FRA TRONDHJEM

(Brev til «Bergensposten»)

(Bergensposten 13. febr. 1874.)

Bøger og Blade har en forfærdelig lang Vei herop, og Juleliteraturen holdt ikke sit Indtog her i det gamle Aar. Nu er vi dog komne efter; vi har læst og beundret Sars’s «Udsigt over den norske Historie» – et Værk, der bør findes i enhver Familieboghylde; vi har gjort Bekjendtskab med en «saa godt som ny» norsk Forfatterinde, Fru Colban, og har fundet Bekjendtskabet elskværdigt, og vi har hilst paa de gamle Kjendinger Fru Thoresen og Fru Collett. Saa er ogsaa tvende nye norske illustrerede Tidender naaet herop, og man staar nu «snørt i Valgets Baand». Før havde vi intet illustreret Blad, nu bydes os to – det er ganske vist et for meget for den norske Læsekreds. Det kommer nu an paa, hvilket der vil gaa af med Seiren – thi der kan vel neppe være Tale om, at begge skulde kunne holde sig. Mod den ene af disse illustrerede Tidender synes det os, at man alt paa Forhaand kan nære store Betænkeligheder. Hr. K. Winther-Hjelm, der er dens Redaktør, har gjort en lang og tro Tjeneste i «Morgenbladet», har samvittighedsfuldt og ihærdigt taget de literære eller kunstneriske Mænd og Kvinder af Dage, som af en eller anden Grund stod paa «Morgenbladets» sorte Bræt, og har ligesaa samvittighedsfuldt hævet alle dem, der formodedes at være af den rette Tro. Hr. Winther-Hjelm har saaledes vist sig som en udpræget Partimand, og man kan vel saa temmelig sikkert forudsige, at den nye Tidende vil blive en liden morgenbladisk Aflægger,den nye Tidende vil blive en liden morgenbladisk Aflægger: Kristian Winterhjelm (1843–1415) var fast teater- og litteraturanmelder i Morgenbladet 1865–74. Han redigerte Ny illustreret Tidende 1874–79 et lidet morgenbladisk Annex, hvor Exekutionerne og Ordensuddelingerne vil blive fortsat ganske i den gamle Stil. Man ser ogsaa, at Bladene strax har oprettet en gjensidig Assuranceforening: 158«Morgenbladet», der ellers ei pleier at bekymre sig meget om literære Foretagender, ofrer den nyfødte en længere Omtale, og den nyfødte træder i sit første No. frem med «Morgenbladets» Omtale og Redaktørens «Norske Lyrik» som et Ordensbaand i Knaphullet. Af et senere No. ser man ogsaa, at hele den Theater-Polemik, som Hr. Winther-Hjelm har holdt gaaende i «Morgenbladet» mod Vennerne af en national Scene, skal trækkes over i Tidenden, ligesom Ugerevuen vil give Anledning til smaa politiske Exekutioner. Det er vel neppe heller tilfældigt, at den første norske Forfatter vi møder i Bladet, er Hr. Yngvar Nilsen.Hr. Yngvar Nilsen: Yngvar Nilsen (1843–1916), seinere professor i historie, i 1874 assistent i Riksarkivet. Det «sidste Bidrag til vor Historie» Elster hentyder til, er boken Af Norges nyere Historie. Grev Sandels Statholderskab 1818–1827. (1873) Hr. Hjelm selv har aldrig været synderlig trykket af nogen Forkjærlighed for en selvstændig norsk Udvikling af Kunst eller Literatur. Tværtom, han var Hr. M. Bruns troeste Drabant, og da denne var bleven umulig, blæste Hr. Hjelm i Trompet for Hr. Josefson.M. Bruns troeste Drabant … i Trompet for Hr. Josefson: dansken Michael Brun ble i 1868 engasjert som «artistisk direktør» for Christiania Theater efter at styrets forhandlinger med Bjørnstjerne Bjørnson ikke hadde ført fram. Han ble i 1873 avløst av svensken Ludvig Josephson. Begge to ble skarpt kritisert fra radikal-liberalt hold. Ogsaa hans Anmeldervirksomhed udmærker sig ved Uvillie mod enhver Norskhedsbestræbelse. Det er da rimeligt, at han helst allierer sig med Ligesindede. Og en saadan er Hr. Nilsen. Denne Forf. tilhører en Retning i vor Historieskrivning, der ialfald for os ikke har meget opbyggeligt ved sig. Disse nyere Historikere slaar en Streg over hele vor gamle Historie, og sætter Begyndelsen af vor Kulturudvikling med Foreningen med Danmark – en Tid, da der som bekjendt knapt kan paavises en eneste Livsytring, der viser, at det historiske Liv fortsættes, en Tid, som vistnok ikke kom uden Skyld, og som ikke har været uden Betydning i Folkets Levnetsløb, men dog altid en tom og tung Tid, da alt kues og forkommes, indtil en ny Dag igjen begynder at lyse ind. I Hr. Nilsens sidste Bidrag til vor Historie er han, formodentlig ledet af visse Tidens Strømninger, kommet i Skade for at dømme saa paatageligt uretfærdigt mellem Storthinget og Karl Johan, at selv den svenske Presse, som dog ellers kunde tænkes tilbøielig til at se gjennem Fingre med en saadan Fremstilling, har fundet sig opfordret til at tildele Forfatteren den Irettesættelse, som han ganske vist havde gjort sig fortjent til.

Men af en Redaktør med disse Forudsætninger og disse Forbindelser kan man blot vente sig et Tendensblad, et Partiblad, og dette bliver saameget mere betænkeligt, som vi intet andet Organ eier for literær Kritik. Det synes saaledes, at naar man tager Hensyn til Redaktørens Partistilling, naar man betænker, at han selv ikke som Forfatter har lagt noget Talent for Dagen, og at der mellem dem, som har lovet Bidrag, neppe findes andre end Asbjørnsen og L. L. Daa, af hvem man kan vente sig noget af Interesse, – da kan man ikke ønske, at det bliver denne Tidende, der gaar af med seiren.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.