Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Fjerde Kapitel. Finkrogen

Jon Zachariasens nærmeste Naboer bodde paa Finnæsset nede i Finkrogen.

Paa en lille Odde, som Skorpøen her danner og som heder Finnæsset, stod dengang kun et af en Kvæn bebygget Tun. Den skraa, stenede Græsbakke var overhodet det eneste Sted i Sundet, hvor Huse kunde tænkes opsatte.

Kvænen sad der i en liten Jordgamme. Nogle Træspirer dannede Bindingsværket i Taget, der sodede Klippevæggen bagom med sin Røg, og nede ved Stranden laa et Par Tværtræer, der tjente for en Baadstø.

Hans Hustru var Finlap, og, naar hendes Familie paa dens aarlige Flytning til og fra Sverige om Sommeren lod Renerne svømme over Sundet for at beite paa Øen, gik Renveien fremover i Stranden tæt under Kvænens Gamme og opad de steile Stier, som førte ind paa Skorpøens Høiflade til dens indre Egne.

Som det naturlige Overfartssted var her ved Kvænens Gamme en hævdet Hvileplads, hvor Finnerne i de faa Ugers Tid, de opholdt sig paa Skorpøen, opslog deres seks, otte Reisetelte. Dette Strøg bærer af den Grund fra Alders Tid Navnet «Finkrogen», formodentlig paa Grund af det krinklede Løb i Nærheden.

Kvænen, en stærkvokset, rask Kar med lyst Haar og blaa Øine, kunde i Længden ikke trives med Livet mellem Finnerne, blandt hvilke han havde taget sin Hustru.

Paa en af sine Færder med dem havde han her fundet et beleiligt Sted til at nedsætte sig som fastboende, eller, som man i Nordland kalder det, «Bumand». Om Sommeren 192faldt her et godt Hjemfiske, og om Vinteren rodde han paa Storfisket.

Lidt til Potetes og til at føde nogle Faar og en Ko afgav Jordflekken omkring Pladsen. Til Hjælp ribbedes Løvbuskene oppe i Lien, og til Koen skar hans Hustru om Vinteren Tang ude paa Holmene.

Saa ofte Svigerforældrene kom, efterlod de da ogsaa gjerne til Tak for Opholdet en Ren til Slagt, nogle Skind til Vinterpæsker og Komagemner, nogle tørrede Renskinker, lidt Sennetraad og andet, som de kunde tænke sig at være til Hjælp i Huset.

Den Dag om Sommeren, naar deres spidsørede Finnehund «Musti» (ɔ: den sorte) pludselig slog sig gal oppe paa Høiden og uophørlig fo’r pipende frem og tilbage fra Gammen og didop, hvor den saa en Stund stod stille, gjøende i vilden Sky, – var derfor ogsaa en festdag for Familien, men en dobbelt for Finnens Datter, som i Stilhed led tungt af Længsel efter sit eget Folk.

De saaes da kommende ned fra Morknæsskaret paa den anden Side af Sundet.

Kvænen satte straks over med Baad til Overfarten, og Musti, der maatte holdes for ikke at svømme ud og skræmme Renflokken fortidlig, hjalp, gal af Glæde, sine Kammerater «Sjorris» og de andre Finnehunde med at gjete Renen fremover i Stranden.

Og i den Svarhilsen «Gud give», som Kvænens Hustru paa finsk Vis gav sine Forældre til deres Goddag i Huset og Omfavnelse, laa et helt Aars Hjemlængsel.

Først aflæssedes de store Hanren, der – ledede af den gamle Fin selv, hans Hustru og ældste Datter bar Teltene, Husgeraadet og Komserne, hvori et Par Sønne- og Datterbørn laa, svøbt i Skind, sovende eller spisende saa trygt og lunt som noget Stormandsbarn i sin Vugge.

Den krumbøiede, lille, over hundrede Aar gamle Oldefader, hvis rindende Øine var blinde, og som havde «levet i syv Kongers Tid», blev ledet ind i Kvænens Gamme, hvor han fik Hæderspladsen, hvilken han siden 193den hele Tid sjelden forlod, uden for paa en vakker Dag at rokke sig ud i Solen.

Han følte med Hænderne henover Datterdatterens Ansigt og vilde altid straks høre om nyt.

Han var, som enkelte gamle Finner endnu dengang, ikke kristnet, men vilde dø i sine Fædres Tro.

Da de et Aar kom uden ham, fortaltes det, at han var død og efter sin Vilie begravet, svøbt i Næver, under sin omvendte Pulk i en Stenrøs inde paa Fjeldvidden.

En Times Tid efter de første kom hele den øvrige Renflok i tre Afdelinger, vogtet af de andre Døttre og Svigersønner samt Tjenerne og omkredset af en Flok Hunde, der springende og hoppende nede i Fjæren, snart svømmede ud i efter en Ren, snart rystede Vandet af sig, ivrige i deres Gjerning, at holde Dyrene sammen.

I denne Sommermaaned var Kvænens Hustru atter Finnepige under sine Forældres Telt, og Musti atter Finnehund; – hun gjorde sig en Glæde af at undervise sin Datter i al en Finnekvindes Gjerning.

Kvænen saa roligt til. Han holdt af sin Hustru, hvis bløde Sind var det modsatte af hans eget; han vidste, at det var saa hendes Natur, og at den maatte have Luft.

Hanrenerne streifede nu uden Vogter vildt om i Flokke oppe paa Fjeldet, medens de øvrige dyr mere roligt holdt sig sammen paa Mosebeiterne længer nede paa Fjeldsletterne, efter deres Instinkt altid søgende mod Vinden.

Nede i Lierne – hvor det frodige Bregnegræs mangesteds skjulte Renen til op over Livet – saas de dog kun de enkelte Dage, naar Havskodden kunde svøbe Fjeldhøiden ind i sin uldgraa, uigjennemtrængelige Skyhætte.

Dernede mødtes Renen og den myldrende Maagehær, der flygtede ind for Havskodden og Stormen, og med tusinde Skrig fløi op ad Landet.

Saa kom da – altid tidligere end tænkt – Afskedens Dag, som Datteren efter sit Folks Natur, der 194saa gjerne lever i Øieblikket, i det længste havde opsat at tænke paa.

Renen samledes Dagen iforveien, og den næsten fulgte de over Sundet med Baaden, bag hvilken Klokkerenen svømmede, holdt i Reb af den gamle Fin, medens Hoderne af den øvrige Flok stak op af Vandet i en lang Stribe som Grene.

Og nu maatte der tages Afsked.

Det var en Omfavnelse under Taarer til hver især, sidst til de gamle Forældre.

Hun lagde sin ældste Datter og den lille, som de efter flere Aars Mellemrum havde faat, op til deres Bryst, og i den finske Afskedshilsen: «Bliv i Fred», skalv fra Datterens Side næsten Fortvivlelse.

Hun talte ogsaa kun lidt i to, tre Dage efter, før hun igjen ret var kommet ind i sit gamle Stel.

Kvænen bar taalmodigt over med hende, thi af Erfaring vidste han, at hun snart glemte den værste Sorg, – og saa kom hendes glade Passiar om alt, hvad der var hændt og skulde hænde til næste Aar.

I Januar i Dagene, før han skulde forlade hende, og hun sidde ensom igjen i den mørke Vinter, brød hendes Sorg gjerne igjen hæftigt ud.

En Nat, før Manden saaledes engang skulde reise paa Fisket, sov hun meget uroligt. Hun drømte, at hendes afdøde Oldefader stod foran Sengen og sagde, at hun nu skulde faa reise hjem til sit eget Folk. Hun syntes da, at hun fulgte ham ned til Baadstøen, og der laa en af Vand halvfyldt Ligkiste uden Laag skvulpende i Stranden. Han sagde, at det var Baaden, som de skulde fare over Sundet med.

Da hun angst vilde skynde sig op til sin Mand, som hun saa staa sorgfuld i Døren med den mindste Datter i Haanden, blev den gamle pludselig mørkeblaa i Ansigtet og greb hende i Armen saa stærkt, at hun vaagnede med et Skrig.

Den trodsige Kvæn er sjelden overtroisk af sig, saaledes som Finnen og Nordlændingen, og, da hendes Mand hørte Drømmen, sagde han, at det bare var «Maren». 195I sit betyngede Sind tænkte hun imidlertid andet, nemlig at hun nu vist havde faat et Varsel.

Det var en Vinterdag i Marts, at Kvænens Hustru og hendes fjortenaarige Datter Lyma reiste ud til en af Holmene i Vigen for at skjære Tang. Hjemme i Huset var kun hendes anden fem Aar gamle Datter og Hunden.

Som de var ifærd med at skjære Tangen, slaar Moderen Øinene op og ser, at Baaden ræker langsomt udover Bugten med Strømmen. Fangelinen maatte være gledet ud fra den sleipe Sten, hvorom den havde været belagt.

En lang Stund stod hun stille som en Stenstøtte, med Tarrefanget i den ene Haand og Kniven i den anden, og stirrede efter Baaden. Da gik det langsomt op for hende, at dette var Døden lige udenfor hendes egen Dør, ikke længer borte end, at hun kunde raabe paa baade Barnet og Hunden; thi Menneskehjælp var her ikke.

Det led alt opad den følgende Formiddag. – Den halvvoksne Datter havde netop bredt sine Klæder over Moderen, der laa halv tilføget bag en Sten i Døs paa det Tarreleie, hvorpaa de om Natten gjensidig havde søgt at holde hinanden varme.

Hun vilde nu ved Fjæretid vove Forsøget paa at komme over det smale Sund og i værste Fald heller tage Døden paa den Maade – da kom Marina roende om Odden i sin lille Baad.

Som tusinde Hustruer i Nordland i Fisketiden, sad ogsaa Marina i denne Tid alene i sit Hjem med Børnene, medens Jon og Store-Lars var nede i Lofoten, og hun havde i disse to, tre Maaneder mangen nattevaagen Stund.

Denne Nat havde hun troet at høre fjerne Hyl af en Hund, og den Tanke havde ikke forladt hende, at der maatte være hændt noget galt i Finkrogen.

Saasnart det blev lyst, gik hun over paa den anden Side af Øen hen paa en Høide, hvorfra man kunde se Husene henne i Finkrogen. Den sorte Hund, som hun saa mod den hvide Sne løbe uroligt frem og tilbage mellem 196Jordgammen og Stranden, bestyrkede hendes Anelse.

Hun tog øieblikkelig Veien indover med den lille Baad, de havde i Fjæren – og kom tidsnok.

Men Moderen faldt i en voldsom Nervefeber, hvori Marina daglig pleiede hende, og døde et Par Dage efterat Kvænen var vendt tilbage fra Fisket.

Da Mathis Nuttos Familie ud paa Sommeren igjen kom til Skorpen, mødte de Sorg for Glæde.

Der aftaltes, at den ældste Datter Lyma skulde følge Bedsteforældrene, og et Par Aar efter giftede Kvænen sig «for at faa en Kone i Huset» med en af Mathis Nuttos andre Døttre. –

Den Maaned om Sommeren, da Mathis Nuttos Telte stod rundt om Gammen, imødesaas med ikke mindre brændende Længsel af Jon Zachariasens end af Kvænens Børn, hvoraf denne nu ogsaa havde et Par med sin anden Hustru.

Især var Onsdag og Lørdags Eftermiddage sande Jubelfeste; thi da skulde Dyrene ned til Renhjemmet for at melkes.

Aftensolen ovenpaa den varme Sommerdag begyndte allerede at staa rødlig i Lien, før de første, takkede Horn tegnede sig mod den klare Luft høit oppe i Fjeldskaret. Lidt efter viste sig et Par Dyr helt fremme. Efter disse mylrede i en stedse bredere Strøm ned mellem Løvtræerne i Lien en brun, urolig Dyremasse med dens eiendommelig knirkende Lyd af Hundreder Hasesener.

Omkring dem jagede de gjøende Hunde under opmuntrende eller revsende Kalden fra Vogterne, og den stille Aften fyldtes efterhaanden af Tilraab, Larm og Glæde fra smaa og store, der alle var i febrilsk Travlhed.

Det lavvokste Folkefærd med det bløde Sprog, de firkantede bræmmede Sommerhuer, deres brogede, for Brystet aabne Sommerkofter af Vadmel, kantede med stærke blaa, røde, gule og grønne Kulører, – hvilke i det stærke Sommerlys nordpaa forliges ligesaa godt som de afstikkende Farver i Syden, – dannede en eiendommelig 197belivet Scene, og Børnene følte sig derunder som i et Eventyr.

Endelig var Renerne efter endel Jagen bragt indenfor Indhegningen, hvor de skulde melkes. Endel af dem laa nu roligt hvilende, medens andre stod og trykkede hinanden i godslig Leg med Hornene.

Den lassolignende, aldrig feilende Skindsnor blev af de voksne Mandfolk kastet om Hodet paa den stridige forskræmte Ren, som efter en kort Kamp blev trukket hen og bundet til den nærmeste Stok i Hegnet for at melkes.

Der stod i Solskjæret den sortøiede, velvokste Kvænfinpige Lyma i sin røde Hue med Guldbaand, varm og ivrig af Arbeidet, og lo af sin Kjærestes Anstrengelser.

Det var den firskaarne, godsligt udseende Isak Pelto, der eiede 900 Ren, og med hvem hun – Kvænens før omtalte Datter – til Vinteren skulde have Bryllup i Karasuando i Sverige, hvor deres «Vinterby» var.

Lyma havde altid Smaaforæringer med til Jons Børn. Især var hun Godvenner med den ældste af dem, Morten, der havde været til det Aar, da hun reddedes fra Skjæret, og Marina saa trofast pleiede Moderen.

Først skulde hun kjæle for Renen og give den Salt, og saa melke den i den lille Skaal, medens Morten stod ved Siden af hende og fik drikke af den fede, velsmagende Renmelk, der er fin som Fløde.

Efter et Par Timers Forløb var man færdig.

Skyggerne faldt længer mellem Løvbuskene oppe i Lien, og Dyrene hastede opad Fjeldet til sine vante rolige Steder paa Høiden – Raabene og Hundeglammet hørtes fjernere i den lydhøre Aften.

Bagefter samlede sig vel endnu en Stund i den lyse Kvæld ude paa Volden Familiens Medlemmer, smaa og store, saavelsom Tjenerne for at høre paa Historier og Eventyr.

Mathis Nutto, der sad paa Kubben udenfor Teltdøren, tog Flint og Fyrstaal frem af sit blaa, dertil indrettede, Halstørklæde, og slog Ild i sin korte, sorte Pibe. Han dampede med tætte Drag blaa Hvirvler i Aftenen, medens 198den gamle Silla sad, nikkende af Ælde, og fortalte. Af og til, naar hun begyndte at falde hen og synge for sig selv, maatte man vække hende.

Andre Aftener var der «Joiken» d. e.: improviserede Smaasange, helst til Ære for nogen, men ofte ogsaa med en og anden Hentydning eller Satire i.

Man sad i Kreds paa Hug og sang.

Morten hørte om Sølv-Sara, der gik inde paa Fjeldet med Sølvbelte under Pæsken; hun havde Runebom og kunde «sætte Gan». Dette og mange andre Ting beskjæftigede dengang i høi Grad hans Fantasi, og Livet nede i Finkrogen stod siden bestandig i et Eventyrskjær for ham.

*

Den driftige Stuwitz havde kastet sine Øine hen paa Finkrogen og opdaget dette Steds sjeldent fordelagtige Beliggenhed for Oprettelsen af en Handelsplads. Det forenede i en hel usædvanlig Samling de afgjørende Betingelser herfor: – en god Havn, et Fiskevær lige udenfor og derhos Anledning til med Trafiken fra den til Fisket forbifarende Almue at forene hele Finnehandelen indenfor paa Fastlandet.

De to Familier, som bodde paa Skorpen, fik derved en fælles Fiende at bekjæmpe.

Det gjaldt for Stuwitz, at faa de nuværende Beboere, der netop sad paa de to hensigtsmæssigste Havnesteder, bort med det gode eller onde. Men det var ingen let Sag; thi her forgrenede sig mange Interesser.

I Finkrogen mødte han haardnakket Modstand. Bag Kvænen stod nemlig Finnerne, der ikke for nogen Pris vilde miste deres hævdede Renvei og gamle Sommerbeiter ude paa Skorpøen.

Og Jon og Marina, der havde deres Tomt og Fiskegrund kjær, svarede undvigende, at de for det første agtede at blive, saalænge Kvænen ikke fortrak fra Finkrogen; de Penge, som han bød, kunde ikke forsørge dem langt; saa de maatte begynde forfra et andet Sted.

199Stuwitz’s næste Forsøg var at faa kjøbt Eiendomsgrunden; men dette strandede paa, at Øen var offentligt Gods, beneficeret Præstebordet.

Og nu begyndte fra hans Side en Række Forfølgelser og Plagerier, som de en almægtig Handelsmand dengang havde kun altfor let for at sætte iværk mod en stakkels Bonde.

Han opkjøbte Jons Gjæld for Udstyr til Fisket i Sørstrømmen og satte den under Inddrivelse.

Da Rettens Folk kom i Huset og skrev alting op, voksede Beløbet med Omkostninger til det dobbelte, og Auktion kunde de vente sig.

En stund efter kom der Stevning baade hos dem og hos Kvænen i Finkrogen for nogle Garnsætninger, som var spolerede paa sidste Fiske for Stuwitz’s Baadfolk henne i Stamsund, og hvilke Folkene i Jons Baad og i Kammeratbaaden, der fulgte ham og roddes af Kvænen, beskyldtes for at have kappet og reist med.

Det forholdt sig saaledes, at de en Dag i sidste Vinter havde kappet en Del Garnvaser, der bar Heggelunds Mærke paa Kaggerne; men dette var da, som ofte i Sjøen, uundgaaeligt, og af Garnene havde de intet havt indenbords.

Sagen vilde aldrig været rørt ved, end sige været drevet som Tyvsbeskyldning, om ikke Stuwitz dengang af al Magt havde søgt at komme Folkene paa Skorpen tillivs.

Men Jon svor i sit Hjerte, at om de ogsaa skulde sidde klædes- og redskabsløse, som første Dag, han kom til Skorpen, skulde han dog ikke lade sig drive hverken fra Pladsen eller af Fiskegrunden, og Marina var enig med ham. Hun mente trøstigt, at her nok den vilde hjælpe, som var stærkere end Stuwitz.

Om disse Ting var Heggelund ligesaa uvidende som om alt andet, der vedkom hans Forretningsdrift, der i et og alt styredes af Stuwitz.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.