Syvende Kapitel. Brystnaalen

Marina var nu en middelaldrende Kone og lidt graasprængt i Haaret. Men, skjøndt brunet af Aarene ude paa Skjæret og ikke længer rank, vilde en fremmed dog være bleven slaaet af de gode Ansigtstræk og noget 212ikke sædvanligt i hendes Figur og tænkt, at hun vist i sin Ungdom maatte have været meget smuk.

Jon var af Aarene og maaske ogsaa ved den uheldige Indflydelse af den varme Toplue bleven adskillig skaldet. Det stærke Ansigt med de graa Øine var saa furet og veirbidt som det brune Tarreskjær, hvorom Sjøen skyller og Vinden bider, og hans bredskuldrede Skikkelse var blet den ludende med slæbende Gang, som den nordlandske Sjøbonde faar af et Liv, der stadig tilbringes i Baaden.

En Dag, da Marina og Børnene var ude og hentede Hø henne paa Øen i det blanke Sommerveir, ledte Jon om i den store Kiste, hvor ogsaa Marinas Bryllupsstads laa, og i hvis Hjørne han havde liggende nogle Sølvpenge. Som han søgte indover paa Bunden efter et Sølvstykke, der havde forskudt sig mellem Klæderne, fandt han til sin Forundring i hendes Bryllupshue et indsvøpt Stykke Papir og i dette en Brystnaal af Guld.

Mod Lyset læste han Bogstaverne T. S., og det slog ham lidt efter, at Navnet ikke kunde være nogen andens end Thor Stuwitz’s, der, før de blev gifte, havde vist sig saa forelsket i hende.

Formiddagssolen skinnede gjennem den aabne Dør indover Gulvet varmt hen paa den rødblommede Kiste netop paa Marinas malede Forbogstaver, medens Jon sad alene hjemme der paa Kisteranden i dybe Tanker med Brystnaalen foran sig.

Han sad slig i en Time og i en til; hans Mine blev stedse mørkere, og der kom tilslut noget jordagtigt graat i hans Ansigt.

Han huskede paa deres Strid i Ungdommen for at faa komme sammen, paa hvorledes han da havde tro’t paa hende som paa Vorherre, og paa den hemmelige Fest ude paa Fjorden efter Kirkefærden, da de lod Foræringerne gaa tilbunds – og nu, efter alle disse Aars Forløb skulde han finde, at der dog havde været en Løgn med deri.

213Jon sad den Dag paa Kisteranden og følte en Del af sit Livs Herlighed svinde bort for sig. Han havde altsaa dog ikke eiet hendes Sind helt og oprigtigt.

En Stund tænkte han paa at spørge hende ligefrem om Sammenhængen; men, eftersom han grundede, svandt Modet, og han svøbte tilsidst Smykket ind igjen i det gamle Papir og lagde det paa sin Plads under Bryllupshuen. –

Den hele Høst udover var han mørk og lidet talende af sig, og Marina undrede sig ofte i Stilhed over, hvad der gik af ham.

Midtvinters var Jon Zachariasen paa Reise til Landhandleren i Sørstrømmen for at sælge deres sammentørrede Fisk og kjøbe ind til Helgen.

Jon var tung om Hjertet; thi saa mørkt, som det nu saa ud for ham i alle Maader, var der liden Udsigt til, at han denne Gang skulde kunne opnaa den vanlige Betroelse til det dyre Udstyr for Vinterfisket i Februar.

Siden hin Dag, da han havde siddet ved Marinas Bryllupskiste, var han heller ikke saa let til at tage alt som før.

Mellem de fem Mand i Fembøringen var Morten. Jon var som vanligt Høvedsmand.

Idet de reiste, havde de trukket Linegarnene ude paa Grunden og faat en stor Haakjærring, der havde slugt helt over en Torsk, som før havde bidt paa.

Dette, havde Store-Lars engang sagt, betød haardt Veir, og disse Ord skulde sande sig.

Ud fra Storbergskavlen fo’r op ad Formiddagen den ene Rosse stærkere end den anden, saa at de nødtes til at fire og heise Seilet i et væk.

Det, som hin Dag gjorde Seiladsen betænkelig, var, at Stormen stedse stod mere østlig ud fra Land. Hvis de ikke vilde sættes tilhavs ud i den visse Død, maatte de trods den svære Sjø længst mulig søge at holde det gaaende ved Krydsning med den ene Baadripe nede i Vandet.

At vinde op under Land igjen var ugjørligt.

214Det første, ikke lette Offer, som krævedes, var, at hver af Eierne maatte kaste Halvdelen af sin Fisk overbord.

I Kulden drog Sjødrevet et stedse tykkere Lag af Is over Baaden, som dermed blev tungere og mere uhaandterlig i Sjøen.

Nok en Fare viste sig, idet de en Stund kom ind i en tæt Frosttaage, der lod dem paa det uvisse om Kursen.

Jon opgav derfor Krydsningen og lod det staa til rumskjøds for Vinden, idet han mente, at de paa det Vis muligens kunde naa Fuglø eller ialfald seile sig ud af Taagen, hvilket sidste ogsaa lykkedes.

Men Sjøen vædede, og Østenstormen var fremdeles saa isende kold, at det var at regne sig til, at Baaden for Islag ikke kunde holde sig oven Vande udover Natten.

Morten, som havde Losseøine, paastod, at han to Gange havde set en fjern, hvid Skumbrækning retud under Halsen af Seilet, og lidt efter troede de andre at se det samme.

Det kunde maaske være Fuglø; – men i sit stille Sind mente Jon, at det ti Gange sandsynligere var en Brænding, som kogte om nogle Havskjær.

Stormen sprang nu med et om til Nordvest med Bygeveir, saa at de fik Havet med tung Paalandssjø væltende efter sig, men brede Bør.

Stundimellem kom Snekavet; de lange Sjøer seiledes ofte baade ud og ind af Baaden, Øsekarret brugtes stadigt og Halskaren havde et vaadt Arbeide.

De havde nu faat Greie paa, hvor de var, og Kursen lagdes slig, at de kunde holde indunder Tenholmene, et Udvær, der tilhørte Heggelund, med et lidet Handelssted i Fisketiden.

Udenfor de Grundinger, som Morten havde set, og hvor Skumstøtterne alt i et reiste sig med Rokskyer som rygende Skorstene, saa de en kantret Baad med tre Mand paa Kjølen, der vinkede om Hjælp. Raabene kunde ikke høres mod Vinden.

215Forrumsmanden gjorde en Line istand, som han kastede, idet de nedad en svær Sjø løb ganske nær forbi. Den grebes desværre kun af den bagerste, der blev halet ombord, og de to andre truedes med at drive ind paa Grundingen.

Da lagde Jon Roret rundt og kommanderede: «Baut!» – til deres Forfærdelse, som var med ham, men som var nødt til at lystre med Seilet, hvad han gjorde med Roret. Her var det, syntes de, Uraad at lægge Stevn mod Sjø.

Baaden krængede, og Sjøen vaskede over den.

Da han havde faat den op paa tilstrækkelig Høide, lod han den igjen falde af.

Hans Beslutning var at friste paa at løbe sin tunge, isede Baad tværsover Hvælvet og saa lade det staa sin Tørn, om der seiledes «i Spik»; han risikerede meget, ogsaa at miste Roret og bagefter skjære under.

Jon valgte Øieblikket som en Mester.

Netop som hans egen Baad steg og den anden sank ned i Duvingen, fo’r Jons Fembøring tværtover Kjølen, fra hvilken de forulykkede toges indenbords, en Mand paa hver Bordside.

Derpaa lagdes Kurs for Tenholmen, paa hvis Vær de haabede at kunne tage op om Natten. Den ene var næsten uden Livstegn, medens de to andre laa aldeles udmattede nede i Bunden af Baaden.

Det var Nat, da de endelig saa det lysne ved Tenholmene.

Baaden faldt af, Seilet blev sat større, og ind gik det i susende Fart mellem Brændingerne, der snart hørtes at larme og tordne om dem som en Fos.

Lidt efter løb Baaden paa Ryggen af en uhyre Bølge op i Fjæren, hvor den stansede med slig Magt, at Masten knak nede i Seiltoften.

Jon kastede Dræggen heldigt, surrede Fæstelinen stramt om Stevnknæet og sprang lige efter, medens Bølgen igjen drog sig tilbage, op paa Land, idet han med den ene Haand holdt sig efter Touget og med den anden havde Morten om Livet.

216Da Dragsuget var overstaat, stod alle Mand udenfor Baaden i Fjæren og landdrog den saavidt, at de var fri for det værste af den næste Sjø.

– – Paa det lille Handelssted sad hin Nat «Gamle Stuwitz», – som man nu almindelig kaldte ham, inde i Butiken bag de lukkede Skodder ved et Talglys i en irret Stage og opgjorde sine private Pengeregnskaber.

Han pleiede at sidde oppe slig et Par Nætter hvert Aar, naar han før Jul kom ud til Tenholmen for at ordne Butiken til Vinterfisket; det faldt ham mindre beleiligt at udføre dette hjemme hos Heggelund, og han tog det altid som Nattearbeide.

Den Nat opførte han paa Debetsiden i sit Aarsregnskab den Sum, han havde maattet udveksle til Fjeldfinnen.

Han sad med Albuen paa Bordet og støttede det store runde Hode til den knyttede Haand, medens den brunrøde Paryk havde forskudt sig ned mod det ene blinde Øie.

Der gik visse Ting forbi hans indre Syn, og Tonen i enkelte korte Brum sagde, at det var mørke, ubehagelige Erindringer, som han dog mere hadede end angrede.

Tankerne svævede mange Aar tilbake, helt op til Finmarkshavet, hvor de som mørke Fugle satte sig ned en Stund paa et synkefærdigt Vrag.

Stuwitz overveiede sit Mellemværende med Finnen, der ved dennes gjentagne ihærdige Paagaaen var vokset op for ham til noget mere end en simpel Pengepost; thi saalænge denne endnu havde flere af Sedlerne i sit Værge, sad han inde med et Bevis, der, saa gammel den Sag end var, – dog kunde blive ham baade tungt og farligt, om noget engang for Alvor kom op i Dagen.

Medens Veiret suste og rev i Vindusskodderne og af og til tog haardt i den enetages Bygning, sad Stuwitz fremdeles grublende i den afstængte Butik.

Det usædvanlige ved denne Nat gjorde maaske, at 217han mere, end han pleiede, blev hængende ved Betragtninger. Hans Tanker svævede et Øieblik hen til den Tid, da han uagtet sine runde fem og tredive Aar havde villet gaa hen og gifte sig med den smukke Marina hos Brøgelmanns. Der sad endnu en Braad igjen fra hin Tid. Men denne Tanke svandt snart igjen for de mørke Betragtninger, der dreiede sig om Finnen.

Et Øieblik saa han op, som han lyttede – det lød som fjerne Nødraab, men de gjentog sig ikke, og i en Nat som denne kunde heller ingen bjerges.

Lidt efter sad han fordybet i Regnskaberne, som han udpaa Morgensiden afsluttede med et glimrende Tal – hans stadig voksende Hemmelighed.

Som Stuwitz pleiede ved denne Handling, der igrunden var hans aarlige Julefest, søgte han ogsaa dennegang at se fornøiet ud.

Han reiste sig og gik frem og tilbage over det lille Gulv; men satte sig snart igjen.

Ved Tallet tegnede der sig nu for hans Øie først fint, siden tydeligere og tydeligere, et Spørgsmaalstegn, der efterhaanden grov sig ind i Summen, som en Orm i en Nød.

Den Mand, som nu lagde sig hen i Sengen under Disken, var ikke engang paa sin egen Vis lykkelig; han sov uroligt og drømte under Stormstødene, at der var noget galt ved Husets Grundmur, som han forgjæves arbeidede paa at faa rettet. –

I Mørkningen den følgende Dag kom Jon med Skjægget frosset fast til Kraven og en næsten livløs Mand paa Ryggen ind i det taagefyldte Stuerum, der tildels allerede var opfyldt af et Par andre Baadlag, der ogsaa havde tyet ind til Fiskeværet.

De øvrige fulgte mere eller mindre forkomne efter, idet de mellem sig bar et Lig, der lagdes hen ude i Skaalen.

Den tredie af de reddede var en Søstersøn af Heggelund, der for nogle Aar siden var kommet til Distriktet. Han havde været paa Reise ud til Været, hvor han skulde 218forestaa Handelen under Fisket, med en Forsyning Varer. Han bragtes nu hen til sit eget Soverum i Butiken, hvor han snart laa svedende paa en Dosis Brændevin.

De andre klædte sig af, hang sine Klæder over Tørrestangen ved Ilden, og overgav sig snart til en stenhaard Søvn henne i Sengerummene.

Medens nogle ude i den kolde Pakbod stellede med den halvdruknede Mand, sad andre omkring paa Bænkene inde i den lille Stue, hvor man næsten ikke kunde se hverandres Ansigt for Vaaddamp, og spiste af deres Nistebommer eller røg deres Piber med karvet Bladtobak.

Længer paa Kvælden, da Manden var kommet tillive, begyndte en livlig Kar at spille paa et Dragspil, han havde kjøbt til Jul; men Trætheten gjorde snart sin stærke Ret gjældende.

Medens Tranlampen lyste mat gjennem Dampen i den lune Bod, hvor alle nu henne i Sengestederne rundt Væggen sov de trættes Søvn, tog Stormen fremdeles sine Kjæmpetag udenfor, hvor mangen ogsaa den Nat kjæmpede i Havsnød.

Den næste Dag, da Havet efter to Døgns Storm igjen var farendes, spurgtes nok af Ulykker.

Udenfor saa man om Morgenen en Baad, som paa en underlig Maade holdt ved at ro rundt i Kreds. Det var to Mænd i en Fembøring, som endnu sad igjen i en Udmattelsesdøs og roede paa samme Side. Den ene af dem sank om, da man naade Baaden. Tre andre var døde. Mandskabet havde redet Stormen af ved i Vinternatten at holde sig fast i Garnene.

Paa et folketomt Hvælv, som længer paa Dagen drev ind, fandt de i Kjølen fem Knive og en afbrudt. Man holder sig fast efter Tollekniven, og hvad der var hændt, fortalte sig selv.

I Anledning af, at den ene af de bjergede var Principalens Slægtning, tilbød Stuwitz Jon Kredit i Boden der; han yttrede ogsaa, at det kunde være muligt, at Forhøret frafaldtes.

219Jon havde, saa tung Nøden end var, neppe modtaget Gave af sin Dødsfiendes Haand; men nu laa der vistnok med Forsæt – noget i Stuwitz’s Tone, der skulde sige, at han neppe havde vovet Bjergningen, om han ikke havde set sin velberegnede Spekulation deri.

Jon svarede derfor kort og studst, at, hvad han havde gjort, var ialfald ikke sket for Penges Skyld, og Tyvsnavn kunde Stuwitz hverken sætte paa ham eller tage fra ham, – det fik komme an paa Øvrigheden.

Hermed gjorde Jon sig istand og seilede afsted til Sørstrømmen, hvor han mod al Forventning var saa heldig straks at opnaa al den Betroelse, der var fornøden til Vinterfisket.

Aarsagen hertil fik Jon ikke at vide; den stak i en liden Brevlap, som den unge Andreas Heggelund, der havde paahørt Samtalen med Stuwitz, sendte did med en af Folkene i Jons egen Baad.

Da de Juleaften kom hjem, havde Marina svævet i den største Bekymring for det ovenhændige Veirs Skyld.

At Jon havde faat Kredit i Sørstrømmen, var en stor Glæde, og ligesaa, da han fortalte, hvorledes han havde reddet de to paa Hvælvet.

Da hun fik høre, at han havde været inde hos selve Stuwitz, korsede hun sig.

Hun havde selv den Efterretning at meddele ham, at Isak Løvøen nu var død, hvilket de begge tog sig nær.

Men, da Marina ud paa Kvælden, efterat Julelyset var tændt, fortalte ham, hvad Fosterfaderen havde betro’t hende, hvilket alt hun nu havde Ret til at fortælle, og tog Brystnaalen frem af sin Bryllupshue, drog Jon hende pludselig hen paa sit Fang; – hun saa til sin Forundring, at han havde vaade Øine. Der var en Overspændthed hos den ellers saa sindige Jon, som et Øieblik ængstede hende.

Hvad der gik af Faderen, at han var saa skinnende glad, forstod ikke Morten; men Marina skaffede sig det snart at vide.

Jon tog frem Violinen og spillede sin eneste Polsk. –

220Det spragede i Gruen, hvor Julemaden kogte, Traktement vankede, og Julelyset lyste fra den fattige, lave Stue i Fjeldsprækken ude ved Havet.

*

Historien om, hvorledes Jon Zachariasen hin Uveirsdag havde reddet Andreas Heggelund ved at seile Fembøringen over Kjølen, var naat mangesteds hen; det var et Vovestykke, som aftvang Beundring selv hos dem, der vilde vide, at saadant dog var hørt før.

I Heggelunds Familie havde Begivenheden været Gjenstand for mange Overveielser. Den havde vakt en vis Opsigt, og at vise sin Taknemlighed var, foruden at det faldt naturligt for dem, nu tillige blevet til en Slags Æressag.

Det blev da besluttet, at Andreas Heggelund skulde reise didhen og tilbyde Morten en Plads i Kramboden med Løfte om videre Forsorg, om han artede sig vel.

Dette Tilbud fandt Marina og Jon, at de ikke burde afslaa.

Jons Søndagsklæder blev omsyede til Morten, og blev i den nye Skikkelse Plag for Plag beundret af hans mindre Søskende, hvis Opmærksomhed delte sig mellem Moderen, der skræddererede, og Skomageren, der var hentet ind fra Skorpøsundet og sad og syde paa de nye Sko. Huden havde Jon selv længst præpareret, og de vidste, at Skoene skulde blive saa rent ualmindelig vandtætte.

Imedens hun syde, grublede Marina adskilligt over, om de skulde betro Morten, hvad der var kommet op om hendes Fødsel.

Den Anelse, hun bar om, at hun med Stuwitz maaske havde en hel Livsregning at opgjøre, burde Morten under sine nye Forhold neppe lades uvidende om. I Baggrunden arbeidede den Tanke uklart hos hende, at Sønnen der vel og muligens kunde finde et eller andet Lys i Sagen, som ikke var til at se ude fra Skorpen.

Efter gjentagent Overlæg med Jon blev Morten da indviet i Sagen.

221Marina gav ham derhos mangehaande Formaninger om, hvorledes han havde at skikke sig, hvorledes han skulde bukke og ikke sætte sig ned, naar Fruen var inde i Stuen, og andre Forholdsregler, der kunde være nyttige.

Da hun fulgte ham ned i Baaden, græd hun meget.

Jon sagde mindre. Han tog blot det alvorlige Løfte af Sønnen, at han aldrig skulde drikke sig fuld og altid, hvor tungt det saa faldt, være en ærlig Kar.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.