Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Attende Kapitel. Slutning

At Edel og Morten var blet forlovede netop i de Dage, da alt saa umuligt og stængt ud for Sønnen, havde jo bidraget endel til at hæve hende i Jons Øine; – til Marina brugte han ialfald ikke længer Udtrykket «den fine Frøken». Men der sad dog som et Nag igjen.

En Husmoder kunde vistnok nu tiltrænges dernede paa Finnæsset; men, om det var saa gavnligt, at en Datter af den fornemme Heggelund blev den, som skulde styre der – derom bar han sine store Tvivl. 329Han var i sin Misstemning nær ved at slutte saa, at, havde hun udrettet saa meget galt allerede, medens hun var udenfor, hvad skulde det saa ikke blive til, naar hun kom ind i Huset? – hun vilde naturligvis have Storstel, som hun var vant til.

Jon og Marina havde siden flere Gange ifølge indtrængende Anmodninger været inde hos Heggelunds i Besøg.

De kom søndagspyntede og vilde altid reise igjen ud paa Eftermiddagen; – de forstod overhodet med en forunderlig Takt at iagttage sin Værdighed.

Men der var hellerikke en mindre Finhed skjult i den Maade, hvorpaa Edel forstod at paavirke sin Kjærestes Fader – det var, som hun havde gjættet, hvad han tænkte om hende.

Morten og Edel havde en dyb Erkjendelse af, at de havde ladet Aar gaa fra sig – og maatte bøde derfor. Var de nu enige om noget, saa var det, at de herefter – saavidt det stod til dem – vilde bygge deres Fremtid sammen.

I Begyndelsen vilde de jo langtfra faa det overflødigt; thi det havde kostet store Offre at faa betalt Stuwitz; men, takket være, at Finnæsset var et saa heldigt Sted, var det dog nu sket.

Han vilde, at hun skulde følge ham hjem som hans Hustru allerede samme Vaar. Men Edel havde hertil i Jons Nærværelse yttret, at hun endnu «behøvede Tid». Og da Morten noget overrasket spurgte:

«Hvortil?» – svarede hun:

«Tror Du da, at jeg agter at gaa paa Stads hos Dig der paa Finnæsset? – Der er nok mange Ting i en saadan Husholdning, som jeg endnu har at lære, om Du skal være tjent med mig.»

Jon syntes, hun talte forstandigere end Morten. Men den Bestemmelse blev dog efter Sønnens Villie gjældende, at Bryllupet skulde staa midt paa Sommeren efter første Jægtestevne.

*

330Det var herlige Sommerdage ude ved Skorpen. Havet laa mægtigt blaat udenfor i Solen. Fjeldene fjernt og nær, deriblandt Storbergskavlen nærmest, glittrede i forskjellige blaa, sommerdisige Fortoninger, og de trange Kløfter og Dalfører var sande Varmegruber af sammenklemt Sol, der pludselig tryllede en overraskende Vegetation frem af hver Muldplet.

Vaaren havde det Aar ladet vente usædvanlig længe paa sig; men var saa paa ganske faa Dage brudt frem med en saadan Magt, at Skaresneen inde i Dalen saas løftet op af den frembrydende friske Græsbakke.

– – Jon Zachariasens lille Stue derude ved Havbrynet var i en uvant Puds. Tunet foran den var omhyggeligt flidd, Ruderne var ikke længer de gamle grønne, og den stod festligt med Bjerkeløv ved Døren. Med de gule Hesteblomster og det korte, buskede Græs paa Tørvetaget, i hvis ene Hjørne en liden løvfuld Dvergbirk grenede sig som et Billede af Eierens eget uveirshaarde Liv, – syntes den sig selv lidt fremmed i den uvante Puds.

Der var ingen hjemme og Døren var aflaast; – men gjennem de nye, klare Ruder skinnede Solen i Ensomheden med to runde, gule Briller lige ind paa den gamle Væggeplanke derinde og illuminerede Begyndelsen og Slutningen af Bogstaverne.

Jon og Marina var med deres Børn fraværende i deres Søns Bryllup, der havde staat for to Dage siden inde hos Heggelunds, og de var nu tilligemed Parret den Dag ventendes hjem.

I Bryllupet havde der ikke været mange Gjæster, da man havde lagt an paa, at det skulde holdes smaat og i Tarvelighed.

Men Jomfru Dyring, der hin Dag var straalende og stor, som om et Skjær af hendes Husmoders Aand hvilede over hende, havde jo ikke kunnet holde sig denne Tanke ganske efterrettelig.

Hun repræsenterede nu Spindesiden i det Hus, der skulde være hendes Alders Hjem, og vilde ikke fundet det overensstemmende med dets Værdighed, om Bordet 331havde opvist færre Retter, end da den anden Søster blev gift.

Glæde havde der været i Ordets sande Betydning. Ogsaa den gamle Væggeplanke havde været med i Laget. Provst Müller havde løftet sit Glas til dens Ære:

«Paa en sprukken, havslagen Planke,» – sagde han – «der havde ligget i et Vrag med slimet Grønske om sig, havde Gud skrevet et Løfte om Fremtiden ind paa Væggen i en liden Hytte. Efter en haard Livets Strid sad hun, der engang som hjælpeløst Barn var indstrandet paa den, nu som en ældet, lykkelig Moder og læste dens Bogstaver malede i Speilet paa Sønnens nye Jægt og,» – endte han, vendt mod Onkel Tobias – «denne gamle Mand, hvis Sorg og Længsel har været hans tabte Familie, er ikke den, som idag sidder i mindst Glæde; thi det er den gamles høieste jordiske Velsignelse, naar ham gives at se en Fremtid efter sig i sin Slægt.

Men Aarsagen, hvorfor denne Planke saadan er vokset op til et nyt Skib igjen, er, – at Vorherre har styret den.»

Til denne Tale lagde Jon Zachariasen paa sin enfoldige Bondevis et «Amen».

*

Ind Sundet ved Skorpøen seilede i den smukke Dag et Par festlige Fembøringer, der modtoges med Skud fra forskjellige Steder langs Landet.

I den første Baad sad Bruden og Brudgommen med hans Forældre Jon Zachariasen og Marina samt Onkel Tobias, og paa Toften nær dem Elias Røst, der havde paastaat at ville ro Æresskyds for Parret. Ogsaa Andreas Heggelund var med. I den anden Baad bemærkedes blandt flere Mortens Broder Eilert og hans smukke Søster Christine.

Paa Finnæsset stod nu foruden de Bygninger, der tilhørte Bedriften, øverst oppe i Bakken en enetages Stuebygning med store klare Ruder; den var endnu 332kun indredet og møbleret i den ene Side; – men, hvad der ikke var, kunde komme. Bag det hele stod Fjeldet med sit Hang af Løvtræer – Finnerne havde det Aar, som vanligt, alt drevet sine Rener op ad Skaret.

Den store, nymalede Sjøbod kom dem ved Dreiningen om Næsset pludselig isigte, og lige udenfor paa Bugten laa Morten Jonsens Jægt «Fremtiden» og flagede.

Da lod Elias Røst Seilet falde; de i den anden Baad gjorde det samme og løb ind til dem.

Elias Røst trak et langt Stykke Papir op af Brystlommen paa sin Trøie. Han oplæste, trampende med den ene Fod i Baaden Takten efter Versemaalet, et Digt til Brudefolkene. Det var nedtegnet med stor Skrift og høitidelige Frakturbogstaver foran hvert Vers og lød saa:

En Fembøring under Seil er et lysteligt Syn
naar den vasker i Sjøen for «tre Kløers» Vind
      og en Høvedsmand god ved sit Styre;
ja, naar Odder og Næs flyve pilsnart forbi,
maa sig glæde den Fisker, som sidder deri,
      fast at Sjøskvættet væder hans Hyre.

En Fembøring er paa Havet saa lidet et Skal,
medens Bølger gaar om den som Bjerg og Dal,
      og den skal sig i Uveiret klare;
ja, der ros i Sjøen med Møde mangt Tag,
og der seiles til Ripen saa mangen en Dag,
      hvor det gaar gjennem Tyngsel og Fare.

Men en Jægt under Seil er et frydeligt Syn,
naar den stævner til midtmasters ladet til By’n
      og med Frugten af Vinterens Dage,
naar den ankrende flager der foran sit Hjem,
fordi alting er kommet saa velberget frem,
      og den Velstand nu bringer tilbage.

En Fembøring under Seil kommer ranksæt og fin,
den bærer to unge til Hjemstøen ind,
      og saa smukt den i Sundet sig speiler;
men hans Baad blev alt ude paa Havstykket prøv’t,
og paa Toften der sidder en Høvedsmand øv’t,
      der varsomt i Alvoret seiler.

*

333Væggeplanken staar endnu i den lille Hytte, hvor de to gamle bor, uden at ville flytte. – Jon Zachariasen og Marina nyder der en fredelig Alderdom.

Morten Jonsen paa Finnæsset nævnes nu som en af de driftigste og solideste Handelsmænd nordpaa, og hans meget udvidede Sted anløbes af Dampskibet.

Der bor en lykkelig Familie med flere Børn, og Edel har særligt Ry for at være en dygtig Husmoder.

Af og til kommer Andreas Heggelund did i Besøg, og der gjøres da altid Stas af ham.

Han bliver neppe «Amtmand», men staar sig overmaade godt som Sagfører.

Morten Jonsen nærer sin gamle Svaghed for ham, og en ikke ringe Del af sine Forretninger skylder han hans Indflydelse.

I Begyndelsen reiste Andreas hvert Aar til Tromsø, hvor han holdt af at optræde paa sin gamle Dandyvis. Men saa traf han deroppe oftere Julie Schultz, og Enden blev, at de blev gift. Han er fuldt overbevist om, at hun er hans første og eneste virkelige Kjærlighed, og hans Hustru tror det; – men hun slipper ham alligevel kun høist nødig til Tromsø.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.