Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

[BJØRNSTJERNE BJØRNSON: ARNLJOT GELLINE]

(Aftenbladet, 11. mars 1871.)


I.

Næsten alle Bjørnsons Bøger har haft samme Historie. De have i kort Tid fundet større Udbredelse end noget andet norsk Digterverk, de have vundet en Opmærksomhed, som faa eller ingen digteriske Frembringelser fra det nyere Tid, de ere baade i og udenfor de nordiske Lande, selv i verdensberømte Tidsskrifter som «Revue des deux mondes», gjort til Gjenstand for udførlig Kritik, 82og man har i Almindelighed fundet, at der i disse Bøger var nedlagt en rig og ejendommelig Poesi, som hævder Forf. en høj Rang blandt Europas første Digtere.

Men ligesaa afgjort rosende som Dommen over hans Bøger udenlands i det Hel taget har været, ligesaa afgjort lastende har den lydt fra et enkelt Hold herhjemme. Længe efter at Bjørnson allerede havde et godt Navn over næsten hele Europa, vedblev den nævnte Kritik herhjemme at tale faderligt tugtende og i sine blidere Stunder faderligt opmuntrende til den unge Mand og lejlighedsvis at give ham et Kursus eller to i Stilskrivning. Naar man læste den udenlandske Kritik,Uttalelsene om kritikken her sikter særlig til M. J. Monrads kritikker av Bjørnson i Morgenbladet maatte man nødvendigvis faa det Indtryk at man her havde en Digtning for sig, der ikke alene ved enkelte geniale Funker røbede en stort udrustet Natur, men som ogsaa vidnede om en allerede udviklet Evne hos Forf. til at give sine Ideer en klar Form. Men tog man saa for sig et Indlæg af hin hjemlige Skolemester-Kritik, da fik man ikke længe være i Tvivl om, at Hr. Martinus B. Bjørnson, som han gjerne kaldtes, var et ungt Menneske, der var sluppet for tidligt ud af Skolen og paa Grund af fattigt Begreb havde maattet ty til den her tillands lidet anseelige Bestilling at skrive Vers, og det, før han endnu kunde skjelne en Trochæ fra en Jambe. Naar en Del af hans Landsmænd tillod sig i al Uskyldighed at glæde sig over en saa rig og uventet Fremtoning i vort aandelige Liv, som hans Digtning syntes dem at være, da oplystes de om, at baade denne Digtning selv og det Bifald, den vandt, vidnede om, at man befandt sig i en af hine Evjer i Udviklingen, da Skjønhed og Harmoni forsvinde af det menneskelige Liv og Formløsheden er Gjenstand for Tilbedelse. Var nogen daarlig nok til at lægge Vegt paa hans Ry i Udlandet, da fortalte man, at dette Ry var et Eventyr eller et usselt Produkt af en gjensidig Assuranceforening. Men kom Bifaldet fra vort Naboland Danmark og fra et saadant Hold, at Opspindet om den gjensidige Assuranceforening ikke længer var troende, da maatte Kritiken gaa til det drøje Arbejde at fordømme hele den Kultur, som den selv skyldte sin Tilværelse, og at erklære hele den danske Læseverden for i Bund og Grund blaseret. Denne Kritik kan have haft et meget forskjelligt Ophav; stundom har den været et lærd Tordenvejr, som en – kanske agterud sejlet – Stormand i Videnskabens Rige har ladet udgaa til Forfærdelse for alle, der ligge i Støvet for Autoriteten; til andre Tider har den været et Udslag af den Kritik- og Klandresyge og den Lyst til juridisk Haarkløveri, som gjerne findes hos alle dem, der ikke er dybt bundne til nogen Sag eller Ide, og som derfor aldrig komme ud over et flot og udvortes Forhold til alle store Interesser, og endelig har den ogsaa undertiden kun været en Udlader for den puerile Spas, som vanker mellem Gaden og Kafeen. Men hvad enten Kritiken har været af den ene eller den anden Sort, hvad enten Recensenterne have været af dem, som Kierkegaard ligner med gadestrejfende 83Barbersvende, der rende om med det samme Skjægvand til alle Kunder og fjamsker En i Ansigtet med sine klamme Fingre, eller de have været Mænd med bedre Adkomst til sit Dommersæde – saa have de dog alle vist en fuldstændig Overensstemmelse i den suveræne Foragt, hvormed de have behandlet alle andre Udtalelser om samme Sag, i den hovmestererende Tone, hvori de have læst Digteren Tæxten, og i den afgjørende Fordømmelsesdom, de have fældet over hans Verk.

Det kunde ventes, at det ovenfor skildrede Fænomen vilde gjentage sig ved «Arnljot Gelline,» og det er da ogsaa ganske rigtigt indtruffet. Paa den ene Side har Kritiken enstemmig hævdet Digtet en høj Rang, idet en hel Række Blade have omtalt Bogen paa den samme varme og anerkjendende Maade, og den har i Løbet af nogle Maaneder oplevet tvende Oplag. Men midt i det almindelige Bifald har paa den anden Side opsaa en enkelt skingrende Pibe ladet sig høre, og den Kritik, som synes at være bestilt til at gjøre det af med Digteren, har mødt frem, har røktet sin blodige Dont og har i et og alt vist sig som den gode gamle, der intet har glemt og intet har lært, og som vi alle kjende af dens Taktik. Den begynder altid med at fortælle, at man derude i Publikum i Grunden er inderlig overbevist om, at Digtet er noget stor Miskmask, men at man ikke tør være sig den Mening bekjendt at Frygt for Digteren og hans Venner. Dernæst skildrer den med gribende Farver det Tyranni, som dette mishandlede Publikum lider under, og naar det saa maa antages at være bragt til en passende Højde af ædel Harme, og efterat der saaledes er dægget og smigret for dets slette Instinkter, at enhver Stymper maa føle sig som en ret og kaldet Dommer i Literaturens Rige, da træder Hr. Kritikeren frem i fuld Glorie, melder sig som den store Forløser fra det tunge Aag, opløser Digtet i bare «flirande» Enkeltheder, er saa en Stund alvorlig og docerende og kommer endelig til det Resultat, som han tror, al grundig Kritik bør komme til, nemlig, at Digtet «i sin Helhed» er «forfejlet,» men at det unegtelig har enkelte «vellykkede» Enkeltheder. Men tilslut bliver denne Kritik ufravigelig nobel og ytrer det rørende Ønske, at Digteren maa vise sig «heldigere» næste Gang – noget Kritikeren naturligvis er dybt besluttet paa ikke skal ske.

Det kunde unegtelig have sin Interesse at gaa lidt nærmere ind paa dette Særsyn i vor Kritik og nærmere at granske dets Forhold til Aandslivet i det Hele og særlig i vor Hovedstad; men dette Arbejde maa dog Indsenderen overlade til en anden. Tanken med disse Linjer var, næst efter i Forbigaaende at have berørt dette Fænomen, der nu fremtræder med en Natur-Fremtonings Sikkerhed, at gjøre nogle Bemærkninger om selve det Digt, som just har været under Kritikens Kniv. Der er en ikke ubetydelig Forskjel mellem de første og de sidste Sange i «Arnljot 84Gelline». I hele den Part, som fornemmelig fremstiller Arnljots Skoggangsliv og den vaagnede Længsel i ham efter et bedre Maal for hans Kræfter, ere Farverne stærkere, Udtrykket mere energisk, end i det følgende Afsnit. Dette har vistnok tildels sin naturlige Grund i selve Emnet, men tør nok ogsaa ligge deri, at Billedet af Kongen og hans Kamp har staaet fjernere og mattere for Digterens Fantasi. Medens den svenske Kritik har tilkjendt de første Sange Prisen, har den danske og norske imidlertid sat de sidste højest. Dette er neppe nogen Tilfældighed, men skriver sig vistnok fra en for den danske og norske Kritik fælles Smagsretning, som er en Arv fra en ældre Literaturperiode med andre æsthetiske Synsmaader end de, som i vore Dage synes at ville bryde mere og mere igjennem. Indsenderen kan ikke dølge den Mistanke, at den Dom, der sætter Digtets sidste Sange højest, mere grunder sig paa en tilvant Afhængighed af Theorier, om hvis Rigtighed det engang var Dødssynd at nære Tvivl, end paa et umiddelbart Indtryk. Thi hvor smukke end Digtets sidste Sange kan være, saa forekommerdet os dog, at ingen af dem i levende Anskuelighed kan maale sig med Digtene «Skirendet», «Kvinderovet», «I Nordhavstaagen» og «Under Vaarflommen». Og hvor ædelt Kongens Kamp og Kristendommens Sejrsmagt end kan være skildret, saa synes dog ingen af disse Digte at eje den Livsvarme og Stemningsfylde, som den ene lille Sang «Foran Sydens Kloster».

Men det hørte til den ældre Kritiks første Krav til et godt Digterverk, at det skulde være forsvarligt løftet over Virkelighedens Jordbund, og det, man sidst spurgte om, var grundig psykologisk Fordybelse og skarp Karakteristik.

Schiller havde skildret Lidenskaben skjønt og ædelt, men ikke individuelt. Gøthes Digtning havde vistnok langt flere Tilknytningspunkter til det virkelige Liv; men ofte løste dog ogsaa hos ham denne Sammenhæng sig op i Grundsætninger og Betragtninger af almindelig Natur. Men langt videre end hos disse Stormænd i Literaturen udvikledes denne Digtemaade hos deres Efterfølgere. Man bevægede sig i bare Abstraktioner, og alle Følelser holdes i en karakterløs Almindelighed, indtil det første Krav til Digtningen, individuel Anskuelighed, næsten ganske tabtes af Syne og en farveløs Idealitet blev den bedste Adkomst til Ros hos Kritiken. Man kjedede sig, men roste. Den opskruede Idealitet og Smagen for det deklamatoriske kom vistnok aldrig saaledes til Raaderum i Danmark, som i Tydskland; men derimod kan den Heibergske Skoleden Heibergske Skole: Johan Ludvig Heiberg (1791–1860) skapte skole både som dramatisk teoretiker og med sine egne skuespill neppe frikjendes forat have fremmet en vis Frygt for sand, djerv Natur i Digtningen og at have betonet det idealt almindelige i den alt for stærkt. Heiberg udtalte ogsaa den Spaadom om Dramaet, at det for Fremtiden vilde udvikle sig mere i Retning af den filosofiske Ides Overvælde end i Retning af en shakespearsk Fordybelse i Karakterane. Som bekjendt hendte det modsatte, og Fremtidsdramaet 85fandt langt mere sit Mønster i den engelske Digters Skuespil end i «Fata Morgana». Og som det gik med Dramaet, gik det ogsaa med den øvrige Digtning. Den bedste danske Kritik kom ogsaa snart til Forstaaelse heraf; men ganske anderledes gik det i Norge. Her mødte En det Særsyn, at i et Folk, der just ifølge den udprægede Sans for Karakteren, som det alle Dage har haft, var som skabt til at gaa foran paa den nye Bane, og hvor Digterne virkelig ogsaa gik foran, her raadede dog den gamle Smag og det gamle Syn fuldstændigt i Kritiken. Og skjønt Modsætningen nu ikke længer er saa uforsonlig skarp, er der dog endnu den Dag idag en vid Kløft mellem de Veje, som vor Kritik hævder som de ene rette, og dem, som vore Digtere stadig følge. Mænd med overlegen Begavelse som Bjørnson og Ibsen tiltvinge sig vistnok alligevel Beundring; men Omkvædet er dog altid: det er godt, men det er galt, og det er stadig de Digte, der paa Grund af Emnets Natur eller Digterens Anlæg falde mest i det blege og abstrakte, der staa højest i Kurs hos vor Kritik.


II.

(Aftenbladet, 14. mars 1871.)

Det er især et enkelt Punkt i Bjørnsons sidste Digt, som paa Grund af de i forrige Artikel karakteriserede nedarvede Synsmaader har været Gjenstand for Anker, som ganske vist ere fuldstændigt grundløse. Disse Udsættelser gjælde Arnljots Omvendelse til Kristendommen. Digteren har her – mener Kritiken – ikke forstaaet at lade den nye Tros Betydning saaledes klare for Arnljots Syn, at hans Omvendelse kjendes fremgaaet af et indre Omslag, og man tror ikke paa, at han staar Kristendommen nærmere den Dag, han tilbyder Kongen sin Tjeneste, end da han møder paa Jæmternes Vinterthing. Hvad der her egentlig kræves, vil blive klart, naar man tænker paa, hvorledes en Digter af den ældre Skole vilde have taget et Emne, som det, der behandles i Arnljot Gelline. Han vilde først have meddelt os hele den gamle Gudelære, han vilde have drøftet den med al den Kritik, som staar til Nutidens Tjeneste, og han vilde med stor Grundighed have fremstillet alle fjernere og nærmere Aarsager til den gamle Tros Fald. Dernæst vilde han have skildret Kristendommens Væsen i due-milde Træk, og saa tilslut have ladet Arnljots Omvendelse fremgaa af disse Betragtninger som Facit af et Regnestykke, og Arnljot selv vilde formodentlig i Enden være traadt frem med nogle Udbrud af Nutidsmenneskers Modbydelighed for den gamle Tro paa den ene Side og med nogle ligesaa vel motiverende Anfald af fromme Henrykkelser paa den anden. Kort sagt, hele Bygningen vilde have været et kultur-historisk Laftverk med lidt festlig Reflexions-Lyrik, idet Kransen hejses.

86En saadan Reflexions-Digtning kan ganske vist have sit store Værd, naar den ejer Fylde af skjønneTanker og overraskende Billeder; men i hvor høj Grad disse Egenskaber end ere tilstede, og hvor fin Digterens Formsans end er, saa kan alt dette dog ikke erstatte den historiske Sans, den Evne til at se det individuelle hos det givne Folk, den givne Tid og den givne Personlighed, og til at fremstille det synbart for os uden Reflexionens Mellemkomst, som Bjørnson har lagt for Dagen i sit Digt. Og naar man ikke finder hans Maade at tage Emnet paa tilfredsstillende, men mener, at Arnljot burde have staaet inde med et klarere Syn paa den nye Tro, da kræver man ligefrem et Brud baade paa den historiske og den psykologiske Sandhed.

Et Trosskifte i hine Tider havde ganske vist ikke et saa gjennemgaaende Omslag i Livssyn og Livsforhold tilfølge, som man gjerne er tilbøjelig til at tro. Et Folk, der gjennem Aarhundreder har levet i visse religiøse Forestillinger, bevarer naturligvis i sit Liv Præget af sin Tro, længe efterat den er ophørt at være levende i de enkelte. Det er vist nok, at et Folks frivillige Overgang til Kristendommen under alle Omstændigheder er en storartet Begivenhed i dets Liv; thi hvor overfladisk en saadansaadan] rettet fra: saaddan (trykkfeil i papirutgaven) Omvendelse efter vor Tids Syn end kan være, saa maa der dog have foregaaet mægtige indre Omvæltninger i dette Folk, før en saadan Overgang blev mulig. Men man fejler storligen, ifal dman tænker sig, at den nye Tro med et eneste Slag omskabte Tidens Tænkesæt og Sæder i hele den Dybde, som denne Tro har Magt til. Og især gjælder det om den Vikinge-Slægt, hvortil Arnljot hørte, at dens Trosskifte – hvor stor Magt man ogsaa vil indrømme Ordets Under i den enkeltes Omvendelse – dog ikke maa tænkes stort anderledes end som et Ombytte af den usynlige Høvding, som styrede Slagenes Gang. Troskab mod sin Herre i Hærfølge var en af de Dyder, som holdtes højst hos de gamle Nordboere. Hidtil havde Odin ført sine trofaste Mænd i Slaget, og deres Løn havde været Kamp uden Maal og uden Endelige til det store Vigridstevne. Men den gamle Herre gjorde ikke Fyldest for sig længer, Indflydelser, hvis Veje, vi tildels blot kan gjætte os til, havde gjort, at Odins Magt og den Hærlykke, han gav, ikke mere agtedes saa stor som før, og at den Løn, han lovede, ikke mere syntes Kampen værd. Vi finde i Hedningetidens Slut den samme Fremtoning, som altid gjentager sig, hvor Troen er i Forfald: det, som før tilskreves guddommeligt Ophav, finder Mennesket begrundet i sin egen Natur, og istedenfor at tro paa Odins Sejrsskifte, tror Vikingen paa sin egen Styrke. Da kom Rygtet om en ny, en vældigere Hærgud, der havde en Magt, som Mennesket ikke kunde finde i sig selv, en Høvding, som havde gjort for sine Mænd, hvad hans Mænd skulde have gjort for ham, og denne nye Gud førte krig mod den svigfulde Odin, og han lovede alle dem, som blev tro til de sidste i Kamp for ham, at tage alle deres Synder paa sig og at give dem Sæde ved sin Side 87i sit himmelske Rige. Det var noget, Asatroens blodmætte og drabstrætte Mænd kunde forstaa, og saa bleve de den nye Høvdings haandgangne Mænd. Her var ikke Tale om noget gjennemgaaende Skifte i deres Livssyn, det var bare de gamle Forestillinger, som med nogle Tillempninger overførtes paa en ny Gjenstand, og her krævdes ikke nogen anden Idræt end det, som de vare vante til at sætte højst af alle, nemlig Kamp. Tvertom var Kamp for Troen den nye Guds første Bud. Der var vistnok ogsaa en Forskjel i Renhed og Godhed mellem den gamle og den nye Gud, men det var især en Forskjel i Magt. Der var ogsaa en Forskjel i Kampens Vilkaar; thi nu kunde de tvætte sine Synder af sig i det Blod, der flød under Korsets Mærke, og der var endelig en Forskjel i det Liv, de nu gik i Døden for at vinde, og den endeløse Kamp paa Idasletten, som Odins Mænd havde Løfte paa; men det, som de især forstode, og det, som de især holdt sig ti, var uden Tvivl Kamp-Forholdet, og i dette fandt de det nye Maal, de kunde samle sine Kræfter om, og den Trøst, de trængte. Det viser sig langt nedigjennem denne og de følgende Tiders Historie, at Germanerne først da, naar den religiøse Pligt blev forkyndt som et Kamp-Bud, tilfulde forstod og fandt sig hjemme i den nye Tro, og det var ogsaa dette, som gjorde Korstogene til et saa storartet Udtryk for det nye Guds-Forbund. At der fandtes nogle, som havde en dybere og renere Opfatning af Kristendommen, kan vel ikke negtes; men det er en utvivlsom Sag, at den, som vil fremstille Omslaget i en Kampnatur af Arnljots Bygning og med hans Fortid, og som stiller ham i et mere bevidst Forhold til den nye Tro, end det, som her er antydet, han gjør, som vi ovenfor sagde, et ligesaa grovt Brud paa den historiske som paa den psykologiske Sandhed.

Hvad denne Omvendelse var, og hvordan den gik for sig, viser sig allerbedst i Arnljots Forhold til den nye Tros Forkynder, Kong Olaf. Man har sagt, at Arnljot blot tror paa Olaf og ikke paa Kristus, og ham har ment, at dette indeholdt en Hovedanke mod Digtet. Men Sandheden er utvivlsomt, at Arnljot ene kunde vækkes til Tro paa den nye Gud gjennem en Personlighed, som førte hans Sag, og ene kunde tjene den nye Gud ved at tjene hans Talsmand. Arnljot, der vanker fredløs om i Skovene under Kamp med Mennesker og vilde Dyr, kan vanskeligt forberedes til at vie sit Liv til en bedre Sag paa mer end en Maade: han maa blive mæt af Drab, og Kjærlighed eller Venskab for et andet Menneske maa drage hans Længsel mod bedre Veje (her hans Kjærlighed til Ingigerd). Og hans Overgang til Kristendommen kan kun ske ved, at han fra sit uhyggelige Skovhjem faar Øje paa en Personlighed, i hvis Færd der glimter noget af den renere Tro og den bedre Sag. Saaledes ser Arnljot Olaf, og han vælger at kjæmpe for ham, og ved at kjæmpe for ham kjæmper han for hans Sag. Han spørger ikke om, hvad Olaf strider for, det er ham ligeens; han vil bare have Lov til at 88slaa for Kongen, fordi han aldrig saa en større Helt end ham, fordi han aldrig mødte nogen, der var saa tro mod sin Sag og tro paa en saadan Maade som han, og fordi han i Kamp for denne Mand finder den Tilfredsstillelse, som han ikke længer kan finde i Kamp for Kampens Skyld eller i Kamp for Rovets Skyld. Arnljot begynder ikke med at blive omvendt af Kristendommens Sandheder og tjener ikke Kongen, fordi denne tjener Kristendommen; men han begynder med Olaf og tjener Kristendommen, fordi den er Olafs Sag, og fordi den Tro, som Olaf faar sin Styrke fra, maa være en god Sag. Saaledes er Sagaens Arnljot, og saaledes er Bjørnsons.

Ifald man nu vil indvende, at en saadan Omvendelse ikke er betydningsfuld nok til at give et frugtbart Emne for et Digt, da kunde man gjerne svare, at saa er enhver Brydning af kjæmpende Livsmagter, som Historien fortæller om, ligesaa ubrugelige for Digteren. Alle Omskiftelser i Kulturlivet have haft en gradvis Væxt, og skjønt Digteren, der i et eneste lidet Billede skal fremstille Omvæltninger, der gik for sig gjennem et længere Tidsrum, nødvendigvis maa samle det spredte og stille Modsætningerne skarpere op mod hinanden, end de i Virkeligheden stod, saa kan man dog meget vel, uden at Tidens Ide-Indhold kommer mindre klart frem, gaa den historiske Sandhed nærmere, end de ældre Digtere gjorde. Et saadant Fremskridt er det, man finder i Bjørnsons historiske Arbejder, saavel i de tidligere som i «Arnljot.» Stiklestadsslagets historiske Betydning som et Møde mellem det nye, der tabte, men dog vandt, og det gamle, der vandt, men sank, er fuldkommen klar gjennem Digtets Fremstilling, og dog er ikke den historiske SandhedSandhed] rettet fra: Saandhed (trykkfeil i papirutgaven) krænket. I Arnljot er Tidens store Rørelser fremstillet saaledes, som de poetisk klaret maatte se ud i en Vikinge-Natur som hans, og selv om det nye, som kalder ham til Kamp og Fald paa Stiklestads-Bakkerne, overensstemmende med det sande Forhold er givet ham mere som en dunkel Trang end som en klar Erkjendelse, saa vil dog ingen, der læser Digtet uden Fordom og Vrangvilje, føle nogen Tvivl om, at det Valg, Arnljot gjør, er Udtryk for et Omslag i hans Liv, der er ligesaa dybt og afgjørende, som noget, Digterne gjennem Tiderne have sunget om. Og de fleste Læsere ville vistnok ogsaa være enige om, at ligesom Digteren i sit Syn paa Begivenheder og Personligheder har lagt stor historisk Sans og stort Geniblik for Sjælelivets Love for Dagen, saaledes har han ogsaa uddigtet Stoffet med en Evne til rig Symbolik og varm, anskuelig Fremstilling, som faa Digtere have ejet.

Vi have her udelukkende drøftet et enkelt Punkt i Digtet. Der kunde naturligvis være mange andre Sider at betragte; men Bogen har allerede baade her og udenlands fundet en saa flersidig Bedømmelse, og især har Hr. Rosenberg i «Hejmdal» saa varmt og klart udredet den Side, som her er ganske forbigaaet – det Livssyn, som Digtet udtaler –, at al videre Omtale maa være overflødig. 89Vi skulle derfor indskrænke os til de ovenfor fremsatte Bemærkninger og tilslut blot tilføje, at det ikke synes os ganske ubeføjet, naar man har fundet, at enkelte Vendinger som ogsaa enkelte Strofebygninger falde tyngre og mere tvungne, end godt gjør, og at det ikke overalt er Tankedybden, som gjør Arnljot til et tunglæst Digt. Men den noble Beskjæftigelse at udplukke disse Steder og at raabe «bæ» efter hvert uvant Ord og hver ny Verseform, der kommer En for Øje, maa overlades til de Recensenter, hvem man med Forfatteren af «Den Fremsynte»Forfatteren af «Den Fremsynte»: Jonas Lie blot kan ønske, at de engang maatte faa se baade Livet og Døden for ramme Alvor, for at de kunde faa et lidt større Syn paa Kunst og Literatur.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.