Fra det moderne gjennombrudds tid

av Kristian Elster (d.e.)

«DE UNGES FORBUND» AF HENRIK IBSEN. [Bokmelding]

46I.

(Aftenbladet 16. okt. 1869.)

Det gjør et ganske ejendommeligt Indtryk fra Læsningen af «Kjærlighedens Komedie,» «Brand» og «Per Gynt» at komme over i «De Unges Forbund.» Vi ere vistnok vante til, at Ibsens Digtning træder frem som en Kritik af og en Polemik med vort Samfund; men vi have dog samtidig i ham altid fundet en ægte Aandens Stridsmand; vi have lært ham at kjende ikke alene som en Digter i den Forstand, at han har den eiendommelige Fantasiens skabende Evne, der gjør en saadan, men ogsaa som en Mand med den ægte Digternaturs aabne Syn for nye Ideers Gry, paa hvad Hold det end maatte være, og med den dybe Samfølelse med alle Fremtoninger af et gjærende Nyliv, og vi have vænnet os til at se ham som en uforsonlig Modstander af det ideeforladte, evneløse, modløse og viljeløse Slapsind, som ræddes for enhver Rørelse i Aandslivet, der gjør alvorligt Brud i det, som Skik og Brug har hævdet, og som skaber en aandelig Atmosfære med friskere Strømskifte end den, hvori Spidsborgeraandens Idealer fødes og leve. Man kan have meget at indvende mod Ibsens Digtning, det er let at paavise Strøg i den, hvor hele Kunsten har været at give andres Tanker Versfødder at gaa paa, uden at disse Tanker have levet i hans Natur, ere døbte af hans Aand og gjenfødte i hans Fantasi, saaledes at de fremtræde i ny og levende Væxt med uudsletteligt Præg af hans Ejendommelighed. Der findes ogsaa jevnlig ved Siden af sande Digtersyner af stor Skjønhed og Sandhed og Menneskefremstilling af fyldig Anskuelighed golde Steder, hvor den tørre Reflexion raader, og hvor Poesiens Aander have sagt Farvel. Det er heller ikke først i den sidste Bog, at hans polemiske Ildske driver ham til at sprænge Personernes Existens som selvstændige Væsener. Men hvor meget han kan have overskredet Grændsen for, hvad Digtningen skadesløst kan bære frem uden at gaa fejl af sit Maal, saa er det dog altid skeet i vækkende Idealers Tjeneste, ja, skulde nogen Anke her ramme, saa maatte det være den, at det ideelle Krav saaledes er skruet op, at dets Fyldestgjørelse er bleven saa omtrent umuligt og alle hans Straffetaler en Uretfærdighed; men aldrig har han begaaet en Synd af den Slags, som Presten i «Per Gynt,» der holder Lovtale over En, om hvem han selv dømmer:

«Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen
af dem, han nærmest stod. han intet saa.
For ham lød meningsløst som Bjeldens Klingen
de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa,
Folk, Fædreland, det lysende, det høje
stod stedse slørt af Taager for hans Øje.» –

Men i saa Henseende er der et svælgende Dyb mellem hans næstforegaaende 47Verker og «De Unges Forbund». Det er saa langtfra, at vi her have den gamle, paa Idealernes Vegne fornærmede og harmfulde Digter for os, at Forholdet næsten er vendt om: det, han før hævdede, lader han nu falde, de gamle Idealer ere forladte og forraadte, eller rettere alle Idealer ere svegne, Poesiens Aand fornegtet, Spidsborgeraanden triumferer, og Dusinmennesket er blevet Mønstret.

Og hvordan kan dette være gaaet til? Er kanske Digteren nu, efterat have haft Omgang med og efterat have besunget det ensidige Viljemenneske og det ensidige Fantasimenneske, bleven saa bange for alle stærkt anlagte og stort udrustede Naturer, at han er tyet i Ly paa den modsatte Side, hos de lune Gjennemsnitsfolk? Der kan vel have været mange medvirkende Aarsager, mange Øjemed ere her søgt fremmede, som ligger udenfor Digtningen, og som derfor ej kunde komme med uden at dens Love brydes, ja uden at der brydes med Idealerne overhovedet; men det fremste af disse Øjemed har været at ramme den politiske Bevægelse – Bogen er et politisk Partiskrift.

Det har til alle Tider været saa, at hvor nye Tanker og Ideer dukke op og fremkalde Rørelser i et Folk, der har der været nok af dem, som vilde gjøre Forretninger i Bevægelsen, som vilde bruge de store og ideelle Interesser til at fremme sine egne smaa og egoistiske. Bevægelsen kan være saa sand og ren i sit Indre Væsen, som den være vil, saa vil den dog altid komme til at tjene en Del dristige Spekulanters Samvittighedsløshed. Vor Tid og vort Land gjør vist ingen Undtagelse i dette Stykke, og det er vel muligt, at der ogsaa her, naar man gik ret lavt ned, var nok af raadne Steder at ramme; men det kræve vi af en Digter, at samtidig med, at han gaar det Usle, Bevægelsen kan have affødt, paa Livet, maa han kunne se lidt dybere og skjelne den indre Tanke fra de enkelte urene Udslag, og han maa kunne give os en Kjending af, at der her dog er en Vaar, som varsles. Men dette har netop ikke været Tilfældet med Ibsen. Hans Syn har været ganske bundet ligeoverfor de Rørelser, han vil skildre og drømme, og istedenfor en Digters Klarsyn, der skulde sprede Taagen over Fænomenerne, have vi faaet et ensidigt Partistandpunkt sat ud i Digt. Det er aabenbart, at Ibsen blot har kjendt Bevægelsen af et enkelt Partiorgans rystende Ramaskrig, hans Fantasi er bleven fyldt med Ragnaroksbilleder, der ingen Rod have i Virkeligheden, og saa har han sat sig ned og har skrevet Partiernes Karaktersedler, noget, der for det ene Partis Vedkommende er skeet med stor Fynd; thi Dommen kan sammenfattes i de Ord: «De er Kjeltringer tilhobe.»

Det, som Forf. fra først af synes at have haft Sigte paa, er, ligesom i «Per Gynt», et Fantasi- og Stemningsliv, der har udviklet sig paa Karakterens Bekostning, indtil alt etnisk Hold er borte og Individet i sine Handlinger driver for alle Følelsens og Lidenskabens Bølgeslag. Men i og med dette skulde nu tillige den ovennævnte Fremtoning i vort offentlige Liv rammes og dømmes. Modsætningsforholdet 48mellem Stykkets Helte eller Heltegrupper er derfor ikke alene det mellem Fantasten og Karaktermanden, men ogsaa det mellem Fremskridtsmanden og den Konservative. I Stensgaard synes Digteren virkelig fra først af at have haft en Skikkelse i sin Fantasi, som, ifald den var kommen til sand Udfoldelse, vilde have haft stor Rammevidde og kanske være bleven noget af det bedste, Ibsen har skabt. Men i den Maade, han har uddigtet Figuren paa, aabenbarer sig nu Ibsens Ufrihed. Medens den endnu laa halvbaaren i hans Fantasi, har nemlig den utaalmodige Partimand pludselig gjort den Opdagelse, at denne Skikkelse lod sig bruge i polemiske Øjemed, og fra nu af er Digteren bleven afsat fra Arbejdet, og Politikeren har overtaget Udformingen. Men uheldigvis har Digtersynet ikke været til at fjerne fuldstændigt, ufrivilligt har det hist og her arbejdet med og er kommet til at forraade Polemikeren, saaledes at medens denne fortæller Heltens Tilblivelseshistorie og leder hans Skjæbne paa en Maade, hvisker Digteren om, at den egentlige, den sande Begyndelse og den sande Udvikling og Ende maatte være bleven en anden, og det sande Ideal løfter sig saaledes altid oplysende og dømmende over det falske. Dette er Følgen af ikke at have Mod til at træde helt og aabenlyst over paa den politiske Kampplads, og heller ikke Selvfornegtelse nok til at vente, indtil Gjæringen kunde afsat sit Sande og Blivende i skjønne Billeder.

Af Stensgaards første Optræden, af alt, hvad han selv siger og af alt, hvad andre sige om ham, faa vi det bestemte Indtryk, at vi her have en usædvandlig rigt begavet Natur for os. Det er en urolig Aand, som Stemning og Lidenskab ofte vildleder, og som Fantasien tumler om i vilde Planer; selv naar han vil noget sandt og skjønt, gjør han ofte noget usandt og uskjønt for at naa Maalet; han omdigter Virkeligheden og gaar til uforsvarlige Handlinger med en Frejdighed og en Fynd i Holdning og Tale, som trods alle tendentsiøse Istænk, Forf. har kastet ind, dog river med. Han har ogsaa, det er baade Venner og Uvenner enige om, et ægte Kjærlighedens Samfund med Folket (Lundestads Udsagn: «Han vil Friheden ogsaa for andre»), en Viljekraft, som intet bryder, og en Ærlighed, som ingen Hensyn kjender. – Da han kommer til Bygden, er den i politisk Gjæring; han falder i Hænderne paa Fremskridtsmændenes Parti, der give ham sin ensidige Fremstilling af Bygdens politiske Forhold, og Stensgaard er snart deres første Mand, aabner en journalistisk Virksomhed, indfører, som der staar, «Ideer» i Bygden, og staar rustet til Anfald. Lejligheden til at bryde løs giver en personlig Fornærmelse, der tilføjes ham af de konservatives fornemste Repræsentant, Kammerherre Bratsberg; den udvider sig for Stensgaards Syn til et Angreb paa Folket selv, og nu stormer han ved et Syttendemajlag op og holder en Tale, hvori han forkynder død og Undergang for «Spøgelset fra de raadne Dage», erklærer Pengesækkenes Herredømme for endt, byder, 49at Pladsen skal ryddes for de unge Kræfter, de friske Viljer, som skal vække Folket af sin Døs og samle det om nye Idealer, og stifter «de unges Forbund». Dette lader sig ganske forsone med hans Natur. Ligeledes er det et meget riktigt Træk, at der sker et Omslag med ham, efterat han har faaet Adgang til sin Modstander, Kammerherrens Familje. Thi Stensgaard er vel en Viljens Mand i den Forstand, at han gaar uryggeligt frem mod Maalet uden at ændse Hindringer; men han er først og fremst en Fantasiens og Stemningens Mand, og det er disse Magter i ham, som vælge Vejen. Maalet er saaledes endnu det samme, det er Folkets Sag, han vil fremme, og selv vil han gaa fremst i Slaget; men under Indflydelsen af de mange Skjønhedsindtryk han har modtaget af Kammerherren og hans Familje, synes det ham klart, at det er i Forbund med disse Folk, med Dannelse og Intelligens, hans Gjerning maa gjøres, og hans Udbrud, da Lundestad vil have ham til sin Efterfølger, er ganske ægte: «Der aabnes Vidder for mig, store Syner! Alt det, jeg havde haabet og higet efter, at gaa som en Frigjører fremst i Folket, alt det fjerne, jeg har drømt om, det rykker mig nu saa levende nær! » Det er ogsaa i sin Orden, at han nu ser Ragna smittet af alt det raa og uhyggelige, han har opdaget hos Monsen, og at Thora indtager hendes Plads. Det er fremdeles heller ikke i Strid med det oprindelige Anlæg at lade ham optræde, som han gjør, da han anholder hos Kammerherren om hans Datters Haand; thi han er ganske fyldt af alt det Store, han vil bringe frem i Livet, han har en uryggelig Tro paa et stort Kald, og i denne Stemning synes alt, som stiller sig i hans Vej, ham bare Smaating og Kammerherrens Afslag bare Nykker. Selv Thoras Kjærlighed synes han i Følelsen af sit Kalds Magt at maatte kunne vinde i en Haandvending. At han føler «Guds Vrede» i sig, da Kammerherren viser ham Døren og gaar «Guds Tanker med ham» ivejen, er en Selvfølge; at han aabent erklærer Krig, og at det bliver en Krig uden Skaansel og Hensyn, kunde man vente, men at lægge ham følgende Ord i Munden: «Jeg vil forfølge Dem – – bagtale Dem og undergrave Deres Ære, om jeg kan komme til», er alt et Brud. Den Mand, som siger dette gjør, det ikke, og den, som gjør det, siger det ikke. Men Stensgaard udfører virkelig sin Trusel. Historien med Vexlen betegner Vendepunktet i Skildringen. Endnu et eneste Sted dukker det bedre i Stensgaards Natur frem og de Ord, hvori han skildrer Fjeldbo sin Nød, ere virkelig rørende: «Jeg kan ikke leve længere i dette Røre! Hvorledes kan jeg bevare min Kjærlighed til Folket ren i alt dette? Det er, som om det lynende Ord svigter mig. Jeg har ikke Albuerum, ikke ren Luft at aande i – o, det kommer stundom over mig som en Længsel efter fine Kvinder. Jeg vil noget, som der er Skjønhed i. Jeg ligger her som i en grumset Bugt, og derude skyller den klare, blaa Strøm forbi mig.» Han føler her sin Svaghed og ser Samfundet med Kammerherren som en Redning. Men hermed er det, som sagt, forbi. Her er Partilidenskaben kommen 50og har hvisket om, at skulde Stensgaard digtes ud i sand Konsekvence af sine Forudsætninger, saa vilde han blive utjenlig for det polemiske Øjemed, som ene kan lade sig nøje med at faa alle det angrebne Partis Tilhængere reducerede til smaalige Levebrødpolitikere, til hule Frasemagere, til demokratiske Banditter og samvittighedsløse Spekulanter. Forf. har derfor fra dette Øjeblik af utvidet Spliden mellem Følelsen og Handlesættet saaledes ud over alle rimelige Grændser, har fyldt Personligheden med Modsigelser saa skrigende, at den ubønhørligt sprænges og ingen anden Interesse frembyder mere uden den, at vi faa se ind i Digterens Verksted. Det er allerede galt at lade ham bruge et saa lumpent Middel til at fremme sine Hensigter som det med Vexlen, en Mand med hans aabne Ærlighed falder heller ikke paa at negte, at han intet kjender til sit eget Angreb paa Kammerherren i Aslaksens Avis, han affekterer heller ikke, at han bringer et Offer, da han opgiver Thora efter at have faaet høre, at hendes Faders Stilling er usikker, han kan heller ikke negte Bastian Hjælp i hans Frieri, fordi de egennyttige Hensigter skinne frem, og kaste den hele Sag fra sig som Smuds, al den Stund han selv driver den samme Trafik paa en tifold skamløsere Maade. Men naar Digteren heller ikke lader sig nøje med alt dette, med at Stensgaard samtidig er den vrede Gud i sin Tale og en lumpen Slyngel i sin Gjerning, at han i en Stund udrustes med den fineste Sans for Dannelsens og Kvindelighedens Skjønhed og i den næste lægger for Dagen, at han aldrig rørtes af den, og at han i Ord viser en dyb Medfølelse med alt fagert og ædelt og i sine Handlinger ene og alene lader sig bestemme af den laveste Egennytte, naar Forf. ovenikjøbet for ret at faa ham sølet til i det usle og foragtelige, ogsaa gjør ham til en snedig Intrigant, og endelig til syvende og sidst lader ham staa der, som en «Skolegut, der er greben i Fusk», og skydser ham ud af alt anstændigt Selskab, som – forat bruge et mindre skjønt, men betegnende Billede – en Hund med Halen mellem Benene, da kan Forklaringen af dette Fænomen bare være en, nemlig den ovenfor givne. Thi denne Ende er umulig. Der var to Veje at gaa; enten kunde Digteren lade ham lutres i Modgang og give det meget gode i hans Natur Væxt, eller han kunde lade ham give sig det onde i Vold med Hud og Haar. Men skal en saadan Natur gaa under, da føler dog enhver, at det ikke kan ske, uden at stærkere Magter manes frem, end Komedien kan rumme, da have vi en Tragedie for os. Vilde Forf. beholde de to sidste Akter, maatte de tre første ganske stryges, og desuden ogsaa en Del i de sidste; men skal de tre første blive, maa de to sidste bort. Som det nu er, maa denne Udgang paa enhver, der ikke deler Forf.s Partilidenskab, eller som ikke i langt Samliv med alskens Thevandsidealer har faaet sit Syn og sin Sans for stærk og stor Menneskenatur sløvet, virke ydmygende og oprørende.

Den samme Aarsag, der paa den ene Side har drevet Digteren til at skamskjænde 51sin egen Skabning saaledes, har paa den anden Side drevet ham til at dyrke de slappe Idealer, som føres os for Øje i Kammerherren og Fjeldbo. Kammerherren er en Hædersmand, det er Omkvædet paa al hans egen og Andres Tale, og hans Stolthed er just denne Familjens «nedarvede Retskaffenhed.» Nu, dette er vel og brav, og man kan heller ikke klandre, at han som en gammel Mand holder fast ved forladte Synsmaader og ikke er videre for Reformer, ingen kunde falde paa, at ville røre ved en saadan Mand.

«retsindig, tænkende, velvillig,
paa sit Vis virksom, varm og villig;»«retsindig, tænkende … villig»: Brands ord om fogden i Brand, 3. handling

men anderledes stiller Tingen sig, naar denne Mand sættes op som en politisk Mønstermand, – da maa man gaa hans mange gode Egenskaber lidt nærmere paa Livet. Det viser sig da for det første, at denne hans Retskaffenhed er af den kuldskjære Art, som skyr al Prøve. Vel er det saa, at han personlig ikke svigter i Fristelsens Stund, men det er dog hans Tro, at ingen, der skal tage virksom Del i det offentlige Liv, kan bevare sin Karakter ren og usmittet, og det er hans Grundsætning, at man ikke uden tvingende Nød skal komme Livets større Rørelser for nær, og særlig, at man bør indtage en vis fornem Holdning ligeoverfor de politiske Bevægelser. Men forsaavidt han er med i dem, er hans Program udtrykt saaledessaaledes] rettet fra: saledes (trykkfeil i papirutgaven) af Lundestad: «Der er den Forskjel mellem os og ham (Stensgaard), at vi ville Friheden paa egne Vegne, men han vil den ogsaa paa andres.» At denne Mand med alle sine gode Sider ikke kan fremme Folkets politiske Væxt en Haarsbred, endda han tilslut i Sejersglæden affekterer folkelige Sympathier, er selvsagt.

Saa staar da igjen Karaktermanden Fjeldbo (thi Lundestad har Forf. selv dømt). Denne Mand, som siger frem gjennem Stykket i selvvelbehageligt Flegma og lad Ro, synes fornemmelig at være optagen af at samle paa Bidrag til et sjæleanatomisk Verk, hvoraf han af og til giver Brudstykker tilbedste. Først faa vi en Del mer eller mindre abnorme Sjæleorganismer og saa tilslut en eneste normal – hans egen; først de andres Tilblivelseshistorie til Advarsel, saa hans egen til Opbyggelse. Han fortæller: «Jeg har faaet det, som grunder Ligevegten, som gjør sikker. Jeg er voxet op i Ro og Harmoni i en jevn Middelstandsfamilje. – – Hjemme hos os har der aldrig været Ønsker udover Evnerne, intet Krav er forlist paa Forholdenes Skjær – – der var hverken Forstandens eller Stemningens Udskejelser.» Og sikker er han ogsaa; men det er Indifferentismens Sikkerhed. Harmonisk er han; men det er af Mangel paa stærke Bevægelser i Sjælelivet, og han har visselig ikke noget Ønske, der gaar udover Evnerne, og ilde er det. Her er alt tamt, tørt, uden Sjæl og uden Særpræg, og hans Trosbekjendelse vilde rimeligvis, ærligt udtalt, lyde:

52Sin Særlighed maa Hvermand tæmme,
ej højne sig og ej gaa fremme,
men jevnt sig midt i Massen gjemme. –
Og af maa alle Kanter slibes
og af maa alle Kviste knibes,
glat maa man være, lig de andre
og aldrig nogen Særvej vandre. –Sin Særlighed … Særvej vandre: prostens ord til Brand i Brand, 5. handling, litt forandret for å passe i sammenhengen

Han fortæller sin egen Historie og gjør det med bredt Velbehag, men trods hans gode Vilje kunne vi ikke faa andet ud, end at han tilhører det skikkelige Gjennemsnit, hverken mere eller mindre; der aabenbarer sig aldrig noget særligt dygtigt hos ham hverken i Evner eller Karakter, og hans overlegne, halvt formanende, halvt deltagende Forhold ligeoverfor Stensgaard og tildels ogsaa ligeoverfor Kammerherren, minder os om disse Welhavens Ord: «Medlidenhed er dog en skjøn og behagelig Følelse. Ligesom vi lægge fældet Træ og nedbrændte Grene i Ovnen, saaledes tage vi vor faldne Næste fra hinanden og var mer vort indvortes Menneske med Stykkerne og føle os forunderlig lune derved.» Et andet Ord af Welhaven kan ogsaa anvendes paa ham: «Han har et Ansigt, som ikke vil dig noget.» Men det er ikke nok dermed, at han selv ikke er istand til at gjøre sig til noget; der er uheldigvis et Geni i Stykket, lad være, det er et Geni paa Afveje, men det er dog et Geni, og denne Mand fortæller ogsaa Fjeldbo’s Tilblivelseshistorie og gjør det med Geniets Klarsyn, saa vi umuligt kunne værge os mod Indtrykket af, at her have vi den ægte, den sande Forklaring af Verkslægens Væsen. Stensgaard siger nemlig om ham: «Det er overhoved det usle ved dig, at du aldrig kan anerkjende nogen. Du har gaaet derinde i Kristiania og drevet om i Thevandsselskaber og fyldt Tilværelsen ud med at sige Smaavittigheder. Sligt hævner sig du! Sansen for det, som er mere værd i Livet, for det, som der er Løftelse og Flugt i, den sløves, og tilslut staar man der og duer til ingenting.» Og paa et andetandet] rettet fra: endet (trykkfeil i papirutgaven) Sted: «Hør, Fjeldbo, nu kommer igjen Bundfaldet op i dig. Kan du da aldrig holde dig fri for dette skiddenfærdige i Tankegangen? Hvorfor altid forudsætte enten usle eller latterlige Bevæggrunde?» I disse korte, men slaaende Træk er et helt Folkefærd tegnet, og jeg skulde tro, det vilde have været ganske anderledes frugtbart, om Ibsen havde ført flere Slag ind i denne fejge, ideforladte Skare, der uroes hvergang noget, der bærer myndigt Bud fra Aandens Verden, løfter sig, der knuges sammen i sin egen Tomhed, hvergang en stærk Individualitet kommer dem nær, og som af Selvopholdelsesdrift ogsaa anfalde alt det ualmindelige med alle Vaaben, de raade over, og til syvende og sidst med Sladderens Gift og ved at etablere smaa behagelige Udsalg af sine Modstanderes naturligvis utvivlsomt slette Motiver. Det havde været en frugtbare Gjerning at lade Satirens Lynslag ramme her, end 53at hente sine Idealer derfra – noget man kunde tilgive en Scribe, men sandelig ikke skulde have ventet af Ibsen.

Ibsens ejendommelige Stilling ligeoverfor sit Hjemland har været Gjenstand for temmelig forskjellige Domme. Nogle syntes strax ved hans første Anfald paa hjemlige Forhold at ville fradømme ham Ret til at kaldes norsk Digter, ja det lod næsten til, at de mente, hans Digterløn forpligtede ham til ikke at bruge andre Tonearter ligeoverfor sit Land end de lovsyngende. Denne Opfatning slaar sig nu selv ihjel. Men fra en anden Side, især fra Danmark, synes man at være tilbøjelig til at fremstille Sagen, som om Ibsen lider «et Aandens Martyrium,» og som om hans frivillige Exil og den stolte Polemik som han fra det fjerne har aabnet mod sit Fædreland, er et Vidnesbyrd om et sjeldent Sandhedens Mod. Nu skal det i Almindelighed fuldt vel indrømmes, at her er meget i Forholdene, der ligeoverfor den stærkt udprægede, den begavede og dertil sanddrue Personlighed «kvæler som Røg» og «ætser som Skedvand,» og at der er meget, som kan virke «smaaligt sejgpinende». Indrømmes skal det ogsaa, at Ibsen i tidligere Dage kan have lidt under alt dette, og det ved vi jo, at hans Kaar ikke altid have været de blideste; men det skal da heller ikke dølges, først at Ibsens Saga i disse Stykker er langtfra at være den tyngste af vore Digteres, og det skal heller ikke dølges, at det er mer end tvivlsomt, om dette frivillige Exil og denne ofte saa blodigt usande og uretfærdige Afstandspolemik er skikket til at opstilles som et lysende Exempel paa Mod og Kjærlighed. Det vilde vistnok være utidigt at klandre, at Digteren har valgt at søge bort fra Forhold som han kanske følte, han ikke kunde gaa frelst udaf; men det skal dog ikke glemmes, at af de to Veje, her var at gaa: enten at flytte udenfor de pinende Forhold, paa en Maade at stille sig udenfor sit Folk og at overtage den Forretning, altid at vise det frem paa Vrangsiden, uden at et Glimt af det dybeste og bedste i dets Natur faar Lov at slaa igjennem, eller at blive paa sin Post og at svare paa alle Usseldommens Anfald og Uretvisheder ved at forløse det bedste og fagreste i dette Folk i en sand, af personlig Bitterhed usmittet Digtning, og saaledes til syvende og sidst bogstavelig at digte alt det stygge og trangsynte ihjel, – at Ibsen af disse to Veje ikke har valgt den vanskeligste.

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fra det moderne gjennombrudds tid

Kristian Elster (d.e.) var en av sin tids betydeligste kritikere og var en banebryter for den nye realistiske litteraturen i Norge.

Samlingen Fra det moderne gjennombrudds tid inneholder 30 artikler fra 1868 til 1880. Her er artikler om en rekke forfattere, bl.a. Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander L. Kielland, Jonas Lie, Walt Whitman og Søren Kierkegaard. Her finnes også mer generelle artikler om litteratur, religion og folkehøyskolen.

Utvalget er ved Willy Dahl, som også har skrevet innledningen.

Les mer..

Om Kristian Elster (d.e.)

Kristian Elster (d.e.) var forfatter og litteratur- og teaterkritiker. Han var belest og godt kjent med de litterære strømningene i Europa, og han var den første i Norge som presenterte Georg Brandes for et norsk publikum. Elster anmeldte teateroppføringer og bøker av tidens store norske navn, for eksempel Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Camilla Collett.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.