Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Tolvte Kapitel. I Bergen

Mühlenwad i Bergen, til hvem Morten Jonsen var kommet, sad i en betydelig Nordlandshandel med udstrakte Forbindelser paa Udlandet, hvorhen han skibede sine Fiskevarer. Mangen Nordlænding, lige fra Helgeland og op i Finmarken stod i Gjældsforhold til Mühlenwads «Stue» nede paa Tyskebryggen.

I de to Stevnetider ankrede de mange Jægter, som havde Handel der, saavidt gjørligt paa Vaagen lige udenfor Stedet. Der herskede da den største Travlhed nede paa Bryggen, hvor man ekspederede Fisken ved Vægten, medens hele Dagen et Mylder af «Nordfarer» gik ind og ud af Stuerne.

Man leverede sine Varer, betalte lidt «paa gammelt» og fik Resten udbetalt efter vanlig Handelsskik.

Gamle Mühlenwad bode selv paa Øvregaden i et hvidt, spidsgavlet Hus af den gamle tyske Stil, der stod smalklemt mellem sine Naboer i Husrækken, som en Soldat i Geled.

Han var ogsaa selv i alle Maader en Mand af den gammeldags Skole og hørte til de tyske Familier, som særlig søgte til Tyskekirken.

261Det var en streng religiøs Mand efter alle Former, – Penge- og Forretningsmand fra Top til Taa, – og for hans Bevidsthed stod Vorherre vistnok ogsaa væsentlig som Verdens øverste og promteste Forretningsmand.

Den Gud, han holdt Konto med, var forøvrigt ligesaa smaalig og nærig, som han selv, og stod især vredeligt paa sin Ret uden Afslag saavel til Bord- og Aftenbønnen som til den syvende Dag med Formiddagspræken og Læsning i Huset.

Med sin bredskyggede Hue, den brune Klædesfrak og den brune, tykke Stok med Guldknap, – altid at se ved den samme Stolpe, – var han en af den gamle Børs’s eiendommelige Figurer.

At hans Navn var godt som Guld, det vidste alle, og ligesaa, at han var imod alle de nye Paafund, der begyndte at dukke op i den yngre Handelsstand, og ikke mindst imod Sagen om den nye Børs, hvorom Tanken havde begyndt at røre sig. Med en Hustru, der var død tidligt, og som ikke havde havt det for godt, men hvorover der paa Kirkegaarden stod et stort Gravmærke, havde han en Søn ved Navn Wollert, hvis eneste Frihed i Opvæksten havde været Skoletiden, hvis Skræk endnu var Faderen, og som nu, efter et kort Ophold i Hamburg, var kommet tilbage som en fuldstændig Sprade, – i hvilken Egenskab han altid paa de sindrigste Maader vidste at undgaa Faderens Opmærksomhed.

Men saa maatte han ogsaa af og til, naar han hændelsesvis blev grebet deri, staa jammerfulde Standretter, hvori Faderens brune Stok spillede sin Rolle, og derpaa sidde indespærret paa Kontoret eller paa Salskammeret hjemme.

Gamle Mühlenwad pleiede ovenpaa en saadan Scene altid at gaa tilsengs og, som det hed i Huset, sørge over sin vanartede Søn.

I dette glædeløse Hjem levede han, vogtet af sine to gamle, ugifte Tanter – Mühlenwads Søstre – der stadig var med i Krigsraadet om hans Opførsel, og nogen 262Frihed saa han kun om Sommeren, naar Familien levede paa sit lille Landsted i Kongshavn, og han skulde være paa Kontoret i Byen.

Uagtet det da netop var den travle Stevnetid og saaledes nok at gjøre paa Kontoret, følte han sig dog i denne Tid mere let og fri for den hjemlige Kontrol.

Hans Tanter tog da skiftevis hver sin Uge inde i Byen for at besørge Maaltiderne for Nordfarerne.

Samme Tante præsiderede om Søndagene, da der holdtes Selskab for disse, altid i den høie Gyldenlæders Stol ved Siden af Mühlenwad, medens Rødvinen, der ikke netop var den bedste, serveredes til Svedskesuppen og Stegen.

Der var dog i den Tid altid nogen Luft at faa.

Maatte han ellers om Søndagene regelmæssig følge sin Fader og Tanterne i Tyskekirken og sidde inde den meste Del af Helligdagene, saa vidste han om Aftenen, naar de gamle havde lagt sig, at tage sin Mon igjen ude med Kammerater.

En Vinternat fandt den ene af Tanterne, da hun kontrollerede med Lyset, Værelset tomt, og en Stige staaende under Vinduet.

Da han sent om Natten kom hjem og tændte Lyset – sad Krigsraadet der i Natkapper.

Hans Forfærdelse var stor; – men hans raske Blik opdagede snart, at den egentlige Eksekutor «den gamle» ikke var tilstede, og han tog sine Mesures derefter. Han sagde høit, idet han steg op som for at kaste sig ud af Vinduet:

«Nu kan I se paa, at jeg forkorter mig!»

Enden blev, at hans forskrækkede Tanter fra den Dag af uden den gamles Vidende hjalp ham til en «passende Frihed» og tillige med Lommepenge til at nyde den.

Den unge Wollert havde imidlertid havt Penge i Lommen, før Tanterne hjalp ham.

Disse laante han hos sin Onkel Daniel, der var Rentenist og bode ensomt i et Hus i Haven nedenfor. Hans Gjerrighed var Gjenstanden for mange Byhistorier, og 263det var bekjendt, at han knap undte sig det tørre Brød.

Han ansaa sig for i sin Tid bedraget paa Arv af sin Broder Kjøbmanden og hadede ham grundigt.

Naar Brodersønnen yttrede sig over, hvordan han havde det hjemme, gav han ham altid Medhold, og engang, da han beklagede sig over, at han aldrig fik Penge, tilbød han at laane ham, indtil han blev myndig og fik Ret til Modersarv.

Wollert udstedte hver Gang smaa Forskrivninger til sin Onkel med fire og tyve Procent Renter og havde saaledes der sin egen Bank.

Han maatte dog tillige forpligte sig til at passe paa, hvem der stjal Ribs i Haven eller kastede Sten i Ruderne; thi Smaagutterne var slemme mod Rentenisten; naar han med Brødet stukket ind under den fodside, blaa Frakke og Bomuldsparapluien i Haanden om Aftenen gik op Gaden til sin Haveport, fulgte de ham gjerne med allehaande Øgenavn. –

I Begyndelsen havde Morten havt det vanskeligt nok hos Mühlenwads, og paa mange Maader faat mærke, at Stuwitz’s Arm ogsaa rak didhen.

Mühlenwad havde under sin store Forretning paa Nordland blandt andet ogsaa hele Heggelunds Handel.

Han nærede den største Agtelse for Stuwitz, hvem han i en Aarrække havde lært at kjende som den egentlige Forretningsstyrer, og modtog, ifølge Vink fra ham, Morten Jonsen med Forudindtagethed som en blot og bar Gunstling af Heggelund og tilmed en Sort Projektmager.

Der maatte tages Hensyn til en saa stor Kundes Anbefaling; – men «selve Fyren var naturligvis ikke en Pibe Tobak værd». Og, naar Mühlenwad først havde sat sig fast i en Idé, skulde der noget til at rokke den.

Morten fik en Slags underornet Mellemplads, som han lidet, havde eftertragtet; halvt hjalp han Bryggegesellen, halvt hørte han til paa Kontoret.

Sin meste Tid tilbragte han nede ved Vippebommen paa Tyskebryggen i et dagligt Slæb. Men han vandt dog efterhaanden Mühlenwads modstræbende Erkjendelse 264ved den Raskhed og Orden, der kom ind i alt, hvad han havde om Hænder.

I Stevnetiden, da det gjaldt om at sortere Fiskepartierne, udviste han et Skjøn paa Sagen, der ikke kunde andet end overraske; – det var Frugten af hans Erfaring fra Grunden af i disse Ting.

Mühlenwad, der godt indsaa den Nytte, han kunde drage af dette, tilbød ham da at blive hans Bryggeforstander eller betroede Gesel.

Han takkede for Tilbudet, men svarede til Mühlenwads Fortrydelse: «Nei, – han ønskede nu engang at gaa Veien gjennem Kontoret.»

Og, da det ikke gik efter Mühlenwads Hoved, var Morten Jonsen igjen i Unaade.

Morten havde i Slutningen af sit Ophold hos Heggelund af Præstens Søn lært Begyndelsesgrundene i det tyske Sprog, og ved en tysk Kontorists Hjælp, hvem han kjendte og omgikkes, havde han, ligefra han kom til Bergen, arbeidet med det i sine Fristunder og især om Søndagene.

Efter halvandet Aars Forløb var han kommet saa vidt, at han baade kunde læse og skrive Sproget; Morten vilde frem.

Wollert Mühlenwad, der igrunden var et godhjertet og snilt Menneske, havde neppe ført sit nuværende «Raseliv» eller engang gaat med de stramme Stroppebenklæder eller Guldbrillerne, som han tog bort, hvergang han rigtig vilde se, dersom ikke Hjemmets Tvangsog Fængselsanordninger havde ladet ham øine den ubundne Frihed i et altfor tindrende Lys.

Han talte ofte med Morten Jonsen og syntes endog at hygge sig særlig til ham; det var maaske hans Lykke, at den unge Herre dengang ikke fandt ham fin og dannet nok til at indføre ham blandt sine Venner.

Om Søndagene kunde han oftere sidde lange Stunder paa Mortens lille Værelse nede ved Bryggen og slaa en Sladder af.

Engang saa han, at han sad og skrev Tysk, og hørte til sin Forundring, at han kunde dette Sprog, samt tillige, 265at han forstod endel Bogholderi, hvilket han ogsaa havde lært sig.

Den unge Hr. Wollert hadede Kontoret og alt, hvad dertil hørte, ligesaa stærkt, som Morten Jonsen elskede det.

Det varede derfor ikke længe, før han foreslog ham at forfatte sine tyske Korrespondancer, hvilke Wollert da bare skulde skrive af og forelægge «den gamle».

Morten følte, at dette ikke var saa rigtigt, men beroligede sin Samvittighed ved at nægte at modtage den tilbudne Godtgjørelse for Arbeidet, der vilde optage hele Søndagen.

Paa disse Arbeider levede Wollert flot og frit og høstede tillige sin Fars store Paaskjønnelse, idet han yttrede for Tanterne, at de var skrevne som af en gammel, erfaren Kjøbmand – kort og redigt. «Der kunde nok blive noget af Wollert alligevel!»

Han fik paa sin Fødselsdag et Gulduhr og turde bære Brillerne aabenlyst, men brugte dem nu sjeldnere.

Der kom en slem Overraskelse en Dag, Wollert leverede til Faderens Underskrift en hel Bunke Korrespondancer. Mellem dem laa to, skrevne med en anden smuk og rask Haand, hvilke Wollert i Hasten havde glemt at udtage.

Da den gamle kom til den første af disse, et langt, velstilet Brev, saa Wollert, der sad paa den anden Side af Pulten, at der var galt paafærde.

Den gamle sad en lang Stund taus og stirrede paa Brevet, tog det op og lagde det ned igjen med en Mine i det smale, skarpe Ansigt, som om der laa en falsk Veksel foran ham.

Et Øieblik saa han vildt henimod Krogen, hvor den tykke Stok stod med den gamle Hue over Guldknappen, og der gik et Sæt i Wollert. Men saa begyndte han igjen paa Brevet og nikkede med bitter Nydelse langsomt paa forskjellige Steder, som om han ret vilde erkjende, hvor godt og klogt det var skrevet. Endelig udbrød han:

«Nei, – jeg kunde nok tænke, at det ikke var Dig, 266som skrev slig! – Kom hid med de forbandede Guldbrillerne dine, Wollert!»

Wollert rakte dem meget myg over Pulten, og den gamle vred dem og knasede Glassene under Fødderne.

«Hvem har skrevet for Dig?»

Wollert begyndte paa Udflugter om, at det bare var de to Breve. Men et Blik fra den gamle henimod Stokken gjorde ham pludselig oprigtig og han svarede:

«Jonsen!»

«Jonsen! – Jonsen her? – – saa!» –

Det var et langt «saa», der indeholdt mangeslags Tanker, og det efterfulgtes tilslut af et inkvirerende:

«Hvad har han taget for det?»

«Han vilde ikke have noget.»

«Da skal jeg sige Dig, hvad han vil jeg» – udbrød den gamle hidsigt, som om han igjen tænkte paa Stokken – «han vil, hvad Du ikke vil, endda Du er en retskaffen Kjøbmands baade Søn og Sønnesøn; – han vil lære noget, skal jeg sige Dig, og Lillefingeren af ham blir Du aldrig!»

Derpaa aabnede han Døren og bad én af dem, som sad der, at hente Jonsen op.

Mühlenwad sad en Stund grundende, og Wollert syntes, at det var uhyre lummert i det lille Kontor. Sagen var, at den gamle nødig vilde sige aabent, at han vidste, at Sønnen havde været uærlig imod ham.

Da Morten Jonsen kom, spurgte han blot, idet han viste paa de to Breve:

«De har skrevet disse?»

«Ja.»

«Hvorledes har De lært det?»

Da den unge Mand i Korthed havde gjort Rede derfor, sagde Mühlenwad i en Tone, som om han læste det op af en Bog:

«De har fra imorgen af fuld Plads og Løn paa mit Kontor, og, naar min Søn korresponderer, har han først at beraade sig med Dem om Indholdet, før det forelægges mig.» – Dermed nikkede han, og Morten 267gik. Men den gamle Mühlenwad sad længe og saa mod Døren efter ham; endelig sagde han næsten mildt:

«Ja, kunde Du blive som den Fyr, Wollert, – det er et Jern, som vil drive det til noget; – men sligt er vel ikke at vente for en stakkels Far!» – sukkede han.

Og Wollert gik, glad ved at være sluppet fra det for den Pris.

Næste Aar korresponderede Morten Jonsen ogsaa paa fransk og begyndte mere og mere at blive en betroet Mand paa Mühlenwads Kontor.

Det var bekjendt, at alle Ekspeditionerne nu maatte gaa igjennem hans Haand; – ellers var Mühlenwad aldrig rolig for Posten.

Hans Løn var nu forhøiet, og han havde Raad til at leve som andre unge Mænd af Handelsstanden.

Opdraget i Mühlenwads Skole begyndte dog Penge nu at faa en Vægt i hans Øine, der egentlig ikke tillaa hans Natur.

Han hørte aldrig andet omkring sig end Manden takseret efter Formuen, og der var ingen af hans Kammerater, som ikke drømte om engang at blive en Matador paa Børsen, – Mühlenwads gamle, bredskyggede Hue venereredes af de unge Øine næsten som en Krone.

Morten Jonsen var saaledes paa god Vei til at blive en «Forretningsmand fra Top til Taa».

Han affekterede det alt med adskillig Applomb i sit Væsen og havde faat over sig noget for en Ungdom at være vel bevidst om egen Dygtighed, til at det altid faldt saa tækkeligt, om det end i visse Maader gav Respekt.

Det mandige, aabne Ansigt og et vist under Forretningsskallen skjult Præg af bredt Hjertelag, indgjød særlig Tillid. Man mente i Almindelighed ligesom gamle Mühlenwad, at «det Jern driver det engang til noget».

I de Huse, hvor han efterhaanden havde havt Anledning til at komme, havde han truffet flere unge Damer; men det var, som han ikke havde rigtig aaben Sans for den Side af Livet.

268Han blev opfattet som en for sit eget endnu altfor begeistret ung Forretningsmand til ret at have Øie for andet.

Lidet anede de, at han i ensomme Timer kunde sidde og se et Billede for sig, mod hvilket de alle i hans Øine kun stod matte. Han kunde undertiden selv blive bange for at tabe sig bort deri.

Edel Heggelund havde et Aars Tid været nede i Trondhjem og var der, som den rige Heggelunds Datter og maaske ogsaa for sin egen Skyld, blet adskillig feteret.

Morten havde paa en møisommelig Maade skaffet sig at vide alt i den Anledning og følte en stor Lettelse, da han hørte, at hun var vendt tilbage til Nordland.

Hendes Hjemreise havde den sørgelige Anledning, at hendes Moder uventet var afgaat ved Døden.

Selv havde han efter Løfte undertiden skrevet til Heggelund og modtog da hvergang et kort hyggeligt Svar.

Engang var dette skrevet for Faderen af Edel, der meget venligt fortalte, hvordan alt stod til i Huset med Onkel Tobias, Andreas nede i Kristiania og Jomfru Dyring.

Tilslut kom en Underretning om, hvorledes hans Forældre ude paa Skorpøen havde det.

Han indsaa, at dette ikke kunde være sket uden megen Umage, da de bode langt borte; og dette atter og atter læste Brev blev hans Klenodium.

*

Morten Jonsen havde netop faat en særegen Grund til at føle sig af Betydning hos Mühlenwads; thi denne havde den samme Vinter tjent flere Tusinder ved en Spekulation, hvortil han havde givet Fingerpeget.

En Dag paa Kontoret saa Mühlenwad meget høitidelig ud.

Han havde faat den Efterretning, at Heggelund i 269Nordland skulde være saagodtsom ruineret. Handelsstedet var overdraget til Stuwitz, med hvem «Kontoret» saaledes for Fremtiden alene havde at gjøre. Dets Interesse var heldigvis sikkrede ved Stuwitz’s Omsorg.

«Dette har altid anet mig,» tilføiede han, «efter den Levemaade, som den Mand førte. Han skal nu ikke eie stort mere end Huset, han bor i, med Indboet og en liden Eiendom inde i Fjordene. Resten har Kreditorerne taget under en stor Tvangsauktion paa Stedet. – Det er haardt at opleve sligt!»

Morten Jonsen stod ligbleg og hørte paa, og han kunde under den øvrige Kontortid ikke samle sine Tanker paa Arbeidet. Det var, som noget for ham utænkeligt dog virkeligt var hændt.

Man kunde ligesaa godt have fortalt, at Fjeldet var styrtet om som Heggelunds Hus, hvor han i saa mange Aar havde levet med Forestillingen om, at Grunden var muret paa Rigdom.

Og saa gjorde det ham saa bitterlig ondt; – han havde der havt et Hjem og følte nu dybt med i den Krænkelse og Sorg, som var overgaat Huset.

At Stuwitz havde Skylden og var den egentlige Ophavsmand, blev mere og mere indlysende for ham; det var ham klart som Dagen, at han gjennem Aarene havde beriget sig selv, ruineret sin Husbond og nu endelig sat Kronen paa sit Værk.

Havde han i disse Dage truffet Stuwitz, vilde han utvivlsomt have forgrebet sig paa ham, blind for ethvert andet Hensyn end Hevn.

Paa Kontoret var han heller ikke rigtig den samme; han ekspederede Arbeidet fra sig i flygtig Fart og gik ofte derfra før Tiden.

Om Aftenerne spadserede han lange ensomme Ture udover Sandvigsveien, og han sad længe oppe, før han lagde sig.

Efter den første Sorg var en Tanke dæmret frem hos ham, der gjorde hans Blod uroligt. Det var Muligheden af maaske dog nu under de forandrede Forhold at kunne vinde Edel Heggelund.

270Der var en ikke ringe Forskjel mellem hans Tankegang før og nu.

Da han forlod Heggelunds, havde han fornemmelig følt Skillemuren i en Brist paa Fødsel og lige Dannelse; nu saa han den mere i Brist paa Formue.

Og det var paa dette Punkt, at der nu efter Husets indtrufne økonomiske Ruin havde begyndt at tegne sig en Stribe af Mulighed for hans Sjæl.

Dette var i Begyndelsen kun en Fantasi, som han ikke kunde lade være at beskjæftige sin Tanke med, og den endte stadig saa, at han efter endel storartede Handelsspekulationer kom som den rige Mand, begjærede Edel Heggelund og gjenreiste det faldne Hus.

Men efterhaanden begyndte der at komme Virkeligheder ind i disse Drømme, og blev Enden paa Historien end altid den samme, idet han paa en Maade indetificerede Edel Heggelund med Huset, saa var dette ikke Tilfældet med de Planer, som skulde bære ham didhen.

Paa de ensomme Vandringer udover Sandvigsveien steg lidt efter lidt frem for hans indre Øie et Næs med en liden, vakker Vig i Nærheden af Hjemmet; – han færdedes der, reiste i Forretninger langt bort derfra, saa Folk vrimle og en livlig Trafik tiltage og førte tilslut Edel Heggelund som Brud ind i det vakkre Hus, han der havde bygget.

Hver Aften føiede et nyt Strøg til Billedet.

Det var Stuwitz’s gamle Tanke om at oprette et Landhandlersted paa Finnæsset i Finkrogen, der var dukket op for hans Erindring. Og efterhaanden, som han udmalede sig og gjennemtænkte den, forekom den ham stedse mere praktisk udførbar og fristende. Han følte Vanskelighederne, men ogsaa, – maaske dengang med lidt ungdommeligt Overmod, – sine egne Evner og bag Foretagendet skimtede han Edel Heggelund.

Mühlenwads Forbauselse var stor, da Morten en Dag nede paa Kontoret opsagde sin Post og uden nærmere at gaa ind paa sine Planer erklærede at ville begynde paa egen Haand en lille Forretning nordpaa.

Hans Fuldmægtig maatte, mente han, mildest talt 271have mistet Hovedet, og Mühlenwad anvendte ikke faa Forestillinger for at faa ham derfra.

Da det vidste sig forgjæves, indrømmede han ham dog en liden forsigtig Kredit til Begyndelsen – og nogle hundrede Daler eiede Morten Jonsen selv.

Ikke mindre forbauset blev Heggelund, hvem han fandt at burde tilskrive i Anledning af dette Skridt, eftersom han jo havde taget sig af hans Fremtid.

Tonen i Brevet faldt hellerikke ubetinget heldig. Han havde hovedsagelig kun angivet den Grund, at han længtes tilbage til Nordland, samt yttret en noget selvsikker stolen paa, at det nok skulde lykkes ham at gjøre gode Forretninger der.

Mindst faldt dog Slutningen af Brevet i god Jord. Efter at have udtrykt sin dybe Taknemlighedsfølelse, endte han nemlig lidt klodset med at udtale det Haab, at det engang skulde lykkes ham at komme i den Stilling, at han kunde gjøre Gjengjæld for det gode, han havde modtaget hos Heggelunds.

Dette sidste berørte, skjønt paa forskjellig Maade, saare Strenge baade hos Heggelund og hans Datter.

Sin skjulte Ømfindtlighed gav han Luft i en ærgerlig Yttring om, at han ikke øinede den mindste Forstand i, at en kapitalløs Begynder saadan uden videre reiste op og nedsatte sig paa det første det bedste Næs.

Edel havde havt sine resignerede Drømme i Forhold til Morten Jonsen.

Den unge Pige havde, som det vil erindres, alt da han var i deres Hus, opdaget, at han bar Kjærlighed til hende; men til nogen Bevidsthed om sine egne Følelser var hun først vakt ved hans Afreise – hin Nat, da hun oppe paa Gangen stødte paa Jomfru Dyring.

Siden var denne Følelse blet hende klarere, og hun havde saa at sige levet sit indre Liv paa den.

Hendes Instinkt lod hende nu ane, at hun selv spillede en Rolle i hans pludselige og paafaldende Beslutning – og hun havde et Øieblik rødmet af Glæde ved Tanken.

I sit inderste havde hun alt længe vidst sig tryg paa, 272at hun – om Omstændighederne havde ført det saa – kunde rakt ham sin Haand udover ethvert Hensyn i deres forskjellige Livsforholde. Thi hun forstod, at det udelukkende var hans Syn paa disse, der havde afholdt ham fra nogensinde at prøve et Skridt for at vinde hende. Men hun havde ogsaa gjort sig selv en Rede for, at det igrunden var en Mangel paa Tiltro til hende personlig, der havde reist Skillemuren.

Nu stillede, ved det i hendes Hjem passerede, deres indbyrdes Forhold sig klarligt som saa forandret for hans Haab, at han derpaa havde bygget en afgjørende Beslutning.

Men det, som var passeret, var, at Edel nu var blet en fattig Pige.

Medens hun under Opvæksten sad inde paa Kontoret, fik hun tidlig Følelsen af, at Faderen bar paa en Sorg, som han vilde skjule og, uagtet dennes nærmere Beskaffenhed altid blev hende uklar, kom hun dog efterhaanden paa det rene med, at Stuwitz var Aarsagen til hans Sindslidelser.

Med Regnskaberne, hvori han saa at sige glat væk offrede sine Underskrifter til Stuwitz, kom ogsaa hans tunge Humør paa, og hun kunde da staa hos ham ved Pulten eller sætte sig hen paa hans Knæ. Dette syntes at lette ham, og hun forstod, at hun ikke skulde nævne et Ord derom for Moderen.

Det var en saadan Scene – men denne Gang af en saa overvældende Sorg, at det havde forskrækket hende, – hvortil Morten Jonsen uforvarende var blet Vidne, kort før han skulde reise ned til Bergen. Det, som da pinte ham, var hint førnævnte store Laan, der maatte optages, og som vakte saadan Omtale.

Stolthed var nu engang en Heggelundsk Familiesvaghed.

Da Auktionen stod i Huset over Eiendommene, og Handelsstedet tilsloges Stuwitz, havde hun set ud af Ruden ned paa den Folkemængde, som indtil Trængsel var strømmet til Stedet, og følt, at deres Hus just i disse Timer – sank.

273Brevet affødte Bitterhed i hendes Sind; hun følte sig personlig undervurderet i et Stykke, hvori en stolt Kvinde kan krænkes dybest, nemlig i Tiltroen til hendes Kjærligheds fuldgyldige Adel.

Saalænge hun selv var den overlegne, kunde det paa en Maade taales; – det var jo da endnu ikke traadt saa klart frem, og hendes Opførsel havde i sin Tid maaske selv foranlediget det; men nu, hun var fattig – ikke for Alverden!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.