Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Tiende Kapitel. Fortsættelse

242Mortens ualmindelige Evner og greie Væsen gav ham efterhaanden Tillid, og det var ikke frit for, at han efter de første Par Aar blev spurgt tilraads ogsaa i Ting, som laa udenfor hans Befatning, uagtet det fra Stuwitz’s Side da altid skede i en ironisk Tone; – han havde opfattet den unge Mands Hovedsvaghed, en vel stor Forfængelighed af og stolen paa sine Evner.

Der herskede overhovedet i Huset et underligt Forhold med Stuwitz.

Det var, som den sværtbyggede Mand med det næsten brutale Ansigt oppe i Stuen under Heggelunds og Fruens Øine med ét blev saa liden, medens han ligesaa forunderligt atter voksede ud igjen i sin Vælde nede paa Sjøboden.

Han befandt sig synlig uvel, beklemt og magtstjaalen, som om han havde Følelsen af, at han deroppe i Familien, med Undtagelse af Fruen, ikke sad mellem venlige Magter. Thi, foruden Jomfru Dyring, stod saadant ogsaa paa mange Maader ud af Onkel Tobias’s skjulte Væsen.

Naar Heggelund tiltalte ham, skede det ogsaa som oftest paa en vis overlagt, tyngende Maade, som han ellers ikke betjente sig af.

Fra Sofaen kunde Heggelund saaledes blot med et skjødeløst Vink med Piben kalde Stuwitz hen til sig, og denne stod da stedse foran ham næsten i et Tyendes Stilling.

Eller han klappede ham noget søgt fornemt paa Skulderen med et: «Min kjære Stuwitz, skulde De ville gjøre mig den Tjeneste?» – og vendte sig derpaa bort, som om Svaret var selvfølgeligt.

Gamle Stuwitz bukkede paa sin Side meget ærbødigt. Men nede paa Sjøboden kunde han bagefter i lange Stunder gaa med Næverne stramt plantede i Pjækertlommen og brumme eller plystre, medens det 243graa Øie sendte Uveirslyn op mod Hovedbygningen, og det andet matte med Arret dirrede af Sindsbevægelse. En og anden Gang sparkede han derunder som til noget usynligt, han vilde slaa overende med Foden.

Eftersom Morten blev kjendt i Huset, forstod han, at der maatte herske en Uenighed mellem Heggelund og Fruen om den Maade, hvorpaa Stuwitz skulde behandles; thi hun søgte – mod sin Natur ellers – aabenbarligt at bøde paa sin Mands Opførsel med en eller anden Venlighed; det var et saart Punkt, hvori hun ikke raadede med sin Mand.

Gamle Stuwitz var forresten ikke aldeles blottet for godslige Sider, og han kunde være den en overordentlig nyttig Mand, som forstod at gaa ham rigtig under Øinene. Man maatte da lade fremgaa af sit Væsen, at man «stod paa Sjøbodsiden».

Han havde imidlertid, naar han vilde, et sandt Talent for Plagerier mod underordnede, og imod Morten var han i det Stykke utrættelig.

Det var en egen overlagt Manér, som det var vanskeligt at værge sig imod, men hvorved enhver liden Feil altid søgtes udvidet til et stille Bevis paa, hvorlidet paalidelig han igrunden var.

En Høst, efterat de var komne hjem fra det andet Jægtestevne i Bergen, hvor Morten hidtil hver Gang havde fulgt med, blev det Aars Fiskepriser omtalt ved Bordet af Stuwitz. Det hed, at de havde været saa sørgelig lave, hvortil Morten i al Uskyldighed nævnte flere, som han vidste havde opnaaet høiere Priser end de af Bergenskjøbmændene efter Sædvane officielt noterede, hvortil Stuwitz havde henholdt sig.

Heggelund blev da meget bleg, men sagde intet.

Men siden den Tid sørgede Stuwitz, hvergang han ikke kunde hindre Mortens Bergensreise, for, saavidt muligt, at faa holdt ham udenfor Kjøbmandsskabet nede i Bergen.

Da Morten det næste Aar skulde med paa Bergensstevnet, udtalte han for Heggelund den Tanke, at de istedetfor den store Besætning af 14 Mand, der er nødvendig 244for at heise det uhyre Raaseil, kunde spare næsten Halvparten ved at indrette et Vindespil.

Heggelund syntes godt om Ideen, saa godt, at han begyndte at føle det som en Forfængelighedssag at være den første i Nordland, der indførte den nye Reform i Jægtebruget.

Men her strandede han paa Stuwitz, der tog Sagen meget braat, især i Forhold til Morten, og mente, at han havde baade Aar og Erfaring til at forstaa den Sag bedre end en storsnudet, hovmodig Unggut, der gjorde alskens Vind med Projekter.

Folk trængtes der nok af, mente han, baade til Bugsering i stille, til Omstuvning af Fisken, hvis man havde valgt feil Side at stuve til Høibords over Stathavet, saavelsom ellers med Fisken i Bergen – og «Nyhedssyge», sagde han, idet han slog, saa det dunkede i Tønden og saa hen paa Morten, skulde ialfald ikke komme ind i Forretningen, saalænge han styrede den.

Stuwitz stod nede paa Sjøboden – sin egen Tomt, – da han svarede saa, og dermed forblev det da ogsaa, uagtet Reformen siden er indført i Nordland.

Men Heggelund fik fra den Dag endnu større Tanker om Morten, og den Beslutning blev fast hos ham, at han skulde holdes frem til en ordentlig Handelsuddannelse; – han saa i Morten et muligt Kort mod det Menneske, han hadede mest paa denne Jord, nemlig – Thor Stuwitz.

Morten havde før om Søndagene faat Undervisning af Præstens Søn, der havde været nede i Kristiania og taget en glandsfuld Eksamen; men nu vilde Heggelund, at dette skulde ske to Gange i Ugen. «Han kunde», sagde han, «dog ikke sende en aldeles uvidende Bondegut lige ind paa et større Handelskontor,» og heri var Fruen fuldstændig enig.

Edel var en underlig Pige, som Morten havde ondt for at blive klog paa. Han vidste ikke, enten hun likte eller havde imod ham, men antog nærmest dette sidste.

Hendes Ansigt var herken regelmæssigt eller det, 245man vilde kalde pigesmukt, dertil var Trækkene for karakteristiske; – de mindede, skjønt anderledes kvindelige, lidt om Moderen.

Der var en Modsætning mellem den endnu lidt spinkle, opløbne Figur, der lod hende synes høiere, end hun virkelig var – og det paafaldende svære, mørke Haar, der tydede paa en rig og kraftig Natur.

Hun var Faderens Yndling og sad fra sin Barndom af meget inde paa hans Kontor, hvor hun baade legte og syde.

Ved det, hun der gjættede sig til ud af hans Ansigt, blev hun efterhaanden hans anende fortrolige i Ting, som vel ikke var hende klare, men alligevel var hendes Barnenatur for tunge.

Saaledes opvokset mellem Trykket af sin Moders stærke Villie og Faderens i Stilhed ofte mørke Humør, havde hun faat noget for en ung Pige ikke naturligt forbeholdent i sit Væsen, der ofte gav det Indtryk af kold Tilbageholdenhed, hvorved Morten følte sig tilbagestødt. Hendes ældre, blonde Søster Hansine var anderledes godslig og tilgjængelig.

Edel skulde, sagdes der, naar hun var ude i Besøg hos sin ældre Veninde, Julie Schultz, kunne være saa overgiven og munter. Men hjemme mærkede han ikke videre til det, og det han saa, tiltalte ham mindre, fordi det tilfældigvis gik ud over ham selv.

Med sin gode Hukommelse havde han fra de andres Samtale lagt sig til et helt Lager af fremmede Ord, der havde en særdeles tiltalende Klang i hans Øre, og disse lod han ofte stikke frem i sin Tale. Dette havde Edel opdaget.

Hun gav sig nu oftere i Samtale med ham og spækkede derunder sin Tale med alle de fremmede Ord, hun var istand til at ophitte.

Morten tog det en Stund ganske troskyldigt; men da han kom underveir med, hvad der stak under, følte han sig dybt krænket.

Han brugte fra den Dag ingen fremmede Ord.

Fandt Morten sig saaledes i den første Tid i mangt 246tilbagestødt, saa blev han til Gjengjæld paa to Punkter desto fastere tiltrukket.

Det var i sin personlige Hengivenhed for Heggelund og i sit Venskab for Søstersønnen Andreas.

Heggelunds Søster havde anset det for en stor Lykke, da Onkelen tog sig af Sønnen, der efterat have gaat paa Latinskolen i Trondhjem med lidet Held havde forsøgt sig paa et Handelskontor der.

Heggelund betalte hans Gjæld og tog ham op til sig i Nordland for at prøve Handelen der.

Her var Andreas til stor Hygge i Huset.

Han hadede Stuwitz og fik derfor Lommepenge af Onkelen og kunde paa en travl Dag gjøre Mirakler af Ekspedition nede paa Kramboden, men hvilede da ogsaa tryg paa sine Laurbær i otte Dage bagefter, i hvilke han neppe saa didned. Han bjergede Folk i Livsfare, var flink ombord i Jægten paa Bergensreiser og flink i saa meget.

Men Varepriser kunde han ikke huske, og videre Besked paa noget i Forretningen var ikke at faa hos ham.

Han brugte paa den sidste Tid ofte at svare, at de fik spørge Morten; men der var da undertiden en vis Mismod i Tonen. Han saa, hvorledes denne, trods sin Opdragelses Mangler, og uagtet han saa at sige endnu ikke havde aflagt Bondetrøien, med sikkre Skridt erobrede saagodtsom alt det, som han selv aldrig havde opnaaet.

Hvad der paa den anden Side indtog Morten saa for Andreas var især dette stadige «Syn for Sagen», som Andreas altid gav for, at han havde et godt Hjerte: For et fattigt Menneskes Skyld vilde han i Mangel af andet – og han manglede bestandig, uagtet han idelig fik Penge af Onkelen – gjerne trukket Klæderne af Kroppen. Han havde en vis flot Lethed over sit Væsen, som Morten ikke noksom kunde beundre. Det var overhovedet, som om Vanskeligheder ikke var til for ham – han var bare altid saa ærgerlig uheldig de Gange, han havde lidt større Ting fore.

I mindre, dagligdags Sager, der kunde naas med en 247enkelt Anstrængelse, en glansfuld Indskydelse eller et energisk Sæt, feilede han derimod aldrig.

Derhos var han altid klædt saa smukt, var høi og slank, og de fine Knebelsbarter klædte hans smukke, noget bløde Ansigt saa godt – i Ungdomsvenskabet har slige Indtryk sin Plads næsten som i Kjærligheden.

Hvilket godt Hoved han egentlig var, fremgik for Morten af de mange Planer, han gik frugtbar med, og som i Begyndelsen blændede ham storligt. Senere, efterat han bedre var istand til at bedømme deres Værdi, saa han jo rigtignok deri en af de Hovedfeil, der vilde gjøre Andreas mindre duelig i det praktiske Liv. Men hans Venskab led derfor intet Skaar; det voksede saa at sige i samme Grad, som han efterhaanden maatte bære over med Skrøbelighederne i hans Karakter.

Andreas Heggelunds Fremtidsmod havde før været ubegrænset; – han var jo altid kun stanset ved Uheld.

Nu, han efter et Par Aars Samvær med Morten efterhaanden havde faat klarere Øie for de Betingelser, som udfordres i Handelsveien, havde hans Selvtillid i dette Stykke lidt en alvorlig Knæk. Han var i slet Humør og grublede over, hvorvidt han skulde due til noget andet end Handelen; det gjaldt kun at finde det rette Felt.

Havde han erkjendt, at det egentlig var Grundbetingelsen for enhver Arbeidets Mark, der manglede ham, vilde han vel i Begyndelsen overgivet sig til Fortvivlelse, men siden maaske vundet desmere derpaa. Nu valgte han blot at flytte Marken for sin ustadige Natur og se sin sangvinske Horizont ud af en anderledes farvet Rude.

En Dag betrode han Onkelen, at han aldeles ikke havde Natur for Handelen, men gjerne vilde tage Artium, hvortil han længe havde følt stor Lyst. Paa Latinskolen i Trondhjem havde han jo allerede i sin Tid læst meget af det, som udfordredes, saa han nu kun behøvede at repetere med Præstens Søn.

I de første Uger læste Andreas brændende ivrigt og 248tog Pensa, som overraskede endog hans Lærer. Men efterhaanden gik det mattere. Han forsømte den ene Gang efter den anden, og det holdt tilslut paa rent at dø af.

Man begyndte i Huset alt at anse ogsaa denne Sag for tabt i den gamle Ustadighed, da Morten kom sin Ven til Hjælp. Han tilbød at sidde oppe tre Aftener i Ugen efter Krambodtid og læse høit for ham, og Andreas, som følte, at dette vilde formindske Kjedsommeligheden og være ham en Regulator i Læsningen, modtog Tilbudet; – det skulde bli saa hyggeligt, sagde han, at sidde og røge, medens den anden læste.

Det gik saaledes med god Fremgang nogle Uger; men saa begyndte Andreas igjen at sakke af.

Han fandt ud mange Ting; – snart var det for tidligt at gaa fra de andre, snart omgjorde han de Par Timer deroppe paa Værelset til en Passiar ved Piben om Udsigterne som Jurist, snart erklærede han rent ud, at den Aften gad han ikke læse.

En Aften kom Morten i al Troskyldighed til at anbringe et Ord, som drev Andreas fremover i Læsningen med Fart, som en i Siden saaret Hval, i hele to tre Maaneder; han sagde blot noget haabløst mismodigt:

«Saa siger de andre bare igjen, at De ikke kan!»

Morten indsaa, at det var saaret Forfængelighed, men ikke, at det tillige var den Dom, som Andreas uvilkaarligt læste af hans egne Øine. – Andreas var mere ømfindtlig, end han vilde være sig selv bekjendt, lige over for Morten, af hvem han i Stilhed var ydmyget.

Et Par Dage havde han et Anfald af en meget mørk Sindsstemning. Han laa bleg og syg oppe paa Sengen. Endelig rykkede Andreas for sin bekymrede Ven ud med, at han havde friet i Brev til Sorenskriverens Datter, Julie, som oftere og nu sidst i Julen var i Besøg i Huset; han havde elsket hende, helt siden han kom til Onkelen og saa hende.

«Og nu» – sagde han tragisk, idet han reiste sig op af Sengen – «er Historien ude! – Fuldmægtigen har 249en Stilling, jeg har ingen, og hun har da svaret, som hendes Fader vilde.»

Han begreb ikke, hvorfor han nu skulde læse og arbeide, det var jo det samme altsammen.

Andreas’s Mine var mørk som Beg.

Morten syntes overvættes Synd i sin Ven; men ved de sidste Ord spidsede han Ørene – det maatte for alting ikke slippe did hen. Og saa huggede han blindt i med den gamle Spore:

«Sorenskriverens Datter trode vel som de andre, at De ikke kunde blive til noget!»

«Saa,» – sagde Andreas langsomt og fuldladet af Krænkelse. Efter en Stunds Vuggen i sine bittre Tanker tilføiede han:

«Men hun ialfald burde dog have troet anderledes.»

Morten taug tappert, uagtet den talende øiensynligt ventede et Ord til Medhold i dette sidste.

Da reiste Andreas sig pludselig og sagde resolut:

«Iaften læser vi, Morten!»

Den blege Julie Schultz kom som før i Besøg.

De første Gange var der jo lidt Forlegenhed paa begge Sider; Andreas var høitidelig ulykkelig, og hun oftere lidt rød; men saa vidste han snart at komme ud over dette kjedsommelige, og Spøgen og Lystigheden gik som før.

At hun aabenbart havde betroet Sagen til sin Veninde, den flere Aar yngre Edel, forekom nu Morten rent ud troløst og satte hellerikke Edel videre op i hans Gunst. Naar alt kom til alt, mente han harmfuldt, saa var der dog igrunden kun lidet Hjertelag hos disse fine Damer – i det Stykke veiede nok Andreas dem op allesammen; de var bare ikke værdt ham.

En dag skulde Edel ros over til Naboerne paa den anden Side af Sundet, et Par gamle velstaaende Skipperfolk, hvem hun og hendes Søster ofte besøgte, og da ingen anden var tilstede, tilbød Morten at ro hende.

Paa Tilbageveien foreslog hun at fiske, da der tilfældigvis laa Snøre og Agn i Baaden. Det blev saa, og Morten andøvede med Aarerne, medens hun fiskede.

250De sad temmelig tause. Edel havde gjentagne Gange kjendt et «Nap», og Morten havde sat ny Agn paa hendes Krog. Saa begyndte hun med ét ivrigt at trække; hun havde faat en Torsk paa.

Da den kom op, og Morten havde faat den af Krogen, tog hun den ud af hans Haand og sagde saa pludselig overgiven muntret, idet hun vendte dens Hoved mod ham:

«Hvem ligner den?»

Morten kunde ikke sige det.

«Kan De da ikke se det – ikke gjætte? – han, som har taget Artium, Præstens Søn! – Det er livagtig hans brede Mund og de lærde Øine, der ser ud, som de ikke havde Øienlaag!»

Morten maatte le; thi der var virkelig nogen Lighed. Men det var, som Edel straks igjen tog sig og ønskede det usagt.

En Stund efter sagde hun dog for at sige noget:

«Slig har De jo siddet mangen Dag ude ved selve Havet.»

«Aa ja – mangen Gang jeg, men min Far eller en anden var som oftest med, – en Tid var ogsaa min Mor med; men da var jeg liden.»

Der var noget sympathetisk i dette Mortens Svar, og saa sagde hun:

«Ja, De har jo havt megen Sorg i Opvæksten.»

«Ikke vi Børnene, – men Far og Mor har havt megen Sorg – de stellede det altid slig, at det meste af den Slags ikke kom til os; men siden gjættede vi jo mangt.»

Hvorfor disse Ord just slog hende saa, forstod han ikke; men hun faldt aabenbart i Tanker ved dem og saa derunder paafaldende sørgmodig og næsten fortrykt ud. Endelig sagde hun, som om det hørte med i, hvad hun tænkte paa:

«Deres Mor er jo saadan en prægtig Kone!»

Skjønt Edels Ansigt, som sagt, ikke egentlig var af dem, Morten holdt for de smukkeste, saa han dog nu, 251at det i enkelte Øieblikke kunde være aldeles indtagende.

Øinene kunde blive aldeles sorte under de mørke Øienfryndser, medens de havde været spillende lysebrune, dengang hun lo over Fisken; – og den Maade, hvorpaa hun sad med Snøret i de af Saltvand røde Hænder, var ogsaa saa forunderlig tækkelig.

Da han rode hende til Bryggen, sad hun og stirrede i Tanker næsten lige mod ham; og han fik en lidt krænkende Følelse af, at han for hende kun sad der som en Romaskine, der hed Morten Jonsen.

*

Efterretningen om, at Norge havde faat sit eget Handelsflag istedetfor det forrige gule, løb bogstaveligt som Ild i vissent Græs hele Landet over. Dampskibet «Prins Gustav» bragte saluterende Budskabet til de nordlandske og finmarkske Stoppesteder og vakte overalt Sensation. Nordlandsjægterne skulde ikke længer fare til Bergen under det gule, men med Landets egne Farver fra Bagstavnen; og det samme Skifte foregik paa alle Flagstænger.

I den Anledning skulde der være Fest i Heggelunds Hus, og Festtaler holdes fra Volden, under Flagstangen med Salut.

Efter mange Forhandlinger frem og tilbage mellem Distriktets Magter bestemtes bl. a. Talernes Orden; dette gik for sig i Form af overdreven Beskedenhed og gjensidige Smigrerier, men alle Parter følte dog, at deri laa Fængstof nok til Fornærmelser.

Festen var bestemt til efter Midsommer, naar Jægterne var komne fra Bergenstevnet; og, da Dagen nærmede sig, var Andreas Heggelund Virksomheden selv.

Da han fik høre af Tanten, at Fulmægtigen, hans Rival hos Julie Schultz, ogsaa skulde tale ved Festen, blev han i mindre godt Humør, og Morten forstod, at der maatte gaa noget særligt af ham; thi han gik om Aftenen ivrigt frem og tilbage oppe paa Værelset.

252Det slap da ud af ham, at ogsaa han studerede paa en Tale, men det var bare saa fortvivlet, at han ikke rigtig vidste, hvorom det skulde være. Nu tænkte han snart paa ét snart paa et andet; bare han vidste, hvorom Fuldmægtigen vilde tale! –

«Og saa skal der Mod til, Morten!»

Dagen oprandt; Baade fulde af Gjæster kom i Række indover Sundet; Jægterne og Baadene ude paa Bugten flagede, og i Haven skjød Andreas med sine Hjælpere kanonerne varme.

Andreas havde været bleg og urolig hele Dagen.

Morten var saa høitidelig; – han havde aldrig set en saadan Fest.

Haven var fuld af Folk, og omkring Talerstolen stod de unge Damer med flagfarvede Baand i de hvide Kjoler.

Nogle Hornblæsere spillede Kongesangen, og Sorenskriveren holdt Talen for Kongen. Saa kom «Sønner af Norge» og Talen for Dagen samt for de Mænd, der havde kjæmpet for Fædrelandets Ret.

Det greb Morten dybt. Da Kanonerne dundrede, var det, som han ikke længer kjendte Jorden under sine Fødder.

Saa udbragte Heggelund Skaalen «for Nordlands Fremtid under det nye Flag», og, uagtet Talen kun var kort, modtoges disse sidste Ord med endeløse Hurraer, hvorunder Glassene kastedes høit i Veiret.

Det var første Gang Morten saa indover Poesiens Land malet i Ord. Luft maatte han have – og saa bad han Andreas Heggelund om at faa styre med Kanonerne. De blev fra det Øieblik af betjente saa præcist og roligt, at man kunde tage Chefen for en flegmatisk Hollænder.

Fuldmægtigen traadte op og holdt en længere Tale for Kvinden; – Kvinden som Moder – her hilsede han complaisant til Fru Heggelund – som Datter, som Brud, og vandt derved især meget Bifald hos de unge Damer.

Dette taalte ikke Andreas og, inden han selv vidste 253at det, var han, ikke mindst til Fru Heggelunds Overraskelse, oppe paa Talerstolen.

Morten stod ængstelig betaget paa hans Vegne.

Andreas havde i Heden begyndt halvt i Indvendingsform mod den forrige Talers Thema om Kvinden. Han havde skruet sig ind i den samme Tankegang og maatte altsaa komme med noget, som paa en klækkelig Maade forsatte den. I en slig Situation var Andreas netop paa sin Plads. Han fik den lykkelige Idée at tale ikke om Kvinden i Almindelighed, men om den nordlandske Kvinde, – saavel den fattige, som stræver og venter Manden hjem med Fiskerbaaden, som den mere formuende, der venter sin tilbage med Jægten fra Stevnet. Han beskrev en gjæstfri nordlandsk Husmoder og tegnede derunder tydelig nok sin storladne Tante – samt derpaa en blaaøiet Jomfru, blond og «ren som Sneen» – det var Julie Schultz.

Han sluttede heldigt i rette Tid, og denne hjemlige Skaaltale høstede endeløst Bifald.

Hed af Bevægelse steg Andreas ned.

Damerne samlede sig ivrigt om ham. Fuldmægtigen var totalt slagen, og Julie Schultz havde Møie for at skjule, at hun havde Taarer i Øinene.

Den næste, som greb ham i Haanden, var Morten han sagde blot «Tak!» og gik igjen til Kanonerne; han syntes, at Andreas i Talen ogsaa havde nævnt hans egen Mor ude paa Skorpen.

Festen fortsattes under Lystighed og Glæde, og paa den fulgte et Par Dages Efterdønninger af Selskabelighed inden Husets Vægge.

Heggelund og Fru Heggelund var ikke lidet stolte af, at Dagens kanske bedste Tale var holdt af Søstersønnen – selv Sorenskriveren havde udtalt sin Overraskelse over den unge Mand.

*

254Andreas Heggelunds uvante Energi havde efterhaanden begyndt at sætte ham i Respekt baade hos Onkelen og Tanten, hvilken sidste lagde meget Bræt paa, at Student Sem en Dag havde yttret, at han igrunden var et mærkværdig godt Hoved, og at det kun var Skade, at han havde spildt saamange Aar.

De mente nu, at Andreas duede ligesaa meget til Bogen som lidet til alt andet, og hans Aktier hjemme i Huset var stegne hundrede Procent.

Som Husets halvt antagne Søn, sendtes han paa den endnu noget fornemme Vis med Dampskibet til Kristiania, uagtet Jægten samtidig skulde ned til Bergen.

Ved Hjælp af en Privatmanuduktør fik Andreas sin Artium med haud.

At han var Familiens Geni, var nu en afgjort Sag. Afstanden gjorde vel ogsaa sit til at forhøie Glansen. Fru Heggelund saa ham i Aanden som en vordende Amtmand i Nordland, og Heggelund begyndte efterhaanden at se Søstersønnen med de samme Briller.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.