Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Sekstende Kapitel. Finnæsset

316Stuwitz havde med stor Forargelse fulgt Morten Jonsens Held i Finkrogen – han ansaa det ligefrem for et Ran fra ham selv, og dobbelt harmede det ham at se det optaget af Morten Jonsen.

Finkrogen var ikke blot i sig selv en Perle, men ved Konkurrencen fra den Kant led tillige hans egen Handelsplads betydeligt.

Han var en virksom Fiende, og Morten havde midt i sin Fremgang faat det at føle paa mange Vis.

Da han en Høst hørte, at Morten Jonsen havde totalt overspekuleret sig paa en stor Fiskeleverance, saa han triumferende ud.

For Butikfolkene yttrede han, at det ikke var andet end, hvad han altid havde tænk sig om denne «Nyhedsmager», der var kommet op og gjorde saa megen Blæst, og ikke mindre fornøiet brummede han, da han havde faat høre, at Morten Jonsen havde maattet ty til Jackmann nede i Storvaagen og der optaget et større Laan paa sin Handelsplads.

Stuwitz stod i mangeaarig Forbindelse med denne Mand og var en Tid efter – paa en Reise – hos ham. –

Morten Jonsens Harme var ikke liden, da han, sent nok henimod Forfaldstiden, af Jackmann underrettedes om, at hans Kreditor nu var Stuwitz.

Gjældsbrevet var stilet saaledes, at Beløbet skulde tilbagebetales i Terminer; men, i Tilfælde af Uefterrettelighed med nogen enkelt af disse, skulde – efter slige Dokumenters vanlige Lydelse – den hele Kapital med en Gang anses som Gjenstand for Indrivelse.

At Stuwitz, mod Kutumen, vilde benytte den strenge Ret, vidste Morten Jonsen vel; men han vidste ogsaa, at han havde en Jægt med Fisk underveis til Bergen og saaledes Penge forhaanden. Thi, hvor lidet han end ellers kunde ønsket at gjøre det, vilde han nu indfri det hele Papir.

317Han havde – hvad hans Far bekymret saa – i den senere Tid begyndt at sætte store Ting paa et Kort, og Afsendelsen af hin Jægt, hvis Fiskeladning for det meste var for hans egen Regning, og hvori det meste af, hvad han nu eiede, stak – var atter en saadan Affære. Thi man brugte da endnu ikke Assurance. Men Udbyttet vilde rigtignok dække hele hans Tab i det foregaaende Aar.

Jon Zachariasen var netop ude paa en Tur for Sønnen, da han mødte et Rygte om, at Jægten skulde være forlist nede ved Alstren i Nordfjord.

Han indsaa Sagens alvorlige Betydning – og reiste øieblikkelig hen for at erhverve fuld Besked paa det Sted, hvortil Efterretningen den foregaaende Dag skulde være kommet. Den bekræftede sig desværre fuldstændigt, og tillige, at kun en liden Del af Ladningen skulde være bjerget.

Han var mørk, da han reiste hjemover, thi han følte, at Sønnen havde Skyld; – men han vilde dog selv være den, som bragte ham Efterretningen. «Det er,» mente han, «bedre, at hans Far kommer med den end nogen fremmed.»

Den Kvæld sad Jon Zachariasen længe alene inde hos Sønnnen, der gik bleg frem og tilbage paa Gulvet.

Der kom ikke et bebreidende Ord af hans Mund, men vel af og til et trøstende.

Han fandt tilslut det Raad, at han straks skulde reise hen til Jackmann, som havde Pant i Finnæsset, og udvirke Henstand og Tid, «saa kunde alt vel endnu lage sig.»

Da Sønnen nu med mørk Mine fortalte ham, at hans Kreditorer ikke længer var Jackmann, men Stuwitz, blev det ogsaa sort for Jon; men han yttrede kun:

«Vorherre kan vel have Raad for det ogsaa.»

Da han kom hjem til Marina, havde de to gamle jo deres Sorg sammen; men Jon var ogsaa da usædvanlig mild, – «hver har sit Skjær at klare» – sagde han undskyldende – «og Mortens Ulykke har nu været denne fine Frøken!»

318Morten maatte lade Forfaldsdagen gaa forbi og gik nu i tung Sindsstemning, skjøttende de daglige Forretninger, hjemme paa Finnæsset.

Det havde endelig udpaa Sommeren lykkets ham at opdrive saa mange Penge, at den forfaldne Termin kunde dækkes, og han havde tilsendt Stuwitz Beløbet; men denne krævede desuagtet den hele Fordring fyldestgjort.

Han havde alt gjort det første retlige Skridt, og det Rygte udbredte sig nu som en Løbeild, at Finnæsset med det første skulde sættes til Auktion. Det var let at skjønne, at Stuwitz’s Mening var at tilslaa sig selv Handelsstedet.

Hans sidste Udvei blev da den for hans Stolthed saa haarde, at reise ind til Stuwitz for, om muligt, ved personlige Overtalelser at prøve at udvirke en Henstand – om kun til næste Vaar.

Det var tungt og ydmygende, men forsøges maatte det; thi han risikerede ellers det, som var mere endog end Finnæsset, nemlig at komme i den Stilling, at han ikke kunde give hver Mand sit.

Han var ofte nær ved at opgive det hele.

Det pinte ham derimellem lidt, at Heggelunds, der naturligvis som alle andre nu var vidende om hans Stilling, vilde gjætte sig til Beskaffenheden af hans Ærinde hos Stuwitz.

De havde fulgt hans Uheld med dyb Deltagelse. Andreas havde derunder glemt sin gamle Fortrydelse, Edel havde etsteds svaret temmelig raskt til, da den Mening blev udtalt, at Morten Jonsens Tab tildels var selvforskyldte, og Heggelund gik og ærgrede sig halvhøit over, at den «vakkre unge Mand» paa en saa lumpen Maade skulde være falden i den «nederdrægtige Stuwitz’s» Kløer.

Ogsaa Onkel Tobias saa trist ud, og Huset var nu saa at sige fyldt med Sympathier for Morten Jonsen. Mod dem, som mente, at det spøgede for, at han skulde gjøre Fallit, opretholdt de der ivrigt den Mening, at det hele vistnok kun var en forbigaaende Forlegenhed.

319Den noget længe opsatte Reise ind til Stuwitz gik da endelig for sig.

Han vilde ikke have den Selvbebreidelse, at han ikke havde gjort, hvad han kunde for at bjerge Stillingen; men hans Beslutning var taget. Hvis Stuwitz ikke var til at overtale – og dette var kun altfor sandsynligt – vilde han, saasnart blot Ordningen af hans Affærer tillod det, gaa til Amerika. Her var jo det, som for ham havde været Livsmaal, omstyrtet, og han havde en bitter Følelse af den hele Ruin.

Hos Heggelunds var Andreas dengang ikke hjemme; men Heggelund selv, der havde set Morten Jonsen komme, havde mødt ham nede paa Veien og i høi Grad hjerteligt budt ham ind til sig.

Morten, der forstod, at denne nok tænkte sig til hans Ærinde, fandt det mandigst selv ligefrem at fortælle det.

«Jeg skal» – sagde han lidt svag i Stemmen – «hen til Stuwitz for, om muligt, at se til at bjerge Finnæsset!»

Heggelund saa med et Glimt af Harme ned mod Stuwitz’s Hus og sagde derpaa alvorligt, idet han trykkede hans Haand som for ikke at opholde ham:

«Ja, lov mig nu, Jonsen, at De kommer opom os, enten det gaar Dem godt eller uheldigt, – det er dog Deres gamle Hjem!» –

Heggelunds Ord og Væsen havde røbet en dybtfølt Deltagelse, og han gav Løftet, uagtet han før havde tænkt straks igjen at gaa i Baaden.

Stuwitz sad i Boden i sit lille trange Værelse, beskjæftiget med at notere i en af Forretningsbøgerne, da Morten Jonsen kom. Han brummede lidt, idet han saa ham, men vedblev uforstyrret med sit og bad ham ikke sidde ned. Der var heller ikke synderlig Plads, uden paa Stolen lige ved Siden af ham.

Morten kjendte fra gammel Tid Udtrykket i dette Ansigt; det spaade ikke godt.

Endelig værdigedes Stuwitz at se op og sagde but:

«Jeg kan forstaa, at De kommer for at betale mig!»

320«Nei» – svarede Morten – «jeg kommer desværre for at bede Dem om en Henstand.»

«Saa-aah!» – sagde Stuwitz langtrukkent og øiensynligt lettet, idet han tog fat paa sit Arbeide igjen. «De har jo Henstand lige til Auktionsdagen!»

Der var noget usigelig fornærmeligt i Stuwitz’s Svar – han lagde næsten ikke Skjul paa sit Haab om snart at skulle blive Eieren af Finnæsset.

Morten anførte desuagtet med stor Ro alle Billighedshensyn; den forfaldne Termin var jo alt betalt, og han erklærede sig villig til at erlægge de næste med to Terminer for en eller endog at betale det hele til Vaaren.

Et Skuldertræk og et vredt affærdigende Brum, medens han vedblev at notere i Regnskabsbogen, var hele Svaret.

Morten bemærkede da varmt, at hans forrige Kreditor Jackmann efter den gjængse Kutume ikke vilde have gjort den fulde Fordring gjældende.

«Nei» – sagde Stuwitz, idet han pludselig reiste sig og med den flade Haand slog noget ulempeligt i Pulten for at faa Ende paa Samtalen – «han heder Stuwitz og ikke Jackmann, og jeg haaber, De skal mærke Forskjellen!»

Han saa styg og ophidset ud, – det var ikke at tage Feil af, at han vilde vise ham Døren.

Morten indsaa, at han var utilgjængelig for enhver Forestilling, og saa sit sidste Haab synke.

Ved den skete Ydmygelse foran Stuwitz havde han opfyldt alle Hensyn til sin Sag, og han følte sig næsten lettet; thi der brændte i ham en Lyst til engang at faa sige dette Menneske, som nu satte Foden paa hans Nakke, Sandheden uden Hensyn.

Istedetfor efter den skete fornærmelige Affærdigelse at gaa, satte han sig til Stuwitz’s Forbauselse ganske roligt hen paa Sengekanten.

Hvad der nu foregik mellem disse to kan ikke fuldt gjengives.

Morten skar saa at sige Stuwitz’s Ungdomsliv langsomt 321op, Led for Led. Han glemte intet af, hvad han vidste, og gav sig derpaa med iskoldt Ironi til at belyse hans Forhold til Heggelund.

I Stuwitz’s Ansigt kom der en usigelig feig Angst; dets spage, krybende Udtryk mindede om et Rovdyrs, der angst gaar om i en Ulvegrav, hvori det uventet er faldt. Det afløstes et Øieblik af en Paroksysme af Raseri, hvorunder han saa ud til at ville bruge Voldsomhed. Men en Mine af Morten lod ham atter sætte sig.

Det Speil, der holdtes ham for Ansigtet, viste imidlertid efterhaanden et Billede, som Stuwitz selv tilslut begyndte at finde overdrevent og uretfærdigt.

Og nu blev han igjen mere sig selv; thi han havde i Begyndelsen ligget moralsk under for Vægten af alle de Erindringer, der saa pludselig overvældede hans Samvittighed, og tillige for Frygten.

Morten Jonsen havde gaat tungt paa, men havde derunder ogsaa selvforglemmende blottet, hvor ganske stykkevis og juridisk ufarlig hans Kundskab var.

Medens Pupillen i det ene matte Øie skalv, sagde Stuwitz med et tirrende velvilligt Smil:

«Gudbevares! – jeg vil jo ikke andet end min lovlige Ret med Finnæsset, og den skal da ogsaa frem. – Men, hvor Deres ærede Mor kan være kommet rækende fra i Verden, er sandelig mere, end jeg kan sige Dem, – – hvis hun ikke skulde staa i Kirkebogen som andre Folk!»

Mortens Ansigt var blegt og oprørt; han saa Stuwitz tæt ind i Ansigtet uden at kunne faa et Ord frem endelig udtalte han et – «Skurk!» – og gik til Døren.

Stuwitz fulgte og sagde ved Udgangen haanligt:

«De kan jo ogsaa søge Deres Ret! – Bevis kun ved Tinget alt det Nonsens, De har sagt mig her, min gode Morten Jonsen! Men De maa sørge for gode Vidner, véd De, – ellers blir man saa let dømt som Skumler!»

Morten hørte endnu et ironisk venligt «Farvel» efter sig.

Da han efter en lang, ensom Spadsergang, som belovet, kom op til Heggelund, bar hans Ansigt endnu 322Spor af den Bevægelse, hvori han havde været. Han fortalte ganske kort, at der intet Raad mere var for Finnæsset; han havde tænkt sig det før – sagde han fattet – og derfor opgjort sig den Beslutning isaafald at gaa til Amerika.

Det, som gjorde ham saa ligefrem, var hans Stolthed; – thi Edel var inde i Stuen. Han var saagodtsom taus den hele Aften.

Edel skjænkede selv hans The, og da han nævnte om Amerika, skalv Koppen i hendes Haand. Han saa hendes blege, tilbagetrængte Deltagelse og følte med en vis Smerte, at hun aldrig havde staat ham saa nær som nu, – der var noget i hendes Væsen næsten, som om hun erkjendte, at hun havde Skyld.

Heggelund og Onkel Tobias havde efter deres Vane tidligt begivet sig til Ro, og han var en Stund alene i Stuen; han sad og legede i Tanker med en Brystnaal, som han holdt i Haanden.

Lidt efter kom Edel igjen ned; hun var bleg og alvorlig.

Som han svarede paa, hvad han anede, hun havde i Tanke, sagde han med et Suk:

«Ja, jeg gaar til Amerika – her har jeg intet mere at arbeide for!»

«Finnæsset er dog ikke alt i Livet,» – indvendte hun noget sagte uden dog at se hen paa ham.

«Nei, Frøken Edel,» – udbrød han overmandet af sin Bevægelse; – «men De er for mig Livet! – for Dem har jeg arbeidet, og paa Dem har jeg tænkt –»

Han havde under dette reist sig og stod nu nær hende – «og nu» – tilføiede han med et vemodigt Udtryk – «jeg maaske ikke skal se Dem mere i dette Liv, vil jeg bede Dem beholde en Ting, som er mig inderlig kjær, min Moders Brystnaal, – jeg vilde saa gjerne vide den baaret af Dem.»

Han vilde række hende Naalen; men den Haand, som modtog den, skalv, og han læste i hendes Ansigt og de sænkede Øine, der lige efter taarefyldte saa ind i hans, at ogsaa hun elskede ham.

323Han glemte alt og drog hende til sig; men lidt efter tog han sig igjen og sagde langsomt, idet han saa paa hende:

«– men Fremtiden?» –

«Den bygger vi to sammen,» – hviskede Edel og lagde sin Haand trofast i hans.

Da Jomfru Dyring siden saa ind ad Døren, sad de lykkelige der ved Vinduet i det svage Maaneskjær.

Om Morgenen var Edel tidligere end ellers inde hos Faderen; hun havde paafaldende mange Ting at rette og ordne.

Da gik hun med ét hen og tog ham om Halsen, saa at han maatte spørge, hvad der gik af hende, og hun aabenbarede ham da Forholdet.

Han optog det med en Glæde, som om Morten Jonsen netop havde vundet istedetfor tabt Finnæsset; og det aftaltes, at Forlovelsen skulde offentliggjøres næste Gang han kom tilbage; men Jomfru Dyring anede det nok alt, mente Edel.

*

Det var netop den Tid om Sommeren, da Finnerne opholdt sig inde paa Skorpøen, og Rygtet om, at Finnæsset holdt paa at sættes til Auktion af Stuwitz, var ogsaa naaet did.

Mathis Nutto var derved blet i høi Grad urolig; thi han saa sine Interesser paa nyt udsatte for alvorlig Fare.

Da Morten Jonsen kom hjem, stod der flere nede paa Finnæsset, som i Stilhed søgte at læse Udfaldet af hans Reise ud af hans Miner, og blandt dem var Mathis Nutto. Men han kunde af hans Ansigt ikke forstaa andet end, at han maatte have reist heldigt.

Han forespurgte sig dog den følgende Dag hos Marina og erfarede da, hvordan det var gaat.

Finnen kom flere Gange igjen, og det var Marina paafaldende, at han saa gjentagende og nøiagtigt spurgte efter Sammenhængen med denne Sag. Den 324sidste Gang kom han for at faa laant deres Seksæring nedover en Tur paa et Par Dage; men han talte ikke om, hvorhen han skulde. Hjemme i Teltet havde han en Tid været meget grublende af sig og om Aftenerne siddet og smøget med stærke Drag.

En Morgen, som Stuwitz efter Vane gik ned for at aabne Kramboden, stod den gamle Fin udenfor og ventede. Hans Anelse sagde ham, at der var noget ubehageligt paafærde, og for at undgaa Vidner sendte han straks Krambodsvenden og Bryggekarlen ned paa Sjøboden.

Han søgte at skjule sin Glæde, da Finnen sagde, at han var kommet for at indveksle ogsaa de øvrige gamle Sedler, og han greb alt febrilsk i en Pengepakke, som han havde hentet inde fra Kontoret; – endelig fik han da Tag i disse Sedler, for hvilke han i saa mange Aar havde havt en Panik i Blodet!

Mathis tøvede imidlertid med at trække Skindbogen frem og rykkede nu først ud med sit egentlige Forlangende.

Han vilde have Brev og Indgaaelse for, at der ikke blev holdt Auktion paa Finnæsset for Gjælden der; Finnen mente, det var gammel Aftale dem imellem, at han skulde lade Finnæsset være i Fred.

Stuwitz svarede ikke paa en god Stund; han var rød i Ansigtet; Raseri og Frygt arbeidede i det.

For hans Angst opsteg disse Sedler nu tillige som Vaaben i Morten Jonsens Haand, og han følte, at han maatte kjøbe dem for, hvad det saa skulde være.

Stuwitz fristede ham længe forgjæves ved forskjellige personlige Tilbud; men Mathis var utilgjængelig, og han bekvemmede sig da, som han sagde, til at skrive den forlangte Erklæring, hvilken han stilede som et Brev til Morten Jonsen.

Finnen lod imidlertid endnu ikke fornøiet, – han vilde, at nogen hos Heggelunds først skulde læse den, for at han kunde være tryg paa Indholdet.

Stuwitz satte sig nu forunderlig myg til at skrive et nyt Brev; hans Hænder rystede, og han holdt gjentagne 325Gange inde, som om han endnu tænkte paa Muligheden af at slippe.

Finnen saa imedens til med en plirrende Mine, han nød den Triumf at have fanget ham.

Efter en Stunds Forløb kom Mathis igjen ned paa Kramboden, hvor Stuwitz angst sad og ventede; thi han frygtede for, at Finnen ikke vilde holde Ord. Og da kom denne ærligt frem med Sedlerne; men rigtignok paastod han under Vekslingen, at enhver af Rigsdalerne maatte være værdt en Daler i de nye Sedler, og Stuwitz maatte føie ham. –

– Hin Dag sad Andreas inde i Stuen og konverserede sin Kusine.

Edel var da meget munter og tilsyneladende aldeles enig med ham i den gamle Sag, han atter var kommen til at røre ved, nemlig, at den egentlige Dannelse i Landet kun bares af Studenterne.

«Jeg husker godt, hvor glade vi alle blev hjemme, dengang Du blev Gentleman, Andreas;» – men saa rettede hun det rask til: «dengang Du fik Artium!»

I det Øieblik kom der Bud ind, at en Fjeldfin stod ude i Gangen og bad om at faa tale med Andreas.

Det var gamle Mathis Nutto, som han kjendte af Udseende fra tidligere Dage. Finnen stod med et Papir i Haanden, som han bad ham læse; – han vilde høre, om det bar rigtig Besked.

Andreas havde neppe læst det, før han paa sin vanlige raske Vis fo’r ind i Stuen med den Underretning, at Morten Jonsen alligevel var berget, – her var sort paa hvidt for det – sagde han, og belavede sig just til i samme Fart at fare op til sin Onkel.

Da saa han forundret, at Edel blev aldeles bleg, og hun strakte Haanden ud for selv at se Papiret. Efter at have læst det et Par Gange igjennem og nok engang, saa hun straalende lykkelig paa ham og sagde derpaa, som under en pludselig Taknemlighedsfølelse:

«Siden Du har bragt mig den Efterretning, Andreas, saa skal Du ogsaa være den første, som faar vide, at Morten Jonsen og jeg er forlovede, – endda han ikke 326er Gentleman!» – lagde hun lidt skalkagtigt til; men hun havde Øinene fulde af Taarer og gik selv op og viste sin Far Papiret.

Finnen havde ingen Tid til at lade sig traktere og maatte straks ned i Boden igjen til Stuwitz – det var bare det Papir, han vilde have læst.

– Mathis fo’r meget fornøiet hjemover.

Han landede i Jon Zachariassens Baadstø og leverede Marina Brevet, idet han fortalte hende Indholdet. Det var, sagde han, idet han skyndte sig opover, Lønnen, fordi hun engang havde frelst hans Datter og hendes Barn ude paa Skjæret; «men» – raabte han tilslut tilbage – «mister Du Brevet, taber Sønnen din Finnæsset!»

Marina skyndte sig da ogsaa lige nedover med det og kom aandeløs frem.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.