Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

[J. P. JACOBSEN: FRU MARIE GRUBBE]

(Trondhjems Stiftsavis 12. mars 1877.)

Der har i Danmark i den senere Tid gjort sig en kjendelig Misstemning gjældende ligeoverfor den norske Literatur. Kritikken har (naar bortsees fra Anmeldelserne i «Det 19de Aarhundrede») mødt de mere bekjendte norske Forfattere med et konventionelt Buk, og de mindre bekjendte har den simpelt hen afvist. Man har vel herved villet gjøre de mindre fremragende Forfatteres Bøger uafsættelige paa det danske Bogmarked. Imidlertid maa Hensigten ikke være bleven opnaaet; thi for ganske nylig er der forsøgt et nyt Middel, idet den danske Kritik har opstillet det Krav til de norske Forfattere, der søge danske Forlag, at de ogsaa skulle skrive det danske Sprog, ɔ: at de for Fremtiden skulle opgive at lade sine Bøger udkomme i Danmark. Som Grund til dette eiendommelige Forlangende anførtes først at de mange norske Bøger indvirkede skadeligt paa det danske Sprogs Renhed. Da det imidlertid ikke lod sig hævde, at det danske Forlag skulde kunne bibringe de norske bøger en sproglig Smitteevne, som de ikke vilde være i Besiddelse af, naar de fra en norsk Boghandel bragtes paa det samme danske Marked, og da desuden de to største norske Forfattere, fra hvem Faren 173fortrinsvis maatte true, erkjendtes ikke at kunne bortvises, – har man nu bent frem udtalt, at man ikke undte de norske Forfattere de Fordele, som danske Forlag antages at medføre.

Det er den sidste Rest af skandinaviske Illusioner, som her veires hen. Man troede dog endnu at der i alle de tre nordiske Riger herskede et enstemmigt Ønske om, at den aandelige Samfærdsel mellem Landene maatte gjøres saa let som mulig, og at saaledes enhver Foranstaltning, der kunde fremme Udbredelsen af hvert Folks Literatur i Nabolandene, maatte hilses med Glæde. Men ogsaa en saadan Tilnærmelse afvises nu fra Danmark, og det tør nok være, at der gives dem heroppe, som med Fornøielse vil gribe Leiligheden til at søge en gjensidig aandelig Grænsespærring gjennemført, og som i dette Øiemed vil opfordre den norske Presse til at gjøre Gjengjæld ved af al Magt at modarbeide Udbredelsen af dansk Literatur heroppe.

Vi bringes til at erindre denne Sag, idet vi her skulle henlede Opmærksomheden paa en ny dansk Bog, der leverer Beviset for, at den danske Literatur har faaet en ny Digter. Det er fra norsk Side udtalt, at de danske Kritikeres Misstemning ligeoverfor den norske Literatur skriver sig fra, at vi for Tiden har flere udmærkede Digtere at opvise end Danmark. Ligeoverfor et saa besynderligt Krav til de norske Forfattere, hvis Bøger udkomme i Danmark, som det ovenfor nævnte, er man ganske vist ogsaa i Forlegenhed med at finde et rimeligt Motiv. Os forekommer det imidlertid næsten utroligt, at man i Danmark kan føle sig misstemt over, at Norge for Tiden har Nordens første Digtere, eller mistrøstig over, at den danske Literatur ikke længer har sin Styrke i digteriske Frembringelser. Det er virkelig ikke let at sætte sig ind i, at man efter at have havt en saa glimrende Literaturepoke som Danmark, kan se skjævt til, at der i et Naboland fremtræder store Digtere, eller føle sig ilde tilmode over, at der paa et enkelt Omraade i Ens egen Literatur er indtraadt en Braktid – om dette virkelig skulde være Tilfældet. Har ikke Danmark længere de første Digtere, saa har det til Gjengjæld bl.a. paa Filosofiens, Æsthetikens og Literaturhistoriens Omraade mere begavede Forfattere end nogen af de andre to nordiske Lande. Og eier det maaske ikke Digtere af allerførste Rang, saa er der dog blandt de nyere danske Digtere Talenter, som vilde indtage en smuk Plads i hvilkensomhelst Literatur. Vi have saaledes for ganske nylig omtalt tvende danske Forfattere, der gjør den danske Literatur megen Ære, nemlig Dhrr. Drachmann og Schandorph, og det er os en sand Fornøielse her at skulle henlede Opmærksomheden paa en ny, som efter vor Mening engang vil faa Plads ved Siden af de bedste Prosa-Forfattere, de store Kulturlande for Tiden har at opvise.

Hr. Jakobsen var allerede, før han optraadte som æsthetisk Forfatter, kjendt som en dygtig Botaniker og som Oversætter af Darwins Skrifter. I 174Skjønliteraturen er han optraadt med nogle mindre, i Tidsskrifter aftrykte Skitzer, der røbede et umiskjendeligt Talent, om man end maaske ikke af disse mindre Arbeider kunde drage nogen sikker Slutning om Forfatterens digteriske Fremtid. Dr. Brandes, der utvivlsom for Tiden er Nordens første æsthetiske Autoritet, har dog alt længst forudsagt, at Hr. Jakobsen vilde vise sig at være et særdeles betydeligt Talent, og i «Marie Grubbe» har da ogsaa Forf. slaaet et Slag, der fjerner alle Tvivl i saa Henseende.

I en særdeles velskreven Artikel i «Aftenbladet», undertegnet H. J., er Jakobsens Bog tillagt en næsten epokegjørende Betydning. Det er den «romantiske» Stil, som «Marie Grubbe» med sin stærke Realisme skal have gjort umulig for altid. Men herimod maa indvendes, at den realistiske Digtning forlængst har indtaget Herskerpladsen ogsaa her i Norden, og at den Slags Romantik, som Forf. sigter til, og som Hr. Brandes i sin Kritik af Hr. Jakobsens Bog giver Prøver af, nu blot spøger hos enkelte Gjengangere. At tillægge Hr. Jakobsens Bog nogen særlig Betydning, fordi han indfører den Merimé’ske Special-Stil i den nordiske Literatur, er der neppe nogen Grund til; denne Stil har sine Dyder men ogsaa sine Lyder – som al anden Stil – og dens Knaphed og kunstlede Kulde dølger ikke saa lidet Koketteri.

«Aftenbladets» Anmelder anfører det Sted, hvor Ulrich Fredrik og Sofie Urne blive forlovede og fremhæver, hvor virkningsfuldt det er, at Forf. indskrænker sig til at betegne Sofie Urnes Bevægelse ved at fortælle, at hun kyssede sin Forlovede mange Gange lidenskabeligt. Men det er nok ikke blot de moderne realistiske Forfattere, der har indskrænket sig til at sige saadant om et Møde som dette: det har ogsaa stundom hændt de romantiske Digtere, nemlig naar der var Ebbe i Digtersindet. Man kan da ogsaa ganske godt tænke sig denne Scene digtet ud med en langt stærkere lyrisk Understrøm, uden at Slutningen i nogen Maade blev mindre sand, eller at dens poetiske Virkning blev mindre stærk eller mindre ægte. Overhoved maa man ønske, at Literaturens beskikkede Opsynsmænd ikke maa henfalde til Overtro paa nogen enkelt Stilsort, men huske, at der ikke gives nogen ene saliggjørende.

Men kunne vi saaledes end ikke indse, at «Marie Grubbe» er en epokegjørende Bog, saa indrømme vi dog villigt og fuldt, at dens Fremkomst er af Betydning, og at dens mange fortrinlige Egenskaber gjør den fuldkommen fortjent til den store Opmærksomhed, den har vundet.

Vi skulle ikke ved denne Leilighed indlade os paa nogen nærmere Analyse af Bogen, men indskrænke os til foreløbig, at gjøre opmærksom paa den som en af de interessanteste Frembringelser, hele den nyere danske Literatur har at opvise. Allerede den Troskab, med hvilken Forf. har forstaaet at reproducere den historiske Karakter, er ganske beundringsværdig. Der er i denne Henseende noget 175at beundre paa hver Side i Bogen. Vi ville her blot minde om Scenen mellem Erik Grubbe og Præsten, samt Ulrich Kristians Dødsleie, hvor Tidspræget i Ordets videste Forstand, er digtet frem med en Sandhed og Styrke, der lige meget vidner om Forf.s grundige Studier, som om hans Evne til skarp og fyldig Karakteristik. – Imidlertid har det dog ikke været Forf.s Hovedinteresse at fremstille en Række historiske Genrebilleder. Hvad der har draget ham til dette Emne er aabenbart det sykologiske Problem, som Marie Grubbes Livsskjæbne frembyder. Forfatteren fremstiller hende nu som en heftig, fantastisk og lidenskabelig Natur, hvis Helt er den «helstøbte Mand» for at bruge et Ord, der for Tiden er i Kurs. I hendes tidligste Ungdom møder hun en Skikkelse, over hvem der hviler en Helteglands, som strax betager hende, nemlig Ulrik Kristian. Han dør imidlertid strax efter deres Møde, og hans Dødsleie veirer vel ogsaa Illusionen hen. Saa forelsker hun sig i Ulrich Fredrik, og hendes Hengivenhed for ham er virkelig rørende. Men snart opdager hun, at hendes Helt blot er en forfengelig og sneverhjertet Laps, og da han desuden er hende utro, svinder ogsaa det poetiske Skjær, der har hvilet over ham, og hun knytter nu en forbindelse med Stig Høg. Men heller ikke den Mand viser sig at svare til hendel Ideal, og i sin Livslede indgaar hun nu et Fornuftgiftermaal med Palle Dyre. Paa sine gamle Dage øiner hun imidlertid noget af, hvad hun har higet efter hos sin egen Kudsk, nemlig Styrke og Troskab i Følelsen og Resoluthed i Handling. Hun bliver denne Mands Hustru, og den engang rige og beundrede Marie Grubbe ender som Færgekone i kummerlige Kaar. Hun erklærer imidlertid, at hun aldrig har følt sig saa tilfreds.

Dette Billede af Marie Grubbe er seet med et dybt sykologisk Blik og tegnet med en ofte slaaende Anskuelighed. Vi kunne som sagt ikke her gaa nærmere ind paa de mange mesterlige Træk, Skildringen har at opvise, men vi kunne forsikre, at ingen vil kunne læse dem uden den mest levende Beundring for Forfatterens Talent.

Vistnok har vi for vor Del ogsaa noget at udsætte paa Bogen, og vi ville her antyde hvad vi savner, uagtet vi er forberedt paa den Indvending, at vore Anker udspringer af Mangel paa Sans for den realistiske Stils Fortrin. Vi beundrer i fuldeste Maal den fine Iagttagelsesevne, det sykologiske Skarpsyn og den Evne til realistisk Karakteristik, som Forf. lægger for Dagen baade i Skildringen af Hovedpersonen og Bipersonerne. Vi indrømmer ogsaa, at han helt igjennem forstaar at interessere os for de Skikkelser, han fører frem for os. Men i det hele og store taget bevæger hverken Marie Grubbe eller de andre Personer os i dybere Forstand sympathetisk. Dette stikker slet ikke deri, at Forf. ikke lægger Dølgsmaal paa de Optrædendes Skrøbeligheder. Det stikker heller ikke deri, at en saadan Skikkelse som Marie Grubbe ikke skulde kunne vække vor Sympathi 176– tvertom frembyder hendes Naturel og Livsskjæbne saare meget, som er skikket til at fremkalde en levende Samfølelse, der paa et enkelt Punkt (hvor Ulrik Fredrik bliver hende utro) ogsaa virkelig vaagner. Men naar vort Hjerte neppe paa noget Punkt under Læsningen faar et raskere Slag, naar Skildringen sjelden eller aldrig faar en varm Strøm af levende Sympathi til at slaa gjennem Læserens Sind, da stikker dette vistnok nærmest i, at Forf.s Forelskelse i den Meriméeske Stil og Frygten for at være «lyrisk» eller kanske endog «romantisk» (tænk hvilken Skandal!) har lagt en Dæmper over Fremstillingen, som vi for vor Del helst ønskede borte.

Og endnu et: Forf.s Beskrivelser er bestemt af og til altfor minutiøse og desuden noget kunstlede. Et enkelt godt seet Træk kan med et Slag stille Gjenstanden i det klareste Lys for Læserens Fantasi, medens den mest detaillerede Beskrivelse, om den end hviler paa en Mængde i og for sig rigtige og fine Iagttagelser, ikke formaar at komponere et Billede. Hos Hr. Jakobsen hænder det stundom, at man beundrer de enkelte Iagttagelser, og de træffende Udtryk, i hvilke de er meddelte, og dog ser man intet. Naturforskeren har paa disse Steder faaet Overmagten over Digteren. Tilslut skulle vi notere, at første Oplag af Bogen, der udkom efter Jul, allerede er udsolgt, og at et nyt Oplag er udkommet.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.