[BJØRNSTJERNE BJØRNSON: FORTÆLLINGER]

(Aftenbladet, 11. mars 1873.)

Hr. Bjørnson er, som bekjendt, ingen fredelig Forfatter; han tillader ikke Læseren at sidde i en behagelig Jernbanedøs og se de skiftende Billeder danse forbi Vinduene; hans Fantasi er af en egen paatrængende Natur; den tager En med Vold og Magt og kaster En hovedkulds i den friskeste, varmeste Virkelighed, og i det, som her sker, maa vi være med afaf] rettet fra: at (trykkfeil i papirutgaven) hele vor Sjel, vi maa gjennemleve Forventningens Uro, Tvivlens, Sorgens og Angerens Kval ligesaafuldt som Oprejsningens 119og Forsoningens Glæde. Det er ikke blot en sympathivækkende Skildring, vi læse, men et Stykke idealt forklaret Menneskeliv, vi gjennemleve; vi opleve hele Historien i os selv, og naar vi saa er færdig, slipper ikke Indtrykket os; Digtet har endnu Oplevelsens Magt over os, vi sidde inde med Erfaringer, som ikke saa let lade sig glemme, og vi føle, at der er stillet til os et personligt Krav paa ideelt Liv, som vi have vanskeligt for at vise fra os.

*

Der findes nu ganske vist blandt Bjørnsons Verker mange, hvori enkelte af de her nævnte Egenskaber ere langt mere fremtrædende end i «Brudeslaatten». Flere af hans Fortællinger og Dramaer har saaledes en større sykologisk Rammekraft og en ganske anden Evne til at vække vor Selverkjendelse, at naa vort Viljeliv og at faa en opdragende Magt over os. Og dette er Egenskaber ved Digtningen, som vi ikke vurdere ringe. Vi ville ganske vist hverken have en belærende Reflexionspoesi i den gamle smag eller en grov Tendensdigtning efter de nyere sociale og religiøse romaners Mønstre; vi ville overhoved ikke, at Digtningen, skal trælle under dette eller hint Nyttigheds-Hensyn; thi naar Fantasien ikke faar blomstre frit, naar det umiddelbare Syn mere eller Mindre slukkes, da taber Digtet sin egentlige Livsnerve, taber det, som gjør, at denne Forkyndelsesmaade faar Selvoplevelsens Magt over os og saaledes under visse Vilkaar kan øve en større Virkning end nogen anden. Men paa den anden Side kunne vi ikke negte, at vi tro, den Digtning har størst Livsret, som i sin egen naturvoxne Udfoldelse bringer os saadanne sjælelige Erfaringer, der faa Magt i vor sædelige Udvikling og styrke vor Vilje til at leve lidt Poesi ind i vort eget Liv – det vil her ikke sige at bedrive Afguderi med skjønne Indtryk – men at være vaagen og varm for det store og sande og at give vor ideale Erkjendelse Udtryk i vort personlige Liv. Men maa man end indrømme, at Bjørnson i denne Retning har opnaaet mere i mange af sine andre Bøger, og at den Virkning, Brudeslaaten, øver, fornemmelig er en sindsforfriskende,sindsforfriskende] rettet fra: sindsforsfriskende (trykkfeil i papirutgaven) saa staar den derimod i rent Digterisk Fuldendthet ganske i Højde med hans øvrige Frembringelser. Den er digtet op af den samme sunde Virkelighedssands og med den samme mærkværdige Fantasiens Evne til at gjøre alt livagtigt nærværende og plastisk anskueligt. Den ejer i det Hele et saadant Fond af den varmeste, dejligste Poesi, den gjør os under Læsningen saaledes til Mennesker fuldt ud og tvinger os saaledes til at leve med i sunde, varme Menneskers Sorger og Glæder, at vi selv gaa sunde og varme fra Digtet, gaa fra det med Mod og Tro paa Livet. Og dette er sandelig ikke lidet i vore Dage, da Fortvivlelsen, ikke den sunde til fornyet Viljeanstrengelse førende, men den haabløse, i Vanvid eller Sløvhed endende Fortvivlelse synes at være den inspirerende Magt i Digterne, og da Afsmag for Livet og fuldkommen Trøstesløshed følgelig ogsaa er den Stemning, disse Digters Bøger efterlade i Læseren.

120Den noget lange Indledning tjener til at gjøre os kjendt med den Slægt, i hvis Liv Brudeslaatten er blevet indspillet, og med hvis Skjæbne den hænger sammen. I den rige Tingvoldslægt er engang en fattig Husmandsdatter bleven indgiftet, og hendes Fader, Ole Haugen, lager ved denne Anledning Slaatten, men lader det Ord følge med, at den ikke skal blive til Glæde for den Brud, der ikke følger den ligesaa glad som Plads-Jenten fra Haugen. Fra den Tid er den Tingvoldsættens Brudeslaat, paa Tingvold bliver den «trallet, skraalet, blistret, blaast, spillet fra Stue til Stald, fra Jorder til Udmark.» Den indvier endnu engang en «Mesalliance», men det er et Kjærlighedens Forbund, og dens Tone lyder endnu friskere end før paa Ættegaarden. Men saa hender det, at en Søn paa Gaarden faar en Hustru, der ikke tager ham af Kjærlighed, men for Gaard og Grunds Skyld og efter Slægt og Venners Raad. Hun følger Slaatten grædende til Kirke, hun hører det hviske efter sig, at hun har solgt sig, og fra nu af dør Brudeslaattens Tone ud paa Gaarden, der bliver sorgtungt og stille, hvor der før var saa frejdigt og muntert. Det er Forbandelsen, som rammer. – Dette er Indledningen, sælve Fortællingen er nu Brudeslaattens Gjenopvækkelse i Ætten, Forbandelsens Udslettelse derigjennem, at en Datter af hende, som flyttede ind paa Tingvold med en Usandhed i sit Liv, og som rammedes af Spillemandens Spaadom, er tro mod Slaattens Tone, vælger af Kjærlighed og vælger en Ætling af ham, som lagede Slaatten, en frisk og frejdig, selvhjulpen Natur, en Mand, som Tingvold-Folket allersidst vilde tage ind til sig, fordi de føle, de have forsyndet sig mod ham. Men de tvendes Forbund er dem for stærkt i sin indre Sandhed, de bøje sig og har derved igjen givet Kjærlighedens tabte Sangtone sin ret i Slægtens liv. Dette er gangen i Fortællingen. Grundtanken er ikke ny; men den Maade, paa hvilken Digteren fører de to unge sammen er overraskende vovsom. De elske hinanden og findes efter et eneste Møde. Det er nu altid en vanskelig sag at faa Læseren til at tro paa den Kjærligheds Dybde og Sandhed, som er tændt i et eneste Møde; men naar det gjælder vore Bønder med deres strenge Begreber om det sømmelige og deres store sjælelige Blygsel, skal der virkelig en sjelden Kunst til forat løse Opgaven. Og dog forekommer det os, at det her er gjort til Fuldkommenhed. Digteren har ladet Mildred voxe op under saadanne Vilkaar, at man uvilkaarlig føler, at Ole Haugen paa Forhaand maa være hendes Ideal, han harhar] rettet fra: var (trykkfeil i papirutgaven) desuden ladet Mødet finde Sted paa en Tid, da hun er fuld af Trang til Kjærlighed og Hengivelse, og endelig er Hans Haugen selv skildret saaledes, at han med første Syn indgyder urokkelig Tiltro. Og paa den anden Side er det hendes tillidsfulde Hengivelse, der garanterer for hendes Kjærligheds Styrke, naar en Kvinde med hendes Opdragelse kan glemme alle Bondens Sømmelighedshensyn, da maa den Lidenskab, der tændes i hendes Indre, have Sandhedens Magt, og han føler sig saa tryg i hendes Kjærlighed, som om den havde staaet en aarlang Prøve. Men med sit skarpe Syn for Bondens Natur 121og Sæder har Digteren ladet alle de Betænkeligheder, som i Mørkets Stund ikke kunde komme til Orde, siden rejse sig i Mildred med tifold Magt og blande den bitreste Skamfølelse ind i Kjærlighedens Lyksalighed. Denne hendes Kamp, hendes Forhold til Søsteren, mens den staar paa, og dennes fornøjelige Iver, Beundring for Søsteren og for hendes Forlovede, hendes Glæde over det, som er hendt, hele hendes Tur over til Haugen for at hente Hans, deres Tilbagekomst til Sæteren, og de to Nyforlovedes første Udtalelser er baade i indre poetisk Rigdom og i kunstnerisk Udførelse et Digt af første Rang. Endelig er Slutten, de to Unges Gang til BygdenBygden] rettet fra: Gybden (trykkfeil i papirutgaven) og Mødet med Forældrene et nyt Bevis paa den ganske overordentlige Naturtroskab med hvilket Bjørnson forstaar at gjengive vore Bønders Maade at tale og te sig paa ved slige Lejligheder. Her findes ikke et eneste Sprang, en eneste Uklarhed i Fremstillingen af de Følelser og Tanker, som under Mødet skifte i disse Menneskers Sind, og dog er det en saa knap Brug af Ordet forat gjøre disse Bevægelser gjennemsigtige, at man uden videre kan sige, at der i den Samtale, som føres, ikke forekommer en eneste Ytring, som ikke maatte falde netopfalde netop] rettet fra: falde netop falde (trykkfeil i papirutgaven) saaledes, naar Mennesker af denne Sort skulde udtale sig under de samme Vilkaar i det virkelige Liv.

Der kunde endnu være mange Skjønheder i det enkelte at fremdrage og mangen Sammenligning at anstille mellem denne Fortælling og Digterens tidligere Arbeider, men det, som her er nævnt, maa ialdfald være nok til at berolige de Frygtsomme og til at bringe dem til at skifte et Bekjendtskab, som de ville have Gavn og Glæde af.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.