Andet Kapitel. Flugten

170Brøgelmann boede smaat og tarveligt; han havde altid havt formeget at tage vare til at tænke paa at bygge nye Huse, og hyggede sig desuden bedst i de gamle, hvor Lykken altid havde fulgt ham. Han førte dog, hvad man paa nordlandsk vilde kalde et godt, gjæstfrit Hus, og did kom paa Grund af hans Handelsforbindelser mangeslags Mennesker. Selv var Brøgelmann, især paa sine gamle Dage, da han mindre befattede sig med Forretningerne, en godslig og hyggelig Mand.

Hans eneste Datter Regine havde i flere Aar været nede i Bergen.

Ved sin Tilbagekomst tog hun Kommandoen i alt, hvad der vedkom det indvendige Husstel, som noget, der faldt af sig selv, men samtidig overholdtes Formen, saa at al Besked i Huset fremdeles som før gik igjennem den gamle svagelige Moder.

Regine saa paa sin Maade ganske godt ud, skjønt hendes Ansigt var vel myndigt og skarpt, – det mindede under de sorte Krøller en Del om et Ahneportræt –; og hun saaes endog til hverdags, midt i Travlheden hjemme, altid pyntet.

Det var unægtelig noget mægtigt ved hendes Natur, derfor bøiede ogsaa alle sig for hende; men dette mægtige var ikke behageligt, og det var vel en af Grundene til, at hun, skjønt nu alt en Smule over de tredive, endnu var ugift.

De, hvem der i hendes Øine nu kunde være Tale om, følte, at Hymens – her rigtignok gyldne – Lænke ikke længer var bare et Billede, men at der handledes om at gaa under et virkeligt Aag – hendes Villie. Andre begreb hastigt, at de hverken var formuende eller fornemme nok; – hun skulde virkelig ogsaa nede i Bergen, hvor hun i visse Maader havde vakt Opsigt, og 171det ikke blot som den rige Brøgelmanns Datter, have gjort gjældende, at hendes Bedstefader havde hedt v. Brøgelmann, saa at hun egentlig var adelig; det videre om denne Bedstefader, hvorledes han var kommen nordpaa, berettede hun ikke.

Iøvrigt var alle enige i, at hun med al sin Forfængelighed dog var en usædvanlig Kjernenatur – kun var hun i for stærk Grad sine Venners Ven og sine Fienders Uven.

Sin egentlige Kjærlighedskrisis havde Regine dog nok udkjæmpet paa et tidligt Trin af sit Liv, dengang hun var om de sytten Aar. Hun var da endnu ikke rigtig udvokset, og med den magre Figur, det skarpttegnede Ansigt og de hvasse, brune Øine saa hun alt andet end godt ud.

En smuk, sorthaaret dansk Styrmand, som hvert Aar laa nogle Uger i Køllefjord, havde erobret hendes Hjerte og vel ogsaa leflet en Smule. Men da det kom til Stykket, havde han ikke villet «fare som Understyrmand».

Da Regine kom efter, at han med disse Ord havde gjort sig lystig over hende, faldt hun i en alvorlig Sygdom og var siden i mange Aar, indtil hun reiste til Bergen, meget indesluttet af sig.

Der slog hun sig, som meldt, paa Ærgjerrigheden; men i Medfør af sin Natur i dette som i andet med en for høit spændt Bue.

I Huset opholdt sig i den Tid en Søn af Foged og Sorenskriver Heggelund.

Han var Student og havde faat anden Eksamen, men lod udover Aarene ikke til at ville drive det videre paa den studerende Bane, og Faderen havde derfor sendt ham hen til sin Ven Brøgelmann for at lære Handelen.

Hermed gik det ikke bedre, da Studenten ogsaa til dette manglede den fornødne Stadighed og Lyst og interesserede sig helt anderledes for Sjøfuglejagt og Seiling.

Det var en høi, spædladen, blond Mand med en stor 172krum Næse, der laante hans Ansigt en vis fornem Air. Han behandles der i Huset med særlig Hensyntagen, nærmest som Gjæst. Mange spaaede, at det vilde ende med, at han og Brøgelmanns Datter blev et Par; man havde troet at skjønne, at Regine vilde have det den Vei, og da blev det naturligvis saa.

Paa en saadan Handelsplads var der i den Tid ofte en eller anden stakkels Person, der maatte underholde Publikum inde og ude som etslags Hofnar, hvem man forledede til at gjøre bagvendte Ting, give taabelige Svar, eller spillede allehaande raa Pudser. Især var de fugtige Drikkelag i Julen en sand Prøvens Tid for en saadan Mand, der efterat have været til Lystighed hele Aftenen, tilslut kunde blive drukket fuld og mangen Gang vaagnede i de underligste Antræk.

Den stakkels Store-Lars, der, som før berettet, var kommet i Brøgelmanns Tjeneste, begyndte efterhaanden at komme ind i denne sørgelige Rolle.

Hans underlige Væsen og tiltagende Sløvhed for Omverdenen, indbød de vittige Hoveder til at prøve sig paa ham. Forsøgene var i Begyndelsen saa meget mere pikante, som man endnu ikke følte sig rigtig tryg paa, hvor langt man turde drive det med den stærke Mand. Det viste sig dog, at Udsigten til et Glas Brændevin formaaede at bevæge ham til stedse mere, og i Julen gik han nu bar om Brystet med Papirhat og Træsabel.

Han vakte især stor Jubel, naar han med sit svære, blege Ansigt og det indadvendte, døde Blik stod ved Bordenden og gjorde Grimacer over Glasset, før han drak, eller, naar han udførte det sammen siddende paa den store Trantønde, som man til Bevis paa hans Styrke havde faaet ham til at bære ind til Gjæstebudsbordet, og hvilken han bagefter igjen kastede paa Skulderen og bar tilbage ned paa Sjøboden.

Det var udødelig Latter i et helt Aar, da Store-Lars og Per «Plads» engang drev det til at kantre ude paa Sjøen en blikstille Sommerdag.

Den langbenede Anders Hind hos Lensmanden, der 173for sin Figurs Skyld gik under Navn af Giraffen, havde en Dag, som disse to skulde sammen ud at fiske, fundet paa at traktere dem oppe i Sjøboden; han havde da faat dem til at vædde om, hvem der taalte mest Brændevin.

De drak Pægl om Pægl en forfærdelig Mængde og stavrede saa ned i Baaden, men blev snart kjed af at ro. For en let Fralands Bris og Strøm drev de to, som laa og sov i Solstegen, stedse længere udover.

Endelig – om Eftermiddagen – vaagnede Per «Plads» og saa sig om, men øinede ikke andet end blaat Hav til alle Sider.

Han vakte sin Kammerat, der i Søvnørsken, ikke mindre forvildet end den anden, tog den ulykkelige Resolution at klattre op i Masten for at faa Landkjending.

Den lille Fiskerbaad formaaede ikke at bære StoreLars’s tunge Overvægt i Toppen; den vippede rundt, og de fik nu begge det kolde Bad, som de saa vel havde Behov for.

Der sad de i det blanke, stille Veir og red paa Hvælvet i flere Timer, indtil en anden Baad kom forbi og hjalp, saa de kunde faa deres egen paa ret Kjøl og øst læns igjen. Men denne Store-Lars’s Kuldseilingshistorie spurgtes viden om.

Efterat Husets Datter var kommet hjem fra Bergen, og alt ligesom fik en finere Skik, blev Store-Lars’s Rolle mere indskrænket; han maatte ikke, selv i Julen, komme ind i Stuen, og Løierne dreves nu mest nede i Baarstuen. – – – –

Hid til Landhandlerstedet kom Jon Zachariasen i Tjeneste, da han var et Snes Aar gammel.

Det gik hverken frem eller tilbage med ham i de syv Aar, han var der, og hellerikke brød han sig synderligt derom, før den ranke Marina nede fra Løvøen kom i Tjenesten. Hun var da henved atten Aar og Jon syv og tyve; men hendes lyse, fine Væsen og godhjertige Smil indtog nok flere der i Huset end ham.

Jon var en stærk, mandig Kar, med graa, bestemte 174Øine, som man kunde sætte Lid til, og et vakkert, men alvorligt Ansigt. Han var vel betroet i Baadbruget, dygtig baade i Roning og under Seilads og desuden vel kjendt paa hver Led, hvor han engang havde faret, saa han altid toges til Høvidsmand.

Skjønt ikke meget snaksom af sig, blev han paa sin stille Vis snart overmaade Godvenner med Marina.

For sit gode Væsens og Udseendes Skyld – og nok ogsaa ved Handelsfuldmægtigens Stuwitz’s stille Indflydelse – havde hun faat Udsigt til at forfremmes til Stuepige, naar hun havde tjent ud det andet Aar i Kjøkkenet.

Hver Morgen og Aften fandt hun Vandbøtterne staaende fyldte i Bislaget og al Veden indbaaret til sig i Kjøkkenet, og hun havde ogsaa ladet Jon mærke, at hun var ham taknemmelig.

Men noget mellem dem blev det ikke før ved Juletider det andet Aar, hun var i Huset.

Juleaften og Juledag spiste efter den gamle Nordlandsskik Husbondsfolket og Tjenerne i samme Stue, og paa selve Juleaften foregik der i Regelen et underligt Optog:

Seks, otte Mand i Uveirsdragt og Skindhyre kom, som lige op fra Sjøen, bærende mellem sig op til Kjøkkenet en Kveite, der uagtet sin Størrelse dog altid var for liden i Forhold til de uhyre Anstrengelser, som det lod til at volde dem, der bar den; thi de lagde Fisken ned og hvilte sig alt i ét.

Kveite og Kalv udgjorde de staaende Juleaftensretter i alle bedre Nordlandshuse, og efter den gamle Skik var det Gutternes Pligt at skaffe den første, medens Kalven paalaa Budeien.

Da det imidlertid langtfra var givet, at en stor Kveite skulde være villig til at bide paa Krogen netop Juleaften, maatte denne Sag ligesom den fedede Kalv i Hemmelighed forberedes iforveien.

Mellem Gutterne og Pigerne førtes nu i Tiden før Jul en stille, men overmaade lidenskabelig Strid om at forpurre dette for hverandre.

175Lykkedes det at bortstjæle Budeiens Kalv, skulde hun til Skam og Spot passere Juleaften paa Fjøstaget, eller, hvis Kveiten manglede, Husbondsdrengen ride paa Nøstmøningen.

Og saa meget sattes herpaa, at Budeien forrige Jul, da Kalven kom bort, følte sin og Fjøsets Ære i den Grad kompromitteret, at hun kun ved Husmoderens Myndighed kunde formaaes til længer at blive i Tjenesten, endda hun havde sluppet den Forsmædelse at blive sat op paa sit eget Fjøstag.

Forud for denne Julekvæld stod Striden hed; men Marina havde fundet paa et listig Raad, der gjorde Pigerne næsten overmodige.

Hun havde lagt Kalven i en Kiste og gjemt denne i den lille Baad, som hang under Nøsttaget.

Hvor saa Gutterne søgte, kunde det ikke let falde dem ind at søge paa deres egen Grund.

Uheldet vilde, at Jon ved Middagstid før Juleaften savnede Nøstnøglen, som Budeien mod Marinas Raad havde stukket til sig for at føle sig rigtig tryg.

Jon gjættede imidlertid snart, at Nøglen, der altid stod i, var borttaget med Forsæt, og i Skumringen saa Marina ham tage Døren op med et Brækjern.

Gode Raad var nu dyre.

Da Jon vel var forsvundet i det mørke Nøst, listede den snarraadige Marina sig ubemærket ind bagefter for, om muligt, at faa Tag i Julekisten og redde den ud, før Jon, der øiensynligt ledte, opdagede den.

Jon famlede og søgte overalt. Han var saa kjendt derinde, hvor han daglig arbeidede, som i sin egen Kiste.

Engang syntes han, at han rørte ved nogen, som veg undaf, og lidt efter faldt en Vedstok overende.

I Krogen mellem den store Fembøring og Væggen følte hans udstrakte Haand en varm Kind, og nu var Marina fanget tilligemed Kisten, hvormed hun havde haabet at liste sig ud.

Han holdt først haardt, men siden, da han havde gjenkjendt Marina, mildere og mildere om den Haand, 176der havde Kistehanken fat. Han følte hendes varme Aandepust paa sit Ansigt, og hans Bryst hamrede mere og mere oppe i Halsen, saa at han ikke kunde faa et Ord frem; tilmed var Haanden saa usigelig god, at han ikke aarkede at slippe den, og hellerikke gjorde den noget Forsøg paa at komme undaf. Endelig sagde han sagte, afbrudt:

«Siden det er Dig, Marina, kan Du gjøre, hvad Du vil med Kisten – jeg skal ikke sige et Ord.»

Med et hviskende: «Tak Jon, jeg ved nok, jeg kan lide paa Dig,» – vilde hun nu smyge sig forbi ham; men mellem Fembøringen og Væggen var Rummet for trangt. Da omfavnede Jon hende og sagde:

«Ja, helt til Kirkegaarden, Marina!»

Deres Kinder berørte hinanden et lidet Øieblik, hvorpaa Marina hastigt rev sig løs og løb op til Gaarden.

Juleaften aabnedes som sædvanlig med Andagten, idet gamle Brøgelmann tog frem sine Hornbriller og oplæste et Stykke af Bibelen samt en Julesalme. Og denne Kvæld stod altid siden for Jons Erindring som den høitideligste og festligste Stund i hans Liv.

I Anledning af Studenten holdtes der en særlig Juletilstelning inde i Stuen med Presenter til alle Folkene.

Jon fik en Porcelæns Tobakspibe med et Dameportræt paa samt tre Sølvdalere indsvøbt i Papir, og Marina fik et stort Kastetørklæde.

Tilfældigvis skulde de begge samtidig frem og takke, og var den mandige Jon da usædvanlig keitet og Marina unaturlig rød.

Ikke mindre festlig lyste siden altid for Jons Minde Julemoroen og Lystigheden i Huset i Dagene bagefter.

Til Erik Spillemands Fele og Per Pladsens Klarinet gik han Polskdansen i Baarstuen saa glad, som han havde faat baade Gaard og Grund.

Drengene og Pigerne holdt Julelege nede i Drengestuen, og da traf det sig gjerne saa, at de to blev Par, især, naar de legte: «Skibe-Jægten». Man gik rundt og sang

177«Nu skal Jægten til Bergen gaa,
hvad skal vi have til Føring paa?
Manden hedte Raadløs ifra Rækindstad,
Konen hedte Tvorre-Marit-Ligeglad.
Datteren var sig saa ven en Maard,
hvor skal hun faa sig en Mand iaar?

Nu skal Jægten til Bergen gaa,
Datter vor saa sætter vi til Føring paa.
Jægten var et Flagedæk fra Villansvæ’r.
Seilet var et Gammelt Skjørt med Noravæ’r.
Masten var en Tvorrestok med ned for op,
Styret, – det finder du paa Veien nok.

Friskt nu blæser det Bergensbør,
kjære min Mand, véd Du Veien sør?
Jægten din Du styre fra Skjær til Skjær,
saa har Du Leden, hvor grundest er,
hold Dig, saa Vinden staar agterfra,
saa kan Du Mist ei af Leden ta’!

Jægten hun strøg saa til Bergen ind,
Datter hans paa Dækket sad blank og fin,
Datteren hun skinte over Bergens Stad,
Tylftevis af Kjøbmænd stod med Buk i Rad.
Stolteste Kjøbmand i Bergen gaar,
ham skal hun have til Mand iaar!»

Ved Slutningsverset kom det an paa, hvem der stod lige over for hinanden.

Kun én Aften var Jon uveirsmørk; det var, fordi han skjønte, at Studenten blot var nede i Baarstuen for Marinas Skyld.

Tvertimod sit vanlige godslige Væsen blev hans Øine efterhaanden alt mere vilde, og han havde vistnok utført det vanvittige Forsæt, hvorpaa han bryggede, nemlig at sætte Studenten paa Dør og dermed sig selv ud af Tjenesten, om ikke Marina havde taget ham op til Dans og faat ham rolig ved at tilhviske ham, at man maatte huske paa «hvad der var bedst for dem begge to».

Samme Kveld tog Jon ude i Bislaget hendes Løfte for Livet og Beseglingen i et varmt Kys.

178Da Julen den næste Dag – Tyvendedagen – skulde danses ud, førte Jon «Langedansen» an, saa det længe blev spurgt.

I en lang Kjæde, enkelte af de forreste udklædt som Julebukke, fo’r Folkene gjennem Værelserne med Spillemanden i Spidsen. I Stuen passerede de forbi Brøgelmann, hans Hustru og Datter, der med endel Gjæster efter Skikken modtog de burleske Hilsener.

Langedansen endte ude paa Gaardspladsen, hvor de bagerste i Reglen ved Svingningen slængtes voldsomt overende.

I saa Henseende beror meget paa Anførerens Kraft og Snildhed. Denne Gang var det Studenten, der i Overgivenhed havde hægtet sig paa tilslut, som blev slængt i Snehaugen. –

Det varede imidlertid ikke længe, før Jon fandt sin Lykke noget utryk og sin Tilværelse saa temmelig lig et Helvede.

Ikke blot Kjøbsvenden, Thor Stuwitz, der da var en Mand paa nogle og tredive Aar, men ogsaa Studenten begyndte nu, hver paa sin Maade, at lægge deres Garn ud efter Marina.

Stuwitz paanødte hende Foræringer af alle Slags, som hun ikke vel turde afslaa, men om hvilke hun hver Gang ærlig aflagde Beretning til sin forbitrede, men noget modfaldne Kjæreste.

De følte begge to, at der kredsede gridske Høge over deres Kjærlighed, og at den kjæmpede i et Veir, der kunde give større Fartøier end deres nok at klare.

Det værste var, at hun mærkede, at Kjøbsvenden støttedes af dem hjemme paa Løvøen.

Jon eiede intet og Marina heller intet; – det gjaldt for dem begge at faa lagt sig noget til bedste, og for ham tillige om at arbeide sig videre frem i de følgende Par Aar. Men alle disse Planer var det kun alt for let for hine fiendtlige Magter, paa allehaande Vis at forstyrre. Der behøvedes hertil kun, at der blev sat ondt ud for dem hos Husbondsfolket.

Jon var i denne Tid meget ordknap og tung tilsinds.

179En Kveld, han var rigtig bedrøvet, gjorde hun ham saa glad, at hans brede Ansigt lyste.

Under Krænkelsens Taarer foreslog hun harmfuldt, at de paa deres Bryllupsdag skulde samle alle de Tørklæder og Foræringer, hun nu maatte modtage, i et Knytte med en Sten i og saa sænke det altsammen ned ude paa Fjorden; hun havde grædt nok af salte Taarer ved den Rigdom, sagde hun.

– En Søndag Eftermiddag om Vaaren, som Jon sad nede paa Sjøboden i Døren ved Vindetouget og grublede ved sin Pibe, kom Marina helt bleg ind til ham.

Hun fortalte, at Kjøbsvenden, medens de andre om Formiddagen havde været i Kirke – Jon havde selv været med at ro Kirkebaaden – havde gjort hende en Kjærlighedserklæring, som hun paa Stedet havde afslaaet.

Den store, enøiede Kjøbsvend, der var saa mægtig hos Husbondsfolket, havde grebet Anledningen til endelig at lægge sit Hjerte for hendes Fødder.

Hans Mening var, at de skulde være hemmelig forlovede i Huset et Aars Tid, saa skulde hun siden flytte med ham til Olsvaag, hvor han nu havde faat Udsigt til for billig Pris at faa Handelsstedet med tilhørende Fiskevær, der skulde til Auktion. I sin Kjærlighedsiver busede han ud med, at han havde lagt sig tilbedste mere, end nogen vidste, og det Aar, som kom, smidskede han selvgodt, skulde ikke gjøre ham fattigere.

Forbauselsen over den ringe Tjenestepiges raske Afslag paa hans storartede Tilbud stod at læse paa hans Ansigt, der fik et sandt Vilddyrudtryk, medens han stirrede paa hende.

Men, som hun stod der beskeden med Hænderne foldede over sit Søndagsforklæde og rød af Øieblikkets Skræk, læste han et saa sanddru og enfoldigt «Nei», at han indsaa, at her for denne Gang intet mere var at udrette.

Lidt efter kom han igjen ud i Baarstuen, hvor hun var alene, og holdt hende en salvelsesfuld og indtrængende Tale om, hvor ærefuldt hans Tilbud var for 180hende, og hvor høit det vilde glæde hendes stakkels fattige Far; hun var ham desuden takskyldig, fordi han havde hjulpet hende frem til Tjeneste og Gunst i dette gode Hus.

Da hendes stilfærdige Holdning og Svar imidlertid gav ham det samme Indtryk som før, var den sminkede Godslighed pludselig som strøget bort.

Pigen følte, at hun skalv i Knæerne, medens han satte Øiet paa hende, som om han hos sig selv bare forundrede sig over, at saadan en liden Ting, som han, naar han vilde, kunde knuse under Støvlehælen, dristede sig til at sætte sig op imod ham.

Aldeles mod sit vanlige langsomme Væsen, rev han voldsomt og ilsindet i Dørklinken; – han vendte sig i Døren med et truende Udtryk og sagde, at han nok forstod, at Studenten havde sat hende Fluer i Hodet, men at han skulde vide at sætte en Stopper paa dette letfærdige Uvæsen i Huset. En brav Pige forskjertsede ikke en god Fremtid, naar den bødes hende, og hun burde desuden – sagde han langsomt betydende betænke sig vel, før hun gjorde sig ham til Uven.

Med disse Ord, hvori laa, at han endnu ventede, at hun vilde overveie Sagen, lukkede han Baarstudøren efter sig.

Dette var lidet glædelige Tiender for Jon, og endnu mørkere blev det, da Marina et Par Dage efter indkaldtes i Stuen til Madam Brøgelmann og opsagdes til Høsten.

Krisis var altsaa nu kommet, og gode Raad dyre.

Kjøbsvenden haabede paa, at hun, stedt i Nøden, tilslut vilde falde tilføie.

Jon Zachariasen dampede i ensomme Timer nede paa Sjøboden noget forskrækkeligt paa sin Kjøbepibe med Porcelænshodet, hvori stod Portrætet af en fin Dame, som han, uanset de stik modsatte Træk og, at hun var klædt som en Prinsesse, syntes lignede saa Marina. Det var nok den høie Hals og, at de var lyse begge to, som bevirkede denne heldige Illusion, der var ham til saa megen Trøst.

181I ensomme Timer sad han og overdampede sin Marinas Ansigt og syntes paa det Vis, at han samsnakkede med hende, medens han spekulerede.

Hans Plan var endelig fattet. Han overlagde den i Vedskjulet sent en Aften, efterat alle havde lagt sig, med den virkelige Marina. Den følgende Dag indfandt han sig, pyntet i sine brune Vadmels Søndagsklæder og med Blankhatten i Haanden, paa Kontoret hos gamle Brøgelmann.

Han vilde bede «han Far» om Opgjør og om at faa Lov af hans Godvillie til straks at forlade Tjenesten, da han nu havde noget fore paa egen Haand.

Brøgelmann var, som meldt, en snild Mand, og Jon Zachariasen fik da sin Afsked med god Attest og efter Opgjør 21 Spd, tilbedste samt en gammel, gissen Seksæringsbaad, der slang nede ved Stranden, og hvilken han tilligemed det tilhørende fillede Seil, der stod i Nøstet, bad «han Far» forære sig som en Drikkeskilling for de 7 Aar, han havde tjent ham.

Ogsaa Store-Lars undbad sig samme Dag af Tjenesten; – han havde paa en Maade sluttet sig til Jon, der var den eneste, der ikke abede med ham.

De næste 14 Dage af Vaaren anvendte Jon til at reparere og tjærebrede sin Baad.

Og saa lagde han og Store-Lars ud tidligt en Morgen, før nogen var oppe.

Han havde da med sig et Par Linestamper og ellers det lille af Redskab og Sjøklæder, han eiede, deriblandt Sag og Økse samt en Kasse med Spiger og Nistemad for et længere Fravær.

Som den mørkhaarede, stærke Kar i Topluen og Sjødragten var kommet ud paa Bugten, der laa blank med smaa Pust af Morgenbrisen her og der, gryede Solen over Fjeldet og kastede samtidig sit Skjær over Pigen, som stod paa Bryggen; – det var Morgenvarslet for deres Livsfærd.

Det var tomme og ødslige Dage for hende i den Tid, Jon var borte, og dertil gik Krambodsvenden og lurede paa hende som paa en Fugl, han mente retnu at faa 182i Donen. Studentens Kurmageri var igrunden et stort Held for de elskende, thi ved ham blev Kjøbsvendens alt før vildledede Opmærksomhed end mere bortledet fra den i hans Øine ubetragtelige Jon. Stuwitz kunde for den Sags Skyld gjerne betrot Jon at gaa med Kjærlighedsbrevene, om han havde været hjemme. –

En fem Maaneders Tid efter, udpaa Høsten, kom Jon og Store-Lars en Dag strygende for frisk Bør med Baaden fuldladet af Tørfisk.

Jon gik i sin Sjødragt, slæbende efter sig en stor fersk Torsk, som han holdt i Gjellen, ind i Kramboden, hvor han efter Skikken slængte Torsken paa Disken og bad om at faa en Dram for den og siden Afregning for den Tørfisk, han havde i Baaden. I den nærmeste Tid skulde han fragte hid flere slige Ladninger, som endnu hang paa Hjellen hjemme. Han trængte kontante Penge blandt andet til at kjøbe sig en bedre Baad, da den, han fo’r med, som han muntert udtrykte sig, retnu ikke duede for andre end Folk, som kunde «træde Sjøen». Endel af Fisken var af den Grund ogsaa paa Veien blet vaad for ham, saa den tabte i Prisen.

Bagefter om Aftenen fik han Marina i Tale.

Da hun, paa engang leende og grædende, hilste paa ham, fortalte hun, at hun havde set ham komme til Bryggen; og fra det Øieblik af havde hun næsten ikke sanset sig, saa hun havde gjort en hel Del Ting rent endevendt.

Fra den Stund, hun havde talt med Jon og hørt, hvordan det stod med deres Udsigter, fik hendes Ansigt igjen det freidige, glade Skjær, som havde været borte under al den Sorg og Bekymring, hvori hun den hele Tid havde levet.

I Løbet af de følgende fjorten Dage kom Jon igjen to Gange med fuld Ladning.

Da han havde fragtet did al sin Fisk, fik han udbetalt femti Speciedalere, hvoraf de tyve straks gik til at kjøbe en bedre Baad.

En Formiddag gik de saa begge pyntede ind paa Kontoret og fortalte Brøgelmann, hvorledes det hele 183stod til, at de var Kjærestefolk og tænkte paa at gifte sig endnu samme Høst, men at de var bange for Handelsfuldmægtigen, der, saasnart han fik nys om Sagen, vilde lægge sine afgjørende Hindringer iveien i Marinas Hjem.

Brøgelmann sad længe i Tanker.

Han paalagde dem kun, da han lod dem gaa, at tie bomstille med Sagen, saa intet blev mærket. Og deraf tog de Haab.

Dagen efter sendte han Jon med et lukket Brev et Ærinde hen til Fogden.

Det var efter Kongebrev. Selv var han et Par Dage efter hos Præsten.

Og næste Søndag – det var netop Dagen før Høstens Flyttedag – blev de til Overraskelse for alle, men mest for Stuwitz, viet i Kirken, hvorfra de i deres Baad reiste lige sydover til deres nye Hjem paa Skorpen.

Men fra den Stund havde de Stuwitz’s uudslukkelige Had og Forfølgelse; thi det var ikke ene og alene Pigens ualmindelige Skjønhed og Tække, men ogsaa en Beregning med i Spillet, nemlig Trygheden for Følgerne af en mulig Opdagelse af Forholdene ved Marinas Fødsel.

Jon Zachariasens Hemmelighed var, at han paa en af sine Lofotfærder engang havde opdaget en liden udmærket Fiskegrund syd ved Skorpøen. Og saa havde han tillige husket paa Levningerne af et Skibsvrag, som laa ret i Land, ikke langt derfra.

Disse to Ting havde han i de ensomme Timer, da han spekulerede paa Raad for Uraad, sat sammen i sit Hoved, og i denne Sommer ved Hjælp af StoreLars foreløbig faat spigret op en liden Hytte paa Skorpøen lige indenfor Fiskepladsen.

Det var Senhøstes, da de to med Store-Lars deres Bryllupsdag seilede med det lille, de eiede, i Baaden og lidt Udstyr og Julekost, som de fandt henlagt i den – hvilket de vel vidste hvorfra skrev sig – sydover ud til deres lille Nybyggerhjem paa Skorpøen.

Midtveis paa Fjorden den første Dag skede noget, 184som Store-Lars i mange Aar siden anstrængte sin matte Hjerne med at begribe: Marina leverede Jon et Knytte, som de først aabnede, – og da saa Lars tydelig flere Silketørklæder – og derefter igjen tilknyttede med en stor Sten i Snøret. De tog i med en Haand hver og slap den saa under Latter og Glæde udfor Baadripen.

Da Store-Lars lod til at bryde sit Hoved stærkt med det passerede, forklarede Jon ham tilsyneladende alvorligt, at det bare var Thor Stuwitz og en Student fra «Kristian», som nu var gaaet tilbunds med en Sten om Halsen, – en Vittighed, som Marinas smilende Ansigt tydeligt paaskjønnede i høi Maade, men som Lars forblev lige klog ved.

Som et Punktum paa sine Grublerier bad han Marina, som sad paa Styre-Toften ved Jon, om at lange sig Øldunken. Han reiste sin vældige Person op i Baaden og drak Bryllupsskaal for dem begge, paa «en god Seilads i alle Maader».

*

Det gik, som man havde spaaet, idet Brøgelmanns Datter ikke længe efter blev forlovet med Student Heggelund.

Gamle Brøgelmann trak sig nu yderligere ud af alle Forretningerne nordpaa; han kjøbte et Par Aar, før han døde, Svigersønnen Handelsstedet M..sund længer syd. I Medgift gav han ham sin betroede Fuldmægtig til at styre med Handelen og være den egentlig tænkende Hjerne i Forretningerne.

Det var en moralsk Forpligtelse, som Heggelund der paatog sig i Forhold til sin forsigtige Svigerfader, og med denne levede han siden sit hele Liv igjennem i et Slags hemmeligt Formynderskab, der var ham trykkende nok; men han manglede baade Karrakter og ialfald som hans Forhold stod senere – ogsaa den nødvendige Indsigt i sine egne Forretningsaffærer til at afkaste det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.