Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

BJØRNSTJERNE BJØRNSON: DIGTE OG SANGE


I.

(Aftenbladet 7. okt. 1870.)

Naar et Folk en Tidlang har ligget udenfor Kulturlivet, eller blot har levet det med paa anden eller tredje Haand, og saa vinder de første Vilkaar for et selvstændigt Liv, da vil dets Digtning i de fleste Fald begynde med den patriotiske Glæde over den vundne Frihed. Man vil tale meget og synge meget om den Selvstændighed, som endnu skal grundes, og man vil gjerne se ydre Tegn og Mærker 73paa Uafhængighed; men man vil en Tid lang være mindre betænkt paa at fremme et selvstændigt Aandsliv med Rod i Folkenaturen. Men lidt efter hvert træder den Tanke frem, at man maa leve sit eget Liv, og saa kommer der Rydningsuro over Landet.

Der vil da først og fremst være en Trang til at søge tilbage til Historien, hvor den endnu var Udtryk for et vaagent Folkeliv. Der vil fremstaa Mænd, som tage Ophold i denne Fortid og granske den, rydde den, hugge Veje, aabne Udsyn, gjøre Opdagelser. Det gjælder først og fremst at gaa Grændserne op med Sværd i Haand, at hævde sit Eje, at erobre sin egen Fortid. Alt, som kan vidne, drages frem, Saga, Sagn, Sange, Ord, Navne, Stene, Huse og Dragter. Historien randsages, og et Opgjør holdes. Siden beskrives det fundne fyldigere, Begivenheder skildres, Kulturtilstande lægges klarere frem i Dagen, og tilslut komme Digterne og rejse lyslevende Billeder af den sunkne Tid.

Men denne Folkets Trang til at se sig selv styre andre mod Nutidslivet der, hvor dette er oprindeligst, hvor Sammenhængen med Fortiden er synligst. Og her ledes igjen det frem, som kan tale om den Aand, som skabte Folkets Historie. Bondens Liv, hans Maal, hans Sagn og Sange, Sæder og Skikke, vil ved Siden af Historien være det, som mest optager Tænkere og Digtere. Fra at beundre og synge om den Bonde og det Bondeliv, man ikke kjendte, vil man nu gaa over til at sprede Lys over, pudse op og udstille Ord og Sagn ligesaavel som Krus, Klæder og Søljer. Tilslut ville ogsaa her Digterne tage Emner af det nysopdagede Liv, og de ville efterdigte de fundne Sange. Men i første Færd vil Bondelivet med sin større Friskhed og Oprindelighed og med sine tydeligere Mærker af den ældre, mere ejendommelige Kultur, som engang trivedes i Landet, med sin Sagn- og Eventyrskat mest bruges som en Fundgrube, der kan give ny Tilførsel af Raaemner til Kunstpoesien.

Der bryder ikke altid strax en hjemligere Aand frem gjennem de nye Emner. Den Interesse, som en saadan Udmyntning af nationalt Stof vinder, er heller ikke noget sikkert Vidnesbyrd om, at en folkeligere Aand er vakt; thi et nyt Kulturliv med stærkt Særpræg, eller et gammelt, størknet og halvglemt, som graves frem af sine egne Sandhauge, eller et Vildliv, som arter sig ejendommeligt, drager altid Folks Interesse til sig. Ja, stundom kan denne Glæde i det nye Stof ligefrem vidne om den Afstand, der er mellem Digterens dannede Læsekreds og det Folk, hvis Liv fremstilles; thi dette plejer drage En i samme Mon, som det er En fremmed. Interessen er da rent poetisk eller kulturhistorisk eller naturvidenskabelig, eller det er den Glæde i det oprindelige, den Tørst efter djærv, drøj Natur, der ret som det er overfalder de af Kulturtankerne herjede, ørkenhede Samfund. Men selv om denne Interesse for Bondelivet er grundet paa Samfølelse med det hjemlige deri, saa plejer der dog ikke strax at være nogen levende Trang 74til at føre det frem til Kulturvæxt paa Grundlag af dets egen Natur. Men har et Folks Udvikling ført det med sig, at alle, som vandt en videre Dannelse, med det samme førtes langt bort fra den Kultur eller de Rester af Kultur, som den største Part af Folket har sit Liv bundfæstet i, da vil det snart kjendes, at der er en Splid i det hele Folks Udvikling, og der vil vaagne en levende Længsel efter at faa den lægt. Bevægelsen slaar dybere igjennem, og man vil begynde at krige mod den herskende Kultur, som en fremmed, man vil vække den sovende Trang og de sovende Krav i Bondefolket, og man vil prøve paa at tilføre det Kulturindholdet paa en nemmere Vej end før. Det skal ikke mere bare sees paa og synges om, det skal vaagne til et sandt Aandsliv med Rod i dets Fortid og Væxt efter dets Ejendommelighed. Det skal møde frem og være sin egen Talsmand, faa sit Liv baade i det Ydre og Indre stelt efter sine Evner og Kaar. Saasnart dette Gjennembrud i Udviklingen har gaaet for sig, finder det gryende Liv ogsaa snart nye Organer at udtale sig igjennem, nye Tænkere og Digtere, som staa det nærmere end de gamle og som forløse dets Trang dybere. Der komme Synsmaader tilorde som er stærkere mærket af Folkets Ejendommelighed, Tanker som det selv har tænkt, Billeder rejses, som dets Fantasi har digtet, Toner lyde, som har Bundklang i dets Natur. Det er en rimelig ting, at den Digtning som svarer mest ligefrem til et saadant Gjennembrud i et Folks Udvikling, vil finde dybest Gjenklang.

Det er vistnok ikke blot disse Digtere, som have Krav paa at kaldes folkelige, det er ikke blot de, som den raadende Hovedstrømning i en enkelt Tids Aandsliv slaar ud igjennem; thi jevnsides med denne gaa mange andre, og de forskjellige Digtere give alt efter sin Udrustning forskjellige Sider af Aandslivet Udtryk, og en rummer et større, en anden et mindre Tonesæt, en drages især til det enkelte Menneskes personlige Liv, en anden har især Sands for Samfunds- og Folkebevægelserne; en sender Satirens Saltstrømme ned i et grumset gjærende eller dovent stillestaaende Liv, en anden synger troende ud den ægte Grundtrang, som rejste Bølgerne, eller fæster Idyllerne midt i Spidsborgerlivet, som harmede hin. Alle have sit Kald at røgte, og ingen bør vrages, om deres Betydning ikke er lige stor. Men vel er det saa, at man ikke tildømmer den Digter det dybeste rodfæste i sit Folk og det sandeste Forhold til Aandslivet, som sætter al sin Magt paa at rejse Dæmninger forat spare sig selv for Uhyggen i en Omslags-Tid, og som bare havde Mod til i en rolig Tid at tale og skrive om Folkeaand og Folkefrihed, men som blev sky og fornem, harm og hadsk eller saar og sutrende, saa snart de Magter, han selv var med at raabe paa, virkelig røre paa sig og vil omskabe de gamle Forhold. Og det er ogsaa saa, at den Digter, som levede sit Folks Liv fyldigst med, som havde det største Mod til at staa i Govet og den største Evne til at holde Synet frit og Troen frelst under alle Døgnets Slingringer, og som har de 75stærkeste Toner for dets Sorg, dets Savn, dets Længsel og Haab, han vil vinde de fleste Hjerter og have den største Virkevidde.

Bjørnsons Digtning betegner i Literaturen et saadant Gjennembrud i vor folkelige Udvikling. Alle de, som saa denne Væxt ud af de fremmede Former, vi vare bundne i, som en Væxt bort fra al Kultur, og alle de, som vel vilde en selvstændig Udvikling, men som havde tænkt sig den efter et vist forud opgjort Mønster og fandt sig skuffede deri, alle disse maatte hans Fremkomst i Literaturen og den Tilslutning, han strax vandt, forarge. Men andre hilste det som en Morgenrøde i vor Udvikling, da vi i Synnøve Solbakken for første Gang fik se vort Bondeliv ikke bare beundret og besunget paa Langthold, men poetisk gjenfødt. Og det var vel heller ikke bare Tidens Lyst paa det særegne i slet Forstand, paa de skrigende Farver og usædvanlige former, som hilste de Sange, der nu ere samlede, som sande Folkesange, førte dem ind i alle Huse, hvor Sang lyder, og lod dem stige ved alle festlige Samlag alt Landet over. Det er vel ikke for dristigt at sige, at Grunden var mere holdbar, at disse Sange eje en stor Idefylde, et fuldt Tonesæt, og at de just gav de Tanker og Toner, som bevægede os dybest. Det var noget, som gjærede og arbejdede i vort eget Indre, som forløstes i disse Fortællinger, Dramaer og Digte. Der var i dem alle noget varmende hjemligt, ikke bare i Emnet, men i Synet, i Tænkemaaden, i Følelsessættet, i hele den digtende Fantasi som tog os. Det var dernæst deres rent digteriske Egenskaber, deres store Inderlighed og deres Fantasimagt. Denne Inderlighed ligger i Bjørnsons dybe Virkeligheds-Forhold som Digter.

Der er Digtere, som begynde med en vis Tanke eller et Sæt af Tanker, som de ere komne til ved Betragtning, Reflexion eller Læsning. De faa en vis Bevægelse deraf og udarbejde nu Tanken med større eller mindre Stænk af Stemning, paa rigere eller fattigere Grundlag af Iagttagelse og mere eller mindre stærkt Særpræg. Men i andre Digtere begynder Bevægelsen under den umiddelbare Indflydelse af den Virkelighed, de leve i. Derfra faa de Stødet, der avler den indre Varme tænder Tankerne, rejser Billederne. Det gjærer og brænder først uklart i dem, hele deres Indre ophedes, udvides, det er en Stund bare Kog, Gjæring, elektriske Funke-Kast, utydelige Tonesvingninger. Men saa sker det forunderlige, det uforklarlige, som skyldes Digterens ejendommelige Bygning, hans Fantasievne: idet Bevægelsen bryder paa, er det, som om Ideer, Tanker og Billeder flokkes til ham forat tjene ham; alt faar Form og Farve i hans Fantasi, alle Billeder voxe sammen i et, alle Toner synge sammen i en Melodi, og Digtet springer frem. Her blive alle Tanker til som Stemningens Blomster. Og saaledes er aabenbart de fleste af Bjørnsons Digte blevne til. Alt er voxet i hans Natur, døbt af hans Aand, alt er erfaret, oplevet, alt er Funker, som Livet har slaaet af ham, alt kommer frem med hans Ejendommeligheds stærke Kjendemærke. – 76Den ualmindelige Fantasi-Styrke, Digteren ejer, viser sig deri, at alt hvad han giver, er saa individuelt. Man har vel hørt, at det er rejst som en Anke mod en og anden Digter, at han var for individuel; men man har dog ment noget andet. Der findes vistnok Digtere, der fremstille Sjæletilstande, der ere saa særegne, at man slet ikke kan se dem i Lys af nogen almindelig Ide; men man vil ved nærmere Eftersyn altid finde, at det, som det i Grunden har skortet paa, ikke er Tanke, men stærke Virkeligheds-Indtryk og løftende Fantasi. Disse Digtere eje bare tænkte Tanker, ikke Stemningstanker, og have blot Fjernsyn paa Livet. Men de have Længsel efter at meddele sig individuelt, og saa tvinge de et Særpræg frem for at dølge den abstrakte Tomhed. Ogsaa Bjørnson har faaet høre ilde, fordi han var for individuel. Man har skreget sig hæs paa det Almene, som man savnede. Hans Fortællinger vare uforstaaelige, vare en Samling Anekdoter uden ledende Tanke. Man fik ikke nok Besked om det, som gaar for sig i Personerne. Men just dette, at han forsmaar abstrakt at forklare, at han aldrig reflekterer over Personerne, men altid lader deres Historie aabenbare sig gjennem umiddelbare Livsytringer, i individuelle Træk, vidner om, hvilken afgjort Digternatur han er og om Magten i hans Fantasi. Det kan kanske være, at et og andet Sted paa denne Vis er bleven mindre klart, men dette er rent undtagelsesvis, og hint Raab skyldes mest, at man er bleven forvænt af de tydske Romaner og langsnakkende Dramaer derudenfra, saa man ikke længer læser Bøgerne, men jager dem igjennem i den visse Fortrøstning, at det kommer op igjen en to, tre Gange, vidløftigt, udræsonneret, fordi der ingen Formningsevne var.

Ligesom alt, hvad Bjørnson giver, er friskt følt og tænkt, saa er ogsaa Udtrykket ualmindeligt levende og fantasifuldt. Her er ingen færdig Stil, intet konventionelt Sprog, intet ubrydeligt fast Sæt af Ord og Billeder, som fremfor andre have faaet Hævd paa at være poetiske, ingen staaende Rimslyngning osv. Alt er oprindeligt, vegtigt, livfuldt og sandt. Han bryder uden Betænkning med det vedtagne, naar han føler, det ikke kan tilføre Læserens Fantasi et levende og ejendommeligt Indtryk af det, han vil have frem. Og han vrager ikke frygtsomt i sit Valg; han tager Ordet og Billedet uden videre, hvor det naturligst byder sig frem. Han fører hele Skarer af nye Ord og Vendinger, eller nye Sammensætninger af gamle ind i Sproget. Han tager dem friskt ind fra Virkeligheden, som de leve paa Tungen, uden al konventionel Respekt. Han holder sig saa nær til Naturen som muligt, og dette bør være Grundregelen i al Kunst. Skal Kunstneren fjerne sig fra Naturen, saa maa det være forat give Gjenstandens afgjørende Særmærke i større Klarhed og Fylde, end det ligger fremme i Virkeligheden. Og naar det gjælder at faa Karakteren frem, forstørrer og forstærker da ogsaa Bjørnson med Fynd og Varme.

Hans Sprog har sit Grundlag i Tale-Sproget, saaledes som det lyder hos alle, 77der ej have levet sig saaledes ind i de danske Lærebøgers Ordelag, at de selv i sin Tale ere blevne danske Bøger. Den Beskyldning for Plathed og Smagløshed, der gjerne høres, hver Gang En vover sig til i Skrift at vedkjende sig sit Tale-Sprog, er nu gammel og noget udslidt. Det er gjerne den sidste Tilflugt at kalde en Ting smagløs, naar man ingen skikkelige Grunde har for sin Dom. Men med Smagen bør man omgaaes varligt. Vel har man en Smagsvidenskab og Smagsdommere, der melde sig selv som Børn af den rene Smag; men Smagen er alt for meget et Vane-Produkt, til at man kan være tryg for, at ikke vore Efterkommere ville le af vor rene Smag, som vi have leet af vore Forfædres. Man faar være glad, ifald man saa nogenlunde kan paavise, at et Udtryk maa tilføre Fantasien et riktigt og livagtigtlivagtigt] rettet fra: livgtigt (trykkfeil i papirutgaven) billede; at det er smagløst vil ofte ikke sige andet, end at vi ikke ere vant til det.

En værre Indvending synes det at være, at et Udtryk er unaturligt, er gjort tvertimod Sprogets Grundlove. Men dette er sjelden eller aldrig bleven paavist; man har gjerne ladet sig nøje med at henvise til at det er ukjendt baade i Skrift og Tale. Men de, som er saa ræd ethvert nygjort Ord, bør mindes, at en Hærskare svenske og danske Ord ere rent ud lavede, men ere dog nu saa indtalte og indsungne i Sproget, at de, som bruge dem, for at krige mod en lignende Tilførsel til vort Skriftsprog, vist aldrig tænke paa, hvorledes de ere blevne til. Men det forstaar sig, at al saadan Sproglavning maa bunde i en Trang og bygges paa en sand og hjemlig Grundvold, ifald de nye Udtryk skulle fæste Rod og ikke atter renskes ud i kommende Tider.


II.

Aftenbladet, 8. okt. 1870.

Den første Bundt af den Samling Digte, som her skal omtales, kom frem i Fortællingerne, og de staa endnu, tagne ud af Sammenhængen, med Varmen og Farven af de Skildringer, som de var det lyriske Udløb af. De møde os nu som gamle Kjendinger og fører os lempeligt tilbage til Fortællingernes fagre Idyller. De vare et Vaarbud fra Folkets «Digtende Trang,» som hilste os i et gryende Digterliv. Det var vort Folk og vor Natur, der talte til os, sandere, end vi før havde hørt det, og i saa inderlige Toner og fulde Farver, som faa Digtere har ejet dem. Enkelte af disse Sange faa først sit rette Fald, naar de læses i Sammenhæng med Fortællingen, eller naar man ret levende mindes det Sted, de stod; men de fleste miste vist noget af sin Magt ved at læses særskilt, som f. Ex. Sangene af en glad Gut. Nogle er holdt i et vist Mønster, nemlig Folkevisens og de nyere Bygde-Sanges. Men Tonen er taget saa sikkert og saa frit, at her ikke er Tale om en mere eller mindre god Efterligning, her er bent frem digtet ud af det samme Syn, den samme Aand, som i Folkets egne Viser; Forskjellen ligger bare 78i den større Klarhed og større poetiske Fylde. Gjennem de allerførste gaar en tyngre Tone, en mørkere Farve, og Formen er mindre grejd. Tanken er mere bundet, Fantasien har endnu ikke givet den Flugt over de høje Fjelde, den drømmer og sukker endnu i de dybe, lukkede Dale. Men af de senere slaar der ud en Frejdighed, et Livsmod, en Sommerjubel og en Sommervarme, en Tro og et Haab, som samlet i et eneste Vers lyder saaledes:

«Løft dit Hoved og sjung det ud:
aldrig kuet du Vaarens Skud,
hvor der er gjærende Kræfter,
skyder det Aaret efter.»

Hvilken Sjælesundhed lufter der ikke ud af denne Sang! Man bliver glad og frisk i Hjertedybet af den, og skammer sig over hver syg, hver mismodig Stund, da man

«over sig selv og sin lille Skjæbne
glemte de Kræfter, som nu sig væbne.»

Den enkle, folkelige Tone, som synger gjennem disse første Digte, findes ogsaa i de Fædrelands-Sange, Samlingen indeholder. I de to ældre løfter Stemningen sig af et historisk Syn; det er Landet, som det var, og Landet, som det faldt og rejste sig, der skal give os Lærdom og frejdigt Mod paa Fremtiden. I de senere er der mere Landet, som det er, med sit gjærende Nutidsliv, som Digteren viser os Fremtids-Spirerne i. Alle bæres de af den samme dybe Kjærlighed til Folkenaturen og den samme stille, stærke Tro paa den. Alle have de den samme bramfrie Veltalenhed, den samme storstilede Enkelhed. Vor hjemlige Natur lufter ind til os, vor Historie staar i store, stille Billeder i Himmelsynet, hvad vi stunder mod, vifter som friske Flag frem for os. Faa af vore Digtere har givet os et saa stærkt Følge af vor Fortid, har givet et saa dybt Syn paa vor historiske Væxt og dens Resultat i Folkets Nutidskaar, har vist os Magten i vort Hjem med en saadan Varme og saa klart rejst Maalet foran os. Og her er intet abstrakt filosofisk, alt er givet i klare Symboler, den dybe Tanke stiger saa naturligt op af den enkle Fremstilling, «som Røgen af fin Ild.» Det synes stundom, som om der slet ingen Kunst er brugt, og alligevel springer der et livagtigt Billede frem af hver Linje, hvert Træk staar som malet og hugget for vort Syn. Hvor levende er ikke vort Lands Natur og Bedrift malet i disse Linjer:

«Hun strødde sin Sne over fjeldbratte Li,
bød saa sine Gutter at staa den paa Ski.
Hun knuste med Stormhaand det Nordhavs Spejl,
bød saa sine Gutter at hejse Sejl.»

79Hvor klart se vi ikke Landet løfte sig op af Havet, hvor føle vi ikke baade det vejrhaarde og lune i vore Kysthjem, og hvilket mildt drømmende Nordlysskjær af Fortidsminder er ikke bredt over det i:

«Ja vi elsker dette Landet,
som det stiger frem,
furet, vejrbidt over Vandet,
med de tusind Hjem,
elsker, elsker det og tænker
paa vor Far og Mor,
og den Saganat, som sænker
Drømme paa vor Jord.»

Og hvor stilfærdigt, hvor ganske i vort Folks religiøse Aand er det ikke at samle Summen af hvad vi have levet, stridt og lidt i hint Vers, som ender med disse dejlige Ord:

«Alt hvad Fædrene har kjæmpet,
Mødrene har grædt
har den Herre stille lempet,
saa vi vandt vor Ret.»

Den samme bramfrie, den samme underlige Trohjertighed og folkelige Tone (der slet ikke, som flere nu synes at tro, ligger i, at Digtet ikke løfter sig over Prosaen) findes fremdeles i fuldt Mon i «Har du hørt, hvad Svensken siger?» Her er ingen Rammel med Ord, ingen daarende, syngende Rim, ingen patriotisk Blæst og Stortalenhed. Her er blot stilfærdig Inderlighed og lunt Humor; men dog ligger de brede, vældige Fjeldes Magt under, dog falder hvert Ord kvast som et Øxehug. Her mindes bare om et og andet, som kunde tale for, at vi vare værd at faa føre fort eget Liv og hente Lys af vore egne Minder. Det er bare Farfars Stol, som flyttes ud af Pulterkamret; thi det kunde jo hende, at Sverre Prest og flere kunde faa det Indfald at ville gaa igjen. Eller det er bare Vessel og de norske Gutter,Vessel og de norske Gutter: Peter Wessel Tordenskiold som gjør en liden Sving paa den sorte Kutter ind i Svenskens Æressol. Men mange Kongestole højne sig for vort Syn bag om Farfars gamle, og mange Sejl gaa op bag efter den sorte Kutter.

Næst til disse Fædrelandssange slutter sig de rent historiske, som Samlingen har en to-tre af. Foruden de samme Egenskaber, som findes i Fædrelandssangene, kan man kanske her allerbedst lægge Mærke til, hvor underligt Bjørnsons Forhold til Emnet er. Han reflekterer og fantaserer sig ikke blot ind i det historiske Stof, men ogsaa her er det en Bevægelse i ham selv eller i hans Nærhed, som han med et ser igjen i Sagaen under andreandre] rettet fra: ander (trykkfeil i papirutgaven) Former og saa lever op igjen for os.

Af de øvrige Digte er de fleste Lejlighedsdigte, flere af en overordentlig Skjønhed. Næsten ved dem alle kunde der være en Rigdom af Iagttagelser at gjøre, baade i rent æsthetisk Henseende og med Hensyn til Strømninger i Nutidens 80Aandsliv og Digterens Udviklingsgang. Denne følges dog bedre i hans andre Verker, og vi ville derfor her indskrænke os til at nævne nogle af de smukkeste. Til disse maa regnes «Til Festen for Fædrenes Minde», et Digt, som er «stort og stille» som selve den Stund («Natten før en Kamp»), da det blev til. Mægtigt i Tanke og Tone er ogsaa «Puritanernes Sang» og «Taylors Sang» med sit dybe Tungsind, som lærer at

«hver Glædesstund, du fik paa jord,
betales maa med Sorg.»

En fin og varm erotisk Stemning gaar igjennem «Spindersken», «Stevnemødet» og mange flere. De fire Bryllupsviser ere Sange om Kjærlighedens dybe, omskabende Magt i Mandens og Kvindens Liv, ikke blot om dens Skjørhed, som Fremtoning i Følelseslivet. Et Mønster paa et Lejlighedsdikt er Sangen til Johan Sverdrup, der, som saa mange af Bjørnsons Digte og artikler, vidner om Sandheden af hans eget Ord, at det fremfor alt var ham om at gjøre «at være, hvor det netop gjaldt.» Men fremfor alle maa Digtet «Mit Følge» nævnes. Denne Sang om Hjemmets Magt i Mandens Gjerning griber En saa dybt, fordi det gaar saa ind i hver enkelts Erfaring. Alle have mere eller mindre prøvet, hvormeget just vi skylde vore Hjem, og synge af sit fulde Hjerte med, naar det lyder:

«Hvem ej har Kjærlighed i det smaa,
han kan ej Mængdens, ej Mindets faa.
Hvem ej kan bygge sit eget Hus,
hvad stort han bygger, gaar op i Grus.
Med Sejr fra Moskva til Kartagena,
han dør dog ensom paa St. Helena.»

Et malende Digt, som søger sin Mage i Billedets Fylde og Farvemagt, er «Fra Monte Pincio.» Inden Rammen af Solnedgang og Daggry er her et helt Folks Liv, dets Fortid, dets Nutid og dets Haab i Fremtiden manet frem. Det første Vers begynder med, at Solen staar rød mod Nedgang, Fjeldet forklares som Aasyn i Død, alle Kupler gløde. Det er Roms Aften, thi længere borte vugger Taagen op, «tung som den Glemsel her dalede ned.» Mellemstrofen kaster saa ind et blussende varmt Billede af Nutidslivet i den evige Stad, som det brænder og larmer mellem «Fortidens Store» som «staar rundtom, knap kente, som bundne i Marmor og vente.» Billedet af Fortid og Nutid er her sat op imod hinanden med en saadan plastisk Magt, at det er som om man sad og saa Roms Hitorie huggen i Sten foran sig. Det næste Vers maler Natten med det Kirkeliv, som grundede Verdensstadens nye Magt i «Glemselens Tid.» Der lyder Aftensang og Bøn, man møder Ligtog paa Gade.

«Tankerne stræber i Farver og Toner
Trofastmoddet, som forsoner.»

81Men saa høres der Tappenstreg, der

«glimter med Dagslys i Tanken,» man øjner opunder
Fortid, som drømmer, og Fremtid, som stunder,
usikre Blus i det rugende graa.»

Det er Roms og Italiens Morgen, som varsles, og i det sidste Vers er dette Gry malet i to Billeder, det første af Kampens Dag, stort og mægtigt:

«Klokkerne kime, Kanonerne slaa,
Minderne flammer paa Fremtidens blaa;»

det sidste fuldt af mild Ynde:

«Yndig om Haab og Tro
op mod nygifte to,
jubler en Sanger til
Cither og Fløjtespil.»

Skulle vi tilslut føre en bestemt Anke mod disse Digte, saa maatte det være den, at enkelte have en noget pakket Tankeføring, saa de ere tunglæste og vanskelige at forstaa. Som Exempel paa haarde Vers kan nævnes følgende ubarmhjertige Linjer af Digtet «Til min Fader»:

«Naar Norges Bonde – –
engang vil mindes. – da du ogsaa Fader – »,

og

«Se derfor beder jeg om at faa Kræfter
til nu (for Livet vi skal atter mødes
og Haab hos Minder under Skjæmt forsødes)
at kunne skjænke dem en dejlig Aften»,

Vers, som ingen almindelig Læser giver Tid til at finde Tanken i. Derimod maa man være betænkelig æsthetisk forfinet og pedantisk, naar man under Læsningen af «Puritanernes Sang» som en dansk Kritiker kan tænke paa, at Tonefaldet i et par Versefødder ikke følger Stavelserne. Idet hele bør det være lettere at forsone sig med den Knude, som et tankevegtigt Indhold knytter, end med den Letfaldenhed og Versepragt, som bunder i, at Tankebyrden er ringe.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.