[BJØRNSTJERNE BJØRNSON: MAGNHILD]

(Dagsposten 23. nov. 1877.)

Da «Fiskerjenten» udkom, gjorde man blandt andet den Indvending mod Bogen, at Skildringen sluttede, hvor den først egentlig skulde begynde. Digteren havde sat sig den Opgave at skildre, hvorledes en kunstnerisk begavet Kvinde kommer til Bevidsthed om sit Kald. Men Kritikken mente, at han burde have stillet sig et ganske andet Maal, nemlig at skildre selve hendes Kunstnerliv, og at Fortællingen, da han nu ikke havde gjort dette, egentlig blot var en Indledning til noget, som slet ikke kom.

Man kunde paa Forhaand vide, at den samme Anke vilde blive reist mod «Magnhild». Ogsaa her gaar jo Fortællingen ud paa at vise, hvorledes en begavet 182og særegent stillet Kvinde, finder «sin Bestemmelse» i Livet, og i Magnhild «som i Fiskerjenten» afsluttes Skildringen, hvor Hovedpersonen øiner et Livsmaal og derved forsones med sin Skjæbne og faar nyt Livsmod.

Imidlertid har det dog, saavidt vi kunne skjønne, ingenlunde været Digterens Tanke i Magnhild at skildre en afgjort Kunstnernatur, og det er derfor heller ikke forat blive Sangerinde, at Magnhild drager ud i Verden. Hvad der til syvende og sidst vækker Magnhild til Erkjendelse af, at ogsaa hun har sit Hverv, sit Kald i Verden, er ikke, at hun faar Vished om sin Sangevne – Svingpunktet i hendes Udvikling maatte isaafald have været henlagt til hendes Møde med den berømte Musiker. Hvad der, idet hun er paa maalløs Flugt fra Hjemmet, viser Magnhild, at hun, uagtet hun ikke har kunnet udvikle sit musikalske Talent, og uagtet hun har levet i snevre Omgivelser, dog har været til Gavn og Glæde, er den Underretning, hun faar om, at hun har grebet afgjørende ind i et Menneskeliv alene ved den Sindets Uskyld og den sædelige Renhed, hun eier, og at hun har vundet sine Elevers Kjærlighed og skaffet Fattige Existentsmidler ved den beskedne Virksomhed, hun har udfoldet som Lærerinde i en Haandgjerningsskole. Det er Breve fra Tande, og Brevene fra de to Piger, som hun har oplært i Haandgjerningsarbeide, og endelig den Tak, som bringes hende for hendes Virksomhed fra Kommunebestyrelsens Medlemmer, der bevirker, at hun faar et helt nyt Syn paa «sin Bestemmelse». Naar hun nu reiser ud i Verden, da er det ikke just for at blive Sangerinde, men for overhoved at komme til Klarhed over sig selv og forat blive dygtigere til den Gjerning, der maatte frembyde sig for hende, den være stor eller liden.

Og skulde nu det, som i dette Menneskes Skjæbne og Udvikling lægges os paa Sinde, ikke være en Tanke, der vel kan bære et Digt? Gaar der ikke mangfoldige blandt os, som har tabt sin Sindsfriskhed og sin Livsenergi, fordi de enten ikke kunne indse, at de overhoved har nogen Bestemmelse i Livet, eller fordi Omstændighederne ikke tillod dem at udvikle sig til, hvad deres Længsel og Evner synes nærmest at have kaldt dem til? Skulde det ikke være Umagen værd for en Digter ved et varmt, et indtrængende Ord at pege paa, hvorledes der sandelig for ethvert Menneske er nok at tage fat paa, og hvorledes enhver, der virkelig vil, kan finde betydningsfulde Livshverv selv under de mest beskedne Forhold? Og er ikke Historien i Virkeligheden ude der, hvor Magnhild ser denne sin Bestemmelse og fatter nyt Livsmod? Ved vi ikke nu, at hun for Fremtiden har et Fond at leve paa, og er det andet end tom Nysgjerrighed, naar vi endelig vil have Digteren til endvidere at fortælle os, om nu Magnhild vendte tilbage til Bygden og fortsatte sin Skole, eller om hun blev i Amerika og fandt en Virksomhed der? Betegner ikke dette Krav til ham, at man staar paa det Udviklingsstadium, da egentlig blot Fabelen i en Fortælling er istand til at interessere os?

183Foruden at man har fundet Bogen ufyldestgjørende i den her omhandlede Henseende, har man ogsaa bebreidet Digteren, at han har skildret et Forhold som det, der bestaar mellem Musikeren Tande og Fru Bang. Sligt skal, som det meget naivt er sagt, ikke have «æstetisk Berettigelse hos os».(?) Man har troet heri at spore en Paavirkning fra den moderne europæiske Novelleliteratur og man har taget Anledninger til at sige meget slemt om det moderne Samfund og den moderne Digtning og meget godt om den gode gamle norske Ærbarhed. Nu, der er rimeligvis noget i, at vore Samfundsforhold medfører, at ulykkelige Ægteskaber er noget sjeldnere her end i de store Kulturlande, ligesom det er ganske vist, at disse samme Samfundsforhold bidrage sit til, at en Kvinde hos os ikke lettelig vil hengive sig til en brødefuld Lidenskab. Men at paastaa, at vort lille respektable Samfund skulde være i den Grad mønsterværdigt, at et Forhold som det, der bestaar mellem Tande og Fru Bang, skulde savne Forbilleder i Virkeligheden, er dog at tillægge det en Englerenhed, som det ikke tør gjøre Krav paa. Og saa skulde det være utilladeligt at skildre et saadant Forhold – selv da, naar det ingenlunde stilles op som noget smukt og berettiget! Hvis denne Paastand ikke – hvad vi helst bør tro – er nedskrevet under Eftervirkningerne af en ualmindelig solid Middagslur fortjener den i Sandhed den afvisning som den har fundet i en Kritik over «Magnhild» i «Bergensposten».en Kritik over «Magnhild» i «Bergensposten»: anm. i Bergensposten er usignert «Naar det imod de her omtalte Typer har været indvendt» – heder det – «at de saarer Sømmelighedsfølelsen, da ligger det i Grunden udenfor den anstændige Presses og den æsthetiske Kritiks Opgave at drøfte en saadan Anke, den kan kun rejses af politiske Fanatikere, i hvis Hænder Digtningens skjønneste Smykker forvandler sig til Stene, som de slynger mod Digterens Bryst, af raa Drivere, hvis besmittede Fantasi øser Uhumsked af den reneste Kunst og af enfoldige, uvidende Snerper, der isaafald ogsaa maatte tage Forargelse af, at Præsterne prædikede mod det sjette Bud. Faktum er, at der over den hele Fortælling hviler en moralsk Strænghed og Høihed, der kun kan sammenlignes med den Kvindes Karakter, der udgjør Fortællingens Centrum.»

Ligesaa absurd som at bebreide Digteren, at han har skildret et umoralsk Forhold, er det selvfølgelig i dette ene Faktum at se en Paavirkning fra den moderne Novelledigtning, i hvilken deslige Skildringer jevnlig forekommer. Dette er selvfølgelig blot et Paafund, som man har disket op med ene og alene, fordi man ligeoverfor dette Bjørnsons Arbeide har været i Forlegenhed med at finde en rimelig Anledning til at aflire de sædvanlige Antal Takter over Temaet: «Bjørnson er fordærvet af Tidsaanden».

Endelig har man da ogsaa anket over, at man fik for lidet at vide om Personerne. Man vil have, at baade de og Forfatteren skulle være mere udtalende, man vil ikke nøie sig med at se, man vil have en Mængde Forklaringer og Reflexioner 184efter Leiebibliothek-Romanernes Mønster. Enhver Kunstforstandig ved, at det netop vidner om Styrken i Digterens Fantasi og om hans store Kunst, at han aldrig drager det vidløftige Reflexionsarbeide, der ligger bag den poetiske Produktion, ind i Digtningen, og at dette Krav paa udførligere Forklaringer i Grunden blot viser, at Læserens Kunstsans ikke staar i Høide med Digterens Evne og saaledes i Virkeligheden er et Forlangende om, at Digteren skal slaa af i kunstnerisk Fuldendthed forat imødekomme vor lidet udviklede Tilegnelsesevne.

Det er muligt, at «Magnhild» i poetisk Fylde ikke naar flere af Bjørnsons foregaaende Arbeider, saaledes «Fiskerjenten». Derimod kan det vel ansees for sikkert, at han ikke i nogen af sine Fortællinger har udfoldet en finere Kunst end i «Magnhild». Vi ville i saa Henseende blot minde om Skildringen af det korte Sommerliv, hvortil Fru Bang og Tande hengjver sig, og i hvilket ogsaa Magnhild drages ind. En hel Livshistorie skildres her med den største digteriske Gjennemsigtighed, en Flerhed af eiendommelige Karakterer træder frem for os med en overordentlig plastisk Anskuelighed, uagtet det hele er meddelt gjennem Handlinger og Ord saa jevne og hverdagslige, at man maa forbauses over, at de kan frembringe en saadan Virkning. Fremstillingen naar her, hvad Troskab, Anskuelighed og kunstnerisk Klarhed angaar, en saadan Fuldkommenhed, at den fuldt ud staar i Høide med det ypperligste, den netop i formel Henseende saa mærkeligt udviklede Nutidsdigtning har at opvise. Af de enkelte Figurer er Rønnaug og Skarlie efter vor Formening de interessanteste. De hører begge til de originaleste og anskueligste Skikkelser, Bjørnson har tegnet. Allerede disse Personers første Fremtræden er mesterlig, og hvert Træk, der siden meddeles om dem, hvert Ord, de siger, maner dem stedse klarere og klarere frem for os, indtil de staar uudsletteligt indbrændt i vor Erindring. Dernæst er Skildringen af Præstefamilien et humoristisk Genrebillede, der er ligesaa sandt som smukt malet. Det er ubegribeligt, at man har kunnet finde nogen Uoverensstemmelse mellem Præstefamilien i Bogens Begyndelse og tilslut. Fortællingens Gang medfører, at Familiens komiske Sider træder stærkest frem i Begyndelsen, men der er ikke et Træk, som gjør det mindre rimeligt, at disse Folk skulde være i Besiddelse af de gode Egenskaber, der viser sig i Slutten eller rettere, som nu først ret sees af Magnhild. Dette Billede af Præstefamilien vidner i lige høi Grad om Digterens skarpe Sans for det komiske og hans Evne til at se det gode og elskværdige, der skjuler sig under et latterligt Ydre. Han viser sig her efter vor Formening som en ægte Humorist.

Bogens svageste Figur er, som det synes os, Tande. Det er ialfald ikke godt at forstaa, at denne selvgode, umandige Maaneskinsskikkelse kan øve den Fortryllelse over de to Kvinder, som han gjør. Under alle Omstændigheder maa vi 185være enig med en Anmelder i, at det ikke er let at indse Nødvendigheden af, at han netop skal bryde med Fru Bang paa denne lumpne Maade, paa hvilken det i Bogen sker.

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.