Sjette Kapitel. Sommerthinget. Store-Lars

De to Gange om Aaret, de offentlige Sage- og Skattethinge holdtes hos Heggelund nede i M…sund, var der stor Stads i Huset og megen Sammenstimlen af Almue.

Fjorden udenfor vrimlede af Baade, fyldte med Nordlændinger i røde Topluer, der allevegne søgte ind Sundet.

Fæstestederne ved Bryggen var snart optagne, og Fjæren dækkedes efterhaanden langt bortover med Rækker af ilandtrukne Baade. Omhvælvede og med 204Seilet til Teltvæg foran, dannede flere af dem provisoriske Hytter, der gav Husbjergning om Natten, medens Kaffekjedlerne dampede foran dem om Dagen.

Ved de mellem Stenene oprettede Ildsteder samledes der altid passiarende Klynger. Nordlændingen, som oftest i Blankhat og sin nye, mørkeblaa Vadmelstrøie, der farvede af paa Hænder og Skjortelinning, dannede Hovedmængden.

De store Kvæner var mestendels klædte efter Nordlandsskikken tildels med finsk Tilsnit. Der var ogsaa endel Finner.

Blandt disse saas en ung, paafaldende velvokset Finnekone i sin smukke Høitidsdragt for Sommeren af grønt Stof, kantet med gule Border, og med Guldbaand om den røde Hue. Hun havde et Perlebaand over det smukke Silkes Brystklæde og om Livet et bredt, rigt indvirket Sølvbelte, hvori hang en Kniv og hendes Syredskaber. I en Snor om Skuldren bar hun Komsen med Perlebaandene foran, hvori Barnet laa.

Det var Lyma og hendes Skyldfolk, der var kommet tilthings i Anledning af, at Kvænen var indstevnet til Forhøret.

Paa Thinget var tillige den rige Russer Wassilieff med et Par simplere Russer i Følge. Han kom der i Anledning af et Thingsvidne, som skulde optages om Forliset af en af hans Lodjer, og var Heggelunds Gjest.

I deres lange Kaftaner med den høie Turban paa Hodet bevægede de sig blandt den brogede Mængde, hvorfra Brudstykker af norsk, finsk, kvænsk og russisk lød én om Ørene i det deroppe selvskabte lingua franca.

Til Stedet hørte to Brygger, den ene bestemt for Almuen, der skulde op til Butikken i Sjøboden, – der residerede den i Forretningerne almægtige Stuwitz og den anden, Gjestebryggen, hvorfra Veien førte op til Haven med den altid aabne Stakitport af hvidmalet Træ.

Naar den høie, spæde Heggelund med den krumme Næse, i sort Frakke, hvidt, stivt Halsbind og med den 205store blanke Merskumspibe i Haanden, førte Sorenskriveren eller vel endog Amtmanden, hvilke for Leiligheden altid var i guldblinkende Uniformer, opad Veien til Huset, stod hele Almuen efter de Tiders Skik med blottede Hoder, og ligesaa de to Gange om Dagen, da Øvrigheden gik fra Huset over i Thingstuen for at pleie Retten.

Da Amtmanden ved denne Leilighed under Salut og Flagning førtes op af Heggelund, faldt den svære Wassilieff med det hvide Skjæg, der fossede ned af hans Ansigt, saa kun lidt af Panden, Øinene og den hvasse Høgenæse saas, pludselig overende foran ham som et omstyrtet Træ. Den gamle Starower – saa kaldes de rettroende Russer af den ældre Kirke – kyssede efter russisk Skik den høie Øvrigheds Fødder, en Æresbevisning, for hvilken Amtmanden saa godt han kunde unddrog sig.

I Heggelunds Hus var der i disse Dage Gjestebud saa at sige Døgnet rundt. Ved det festlige Middagsbord sad Øvrigheden med sine Fuldmægtige og Betjente, Provsten, Præsten, Prokuratorerne og Husets øvrige Gjester, der var baade mange og mangestedsfra.

Efter Kaffeen saa Øvrigheden gjerne igjen ned i Thingstuen, hvor Lagrettesmændene ventede, og Fogdens Betjent sad og oppebar Skatter.

Der foretoges endnu en og anden Sag, og hermed erklæredes Thinget sluttet for den Dag; thi man havde havt en lang og travl Formiddag.

Saa kom Aftensbordet og derpaa Kortbordene med Toddyen, de forud stoppede Piber og aplavede Fidibusser liggende ved Jetonsbrikkerne indtil den høiere Øvrighed i passende Tid trak sig tilbage til sine respektive Gjesteværelser, overladende Resten af Selskabet at fortsætte.

Af og til maatte Lensmanden ud for at arrestere en og anden af Almuen, der forgik sig ved Slagsmaal og Uorden, og sætte ham ind i den improviserede Arrest.

En Aften fortaltes det i en saadan Anledning inde i 206Stuen, at det havde været Store-Lars, som havde slaat sig gal igjen og villet overfalde Russeren Wassilieff.

Galskaben var nu gaat over; men for en Sikkerheds Skyld havde Lensmanden sørget for, at han kom bort fra Thinget.

Om Morgenen, naar den travle Thingformiddag igjen skulde begynde, sad der vel endnu et Par Kortborde oppe i uafbrudt Arbeide.

Kontoristerne – en egen, forunderlig begavet, udholdende Menneskerace, der nu mere og mere holder paa at forsvinde – gik uden megen Gene over fra Kortbordet oppe i Huset til Protokollen nede i Thingstuen. De havde ikke lukket et Øie hele Natten, men førte alligevel aarvaagent Pennen, medens den ene Sag afløste den anden, uden Hvile den hele travle Formiddag til helt op ad Eftermiddagen.

Forhøret over Jon Zachariasen og Kvænen var berammet til at foretages den sidste Thingdag.

I de to foregaaende Dage havde Morten, som var fulgt med sin Far, set mangt, samt været meget sammen med Lyma hos Finnefamilien, der var hans gamle Bekjendt Mathis Nuttos.

Han var endnu saa uforfaren og gutteagtig, at Krambodens Herligheder bedaarede hans Øie. Ind gik han ikke, da den enøiede Stuwitz stellede frem og tilbage der sammen med et Par Betjente.

Men større Lykke end at faa være en saadan Butikssvend – naar der bare ingen Stuwitz var – kunde han ikke tænke sig.

Han var ikke tilstede, da Store-Lars blev arresteret, men saa paa, da han sattes ned i Baaden for at føres hjemover, og fik Lov til at kaste sin Fars Tobaksdaase til ham som Afskedshilsen.

Den tredie Thingdag stod Forhøret over Kvænen og Jon Zachariasen.

Jon kaldtes først frem og dernæst Kvænen; de blev begge formanede til Bekjendelse, hvorved Straffen vilde mildnes. Blandt Folket ikke langt bag Fa’ren saas Mortens lyse, nu forskrækkede Ansigt, og ligeoverfor Jon, 207paa Bænken ved Siden af Lagretten, sad Stuwitz foroverbøiet med Hænderne sammenkneppede om det ene Knæ, opmærksomt lyttende.

Til Formaningen om at bekjende, svarede Jon, at han var en ærlig Mand, og vovede derpaa med et langt Øiekast hen paa Stuwitz at tilføie, at det var godt, om enhver, som nu sad her, med Sandhed turde sige det.

Stuwitz opfattede Blikket, som han et Øieblik undveg, og læste deri, at for denne Mand maatte han vogte sig.

Nu kom Vidnerne efterhaanden frem en efter en.

Under Udsagnene perlede Sveden ned ad Jons brune Ansigt. Af og til søgte hans Blik hvast hen paa Stuwitz, der om forsætligt eller tilfældigt aldrig saa didhen. Ved Siden af ham stod Kvænen taus og trodsig.

Ingen af Vidnerne havde hørt noget selv, men enhver villet hørt det af andre, hvem de tildels navngav.

Det sidste Vidne var en bleg Mand, paa hvem Stuwitz hele Tiden fæstede Øiet tungt og næsten truende.

Han forklarede sig vaklende og tildels utydeligt om, at han i Jons Baad havde gjenkjendt et Fæstetoug med Mærke efter en Kaggeknytning.

Man holdt allerede paa at føre dette graverende Vidnesbyrd i Pennen, da Morten, der hele Tiden aandeløst havde hørt til, ude af sig selv raabte:

«Far! Fæstetouget sidder i Dræggen, saa kan de faa se. Det var det, vi fik i Sørstrømmen.»

Derpaa løb han ned til Baaden, halede Dræggen op og tog Touget med sig op i Thingstuen.

Da det kom frem i Retten, vedgik Vidnet, der øiensynlig var forfjamset ved Stuwitz’s forbittrede Øiekast og ikke længer forstod at rette sig efter hans Mening, at Touget var det samme, som han havde ment; men det bar ikke de omtalte Mærker eller Spor af at have siddet i Garn.

Amtmanden vinkede Morten hen til sig, strøg ham, som alle gjerne gjorde, i det gule Haar og roste ham for at have vist sig som en rigtig flink Gut. Han gav ham tilslut en blank Sølvdaler.

208Da Stuwitz navngav flere Vidner, blev Forhøret udsat til at holdes paa Sorenskriverkontoret over Jul før Fisket.

Ud paa Eftermiddagen fik Stuwitz, der da var alene i Butiken, et Besøg af gamle Mathis Nutto.

Ud af Pæskebarmen tog han en gammel Skindbog fuld af Sedler, hvoraf han bad Stuwitz veksle sig en.

Han holdt i Bogen med begge Hænder og vilde ikke nærme sig Disken, paa hvilken han havde lagt Seddelen.

Stuwitz sagde, at Sedlen var altfor gammel og længst inddraget af Banken; – men det var med et forunderlig ligblegt Ansigt, han svarede, og Koldsveden perlede i hans Ansigt.

Finnen mente nu mere truende og høirøstet, at Stuwitz nok fik være saa snil at veksle ham hele Bogen, om alt skulde blive vel.

Da Stuwitz derpaa braat vilde stænge Butikdøren, gik Finnen skyndsomt udenfor.

Stuwitz forsvandt da inde i Kontoret og kom tilbage med en Pakke blaa og gule Sedler, som han langsomt optalte paa Disken, hvorpaa han modtog dem, der laa i Bogen.

Men nogle Sedler til, som Stuwitz ivrigt forlangte at faa, beholdt Finnen, idet han skjød dem ind i Barmen og hastigt gik ud.

Siden hørte de ude paa Skorpen, at Forhørsagen skulde være bleven frafaldt mod Kvænen.

At dette var Mathis Nuttos Værk, kunde de ikke ane; men Jon syntes, det var en stor Uretfærdighed, at han saaledes blev sat alene ud for Skylden.

*

I Dagene efter, hvad der var hændt ham paa Sommerthinget, var Store-Lars stundesløs og febrilsk urolig i sit Væsen. Han gik med et Udtryk af Livskjede og som over tunge Tanker. Det hændte, at han om Kvælden kom hjem fra Fiskegrunden uden at have trukket 209Linerne; – og det var overhovedet liden Greie at faa paa ham.

En Dag, da Morten var med ham ude og fiskede, havde de det paa de Kanter sjeldnere Syn af en Russelodje.

Store-Lars fik da pludselig igjen et Anfald af Sindsforvirring. Han var forfærdelig at se.

Da han trak Kniven, troede Morten, at det gjaldt hans Liv, og holdt Toften foran sig til Forsvar.

Meningen var dog kun at skjære Iletouget over.

Kjæmpen satte sig derpaa til Aarerne og rode i lange, stærke Tag ret udover saa fast, at Aarerne bøiede sig som Siljukvister, og Stævnen paa den lille Baad næsten grov sig ned i Sjøen.

De underløbne Øine stirrede stivt ud af det store, blege Ansigt med det graa Skjæg, der strittede tyndt omkring det.

Endelig brast Sveden i store Perler ned over Panden, og lidt efter sagtnede han – som lettet – Roningen.

De var da komne saa nær, at de kunde se, at Lodjen var blaamalet, og skjelne Folkene ombord.

Kjæmpen sad en lang Stund stille, foroverbøiet over Aarerne.

Endelig drog han et tungt Suk og saa hen paa Morten, der sad bleg paa Agtertoften.

Der var et forunderlig bevæget Udtryk i det stærke Ansigt, og da Morten deltagende saa paa ham, gav han efter for sin Trang til at tale ud, uagtet den unge Gut vel kun lidet kunde være hans fortrolige.

«Det var i den Tid,» – sagde han –, «da Russerne ikke bare som nu søgte ind til Finmarksbyerne med sine Lodjer; men de laa tildels og tuskede sig til Fisken for Rugmel langs Kysten; – og da laa der gjerne en Lodje i hver Krog.

Etsteds bag et Næs inde i Varangerfjorden bode der en Finne-Enke; hun havde en Datter, der var vakker som Guds Sol» – her standsede han og gjentog sagte og brudt – «vakker som Guds Sol.»

210«I en Stue en Fjerdingvei derfra bode en Gut, som bare eiede sine to Arme; men med dem kunde han, naar han vilde, ro Tremands Tag og berge Sekstringen frem alene i Modbør.

De to holdt af hinanden.

Saa kom der engang en Russelodje ind i Vigen, og Skipperen – han hed Wassilieff – saa, at Enkens Datter var vakker.

Men, da han ikke kunde faa hende paa andet Vis, tilbød han Moderen at ægte hende i Rusland og bød hende syv Matter Rugmel og Klaverdug.

En Dag, som de havde hevet Anker og laa seilfærdige, blev Moder og Datter budne ombord til Traktement nede i Kahytten.

Lidt efter havde Lodjen Seil paa alle tre Master og seg for en sagte Bris ud af Sundet.

Da Moderen saa blev sat alene ned i Baaden, der var fuldlastet af Rugsække og Klaverdug, anede Gutten, som stod paa Land, at der var Uraad.

Han tog en Jernstang med sig i Baaden og vidste, hvad han vilde gjøre med den.

Han rode og rode efter Lodjen – det var yngre og stærkere Tag end de, han tog idag.

Det varede hele Dagen og den lyse Nat med; han kjendte ikke sine Arme, der længst var dovnede af, men bare rode, medens den svære Lodje stadig seg foran ham.

Engang saa han hende oppe paa Dækket med Hænderne vidt udstrakte, som om hun angtsfuldt raabte til ham; men saa kom en bagfra og slæbte hende voldsomt ned i Kahytten igjen.

Da Solen tændtes, kom Morgengulen og gav Lodjen fuld Fart.

Da nyttede ingen Roning længere; – men Gutten sad som nu over Aarerne og saa efter den til dens sidste Dug var gaaet ned under Havranden.

For Datterens Skyld dræbte han ikke Moderen, som han paa Hjemveien havde foresat sig.

Han kunde ikke mere arbeide og gik med Tanker 211paa at gjøre Ende paa sig selv, men da var det, at «Raaden», som for sit gode Hjertes Skyld havde mistet alle sine Penge, frelste ham og fik ham til Brøgelmanns.

Men to Aar efter kom der en vanvittig Kone med et Barn paa Armen gaaende paa sin Fod over Fjeldet fra Rusland.

Hun vankede nok mangesteds om.

Engang kom hun, foruden Barnet, hjem til sin Mor. Der laa hun i Vildelse og Sygdom, og, da Gutten talte med hende, bad hun ham med et underligt Smil bare ro, saa vilde han nok engang naa hende.

Samme Nat tog hun Vidvanken fat indover Fjeldet igjen. Og nu,» – sluttede Store-Lars med et livstræt Suk, – «synes jeg, at jeg har ro’t saalænge, jeg aarker!»

Han aarkede ikke mere. – Stedse tungere i Sind og med mindre Sammenhæng i sin Færd, tog han en Dag, det var Dønningsveir efter Paalandsstorm, en gammel gissen Baad og rode ud paa Fiskegrunden, hvor han sad ensom og fiskede.

Da saa de med et fra Land, hvorledes Grundbraattet gik som en vældig, hvidbræmmet, sjøgrøn Mur derude, og lidt efter brød de store Skumskavler sig drønende langs Stranden.

Om Eftermiddagen laa Stumperne af Baaden og drev op i Fjæren.

Men Store-Lars’s Lig blev aldrig fundet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.