Første Kapitel. Vraget

Det var efter en af de forfærdelige Novemberstorme i 1807, der siden stod som et Mærkeaar i mangen gammel Sjømands Ungdomsminde, at Tremasteren «Fremtiden» en snetyk Vinterdag laa og drev som masteløst Vrag udenfor Finmarkens Kyst. Skandseklædningen var brækket ind, og Tremasteren laa nu halv fyldt af Vand over til den ene Side.

Skibet tilhørte et af de kjøbenhavnske Kompanier, der endnu eiede Faktorier i Varangerfjorden, og var bestemt for Køllefjord.

Udenfor Trondhjemsleden var det blet overfaldt af en paalands Storm, der tvang det til at sætte ud til Sjøs, og i flere Døgn havde Havet gaat om Tremasteren med Skumbjerge og Braat jevnhøie med Salingen.

Nede i Sjøgangen laa det med fire grønne Bølgemure om sig og en Stump uveirsgraa Himmel som Tag, indtil Bølgeryggen atter løftede det op til den gamle trøstesløse Udsigt over Stillingen.

Skipperen var en Nat blet slaat af Bommen: han laa bevidstløs og droges med Døden, og Fartøiet var, værgeløst og uden Styring, som det laa med det knagende Tømmerverk i Rullingerne, – sprunget Læk paa flere Steder.

Den fjerde Dag, da Veiret havde bedaget sig en Smule, og man troede at have Sigte af Land, havde 161Mandskabet, der indsaa, at det ikke længer magtede at holde det gaaende med Pumperne, resolveret at bjerge Livet i Storbaaden for, om muligt, at naa ind etsteds paa Kysten.

Den syge Skipper var allerede bragt ned i den, og tilbage ombord var endnu kun hans Hustru med det lille Barn – hun havde endnu ikke kunnet overvinde sin Ængstelighed for den farlige Nedstigning, – da en truende Bræksjø tvang dem, som var nede i Baaden, til at sætte fra.

Lidt efter gik Baaden under lige for hendes Øine.

Det var den anden Dag, efter at Storbaaden var forulykket, at Vraget, som meldt, laa og drev i et halvgraat Snetykke under hin øde, nordlige Stenkyst.

Efter Stormen var det nu blit stille med Dønninger.

I Kahytstrappen under Ruffet sad en dødbleg, lyshaaret Kone med et Barn paa Fanget, som hun i en halv bevidstløs Døs instinktmæssig vuggede og af og til med et nervøst Ryk krampaktigt trykkede til Brystet.

Hun var ung og maatte, før Døden satte sit Præg paa hende, have været smuk, ialfald tydede herpaa de store, dybe Øine, som hun med en Levning af sin Livskraft mat spørgende slog op mod et ungt Menneske, der netop trængte sig op ad Trappen forbi hende med en brunrød Tegnebog i Haanden.

Det var Pengebogen, hendes Mands og Rederiets Eiendom, hvormed der skulde handles i Køllefjord.

Lidt før havde hun drømt, at en styg, ældre Mand i tykke Klæder stod oppe i det tilsneede Ruf og saa ned paa hende med en Mine, som om han overveiede, idet han af og til løftede lidt paa en Økse, der laa ved Siden af, og saa atter ubestemt lagde den hen igjen.

Under dette syslede længer forud paa Dækket en tredie Person, fuldt optaget med sit.

Det var en Mand udover Livets Middelaar, en Sjøfin ude fra den afsidesliggende lille Løvø.

Han havde stablet et Seil, en Baadshage, en Kobberkjedel og endel andre Sager, som han havde fundet paa Dækket, op i en Dynge henne ved en Levning af Rælingen 162og kom netop agterud bag Hytten i det Øieblik, den unge Mand afleverede Pengebogen til den ældre.

Der gik et havesygt Glimt over Finnens Ansigt; men lige efter skiftede Minen og gav Plads for et forfærdet Udtryk – han havde faat Øie paa den unge Kone, som sad med Barnet inde i Kahytruffet.

Medens de to andre begav sig ned i Lasten, der var halvt fyldt med Vand, og gav sig til at bundhugge Skibet, bar Sjøfinnen sig underligt ad paa Dækket.

Han vendte altid om, hvergang han kom agterud nær mod Ruffet, men kom alligevel did oftere og oftere.

Han gav sig en Stund ifærd med sin opstablede Dynge, men denne var snart lastet ned i Baaden. Eftersom han skjønnede, at det led med Hugningen, blev hans Gang mere uvis og Vendingerne alt kortere, næsten trippende.

Saadan holdt det ved med nogle Afbrydelser en Timestid, maaske halvanden; men da Øksehuggene sagtnede, var Finnens lidt gammelladne Ansigt gulblegt og perlende svedligt – han havde i den Tid nok arbeidet endnu haardere end de to nede i Lasten.

Nu steg han med en rask Beslutning agterud om Ruffet.

Der sad den unge Kone halvt nedsnet med brustne Øine, men Barnet eiede endnu Liv. Moderen havde det som før paa Fanget under Kaaben og holdt fremdeles om det med de foldede, nu stive Hænder.

Isak tog det varsomt op og stod en Stund øiensynlig forlegen med sit Fund: han saa sig om med en raadvild Mine; men, da Hjælp her klarlig ikke var at vente, satte han sig med sin Byrde mellem Hænderne varsomt ned paa Dækket.

Der trak han med endel Besvær sin ene svære Sjøstøvle af, puttede Barnet ned i den og bar det saa efter Stropperne, hinkende paa den ene Strømpefod over det skraa Dæk, hen til Rælingen, hvor Baaden laa.

Saa steg han forsigtig ned, lagde Sjøstøvlen i Rummet bag Agtertoften med sin Vadmelskufte over og blev saa siddende paa Vent til de to andre kom.

163Det var først efterat Baaden var stødt fra, at disse opdagede, hvad Isak tilslut havde berget fra Fartøiet, og den ældres Mine blev alt andet end blid; men Isak sad rysselig og bredskuldret der paa Agtertoften, og Tingen var desuden nu engang gjort.

De to andre i Baaden var Korporal Stuwitz og hans Søn.

Den første havde engang hørt til blandt Besætningen paa Vardøhus, men der faat sin Afsked formedelst Voldsomheder, Uredelighed og Drukkenskab. Efter sin Afskedigelse havde han levet af at være Tolk for Russere, der laa og tuskede langs Kysten, samt derimellem drevet paa lidt Smaahandel. Det var paa en Reise med Sjøfinnen, der skulde forbi Busesund, hvor der just laa en Russer, at de havde opdaget Vraget ude i Sjøen.

Paa Hjemveien var Sjøfinnen meget betænkt. Han var Enkemand og havde efter Hustruens Død taget paa sig sin kuldseilede Broders talrige Familie, hvilken han trofast hjalp til at forsørge.

Trangt, som de havde det for Brødet, var det saa sin Sag nu at komme hjem med nok en liden til; han ventede sig derfor just ikke det gladeste Ansigt af Broderkonen, hvis Væsen det var at tage alting tungt.

Dernæst var det det store Spørgsmaal om Vraget, som, om han fik lidt Del i Pengene, kanske kunde give ham et Vederlag for Opfostringen engang for alle; men saa syntes han tillige, at han derved kom nærmere i Del med det, som var sket, end han rigtig lystede, og derfor nævnte han intet om den Sag.

At bemægtige sig herreløst «rækende Gods», var derimod noget, hvorover ingen Mand dengang gjorde sig Skrupel. Nu var jo dette Gods ikke rigtig rækende i Havet som Garn, Aarer og sligt, men fra et Vrag, og det sagde Korporalen, at Øvrigheden stod haardt efter, særligt siden Fartøiet var bundhugget; – der maatte fares varligt frem, at det hele ikke blev aabenlyst og endte med Fæstningen paa Vardø.

Korporalen likte øiensynligt ikke, at Barnet var berget, 164og talte meget om, at Isak fik se til at holde det vel afveien.

Men kom der alligevel for hans Skyld noget op om Fartøiet, – det laa nu forhaabentlig godt og vel paa Havsens Bund, – saa vilde han og Sønnen dog altid kunne fri sig, da ingen havde set dem i Baaden, hellerikke havde de, som han, Koster fra Vraget, der kunde vidne; thi Skindbogen, hvori der ingenting fandtes, sagde han nu, at han havde kastet i Sjøen – og i værste Fald, lagde han truende til, «skulde de blive tre om Bundhuggingen.»

I den mørke Kveld sad Isak vagtsom; – det var ikke frit for, at han tænkte sig de to andre i Baaden istand til, hvad det skulde være, for at fri sig for alt, som kunde bære Vidne.

I Busesund lod de sig ro op under Wassiliefs Lodje, som laa der, og skiltes saa fra ham; men det sidste, Korporalen betydende sagde, var:

«Agte Dig Isak for Vardøhus!»

Det lettede ubeskriveligt at være dem kvit; det var, som en tung Last af ondt var kommet ud af Baaden.

Da han en Stund efter i Mørket fra Styretoften varsomt kjendte med Haanden henover Sjøstøvlen bag sig og derpaa ængstelig følte efter under Trøien, om Barnet endnu pustede, havde han Følelsen af, at have gjort en god Gjerning.

Ensom, som han sad, tænkte han paa sin Hustru, som nu hvilte under Trækorset paa Kirkegaarden; Kirstine havde altid ønsket sig Børn – her fik han en Sending til sine gamle Dage.

Da han kom hjem, gik det, som Isak havde forudseet.

Skjønt Brorkonen intet efterlod i at pleie Barnet, var dette dog aabenbart ingen velkommen Gjæst, og hun talte i Begyndelsen, mere end Isak likte, om at reise ind til Fogden og lyse det op, saa det ialfald kunde blive forsørget af Fattigvæsenet.

I det Sjal, hvori Barnet, der kunde være henimod to Aar gammelt, var hyllet, fandt de en Brystnaal, 165hvormed det var fæstet, og i dets Linned indsyede Navnebogstaver, som de stavede til «Marina».

Da Enken hørte, at Brystnaalen var af Guld og kanske værdt ti Daler, talte hun i svagere Toner om at reise til Fogden; de maatte jo da tillige ogsaa lyse op Seildugen, som alt laa ituskaaret paa Gulvet til et nyt Baadseil, og hun udlevere den gode Kaffekjedel, hvortil hun havde fattet Elsk.

En seks Ugers Tid efter hørte de til deres Forskrækkelse, at Foged og Lensmand holdt stærkt Sporlag allevegne angaaende Vraget.

Det rygtedes tillige til Isaks Angst, at der skulde være Forhør over Korporal Stuwitz samt Skipperen og Mandskabet paa Russeren Wassilieffs Lodje.

Nu betroede han først Brorkonen fuldt ud, hvad der var foregaaet, saa hun indsaa, at her kun var det ene at gjøre, at beholde Barnet i Stilhed hos sig.

Isak sluttede sig til, at Vraget, uagtet det var bundhugget, alligevel ikke var sunket, men maatte være drevet østover i Finmarkshavet og der hjemsøgt for anden Gang af Wassilieff og Stuwitz, der var gaat ombord i hans Lodje.

*

Tremasteren «Fremtiden» der ved de Tider ventedes ind til Køllefjord med Varer fra Kjøbenhavn, var opdaget i Drift ude i Sjøen som Vrag, og man vilde have set Wassilieffs Lodje, ved Siden af det udenfor Nordkyn.

Da Øvrigheden kom ud til Fartøiet, fandtes det fuldstændig udplyndret og bundhugget, saa at derom kun stod igjen at optage den skriftlige Forretning og at stede til Jorden en ihjelfrossen ung Kone, der efter de Beretninger, som siden kom fra Danmark, var Skibsførerens Hustru.

Et Rygte blandt de mange, der gik om denne Sag, vilde vide, at Stuwitz’s Komsebaad med Wassilieffs Mandskab Dag og Nat den halve Uge iforveien havde faret mellem Vraget og Landet, at Fjeldfinnen Jakob 166Nutto for otteti af Carl IX’s blanke Sølvdalere – de saakaldte Beivisdalere, som Finnerne nedgravede – havde paataget sig at forvare Varerne oppe i Landet til en beleiligere Tid for Delingen.

For ret at lægge sin Uskyldighed for Dagen var Russeren saa straks efter løbet ind til Køllefjord med sin Lodje, der, som Gud og Hvermand – Øvrigheden med – kunde se, var fuldladet med tiltusket Fisk og Russemel fra Arkangel.

Ved de retslige Undersøgelser var de Par tænkelige norske Vidner paa en mærkelig Maade forsvundne.

Russemandskabet, der var Part i Sagen, nægtede alt, og gamle Jakob Nutto, der var Hedning, aflagde med alle sine gladelig falsk Ed paa, at de ved den omhandlede Tid havde handlet Skind og Rener med Stuwitz inde i Hopseidsfjorden østenfor.

Bagefter var der i Teltet almindelig Sarakadaab som vanligt, naar Finnen vilde fri sig for Virkningen af Daaben eller anden kristelig Handling.

For saavidt havde Fjeldfinnen sine Ord i Behold, som Stuwitz’s Søn virkelig havde opholdt sig inde ved Hopseidet og handlet Skind for Faderen med Finnens Broder Mathis; men det var jo rigtignok en hel Uge efter og en anden Sag.

En Kvæn fra Udskjærene, der dristigt havde udtalt, at han nok havde andet at vidne, blev funden ihjelslaaet paa Veien til Thingstedet «Omgang». Om hvad han havde havt at vidne, fortaltes der mangt mellem Almuen. Han skulde have ligget og fisket nær Lodjen, der laa i Skjul bag et Bergskjær under Land, og da blandt andet set, at Russeren udbetalte Fjeldfinnen blanke Sølvdalere paa Rælingen, samt at Stuwitz’s Søn var ombord.

Vraget fik man ikke indbjerget, da en nordostlig Storm igjen satte det sydover, og man mente, at det maatte være sunket i Sjøen.

*

167En Tremaster gaar ikke under uden Følger i vide Kredse. En af disse var, at den unge Kammerraad Tobias Storm i Kjøbenhavn, der som Embedsmand forestod endel Oppebørsler under Tolden, gik Fallit og kom i Kassemangel.

Som Medeier i Køllefjord Faktori havde han vovet for mange Penge i det Fartøi, som Broderen førte, og reiste det følgende Aar under en Art halv offentlig Kaution op til Finmarken for om muligt ved Undersøgelser at faa bjerget saa meget, at han kunde redde sig for Kassemangelens værste Følger.

Dette lykkedes ikke. Men da det offentlige ved Venners Hjælp blev betalt ved at trække paa Fremtiden af et Legat, hvoraf han nød Renterne – fik han, paa Grund af de særegne Omstændigheder, Afsked i Naade med «Ret til fremdeles at bære Uniform». –

Han levede siden som Regnskabsfører hos Brøgelmann i Køllefjord, der tog sig af ham for gammel Forbindelses Skyld.

Det var i disse Aar, at Brøgelmann i Køllefjord slog sig saa stort op ved Handelen i Varangerfjorden. De kjøbenhavnske Kompanier udbød dengang Faktorierne der nord til Salg, og han stod hemmelig i Underhandling med flere af dem.

Pengereduktionerne i 1813 og 1816 gjorde mange fattige; men Brøgelmann blev derved bundrig.

Han havde kjøbt to af de bedste Faktorier paa Kredit, og nu kunde efter Loven alle Gjeldsforpligtelser over hele Riget retmæssigen afgjøres med kun to Skilling for hver Species Sølv. Brøgelmann skyndte sig at betale i den gunstige Tid, og i de nærmest følgende Aar gjorde han glimrende Affærer, indtil hans Alder og andre Omstændigheder gjorde, at han efterhaanden trak sig ud af Forretningerne.

Hans betroede Fuldmægtig i de senere Aar var den unge Stuwitz, hvis Person vi ovenfor har ladet Læseren skimte.

Faderen var nogle Aar efter hin Vraghistorie trods sine forskjellige Formuesoperationer død i smaa Omstændigheder, 168og Sønnen kom da som Handelsbetjent til Brøgelmann.

Her viste han et saa stort Handelstalent og saadan Brugbarhed, at denne snart overlod til ham at styre alene for sig nord i Køllefjord paa de Tider paa Aaret, da han selv var inde paa sin anden betydelige Handelsplads.

Ved en Færd, for hvilken Principalen kun altfor meget lukkede Øiet, havde Stuwitz, før han var tredive Aar gammel, i disse Distrikter erhvervet sig Tilnavnet «Finplagen».

Aaret efterat Stuwitz var kommet i Brøgelmanns Brød, hændte dog den Mærkelighed, at man i Bergen kom paa Spor efter endel af de Sedler, som var bortkomne med den sunkne Tremaster – Nummerne var i sin Tid ivrigt efterlyst i Aviserne. Undersøgelserne viste, at Sedlerne maatte være komne ned til Bergen imellem en af Brøgelmanns aarlige Betalinger for Varer.

Dette vakte dengang megen Opsigt og Omtale deroppe.

Da Fogden inkvirerede om Sagen, gjorde den unge Stuwitz ham imidlertid klog paa, at der i Butiksskuffen kom Sedler fra alle Kanter og af alle Slags, saa deri hverken kunde ligge Bevis eller Spor hen til nogen.

Han lovede dog for Fremtiden at have et vagtsomt Øie med Tingen.

Da disse Ting senere spurgtes udover til Løvøen, forstod Isak godt, at det var endel af Pengene fra Vraget, som Stuwitz havde søgt at give ud, og han tænkte med en vis Glæde paa, at denne nu kanske var nødt til at brænde inde med Resten uden at kunne faa Nytte af dem.

Den, som ikke var tilfreds med dette, var den stakkels Kammerraad Storm. Han havde et Øieblik blusset op med sin gamle Kraft i denne Sag og gaat Stuwitz temmelig alvorlig paa Klingen; men hans Stilling forbød ham nu at gjøre mere Røre i Sagen.

Han var Enkemand; – med Fartøiet havde han mistet sin eneste nære Familie, som var hans yngre Broder 169Skibsføreren og dennes Hustru; han havde sat til sit gode Navn paa sit Hjemsted og dertil hele sin Formue. Nu syntes han sløvt at ville slutte sig ind i sit eget Skal.

Naar han ikke var sysselsat med sit Arbeide, saa man ham gjerne drive frem og tilbage med sin Pibe.

Hans eneste fortrolige syntes at være Gaardshunden, der gjerne kom hen og lagde sit store, sorte Hoved paa hans Knæ, medens han sad paa Trappen og blæste Røgen ud i Luften. Det var formodentlig en taus Tale i Røgen, som Hunden forstod, thi dens Øine saa hele Tiden op til hans Ansigt.

Naar han saa Stuwitz komme, gik han som oftest bort. Han kunde ikke fordrage dette Menneske, men turde paa den anden Side heller ikke rigtig vise det.

Om Eftermiddagen spadserede han ofte med Hænderne paa Ryggen op til en brat Fjeldskrænt, som kaldes Prækestolen, hvorfra der er en vid Udsigt over Havet. Der stod han gjerne en Stund og saa tungsindig udover den vide Kirkegaard, hvor Tremasteren og hans Lykke var begravet.

En Dag, – det var samme Aar som han var kommet i Huset – havde han dog der truffet en Mand, som var endnu mere sorgfuld og tung tilsinds end han selv. Det var en høi, bredvokset ung Fiskebonde ved Navn Lars eller Store-Lars, som de kaldte ham, der øiensynlig stod i Begreb med at gjøre Ende paa sit Liv.

Han fik ham til at afstaa fra sit Forsæt og at følge sig hjem. Mandens Tale og Væsen var endel forvirret, men, da han udenfor enkelte korte Tider var brugbar i sin Gjerning, fik Storm overtalt Brøgelmann til at tage ham i sin Tjeneste.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.