Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

NORSKE FORFATTERINDER. FRU COLLETT

(Aftenbladet 21. sept. 1869)

I.

Fru Collett udgav for nogen Tid siden en Bog, som hun gav den vemodige Titel: «Sidste Blade.»«Sidste Blade»: Camilla Colletts Sidste Blade (I) utk. 1868 Skjønt disse faldende Blade ingenlunde bære saadanne Mærker, at de skulde varsle om det sidste Drys og overhoved ikke har stort mere af det høstlige end hendes øvrige Verker, nemlig den ejendommelige Mindestemning, som hviler deri, at hendes Forfatter-Virke mere er bleven at skrive Minde-Blade over et Liv, som ikke blev, hvad det kunde være bleven, end et ligefrem fuldblodigt digterisk Udslag af det, – saa er det paa den anden Side ikke vel tænkeligt, at hun herefterdags skulde udvikle nogen ny Side af sin Begavelse, og disse Blades Fremkomst kan derfor ret vel tages som en Lejlighed til at aabne et lidet Tilbagesyn paa hendes Forfatterskab.

Det, som Forfatterinden i sit første Verk har sit Øje fæstet paa, er det private, huslige og selskabelige Liv, og først og fremst Kvindens Stilling i dette. Og Resultatet er, at hun finder, at det hviler paa den raaeste, utryggeste Grundvold. Det er især den gjængse Opfatning af Kjærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde, hun prøver i Idealets Lys. Selv Kvinde og med et sjeldent klart Syn paa sit Kjøns ejendommelige Vilkaar, og med en levende Tro paa Storheden af Kvindens Kald møder hun fra alle Sider Theorier, der vistnok ikke aabenbart, men tilsløret nedsætte Kvinden til et Inventarium, et velordnet Hus ej bør savne, og en Praxis, som kaster den sidste Rest af Skin, aabenlyst fornegterfornegter] rettet fra: fornegeter (trykkfeil i papirutgaven) alle ideelle Krav og begynder med at slaa en tyk Streg over den første Betingelse for, at 26Kvinden kan være, hvad hun kan og skal. Her var rig Høst af bitre Erfaringer paa nærmere og fjernere Hold, og i denne Retning, som ogsaa i mange andre, har Fru Collett virkelig «taget Riset op» efter Welhaven, som i sine Soire-BillederWelhaven … Soire-Billeder: «Soirée-Billeder» i Welhavens Nyere Digte, 1844 har en liden «Amtmandens Døtre» paa Vers, ligesom det samme Ris videre er svungen over Kjærlighedsforholdets Mangel paa Idealitet af Ibsen i «Kjærlighedens Komedie.»Kjærlighedens Komedie»: utk. 1862.

Fru Collett har sagt om sig selv, at hendes Evne egentlig ikke er Digterens, men en anden. Havde hun faaet følge sit Kald, er det rimelig, at hun fra Scenen vilde have givet mangt et fyldigt Billede af den sande Kvindelighed i hele sin Skjønhed og Magt, mangt et Billede, som vilde være gaaet vækkende og løftende eller stille mindende ud i Livet, vilde have holdt Dom med Idealets Myndighed eller hjulpet de mange vege og vaggende af hendes Kjøn,de mange vege og vaggende af hendes Kjøn: allusjon til bisp Nikolas’ gjenferds ord i femte akt av Ibsens Kongs-Emnerne, 1863, der det heter: «Gaar til sin Gjerning de norske Mænd / viljeløst vimrende, ved ei hvorhen, – / skrukker sig Hjerterne, smyger sig Sindene, / vege, som vaggende Vidjer for Vindene, –» som bare trænge et Ord, et sandt, et hjertevarmt, et modigt Ord eller Billede forat staa imod og værne om sit dyreste Eje, sin Kvindelighed. Men denne Vej var stængt for hende, og hendes Opgave blev nu en anden. Hun maatte holde et Opgjør med den Virkelighed, som havde kastet Tændstoffet ind i hendes varme Kvindesjel, Flammen af hendes Møde med disse Forhold og disse Synsmaader maatte slaa ud; men det blev nu en blinkende skarp Kritik, en stemningsfuld Polemik og en veltalende Hævden af det ideelle Syn.

De forskjellige Kunstarter ere jo i Slægt; stænges der for Ens Virken i den, hvor Ens Evne nærmest ligger, kan Skabertrangen vel bryde sig et Far ind i en anden, men det bliver altid mærkbart. «Amtmandens Døtre» savner vistnok ikke Drag af virkelig digterisk Skaberkraft, Billeder af levende Væxt, men i det Store taget er den dog et kritisk-poetisk Indlæg i Kvindens «Befrielsessag». Det er det ildfuldeste, hun har skrevet, her ere de fleste varme Strømdrag op af Virkeligheden, her er den største Rigdom paa fine Iagttagelser og her er mange fulde Stemninger; men tager man Bogen for sig og gjør sig ærligt Rede for, hvor egentlig Tyngden ligger, holder man sammen de Steder, hvor det digteriske Syn er slaaet igjennem, saa tror jeg, man vil finde, at det, som fylder og bærer denne 3–400 Sider stærke Bog, det som har varmet og gjæret og arbejdet i Forf. og tilslut sprængt frem dette Udtryk, ikke er en Fantasiens Fylde af levende Billeder, der aldrig give Ro, men med Naturkraftens Vold vil frem og frigjøre sig i Væxt af den størst mulige individuelle Livagtighed, og det, man sidder inde med efter Læsningen som Vinding og Eje, er ikke nye mennesker og nye Forhold og nye Situationer af slaaende Anskuelighed; men man har hørt en Sag udmærket plaidere,plaidere: pledere, argumentere for man har seet usle Forhold og tranghjertede Synsmaader synke sammen i al sin Tomhed, Feighed og Ideløshed, synke sukkende sammen for en Kritik, der rammer som Lynslag, og man har hørt en anden Opfatning hævde i fin Reflexion og sympathetisk Paakalden af vore bedste Følelser, hævde med en 27Veltalenhed, der har Lys af Idealernes Nærværelse, ejendommelig Farvning af Personligheden og den Inderlighedens Magt, som ligger i nært Syn paa Forholdene, og i, at disse Tanker er ligesom truede af hende af en nærgaaende Virkelighed, som hun selv har levet og lidt i.

Det er allerede værd at lægge Mærke til, hvorledes Forf. i denne Bog bærer sig ad forat male Helt og Heltinde frem for os i sin ideale Holdning ligeoverfor de andre sunkne og synkende Mænd og Kvinder, som fylde Bogen. Hun udstyrer dem strax med alle tænkelige, ydre og indre Fuldkommenheder, ligesom Smaapiger udstyre sine første Idealer. Saaledes er Colds Personlighed iført en Elegants og en Ridderlighed, som er ganske i den ældre Romanstil og falder flaut udenfor al Virkelighed. Ganske løjerlige er i saa Henseende tvende Bemærkninger om ham, der gjensidig slaa hinanden ihjel. Der staar et Sted i Bogen, at han paa alle Landture lover at forsyne Selskabet med Vildt; men siden fortælles der, at han er saa nærsynt, at han aldrig fælder en Fugl paa sine Jagtture, ja, paa et tredje Sted hentydes der til at Jagten egentlig er noget alt for lavt og materielt for en saadan fin og aandigt anlagt Natur, og om han end har Geværet om skulderen, saa er Maalet for hans Vandring ud i de vildeste Ødemarker et ganske andet: han gaar nemlig altid med en god Bog i Lommen. Her har nu den ømhjertede Forf. villet plyndre baade Friluftslivet og Boglivet for at pynte sin Helt; hun har villet give ham det interessante baade af Jægerens friske, mandige Færd og at Bogmenneskets stille Aandelighed; men til Straf rører Læserens Fantasi om med et Par tykke Jægerben og en næsten forsvindende spinkel, lærd Overkrop, indtil det hele Billede mattes af i en almindelig farveløs Romaninteressanthed. I samme Stil af de djerve Ben og den aandigt spinkle Overkrop er ogsaa alle de Scener, hvor Cold kommer som den Frelsende Engel mellem Sofie og Brandt, ikke at tale om den fortvivlede Redningsscene paa Sæteren. – Sofies Ypperlighed er sat i Scene paa en lignende Maade. Først alt dette «framifraa» fra hendes Barndom, al denne Grottepoesi og al denne Drivhusaandrighed, som Barnet gaar tilgrunde i, saa disse Forbud fra Kjøbenhavn om hendes Aandsmodenhed osv., og saa tilslut hun selv med alt dette interessante brune Haar og al denne simple Elegants, som Forf. har en ren Svaghed for, – alt dette drager ind i samme Far. Og det er slet ikke saa, at Forf. savner Syn for den slette Romanstil. Før hun beskriver Sofies Værelse, giver hun denne Stil en Kritik, som har god Skik; men da hun saa skal ivej med sin egen Skildring, viser det sig, at denne Kritik var et Udslag af en indre Angst, det var «en Parade i Kvart med et Smil»Parade i Kvart med et smil: fekteruttrykk, defensivt trekk for at bøde for sit eget Verk; thi hun har intet nyt Udtryk fundet. Her er Afmagt i Digtersynet. Alle disse enkelte Træk af Helt og Heltinder slaa ikke sammen ud i en samlet Individualitet, de fortælle enten slet intet, eller de fortælle bare om en vis intellektuel Udrustning, en vis Læsning og en vis 28Opdragelse, uden at det formes ud i en bestemt Ejendommelighed, og baade Cold og Sofie ere mest bare de Organer, hvorigjennem Forf. lader mere ideelle Synsmaader komme til Orde.

Kritikens Overvegt over det digteriske Syn kommer ogsaa frem deri, at hun oftere giver en almindelig Karakteristik af Arten, hvortil den Person, som skal skildres, hører, istedenfor uden videre at føre et bestemt Individ af denne Art levende frem for os («Hun eller han var af den Art Mennesker» osv.) Det samme kan ogsaa iagttages, hvor Personerne ledes frem for os i en bestemt Sindsbevægelse. Denne bestemmes da i sin Almindelighed som Beruselse, Begejstring, Afsky osv., uden at vi faa se, hvordan disse almindelige Rørelser former sig just i dette enkelte Individ, hvad der dog vel nærmest skulde være Digterens Opgave. Er dette fremstillet, trænge vi jo ingen Etiket.

Men afgjørende for Bestemmelsen af Forf.s Forhold til sit Stof ere Dagbøgerne, Sofies, Colds og især Margretas.Margretas: i Amtmandens Døttre er navneformen Margrethe Her føler dog enhver, at det ikke er Forf. om at gjøre, at faa de skrivendes Individualitet til at aabenbare sig i sanselig Fylde for Læseren, men blot gjennem dem ganske abstrakt at faa et vist Syn gjort gjældende. Det er just det særegne ved et Digter, at selv om det, han vil have frem, er vældet saaledes ind paa ham, at det frister ham til polemiske Udfald, til kvas Kritik eller til at sænke sig i grublende Reflexion, saa faar han ikke Fred og Tilfredsstillelse, før Polemikken, Kritikken, Reflexionen er saaledes gaaet tilbunds og igjen er saaledes optagen i individuelle Fremtoninger, at Billedet kan tale for sig selv, og alt, som ikke kan komme med her, ofrer han. Men i disse Dagbøger er ogsaa det, Forf. vil have sagt, kommen fyldigt frem. Det er overalt Forholdet mellem Mand og Kvinde, her sigtes paa. De fleste af de førte Anker ramme endnu, som de vistnok rammede dengang. Det er sandt, vore unge Mænd savne alt for ofte Syn for og Tro paa Kvindens Betydning og sand Agtelse for hende. Man skal ikke lade sig vildlede af, hvad der i festlige Lag frases sammen til hendes Forherligelse. Den hyldest i Tale og Sang, som et festligt Humør spenderer paa hende, siger ikke stort. Endnu mindre betyder en vis Art tom Riddertjeneste, som vises hende i det selskabelige Liv i de større Byer. Den Kvindelighed, som her æres og dyrkes, er gjerne af den tvivlsomme Art, som søges udtrykt i, at vedkommende «trækker sig tilbage i en lige saa uskjøn som uberettiget elegant Uangribelighed,» for at bruge en anden Mands træffende Ord, og de Mænd, som kan finde sig i at svinge Smigerens Røgelseskar for denne uangribelige Skjønhed, kan gjerne have et ganske raat Syn paa Kvinden og det kvindelige, og man skal i Regelen finde, at kommer den Sort Mænd under Indflydelse af Kvinder, saa er denne Indflydelse ikke af det gode. Til at have Fællesskab med Kvinder ere vore Mænd for magelige, de ere ogsaa for utilbøjelige til at gaa ind i de særligt kvindelige Interesser og at gjøre sig fortrolig med hendes særpregne 29Syn, og de blyges i Grunden for at findes i Forhold til hende, paa samme Maade som de blyges for at vedgaa et inderligt Hjerteforhold til det ideelle overhoved, særlig til Poesien, og at tilstaa, at hun har haft Indflydelse paa dem, og at de have lært af hende, vilde de synes stred mod den sande Mandlighed. Paa den anden side vanskeliggjør Kvindens Udvikling eller Mangel paa Udvikling ofte Samværet her hos os. Træffer man hos os paa Kvinder med større Kundskaber, saa har Tilegnelsen ofte været forunderlig gold og har blot avlet Overvurderen af disse Kundskabers Værd og stor Envished i Meninger. De, som liden eller ingen Udvikling have, fjase – ifald det er grunde Naturer – i tomme Interesser, blive «knirkende Maskiner», eller leve sig tidt – naar det er en dybere Natur – ind i et ensidigt Følelsesliv, miste Syn og Sans for alle Livets Rørelser, overhoved for alt, som ikke direkte faar Magt i dette indre Liv, faa Foragt for Mandens stærkere Tænkning og videre Syn og for de Opgaver, han har at løse i Livet, og kræve som Vilkaar for Fællesskab med ham, at han skal styrte sig hovedkulds ind i det samme evige, svimlende Syn ind i egne Følelser, og at han skal dele alt med hende ligetil hendes Fordomme og Fanatisme.

Meget hemmes ogsaa et frugtbringende Samvær mellem den unge Mand og Kvinde af en altid færdig Sladder, der raat forudsætter, at det eneste mulige Sambaand mellem dem er Forelskelsens.

I Colds og Sofies Breve er mangt at dette draget frem, og den, som ikke disse Strejflys give et Gjenkjendelsens Sæt i – ja, han har da aldrig været trættet i disse Forhold, aldrig ydmyget af disse Synsmaader og aldrig harm over disse Mennesker. Men i Margretas Dagbøger falder og det varmeste og vegtigste Ord for Kvinden og hendes Kald, og den Mand, som ikke føler sig som omstraalet af den fine Kvindelighed Ynde i disse Breve, som ikke faar Respekt for den kvindelige Kjærligheds underfulde Skjønhed og Magt, og som disse Breve ikke overhoved vække til Syn for Kvindeværd, og som de ikke gjøre var i hans Forhold til Kvinden – han mangler noget meget væsentligt, og den Kvinde, som de ikke give Følelsen af stor Magt, stort Kald, stort Ansvar, er enten ingen Kvinde, eller hun har gjort noget, som var et Brud med Kvindeligheden – men da er hun og saa ræd disse Breve eller hader dem.

Bogens svageste Side er dens Slut. Den er noget af det pinligste, man kan læse. Her har Forf. ganske savnet Mod og Frihed. Hun har synt Mangel paa Mod deri, at hun har ladet Udfaldet bero paa en Misforstaaelse. Hun har vistnok sat det i Sammenhæng med en Karaktersvaghed hos Helten, men senere hen har hun ikke ret turdet vedstaa, at her var Skyld, og derfor har ikke Angeren lutrende Evne og heller ikke Forsoningens Mulighed i sig. Af Colds og Sofies sidste Samtale fremgaar det, at han ikke fuldt ud føler sin Skyld, men tvertom vil faa det Hele til at være et Vidnesbyrd om sin Følelse, om sjælelig Blygsel, og hun 30har blot manglet et oplysende Ord for at finde Tingen saa temmelig i sin Orden. Det har altsaa været en Misforstaaelse, men en Katastrofe, som hviler paa en saadan, virker udenfor det komiske som oftest bare pinlig. Forf. har vist Mangel paa Frihed, har vist sig som en Træl af sit eget Mismod deri, at hun lader Sofie strande paa det samme Skjær som alle hine. Denne Slut kan Forf. umuligt have digtet for andet end forat mætte sin egen Bitterhed; thi hvad skulde den sige? Meningen kunde være den, at Sofie selv lider af den samme Kræftskade, som alle de andre, og dermed maatte Forf. ville have sagt, at der ikke gives en eneste Kvinde, som virkelig gjør Kravet Fyldest, men var dette Tanken, da maatte Sofie være ganske anderledes holdt fra første Færd af – eller Meningen kunde være den, at Kravet ikke kan gjøres Fyldest, men saa er jo den hele Fremstilling fra Ende til anden en storartet Uretfærdighed.

II.

(Aftenbladet 23. sept. 1869)

I Fru Colletts næste Bog fortsættes Mønstringen af det private, huslige og selskabelige Liv, men det tyngste Hug rammer dog denne Gang vort offentlige Liv. Da disse OktoberfantasierOktoberfantasier: Colletts «Octoberphantasier» ble tr. i hennes Fortællinger, 1860 kom ud, blev Forf. af Kritiken tilholdt at skrive poetiske Fortællinger og ikke at indlade sig paa Samfundskritik. Jeg synes ikke, Bogen giver sand Aarsag til denne Tilrettevisning. Samlingen indeholder tvende mindre Fortællinger, hvoraf den ene (Gjensyn) har mange udmærkedeudmærkede] rettet fra: udmærmede (trykkfeil i papirutgaven) Træk, men den anden (Kongsgaard) er, naar undtages den yndige af fine Barndomsminder flettede Ramme, Gjennemsnitsgods. Oktoberfantasierne derimod ere helt igjennem varmt og vækkende skrevet, og selv om man maa finde, at mangt og meget falder skjævt i Forf.s Syn eller falder rent udenfor hendes Forstaaelse, saa er det dog en aandrig og stærkt bevæget Kvindes Syn, vi faa, og det er nok værd at følge.

Kritiken af vore Samfundstilstande falder i Oktoberfantasierne gjennem Taler, holdte af Kvinder. Forsvaret føres af Fru Betty, Angrepet af de andre. Men Fru Betty er holdt saaledes, at saavel hendes Personlighed som hendes Tale indirekte aabenbarer de Brist, Forf. mener er tilstede. Saaledes siges der om hendes Skjønhed, at den var af den Art, som man kan faa til at gaa op som et Regnestykke, men ingen har følt denne Skjønhed. Forf. mener vel, at der i vort Land er gjort saa meget især for dets materielle Væxt, at man uden Vanskelighed kan regne sig til, at det er et særdeles skjønt og blomstrende Samfund, men det af Aanden, som skulde samle og lyse ud igjennom de nye patenterede Indretninger og Institutioner, er der ikke. Fru Betty er desuden af de arbejdende og «virkende» i vid Maalestok. Hun virker for Kunst og Videnskab, i Missjons- og andre 31Foreninger, ved Bazarer og Baller, ved Fane- og andre Feste, kort ved alle disse Lejligheder, da de flestes Virksomhed er som Mængdens ved en Ildebrand: Driften og Glæden i den er, at man faar føle og vise sin egen Vigtighed. Hun giver i sin Tale en kort, men glimrende Oversigt over Landets Fremgang i de sidste femti Aar, og det maa man sige, Talen er Patent-Gods, man føler strax dens kemiske Slægtskab med knaldende Champagneproppe, Festdekorationer, Festmusik, Festbravoer og andre Festmaaltids-Stemningernes Grundstoffe. Hendes Forhold til Samfundsopgaverne er Tidens. Hendes Tale gjør det samme Indtryk, som Synet af en ny, kompliceret Maskine: de mest flunkende nye af Tidens Stikord staa her ordnede i en Symetri, «der er overmaade behagelig for Indbildningskraften». Politiske og andre Institutioner, Jernbaner, Dampbaade, Chauséer, Skolestuer og Distriktsfængsler, Foreninger og Selskaber til alles Vel og til Helsebod for alle Brist staa her som store, blanke Cylindere, som sikre, tætte Tapper, som store knusende og løftende Hjul, som Stænger og Skruer og glindsende Messingbeslag med berømte Fabrikers imponerende Stempel, og man faar et levende Indtryk af, hvorledes Maskinens samlede Kraft, naar alle disse Hægter og Skruer og Bøjler først ret har faaet omspændt Landet, maa løfte det op til en enorm Højde af aandeligt og materielt Velvære. Der er bare en Ting, denne Tale savner: selvstændigt Syn, selvstændig Tænkning, Selvoplevelse, inderligt personligt Forhold til Gjenstanden.

Gjennem Annas Tale faar denne Lovsang over vort unge Samfund sin direkte Kritik, og Billedet af en anden Tid føres op til Sammenhold. Denne Tale er ganske vist betegnende for Forf.s eget Standpunkt. Forf. «har sine Begreber og Interesser i en Tid, som ligger forud for denne,» og det er vel ikke frit for, at hun stundom synes «rage ubegrebet ind i den nærværende.» Forf. har levet i den første nationale Rejsnings Tid, en Tid, som i al sin Formløshed, sin Raahed, sin vilde Stridslyst, men ogsaa i al sin Naturfriskhed, med alt sit morgenglade Mod paa Livet, kort i al sin Genialitet, er saa storladent udvældet i denne ene Personlighed Wergeland, at den gjerne kan bære hans Navn. Selv tilhører Forf. aabenbart ifølge alle sine Forudsætninger Dæmringspartiet,Dæmringspartiet: Wergelands motstandere, «Intelligentsen», navngitt etter Welhavens Norges Dæmring, 1834 men hun har dog et aabent Syn for denne Tids store og gode Sider: «I denne sin første af Arbejdet endnu ikke kuede Kraft tog Aandslivet et ganske mærkeligt Opsving. Det var en vild, en gjærende, en Stridens, en Splittelsens Tid, men hvilke Kræfter udvikle de der sig ikke i Gjæringen! Hvilken Ild og Begejstring, baaren af de rigeste Forhaabninger! Den Ungdom, som mellem Aarene 30–40 færdedes paa Scenen – – var ikke dannet og poleret, som den nærværende, men den var ung, der var Lidenskab og Poesi i den, og hele Livet havde en saa forunderlig Fart, at selv det ubetydeligste blev løftet og draget med. Det skummede og gjærede overalt og sprudlede over i Sang, Tale og Skrift – – » Men hvordan er nu den Tid, Forf. træder 32op i som fuldt udviklet Kvinde og som Forfatterinde? I Fru Bettys Tale har den jo faaet sin Højsang, i Annas faar den nu sin Kritik. Det er en Tid, hvori Ilden og Begejstringen synes slukt, Skummingen og Gjæringen har lagt sig, der «leves» ikke paa Ballerne, det sprudler ikke mere i Sang, Tale og Skrift, Aandslivet folder sig træt og slapt, det puster ud efter det haarde Tag, det er en Evje i vor Udvikling, og Forf. har ingen Tro paa, at nye Kræfter i Stilhed ruste sig og samle sig til et nyt Sæt i vor nationale Væxt. Men der har rejst sig et andet Røre, «det ydre Røre», et sveddrivende Stræv for ialfald i det ydre Liv at komme saa nogenlunde i Højde med de store Kulturfolk. Der ryddes og bygges, saa det ryger efter, man lægger Jernbaner og Veje, og man vil dampe en Uendelighed af nye Institutioner ind, men man glemmer i lige Mon at lægge nye Veje og Baner ind til det bundne Aandsliv, saaledes, at dette kan faa dampe ud til Vext i alle de nye Huse, der bygges det. «Aandslivet staar udenfor og raaber med tusinde Røster:» Platz da! – – udenfor staar Ungdommen og forlanger at være ung, førend den bliver gammel, udenfor staa Kvinderne – – og udenfor staa Kunstnerne med sine Billeder», og Digterne tie. Og gaar Virksomheden ogsaa tildels ud paa det aandelige Livs Vækkelse og Frigjørelse, saa har man ikke Syn for, hvor den dybeste Nød og Trang er, og i Modsætning til den blinde Tro paa Institutionernes undergjørende Magt, fremholdes, at Omdannelsen maa begynde i den enkelte og i Familielivet, og her mindes atter om Kvindens store og fagre Opgave.

Ligesom Dæmringens Digter savnede Syn for, at det indre og ydre Røre i hans Tid var et Forbud paa, at Folket var om at vaagne til selvstændigt Liv, saaledes har heller ikke Fru Collett Forstaaelsen af og Forsoningen med Bevægelserne i sin Samtid. Hun gjør vel store Indrømmelser til Nationens Anlæg, den noble Interesser osv.; men nogen ret Tro paa, at der skulde ligge tændbart Stof i de Tomter, som ryddes, nogen sand fortrøstning til, at de «fremstormende Kongsemner» have Kald og Kræfter til at bygge Landets Fremtid, har hun ikke. Det gaar hende ganske som Dæmrings-Digteren, hun

«––– sidder ej,
med Lyst i dette Mylder,»

og hun sukker:

«Hvor finder jeg de smaa Idyller,
som vinked paa min Barndoms Vej?»

Og dette var i 61 eller før. Man kan nu sige til hende, som hun til hin Digter: «Hun vidste ikke, at Røret nu først ret skulde begynde.» Var de smaa Idyller alt i Welhavens tid for Størstedelen raset ihjel, og de sidste Rester ryddede ud, da Fru Collett skrev, saa ere nu selv de levende Minder om disse Idyller paa god Vej til at digtes, politiseres og prædikes tildøde.

33Og det tør ikke undre os saa meget, at den, der som Fru Collett har Størsteparten af sit Liv og sin Udvikling paa hin Side af det Skille i vor nationale Væxt, som Literaturen kan betegnes med Bjørnson og Ibsen og deres nærmeste Forudsætninger, at dette Menneske bliver lidt «unheimlich» og mistrøstig tilmode og ønsker sig tilbage til de smaa Idyller, som et gammelt Kulturliv har saa mange af, men som et begyndende ej giver Ro til at voxe.

Lad os bare drage os til Minde tre af Tidens store Strømdrag i vort literære, politiske og religiøse Liv og stige de Fænomener, som vise Bevægelsen i sin største Ensidighed og Overdrivelse paa lidt nærmere Hold, saa tror jeg denne Længsel efter Idyllen vil finde en levende Forstaaelse hos mere end En. Vi have et Maalstræv. Hvem kan tvivle paa, at Maalstrævet er et Udslag af den dybe Trang i Folket til at finde sig selv, og hvem vil negte dets Berettigelse, naar det syner sig som Omsorg for at tilføre Almuen Dannelsen paa den nemmeste og sandeste Vej? Men kan man lade være at nedlægge Indsigelse, naar det vil være mere end en Hjælp til at frigjøre den bundne Naturvæxt, naar man vil grave kunstigt Far for den fremtidige Udvikling, og naar man stempler al literær Virken, der ei vil lyve sig ind i dette Far, som uden al national Betydning? Møder man nu ovenikjøbet Strævet der, hvor det er blevet en Mode, som Krambodgutter tage i Brug som Slips af nyeste Facon og Farve, eller hvor det bryder ud i et fanatisk Partiskrig, som i Sange, Aviser, i lune Lag og større Feste forguder alt, som er af Maalet, og fremfor alt Maalets egne Mænd, Fjeldbønderne, og som raser mod eller fornegter alt, som ikke i strengeste Forstand er efter sidste maalstræverske Opskrift, – ja, saa kan man nok forstaa, at en og anden ikke længere ser Aanden i Strævet.

Men i endnu større Mon vil den længes efter Idyllernes Tid, som ikke bare har mødt Jaabækianismen, som den viser sig i Thinget, løftet op i et renere og mere storsindet Drag og styret af dannede og talentfulde Mænd, men som tillige i Jaabæks BladJaabæks Blad: Søren Jaabæk (1814–1894) utg. Folketidende 1865–79 har seet Partiet med grænseløs Ugenerthed bære Trangsynethedens, Tranghjertighedens og Uvidenhedens bedste Vaaben paa alt, som bærer Dannelsens og Intelligentsens Mærke, og som har haft Lejlighed til at se disse Synsmaader regjere i Kommunerne, førte i Munden af Mænd, som i Grunden intet Syn har for og ingen Sammenheng med Bevægelsens sandeste og bedste, men hvis eneste Forhold til den er, at den gynger dem op til Magt, de ellers ikke vilde kunne naa, og hvis eneste Fortjeneste er Foragt for klare Grunde, og hvis Mod er til enhver Tid at turde tage paa sig det moralske Nederlag i sine Sejre. – Og alligevel er det umuligt at være blind for, at Bevægelsen staar i Sammenhæng med, at det hele Folk vil komme til mere levende Arbejde i det offentlige Liv, og selv den Sparsomhedsaand, der ofte gaar til ydmygende Kniberi, tør vel 34betyde, at noget, som skulde være gjort, er undladt, og at en tidligere Mangel nu slaar ud som et Onde i Listerfolkets evige Nejer.

Og har man mødt den religiøse Bevægelse, saaledes som den i sin værste Ensidighed og Overdrift forkyndes af ofte saa forfærdeligt Ukaldede, der ved at faa Stempel af Stiftelser, Foreninger eller af en eller anden tydskdannet Professor har mistet Følelsen af Ansvar, og som tidt nok i sin envise Fremholden af visse Skriftbud og i sin sejge uryggelige Forgudelse af egne Meninger og egne Oplevelser bare bringe sin egen Trangsynthed, Tranghjertethed og Uvidenhed tiltorvs i det kristelige Syns Navn, har man endvidere seet, hvorledes Forkyndelsen spirer og trives inde i vore dybe, mørke Afdale, hvor Bevægelsen endda til faa et Islæt af den vilde, lukkede natur, og hvor den aandelige Luftvexel er liden, og Kritikken og Kontrollen ofte ikke findes eller udelukkes, – har man mødt Bevægelsen saaledes, seet den paa nært Hold i dens kummerligste Udslag, saaledes som i Læsebogens Historie og i Udrenskningsforretningen i Rennebus Almuebibliothek – ja, saa kan man nok med Fru Collett komme til at lade den blodige Maria udtale sig saaledes om tilstanden i vort Land: «Istedenfor en kraftig Hersker har I skaffet Jer hundrede Smaadespoter paa Halsen. Enhver gammel Kaffesøster, enhver født Surmuler, ethvert daarligt, mislykket Subjekt, der af gode Grunde foragter Verdens sure Rognebær, behøver blot at erklære, at Aanden er kommen over ham, og han kan uden videre indsætte sig i Andenmands Samvittighedsraad, Inkvirent, Dommer og Bøddel paa engang.»

Og dog maa man have været meget uheldig i sine Erfaringer, ifald man kan tvivle om, at denne Bevægelse har skudt mange rene, varme Strømme ind gjennem et døende religiøst Liv og har vakt mange til et sandt, et levende og inderligt Trosforhold til Religionen. Men det er ogsaa sandt, at meget kan være dræbt, som ej skulde dø.

Skal man nu staa med vaagent Øje midt i Strømdraget og endda med frejdigt Mod og levende Haab i en Tid som denne, da et Nyliv fra saa mange Hold bryder op af Folkegrunden, ofte raat, uskaansomt trædende ned mangt, som gjorde fager Fyldest for sin Tid, men som har udtjent, ringeagtende de synkende Idealer og fanatisk stormende frem i Jubel om de ny, saa maa man have et dybt Kjærlighedens Samfund med sit Folk, en underlig og uryggelig Tro paa dets Evne til ud af sig selv at skabe sin Fremtid og endda til være et Barn af sin Tid og have dens Trang, dens Syn og dens Haab i større Mon, end det er tænkeligt, at Fru Collett kan have det.

Dette gjælder nu alle Tider og alle Steder, men særligt vort Land med sine uensartede Forhold, hvor baade Landsnaturen, Folkeejendommeligheden og Livsvilkaarene i saa mange Maader forene sig om at mure visse Meninger og Synsmaader saaledes inde, at Kulturstrømningerne kan skylle og skylle Aar ud 35og Aar ind uden at bide mere paa det engang fastgroede, end Havet paa vor Kyst, og siden, naar de endelig ere komne til at løsne i de fossile Lag, gynge op mere stygt og raat og vrangt og envist end andre Steder. Ruterne ind i det aandelige Liv maa sejles op som Fragtruterne i vore Vestlandsfjorde. Først mistænkes de, saa misbruges de; men til syvende og sidst damper der vel et stærkt og sundt Liv ud, og dette Haab maa være Glansen over Striden og Strævet.

Den sidste Snert rammer vor Klandresyge, vor Mangel paa Syn og Respekt for menneskelig Individualitet og vor Lyst til at slaa alt fremragende ned i den intet og ingen uroende Middelmaadighed. – Der begyndes med Julinka: «Hun har mere Vid end Aand, formegen Kritik og forlidet Poesi, og af Naivitet og noget, som man engang kaldte «ungdommelig Begejstring», kunde man i hendes Sjæl finde saameget som man kan vente at finde Tusindfryd i et Karsebed.» Jfr. Bolt fortsætter: «Vi have formeget af hin skarpe, opløsende, kritiske Sands, der vitrer og overdriver alle Misligheder, opirres af Hindringerne, angriber det Gode, kort, giver sig Luft i at klandre.»

Falder ikke dette ganske sammen med de Anker, som i den sidste Tid ere førte fra forskjellige Hold, og nu sidst ved Studentermødet, over, at vore lærde Skoler opdrætte en Ungdom uden sandt hjertevarmt Forhold til Livsinteresserne, en underlig trangsynt, kritiksyg, tungblodig Ungdom, kan man ikke hente rigelige Illustrationer fra vore Studenters Optræden hvor det gjaldt at tage en eller anden stor Sag stort og varmt, og er det ikke for at bøde de Brist i denne Henseende, Brist, som den lærde Skole ifølge sit nærmeste Maal kanske aldrig kan af hjælpe, at man fremholder en anden, mere folkelig Undervisning, der mere er indrettet paa at vække det personlige Liv?

Og saa læse man tilslut igjennem Fremstillingen af den Metamorfose, som ethvert fremragende Individ her hos os maa gjennemgaa, og jeg tænker, enhver kan let belægge Skildringen med Kjendsgjerninger, ikke alene af det private, men ogsaa af det offentlige Liv – ja, just nu efter denne Vinters Storjagt falder denne Kritik til med et Klap, – som har vist Gjenlyd.

III.

(Aftenbladet 2. okt. 1869.)

Forf. siger etsteds i de lange Nætter:i de lange Nætter: Colletts I de lange Nætter utk. 1862 «Nedskrev enhver, der nogenlunde kan ordne sine Tanker, med Sandhedens Mod og Frihed, hvad de havde oplevet, saa fik man en sundere Lekture end alt det Digt og Hjernespind, man nu næres med.» Heri ligger vistnok et dobbelt Mistag. For det første er det naturligvis saa, at selv om dette Sandhedens Mod er tilstede i størst mulige Mon, om Meddelelserne gaa paa Kjendsgjerningernes knirkende Hængsler fra Ende til anden, saa 36kan dog det meddelte være usandt i sin dybeste Grund, og paa den anden Side kan alle Fakta være flyttet saaledes om hverandre og være saaledes omklædt i «Digt og Hjernespind,» at intet findes paa sin Plads mere og i sin virkelige Mundur, og alligevel kan den fulde Sandhed just lyse frem af dette Røre. Men selv om det sykologiske Syn, Skjønhedssansen og Udviklingen er tilstede ved Siden af Sanddruheden, saa er det dernæst et stort Spørgsmaal, om Livet vilde være tjent med en saadan almindelig literær Virksomhed, naar der ingen tilsvarende Fremstillingsevne findes. Og det er vist ikke mindst betænkeligt, naar Talen er om Kvinden. I de færreste Fald vilde hun kunne være det samme i sine Omgivelser som før, og hendes Virken i det store vide vilde altid blive af tvivlsomt Værd. En saadan Kvinde med rige Oplevelser, med det dybe Syn paa sig selv og andre og med den ægte Skjønhedssans i Øjet, er jo selv et levende Digt, og finder hun ogsaa bare enkelte gode Læsere, saa er dog det varme, fulde, levende Indtryk, som disse enkelte vilde faa af den umiddelbare Skjønhedsaabenbaring ganske anderledes frugtbar end det fjerne, matte, som de flere vilde kunne vinde af en Autobiografi. Og just i vort Land med de trange, tunge Forhold, som paa mere end en Maade bærer Døden ind i alt varmt, aandeligt Liv, kan vi saalidet undvære saadanne Menneskers levende Nærværelse for at faa deres døde Bøger. Disse smaa Lys er tilsammen en vaagen Vagt i det aandelige Liv, de holde Vejen aaben fra Idealets Højder lige ned i Forhold, hvor kanske aldrig nogen Bog naar, de kaste Funker i andre og lue frem paa Højderne gjennem dem, som fik den større Evne og det større Kald.

Men har man foruden de andre Betingelser ogsaa Forfatterindens Evne til at meddele sig livagtigt, vilde det vistnok være en Misforstaaelse, om man ikke førte sin Virken over videre Vidder, og om Forf. gjælder det ogsaa, at hun finder bedst Udtryk for det, hun ejer, naar hun meddeler direkte af Virkeligheden uden Omsætning i «Digt og Hjernespind.» Derfor tør «I de lange Nætter» maaske kaldes Fru Colletts bedste Bog. I «Amtmandens Døttre» saa man, at ikke alt kunde blive levende i den digteriske Fremstilling, hun maatte gjennem Dagbøgerne og gjennem indskudte Reflexioner aabne sig særskilte Udløb. I «Oktoberfantasierne» er den digteriske Form saa godt som aldeles sluppet, og hun er aabenlyst gaaet over paa Kritikens Felt. Men heller ikke her har hun fundet en Meddelelsesform, som svarer til hendes Evne. Det er først skeet i hendes næstsidste Bog, «I de lange Nætter.»

Her har ikke Forf. længer de hemmende Baand paa sig, som i den digtede Fortælling og i Kritiken. Hendes Fantasi er stærk nok til anskuelig Fremstilling af det virkeligt oplevéde, medens den mindre forslaar til paa Grundlag af det er farede at skabe nyt Liv – her kan hun gjøre frit Valg, kan hun male, saa langt hendes Fantasi har Magten, og slippe, naar den svigter. I alt, hvad hun har skrevet, 37har det vist sig, at hun er stærkest, naar hun kan lade os se det, hun fremstiller, i ligefrem Korrespondens med sit eget Sjæleliv, i Lysning af det Straalevæld, det her løsner – i de lange Nætter er ikke denne Fremstillingsmaade længer som en Nødhjælp, hvor andre Midler svigte, her er det just dette Vexelspil, som er Hovedsagen, det er den Personligheds-Meddelelse, som sker i og med disse Virkelighedsbilleder, som er det væsentlige.

Gaar man igjennem nogle af de Emner, hendes sidste Bøger omfatte, vil man finde, at de fængsle just i samme Mon, som de ere skikkede til en saadan personlig Udfoldelse.

Hun fortæller meget ud af gamle dansk-norske Familjer, og enhver vil have følt, hvilken Evne hun har til at faa os taget i Berg at dette sunkne Livs milde Romantik. Men det sker alene gjennem hendes eget Minde-Samfund med dette Liv; i samme Stund, som hun ikke længer lader sig nøje med at tegne paa Mindets Afstand, men vil gjøre dette Liv nærværende for os i selvstændigt opfundne Begivenheder, falder Farven ud (Kongsgaard).

Prøver Fru Collett sig i Karakteristiker af historiske og literære Personligheder, kan hun vel give interessante Enkeltheder; men i det Hele falde disse Forsøg utilfredsstillende ud. Her ville vi gjerne se nye Træk fremdragne, nye Syn aabnede, vi ville faa disse Personligheders aandelige Fysiognomi malet op for os og deres Betydning i Kulturlivet paavist med Grundlag af Kjendsgjerninger. Men Forf. drager bare frem et og andet af deres personlige Liv, helst noget, som paa en eller anden Maade har noget tilsvarende i hendes eget, og hun drager det frem, mere dreven af Samfølelsen med et commune naufragiumcommune naufragium: lat., «felles skipbrudd» end for at forklare noget i deres offentlige Virksomhed, som Udslag af Rørelser i deres personlig Liv.

Med hvilken skarp, kvindelig Sans for Sjælelivets fineste Strømdrag kan hun derimod ikke skildre Personer af sine Omgivelser, naar hun først har optaget dem i sin Sympathi og faar vise dem frem i den Rolle, de have spillet i hendes egen indre Historie? Herom finder manrigelige Vidnesbyrd i Billederne fra Kristiansfelt, foruden flere andre Steder.

I sine Naturmalerier kan hun ofte, med yderst faa Midler, virke gjennem dette samme personlige. Uden at eje nogen saadan mærkelig Sans for det væsentlige, som gjør f. Ex. Bjørnsons Naturbilleder saa plastiske, kan hun dog ogsaa faa Naturstemningen levende frem gjennem Skildring; men meget ofte komme vi ud i Naturen og føle dens friske Aande bare gjennem Forf.s egen levende Glæde i den, uden at hendes Ord tilføre os et Billede. Hun rider sig en Tur, der kommer en Byge, og gjennem hendes Angst se vi Bygen true sig ind paa os. Hun standser foran et Led, en Rydning i Skoven, et Træ eller en Elv, og det hele, vi faa, er stundom nogle Udraab; men hun har dog standset saaledes foran dette 38Træ, dette Led, denne Rydning, og Ordene ere faldne ud af en saa varm Bevægelse, at hun vækker vore egne Minder og Indtryk til ny Virksomhed i os, og saaledes komme vi ud i Naturen med hende.

At vi her ikke have en lyrisk Digternatur for os, som ved et Mistag har villet meddele sig episk, ser man af de Digte, som findes indsprængt hist og her. Nu kan man vistnok være Digter uden at kunne skrive Vers; men det kommer da an paa, hvad der er ivejen. Hos Fru Collett er det dette, at Følelsen ej har formælet sig med Fantasien og faaet udpræget sig i dens Sprog – alle disse Digte er tørre.

Men klarest gaar det op for En, hvori hendes Magt ligger, naar man tager for sig hendes Billeder ud af Barndoms- og Ungdomslivet i Hjemmet og i Kristiansfelt. Her, synes jeg, blivet man bedst kjendt med hende, med det skjønneste og sandeste i hende, og her har hun ogsaa bedst forstaaet at gjøre os bekjendt med andre. Det er vel saa, at hun i de andre Bøger har lukket op for dybere Brydninger i sit Sjæleliv end her, og hendes Ord have haft en større Lidenskabens Glød og Magt, det er ogsaa muligt, at hun har udfoldet mere Aand og Vid; men saa er ogsaa mere af det usande i hende kommen med, og ingensteds er der en større Inderlighed end her, ingensteds er Bitterheden gaaet saavidt under i Kjærligheden og Satiren saa ofte bleven til Humor. Det er en hel Familjesaga, som her rulles op for os; vi følge Familjen fra dens Indflytning under Taarer, lige indtil to Grave have sat sit Punktum for den, og en ny Ud- og Indflytning meldes. Inden denne Ramme ere Emnerne af skiftende Art. Snart er det et Sorgens Billede, snart et, som ler af det friskeste Lune. Snart gaar Fortællingen om bekjendte Personligheder (f. Ex. Henr. Wergeland), snart om en Barnepige eller Husjomfru (Lisbeth, Marthe), snart er det en Papegøje eller en Kat, snart føres frem for os et Exemplar af hine forkomne Subjekter, som man især før kunde finde saa mange af paa Landet som Ungdommens Opdragere, eller, det er et Sæt af hine endnu ulykkeligere Skabninger, som have mistet alt, ligetil Forstanden og friste et kummerligt Rekeliv Gaard imellem –; men hvad enten det er det ene eller det andet, saa sidde vi lige lysvaagne i disse Nætter, ja stundom vel saa vaagne, naar Talen er om rene Smaating; thi vort Øje er fæstet paa Fortællersken, som her sidder og snakker med os om sig selv, sit Hjem, sin Slægt og sine Venner, og disse Smaating blive, alt efter som hun fortæller, store for os, vi faa hendes Forhold til disse Ting, hendes Interesse, hendes Kjærlighed, og stundom sidde vi ogsaa samtidig med et lignende kjært, vemodigt Syn ind i vore egne Minder.

Her faar man da altsaa Syn for, at det, som overalt giver det ejendommelige Liv til hendes Fremstilling, er, at hun paa ethvert Punkt er saa subjektivt bevæget tilstede, saa livagtigt tilstede, at vi synes se hende sidde foran os og stundom ere om at gjøre vore Spørgsmaal og Bemærkninger ganske lydeligt, som om vi kunde faa hendes Svar paa Stedet. Hvor hun derimod ikke kan være saa ugenert 39tilstede med hele sin Personlighed, miste Billederne noget af det ejendommeligt dragende, og selv Sproget har ikke mere det levende og letfaldne, som gjør, at vi ellers synes kunne høre, at alt dette har levet længe paa Tungen, før det kom paa Papiret.

Det var ikke Meningen med disse Linjer at gaa videre. Der kunde vel være en Del at sige om Forf.s Stilling og Betydning i vor Literatur; men dette ligger udenfor nærværende Forf.s Vej, da det blot har været ham om at gjøre ganske i Almindelighed at fæste Opmærksomheden paa det vækkende, der ligger i hendes Personlighed, og at paavise, hvorledes denne i hendes forskjellige Bøger er kommen til Udfoldelse.

Skulde jeg tilslut fremholde noget enkelt Træk i Forf.s Personlighed, saa maatte det være hendes aabne Sands for og dybe Medfølelse med al den stille, men store Kjærlighedens Kamp med haarde Kaar, som Livet rundtom os byder saa mange, ofte saa uændsede Exempler paa, hvad enten den nu gaar ud paa at redde Haab og Tro af den lange, den sløvende, opslidende Strid med daglig Nød, eller paa at vinde Forsoning over større Evners Spilde i Vilkaar, som hindre deres Udvikling og indsnevre Virkevidden, eller at bevare Synet aabent og Hjertet varmt og friskt gjennem andre personlige Tab eller Skuffelser. Det er dagligdagse Historier altsammen – Eventyr-Saras Kaar ere dagligdagse nok: et brudt Ungdomshaab bag sig, Fattigdommens Øde om sig og frem for sig; men det er ikke alle, der som Eventyr-Sara kunne forære sine Børn Eventyr forat faa dem til at glemme Sulten, og det er heller ikke alle, som kunne fortælle dem Historier saa godt, som det er skeet i disse Ord om Saras Datter: «Hun maa have sultet meget denne Datter; thi hun kunde mange Eventyr.» – Det er heller ingen sjelden Historie, at Mænd og Kvinder, udrustede med ualmindelige Evner, sættes udenfor det store Aandsliv og ind i Forhold, som ingen friske Strømkast kunne sende ind i deres indre Liv, og hvis aandelige Væxt derfor forkrøbles eller forvildes. Men det er de færreste, som forstaa det usædvanlige, der ej kom til klar Udfoldelse, man ser i Regelen bare Bruddet med det normale, men ej den indre Aarsag, som skulde godtgjøre Retten, kanske Nødvendigheden. Det er heller ikke alle, som se det, naar den er tilstede den store, den modige Kjærlighed, der giver saadanne Styrke til at forsage den større Virken, de ej kunde faa, og til at være alt, hvad de kunne, i den mindre. Her kunne de haarde Vilkaar stundom just bryde det bedste saaledes frem, at den, som har de lysere Kaar, maa standse og spørge sig selv, om han gjorde Fyldest i samme Mon, og at den, der har de samme, maa faa nyfødt Mod ved Synet af denne Sejr.

Det er en af Fru Colletts Fortjenester, at hun har et aabent Syn for al saadan Strid og en kjærlig Forklaring, hvor der er Fald og Tab.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.