Ottende Kapitel. Hos Heggelunds

Om Marcus Gjø Heggelunds «bundløse Rigdom» gik der blandt Almuen mange Historier.

Nede i Banken i Trondhjem skulde han have staaende paa Rad netop ligesaa mange titusender Dalere som han eiede Kirkeparter og Fiskevær, og hvert Aar, naar Kirketienden betaltes, hed det, at hans Loft var fuldt af Sølvpenge.

I hans store, hvidmalede Hus med de mange smaarudede Vinduer samt med den grøngittrede Have foran, hvori Flagstangen stod med et Batteri Messingkanoner ved Foden – vidste hvermand, at han var velkommen, og at Vanskeligheden kun var at slippe bort fra det nødende Vertskab.

I Julen var dette Hus det selvskrevne Gjestebudssted for alt, hvad der var – til Søndags – frakkeklædt i Distriktet; der var et stadigt vekslende Indryk Helgen ud indtil Tyvendedagen og ofte længer.

Man nævnte som oftest Marcus Heggelund, men mente Fruen, som nu, over et halvt hundrede Aar gammel, med fornemme graa Bukler i Haaret istedetfor de tidligere sorte, styrede Selskabeligheden i Huset og foruden den ikke saa lidet andet i Distriktet.

Fru Heggelund overholdt paa sin Vis en streng Orden 222i sit Hus; hun satte en noget pralende Ære i den storartede Husflid, hvormed hun vidste stadig at sysselsætte sin Hær af Tjenestefolk. Gjestesengene var saaledes helt igjennem tilvirkede i Hjemmet, og Dynerne fyldte med den fineste Edderdun fra Heggelunds egne Fuglevær.

Nede i Spisestuen stod saagodtsom hele Dagen opdækket Bord, og den indvendige og udvendige Husholdning forestodes hver af sin Husholderske.

Værelserne, som man dengang syntes var storartede, vilde dog ikke tilfredsstillet vore Tiders Fordringer. De var temmelig lave under Taget med hvidtede, af Vægten buede, Bjelker, og i de smaa Ruder læstes, mere underholdende end prydende, flere Navne, indribede med Gjesternes Ringe eller Brystnaale.

Forøvrigt hed det om Heggelund selv, at han udenfor de Tider, da der var Gjester i Huset, skulde lide meget af tungt Humør; men dette mærkede fremmede kun lidet til.

I sin flotte Godgjørenhed og Gjestfrihed forenede Marcus Heggelund to særlig nordlandske Egenskaber, der maatte gjøre ham til en folkekjær Mand deroppe. Distriktet følte sig paa en Maade selskabelig repræsenteret af hans Hus.

Den Historie gik ogsaa, hvorledes Heggelunds var blevet fornærmet, da Dampskibet «Constitutionen» første Gang kom op til Nordland og uden videre dampede udenom deres Handelssted, hvor alt var indretet med Flagning og Salut til festlig Modtagelse af Chef og Passagerer. Gjestesengene stod opredte og alt parat til et mindst tre Dages Ophold.

Fra den Dag, Dampskibsruten saaledes viste sig uforenelig med al god nordlandsk Husskik og Gjestfrihed, var Heggelund altid af den uforgribelige Formening, at Dampskibet bare vilde skræmme bort Fisken fra Værene.

Han paastod tillige, at han med sin bedste Fembøring i en god «tre Kløers» Bør skulde paatage sig at seile «hele Vidunderet» forbi.

223Dette Bravurstykke udførte han allerede den næste Sommer, da Leiligheden netop var god.

Paa en indenskjærs Strækning af tre Mil fra K.. næs til Andholmen, hvor han dog kjendte Strømløbet anderledes godt end Dampskibschefen, seilede han og hans Søstersøn Andreas for strygende Bør «Constitutionen» afgjort agterud.

Men, at Dampskibet saaledes havde tabt for en nordlandsk Fembøring, optoges som en patriotisk Seir af baade høi og lav deroppe og omgav Marcus Gjø Heggelunds Navn med yderligere folkelig Glorie.

Elias Røst, der bode ganske nær paa et lidet Sted, som hed Andersvigen, og som var den, der havde bygget Fembøringen, nød ogsaa vidt og bredt sin store Ære derfor, og Heggelund sendte ham et Sølvkrus.

Den lange, halte Elias Røst med Pudekrykken og den rare Messing-Tobaksdaase, der kunde bruges baade til Vinkelmaal og Tommestok, var en efter sine Forhold noksom mærkelig Mand. Han havde drevet som Baadbygger og Tømmermand omkring paa Gaardene i henved tredive Aar og ansaas som en Mester i Kunsten.

Som flere deroppe siden Peder Dass’ Tid digtede han Viser baade gudelige og andre, der trykkedes nede i Bergen, hvor de kjøbtes af Nordfarerne i Stevnetiden.

Mot dem, han ikke likte, førte han en skarp og frygtet Tunge; men saa vidste man ogsaa, at han ikke mente saa farligt med det, naar han først havde faat lettet sit Hjerte. Han var Gudfa’r til halve Bygden indover og havde altid meget at berette, saa det var en Glæde baade for store og smaa, naar han var ventendes tilgaards.

Heggelunds to Smaapiger var hans flittige Tilhørere, medens han stod ved Arbeidet nede i Nøstet og fortalte om allehaande.

Han havde tillige enkelte underlige Ideer, som de underfundig gik paa Jagt efter og siden fortalte hjemme til Munterhet der. Det var især i Bibeludlægningen, thi Elias læste flittig i Bibelen. Han ansaas iøvrigt 224for en meget forstandig Mand, og han hang med stort Venskab ved den Heggelundske Familie.

Da Elias Røst nede i Nøstet hørte om, at Heggelund med Fembøringen havde seilet forbi «Constitutionen», sad han længe betænkt og snude Messingdaasen mellem Hænderne. Derpaa sagde han, idet han atter tog fat paa Arbeidet:

«E’ mein no, den nye Tia vinn’ paa os lel; – men dem lyt no vørre Straumane da og!»

*

Efter Brøgelmanns Død havde Kammerraad Tobias Storm i endel Aar ført et ensomt Liv paa en Bondegaard, hvor han for en liden Penge havde tinget sig ind.

Der sad han gjerne, naar han ikke var ude paa sine ensomme Vandringer nedefter mod Sjøen, ved Bordet under det lille, høie Vindu og læste eller var tungsindigt fordybet i sine egne Grublerier.

Hin Begivenhed med de i Bergen opdagede Pengesedler stod for ham som et langt stærkere Spor mod Stuwitz, end det havde vist sig for Øvrigheden, og, at der overhovedet med Hensyn til Vraget endnu stod uopklarede Ting, var en Tanke, hvorfra han aldrig kunde løsrive sig.

Denne Stemning lagde efterhaanden sit Præg over hans Ansigt i et stille, indadvendt Udtryk, der lod ham synes mere sløv, end han virkelig var, for de ydre Omgivelser, og gav ham et eget distræt Væsen.

Der i Egnen gik han for en underlig én, som man skulde have ondt for at blive klog paa.

Siden han var set i Uniform og var kommet nordfra, havde Almuen dannet sig den Forestilling, at han var en af de Personer nede i Kjøbenhavn, hvorom det i Folketroen hed, at de var «dømte til Omgangsfjæren».

Disse var for fornemme til at straffes som almindelige Folk og blev derfor af Kongen dømt til at spadsere visse Timer om Dagen frem og tilbage nede i Fjæren 225paa Thingstedet «Omgang» nord ved Varangerfjorden.

Hans Trang til Virksomhed eller maaske Følelsen af, at han maatte se til at komme fra hin Idé, der saa udelukkende optog ham, lod ham en Tid prøve paa at skabe sig andre Interesser og lagde Grunden til hans Lyst til Læsning. Han beskjæftigede sig da ogsaa med en mekanisk Opfindelse; det var en Maskine til at løfte mindre bundsunkne Ting med, og som skulde fires ned med et Toug; men den vilde tilslut ikke lykkes. Han skrev engang om denne til Heggelund, og dette blev Anledningen til, at han kom der i Huset, idet Fru Heggelund vilde tage sig af sin gamle Ven. Efter sin gamle Kammerraadstitel gik han ogsaa under Navn af «Raaden», men kaldtes af Familiens Medlemmer sædvanlig «Onkel Tobias».

Den ensomme gamle sad i Regelen oppe paa sit Værelse. Af og til kom en af Husets to Smaapiger op til ham og optog ham med deres Anliggender. Han havde læst med dem, og derunder var efterhaanden opstaat et Fortrolighedsforhold mellem dem.

Især var Edel hans Yndling.

Hvad hun havde paa Hjerte maatte hun altid op og betro til Onkel Tobias, og dette varede ved, ogsaa efterat hun var blet større. Naar hun undertiden kom til at nævne noget om Stuwitz, blev han som oftest i slet Humør, saa at hun gjerne vogtede sig derfor.

Onkel Tobias vidste meget af, hvad der foregik i Huset, som hun ikke havde tro’t, at han lagde Mærke til, og hun undrede sig ofte over, hvorledes det gik til. Naar hun kom fra Kontoret og der havde set sin Fader i tungt Humør, spurgte han saaledes bestandig, hvordan det stod til med ham, og om Stuwitz havde været der. Hun forstod ikke, at han læste det i hendes Ansigt.

*

Udrustet med en ny Blankhat, blaa Vadmelstrøie og Faderens Ur med Messingkjæden udenpaa Vesten stod 226den sytttenaarige Morten saa en Eftermiddag i Juni paa Heggelunds Brygge.

Han havde takket dem i Baaden for godt Følge og var nu adskillig forlegen og betænkt paa, hvor han først skulde styre sin Gang, om op igjennem Haven til Hovedbygningen eller tilhøire den nære Vei til Stuwitz i Kramboden.

Moderens Silketørklæde gav den ellers tungt bondeklædte Gut, som stod der i Uvisheden og saa sig om, lidt af et Sømandssnit om Halsen. Hans Figur var som éns der vokser stærkt – og hertil var der da ogsaa synligen taget tilbørlige Hensyn, da Klæderne sydes. Men det blaaøiede, beslutsomme Ansigt var, skjønt endnu lidt dunblødt i Dragene, ikke af det Slags, som længe beholder Præget af det ugreie og uopgjorte.

Det undrede ham kun, at hans Mor, som havde betænkt saa mange Ting forud, slet ikke havde faldt paa det allerførste Tilfælde. Sin Konduite opgjorde han i en Snarvending, som han var vant til i Baaden, og Kramboden med Stuwitz blev foreløbig en Grunding, han vilde styre undaf.

Men oppe ved Haveporten blev han igjen staaende; det var ikke frit for, at han hørte sit eget Hjerte banke. Der lød overgivne Raab og Latter indenfor.

Han lyttede endnu et Øieblik og traadte saa resolut ind.

Morten kom netop i Grevens Tid. En mørkhaaret, lidt ulenkelig mager, ung Pige med et Bind for Øinene, hvorunder hun øiensynlig søgte at kige, kom løbende i fuld Fart over Græsvolden lige hen imod ham og greb ham leende fat i Trøiekraven.

Hun kaldte ham Andreas og vilde ikke slippe, før han havde taget Bindet af hende.

Straks efter sprang nogle andre frem bag Hækkene og slog Kreds om dem, idet de under megen Jubel dansede «Skjære Havre».

Havde Morten havt Tid, vilde han maaske sagt til sig selv, at hellerikke dette Tilfælde havde hans Mor været betænkt paa, men nu, han stod midt i Kredsen, 227medens den unge Pige holdt ham fast, var han for stærkt optaget.

Da Pigen endelig efter nogen Anstrengelse fik Bindet af sig, fo’r hun, just ikke behagelig overrasket, fra ham.

Der laa en opblussende, krænket Stolthed i hendes Mine, og hun holdt paa at faa Taarer i Øinene. Det fortørnede Blik, hun laante ham, medens de andre bare lo dobbelt overgivent, gjorde Morten rød i Hodet.

Han vendte sig pludselig om for at gaa, da en kjendt Stemme længer henifra raabte:

«Men det er jo Morten, vor nye Kjøbsvend!»

Det var Andreas Heggelund, som netop kom slentrende til fra sit Gjemmested bag en af Hækkene.

Uden videre at ænse Legen, drog han Morten med sig op til Huset, for at han kunde hilse paa Heggelund og Fruen.

Der var fuldt Gjestebud.

Medens de ældre af Selskabet holdt sig oppe i Stuen, legede en Del af de unge nede i Haven. Husets yngste Datter, Edel, gik netop Blindebuk, og Andreas Heggelund havde da fundet paa det Puds, at alle skulde gjemme sig bort.

Med Hatten i Haanden og ført af sin Ven kom han gjennem to Stuer, fyldte med Gjester, der dels passiarede, dels spillede Kort, ind i et mindre Værelse, hvor Fru Heggelund sad i Sofaen, ved Siden af en anden Frue.

Da de kom henimod dem, klemte Andreas ham betydende i Haanden og hviskede:

«Buk dybt, rigtig dybt!»

Og Morten bukkede med det lange vidtløftige Skrabud, som hans Mor havde lært ham, saa dybt, at Haaret faldt ham ned i Øinene, først for den ene og saa for den anden af Fruerne, der var Sorenskriverens Hustru og i mange Stykker Fru Heggelunds Rivalinde.

«Det er Morten Skorpen, som er kommet – og skal 228være Kjøbsvend,» – forklarede Andreas lidt stammende og sagte.

Ved Tantens Mine kom han til at besinde sig paa, at samme Morten neppe, og ialfald ikke for Øieblikket, interesserede alle lige hedt som ham selv.

Fruen mønstrede Morten et Øieblik, som om hun forundrede sig noget over Afbrydelsen.

Midt i sin undselige Ærbødighed beundrede denne paa sin Side nu troskyldigt i Nærheden den svære Guldkjæde og Silkekjolen, som han før havde set paa Frastand i Kirken.

Fruen sagde blidt, men saa, at Andreas godt følte Irettesættelsen:

«Min kjære! – mon ikke dette Anliggende nærmest skulde vedkomme Stuwitz og Husholdersken? Hun vil anvise den unge Mand sin Plads.»

Morten forsøgte igjen en Bukken; men den var ikke fuldt saa dyb som første Gang. Da spurgte Fru Heggelund, som hun fik en Idé:

«Heder ikke Deres Far Jon?»

«Jo, – Tak! –» Morten følte, at dette «Jo» var noget snaut, og gav det derfor paa Lykke og fromme hint Tillæg.

«Han som saa dygtigt bjergede Andreas! – Ja, men saa heder De jo Morten Jonsen – Jonsen vil vi kalde Dem. Det andet Navn, hvad det nu var, klang ikke godt!»

Med disse Ord nikkede hun mere naadigt til Afsked. Morten bukkede og fulgte sin Ledsager, der brummede endel om Fornemhed og underveis fandt Anledning til at slukke Ærgrelsen i et Glas Punsch, som han snappede fra et Bord.

De fandt Heggelund siddende ved Kortbordet, hvor Morten ogsaa gjenkjendte Provsten Müller.

Søstersønnen gjorde her kortere Proces og sagde lidt ironisk:

«Maa jeg forestille Onkel et Individ, som indtil for to Minutter siden hed Morten Skorpen, men nu er omdøbt til Hr. Jonsen!»

229Onkelen sad for Øieblikket altfor fordypet i sine Kortberegninger til ret at høre efter. Han opsnappede kun det om Daaben og sagde:

«Hvad siger Du Andreas? – Skal der være Barnedaab?»

«Har alt været, Onkel.»

«Hvor?»

«Netop inde hos Tante –; Barnet er temmelig tilvokset. Det er Morten Skorpen, som hun vil for Fremtiden skal hede Jonsen.»

Heggelund tog Morten venligt i Haanden og sagde, at han godt huskede hans Forældre. Ved de Ord smilte han noget egent for sig selv, medens han gav om Kortene; – han tænkte vel paa, hvad der den Tid var passeret.

Provsten ligeoverfor sad imidlertid med Brillerne skudt op i Panden halvt omdreiet paa Stolen og saa opmærksomt hen paa Morten. Endelig spurgte han, som om han grundede over noget:

«Deres Mor heder jo Marina?»

Da Morten bejaede dette, afbrød han Samtalen og vendte sig ivrigt om til Kortene.

Men at der gik andre Tanker om i Provsten Müllers Hode, viste sig af det distræte Spil, der paafulgte.

Det var nemlig til ham, at Isak Løvøen paa Dødssengen havde betro’t Hemmeligheden ved Marinas Fødsel.

Han havde ofte i sit stille Sind grundet over denne Sag, hvori han var bundet af Taushedspligt, og det slog ham nu at se hendes Søn paa Vei til igjen at stige op fra Bondestanden. Morten blev ham en interessant Person, og ud paa Aftenen, da man stod op fra Kortbordet, gik han hen i den Krog, hvor denne, siden Andreas Heggelund forlod ham, beskedent var bleven staaende, og samtalede med ham om hans Hjem og øvrige Forholde.

Morten fik Indtrykket af, at han her var stødt paa en velmenende Ven, og forladt, som han følte sig midt iblandt alle disse fremmede, var denne Følelse i høi Grad velgjørende.

230Mortens Runde med Andreas Heggelund var stanset ved en liden Mand i en blaa Uniformsfrakke med Guldsnor paa Kraven, som sad alene med sin Pibe henne i en Lænestol.

Det var «Onkel Tobias» eller, som han kaldtes, «Raaden».

Han syntes imidlertid altfor optaget af egne Betragtninger til at lægge synderlig Mærke til Præsentationen, ialfald kunde Morten ikke opdage videre Tegn dertil.

Her i Krogen, der uagtet det larmende Selskab hele Tiden blev ensom og ubesøgt, havde Morten lidet andet at gjøre, end at betragte Onkel Tobias, der sad smaanikkende ved Piben.

Der var en forunderlig Modsætning ved Manden, som Morten ikke kunde blive klog paa. Uniformen var ny og prægtig og Haaret ungdommelig glindsende sort om Paryk havde Morten intet Begreb, – medens Ansigtet igjen var gammelt og tætrynket.

Af hans Pibe var der den hele Tid ikke kommet et Røgdrag, og dette gav den altid betænkte Morten en god Idé.

Han tog Fyrstaal, Flint og Knusk frem af Lommen og slog Ild saa varsomt, han kunde inde i den hule Haand. Med et ærbødig Buk lagde han den brændende Knusk ned i Piben, hvis Laag han vovede at aabne.

Den gamle forstod den gode Mening og trak til, idet han over Mundstykket mumlede et Tak og et Øieblik hæftede Øinene hen paa Morten.

Der kom et pludseligt Liv i hans Ansigt, og han vedblev at se hen paa ham; endelig spurgte han:

«Hvad heder Du?»

«Morten ude fra Skorpen!»

«Hm! Hm! Forunderligt!» – og efter et Par «Hm! Hm!» – sad han igjen nikkende over Piben som før og glemte at røge. Men Morten lagde Mærke til, at den gamles Øine fra Siden af et Par Gange hæftede sig længere paa ham, og han fik en Anelse om, at han kanske ikke sad saa rent hen i Ørsken endda.

Et Øieblik efter kom den unge Edel hen til den 231gamle med et Glas Punsch. Hun klappede ham kjærligt paa Skulderen og rakte ham Glasset og sagde:

«Drik nu, Onkel Tobias, – ellers glemmer Du det, véd Du! – Oppe paa Sovekammeret skal jeg fortælle Dig en morsom Historie.»

Da hun var gaat, skaffede Morten igjen Ild i Piben, hvilket lod til at vinde den gamles Behag. Han strakte endog engang Piben ud for at faa Operationen gjentaget.

Efter en Timestid kom Edel tilbage for at følge ham op paa hans Soveværelse.

Nu først bemærkede hun Morten og hilsede, men blev i det samme lidt rød. Han tvivlede ikke om, at den Historie, hun skulde fortælle, gjaldt ham nede i Haven, og ærgrede sig ikke lidt.

Ved Aftensbordet tog Andreas Heggelund, der nu var blet meget overgiven og lystig, sig igjen af ham og lod ham lige bagefter gaa tilsengs paa sit eget Værelse. Selv kom han didop meget silde.

Morten havde en Følelse af, at alt den Dag kunde gaat heldigere. Idet han sov ind i den bløde Seng, foresvævede der ham en Mængde forvirrede Indtryk.

Den mørkhaarede Pige holdt ham fast nede i Haven og saa bagefter saa fornemt krænket paa ham. Fru Heggelund kneisede med Guldkjæden i Sofaen og kaldte ham først «en Affære, der vedkom Stuwitz», og siden naadigere «Jonsen».

Men den graahaarede Provst tog ham tilslut i Haanden saa venligt, at han kjendte det i Hjertet og drømte om dem hjemme paa Skorpen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.