Niende Kapitel. Paa den anden Side af Disken

Da Morten tidligdags klædte sig paa oppe paa det lille hyggelige Kvistkammer, sov Andreas Heggelund henne ved den anden Væg endnu sin dybe Søvn.

232Lige foran Ruden stod det svære, til Toppen grønklædte Løvfjeld tvertover Havnen i en luerød Morgensol, der efterhaanden slikkede nedover Masterne paa de to Jægter, der laa fortøiede udenfor Bryggen.

Paa Handelsstedet var i det aarle Gry endnu ingen oppe.

Ude i det blanke, af Løvfjeldets Refleks helt til Bunden metalgrønne Sund rode et Par Bondebaade med blinkende Aarer. Og en Jægt med slappe Seil, der forgjæves ventede Morgengulen, lod sig bugsere forbi af Mandskabet.

Den unge Heggelunds Klæder laa til Mortens Forundring henslængt omkring i Værelset.

Uhret hang endnu i Vesten, og den ene af Støvlerne laa henne ved Mortens Seng, medens den anden stod opklemt mod Døren som efter et voldsomt Kast eller Spark.

Efter at have samlet det hele sammen paa en Stol og lagt Uhret paa det lille Bord henne ved Sengen, begav Morten sig ned.

Fruens Ord om, at han egentlig vedkom Stuwitz, og andet af Gaarsdagens Indtryk havde bestemt ham til at fremstille sig for denne, saasnart blot Kramboden aabnedes.

Han havde overtænkt, at meget kunde være undgaat, om han fra Bryggen straks havde fulgt den vei, han mindst likte.

Efter endel Famlen fandt han ned til Gangen og fulgte nu Veien gjennem Haven.

Ved det Sted, hvor han havde gjort den i sine egne Øine saa uheldige Indtrædelse, nikkede Morten ved sig selv; han opgjorde sig kun, at her havde den unge Frøken et Øieblik set paa ham slig, som om hun havde smudset sine Hænder paa Bondegutten; – og skyndte sig derpaa ned mod Kramboden, hvor han vidste, han var paa sin Plads.

Som han kom didned, saa han Bryggekarlen, hvem Stuwitz tiltalte, ifærd med at aabne Kramboddøren.

Morten gik lige hen til Stuwitz, der stod i en fedtet 233Frak med Parykken i den ene Haand og i den anden et blaatærnet Lommetørklæde, hvormed han tørrede Sveden af sig, efterat have hjulpet til med en stor Tønde, som de havde trillet frem paa Broen foran Døren.

Morten tog Hatten af og bukkede for gamle Stuwitz slig, som han havde lært.

«Goddag! Hvad skal Du?» udbrød denne barskt, idet det ene matte Øie med den hvide Flek i Pupillen dirrede lidt.

«Jeg er Morten ude fra Skorpen, som er budt at være Kjøbsvend her!»

«Ah, – saa!» – sagde han i en egen forandret Tone.

«Jeg trode, Du holdt til oppe hos Herskabet jeg; hernede er saa simpelt, skal jeg sige Dig.»

Morten følte, at det sødladne Ansigt og den blide Stemme ikke var for det gode; han kunde blot modsige i Gjerning og spurgte beskedent:

«Skal Trantønden ind paa Boden?»

«Det er ingen Trantønde; det er Sirup,» – var det butte Svar. Men Morten vedblev uforknyt:

«Skal da Siruptønden ind?»

«Hm, – ja!»

«Kan ikke jeg gjøre det?»

«Jo –; men saa faar Du først tage den nye Trøien af Dig; vi er ikke saa fine hernede.»

Morten gjorde saa, – og var dermed med et heldigt Sprang kommet lige ind i Dagens Arbeide; thi der blev efterhaanden travlt nok nede paa Boden, eftersom det var Lørdag og mange Folk.

Medens Stuwitz, hele Tiden travlt optaget, snart færdedes nede paa Sjøboden eller ombord i en af Jægterne, der netop laa under Ladning, snart var inde paa Kontoret eller stod og akkorderede med Folk, – havde foruden Morten to Kjøbsvende fuldt Arbeide ved Disken, og ud paa Dagen kom tillige Andreas Heggelund og hjalp til.

De mangeslags Sager, som Bønderne kom med, fra Fisk og Lever, nye Baade, Skindfæller ned til Smaating 234som Bær i Tiner, skulde alle vidtløftigt ompruttes, og Betalingen derpaa erlægges i Varer fra Butikken.

Enkelte Udvalgte blev, under Navne af «gamle Kjendinge», af første Kjøbsvend indbudne til Traktement i Boden ved Siden af og paanødte Skjænk af en bedre Sort end den Blanding, som solgtes under Navn af Vin, og hvis Præparation Stuwitz altid selv forestod.

Men Morten indsaa snart, at dette gik efter helt andre Hensyn end de, som udtaltes i de venskabelige Ord og særdeles Hilsener hjem til Familien; og han mindedes med en egen Følelse, at hans Far flere Gange var kommet hjem fra Sørstrømmen med lignende Hilsener.

Morten havde faat at vide Prisen paa visse kurante Varer og udvidede sit Kjendskab med hver Time.

Han følte sig hel stor i sin nye Stilling bag Disken, særligt naar han for Kjendinger af Almuen skar Snoren over en ny Pakke, greb med fuld Haand ned i Rosinerne eller satte Skovlen ned i Sukkerskuffen, og ved Vægtskaalen passede han den mest haarfine Balance.

De overhængte ham om at slaa af paa Prisen, og Morten erklærede paa sin Side alvorligt, at det var absolut ugjørligt for dem at sælge billigere.

Han vovede endog efter et udtryk, han opsnappede fra første Kjøbsvend, og som lød høist kjøbmandsmæssigt, at «garantere» endel Brystnaale og Ringe i en Glasæske, hvilke, som de glimrede frem af Bomulden, forekom ham selv ikke mindre prægtige end Beundrerinden paa den anden Side af Disken.

Derimod sagde han intet om de smukke, blaa engelske Angler, hvilke han af egen Erfaring ude fra Fiskegrunden vidste var sprøde, men søgte kun i Stilhed at holde frem de solide hvide.

Frokosten havde de faat sendt ned til sig, og ved Middagstid Klokken 12 maatte Kjøbsvendene i Travlheden 235afløse hinanden med at spise oppe i et Hjørneværelse i Hovedbygningen, der var afsondret fra Heggelunds øvrige Selskabelighed, hvor Gjæsterne nu først var ved Frokosten.

Men selv denne korte Afbrydelse forekom Morten for lang, og havde det ikke været Skam, vilde han gjerne opgivet Middagsmaden for at kunne blive staaende dernede.

Siden blev han paalagt at praie Jægten fra Bryggen for at lade sig sætte ombord med en Besked fra Stuwitz til Styrmanden.

Og som han stod bag i Baaden med Styreaaren, medens Manden rode ham og derpaa respektfuldt skaadede baglænds for at lette «Kjøbsvenden» Opstigningen ad Skibstrappen, følte han om muligt endnu stærkere sin Forfremmelse i Verden.

Han bar det med en vis lavet rutineret Mine, som den, der har meget at gjøre og ikke Tid til unyttig Snak, men takkede dog Manden for Tjenesten saadan, som han før vilde gjort.

Hændelsen vilde, at den af sin nye Beskjæftigelse næsten febrilsk optagne Morten den Dag ogsaa skulde faa en alvorlig Forsmag paa den anden Side af det nye Liv.

En stakkels Bonde, med hvem det formedelst langvarig Sygdom var gaat rent ud, fremstillede sig for Stuwitz og anholdt for mangeaarigt godt Handelsforholds Skyld om Kredit paa to Voger Mel.

Han havde været der før i Ugen og bedt forgjæves. Nu havde han medtaget sin Hustru, der saa ikke mindre kummerlig medtaget ud end han selv. De havde, sagde Manden med en Stemme, der sad ham fast i Halsen, nu ikke en Næve Mel mere til de syv Børn i Huset.

Stuwitz viste dem kort og barskt til Fattigkassen.

Men Morten blev hel betaget af Synet; han kom til at huske paa, hvad hans Mor hjemme havde fortalt om den sørgelige Tid, da Faderen laa langvarig syg, og Stuwitz ligedan havde nægtet dem Kredit.

236Han var netop ifærd med i Stilhed at kappe Snoren under Vesten for at give Manden den eneste Mynt, han havde med hjemmefra, nemlig en Ansigtsotteskilling med Hul i af dem, «der kan stille Blod», og som der ellers skal være Lykke med, da Andreas Heggelund bleg af Hidsighed sprang over Disken og fik dem til at følge sig op til Hovedbygningen.

Stuwitz vendte Ryggen til, men saa bagefter usigelig haanligt efter ham.

En Timestid efter kom de to forbi Butikken med forskjellige Knytter i Hænderne og, som det lod, over al Forventning forsynede.

Længere henne paa Eftermiddagen kom Andreas Heggelund igjen ned i Boden og begjærede Krudt, da der skulde saluteres fra Batteriet ved Flagstangen i Anledning af Sorenskriverens Afreise; – han forestod altid den Sag og vilde nu have Morten med sig.

Men han havde alt lært saameget af Forholdene i Huset, at han ikke længer fulgte Andreas Heggelund i tykt og tyndt, saa hyggelig og godhjertet denne end forekom ham, og sandt at sige, havde han ogsaa den største Ulyst til at forlade Butikken endog kun for et Minut.

Ivrigt optaget forblev han i den, til den sidste Mand var eksperet, og Butikken endelig sent om Aftenen lukkedes.

Bryggen var nu i den sildige lyse Aften igjen tom for Folk og Baade, – den sidste af dem rode udover. De store Nøgler var vredne om i Sjøboddøren, og Bryggekarlen satte endnu hist og her et og andet i Orden.

Han spiste til Aftens sammen med de to andre Kjøbsvende og fik sove i Rum sammen med den yngste.

Men denne Gang var Morten anderledes tilfreds med sin Dag. Han havde nu opnaaet sit hedeste Ønske i Verden, nemlig at blive Kjøbsvend, men dog ikke tænkt sig, at det skulde være halvt saa morsomt, og han kunde en lang Stund ikke faa sove, fordi han laa 237og tænkte paa Butikken og længtes efter Mandagen, da det hele skulde begynde paa nyt igjen.

*

Søndag lod til at være Syvsoverdag over hele Huset.

Foruden en og anden af Drengene, der viste sig vaadkæmmede i deres Søndagspuds med en eller to Uhrkjæder udenpaa Vesten og Helligdagspiben i Munden, var kun faa oppe, før Kirkebaaden gjordes færdig ved Bryggen – en Sag hvormed man ikke forhastede sig, da Præsten om fornødent gjerne ventede en Tid paa Heggelunds.

Et Par Timer før havde Morten dog set Edel Heggelund i Haven sammen med sin nogle Aar ældre Veninde, Sorenskriverens Datter, der var blevet tilbage i Besøg, og han bemærkede da tillige, at Andreas sad i Skjorteærmene oppe i Kvistvinduet tilsyneladende meget optaget af dem.

Frokosten spistes ligesom Middagen om Søndagen sammen med Familien oppe i Stuen. Men, da enhver ved første Maaltid kom og gik efter Behag, faldt det dennegang saa, at Morten og hans Kammerat Kjøbsvenden spiste der alene.

Han hørte da Andreas Heggelund le i Sideværelset sammen med de unge Damer, og haabede noget forknyt paa, at de ikke vilde komme ind, hvorfor han skyndte sig febrilsk med at blive færdig.

En Stund efter drog alle Heggelunds samt de to Kjøbsvende ned til Husbaaden, hvor fem af Husets Folk sad kirkeklædte ved Aarerne med Trøierne ved Siden af paa Tofterne; bagefter steg endel andre af Tyendet, som havde ventet paa Bryggen, ned i den.

Mens den flagsmykkede Baad rode fra Bryggen, saa han, at Edel Heggelund og hendes Veninde byggede Hus sammen af deres Parasoller – formodentlig for at værge sig desbedre for Hr. Andreas, der sad tæt ved Siden.

Gamle Stuwitz viste sig ogsaa paa sin Vis søndagsklædt i hjemmesyde Vadmelsklæder, der gik vel kort 238ned paa Skafterne af hans Fedtlæders Støvler, samt en buklet Krave i Brystet, der ikke vilde sidde, og som, efterat være forsvunden i det tykke Halsbind, gjenopstod høit oppe i et Par spidse, skjævt bagover mod Øret steilende Fadermordere.

Han saa høitidelig grætten ud og var nu i sin gammeldags lavpullede Floshat og med Næverne i Pjækertlommerne, hvorudaf der stak et blaatærnet Bomuldstørklæde, gaat sin vanlige ensomme Søndagstur op ad Landet.

Hjemkommet fra Turen, pleiede han, fortalte Kjøbsvenden, gjerne at gaa alene om paa Sjøboden til Middagstid, og det var da bedst ikke at komme ham nær; thi han var da altid grætten.

Morten var blevet saagodtsom alene hjemme i Huset og kunde nu mere ugenert gaa om i Værelserne og se sig om.

Han kom der i Samtale med Jomfru Dyring, den gamle Husholderske, hvem han hilste fra sine Forældre, og blev tilslut saa godvenner med hende, at hun bød ham en Ekstraforpleining fra Spisekammeret, «da det kunde vare længe, før de kom fra Kirken, og unge Mennesker maatte have Mad». Dette var, hvad Morten ingen Anelse havde om, ellers ikke den gamles vanlige Tone.

Jomfru Dyring med de sorte Løslokker og det af Kniplingskappen pynteligt omkransede langblege, strenge Ansigt var Husets utrættelige Politi, for hvem alle var bange. Hendes under de side Øienlaage mistænkeligt forskende Øine vaagede som en Rovfugl paa alt, hvad der vedkom Ordenen saavel i Huset som blandt Tjenerne, og hun slog altid ned, naar én mindst ventede det.

Fru Heggelund, for hvem den strenge, pyntelige Jomfru Dyring var uundværlig, og i hvis Nærværelse denne vidste at træde i Baggrunden, vilde aldrig se Feil hos hende og gav hende altid Ret uden Undersøgelse.

Paa det Punkt formaade ikke engang Stuwitz noget, uagtet han ellers i Stilhed var saagodtsom almægtig.

239Forresten var Hovedbygningens Trappe hendes Kap Finisterræ. Butikken med Sjøboden og alt, hvad der vedkom den, var for hende ikke til, og ligesaa usynlig syntes dennes enevældige Behersker Stuwitz at være for hende, naar han var oppe i Stuen.

Man vilde have iagttaget, at hun altid holdt sig paa Blindsiden af ham. Ingen havde nogensinde set de to veksle et Ord, men vel nok hørt Stuwitz paa sin Vis brumme lidet venligt, naar hun strøg ham nær.

Til Kirke fik hun aldrig Tid at komme for alt det, hun havde at udrette hjemme; hun tilføiede gjerne bittert, at «engang vilde de nu blive nødt til at føre hende did alligevel!»

Mortens Held var, at han paa forhaand ikke kjendte til noget af alt dette; han vilde ellers neppe have talt saa troskyldigt og ligetil med den farlige Stormagt. Nu var han uden Anelse om Faren gaat indenfor det Bitterhedens Hegn, som andre ellers rev sig paa, og bag hvilket hun igrunden følte sig selv som en ensom Fugl.

Mortens muntre, tillidsfulde Væsen faldt som et pludseligt Solskin ind i en gammel, længe afstængt, mørk og fugtig Have, og hun var fra den Dag altid høilig indtaget i ham.

Noget bidrog fra først af vel og hertil, at hun vidste, at hendes Fiende Stuwitz havde modsat sig Mortens Optagelse i Huset og forfulgt hans Forældre.

Men, hvordan Humøret stod – og det var altid mere eller mindre galt – til Morten havde hun altid et blidt Ansigt, og – hvad der senere kom ham tilgode om ham altid et klogt, forsvarende Ord i rette Tid.

Han var ogsaa ombord i Jægten, med hvis Styrmand han var bleven kjendt den foregaaende Dag, og hos hvem han en Stund sad nede i Kahytten i en overmaade interessant Passiar om Bergensreisens Mærkværdigheder.

Den stærke Tobak, han der blev trakteret med, og hvilken han i Begyndelsen dampede mandigt, bevirkede imidlertid, at han noget bleg tog Farvel og gik 240iland, før det spændende Thema endnu paa langt nær var udtømt.

Udpaa Eftermiddagen kom Kirkebaaden tilbage, og – som vanligt, naar der var Prækensøndag dersteds og godt Veir – fulgte da tillige Præstens hele Familie og andre Gjæster med.

Ved Middagsbordet indtog den lille Kammerraad Storm i sin Uniformsfrakke en iøinefaldende Plads; – Fru Heggelund brugte ham som Dekoration for sit Bord.

Ved Siden af ham sad hans Veninde, Edel, altid færdig til at skaffe ham, hvad han behøvede.

Stuwitz spillede derimod til Mortens ikke ringe Forundring her oppe i Huset en aldeles underordnet Rolle. Han havde ved Bordet indtaget en af de nederste Pladse, mælte hele Tiden saagodtsom ikke et Ord og reiste sig, bukkede og gik, før de andre var færdige. Og med lidt Forandring saa Morten ham bære sig slig ad bestandig i hele det første Aar, han var i Huset.

Siden satte han egen Husholdning.

Ved Middagsbordet var der den Dag tildels noget lummert.

Hr. Andreas, der altid forgik sig mod Reglerne, maatte nok paa Veien have syndet i adskilligt.

Den blege, høie, unge Dame, Datter af Sorenskriveren, sad i Begyndelsen med et Par Roser paa Kinderne, der aabenbarlig ikke udelt var Glædens, og Fruen bevarede hele Tiden et ekstrahøitideligt Kirkeansigt.

Hun bemærkede noget uforanlediget af den øvrige Samtale, at Præsten havde glædet dem alle med en saa opbyggelig Præken; hun havde under den tænkt paa en Person, paa hvem de deri omtalte Svagheder desværre passede.

«Gud give, han bare vilde tage sig dem til Hjerte!» – sukkede hun med et Udtryk, som om dette dog var alt andet end sandsynligt.

Nede ved Bordenden hørtes et Slags bekræftende Brum. Det kom fra Stuwitz, der netop reiste sig fra Bordet og gik. Han havde rigtignok ikke været i Kirken, 241men hadede den unge Herre, hvem Ordene gjaldt, altfor grundigt til at kunne modstaa at lægge sit til.

«Ja Gud give det, kjære Tante,» – sagde Andreas, som havde Frisprog i Huset, idet han stirrede alt andet end venligt hen paa Døren, udaf hvilken Stuwitz var forsvundet; – «men det gamle Trandyr er vist for gammelt til at opdrages om igjen og vil jo heller aldrig til Kirken!» –

Han lod, som om han i al Uskyldigihed trode, at hans Tante havde sigtet til Stuwitz.

Men bagefter fik han en alvorlig Irettesættelse af Fruen og derpaa en Tidalerseddel af sin Onkel.

Om Aftenen talte Edel ogsaa nogle Ord med Morten.

Hun spurgte, om han likte sig nede i Kramboden, og hvorfor han ikke havde fulgt med til Kirken?

Til det første Spørgsmaal svarede Morten ja og til det andet, at ingen havde spurgt, om han vilde følge med.

Hun saa noget uvis paa ham og spurgte saa pludselig, idet hun nærmede sig deltagende:

«De ventede dog ikke Deres Forældre ved Kirken?»

«Nei, – da havde jeg bedt om Lov.»

Den unge Pige vendte sig svagt smilende fra ham, for at følge Onkel Tobias ovenpaa.

Oppe paa Værelset sagde hun, idet hun besvarede, hvad der op ad Trappen havde beskjæftiget hendes Tanker:

«Den unge Kjøbsvend maa vist være meget stolt af sig.»

Morten paa sin Side syntes, at hun havde havt et saa smukt Udtryk i Øinene, da hun spurgte efter hans Forældre, men bagefter var Minen bleven næsten lidt stødt, – hun var vist hovmodig ligesom Moderen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.