Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

[P. CHR. ASBJØRNSEN: NORSKE FOLKE-EVENTYR]

(Aftenbladet 16. des. 1871.)

Er der nogen Forfatter i vor Literatur, som paa Forhaand kan være vis paa at være en velkommen Gjæst og særlig en velkommen Julegjæst, saa er det Asbjørnsen, vor store Eventyrfortæller. Der, hvor han stiger ind, tændes Julelysene af sig selv, og smaa og store flokke sig om ham, lytte med den samme spændte Opmærksomhed og følge ham med den samme Længsel efter at faa sig «en glad Dag i Fantasiens Land.»

Allerede den Omstændighed, at disse Eventyr nu alt i en Række af Aar have været stadige Julegjæster, som vi nødigt savnede, gjør, at hjemlige Minder vaagne i os, saasnart bare en ny Samling meldes os. Der gaar strax en Vinterscene op for vort Syn, hele Landet ligger for os med dybe, bløde Snesenge, Træer og Huse flytte sammen i fortrolige Klynger, som om de ogsaa vilde høre Eventyr fortælle, Sneen, som tynger alle Grene og fra alle Tage hvælver sig ud over Vinduerne, kjøler ikke, den luner og hygger og tindrer i tusinde Stjerner om alle Huse, der har Hjemlivets blinkende Julelys tændt midt ude i det store Snehav. Men disse Eventyrs Værd og deres Magt til at sætte os i Samfund med det hjemlige hviler dog i noget dybere end deres Evne til at vække Barndomsminder og Julestemninger. Ligesom Gudesagn, gamle Viser, Sproglevninger, Jordfund osv. ere de Kilder til Kulturhistorien. Sproggranskeren lytter sig gjennem de enkelte Ord tilbage til Tider, som ingen Saga har, selv ikke en «underjordisk», og lader Ordene fortælle om Folkeslagenes Slægtskab og Stamfolkets Kulturtrin. Ja, han er saa lydhør den Mand, at selv om han ikke har et eneste Ord af hint gamle Grundsprog, saa kan han dog høre det hviske ned til sig gjennem dets kultiverede Døtre og faa dets gamle Former til at staa op igjen. Oldgrandskeren graver op af Jorden andre synlige Vidnesbyrd om Fortidens Folk; han sætter Dyreben og Potteskaar sammen, han pudser op gamle Vaaben, 90Smykker og Huskjørel, og i Samlag med Geologen fortæller han saa om den sunkne Tids Vilkaar og Folk. Andre følge efter med Viser og Sagn, og her faar da ogsaa Eventyrene sin Plads. De fortælle ogsaa om Folkenes Slægtskab saavel som om deres Særudvikling. Naar det samme Ord findes i flere Sprog, og Ordet ikke kan tænkes at være Laan fra det ene Sprog til det andet, saa slutter man, at det er en Arv fra et fælles Grundsprog. Og naar man finder de samme Grundemner i indiske, græske, engelske, tydske, franske, italienske, svenske, danske og norske Eventyr, da har man ogsaa her Vidnesbyrd af samme Slags, om det end paa dette Omraade er vanskeligere at komme efter, hvad der er Laan og Paavirkning, og hvad der er Arv. Denne Side af Eventyrenes Betydning er dog mest videnskabelig og ligger den almindelige Læser altfor fjernt til at fængsle hans Interesse i noget større Mon. Eventyrenes Udsagn om vort eget Folks Særudvikling, disse Fællesemners ejendommelige Uddigtning af det enkelte Folk i Overensstemmelse med dets Anlæg og historiske Udvikling og under Indflydelsen af Landsnaturen og Livsvilkaarene har derimod en Betydning, som er saa meget større, des længere den historiske Udvikling har ført Kulturlivet bort fra Folkegrunden. Disse Eventyr hjælpe da ligesom Folkeviserne til at finde Traaden i Folkets Udvikling, skjønt de nærmest blot afspejle en enkelt Side af dets Aandsliv. Her gaar Forestillinger igjen, som kan forfølges op til Eddadigtene og den hedenske Tro, her er Billeder, som vi endnu kjende i deres gamle Form i Oldtidens og Middelalderens Sagaer. Der ligger i disse Eventyr gjemt smaa Kulturbilleder med Islæt fra de forskjellige Tider, og det maatte være et interessant Arbejde for den Sagkyndige at samle alle disse Smaatræk fra Eventyr, Viser og Sagn og paa dette Grundlag at give os levende Smaabilleder af de Livsforhold, under hvilke denne Digtning har udviklet sig. Men det er dog ikke ved sine Bidrag til den almindelige eller vor egen Kulturhistorie, at disse Eventyr har haft den største Betydning for os. Det bedste, de gav os, var dette levende Folkefantasiens og Folkehumorets Opvæld, som de sendte ind i vort Kulturliv. De bragte Bud fra Folkesindet og fra vor Natur, de blev Forkyndelsen af et nyt Gjennembrud i vor nationale Udvikling, og derfor have de ogsaa for os det folkelige Vaarlivs løfterige Solglands over sig. De glædede os med sin hjemlige Tone, vi mødte kjendte Folk, hørte kjendte Maal og levede i norsk Natur. Men de indeholdt ogsaa en Bebrejdelse, de havde samtidig en mindende og vækkende Evne og satte et Krav til os. Den, som ikke under Læsningen kjender sit Slægtskab med den Folkenatur, de havde Bud fra, og som ikke føler sig betænkelig tilmode over et og andet i sin egen Dannelse, han er ganske vist i sin Udvikling kommen paa længere Afstand fra Folket, dets Tankesæt og dets Udtryksmaade end den, Dannelsesgraden sætter mellem de forskjellige Klasser i alle Folk – han staar paa en anden Grund. Hos alle dem, som levende føle 91Slægtskabet, vække disse Eventyr en ejendommelig Hjemlængsel, som ikke bare er Kulturmenneskets Trang til at hærde sig i en frisk Natur, men ogsaa en Længsel ud af den fremmedartede Dannelse og mod naturligere, hjemligere Former. Man tager saaledes ganske vist storlig fejl, om man tror, at det blot er en almindelig Turistlængsel, som udtaler sig i det bekjendte dejlige Digt af Jørgen Moe:

«Naar jeg gaar i den fremmede, larmende By
i de skinnende, bonede Sale,
Da lyder en Hvisken, saa hjemlig og saa bly
fjernt henne fra min Barndoms grønne Dale.
Da drager mig en Længsel mod Skov og mod Fjeld,
da lyder atter Lurlok og Bjælder ved Kvæld
og Sus gjennem skjæggede Graner.»

Det var hele Folkets Trang til at finde de tabte «Guldbriller» i sit eget Naturdyb, han tolkede, og det var den samme Trang, som drev baade ham og Asbjørnsen ud paa Tog efter Eventyr, og at deres Gjerning og deres Fund var af kulturhistorisk Betydning for os, viste sig snart i vor Literatur; thi vi maa mindes Eventyrene og takke deres Gjenfortællere, naar vi nu sidde og glæde os i saa sande, ud af vor Aand og Natur digtede Bondelivsbilleder som «Synnøve Solbakken», «Arne» og «En glad gut», ligesom Sagaen og de Mænd, som ryddede vor Historie, have sin Del i, at Fortidens Mænd og Fortidens Liv er staaet op igjen i vor Literaturs historiske Digtning. Og naar vi nu betænke; hvor meget denne nye Digtning har virket til at vække Selvstændighedsfølelsen og det folkelige Aandsliv i det Hele, saa ville vi heller ikke være i Tvivl om dette Eventyr funds store Betydning.

Eventyrene er Folkedigtning; men hvilken Del har saa Gjenfortællerne i dem? Dette kunne vi let komme paa det Rene med, naar vi læse andre Eventyr, der ere fremkomne i vort Land. Vi se nok, at det er de samme Træk, som gaa igjen, vi føle nok, at det er den samme Fantasi, som har digtet, men de forholde sig til Asbjørnsens og Moes Gjenfortælling, som en mekanisk Oversættelse til en Gjendigtning. Andre kunne kanske ogsaa have lyttet Ordene ud af Folke-Fortællerens Fremstilling; men disse To have lyttet Aanden ud med det samme, og da det er Aanden, som skaber, er der heller ikke et eneste Eventyr og heller ikke noget andet Skrift i vor Literatur, som kan maale sig med disse Eventyr – især Asbjørnsens – i Sprogets Norskhed. Der er i et Blad blevet anket over, at Asbjørnsen ikke har brugt Landsmaalet, og Anmelderen finder det stødende midt inde iblandt de danske Ordformer at træffe en norsk, som f. Ex. botne. Vi miskjende nu ingenlunde Maalstrævets store Betydning for vor sproglige Udvikling, og vi indrømme villigt, at saasnart Maalet er blevet norsk i Aand, da 92kommer ogsaa Trangen til en mere norsk form med det samme. Men ligesaalidt som vi kunne gaa ind paa det Maalstræv, som først og fremst kræver de norske Ordformer og saa siden slaar sig tiltaals med det Haab, at saa kommer nok den norske Aand slængende ind med det samme, ligesaalidt kunne vi gaa ind paa det Krav paa «alt eller intet», som man gjør gjældende, naar Norskhed i Aand, i Tankegang og Vendinger er tilstede, men Ordformerne blandede. Asbjørnsen skriver Norsk, og der maa en Maalstrævers Øje og Øre eller snarere en maalstræversk Tendents til forat kunne stødes ved Formen «botne» i et Sprog som hans. Skriver man derimod Dansk, da snubler man ganske rigtig over slige Former. Asbjørnsen skriver, som landsfødte Folk tale i dagligt Lag, naar de bruge sin egen Tunge og ikke enten ere komne saaledes under Skriftsprogets Tugt, at de have glemt sit eget Talesprog eller af Frygt for ikke at synes dannede holde sig saa vidt mulig oppe paa Bogsprogets Højder. I Eventyrene ligger Sprogtonen paa Grund af Emnets Natur Folkemaalet nærmere, men Asbjørnsen skriver ogsaa Norsk i sine andre Bøger, og hans Sprog hviler som sagt nærmest paa Landsfolks Talesprog. Og der vilde være mange, som skrev Norsk i vort Land, ifald de skrev, som de talte; men dette er desværre sjelden Tilfældet; vi skrive, takket være vor Optugtelse og vore Læreboger, Dansk og Tydsk, selv om vi tale Norsk. Vi kjende blot to Forfattere blandt dem, der har skrevet paa Landsmaalet, som kunne maale sig med Asbjørnsen i norsk Sprogtone, nemlig Vinje og Ivar Aasen. Og ligesom Asbjørnsen har haft en ægte norsk Fantasi, hvori Folkedigtningens Billeder have kunnet gjenfødes med en saadan Troskab, at de bleve til Mønstre i vor Kunstdigtning, saaledes tro vi ogsaa, at det Sprog, han har fortalt sine Eventyr i, vil komme til at danne det Grundlag, som vort fremtidige Skriftsprog vil udvikle sig af.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.