Tremasteren «Fremtiden»

av Jonas Lie

Fjortende Kapitel. Finnefærd. Sølv-Sara

Efter et Par Døgns møisommelige Fodvandring indfandt han sig en Aften som Gjæst i Mathis Nuttos Telt.

Af Penge havde han kun lidt med sig, da det meste maatte anvendes til Butikkens Drift, og han haabede at være hjemme igjen omkring Juletid, for da at ordne det fornødne med den.

Med Hensyn til det Foretagende, han havde for sig, haabede han i Mathis Nutto at vinde en Støtte, og i Lymas Mand inde i Karasuando en anden ikke mindre indflydelsesrig.

287Solgte de to Familier ham sine Skindvarer, vilde mange følge Eksemplet, og Finnæsset blive Afsætningsstedet.

Toget med de tolvhundrede Rener, de mange brogetklædte Mennesker, smaa og store, tilhørende Nuttofamiliens fire Husholdninger, foregik tildels i høstligtaaget, vaadt Veir opad den øverste Del af Dalstrøget paa Norskesiden og drog sig efterhaanden indover den ensomme Fjeldvidde.

Ude paa det uendelige Stenhav styrer Lappen, med sit vidunderlige Instinkt for at orientere sig, efter sine gamle fra Barnsben kjendte Mærker, efter Mosens Stilling, der altid gror paa Sydsiden af Stenene, og efter Stjernerne. «Nordnaalen» og «Jomfruflokken», «Buerne» og «Skibet» er hans Navne paa Nordstjernen, Svystjernen, den store Bjørn og Orion. Tilligemed Morgen- og Aftenstjernen danner disse de blinkende Punkter paa hans blaa Himmelkart.

Det bølgeformige Graaberg har undertiden paa sin Top en eller anden paafaldende formet Rullesten, hvilken man af de mange Rensdyrhorn, som findes omstrøde paa Stedet, kan forstaa har været Gjenstand for Lappernes Tilbedelse.

En saadan, som de tause drog forbi, fik ogsaa, uset af Morten, i al Hemmelighed sin Tribut af Mathis Nutto, der, skjønt kristen, dog ikke holdt af at lægge sig ud med Lappeguden ved at fravige sine Fædres Skik.

En gammel, graasprængt Kvinde, der var stødt til Toget oppe i Dalen, og som gik forunderlig klædt med alskens Behæng af Sølv og Messing, – hun havde under Pæsken et bredt Sølvbælte – gjorde paa langt Hold knælende sine Fagter mere aabenlyst foran Stenen, den hun som Kvinde efter den gamle hedenske Lære ikke turde komme nær.

Hun gik under Navnet Sølv-Sara.

Hun var halvt en Omstreiferske og ansaas som en Spaakvinde, der sad inde med allehaande Kunster, 288hvorfor hun ogsaa af mange hemmeligt spurgtes tilraads og almindelig frygtedes.

Toget gik langtfra lige indover Fjeldmarken.

Det gjaldt nemlig at finde Mosebeiter, der ikke var afgnavede paa de sidste ti, femten Aar; thi saa længe behøver Mosen til igjen at vokse, og paa ethvert saadant Strøg rastedes der gjerne i flere Dage.

Af og til aabnede der sig saa aldeles uformodet en dyb Dal, som man ikke havde kunnet se, før man kom hen til Randen – en gigantisk Revne i Høifjeldets Flade.

Dernede under deres Fødder stod Dvergbirkene blandt Ormegræsset i Lierne med de af Middagssolen søndersprængte, høstlige Taagedotter hængende mellem sig, medens deres mere høitstammede Søstre nedenfor i den stille, klare Høstdag speilede sine gulnede Løvkroner i det stille, blanke Vand, hvis Flade kun krusedes, naar en eller anden Fisk sprang, eller en Fjeldfugl fløi lavt henover det, opskræmte ved Larmen og Raabene fra det kommende Tog eller af en Finnerifle, der knaldede ovenfor i Bakkerne.

Paa denne sildige Aarstid pleier Lappens Vandring paa Fjeldet at blive sur og besværlig ved hyppige Snefog.

Han ser dog gjerne, at disse indfinder sig, for at Sneen tidligst muligt kan lægge sit lune Dække over Mosemarkerne, inden Barfrosten overdrager dem med et saa tykt Lag af Is, at Renernes skovlformede Horn, der tillige skyder Sneen tilside, ikke formaar at slaa igjennem det, eller dens Forben at sparke Mosen op til sig og sine Kalve.

Efter den klare, guldblaa Dag fulgte kolde, stille Nætter, der lagde en blinkende Stjernekuppel med en endnu kun svag Rand af Nordlys over den endeløse Fjeldørken, indover hvilken Teltene nu hver Dag flyttede sig i forceret Dagsmarsch.

Hvor koldt det var om Nætterne, viste sig af Myrhullene, der i Barfrosten kravede sig med stedse tykkere Is, og af det tætte Rim, der gav sine tusinde Farveblink henover Stenene og Mosens fine Traade.

289Aften- og Morgenrøden indtager med forunderlige, guldkantede Skyer paa denne Aarstid en stor Del af Dagen og laaner alt en egen arktisk Kolorit.

Nede i Fjelddalene tindrede Bjerkene i den matte, skraa Middagssol. Et Nap af Renen bort i Løvet, en tilfældig Rystelse, idet dens Herre trængte sig forbi, eller af en opskræmt Rype, lod de hvide Grene blotte en Rest af gulnede Blade.

I disse betænkelige Dage syntes Mathis Nutto i mindre godt Humør, og det lod til, at Sølv-Saras Yndest for Øieblikket ikke just stod paa det høieste, enten han nu trode, at hun hemmelig havde sat ham ud for «Stalloens» eller nogen anden af hine Fjeldaanders Vrede, eller blot, at hun var vrang og uvillig til at «vende Veiret».

Sølv-Sara saa i denne Tid næsten hekseagtig vild ud, som hun gik der i sin vide Pæsk med de graa Haartotter om det gule, indfaldne Ansigt, hvori Øinene brændte glødagtigt, og med sin krumme Skikkelse støttet til Staven.

Hun holdt sig ensom fra de andre og kunde gaa og «jøike» og mumle hen for sig i timevis. Rimeligvis havde hun Følelsen af, hvad man ventede af hende, og af, at hendes Kredit nu var stedt i Fare.

Morten var ikke paa det rene med, om hun egentlig betragtede ham med gunstige Øine.

Den første Dag havde hun venlig sagt, at han var saa fin og lys, og at hun læste Lykken i hans Ansigt; men nu holdt hun sig fjernt fra ham, og af en af Mathis Nuttos Svigersønner havde han hørt, at hun havde mumlet noget om, at Fremmedmanden ikke netop var til Baade for Reisen.

Han fik en Mistanke om, at han risikerede at faa Skylden for Barfrosten, om Veiret vedblev.

En Eftermiddag havde hun pludselig begyndt at gjøre underlige Fagter foran Mathis’s Teltdør; hun havde havt Runebommen oppe, og spaaet snarlig Veirforandring og derhos været meget opbragt paa Mathis, som hun paastod havde vanvyrdet en eller anden Fjeldaand.

290Der blev den Aften i Mathis’s Telt foretaget en Del Ceremonier, hvorved hverken Beboerne af de andre Telte eller Morten Jonsen fik være tilstede, og derpaa drukket Brændevin og «jøiket» af samtlige Familiens Medlemmer i Hovedteltet lige til Sengetid.

Brændevinet undlod ikke at gjøre sin Virkning paa de forskjellige, der sad i Halvkredsen om Ilden; de var meget lystige, og Morten havde Indtrykket af, at der feiredes en Glædesfest, hvis rette Beskaffenhed man ikke vilde være rigtig ved.

Gamle Mathis sad hele Tiden paa sin vanlige Plads lidt for sig selv ved Ilden og tyggede paa sin korte Pibestump.

Hvilken listig Kløgt laa ikke i dette ægte Finneansigt med den brede, lave Pande, de skjæve, brune Øine, de fremstaaende Kindben og den spidse Hage!

Ved Aftensmaaltidet kom foruden Renkjødet og den vanlige Mad den Dag tillige Ekstraretter, Lækkerier, som tillavedes af Sønnekonerne.

Sølv-Saras Aktier var klarlig stegne igjen, efterat hun havde spaaet Veirforandring.

Det saa imidlertid ikke ud til en saadan den følgende Dag, der var kold og klar som den forrige.

Sølv-Sara var ogsaa i sit Væsen adskillig pirrelig og urolig, medens de andres Ansigter aabenbart levede i spændt Forventning. Ud paa Eftermiddagen syntes hun dog igjen mere rolig og tryg i sin Sag.

Om Aftenen, da den Del af Folkene, som ikke havde Renvagt, sad leirede om Ilden og samtalede, kom Mathis til at omnævne Store-Lars, som han havde kjendt ude paa Skorpen, og Morten fortalte endel om, hvorledes han havde levet hjemme hos hans Forældre og været hans Barndoms Kammerat. Han fortalte tilslut det nærmere om hans Endeligt.

Det var da forunderligt at se Sølv-Sara, der havde siddet længst tilbage for sig selv inde i Skyggen, støttet paa Staven, uvilkaarligt trække sig Skridt for Skridt nærmere og aandeløst staa og høre paa.

Hun stod stille slig, længe efter at han var sluttet.

291Morten kunde ikke frigjøre sig for det Indtryk, som dette gjorde paa ham.

Han laa en Stund vaagen udover Natten.

Lampen med Renfedtet, hvori der laa Siv som Væge, hang døsig oppe i Tagspærren over det halvt udslukkede Ildsted, hvor Klæder og Komager hang til Tørring, og i hvis varme Aske en og anden af de trætte Hunde nu saa smaat gjøede i Søvne. Den vanlige tætte Røg var trukket op mod Teltloftet.

Familiens Medlemmer laa, paa de Par nær, som var nærmest Lysskjæret, længer ind i Dunkeltheden paa sine forskjellige Leier af Renskind, der var bredt ovenpaa Risbundterne, som dannede Gulvets Underlag.

Da forekom det ham, at han saa en Skygge reise sig fra den Kant af Teltet, hvor Sølv-Saras Plads var, og forsvinde i Kredsen af de sovende, indtil den igjen kom frem nær Foden af hans eget Leie.

Der blev den liggende en Stund som et Menneske, der bøier sig næsegrus med Panden mod Jorden. Han trode at høre et Par sagte beklemte Suk, hvorpaa Skyggen igjen reiste sig og gled tilbage ind i Mørket.

Denne Sølv-Saras hemmelighedsfulde Færd – det kunde ingen anden være – i den ensomme Nattetime satte hans Fantasi i Bevægelse.

I Drømme saa han hendes Skikkelse paa de forunderligste Maader. Den voksede kolosalt, og hun stod midt i Kredsen, hvor de andre lo og jøikede, med vilde Fagter, opløst Haar og «manede Veir».

Der susede som et Stormveir om hendes Skikkelse, idet hun truede med Stokken og samtidig paakaldte sine finske Guddomme.

Han vaagnede af en stor Larm og mange Raab; det var, som Drømmen livagtig fortsattes, thi han kjendte i Mørket en kold Vind suse om sig.

Om Natten var der røget op en Snestorm, der havde revet den ene Teltvæg op.

Dens Voldsomhed nødte Mathis Nutto til at flytte Teltene hen i Ly af en Fjeldvæg, hvorhen ogsaa Dyrene af sig selv havde tyet gjennem Snekavet.

292Der holdtes de veirfaste i to mørke Døgn, hvori det orkanagtige Uveir snart reiste snart igjen bortfeiede uhyre Sneskavler.

Sølv-Saras Autoritet var ved denne Begivenhed igjen befæstet, thi da Veirforandringen var kommet uventet og lige efter hendes Spaadom, var der ingen, som betvivlede, at hun jo havde bevirket den.

Hun modtog deres mange Beviser paa, at de erkjendte dette, med en forbeholden Værdighed.

At hun kunde have sporet visse, for de andre ukjendte, Tegn til Veirforandring eller maaske følt den gigtisk i sit Legeme – var nu Morten Jonsens prosaiske Udlægning, hvilken han dog viselig beholdt for sig selv.

Hvad der forundrede ham mere var, at Sølv-Sara siden hin Aften, han havde fortalt om Store-Lars, var blet saa paafaldende venlig imod ham.

Der var i hendes Væsen kommet noget næsten ydmygt hengivent.

Hun sad saaledes om Aftenen oppe ved Ilden og smurte hans Komager og fyldte dem med friskt Sennegræs.

Man var nu kommet over den egentlige Høifjeldsvidde og efterhaanden ned i de mere aaslændte Egne over paa Svenskesiden, hvor Sjøerne begynder og den mosgrode Fjeldviddes nøgne Karakter formildes.

De svagtfrosne Myrer kunde endnu ikke bære Dyrene, og Toget holdt sig derfor saa meget som muligt langs Aasryggene.

De maleriske Sommerdragter med Tollekniven hængende i det smukke Livbælte var oppe paa Fjeldet i Kulden og Sneen blet ombyttet med den rødkantede med Vildvareskind bræmmede Peltspæsk og med den ligedan besatte firkantede Skindhue, der bekvemt kunde trækkes ned for Ørene.

Lappen gik nu med Aandreski – en kort og en lang – og med de lodne varme Skallekomager paa Fødderne.

Det var Vinter og fuld Sne, da de endelig naade ned 293til Lappebyen, hvor endel, tildels alt befolkede Gammer stod sammen med Sneen nedtraakket rundt om sig.

I deres egne fire Gammer, hvoraf kun Kuplerne med Snelaget paa Toppen stak i Veiret, blev nu Gruen tændt.

Finnerne blev for nogle Maaneder igjen fastboende, medens Renerne vogtedes længer oppe i Fjeldmarken, hvor de søgte Mosen under Sneen.

I disse rolige Vintermaaneder gjør Fjeldlappen sig det hyggeligt. Han sørger meget for Renligheden; det at bade Fødderne er efter gammel Skik Kvindernes vanlige Forretning.

Barnedaab, Konfirmation og Vielser foregik i denne Tid nede ved den kun en god Dagsreise fjerne Kirke, og disse Fester medførte igjen adskilligt Samliv mellem de forskjellige Familier.

Lymas Overraskelse ved at se sin Barndomsven igjen var stor.

Hos Finnen ligger Hjertet nær til Læben, og hun ophørte ikke med at forundre sig over, at der var blet slig en stærk, vakker Mand af ham.

Han paa sin Side fandt jo, at Aarene havde medtaget den smukke Lyma endel; hun havde faat fem Børn – den yngste skulde nu til Daaben.

Men de mørke Øine, hvori hele det varme Finnehjerte lyste, og det barnslige, tækkelige Væsen havde dog bevaret sig. Det viste sig noksom i alle hendes ivrige Spørgsmaal efter Marina, i hendes utilbageholdte Glæde over Foræringerne og hendes overgivne Latter ved Erindringer fra gamle Dage, som hun efterhaanden oprippede.

Hendes Mand, Isak Pelto, lo med, det syntes som hans Hustrus Glæde ogsaa meddelte sig til ham, og han gav sig ikke, før Morten maatte samtykke i at flytte fra Mathis Nuttos Gamme over til dem.

I de følgende Dage indviede han hende i Øiemedet med sit Komme og tilslut ogsaa i sin Plan angaaende Handelspladsen nede i Finkrogen.

Lyma raadede ham indstændig til at fortie sin Hensigt, 294indtil hun havde sonderet Terrænet og faat Tid til at vinde sin Mand for Sagen.

Imidlertid handlede han kostbare Skind af Sølvbjørn, Sølvræv, Røskat osv. i ikke ubetydelige Kvantiteter ikke blot med Mathis Nutto og hans Sønner og Isak Pelto, men ogsaa med andre Finner, og han havde Følelsen af, at han hos dem var paa Vei til at opnaa baade Tillid og Yndest.

Aftalen var, at en af Mathis Nuttos Sønner paa Vaarsiden skulde bringe Peltsværket ned til et Sted i det norske Dalføre, hvor han kunde afhente dem. Hvad han tilhandlede sig af andre, agtede han nemlig selv at føre med sig.

Hans store Bekymring var, at Tiden var trukket for langt ud; det var alt ved Juletid, og Butikken var nu sandsynligvis nær udhandlet for Varer. Der forelaa ham det tunge Valg mellem, enten at reise hjemover med uforrettet Sag og halvgjort Forretning eller at lade Butikhandelen gaa istaa. Og han valgte med tungt Hjerte det sidste.

Paa almindelige Hverdage morede Mændene sig med at kjøre om i Pulk til forskjellige tildels langt bortliggende Finnebyer, som det almindelig hed «for at søge efter bortkommen Ren».

Men ofte var disse Farter kun Paaskud for at lade sig traktere med Brændevin og Kaffe og faa sig en hyggelig Faddersladder.

Det var paa slige Tog sammen snart med den ene, snart med den anden, at det lykkedes Morten at faa indledet Bekjendtskaber og afsluttet en Række Handeler. Men ogsaa her viste der sig efterhaanden Vanskeligheder, hvilke Sølv-Sara en Dag underrettede ham om, skrev sig fra et Par Opkjøbere, der var forbittrede over de høie Priser, han bød.

Han havde lovet Lyma at staa Fadder for hendes Søn, der første Søndag skulde til Daaben. Hun havde opkaldt Barnet efter ham og hans Mor og ved en Sammensætning af Morten og Marina dannet Navnet Martin.

295Efter Kirketid var der da tillige en Art Handelsstevne.

Op ad Dagen Lørdag, gik mange Tog – Raide paa Raide – af Finner i deres Pulke nedover det snedækte Dalføre til Kirken.

Under Farten ballancerer Finnen Pulken med sin Krop, idet han af og til støtter sig mod Skaren med den af Rensdyrvanter bedækkede Haand.

Blir den travende Ren træt og utaalmodig, vender den sig – som bekjendt – undertiden imod sin Herre, der da lynsnart vælter Pulken over sig, medens den rasende Ren bearbeider Bunden med Horn og Forben.

Saasnart Anfaldet er over, kaster Lappen muntert Pulken om igjen og fortsætter Kjørselen, indtil han finder at burde afløse den med Varerenen, som han fører løs efter sig i Baand.

Ud fra Sidedalene kom efterhaanden andre Kirketog, der sluttede sig i Rad efter det øvrige Følge, som med sine røde Huer drog sig henover det hvide Landskab lig en lang – af livlige Farver – broget Snor, snart forsvindende mellem Bjerkene, snart igjen visende sig fremme paa Bakkerne ved Elvebrinken.

Nede paa Elven, – Lappens slagne Kongevei, hvor Fossestrygene ikke forbyder ham at kjøre den – forøgede Toget sig fremdeles.

Da man langt ud paa Eftermiddagen gjorde Holdt paa en Holme paa en af de snedækkede Søer, var der forsamlet den største Del af den kirkesøgende Menighed.

Efter nogen Uro, fordi et Par af Følget under Opkjøringen havde kjørt deres Rener i Kors over Dragrebet, kom man sig i Orden paa Raststedet.

Skierne, der laa paa Kjærrissen, hvor Provianten var, blev stukne som Staure i Sneen. Ved disse bandtes Kjørerenerne, for hvilke der strødes hvid Mose «Jægill» –, medens de stod skrabende i Sneen for at søge mere.

Op af Kjærrissen tog Kvinderne Renkjødet, Rentunger, Osten og de andre Sager, de havde med sig, medens Brændevinsflasken kom frem af Mændenes 296Pæskebarme, hvor de for den stærke Kuldes Skyld var forvarede.

Det var et høitideligt Syn at se hele denne Skare i den kolde, klare Eftermiddag ude paa den øde Sneholme efter Finlappens Skik at stryge Huerne af Hovedet og knælende holde Bøn før Maaltidet. Morten følte sig som i en Kirke, større end nogen, hvori han hidtil havde været.

Det gik iøvrigt bagefter lystigt nok til, og man brød først op efter et Par Timers Ophold, da Maanen alt var steget op.

Et Par Rener havde slidt sig løs og skulde først fanges.

Idet dens Herre gaar og speider efter den, farer Rebet pludselig som en sort Skygge henover Sneen.

Dyret føler Snoren om Hornene, det reiser sig paa to Ben, mens Lappen trækker den hen til sig.

Det vrede Dyrs Forben banker tilslut op paa hans tykke Pæskekrave, som han vender imod, og som, helst naar den er af Bjørneskind, kun lidet lader ham føle Slagene.

Man havde ventet at naa frem til Kirkegammerne Klokken to, tre om Morgenen; men en tyk Taage, der overfaldt dem ude paa en af de større Sjøer, nødte Følget til atter at gjøre Rast, da det opdagedes, at man i en Timestid havde kjørt i Ring og nu var kommet tilbage i sine forrige Spor.

Trækirken ligger ude paa Elvebakken med Udsigt over Dalen, der her er fuld af Sandmæler efter Elven, og den har en lille Birkelund paa sin Kirkegaard.

Nordsiden af Præstegaardens Husvæg, hvor Veiret stadig staar paa, ligger i Regelen om Vinteren tilføget indtil Høiden af Tagskjægget, medens Vindu- og Dørsiderne holdes fri, tildels ved Maagning af Sneen.

Ved Kirkegammerne var der den Søndag Formiddag en støiende Livlighed, der først afbrødes, da Gudstjenesten begyndte og Menigheden strømmede ind i Kirken.

Foruden Præstens Familie, der sad Paa Bænken ved 297Prækestolen ved Siden af Lensmanden og den halvt finneklædte Klokker, bestod saagodtsom hele Menigheden af Fjeldfinner, der med megen Andagt paahørte Prækenen.

Lymas Barn blev døbt samtidig med flere andre smaa, og tilslut forrettedes en Brudevielse.

Vielsen foregik efter svensk Skik, idet et Par unge Karle holdt Silketørklædet – Pellen – over Bruden, der stod i sin smukke Finnedragt, med Krone paa Hovedet, medens Brudgommen havde et hvidt Skjærf bundet i Kors over Brystet og om Livet.

I sin rødkantede Pæsk med Sølvbjørnekraven og Glasperler til Pynt over Brystet, den bræmmede, hjelmformede Hue, hvorfra det røde Silkebaand flagrede og med de fine, smale, foran i en Spids ophøiede hvide «Komager» paa Fødderne, om hvis Ankler er viklet smukke Duskebaand, – saaledes klædt var Bruden, der kom farende paa Ski ned til Kirken med Staven i Haanden og sit af Vinden friske Ansigt.

Nede ved Kirkegammerne forefaldt imidlertid bagefter adskillige støiende Optrin, foranlediget ved, at Brændevinshandleren, uanset Søndagen og Faren for at blive idømt Helligbod, i Smug solgte Brændevin.

Kjendinger mødte hinanden med den vanlige halve Omfavnelse og Hilsenen «burist, burist» – og bød saa Flasken.

Et Par Klynger stod, den ene om en langskjægget russisk Kjøbmand østifra Hvidehavet, den anden ved en Handelsfuldmægtig inde fra Gamvik, der reisefærdig i Finmut og norsk Skindhue gjorde Handelsaftaler for sin Principal.

En tredie, der mere end de andre tildrog sig Morten Jonsens Opmærksomhed, var en lang, brutalt udseende Mand i Skindhue, en næsten fodsid Vadmelsfrakke og iøvrigt noget nær klædt paa svensk Almuevis.

Det var en Handelsmand, der bode et halvt Snes Mil søndenfor, og som, indtil fremmede i den sidste Tid begyndte at trænge sig ind paa Markedet, havde havt saagodtsom hele Skindhandelen paa disse Kanter. Det 298var ham, hvem Sølv-Sara før havde udpeget som hans Avindsmand oppe i Finnebyen, og han forstod af meget, at hans Person den Dag i høi Grad maatte være Gjenstand for den andens Travlhed.

Et Par Gange var Manden, der ellers stod med en Brændevinsflaske og skjænkede i Klyngen af sine Kunder, kommet forbi ham og havde da hver Gang, tilsyneladende uforsætligt, men temmelig raat, stødt mod ham uden i Farten at gjøre Undskyldning. Fra den Kreds, som omgav ham, hørte Morten af og til, naar han passerede forbi, Sætninger, som aldeles ikke smagte ham, da han forstod, at de havde Hentydning paa sig, og som af de omkringstaaende blev optaget med skraldende Latter.

Lyma havde ogsaa fra sit Hold opfattet Situationen.

Hun kom skyndsomt hen til ham og bad ham følge sig, da de stod færdige til at reise.

Morten bad dem vente paa sig endnu et Kvarterstid, saa skulde han være færdig med den sidste Handel, han havde tilbage idag.

Han saa saa rolig ud, at hun blev tryg, men iagttog rigtignok bagefter med Ængstelse, hvorledes han langsomt slentrede hen ind iblandt den fiendtlige Klynge og der, som om intet var, gav sig til at akkordere om et Par Skind.

Han vendte halvt Ryggen mod den svenske Handelsmand der stod som før med den gammeldags blaa Brændevinsflaske i Haanden og snakkede, men nu lidt mindre høirøstet og ikke netop om ham.

Da han hørte den høie Pris, som Morten Jonsen kontant betalte – det var saagodtsom hans sidste Penge –, kunde han ikke afholde sig fra et vredt, haanligt Udraab. Men i samme Øieblik var Mortens Ansigt tæt inde mod hans og med et saadant Udtryk i Øinene, at Manden uvilkaarlig veg et Par Skridt tilbage. Morten lagde Haanden paa hans Skulder og sagde koldt:

«Du har stødt mig haardt tilside to Gange idag og begge Gange glemt at bede om Forladelse; det var dog vist Meningen?»

299Manden saa lidt uvis ud, – han var en høi, svær Karl –; men der var alligevel noget i Mortens Væsen, som nødte ham til at slaa Øinene ned og erklære, at han ikke havde tænkt at fornærme ham.

«Nei det kunde jeg ogsaa tænke» – sagde Morten –, «men jeg trode, det kunde ikke skade at forhøre sig.»

Han havde opnaat, hvad han vilde, nemlig at møde Manden blandt hans egne Tropper, og han bad én, som han netop havde set le, at bære Skindene for sig hen til Pulken.

Man reiste straks efter hjemover, og i denne Barnedaab hos Isak Pelto rykkede Morten endelig ud med Sproget om Handelspladsen i Finkrogen.

Det vigtige Anliggende faldt, efter mange Forhandlinger frem og tilbage, tilsidst ud til hans Tilfredshed, idet han forpligtede sig til at respektere Renveien dernede, som den havde været fra Alders Tid.

Der blev herom oprettet Dokument med vedkommendes Bomærker under.

Til det heldige Udfald bidrog dog maaske mest, at Mathis Nutto havde opfattet ham som en Uven af Stuwitz.

Et Par Dage efter bandt Lyma ham en Morgen efter finsk Gjæstfrihedsskik under Graad hans Reisekomager paa Fødderne og ønskede ham i Teltdøren «Guds Fred».

Hendes Mand skulde ledsage ham til en Finneby længer oppe i Landet, hvor han agtede at gjøre sine sidste Forretninger og faa Resten af de Skindvarer, som han vilde tage hjem med sig over Fjeldet.

Der traf han igjen paa Sølv-Sara, som i Vintertiden streifede om i alle Finnebyer.

Han opdagede snart, at Stemningen her ikke var ham nær saa gunstig.

Med Undtagelse af den Mand, til hvis Gjæstfrihed Isak Pelto havde anbefalet ham, og som ogsaa straks solgte ham sin Beholdning af Skind, fandt han Folkene paafaldene tvære i sit Væsen.

300De var klarlig opsatte mod ham, og sandsynligvis af hin svenske Handelsmand.

Man havde hørt, at han havde handlet sig «Ret til Finnegrund» af Nuttofamilien samt «taget Brev derpaa», og det Rygte havde vakt adskillig Ophidselse.

Uagtet disse vanskelige Omstændigheder beslutede Morten dog at blive indtil hans Forretninger var endt.

En Gang, han aabnede en af sine vel sammenbundne Skinpakker, fandt han en Mængde haarløse Pletter i Peltsværket, og ved nærmere Eftersyn laa der Smaastykker af en tørret, formodentlig ætsende, Plante strøet ind mellem Skindene.

I hans brede Pande svulmede en blaa Aare, medens han taus opløste og udbredte Pakke efter Pakke paa Sneen for at se, hvorvidt Skaden gik, samt rense dem.

Bedærvet var dog lykkeligvis endnu kun ganske enkelte Stykker af det kostbare Peltsværk.

Han fandt det dog ikke klogt at yttre sig videre om Sagen, men hans Mistanke var vakt mod Manden i Naboteltet, en lav, firskaaren Fin med raa Ansigtstræk, der daglig havde sin Gang i Teltet og kun lidet havde forstaat at lægge Skjul paa sit uvenlige Sindelag.

Han hed Josias Umek og var en Slags Opkjøber for hin svenske Handelsmand blandt Finnerne paa de Kanter.

Der trakteredes i denne Tid oftere med Brændevin i hans Telt, og han førte megen ophidsende Tale.

Det Tilfælde, som først havde vakt Mortens Mistanke mod ham, var indtruffet en Dag lige efter Ankomsten, da denne Mand havde tilbudt sig at følge som «Vappus» til nærmeste Finneby.

Idet han med en ustyrlig Ren kjørte gjennem en tæt tilgroet Olderskog, slingrede Pulken pludselig paa et aabent farligt Sted i fuld Fart udover en Issvul.

Ved sin Aandsnærværelse undgik han den øiensynlige Livsfare, men saarede sig slemt. Dragrebet havde været halvt afskaaret og ikke taalt Tyngden, da Pulken slingrede.

301Ved Hjemkomsten advarede Sølv-Sara ham indstændigt mod at betro sig til nogen anden Vappus end Sønnerne i den Mands Telt, hos hvem han bode og var Gjæst.

Opdagelsen af hin nye Gjerning med Skindene satte Morten Jonsens Selvbeherskelse paa en vanskelig Prøve; men hans Forstand sagde ham, at et aabent Brud blot kunde tjene hans Uvenner, og det gjaldt nu at holde ud. Han bemærkede, at hans Vært ofte sad meget betænkt og i denne Tid næsten altid holdt sig hjemme medens hans to Sønner derimod i Regelen var fraværende. Deres Væsen imod ham havde noget undvigende og forbeholdent.

En Eftermiddag var der mere end almindelig livligt foran Teltene.

Man havde drevet Dyrene sammen for at sortere bort endel fremmede Rener, hvorefter der var Spørgsmaal, og blandt tusinder kjender enhver Fjeldfin sit eget Dyr.

Pæskene laa i den strenge Kulde hvidrimede slængt henover Sneen, medens Eierne i sine for Brystet aabne Vadmelskufter, rødmussede og hede, med Skindtømmerne over Skuldrene søgte om iblandt de urolige Dyr.

Som Morten Jonsen stod udenfor Teltdøren og betragtede Skuespillet, rammede Snerten af en Skindsnor, i hvis Ende der visselig maatte have været en Blykugle, bagfra saa hvast i Teltstangen ved hans Hoved, at Træet kløvnede.

Han følte et skarp Lufttryk i Øiet, som om en Riflekugle var faret forbi.

Josias Umek kom netop forbi, svingende Snoren paany over Hovedet, som om han var beskjæftiget med at øve sig i et Kast med den og ikke havde bemærket ham; men hans vrede Øine og hele Udtryk savnede aldeles Uskyldighedspræget.

Mortens Harme over dette uformodede Angreb lod ham ikke Tid til Selvbeherskelse.

Med et Sprang satte han ind paa Ophavsmanden, der ikke fik Tid til at vige undaf. Morten følte en sand Lise ved endelig at have aaben Kamp.

302Det varede et Minut, hvori hans Modstander ved det hæftige Fald saa tusinde Stjerner blinke forvirret for sine Øine, medens de andre stod haandfaldne uden at tænke paa at gjøre noget.

Dette Minut behøvede Morten til at faa Luft og til at besinde sig.

Pludselig slap han ham og gik tilbage til Teltet, idet han fortalte, at Josias havde forsøgt at ramme ham, og paaviste Sporet i Teltstokken efter Slaget.

Der blev en hel Sammenstimlen af Mennesker.

De raabte i Munden paa hverandre og lod til at holde med Josias, der truende og klagende over Overfald drog sig tilbage til sin Gamme, – han havde kjendt sin Uvens Haand og lystede intet nyt Sammenstød.

Nu, Bruddet ulykkeligvis var sket og Fiendskabet aabenbart, indsaa Morten at Opholdet der var alt andet end trygt.

Hans Værts Miner viste, at ogsaa han nu var alvorlig bekymret. Hvad der kunde times ham her paa det ensomme, lovløse Fjeld, derpaa havde han allerede set Prøver nok, og en Fare kunde lure bag hver Snedrive.

Paa den anden Side vilde han ikke uden i alleryderste Nød lade sine møisomt vundne Varer i Stikken. Det kunde være ligesaa farligt at flygte som at blive, og under alle Omstændigheder vandt han intet, om han lod sine Fiender ane, at han var bange.

Han gik derfor lige efter en Tur rundt Gammerne og samtalede om Aftenen med Familiens Medlemmer, som om intet var; – disse syntes dog i høi Grad beklemte.

Igrunden ansaa Morten ikke engang sit Liv for sikkert i den nærmeste Nat, men han sov tilsyneladende ind saa roligt som sædvanligt; – i Virkeligheden laa han dog og grublede paa Udveie, indtil Søvnen overvældede ham.

En Timestid efterat de, som havde Renvagt den anden Halvdel af Natten, var dragne ud, vaagnede han ved, at en Haand varsomt pikkede ham paa Skulderen; 303han var paa Øieblikket lysvaagen og parat til det, der sad ham i Blodet – Faren.

Det var hans Vært, Jens Ibmel, der hviskende bad ham klæde sig paa; udenfor stod Renen færdig med hans Skind paa Kjærrissene og én til at følge ham over Fjeldet.

Her var ikke mere trygt for ham, sagde Jens Ibmel alvorligt, og det var bedst at flygte, før nogen endnu tænkte paa, at han kunde have det til Hensigt.

Morten fik en Mistanke om, at hele Familien var vaagen, men at ingen av dem for de andre Finners Skyld vovede at være hans Følgesvend eller have Del i Flugten, medens Gjæstfriheden paa den anden Side paalagde dem at sørge for, at der intet ondt timedes ham.

Han tog i Stilhed et hjerteligt Farvel med sin Vært, der havde overladt ham et Par Kjærisser til Varerne og Proviant samt de fornødne Vareren til Ombytte, og han saa til sin Forundring, at Sølv-Sara var den, som skulde føre ham.

Hun sad allerede i sin Pulk og havde sin Hund ved Siden, og han fik siden høre, at det var hende, som havde drevet Jens Ibmel til at iværksætte Flugten saa øieblikkeligt.

Et Slag af Svøben, derpaa lynsnart op i Pulken, og saa gik det afsted fra den ensomme Finneby henover Skaren i den kolde, klare Nat.

Den store, runde Maane i sit blaa Stjernefelt syntes at skynde sig ved Siden af dem langs Aashøiderne, medens Nordlysets elektriskknittrende røde, grønne, violette og blaa Luegjærde med de i disse Egne mærkværdige Lysfortoninger snart var forsvundet, snart igjen voksede ud over Himmelen som et rødligt bølgende Hav.

Ildtungerne syntes undertiden at slikke næsten ned i Snebakken, og hele det hvide Maanelandskab blev da en Stund underlig skyggeløst.

I disse Mellemrum, hvori det blev saa lyst, at man næsten kunde se en Naal paa Sneen, og, hvori Sølv-Saras 304Pulk og Ren tegnede sig mærkelig ensomt foran ham, voksede de i sig selv storartede Naturomgivelser for Morten op til en kjæmpemæssig, hemmelighedsfuld truende Stilhed, hvoraf hans Sind følte sig lettet, saa ofte Maaneskyggerne igjen fik Overtaget, og Omridsene atter tegnede sig naturligt.

Han havde halvt en Stemning, som om han kjørte alene ud i Natten med en Heks.

I Nordlysets mystiske Luer tænker Finnen sig sine afdødes Sjæle.

Han véd, at Nordlyset lader sig drage ned mod Snebakken, naar han bølger med et hvidt Lagen, og at det kan hidses ved visse Lyd, og i slige underlige Nætter ser han de underjordiske med sine Renflokke, der har lysende Horn, flygte for Nordlyset, som forfølger dem med sine Ildtunger.

Toget gik i uafbrudt Fart, indover mod Fjeldet, med Sølv-Saras Hund utrættelig gjøende foran og visende Veien, den hele Nat og til Middagstid den næste Dag, da de holdt en kort Hvile ved en forladt Gamme for at tø op noget Renkjød.

Af hendes Mine og faa Ord forstod han, at hun frygtede for, at Josias Umek og hans Kammerater kunde have sat efter dem om Morgenen.

Varerenerne ombyttedes, og man skyndte paa videre udover Eftermiddagen og Aftenen, indtil de endelig sildigt stansede ved en anden forladt Gamme.

Her undte de sig og Dyrene nogle Timers Hvile til ud paa Morgensiden, da det atter bar afsted.

Det var først, da de efter to og et halvt Døgns Reise var kommet ind paa Fjeldvidden, at Sølv-Sara fandt sig i noget længere Raster, og hun syntes da efterhaanden at blive mere tryg.

Hun sagde, at det var seks Døgns Reise over til det Sted nede ved det norske Dalføre, hvor han selv kunde kjende Veien, og hun forlade ham.

En Aften overfaldtes de paa Vidden af en voldsom Snestorm.

En Stund undersøgte Sølv-Sara møisommelig Mosens 305Stilling paa Stenene og andre Mærker for at finde Veien, men tilslut maatte de give tabt og stanse. Hendes Adfærd opretholdt imidlertid hans Mod.

Hun stillede roligt Pulkene og Renerne sammen og beredte alt til at lade sig og ham sne ned.

De maatte skiftevis dreie Skistaven for at holde Lufthullet aabent i Sneen for deres lune Kammer.

Stormen varede ved ogsaa det følgende Døgn.

Han lagde Mærke til, at Sølv-Sara ofte henfaldt i Grublerier, og det syntes, som om den gamle havde noget paa Hjerte.

Det var et Ansigt, der trods det runkne Skal og det som oftest bittre Udtryk godt kunde have været smukt engang i Ungdommen, – ialfald faldt dette ham ind, engang han saa paa hende, medens han i Stilhed grublede over, hvad der vel kunde have bevæget denne underlige og i sit Væsen saa hadske Kvinde til at gjøre slige Offre for ham.

Hun maatte have læst noget af denne Forundring i hans Ansigt; thi, da det lidt efter dæmrede, begyndte hun i en dæmpet Tone at tale til ham.

Hun sad med Ansigtet i Hænderne, og Morten opfattede snart, at hun talte om Store-Lars og søgte at udøse sit Sinds Tyngsel for ham.

Det var et tykt, af Aarene fæstnet, Skal, som nu under stedse tungre Bevægelse, indtil Stemmen blev næsten uhørlig – brast om et under Ulykke og Bitterhed forgjemt, fortvivlet Hjerte.

Hun var den Kvænfinpige, som Store-Lars havde elsket, og som var blet lokket ombord i Wassilieffs Lodje – «det er nu meget over to Snes Aar siden,» – sagde hun – «og Gud har ladet mig leve længere end jeg har havt Lyst til.»

«Wasselieff havde lovet at tage mig til Ægte, men han holdt det ikke. Da jeg siden med Barnet paa Ryggen vandrede paa min Fod hjem over Fjeldet fra Rusland, kunde Ulv og Bjørn gjerne have taget mig, saa lige glad var jeg om Livet; thi til Lars, syntes jeg, det var umuligt at komme igjen, og dog droges jeg did af al min Hu.

306Jeg gik villieløs som i en Taage og husker kun af det hele, at jeg nærede mig med Multebær og fik Melk i Gammerne til Barnet, efterat jeg selv ikke havde mere.

Nede paa Jordet ved Olsvaag, som gamle Korporal Stuwitz dengang eiede, traf hans Søn mig. Jeg blev Tjenestepige der, og jeg var ham lydig som en Hund.

Han sagde, jeg skulde være glad, da mit Barn døde; jeg begrov det paa Fjeldet.

Siden har jeg mange Gange hørt det raabe oppe i Marken.

Da Stuwitz kom til Brøgelmann i Køllefjord, satte han mig i Tjeneste oppe til Fjeldfinnen Jakob Nutto, som var en Bror af Mathis Nutto.

Med ham havde han mange Handler – der ikke alle var af det gode; thi Jakob havde hjulpet til at forvare Varerne fra et Fartøj, som de havde plyndret i Sjøen. Ja der var ogsaa Forhør om de Ting, og jeg kunde da forklaret, hvad ingen af dem lystede, om hvor Varerne var gjemt.

Stuwitz stolede paa mig, thi han vidste, jeg var ham lydig i et og alt, og jeg hjalp ham med at faa vekslet rundt om baade i syd og nord til Sølv de Rigsdalersedler, som han havde gjemt under Gulvplanken henne i Olsvaag.

En Sommer besøgte jeg min Mor og laa syg der. Hun sagde mig, at Stuwitz havde hjulpet Wassilieff, dengang de fik mig ombord i Lodjen.

Da kom Lars en Dag ind og talte til mig, han saa saa medtaget ud; – men jeg kunde ikke svare ham og sagde noget bort i Vildelse.

Om Natten flygtede jeg henover til Olsvaag, der laa et Døgns Gang borte.

Jeg følte, at jeg stakkels nedtraadte Orm dog kunde hævne mig, og næste Gang Stuwitz kom hjem til Olsvaag, var hans Sølvpenge borte.

Jeg véd, at det gik ham saare haardt til Hjerte, men han turde ikke forespørge sig videre om dem.

Med Beivisdalerne kom jeg en Dag til Jakob Nutto og sagde, at jeg havde adspurgt Maderakka henne i 307Fjeldet. Fra den Dag kaldte man mig Sølv-Sara og trode mere og mere, at jeg kunde vise igjen og gjøre mange trolkyndige Ting.

Jeg lod dem blive i Troen og trode det mangengang selv, fordi jeg hadede Gud og alle Mennesker og syntes, at de onde Aander maatte følge mig.

Jeg har fra de Dage af streifet om over hele Finmarken og altid havt fremmed Tag over Hovedet; kun vogtede jeg mig for at komme did, hvor jeg vidste Lars var.

Jeg ser ham ofte i Drømme, og da spørger han mig altid, hvor jeg har gjort af Barnet; men inat spurgte han, om jeg ikke snart kom hjem igjen fra Rusland.»

Da Morten nu med dybt Alvor yttrede, at Store-Lars havde sagt, at han ventede at træffe sammen med hende paa et bedre Sted, faldt hun igjen i Tanker og en Stund efter, sammenbøiet som hun sad, i en tung Graad, men mælede ikke et Ord.

Den næste Morgen gik det igjen afsted som før; kun var hun hele Dagen taus.

Et Sted syntes Morten, han skulde kjende sig igjen. De kjørte nemlig forbi hin Offersten, som Mathis Nutto i al Hemmelighed havde ydet sin Tribut.

Dens menneskelignende Hoved stod nu med en Sneskavl ludende udover Panden og en blaagrøn Issvul hang ned som Skjæg – den laa der ensomt som Fjeldviddens gaadefulde Sphinx.

Sølv-Sara gjorde et Øieblik holdt og sad stille i Pulken, som om hun kjæmpede med noget indvendigt, men slog saa pludselig med Tømmen paa sin Ren, og snart laa Stedet langt bag dem.

Reisen gik videre endnu et Døgn med Hvile om Natten.

Den næste Formiddag kom de til en Skraaning, hvorfra der aabnede sig en vid Udsigt nedover Dalen paa den norske Side, og her gjorde de holdt. Hun strøde Mose for hans Rener og viste ham med klare Mærker Veien nedover til det nærmest bebyggede Sted; thi her skulde de skilles.

308Morten prøvede forgjæves paa at bevæge hende til at modtage Vederlag, og han vidste da intet andet at gjøre end at gaa hen og takke den gamle Kone.

Hun stod allerede i Pulken, da hun atter gik hen til ham, og idet hun med vaade Øine stod bøiet over Staven og ligesom betænkte sig lidt, spurgte hun:

«Tror Du, Præsten i K…vaag» – hun mente Provsten Müller – «steder en Synder som mig til Nadvers?»

Da Morten alvorligt bekræftede dette, lyste hendes gamle Ansigt af et saa sjæleglad Udtryk, at han fik Følelsen af, at det uventet var lykkets ham at give hende en Tak for Turen.

Morten Jonsen kjørte nu ensom nedover.

Som han sad i Pulken og tænkte over denne Tur, forekom den ham som et overstaat Eventyr.

Alt, hvad han vidste om Stuwitz, samlede sig efterhaanden inde i hans Tanke som en Uveirssky.

Efter nogen Eftertanke sagde hans praktiske Forstand ham dog, at alle disse halvklare Traade ikke kunde afgive tilsvarende juridiske Beviser mod ham.

Hvad han havde faat at vide om Moderens Fødsel, skrev sig kun fra en enkelt nu afdød Mand, hendes Fosterfar, den gamle Sjøfin Isak Løvøen; og det, som Sølv-Sara havde fortalt om hine Sedler, der neppe kunde være andet end stjaalne fra Vraget, var, naar alt kom til alt, gamle afældede Historier, hvis hele fulde Sammenhæng nu kun kunde være tilstede i gamle Stuwitz’s egen brødefulde Samvittighed. – Der var for ham noget dybt bittert i denne Betragtning.

Morten havde altid været for stærkt opfyldt af Tanken paa selv at skabe sig en Fremtid til nogensinde at have følt sig fristet til at gjøre Livsopgave af at efterspore de Muligheder, som kunde ligge i Fortiden, skjønt disse dog paa sin Vis var blet ham en Spore; – mindst laa det for ham nu, han med uroligt Sind hastede nedover for at oprette, hvad rettes kunde, paa det Nederlag, han maatte have lidt ved Butikkens Stansning; – og snart var hans hele Sind opfyldt af Planer, der vedrørte denne Sag.

Da han med beklemt Hjerte en Formiddag i Vinteren 309satte over Sundet hos Kvænen, vilde han ikke adspørge dem, som rode ham.

Det var i Februar, netop i Begyndelsen af Fisketiden, og han forundrede sig lidt, – men vovede ikke at tage Haab deraf – over de mange Folk, som stod deroppe, og Fembøringerne, som laa ved Landet.

I nogle Sprang tog han Veien fra Baadstøen hen til Butikken bagom Knarten og saa der – et større, tilbygget Skur, hvori hans Bror Eilert stod i travl Handel med en Klynge Fiskealmue, der trængtes om Pladsen foran Diskebrættet, og Faderen holdt paa at bære en Pakke hen til Butikken.

Eilert blev ham først va’r; han blev rød i Ansigtet, men lod som intet, idet han fortsatte med den Kunde, han havde for sig. I det Blik, han fik fra ham, laa, at alt maatte være i Orden, og Boden syntes ogsaa rigeligt forsynet.

Paa Hjemveien fik han af sin Far Opløsning paa Gaaden.

Da Butikken holdt paa at blive udsolgt ved Juletid, havde de været i stor Beraad med, hvad der var at gjøre. Men saa havde Eilert en Dag fattet en Resolution, samlet alle de kontante Penge og fulgt en sydgaaende Jagt til Trondhjem.

Der havde han betalt hos Kjøbmanden og i sin Broders Navn ordineret nye Varer, og paa den prompte Betaling var den nye Kredit blet tilstaat fuldt og rigeligt, saa at de nu var forsynet langt udover Fisketiden.

Morten indsaa, at han i sin Broder allerede havde en god Fuldmægtig og var ham i Hjertet dybt taknemlig.

Ved Hjemkomsten fortalte han Forældrene det i alle Maader saa heldige Udfald af Turen; men gamle Jon Zachariasen fik dog først al Tvivl strøget af Ansigtet, da han foreviste Dokumentet om Grundretten.

Han saa glad bevæget ud, og Marina satte sig stille hen til ham.

De to gamle skimtede nu en Fremtid, som de, tungt som Livet havde lært dem at se alt, – lidet havde vovet at sætte Fortrøstning til.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Tremasteren «Fremtiden»

Tremasteren «Fremtiden», eller Liv nordpå ble utgitt i 1872. I romanen beskriver Lie den nordnorske naturen og folkelivet, og tar særlig opp forholdet mellom det samiske og det norske.

Romanen ble skrevet mens familien Lie oppholdt seg i Roma i flere år tidlig på 1870-tallet. Alle utgivelsene fra denne tiden har det til felles at Lie ønsket å skildre folkeliv fra ulike landsdeler.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1872 (nb.no)

Les mer..

Om Jonas Lie

Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.