Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Trettende Kapitel. Hjemkomsten

Paa Opreisen havde Morten Jonsen hjemme i sit Distrikt foreløbig mange Ting at varetage.

Der skulde adskillige Forberedelser og Indkjøb af Varer til, og han maatte, førend han kom til Hjemmet, reise opom flere Steder.

Noget Ærinde hos Heggelund havde han ikke, thi med Stuwitz ønskede han ikke at handle.

Men, da han først var kommen der i Nærheden, opsteg Ønsket om at gjense Edel overvældende hæftigt hos ham. De Grunde for ikke at reise did, som han hidtil havde havt saa klare for sig, og hvoraf den vægtigste var, at han nødig vilde komme som den, der endnu ikke var rukket videre frem i Verden end dengang han forlod Huset – veg mere og mere for den fristende Tanke, at kunne komme i hendes Nærhed.

Som han kjæmpede med sig selv, steg der efterhaanden andet op, der blev afgjørende.

Han følte sig beklemt og bange for at møde hende, for hvordan hun vilde se paa ham, hilse ham; maaske vilde hendes Mine sige, at han kun havde levet i en vanvittig Drøm, – kort – han følte tilslut, at han maatte didhen for det Haabs Skyld, han levede i. For 274hans beklemte Tanke stod det nu, som han kun reiste op for at se den hele Sæbeboble briste.

Han nølede ængstelig under mange Paaskud for sig selv den hele Dag, saa at han først kom did om Aftenen efter Sengetid.

Jomfru Dyring var paa sin vanlige sénaftenlige Runde; hun holdt paa at tabe Lyset af Haanden, da hun i Gangen uventet traf Morten ifærd med at hænge hen sine Reiseklæder.

Ved et ensomt Lys inde i den store Stue, hvorfra han havde saa mange livlige Erindringer, gav hun ham en mismodig Beskrivelse over Tilstanden.

Stuwitz i det lille, røde Hus nede ved Stranden var nu Herren paa Stedet – han havde da havt Pant i selve Handelspladsen.

Han var den gamle og levede paa sin gjerrige Vis dernede ligesom før med Hunden og Drengen liggende i Forstuen om Natten; thi han trode sig altid udsat for Indbrudstyve – kun var han siden Fruens Tid blet dobbelt saa mægtig af Væsen. Han havde endog nylig uden at spørge Heggelund taget et af hans Udhuse, som han paastod tilhørte sig, til Varelager.

«Ja, det staar ilde til» – endte hun, idet hun overgav sig til et Udbrud af Sorg – «og Edel stakkel, hun er nu en fattig Pige! – Det var en Lykke, at Søsteren blev saa vel gift, thi hun havde ikke havt Kræfter til at bære dette!»

I sin nypibede Natkappe sad hun, sirlig som altid; men hun trængte haardt til at udøse sit forpinte Hjerte, og hun strøg derunder uvarligt baade i Piber og Krøller.

«Kan De huske, Jomfru Dyring» – sagde Morten med en egen alvorlig Betoning – «den sidste Aften, vi sad sammen i dette Værelse – da henviste De mig til Fremtiden?»

Jomfru Dyrings Ansigt saa ikke ud, som hun øste meget Haab af de Ord.

«Nu vil jeg betro Dem ét, Jomfru Dyring» – vedblev han efter en liden Pause. – «Alt det jeg arbeider 275og har fore, sker kun med det Maal engang at vinde Edel.»

Jomfru Dyring saa overrasket paa den unge Mand. Hendes lidt langsomme Tanke behøvede Tid til at samle sig, og hun betragtede ham derunder med skiftende Udtryk, – det var en mandig Skikkelse, der vel kunde indgive Tillid.

Hendes Mine udtalte ogsaa denne Dom, idet hun lidt hen i sine egne Tanker sagde: «Ja, – vi faar stole paa Fremtiden!»

Sin Mening gav hans gamle fortrolige paa sit Vis yderligere tilkjende, idet hun anviste ham Husets bedste Gjæsteværelse, hvilket Morten efter megen Vægring endelig modtog, fordi han indsaa, at han derved gjorde hende en Glæde.

Morten Jonsen var den følgende Morgen tidlig oppe og indfandt sig omhyggelig klædt nede i Stuen, før nogen af Familiens Medlemmer endnu var der.

Han var bleg og der laa en fugtig Sved paa hans Pande, medens Jomfru Dyring af og til med et lidet Ord syslede ind og ud med at anrette Frokosten.

Hun havde med Villie ikke fortalt hans Ankomst og villet, at den skulde være en Overraskelse.

Døren aabnede sig, og Edel traadte ind i Stuen.

Hun havde ikke straks set ham, som hilsede, og udbrød med ét stansende overrasket:

«Morten! – – Velkommen tilbage, Hr. Jonsen!» tog hun sig lidt efter.

Men der havde været en pludselig Glædesstraale i hendes Øie, der ikke lod sig rette, ligesaalidt som den Rødme, der endnu overgjød hendes Ansigt.

Der faldt under den gjensidige Forvirring nogle Ord, som ingen af Dem siden erindrede, og Samtalen holdt sig derpaa, indtil Heggelund kom, aldeles formelt ved nogle lette Spørgsmaal om hans Reise samt almindelige Forholde.

Men Jomfru Dyring lagde Mærke til, at ingen af dem spiste noget under Frokosten. Hun havde sine egne Julemærker.

276Han følte sig venligt modtaget, skjønt der lidt efter lidt ved Erindringen om hans Brev igjen havde lagt sig en mere tilbageholden Tone over baade Edel og hendes Fader.

Det var ham tillige noget paafaldende, at ingen af dem med et Ord spurgte efter hans Planer, medens Heggelund dog venligt forudsatte, at han nu blev hos dem en Tid.

Heggelund var kjendelig blet ældre og bøiet under den Modgang, der var overgaat ham, og Edel syntes aldeles opoffret for hans Pleie.

Han var sygelig og kom enkelte Dage ikke ned fra Kontoret, der tillige var hans Soveværelse. Da sad Edel deroppe saagodtsom den hele Dag og læste for ham eller var ham til Selskab, idet hun søgte at adsprede hans mørke, mismodige Sindsstemning.

Under dette ensformige Liv havde Edel tidt havt en trykkende Følelse af at være en Fugl i Bur. Længselen efter at komme ud i Verden rørte sig stærkt i hende; men hun søgte at trøste sig med, at hun dog havde en Gjerning hjemme at udrette.

Efterat Morten Jonsen havde skrevet, at han vilde vende tilbage til Nordland, hjemsøgtes hun ikke mere af denslags Tanker; – Livet hjemme havde pludselig faat Fylde og Interesse for hende.

Morten havde en stærk vemodig Følelse af de forandrede Forholde paa Stedet.

Der herskede den samme travle Rørelse som før; thi nede ved Bryggen og Butikken gik alt i den gamle Gjænge; han saa Stuwitz og Butikfolkene gaa ud og ind paa Sjøboden, og paa Havnen var der fuld Travlhed.

Men oppe ved Hovedbygningen var der nu som uddød, og kun et Par Tjenestepiger og en og anden af Lægdslemmerne var af og til at se ude paa Gaardspladsen.

Der var foregaat paafaldende Indskrænkninger i Husvæsenet, og Butikfolkene stod nu i Stuwitz’s Brød.

Ved Middagen sad om et ganske lidet Bord Heggelund, 277Edel, gamle Onkel Tobias, Jomfru Dyring og han – det var stor Forskjel mod før!

Onkel Tobias var øiensynlig oplivet ved Mortens Ankomst.

Han blev oprømt og lo paa sin halvt skjulte indvendige Maade, da Morten efter Bordet, da de var alene, kom hen til ham i Lænestolen og spøgende tændte hans Pibe paa den samme Vis, som han havde gjort den første Aften, han kom i Huset.

Onkel Tobias huskede det godt og forlangte siden Besked paa, hvad han tog sig for, og hvilke Affærer han drev, hvilket Morten da ogsaa i Korthed fortalte ham.

«Flink Gut, – flink Gut!» – sagde Onkel Tobias, idet han rakte sin altid udslukte Pibe frem for at faa ny Ild.

Han sad en Stund hen i sine Betragtninger og yttrede derpaa lidt uventet:

«Hm! – Edel er en smuk Pige, Morten Jonsen.»

Dette kunde Morten ikke fragaa, men undgik dog at drøfte Sagen.

Om Eftermiddagen fortalte Jomfru Dyring ham om Fru Heggelunds Død i Vinteren for to Aar siden.

«Ja,» – sagde hun med et tungt Suk – «hun fik høre det, som hun tog sin Død af.»

«Det var ved Nytaar, og Fruen var da raskere, end hun havde været paa længe.

En Dag stod hun i det grønne Værelse udenfor Kontoret og udtog Dækketøi af Linnedskabet; – der sku1de være Fremmede den næste –. Stuwitz og hendes Mand sad indenfor med Regnskaberne, som de altid pleiede paa den Tid af Aaret. Jeg gik da til og fra nedenunder og hørte, at de var høirøstede; det var især Heggelunds Stemme, men Stuwitz svarede kort og barskt.

Da har hun nok, stakkel, hørt, hvordan alt stod til; thi det var da, Handelsstedet blev pantsat.

Efter Stuwitz’s Bortgang var hun en lang Stund inde 278hos Heggelund, og den arme Mand holdt sig bagefter indelukket paa Kontoret den hele Dag.

Fruen var underlig hvid i Ansigtet, da hun om Eftermiddagen kaldte paa mig. Hun havde til den Tid siddet alene i Sofaen inde i Kabinettet; og jeg havde flere Gange set didind, da jeg havde mangt at tale om, men ikke turdet forstyrre hende.

Da jeg nu kom, begyndte hun at give mig udførlig Besked om Lin- og Dækketøiet og alle de finere Ting, som hun altid sørgede for, samt fornøden Ordre om et af Lægdslemmerne, der var syg – med dem stellede hun, som De véd, altid selv.»

Her maatte Jomfru Dyring afbryde et Øieblik for sin Bevægelse, og hendes Taarer randt, mens hun vedblev det følgende:

«Derpaa overgav hun mig den store, indgravede Nøglehank, som hun altid bar i Bæltet.

«De faar overtage den, Jomfru Dyring,» – sagde hun; «thi jeg er syg, saa jeg maa lægge mig, og Gud véd, om jeg staar op igjen.»

Jeg indvendte intet; thi der var saadan Høitidelighed i hendes Væsen.

Hun saa da saa rolig og stolt ud som nogengang; men der var noget ved Øinene og over Ansigtet, mens hun gav mig denne Besked, hvoraf jeg havde ondt i Hjertet hele Natten efter.

Hun saa sig om i Stuen et Øieblik, før hun gik op for at lægge sig – siden henlaa hun i fire Dage uden at mæle et Ord.

Den sidste Morgen viste hun paa Nøglen til Skabet, hvor de Lagener laa, hvori hun vilde svøbes, og forærede mig sit Gulduhr, der laa paa Natbordet. Hun nævnte da flere Gange «Edel» og «Hansine».

Da Husfolkene skulde op for at sige Farvel, hviskede hun, idet hun, som hun pleiede, befalte med Haanden, at hun ikke vilde se Stuwitz.

Med sit hvide Haar laa hun mod Puden som en Dronning paa Parade, medens Folkene og de gamle Lægdslemmer gik sagte gjennem Værelset.

279Provst Müller var hos hende, og da fik Heggelund Lov til at tage hende i Haanden – hun havde hørt, at han græd bag Sengegardinet.

Jeg støttede hende, medens hun drog sit sidste Suk, og» – endte Jomfru Dyring i sin Rørelse – «hun kunde gjerne være Dronning, slig Ære var det at have hende til Husmoder, og hendes Sind var trofast som Guld mod dem, som hun engang havde sat Lid til.»

Morten gik dette nær tilsinds.

Han tænkte paa al den Sorg, der var gaat over dette før saa glade Hus, og paa Edel, som havde baaret alt dette paa sine uvante Skuldre.

Edels Udseende havde i de forløbne Aar unægtelig vundet, og det ikke blot i Morten Jonsens partiske Øine.

Det svære rige Haar og de mørke Øine laante hendes maaske lidt vel brunlige Teint sin egen Skjønhed, og den Maade, hvorpaa hun bar sit Hoved, gav hendes Holdning noget eiendommelig smukt. Modgangen og et indre Liv, der ikke havde været ubevæget, havde beaandet hendes Ansigt og fremmodnet et for en ung Pige usædvanligt Præg af indre Betydenhed og Karakter. Der laa maaske – efter Moderen – lidt vel megen Villie i det.

Morten Jonsen optraadte fortiden paatageligt som alt andet end den overlegent stillede Beiler, der havde staat for hendes harmfulde Fantasi, og hvem hun vilde mødt med hele sin krænkede Stolthed. At han netop nu havde søgt hendes Nærhed, modsagde alt, hvad hun i den Anledning havde opgjort sig, og hendes skjulte heftige Natur havde en angrende Trang til næsten at gjøre Bod for den Uret, hun i sit indre havde tilføiet ham.

Det lidt fjerne, som lige efter Gjensynet havde lagt sig over Edels Væsen, veg de følgende Dage efterhaanden for et mere ligefremt, naturligt Forhold. Hun var nu engang af de Naturer, der har en Ringmur om sig, og derfor altid lidt tilbageholdende.

Men der var alligevel visse Ting iveien.

Uvant, som hun var til at tage Verdens Dom, følte 280den unge Pige sig saar og pint ved, hvad han i sit stille Sind muligvis gik og tænkte om alle de forandrede Forholde i deres Hus.

En naturlig Maade at være paa eller et lykkeligt Ord fra hans Side vilde have skaffet Luft for dette; men dertil var Morten ikke fri nok i sit Væsen. Hvad der vedrørte dem begge mere nært, kom saaledes aldrig paa Tale.

Morten Jonsen havde Følelsen af, at hun med Overlæg undgik at nævne om hans Livsplaner, og selv vilde han ikke være den, der bragte dem ind i Samtalen.

Og dog varede det ikke længe, før disse to, der daglig kun førte en lidt søgt almindelig Konversation, var paa det rene med hinandens Følelser.

Ved Frokosttid kom de hver Dag ned i Stuen en god Stund før de andre, og det faldt sig saa, at de ofte mødtes i Dagligstuen ved de Tider, naar ingen anden var der.

Det var ganske tilfældigt naturligvis fra begge Sider, og hun var altid optaget med sit; men det, saadan at være alene, havde en egen Berusning for dem.

En Eftermiddag var hun ude for at tilse Elias Røst, der laa syg, og Morten havde da lovet at hente hende hjem.

De gik i deiligt Maaneskin, der forsølvede Fjeld og Sund. Men paa hele Veien havde ingen af dem talt et Ord. Da de skiltes i Gangen, sagde han pludselig:

«Der er nu ikke lang Tid igjen, saa skal jeg ud og friste Lykken, Frøken Edel!»

Morten havde da paa Heggelunds Indbydelse opholdt sig der i Huset en Uge og maatte nu for sine Forretningers Skyld reise.

Ellers havde han hver Aften ligget længe vaagen og gjentaget for sig, hvad der var passeret om Dagen; men de sidste Par Nætter vaagede han af en anden Grund.

Han følte en mægtig Fristelse til straks at udtale sin Kjærlighed for hende og havde engang endog saagodtsom besluttet det. Men da reiste sig efterhaanden Tanker, som i disse Dage paa en ubegribelig Maade havde været inddyssede: – hans gamle Stolthed ligeoverfor 281den Familie, til hvem han var kommet som fattig Bondegut.

Han saa i et stedse stærkere Lys det ydmygende i et saadant Skridt, saalænge han ikke først i Verdens Øine havde vundet sig Retten dertil i en erhvervet Livsstilling.

Hvad vilde Heggelund tænke? Og Edel, – hvad vilde hun selv tænke om en saadan tomhændet Frier, der henviste til en Del blaa Udsigter, som ovenikjøbet ingen trode paa?

Det blev ham tilsidst klart og fast, at, skulde nogen i Verden staa i en saadan Stilling, – saa skulde hans Navn ialfald ikke være Morten Jonsen.

Om Morgenen erklærede han bestemtere, end Edel havde tænkt, at han agtede at reise før Middag.

De sad alene inde i Stuen om Formiddagen; Samtalen faldt afbrudt og fra Mortens Side for første Gang om hans Planer.

Det var en egen Tone i hans Stemme, som gjorde, at Edel sad næsten skjælvende og syde.

Hun havde svaret i enkelte Enstavelsesord. Til en af hans Yttringer kom hun, – for dog at sige noget – til at spørge:

«Men, hvorfor reiste De saa fra Bergen?»

«Fordi, Frøken Edel,» – sagde han, som om han endelig gav sit Hjerte Luft – «jeg ikke kunde udholde at leve længer fjernet fra – fra –»

Den unge Pige bøiede rødmende sit Ansigt helt ned til Sytøiet, hun ventede netop det samme, som han havde paa Læben, nemlig det lille Ord «Dem», – og bøiede sig uvilkaarligt som enhver Kvinde i det Øieblik, hun øiner det afgjørende Skud fra Amors Bue.

Saa nær han end var ved det, udtalte Morten Jonsen dog ikke dette ord. Han blev fast ved sin engang tagne Beslutning og endte Sætningen famlende med:

«– fra Nordland.»

Der blev en trykkende Pause og derpaa fra hendes Side talt et Par ligegyldige Ord; men hun saa derunder lidt forandret ud.

282Hun havde troskyldigt ventet hans Erklæring, følt, at den skulde komme – og at han bøiede af.

Da Morten sad i Baaden, der rode ud af Sundet, havde han en Følelse av høi Lykke.

Han havde Forvisningen om at være elsket, og de Planer, han nu higede mod snarest muligt at sætte iværk, havde faat et nyt Rosenskjær over sig.

Kun undrede det ham lidt, at Edel ikke havde bemærket hans sidste Hilsen paa Bryggen, der dog særlig havde været til hende.

Men den unge Pige fældte om Aftenen i Enrum sine modige Taarer.

Hun havde en krænkende ydmyget Følelse af at være forledet til at gaa ham imøde længer, end hendes Stolthed nu kunde taale. Thi hun indsaa, at det dog var, som hun først havde tænkt: – han agtede først at komme, naar han kunde staa ligeoverfor hende med en ydre Stilling, som for hende og hendes Fader var betragtelig.

Tomhændet, stod altsaa hans Regning i Forhold til hende anderledes – og hun vurderedes ikke høiere end til, at Sagen skulde bero paa, om han nu spekulerede heldigt.

«Vel, Morten Jonsen,» – sagde hun sig selv harmfuldt – «bliv rig, bliv stenrig, og Du skal faa Svaret!»

Jomfru Dyring gjorde uden at vide det sit til at sætte Braadden dybere ind. Hun havde forstaat, at ikke alt var, som det skulde være, og hun yttrede en Dag, som tilfældigvis, for at hæve sin Yndling:

«Ser De, Frøken, – han er en Mand at stole paa, han vil drive det til en Fremtid!»

Hvor Edel hadede dette Ord «Fremtid».

*

Den ydre Grund, Morten Jonsen havde havt til saa stærkt at paaskynde sin Afreise var, at han haabede endnu at kunne træffe Nuttofamilien under dens vanlige Sommerophold ude paa Skorpøen.

Da han nu efter syv, otte Aars Forløb en stille Sommeraften 283landede ved Baadstøen under sit Fædrenehjem, den lille Hytte oppe i Fjeldskaret, havde han en underlig studsende Følelse af, at den var meget mindre, end han havde husket den.

Det solblanke, vide Hav, Storbergskavlen bag om paa Fastlandet, der nu stod blaalig rød i Aftensolen, og alle de øvrige Omgivelser eiede en mægtig Naturskjønhed, som han gjensaa med Bevægelse – det var Maleriet fra hans Barndomstid; kun havde han tænkt sig den hjemlige Stue at ligge større i det.

Han havde listet Baaden tæt under Landet for at kunne overraske med sin Ankomst og da undret paa, om en Faareflok, som han havde set paa Fjeldknarten, tilhørte dem hjemme.

Nu saa han sin Mor, som hun pleiede om Sommeraftenerne, sidde ude i Døren med Bindingsstikkerne og Garnnøstet i Fanget.

Den bratte Sti tog han i faa Sprang og stod pludselig ved Dørhellen foran hende.

Det varede et Øieblik, før hun trode sine egne Øine og omfavnede sin Søn – og endnu længere før hun under den stærke pludselige Glæde igjen rigtig blev sig selv.

Hans Fader var ude paa Langfærd og var først ventendes hjem om otte Dage.

Derimod saa han en lys, smuk, syttenaarig Pige, som kom og hilste ham med mange forundrede Spørgsmaal i Øinene og lidt forlegen i Begyndelsen.

Det var hans lille Søster Kristine, som nu var blet voksen og sin Moders udtrykte Billede, da hun var ung, skjønt ikke fuldt saa høi.

Om sin Broder Eilert hørte han, at han havde det godt hos en Handelsmand nordpaa og var i brav Vei.

Om Aftenen saa hans Moder flere Gange prøvende hen paa ham; men han saa saa lykkelig og glad ud, at hun beroligede sig.

Medens de sad alene sammen ude paa Stenhellen i den sildige Kvæld, fortalte han hende, at han havde opgivet sin Vei i Bergen, – en Begivenhed, hvorover 284hun slog Hænderne sammen – og udviklede hende derpaa sine Planer om at gjøre Finnæsset dernede i Finkrogen til Handelssted. Han agtede at begynde Sagen jo før desheller, medens Finnerne endnu var paa Øen, og siden følge med dem indover til Karasuando i Sverige for at faa indledet de paatænkte Forbindelser.

Saasnart blot en Baad med allehaande kurante Varer, Kaffe, Sukker, Tobak osv., som han ventede efter sig, var kommet, tænkte han at begynde paa en Maade, der ikke vilde støde dem, nemlig foreløbig kun fra den oppe paa Land omhvælvede Baad som Butik.

Men Hovedsagen var at vinde Kvænens og Nuttofamiliens Samtykke til Afstaaelse af Grunden dernede paa Finnæsset.

Marina sad taus og hørte paa sin Søn. Hun kunde ikke bedømme hans Planer; men der var i alt dette et Punkt som brød hendes Hoved, nemlig Grunden hvorfor han vilde alt dette, da han dog havde en saa udmærket Stilling i Bergen.

Han forstod paa sin Moders Ansigt hvad hun tænkte, og i den stille halvskumre Kvæld nedlagde han i hendes Bryst alt om sin Kjærlighed til Edel Heggelund.

Nu var hun med fuldt Hjerte inde i Sønnens Foretagender.

Men Marina behøvede den hele Nat til at faa alt dette nogenlunde klart i sit Hoved og fik neppe Søvn. Hun indsaa, at hendes Hjælp her i Begyndelsen kunde være af afgjørende Betydning for at vinde Sønnen Indgang hos Finnerne.

Allerede den næste Eftermiddag sad hun venligt snakkende om nyt og gammelt nede i Mathis Nuttos Telt ved en Kop Kaffe af Bønner, som «hendes Søn selv havde havt med sig hjem.»

Det faldt sig saa, at de netop kom til at tale om de Dage, da Kvænens Datter Lyma og Morten havde været saa gode Venner, og Kvænen og Mathis kom igjen til at huske paa, hvorledes Marina havde bjerget Lyma og hendes Mor – Kvænens første Hustru og Mathis’s Datter ude paa Skjæret.

285En anden Dag nævnte hun under et lignende Besøg leilighedsvis, at hendes Søn havde en Baad med Varer, hvormed han agtede at handle, men hun mente, at det ikke var saa let for en Begynder nogensteds der i Egnen, saalænge Stuwitz var som en Høg over alle.

Hun anbragte der et Stikord, som hun vidste slog an hos dem, fra deres gamle Uvenskab med ham, og som tillige i sig selv indeholdt Sandhed; thi Stuwitz var bekjendt for altid at ligge paa Vagt mod Konkurrenter og benytte sig af ethvert Middel til at faa en saadan ødelagt.

Hun havde den Dag med sig et Knytte Foræringer, som Mathis skulde overbringe Lyma inde i Sverige fra Morten, og selv fik han for sin Uleilighed dermed en halv Matte Tobak.

Marina havde let for at vinde Mennesker, og her optraadte hun baade klogt og med Finhed.

Da Jon Zachariasen kom hjem, fandt han til sin næsten forfærdede Overraskelse sin Søn hjemkommet og ifærd med at handle fra sin improviserede Butik under Baadhvælvet nede paa Jordet ved Kvænens Gamme.

Der havde alt indfundet sig en Del Finner for at handle og tuske, og ved Stranden laa et Par Baade med Folk, som Rygtet havde bragt derhen inde fra Fastlandet.

Jon yttrede sig ikke videre til Sønnen om, hvad han tænkte i Anledning af det Skridt, han havde gjort, eller i det hele om, hvad han nu havde fore.

Men for Marina lod han ikke fornøiet og udtalte, at det lidet havde været værdt at kaste bort det sikkre for noget, som ingen vidste, hvad kunde blive til.

«Hans Søn var nu voksen og lærdere end sin simple Far, – saa han fik raade sig selv.»

De Priser, han bød Mathis Nutto for Skindværk mod Varebytte til næste Sommer, tiltalte denne i saa høi Grad, at denne en Dag af sig selv foreslog ham at følge med sig indover til Karasuando, hvor han lovedes Skind i Overflødighed.

286Morten Jonsen havde dog i denne Tid mangen Bekymring, som han ikke vilde betro sine Forældre.

Der var jo mange Ufuldkommenheder ved hans nye Stel; snart slap den ene Varesort op og snart den anden, medens Handelen alligevel skulde holdes i regelmæssig Gang, saa Folk ikke blev skuffede og fattede Mistillid.

Af Kvænen havde han alt sikkret sig Afstaaelsen af Finnæsset, mod en aarlig Afgift og andre Fordele om han dertil vandt Mathis Nuttos og hans Sønners Indvilgelse.

Det led ud paa Høsten, og Finnerne var alt paa sit langsomme Tog høit oppe i det norske Fjeldskar henimod Grænsen, da hans Broder Eilert en Dag til hans usigelige Lettelse indfandt sig og overtog at styre med Sagerne nede paa Finnæsset.

Allerede den næste Dag var han reisefærdig.

Sin Randsel havde han fyldt med endel Krambodsager, Speile, Tørklæder osv., der kunde passe til Foræringer, naar han kom frem til Finnerne, og om Eftermiddagen var han alt over Sundet og et Stykke paa Veien indover Fastlandet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.