[JONAS LIE: SKILDRINGER OG FORTÆLLINGER FRA NORGE]

110Jonas Lie vakte først Opmærksomhed ved sine Bladartikler, mest om politiske Emner. Man mærkede alt her de digteriske Anlæg i den Stemningens Understrøm, som bar dem, og i det Fantasiens Farveskjær, som laa over hans Stil. En Digtsamling, som han udgav, indeholdt derimod mest Studier efter Wergeland og vandt ikke nogen videre Opmærksomhed. Med hans Breve fra Norge til «For Ide og Virkelighed» og med en Del Lejlighedsdigte, som skrive sig fra samme Tid, begynder et nyt Afsnit i hans Forfattervirksomhed. Han havde nu arbeidet sit eget frem, og da hans første bog «Den Fremsynte», kom, blev han strax en kjendt og kjær Forfatter baade her og i Danmark.

Søger man at komme efter, hvad det er i det Emne, Forfatteren behandler i «Den Fremsynte», som egentlig har vakt hans Kræfter, har tændt den indre Ild, som forvandler en mer eller mindre kunstferdig Skribent til en Indskydelsernes Mand, der gjør poetisk Fund, vil man ikke længe være i Tvil om, at det, som har gjort hans Følelse varm og hans Fantasi storsynet, det er Nordlandsnaturen med den storartede Bedrift og det ejendommelige Folkeliv, den har skabt. «Den Fremsyntes» Historie er ganske vist i og for sig saa smuk og ejendommelig, at den vilde blive læst med ublandet Interesse, selv om den ikke var saaledes inddigtet i disse storladne Naturomgivelser; men tydeligt er det dog, at Bogen ikke er bleven til for «den Fremsyntes» Skyld, men denne for Nordlandsnaturen. Med andre ord: det er ikke det enkelte Menneskes, den Fremsyntes, særegne Sjælsanlæg og Skjæbne, der fra først af har grebet Digteren og faaet ham til nærmere at gjøre sig kjendt med de Naturomgivelser, i hvilket dette Mennesket er opvoxet; det, som har begejstret ham, det, som er hans Sangemne, er Nordlandsnaturen i Almindelighed, saaledes som han har seet den i Fantasien, og i dette store Natur- og Folkelivsbillede staa da «den Fremsyntes» Historie, Eventyrene og de andre Træk af det indre Liv deroppe som oplysende Illustrationer. Nordlandsnaturen fremtræder ikke som et fjernt, skissert Baggrund-Billede for «den Fremsyntes» Historie, men denne er et Exempel blandt flere andre paa denne Naturs Indflydelse paa Sindet. Midt inde i et fantasiløst Byliv med sin grumsede Hverdagssjø og travle Fangst efter Hvitinge-Tanker har Digterens Naturlængsel tørstet efter en ret slaaende Modsætning, og med et er da Nordlandsnaturen med sine store Sindsindtryk og sine barske Livsvilkaar sprungen op i Digterens Minde, har tænt hans Fantasi og gjort ham varm og veltalende. Man føler strax, at han her med et er kommen ind paa sit egentlige Omraade, hvor «Strævet for de daglige Tanker» – et Stræv, som selv de største Forfattere nu og da faar lære at kjende-, pludselig ender, og hvor det indre Opkom 111i Digteren vælder villigt og rigt. Det friske, storladne Billede af et nordlandsk Uvejr rasende ind i Byens Gader, den udmærkede Jevnførsel af de nordlanske Forestillinger om Hav, om Fjelde, om Stormgang og Fiske med en Bymands, de stemningsfulde, lyriske Digte i Prosa om den nordlandske Sommer, de mange enkelte Smaatræk af Livet og Færden deroppe, og endelig alle disse Havsagn om Drauger og andre Kystfolkets Fantasifostre – alt dette er saa overlegent digtet i Sammenligning med sælve Fortællingen, at man ikke et Øjeblik kan være i Tvivl om, at det er dette Natur-Billede, som først er voxet op i hans Fantasi. Saa er da Tanken paa et Menneske, der er fostret i denne Natur, erer] rettet fra: ar (trykkfeil i papirutgaven) aandsmærket af den, og som lever paa Mindet om den midt inde i et Byliv, som ingen Tiltrækning har for ham, vaagnet i Forf., og «den Fremsyntes» Historie er bleven til. Men denne er da igjen saa godt digtet ud af Nordlandsnaturen, at det enkelte Menneske, den fortæller om, giver en tro Spejling af denne Naturs Indflydelse i enkelte Retninger.

ForfatterensForfatterens] rettet fra: Forfatteren (trykkfeil i papirutgaven) Evne er ganske i Overensstemmelse med hans Forkjærlighed for Naturskildringen og Kulturbillede. Det er nemlig hverken sykologisk Dybsyn eller Magt til at føre Mennesker frem for os med Nærværelsens fulde Livagtighed gjennom en Mangfoldighed af individuelle Træk, der fornemmelig udmærker Jonas Lie. Hans fantasi er beskrivende, ikke plastisk.

Hans Vers raader ikke altid over nogen særdeles stor Stemningsfylde; hverken i hans Vers eller i hans Prosa er det Følelsens store Inderlighed og den umiddelbare Anskuelses Styrke, som betager En; det, som især udmærker Forf., er Evne til at aabne maleriske Fjernsyn, vække vemodige Minder, finde overraskende Sammenstillinger og skabe slaaende Billeder. Hans digteriske Hovedeje er: friske, aandfulde Tanker og Ideer og en sjelden stilistisk Evne.

At denne Opfatning ikke er grundløs, synes hans nye Bog, «Skildringer og Fortællinger fra Norge,»«Skildringer og Fortællinger»: Den korrekte tittelen på Jonas Lies bok er Fortællinger og Skildringer fra Norge. Feilen er Elsters. at bekræfte. Den aabnes med en kort Skildring af «Nordfjordhesten». Dette vakre Indlæg til Fordel for dette mærkelige lille Dyr, der engang miskjendtes i den Grad, at mange mente Racen burde fortrænges, er i al sin Korthed og Simpelhed saa veltalende, at det bør blive kjendt saalangt Fjordhesten færdes. «De græslændte, bakkede Gaarde i Nordfjord og Fjeldbejterne der, er Hjemstedet for det, man kalder Nordfjordracen. Altid kjendt for et fortrinligt Dyr, har «Fjordingshesten» med Hestehandlerne gaaet i Salg saavel til Sødistrikterne sønden- og nordenfjelds, som over hele Østlandet og langt ind i Sverige. I de sidste Aar, da ogsaa Udlændingen har faaet Øje for, hvad der bor i disse smaa, livlige Heste med Ben som Staalfjedre, ere de solgte baade til Kejser Napoleon og Engelskmændene; man har endog villet krydse den med arabiske Bjergheste, hvilke den i meget skal ligne. Lig andre indestængte norske Begavelser, har ogsaa 112den endelig faaet sprængt Bygdens snevre Mur og naaet til et videre europæisk Navn. Den har bogstavelig slidt sig til det paa Landvejen, hvor den er funden som Perlen i Smudset.»

Efterat have omtalt dens mange Fortrin og den ilde Medfart, den ofte maa lide, ender Forf. saaledes:

«Man faar haabe, at Gud ogsaa har en Oprejsning for dette lille, gode, tjenstvillige Dyr, som bare har lidt, bare blev misbrugt i Sælen, aarevis, indtil Døden tilslut barmhjertig tog det i Fang – at det hinsides vil finde friske, frie Græsgange, og endnu dejligere, sommerblaa Fjelde at bejte mellem end de hjemme i Nordfjord.»

Men hvor falder man ikke fra den ene Skuffelse i den anden, idet man nu fra denne smukke Indledning gaar over til selve Fortællingen! Hvergang Hesten kommer frem og Træk af dens Liv og Skjæbne fortælles, siges der altid noget godt, men hvor fattigt er ikke dens Omgivelser, det vil sige Fortælligens Personer, digtede? Her, hvor det gjælder ikke blot at beskrive, men at lade Mennesker leve sig frem for os i betegnende Tale og Handling, her synker Fremstillingen med et ned fra de sollyse Højder, vi ere vante til at færdes paa med Forfatteren, og ned i et haabløst prosaisk Graavejr. Intet indre Liv oplades for os paa noget Hold, ingen varme Følelser slaa frem, ingen Karakterer blive kjendelige. Alt er udvortes, er konventionelt, her har Forfatteren intet seet selv, han har maattet laane sig frem eller rettere digte efter kjendte Mønstre, digte paa anden Haand, og den Kritik, som Forfatteren her aabenbart har haft til sin Raadighed, har vistnok frelst ham fra alt forceret, al iøjnefaldende Maner, men ikke fra det tørre og trivielle. At sammenligne denne Skitse med de Fortællinger, den nærmest er Studie efter, vilde jo været meget uretfærdigt. Men stille vi den f. Ex. ved Siden af Fru Thoresens Fortællinger, vil den endda komme meget til kort. Tager man fra Fru Thoresens Fortællinger alt, hvad de eje af skarp sykologjsk Analyse, af fin Reflexion og Energi i Fremstillingen, beholder man altsaa blot Skildringen af Bondens udvortes Liv tilbage, saa har man omtrent, hvad Fortællingen i Nordfjordhesten giver. Den ligger virkelig forbausende langt under Bogens øvrige Skildringer; man læser den med den Sort egne Genance, som altid betager En, naar man hvert Øjeblik kan vente, at en Præstation vil løbe ud i den skjære Flauhed, og man ender med at undre sig paa, om ikke denne farveløse Skisse er sluppen ind i den forøvrigt saa smukke Bog ved en ren Fejltagelse. Og Hr. Lie maatte dog kunne have gjort saa meget just af denne Emne. Den næste Skisse, «Søndmørsottringen», giver os strax en Tanke om, hvordan «Nordfjordhesten» kunde været behandlet. I «Søndmørsottringen» er saa godt som ingen anden Historie end Baadens egen. Først er Baaden selv mesterligt beskrevet, man ser den sejle i alt Slags Vejr, danse i frisk Bris og kjæmpe i 113Stormhavne eller gaa under, og dens Fortrin og Svagheder fremhæves med en Baadbyggers Sagkundskab. Sammen med Baadens Historie faar vi da ogsaa Træk af den fiskende Befolknings. I disse biografiske Skisser og almindelige Karakteristiker – hvori Lie er Mester – føres mangt et ejendommeligt Fysiognomi frem for os, og gjennem det hele gaar Sagnet om Havbroen og giver Billedet en særegen Farvetone. Saaledes kunde «Nordfjordhestens» Historie ogsaa have været opløst i en Række Smaatræk. Forf. kunde have vist os den i vexlende Omgivelser og Kaar. Dens Liv og Skjæbne, lige fra den springer om som Føl i Hjembygdens Bejter, til den ender paa en Skydsstation eller sejler udenlands, var vel et Ord værd. Dens Bedrifter i Hjembygden, i Skoven og paa Landevejen, i Glette og Højsne, – i Kirkefærd og i Kløvfærd, dens Udrejse i Driftflokken om Vaaren, dens Tilsynekomst paa Markedspladserne og paa Travebanen (thi ogsaa her ser man dem stundom i Kapløb med de østlandske Storheste), – hele dette dens omskiftelige Liv, der kunde have været indflettet med smaa oplysende Træk af de Natur- og Folkeomgivelser, den just optræder under – af Hjemlighedslivet – Handelslivet – Skydsfærden – osv., maatte netop have kunnet give en Forf. som Hr. Lie en række Emner til interessante Smaabilleder af Natur, Folk og Færd i vort Land. Thi Skissen er aabenbart Hr. Lies Styrke. Naarman ser, hvad Forf. har kunnet udrette med Søndmørsottringen, og betænker, hvor meget der ligger ufortalt om Fjordhesten, da maa man antage, at det er af Brist paa egne Iagttagelser, at Hr. Lie har valgt den Udvej at digte Hesten bort i en Fortælling – kunde man gjerne sige, skjønt den jo er Bindeleddet i den.

I «Finneblod» møde vi Hr. Lie igjen paa et Omraade, hvor vi fra «Den Fremsynte» ved at han er hjemme – Eventyret, Sagnet. Vistnok er denne fortælling om Draugens Liv i Havdybet langt fra af den Virkning, som de tilsvarende Sagn om dens Færd oven Vande i «Den Fremsynte», – slige Eventyr-Figurer som Draugen maa helst bare høres paa Afstand og skimtes i det Fjerne –; men hele den lille Historie giver dog et tiltalende Billede, i hvilket vi kjende Forf.s Ejendommelighed igjen.

Skissen «Svend Føyn»«Svend Føyn»: Svend Foyn er kjendt fra «Folkevennen» og fra de mangfoldige Aftryk i forskjellige Blade Landet rundt. Den ny og mærkelige Bedrift, vi her sættes ind i, store og eventyrlige Natur-Omgivelser, i hvilke den foregaar, Bedriftens Historie og dens Grundlæggers Karakter – vilde i og for sig være interessante Emner at høre om. Men under Hr. Lies Pen er der blevet et saa friskt lidet Ishavsbillede deraf, at man næsten kunde være tilbøjelig til at sætte det øverst af alle Bogens Skisser. Men hvad der nu end bør have Forrangen – vist er det, at Bogen bringer saa meget smukt, at den overalt vil blive læst med sand Tilfredsstillelse.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.