Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Tredie Kapitel. Fiskegrunden «Bergingen»

185Der var gaat Aar hen siden Brøgelmanns Tid. Hans Datter, som var gift med Heggelund, styrede nu i sit store Hus nede i M…sund.

Jon Zachariasen og hans Hustru var komne et Stykke fremover i Livet; de havde i godt og ondt slidt sig taalelig igjennem og sad nu med flere Børn.

Jons Hytte laa ude ved Havbrynet lige i Udløbet af en Fjeldsprække, der gaar tversover den smaleste Del af Klippeøen Skorpen.

Var Skalberget i Tidens Morgen revnet nogle Favne dybere, vilde Sprækken have dannet en naturlig Kanal mellem Havet og det smale Sund indenfor, der adskiller Skorpøen fra Fastlandet. Vandløbet bærer derinde Navnet «Krogene», fordi det bugter sig i lunefulde Vendinger mellem en mængde Holmer og Skjær, saa at man fra Bunden ikke kan se Udløbet i Sundet, og Fjeldsiden er her hele Veien et langt Stykke op klædt med venlige Græsflækker og Løvskog.

Sjøfuglene har sine Reder paa alle Smaaholmerne i det forviklede Løb, hvor der altid er blankt og smult Vand at dukke i med Ungeflokkene.

Paa et saadant Sted løsnes nødigt Skud, og derfor havde Erfuglene i fredelig Tillid deres Reder helt oppe under Jon Zachariasens Trappe og Husvæg i hans Nøst og Skaale. Fuglene dernede fløi, med og uden Grund, ti Gange paa Dagen – Erfuglen, den rødbenede Kjæl, Heire, Teiste, Maage og Skarv, – allesammen pludselig iveiret og fyldte Luften med Skrig og Snak i Munden paa hverandre.

Det var Hensynet til Fiskebruget udenfor i Sjøen, der havde tvunget Jon til at forsage den lunere Boplads og lægge Huset over mod Udsiden neppe et Rifleskud fra den braat-hvide, blæsende Havkant.

Stedet for sit Rede havde han valgt efter det samme Instinkt som Sjøfuglen; – han vilde undgaa to strenge 186Fiender, nemlig Nordveststormen og det Snefog, der om Vinteren følger med den. Sneen føg da altid hen over den ene Side af Skaret, under hvilken Huset var lagt, saa at der selv i den værste Vinter blev fremkommeligt ned til Sjøen i Læ af Fjeldvæggen.

Den lille skraa Jordflek omkring var møisommelig baaret didhen fra andre Steder af Øen, og, som det stod der med Bagsiden skjævt lænet til Fjeldet, var det let at kjende, at det var Levningerne af en gammel Kahyt med endel Tilbygning efter Leilighed.

Under det side Tørvtag med de gule Hesteblomster ludede de smaa grønne Ruder lig et Par af Saltvandsskvæt halvblinde Øine under en dybt ned i Panden forgroet Haarlug, og den Gangsti, der fra den grønskede Baadstø gik opad Stenuren til Huset, kunde minde om en Faldrebstrappe.

Brat nedenfor i Fjæren stod det graa nævertækkede Nøst med tunge Stene lagt ovenpaa Taget for Stormen.

Deres Fiskegrund ude ved Skorpen havde Jon og Marina paa Grund af den Rolle, den havde spillet i deres Liv, kaldet «Bergningen», et Navn, hvormed den nu paraderer paa de officielle Søkarter.

Karttegneren eller Sjømanden, der en Stormnat maaler derpaa med Passeren for at holde sig behørig langt undaf den farlige «Lønbø», vilde vistnok med et vantro Smil høre paa den Forklaring, at det Fartøi, som at slutte efter Navnet – her engang skulde være bjerget af Havsnød, var en saa luftig Ting som to unges Kjærlighedsskib. Og dog tør der til de allehaande forunderlige Navne paa vor Kysts utallige Skjær og Holmer knytte sig mangen Historie, mangt et gribende Drama af vor Almues ubemærkede Liv, som man skulde have fundet endnu mindre sandsynlig.

Til «Bergingen», der bestod af tre Lønbøer af forskjellig Dybde i Rad udenfor hinanden, var der kun en halv til trekvart Miles Udror. Fra Huset kunde de, som var derhjemme, – og disse var nu Marina og hendes tre gjenlevende Børn, thi en Gut og en Pige havde Vorherre taget – se ud til Baaden, naar Fa’ren 187og Store-Lars som vanligt Morgen og Aften laa derude og fiskede, satte og trak Linerne eller stellede Fisken oppe paa Skjæret, hvis lave Ryg ellers i Reglen var dækket med store Havmaager og anden Sjøfugl, der sad Rad i Rad og ventede paa Seien.

I Godveir om Sommeren var Marina og Børnene undertiden med for Morskabs Skyld; men i hendes Ungdom, i de første Aar de var gift og før de fik bedre Raad, havde hun, medens Jon to Aar efter hinanden laa syg halve Aaret, og Stuwitz nægtede dem Kredit, maattet gaa for den manglende anden Kar i Baaden og i Sjøklæder plasket derude i al Slags Veir.

Marinas Yndlingsplads om Sommeraftenerne var i den aabne Stuedør. Naar Solen gik ned med sine ubeskrivelige Vidunderlandskaber i det store guldviolette Hav, syntes Jon, som laa derude med Baaden, halvt inde i Himmelen.

Hun sad i slige Aftener gjerne paa Dørstokken nynnende med Strikketøiet eller andet Arbeide i Haanden, medens Børnene legte foran Trappestenen.

Ellers var hendes daglige Bekymring for Rosseveir ned fra de sorte Kløfter i Storbergskavlen inde paa Fastlandet, for de graadige Strømskavler og for den lumske Lønbø, der ofte uforvarende kunde tage Grundbraat paa den blankeste Dag.

Og saa var det Jons tunge Reiser under Jul med den tørrede Fisk til Landhandleren i Sørstrømmen. Didhen var der haardere Søvei end til Heggelund i M..sund, men ham vilde de nødig søge siden det Aar, da Stuwitz nægtede dem Kredit i Boden. Denne vragede derhos altid Fisken ubilligt for dem og slog ned paa Prisen.

I den Baad, som Jon og Store-Lars rodde, sad der nu stedse hyppigere en tredie Person, der, saa liden han var, alt gjorde Tjeneste som Agnsætter.

Det var Glæden i Huset, den gulkrøllede livlige Morten. Altid lystig og villig og fløitende, havde han bestandig noget fore: – smaa Fiskedamme, Fuglefælder og mange rare Ting, som han selv fandt op.

Skorpøen med dens underlige krogede Indløb over 188Sandgrunden mellem Holmerne samt Fiskegrunden i Sjøen udenfor var hans Verden. Han gjettede paa en Prik, hvor Flyndren laa, naar han var ude for at stikke dem med Stangen, – vidste enhver Sjøfuglearts Skik og Vaner og kjendte enkelte blandt dem, der var klækket ud paa Skjæret, og som siden hvert Aar kom ind til sit gamle Rede, for ud paa Sommeren atter at drage tilhavs med Ungeflokken efter sig.

Naar Trækfuglene kom, som skulde til Finmarken, sad der paa Skjærene mangeslags rare Fugle, hvoriblandt Brushanerne forekom ham de underligste, og han grundede meget over de Lande, hvor disse vel kunde komme fra. Da kom ogsaa Sangsvanen, som han vidste var den skjønneste blandt alle Fugle.

Han var elleve Aar gammel første Gang, han kom til Sandeids Kirke og saa Kirkealmuen samlet.

Han mærkede sig da meget: Kirken havde tre Indløb, hvor det ene Følge bag det andet seilede langsomt ind og satte sig i Række og Geled bag hinanden ligesom Sjøfuglene paa Skjæret hjemme; de sorte Mandfolkene – paa den ene Side, og de lyse, Kvindfolkene med Skaut eller Tørklæder, paa den anden Side.

Han var næsten forberedt paa, at, naar Seiestimen kom, vilde ogsaa her hele Hæren med ét flyve skrigende op ligesom hjemme.

Men siden havde han kun Øie for den staselige Fru Heggelund, der sad i Silkekjole med en svær Guldkjede om Brystet lige under Prækestolen og havde en ganske liden Pige paa Fanget, der lo og pegte mod ham.

Da han kom hjem, fik han for første Gang i sit Liv alvorlig Stryg. Han havde oprettet en Prækestol af Stene og faat sine to Søskende til at sidde som Menighed, medens han viede Lammet og Grisen og hærmede efter Præsten.

Et varmt Ørefigen fra hans Faders vægtige Haand stansede uventet Høitideligheden, og bagefter vankede der alvorlig Prygl.

Om Sommeren kunde det oftere hænde, at Morten 189alene fulgte med Store-Lars ud paa Fiskegrunden for at trække Linerne eller fiske med Snøre.

Kjæmpen sad sædvanlig taus, medens Morten i sin Faders for store Vadmelstrøie og den røde Toplue paa Ho’det i Stilhed undrede sig over mangt og meget, og talte Nordfarjægterne, der Sommer og Høst kom dragende forbi med de store brede Seil og Fiskeladningen stuvet til høit op paa Masten.

Han var alt tidlig, med Marina til Læremester, begyndt at læse. De første Bogstaver, han lærte, var de store, sprukne, af høit udskaaret Træ paa Væggeplanken nærmest Loftet i den tilrøgede, trange Stue; – der sad endnu nogle Levninger af slidt Gulmaling igjen paa enkelte af dem. Enden af Planken var afbrudt, og tilsammenlagt dannedes Ordet «Fremtid..». Om den sagde Marina ham, at den stod i Guds Haand.

Nu holdt han paa med «Forklaringen» og laa da ofte og læste i sin Lekse i Bagskotten med Haandsnøret fæstet til Kjeipen – noget han ikke fik lov til, naar Faderen var med.

En Nat i Midsommeren sad de slig derude i deiligt Veir.

I «Solsættingen», Kl. 12, laa Midnatssolen efter en pragtfuld Nedgang som en mat, rød Kugle vest i Havranden, medens de store Dønninger rullede violette, saa langt ud som Øiet kunde se. Lidt efter «tændtes» Solen igjen med en Glorie af lange stikkende Straaler fulgt af en Morgenrøde, der reiste Skysøiler af Guld mellem Himmel og Hav.

Bølgerne slikkede som Ild om Baaden, hvori de to stille Fiskere sad med det speilblanke Modbillede under i Vandet.

Store-Lars trak idetsamme en deilig rød Uer.

Da han havde faat den over Baadranden, spurgte han pludselig Morten, om det stod i hans Bog, at den Slags røde Fisk var Havmandens Livfiske? Morten skvat op og maatte bekjende, at dette ikke stod i Forklaringen, saa langt han endnu havde læst. Lars forklarede ham 190da, at Øinene altid var sprængt ud af Hovedet paa den, naar den kom op, fordi Havkongen klemte Livet af den, straks den havde bidt paa Krogen.

Hermed var engang for alle Isen brudt for en lang Række Meddelelser af denne Slags, der altid endte i det vidunderlige.

Medens de sad i Sommeraftnerne ude paa Fiskegrunden og trak de gulrødbrune Torsk eller af og til en Lange eller Kveite, fik Morten vide mangt, som han ikke havde hørt om før. Lars lærte ham, at enhver Fiskesort havde sin Konge eller Størje, som det var et slemt Tegn at fiske. Der var Laksestørjer, Seiestørjer, Sildekongen med Krone paa Hovedet og Torskekongen.

Den sidste var ikke saa farlig, thi den fangedes ofte. Til dens Ære flækkedes den aldrig efter Bugen, men efter Ryggen; den leveredes «rund» og fik have Hovedet og Indvoldene med paa Vægten.

Der var ogsaa et Havuhyre, som hed Kragen, der var saa stor som en hel Ø, og som undertiden dukkede op i stille Veir, saa Brændingen slog om den som Fjeld.

Forfarne Folk kunde kjende paa Baaden og Snøret, om de laa over den; der var da altid meget Fisk, men, naar det blev for mistænkeligt, maatte man ro undaf. Han havde selv, forsikrede han troværdig, ofte været ude for den oppe i Finmarkshavet.

Over dette sidste grundede Morten meget; han mente, at man maatte kunne fange Kragen, naar man lagde en stor Jernlænke ud fra Fjeldet med et Skibsanker til Krog og forsvarlig Agn paa.

Dengang havde det længe gaat som et Rygte over hele Nordland, at et nyt underligt Skib skulde vise sig der. Det skulde gaa uden Seil, bare med Røg og Hjul, og en Sommer var det set dampende forbi Skorpøen.

En Stund efter havde Morten faat istand en Hjulbaad, som han kunde drive ved at træde en Vægtstang; men Faderens gamle Sekstring, der var taget til dette Brug, gik dog mange Gange bedre for Aarene end med denne Maskine, der kun var til Søndagsleg.

191Marina var ganske stolt deraf, men Jon likte det mindre, fordi Folk opholdt sig derover, og der hellerikke var Gagn i det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.