Syttende Kapitel. Gamle Historier

Stuwitz var efter sin Færd mod Heggelund en meget ilde anset Mand i Distriktet.

Enten det nu var for at komme i en bedre Stilling til Opinionen eller, fordi han virkelig trode at berolige sin Samvittighed med «gode Gjerninger», eller begge Dele, – saa var han ialfald den Høst reist hen paa Thinget i det Ærinde at faa oprettet sit Testament, efter hvilket nogle Penge ved hans Død skulde overgaa til et Legat til Bygdens bedste.

Om Aftenen optoges Interessen paa Thinget af en Begivenhed, der blev fortalt om «gamle Raaden» hos Heggelunds.

Ved Forliset af et Fartøi nordpaa i Finmarken i dennes yngre Dage var hans Broder, der førte Skibet, forulykket tilligemed sin Hustru og deres eneste Barn.

327Raaden havde i sin Tid anstillet mange Undersøgelser i Anledning af dette Fartøi, hvormed alt nok ikke var gaat saa rigtig til.

I et Smykke, som Handelsmand Morten Jonsen havde foræret sin Kjæreste, Frøken Heggelund, vilde han nu have gjenkjendt den samme Brystnaal, som han selv engang havde foræret sin Broders Hustru.

Det mærkelige var, at denne Brystnaal virkelig skulde være fundet i et Barns Klæder, som engang var reddet iland fra et Vrag, og dette Barn var Morten Jonsens Moder.

Man kjendte Personerne, og det vakte en egen Stemning saadan at tænke sig dem i en Roman lige udaf Omgivelserne. En af de tilstedeværende mindede om et Par lignende Beretninger fra Forholdene for endel Aar tilbage; men Interessen for disse laa dog fjernere, og Samtalen vendte snart tilbage til allehaande Gisninger og Formodninger om denne Sag.

Provst Müller havde den hele Tid siddet stille og hørt til.

Med ét sagde han paafaldende høitideligt og vendt mod Stuwitz, der ikke havde taget Del i Samtalen:

«Jeg beder altid for dem, som ikke tør bekjende, hvad de bærer paa Samvittigheden; thi disse véd jeg, har det værst i Verden!»

Stuwitz var blet graalig i Ansigtet og forsvandt lidt efter.

At Brystnaalen var blet gjenkjendt, var gaat saaledes til. Edel havde en Søndag efter den Maade, hvorpaa hun altid var vant til at tale med Onkel Tobias, vist ham den nye Brystnaal, hun bar.

Hun saa først noget efter hen paa ham og blev da forbauset over hans Adfærd. Han vendte Brystnaalen i Haanden, stirrede paa den og undersøgte den paa alle Maader og tog tilsidst ved at skyde en Plade tilside ud en lille snoet Lok Haar, som hun ikke havde vidst af, fandtes der. Den gamle Mand syntes aldeles overvældet og sad længe hensunket i Tanker.

Lokken var, yttrede han endelig bevæget, hans Broders 328Haar; selv havde han dengang til Erindring graveret sit Navnemærke T. St. ind paa Bagpladen.

Da hun senere kom hen til ham, yttrede han paa sin afbrudte Maade:

«Forunderligt! – Forunderligt! – Jeg syntes altid, at Morten Jonsen mindede mig saa om min Broder saa lys, og især de Øine – og paa samme Vis djerv af Væsen –; de sagde altid, at min Broder Skibsføreren havde faat akkurat det til i Væksten, som jeg manglede!»

Ud paa Aftenen sagde han livligt:

«Jeg vilde gjerne være med i Bryllupet, Edel! – om jeg blir frisk nok – og nu maa Du skrive det altsammen til din Kjæreste, saa skal jeg føie til nogle Linier til min Broderdatter.» Han lagde et vist Eftertryk paa dette Ord, hvormed han betegnede Marina. – «Hun eller hendes Børn skal engang arve min Part af Legatet» – yttrede han Dagen efter.

– I sine sidste Aar blev Stuwitz lam paa den ene Side, og om hans Gjerrighed og menneskefiendske Liv gik der uhyggelige Historier.

Da Provsten Müller engang blev kaldt til hans ensomme Dødsseng, indsaa han, at Vorherre alt længst havde «indhentet» denne Mand.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.