et Had, der er saa blindt som vort til Tyskland, kan ikke i længden have uindskrænket Enevælde i et Samfund, selv om det ligger saa langt undaf de store Kulturveje som vort. Der vækkes snart en Tvil hos dem, som staar mere frit af de gængse Fordomme, der aabnes lidt efter lidt et friere historisk Udsyn, og snart er der en voksende Uvilje oppe med den raadende Stemning, og der melder sig omsider en Reaktion, som kanskje vil blive blind og ensidig i samme Mon, som den første Bevægelse var uklar og usand. Med den sene vekst, som alt har heroppe, var det vistnok umuligt at sige, naar Modslaget vilde ytre sig; men alle følte, at det maatte komme engang, og nu er det kommet.

*

Ser man bort fra de individuelle Anlæg og de personlige forhold, som have været medvirkende i «En Nordmands» optræden, saa kan det trygt siges, at hans Ord i denne Sag – forsaavidt det gaar ud paa at fremme en retfærdigere Vurdering af det tyske Folks nationale Rejsning – giver Udtryk for Meninger og Følelser, der længe har haft en stille Vekst i mange Sind.

108Men længere end hit gaar neppe heller det Medhold, «En Nordmand» har fundet. Man er ganske vist med ham i at kræve den Signalforandring, som ligger i, at man slipper sine Fordomme og viser det tyske Folk Rætferdighed, som man for sin egen Skyld bør vise enhver Nation, enten man har Opgaver sammen med den eller ej, og som endog Franskmændene selv ialfald tildels viser (se en Franskmands Dom om de tyske Soldater meddelt i dette Tidsskrift Fotnote i papirutgaven: I April-Heftet for indeværende Aar. Red. Benytter Leiligheden til at gjøre opmærksom paa, at Originalstedet til de meget omtalte «sterke Psalmer» findes i Frandskmandens eget Udsagn S. 400; kun Overdrivelsen og Forvanskningen mangler.). Men gaar han videre og kræver, at Danmark efter den saare Erfaring, det nu har gjort, ogsaa skal skifte Signal i den slesvigske Sag og erklære sig rede til at nedramme sorthvide Garantipæle indenfor sine egne Grænser, da bliver hans Følge vistnok ikke stort – ikke alene blandt dem, som har været med at hylle det fransk-tyske Opgjør ind i et historisk Bælmørke for os, men ogsaa blandt dem, som ønsker, at vort syn paa Tysklands Folk og Forhold maa blive klarere end før. Blandt disse sidste gives der ogsaa mange, der ikke tør være med i det store Fremtidssynernes Tog, som «En Nordmand» ser stige op bag Signalforandringen, og den bedre Forstaaelse, den skulde indlede. Det forekommer mange, som om han ser det Nyliv i det tyske Folk, som maatte betinge vort Samlag med det, i altfor nært Gry. Det er muligt, at det tyske Folk efter at havet fuldbyrdet sin Samling, og saasnart det føler sig trygt i sin politiske Stilling, vil komme til bedre Besindelser paa sine Pligter mod de fremmede Nationaliteter, det har indenfor sit Omraade, og at det vil vokse ud af Preusseraandens Trældomsaag. Men endnu gjærer der stygge Instinkter i Dybden af det tyske Folkesind, og endnu har man ikke seet stort af den Ridderlighedsaand og det Frisind, som skulde indestaaindestaa] rettet fra: Indestaa (trykkfeil i papirutgaven) for, at Tiden til at søge Samfund med det tyske Folk er nær. Thi endnu er ikke Uretten mod Danmark bødet, og hverken den Kristendom, hvis Sag den preussiske Ørn har taget i Værn, eller den Folkefrihed, som de tyske Demokrater i Forbund med «Internationale» forkynder, er Højdemærker af den Slags, at vi kan ønske, Nordens Folk skulle styre efter dem. Men ingen ved endnu, om de enkelte frisindede Lovforslag fra den allersidste Tid, ikke varsler om, at en nyny] rettet fra: nu (trykkfeil i papirutgaven) Aand er oppe.

Der kunde vistnok endnu være meget at sige om «En Nordmands» Drøftelse af den tydske Sag ogog] rettet fra: om (trykkfeil i papirutgaven) det Røre, den har vakt heroppe. Det var imidlertid ikke min Tanke i dette Brev at gaa nærmere ind paa Emnet; jeg ønskede blot at gjøre opmærksom paa, hvor man efter al Rimelighed maa søge Forklaringen til «En Nordmands» Optræden og til det delvise Synsskifte i Opfatningen af den tyske Rejsning og til det Omslag i Sympathierne, som maaske mere og mere vil komme 109tilsyne. Jeg kunde altsaa lade det blive med disse Linjer; men før jeg slutter, maa jeg dog omtale en andenanden] rettet fra: andens (trykkfeil i papirutgaven) Nordmands, en «poetisk Professors»en «poetisk Professor»: Andreas Munch (1811–1884) fikk i 1860 dosent- og i 1866 professortittel og lønn. Det dreide seg i virkeligheten om en diktergasje; han holdt aldri forelesninger for os meget harmelige Optræden i Anledning af denne Sag. Vi kan forstaa det, naar danske Mænd nedlægger Indsigelser mod meget og mangt i «En Nordmands» Artikler om den tyske Sag, om vi end synes, at det er skeet i unødigt bitre uskaansomme ordelag. Vi kan forstaa og ære fremdeles et varmt Stemningsudbrud som Pauline Worms i «Fædrelandet», om vi end tror, at der i Harmens Hede falder ufortjente Ord. Men vi kan ikke berge os mod en Følelse af dyb Indignation, naar en af Tiden agterud sejlet norsk Digter benytter den velkomne Anledning til at give Signal til alle de onde Magter i vort Samfund, der bare lurer paa Lejlighed til at vække Mistro til den voksende Selvstændighedsbevægelse heroppe, en Selvstændighedsbevægelse, der simpelt hen omfatter alt, hvad der har Livskraft i vort Folk, og som netop er Vidnesbyrdet om, at vi var den Frihed værd, som vi fik ved Aarhundredets Begyndelse. Naar Hr. Prof. A. Munch griber denne Lejlighed til med svigtende Røst, i vasne, tanketomme Vers at beskylde de Danske for selv at have «opklækket den Lindorm, som vender sin Braad mod det danske Folk», og bebrejder dem, «at de har anseet hans Sprogfordærv og hule Frase for ægte norsk» – da er dette nemlig noget mere end et Udbrud af galdebitter Avindsyge over den større Digters større Fremgang. Vi ved alle, at det er hele hin nationale Bevægelse, der har drevet den nye Digtning frem, der har renset vort Maal og paa alle Omraader har ført vort Aands- og Saamfundsliv ind i Hjemligere Spor, som den gamle Digter med sitt slugte Syn for vort Folks Fremtidsvilkaar vil hverve fremmede Forbundstropper mod. Vi véd ogsaa, at han herhjemme kan gjøre Regning paa et talrigt Følge af Mænd, der ligesom han gjerne vilde benytte de Danskes Uvilje mod den enkelte Mands Optræden i en enkelt Sag til ogsaa at gjøre denne Mands Digtning og hele den aandelige Bevægelse, den er udsprunget af, ukjær for det danske Folk. Det bliver derfor simpel Pligt at nedlægge Protest mod denne uværdige Appel til de Stemninger, Døgnets Kastevinde driver op, det bliver en Pligt at Minde om, at det er det danske Folks Ære og det bedste Varsel for et godt Samliv mellem de to Lande i Fremtiden, at den nationale Selvstændighedsbevægelse heroppe, uagtet den tildels maatte blive en Opposition mod en overmægtig dansk Indflydelse, dog vandt en dyb Forstaaelse og en varm Sympathi dernede, og at den Digtning, der betegnede Bevægelsens Gjennembrud paa et enkelt Hold, fandt Hjem dernede, mens den endnu forkjetredes i det Land, hvis Stolthed og Glæde den burde være.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.