Femte Kapitel. Sjøfinnen Isak

200Sjøfinnen Isak Løvøen havde gjennem sit senere Liv aldrig været let tilsinds siden hin Nat, da han i Busesund skiltes fra Korporal Stuwitz og hans Søn.

Han indsaa udover Aarene mere og mere, at han ved at fordølge Pigen havde begaaet en Forbrydelse af hel anderledes Storhed end det andet, han dengang havde frygtet, nemlig Straf for Tyveri af Vraggodset og Udsigten til, om Sagen kom op, at blive uforskyldt gjort delagtig i Skibets Bundhugning.

Hvad han vidste om Stuwitz, kunde han, naar det kom til Stykket, ikke bevise; – denne behøvede blot, som hans Far havde sagt, frækt at nægte alt. Men, hvad Stuwitz vidste om ham, derfor forelaa Beviset i Marina let nok. Dette havde Stuwitz ogsaa ved et Par Leiligheder, de siden havde truffet sammen, forstaat at betyde ham.

Han levede i dette som under en stadig overhængende Uveirssky, der formørkede Glæden for ham i dette Liv og tillige efterhaanden, som han blev svagelig, gjorde ham angst for det kommende.

Men Stuwitz, Ophavsmanden til al denne Frygt og Tungsind, hadede han af sit hele Hjerte, dybt og grundigt, – det var en Følelse, som stadig voksede midt i hans Uformuenhed til at gjøre Gjengjæld.

Isak var nu baade gammel og svagelig; men han gik nødig tilsengs, thi da plagede Samvittigheden ham.

En Høst blev han imidlertid liggende længer end sædvanlig, og han fik den Tro, at han ikke kom til at reise sig af Sengen mere. Han var da meget urolig og budsendte Marina, at hun maatte komme, før det led for langt udpaa, eftersom det saa ud til, at han dennegang neppe stod det over.

Det var en lang Vei nordover, men god Bør, og Marina reiste straks, skydset af Store-Lars og Morten, medens Jon blev hjemme ved Huset.

201Da hun kom, var det noget bedre med Isak.

Der blev over Sengekanten talt meget dem imellem, og det kom da op, hvorledes han ikke var hendes rette Far. Han kunde hverken leve eller dø roligt, sagde han, før han havde faat hendes Tilgivelse og vilde skrifte for Præsten, da det ventelig lakkede mod Enden.

Men hun maatte love ham ikke at aabenbare Sagen for noget Menneske, ikke engang for sin Mand, med hvem han saa længe havde samroet i Baad som en ærlig Kar, før han selv havde lukket sit Øie.

Brystnaalen, som havde staat i Sjalet, tog han nu frem af en Læddik og overgav hende.

Marina sad helt bevæget.

Da han bad om hendes Tilgivelse, svarede hun, at hun Gudskelov havde saa let for at give ham den og al sit Hjertes Tak med; thi uden dette vilde hun jo hverken være reddet fra Vraget eller have faat Jon, som var hende mere end al Jordens Herlighed.

I Baaden hjemover sad Marina i mangehaande Tanker. Hun saa undertiden længe grundende hen paa Morten, som om han var med i det, hun tænkte paa.

I hvad gamle Isak havde betroet hende, var der, midt i det meget, som ikke vilde blive hende rigtig klart, et Punkt, der særlig beskjæftigede hende; det var, som om hun der skimtede et Lys.

Hvorfor havde Stuwitz hos Brøgelmann villet ægte hende? Havde han været bange for nogen Opdagelse eller tænkt at vinde noget? – Marina var lidt sangvinsk.

Det trykkede hende, da hun kom hjem, at hun saa høitidelig havde lovet ikke at indvie Jon i Sagen før Fosterfaderens Død.

Hvad gamle Isak angik, saa blev han, efterat have lettet sit Hjerte ved Tilstaaelsen, saa frisk, som han ikke paa længe havde kjendt sig; det var ham som Stuwitz fik nu gjøre, hvad han vilde – Vorherre ialfald ikke længer var udestængt af Stuen.

Engang for flere Aar siden havde Fjeldfinnen Mathis Nutto baaret sig meget ulykkelig for Isak.

Han havde, som Skik dengang mellem Finnerne, nedgravet 202sine Penge paa Fjeldet i en Stenrøse etsteds i Nærheden af et helligt Sted, en «Bæsse», og deriblandt firehundrede Rigsdaler i Papirpenge. De var bleven skjæmmede af at ligge, og han havde da reist til Tromsø for at veksle dem hos Kjøbmanden mod sølv; men hørte der – hvad der ofte er hændt Finnen –, at de var længst inddragne.

Han var, sagde han, kommen til dem ved en Handel om Skind og Ren for mange Aar siden med Stuwitz. –

Isak nævnte dengang intet til Mathis om, hvad han tænkte om disse Penge.

Da det nu rygtedes, hvorledes Stuwitz forfulgte Folket paa Skorpen, og at han var kommet i Fiendskab til Nuttofamilien, som havde Renbeiter derude, steg denne Sag op igjen i hans Erindring, og glimtede der op for ham en Vei til at ramme Stuwitz paa en saadan Maade, at denne ikke kunde ane, at Slaget kom fra ham.

Mathis Nutto færdedes altid indenfor paa Fastlandet om Sommeren, og da Isak engang, som det lod, hændelsesvis kom forbi, hvor Finneteltene stod, omtalte han atter Sagen.

Finnens Øine lyste, da Isak stillede ham i Udsigt en Udvei til at faa sine Penge igjen, naar han blot i et og alt vilde give ham sit Løfte og Ed paa, ikke under nogen Omstændigheder at nævne hans Navn eller blande det ind. Uden nøiere at gaa ind paa Sagens Sammenhæng betroede Isak ham nu, at Stuwitz ikke likte, at disse Penge kom for Øvrighedens Øine.

Han skulde blot gaa like til ham paa tomandshaand og forlange dem byttede; – vilde han ikke, skulde han straks true med at gaa til Fogden, «eftersom han godt vidste, at Pengene var mærkede hos Øvrigheden».

For Raadet vilde Isak intet andet have end hans Taushed.

Efterat de var skilte, sad Mathis paa Kubben, som han pleiede, gned Huen frem og tilbage over Hodet og lo og nikkede ved sig selv i inderlig Beundring over, hvor ful Isak dog var.

203Jo mere han tænkte, desto bedre og sikrere syntes ham det Vaaben, han havde faat ihænde; og det lod sig bruge endda et Stykke længer end Isak havde tænkt – nemlig til at holde sig Stuwitz fra Livet nede i Finkrogen.

Han behøvede bare efter Vekslingen at gjøre Stuwitz klog paa, at han endnu havde endel af Sedlerne tilbage til Brug, ifald denne fremdeles gik paa ham og hans.

Men Isak fik dog ikke Ro paa sig, før han havde været hos Provsten Müller og lettet sit Hjerte ved en Bekjendelse. Det maatte være til Provst Müller; thi denne Mand nød en Tiltro mellem Almuen som ingen anden Præst.

Hvad Isak under Skriftemaalets Hemmelighed havde bekjendt for ham, vakte i ikke ringe Grad Provstens Opmærksomhed. Han var en god Ven af Heggelunds og havde der ofte truffet Stuwitz, hvis Personlighed aldrig havde tiltalt ham. Der laa noget uhyggelig forborgent over denne Mands Væsen, som han nu, da han havde faat et Indblik i hans Livshistorie, mente at kunne forklare sig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.